TO DELTAGERES BESKRIVELSE FRA
NATURHISTORISK OG KULTURHISTORISK
REJSE TIL GRØNLAND 2001



Turen var arrangeret af BioNyt
i samarbejde med Folkeuniversitetet

Grønlandsturen 2001
Grønland var meget mere pragtfuld, end vi havde drømt om. Turen var en stor oplevelse, med betagende, ja trolig flotte isbjerge og høje fjelde. Isbjergene var som levende, de ændrede sig fra dag til dag. Det var imponerende, at mennesker har boet ved isfjorden, ved Sermermiut, i mange tusinde år - der må have været mange dyr.

Det var en helt utrolig oplevelse at rejse med den lille båd langs kysten til Egedesminde og en enestående oplevelse at sejle gennem den lange Søndre Strømfjord, som byen har navn efter. Luften er så klar, at man tager fejl af afstandene. Det var også en stor oplevelse, da vi efter festfyrværkeriet som afslutning på sangkorfesten gik op på fjeldet og så solnedgangen over isfjorden i Jakobshavn. Det var fantastisk.. Der er næppe nogen andre steder, hvor man kommer på tæt på naturen som i Grønland. En af de ting der fængslede på turen var lyset. Solen stod overraskende højt på himlen. Lyset var meget mere intens end vi ville have troet, selv om det ikke var så skarpt, at det virkede generende.

Noget af det spændende ved turen var dens overraskelsesmomenter - helt anderledes end ved almindelige charterture sydpå. Vi har faktisk mistet lysten til at tage sydpå, og tænker hele tiden på, hvornår vi kan komme tilbage til Grønland. Et af overraskelserne var, at vi den første nat skulle sove i samme rum alle sammen. Det var morsomt med hele det rod, det skabte, og det gik faktisk udmærket og vi sov glimrende. Et besøg hos en malerinde i Jakobshavn var også en overraskelse og en stor oplevelse. Fantastisk udsigt gennem hendes vinduer til flotte isbjerge, som flyttede sig fra dag til dag. Det spontane kom også til udtryk ved, at vi blev inviteret med til fest i Hallen, til korsangforeningens 10-årsjubilæum, - det var netop ikke noget, man kunne have forudplanlagt. Røde Elv vandrehjemmet var endnu en oplevelse for sig. Strømmen var gået, og vi måtte finde stearinlys og tændstikker frem. Dem havde vi taget med, samt en lommelygte. Ting som elastikker, sejlgarn og saks fik vi også brug for på turen.

Vi er imponerede over de gode steder, vi overnattede. Her tænker vi på Arktisk Station i Godhavn og på KISS i Søndre Strømfjord. Det havde man ikke kunnet på en almindelig rejse. Hvis vi havde været på hotel, havde vi ikke fået de samme oplevelser. Det er faktisk kedeligt at bo på hotel. Ifølge programmet var der foreslået en buffet på 3-Falke Hotel. Men det var langt bedre, at vi i stedet kom til fest i Hallen i Jakobshavn.

Udsigten fra Arktisk Station var fabelagtig. Man kunne bare sidde og kikke. Forskerne på stedet var også spændende at møde, f.eks. gav den flinke geolog Jakob Yde os en meget fin geologisk ekskursion. Også de to unge piger, som boede alene 25 km inde i landet for at studere moskusokser i Søndre Strømfjord var det en oplevelse at høre fortælle. I det hele taget var foredragene på turen interessante og spændende.

Maden var også en oplevelse. Nej, hvor smagte det godt med hval, og vi købte renkød med hjem. Og de grønlandske rejer, hvor var de friske. Rødvinspriserne var også en oplevelse for sig. Vi købte meget frugt, og f.eks. en halv liter kærnemælk kostede 17 kr.

Programmet passede os godt og turen var godt tilrettelagt. Programmet lykkedes også nogenlunde - det må ikke ligge fast, så ville det let kunne blive kedeligt. Vi var naturligvis afhængige med vejret, men også heldige hermed. Det var imponerende, at så meget af programmet kunne gennemføres. På turen så vi utrolig meget, og vi kom så mange steder. Vi talte med nogen på en anden grønlandsrejse, som næsten slet ikke kom i land på deres rundrejse.

Vi var trygge på hele turen. Det er klart, at der var gjort et stort forarbejde. Turen passede os godt.

Vi var glædeligt overrasket over, at grønlænderne var så venlige over for os danskere. Vi snakkede med mange, og undertiden var de så snakkesagelige, at vi ikke umiddelbart fik lov til at gå. Ved festerne blev både damer og mænd fra gruppen budt op til dans af grønlændere. Vi kom i det hele taget tæt på det grønlandske samfund på mange måder, bl.a. overværede vi ligfølget fra en begravelse.

Turen har været utrolig svær at slippe, efter at vi er kommet hjem, ja faktisk kan vi ikke slippe den. Man tænker hele tiden på, hvornår man får mulighed for at komme derop igen. Det var ikke som ved andre rejser, hvor man bare er gået ind og har bestilt en rejse. Jo mere man tænker over det, jo bedre bliver den. Det var nok vores livs største rejseoplevelse.

Finn og Eva Clausen, Dragør,
deltagere på turen til Grønland 2001.


Maskedanser Else Danielsen, Qeqertarsuaq (Godhavn), foto Margrethe Tjalve, guide på Grønlandsturen i 2001



HUSK TILMELDING TIL
Foredragsweekend om Grønland i Zoo, 6.-7.april 2002
.
REJSEN TIL GRØNLAND 2002 (Sydgrønland):
Program for turen

REJSEN TIL GRØNLAND 2001 (Disko):
Rapport fra turen 2001
Hovedpunkter fra turen 2001
To deltageres beskrivelse af turen 2001
To deltageres fotos fra turen 2001
Flere billeder fra 2001-turen

REJSEN TIL GRØNLAND 1999 (Disko):
En deltagers beskrivelse af turen 1999
Billeder fra turen i 1999

WEEKENDMØDER I ZOOLOGISK HAVE OM GRØNLAND:
Foredragsweekend i Zoo, 6.-7.april 2002, om Grønland.
Foredragsweekend i Zoo, april 2001, om Grønland.
Foredragsweekenderne i Zoo, 1999 og 2000, om Grønland.

UDSTILLING OM GRØNLAND OG GRØNLANDSK KUNST:
Udstilling om Grønlandsk kunst i Brøndsalen påsken 2000

FOLKEUNIVERSITETSKURSER OM GRØNLAND:
Kursus 3.-4. marts 2001: "Grønland - et bæredygtigt samfund?" (Folkeuniversitetet i Århus)
Afholdt kursus i Folkeuniversitetet København 2000

LITTERATUR om Grønland:
“Grønlands økologi”, Atuakkiorfik forlag, 1999. 431 s. 350 kr.
“Farvel til Grønlands Natur”, Kjeld Hansen, Gad forlag, 2001. 140 s.
Debatten om Grønlands natur.



Hvor gammel er universet, Jorden og livet på Jorden?
Bemærkelsesværdig dansk forskning i Grønland
BioNyt nr.105 (pris: kr. 48.75)
Køb bladet her. e l l e r Tegn abonnement