BioNyt - Videnskabens Verden

Emne: Slagtilfælde.

Slagtilfælde (apopleksi) er en fællesbetegnelse for, at hjernen sættes ud af funktion på grund af fejl i hjernens blodkar. Det kan enten skyldes en blødning fra en ødelagt blodåre i hjernen eller manglende iltforsyning til en del af hjernen på grund af en blodprop i en hjerneåre (iskæmisk slagtilfælde). Det medfører umiddelbart bevidstløshed, og senere evt. mere eller mindre vedvarende lammelser, talebesvær mv. Stoffet tPA (tissue plasminogen activator; vævsplasminogenaktivator) beskytter hjerneceller mod at dø i tilfælde af et slagtilfælde. Man har troet, at det skyldtes tPA's evne til at opløse blodpropper. Men årsagen synes at være en anden. I 1995 opdagede man, at hvis tPA blev givet til patienten inden 3 timer efter et slagtilfælde var der mindst 30% større chance for at patienten kom sig næsten uden hjerneskade. Man har nu opdaget, at zink ophobes i hjernenerver under et slagtilfælde. Når dyrkede nerveceller udsættes for høje niveauer af zink dør cellerne inden for 1 døgn. Hvis nervecellerne imidlertid behandles med tPA er de beskyttede mod at dø af zinkpåvirkningen. Måske kan denne forskning derfor give ny viden om, hvad der sker under et slagtilfælde.
Science 23/4-1999. "Nonproteolytic Neuroprotection by Human Recombinant Tissue Plasminogen Activator", Y-H. Kim m.fl. Yderl.oplysn: Jae-Young Koh tlf. 0082-222-441-27 (Korea), 00-82-24-835-446 (fax), jkko@www.amc.seoul.kr (e-mail)
".


Søg artikel