BioNyt - Videnskabens Verden

Emne: Antibiotima/nyreskade.

"Der kendes eksempler på kraftig antibiotika, som både skader nyrerne og øret. Man har hidtil ikke forstået, hvordan et stof kunne have så tilsyneladende forskellig bivirkning. Nærmere studier af sansehårene i øret har nu givet noget af forklaringen. Nyrerne indeholder ion-kanaler, som også findes i øret.

Udforskningen af ørets finere funktion er et led i bestræbelserne på at finde en metode til at reparere ødelagte sansehår i øret. F.eks. kunne man tænke sig, at nervevækstfaktorer kunne fremskynde helingsprocessen. Endnu er den eneste metode dog kun at erstatte alle de 30.000 sansehår-celler med 20 elektriske sensorer i forbindelse med den såkaldte ""cochlear implant"" metode.

Mange mennesker bliver døve, fordi ørets hårceller, stereocilierne, bliver ødelagt på grund af alderdom eller som følge af udsættelse for kraftig lyd. Carole Hackney og kolleger fra Department of Communication and Neuroscience ved Keele University har opdaget, hvordan lydenergien omdannes til nerveimpulser. Når lydbølgerne når frem til væsken i det indre øre, således at sansehårene sættes i bevægelser, kommer sansehårene til at gnide mod hinanden. Derved trykkes på proteinmolekyler, som stikker frem på overfladen af hvert sansehår. Hvert proteinmolekyle virker som en ventil, der åbner en ionkanal. Kalium-ioner flyder derved fra toppen af håret ind i hårcellen ved roden af sansehåret. Det er denne strømning af ioner, som fremkalder et elektrisk signal, som af hjernen opfattes som lyd. Proteinventilen bringes straks til at lukke igen så snart en ladning af kaliumioner er sluppet igennem, hvorefter proteinmolekylet igen er parat til at reagere på den næste vibration. Det er ikke underligt, hvis samme styring af ionkanaler findes i andre organer i kroppen, og at stoffer med indflydelse på disse proteinventiler derfor kan medføre skade på hørelsen.

New Scientist 21/9-1996 s.15
Proceedings of the Royal Society (in press).
Se Bio-Nyt nr.84: Tema om hørelsen ".


Søg artikel