BioNyt - Videnskabens Verden
Emne: Virus/Cytomegalovirus.
CytomegalovirusCytomegalovirus tilhører gruppen af herpes-virus og kan fremkalde sygdomme som mononucleose eller lettere febertilstande, men kan hos nyfødte eller fostre, der stadig har et umodent immunsystem, fremkalde skader på nerverne. Mennesker med et svækket immunsystem på grund af AIDS eller på grund af behandling i forbindelse med transplantation kan få en livstruende sygdom på grund af dette virus.
Cytomegalovirus er meget udbredt i befolkningen, og man kan smittes livet igennem. Blandt de danske bloddonorer er 50%-60% blevet smittet på et eller andet tidspunkt, idet de har antistoffer imod viruset. 90% af homoseksuelle mænd har antistoffer mod cytomegalovirus.
Viruset har fået navn efter det forhold, at cellerne svulmer op (cytomegali). Viruset er et dobbeltstrenget DNA-virus, og man kender nu hele DNA-sekvensen i arvematerialet.
Når viruset har inficeret en person, sætter det sig i nogle af cellerne arvemateriale i en inaktiv form, men i forbindelse med en graviditet eller hæmning af immunforsvaret kan viruset aktiveres igen. Noget tyder på, at cytomegalovirus er til stede i inaktiv form i de leukocytter, hvide blodlegemer, som har betydning for immunforsvaret. Derved kommer dette virus til at ligne den infektion, som HIV-virus giver, og som fremkalder immundefektsygdommen AIDS. Forskellen med AIDS er, at sygdommen ikke kommer til udtryk i personer med intakt immunforsvar, bortset fra mononucleose og lettere febertilstande.
På verdensplan er cytomegalovirus meget udbredt, og man har fundet antistoffer i en isoleret indianerbefolkning i Brasilien, som ikke engang havde antistoffer mod influenza-virus og mæslinge-virus.
I Afrika og Asien er 90% til 100% af befolkningen inficeret med dette virus.
Antistoffer udvikles 6-8 uger efter smitte og bevares livet igennem, så fund af antistoffer i blodet er et godt bevis på udbredelsen af viruset i befolkningen. Alle personer, som har antistoffer mod viruset, er en potentiel kilde til smitte, fordi viruset kan findes i spyt, tårer, sæd, skedesekret, urin, afføring, modermælk, blod og donororganer. Viruset kan overføres fra moder til foster under graviditeten ved at blive overført via moderkagen eller ved overførsel under fødslen og ved amning via modermælken.
Ved blodtransfusion, overførsel af blodprodukter eller transplantation kan viruset også spredes og endelig kan smitten spredes ved seksuel kontakt eller anden fysisk tæt kontakt.
Man mener dog ikke, at der er nogen grund til generelt at screene gravide kvinder og heller ikke nogen grund til at indføre særlige forholdsregler for hygiejne på hospitaler og andre steder, hvor personale, der ikke er smittet, kan komme i kontakt med personer, som er smittet. Man mener, at den almindelige hygiejne er tilstrækkelig (Nordisk Medicin, bind 109, nr. 1, 1994, s. 9-12).
Infektion med cytomegalovirus fremkalder en hæmning af immunforsvaret og dermed øget risiko for infektion med andre sygdomme, herunder et accelereret forløb af en HIV-infektion.
Forskellige udenlandske undersøgelser har vist, at mellem 0,5% og 1,5% af nyfødte har en cytomegalovirusinfektion. I Danmark er tallet 0,4%. Imidlertid har kun en femtedel af de inficerede børn symptomer ved fødslen, og risikoen for nerveskader er 0,06% i Skandinavien. Børnene har størst risiko, hvis moderen er blevet smittet med viruset under graviditeten. I sådanne tilfælde vil børnene have 50% risiko for også at blive inficeret under graviditeten eller ved fødslen. Fosteret synes at være mest følsomt for infektion, hvis infektionen sker i første eller anden tredjedel af graviditeten. Hvis barnet kun har lette symptomer ved fødslen, udvikles det oftest normalt, men hvis symptomerne er moderate eller svære, vil 45% af børnene på længere sigt få nedsat intelligens, kramper, høretab, synsproblemer eller andre nerverelaterede defekter.
Raske, voksne personer og større børn kan udvikle en mononucleose-lignende sygdom, som kan skelnes fra den mononucleose, som Epstein-Barr virus kan fremkalde. Symptomerne på en cytomegalovirus-mononucleose er utilpashed, træthed og langvarig feber, eventuelt ledsaget af trykken i milt, lever og lymfekirtler. Mellem 8% og 14% af mononucleosetilfældene antages at skyldes cytomegalovirus.
Der er stor risiko for, at en transplantation vil efterfølges af en cytomegalovirusinfektion. Næsten alle patienter med AIDS får i løbet af deres sygdom en cytomegalovirusinfektion, der i nogle tilfælde kan berøve dem synet eller angribe hjernen. Ofte fremkalder cytomegalovirusinfektionen hos AIDS-patienter en tidlig død.
Der findes ingen vaccine mod cytomegalovirus. Der findes lægemidler mod sygdommen, men behandlingen er en specialistopgave, og kun alvorlige infektioner hos transplanterede og hos AIDS-patienter behandles. Der er opnået tilfredsstillende resultater med stoffet ganciclovir (Cymevene) og foscarnet (Foscovir), idet der kan påvises en positiv reaktion hos 75% til 90% af patienterne. Imidlertid kommer sygdommen igen hos halvdelen af patienterne, og der er betydelige bivirkninger, idet ganciclovir virker giftigt på knoglemarven, og foscarnet virker giftigt på nyrerne. Begge lægemidler må indgives ved indsprøjtninger (Nordisk Medicin, 1994, bind 109, s. 9-12, også publiceret i Ugeskrift for læger 1993, bind 155, s. 2679-2683, af Karen Kaae Hansen, Hvidovre Hospital, Vibeke Backer, Bispebjerg Hospital og Peter Skinhøj, Rigshospitalet. Litteraturliste fås fra Karen Kaae Hansen, P.D. Løvs Allé 9, 1. th., 2200 København N).
(BioNyt/medicin) 1994.
