DRÆBER LEUKÆMICELLER

Hildur Blythmann og kolleger fra Centre de Recherches Clin.Midy, Montpellier har produceret et "immunotoxin", som består af 2 dele: Den ene del er et monoklonantistof, som binder sig specifikt til leukæmi-celler, mens den anden del er et giftstof. Når "immunotoxinet" har bundet sig til leukæmicellen, vil giftstoffet derfor dræbe den syge celle. Der blev udført et forsøg, hvor leukæmi-celler blev indsprøjtet i laboratoriemus, hvorefter musene næste dag fik en dosis af immunotoxinet. Musene overlevede i længere tid, men forsøget levede ikke helt op til forventningerne, hvilket nok skyldes, at immunotoxinet ikke alene satte sig fast på leukæmi-cellerne, men også på andre celler. Det store problem ved kræftceller er, at de er vanskelige at skelne fra raske celler. Man håber dog at kunne finde strukturer på kræftceller, som ikke findes i raske celler. Amerikanerne E. A. Davidson og S. D. Bolmer har således fundet et kompleks af protein og kulhydrat, som fandtes i de fleste kræftpatienter, men kun i 2% af raske personer. Hvis man finder frem til et stof, som kun findes på overfladen af kræftceller, vil man kunne danne et specifikt antistof imod denne. Ved hjælp af monoklon-antistof-teknikken, der blev udviklet i Cambridge, kan man opformere en klon af ens celler, som alle producerer et specielt antistof, der kun virker overfor et bestemt antigen. Med H . Blythmann's forsøg har man vist, at det er muligt at binde antistoffet til et giftstof, og i teorien skulle det således være muligt, at finde frem til og dræbe kræftcellerne uden at skade de raske celler. The Times 12.marts 1981 s.16 (ref. fra Nature 12.marts 1981 s.145).

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 4




Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden
her!


Forsiden af BioNyt nr. 128