CELLEKULTUR VISER ALDERDOM

Hvis man dyrker raske celler, f.eks. taget fra et menneskefoster, vil de kunne dele sig mange gange, hvis de blot tilføres føde og har plads til at vokse. Men efter at have delt sig ca. 50 gange standser cellerne deres vækst. Dette sker ikke pludseligt, men ved at fordoblingstiden efterhånden bliver længere og længere, indtil de ikke deler sig mere. Hvis man nedsætter cellernes metabolisme, f.eks. ved at sulte dem, vil det blot tage længere tid, før cellerne kan dele sig, men antallet af delinger, som cellerne maximalt kan foretage, er stadig nogenlunde det samme (underernærede mus lever længere end velernærede mus af' samme kuldl). Hvis en gammel cellekerne, der har foretaget et antal delinger, transplanteres ind i en ny celle uden kerne, vil den gennemløbe de resterende antal delinger, men cellekernen vil ikke blive som ung påny, blot fordi den er kommet ind i en ung "krop". Omvendt kan en ny cellekerne genoplive en gammel cellekrop, så aldersprocessen skal altså findes i cellekernen. En teori til forklaring af dette fænomen går ud på, at cellerne efterhånden ophober fejl i deres gener, og selv om cellen har reparationsmekanismer, som kan udbedre fejlene, vil der efterhånden optræde så mange fejl, at cellen ikke kan dele sig mere. (En hurtig reparationsmekanisme vil forlænge levetiden for cellen - man har fundet, at hastigheden for DNA-reparationen er cirka dobbelt så hurtig i mennesker sammenlignet med chimpanser, og mennesker lever faktisk cirka dobbelt så længe som chimpanser). I øvrigt ved man at mange gener findes i dubletter eller i flere kopier i cellerne. Man kan derfor forestille sig, at en af disse gen-kopier træder ind som reserve, når et gen har fået så mange fejl, at det ikke mere lader sig reparere. Cellen kan derefter leve videre, indtil der ikke er flere reservegener. Når tilstrækkelig mange celler er gået i stå bukker hele organismen under. New Scientist 15.jan.1981 s.130-31.

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 4




Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden
her!


Forsiden af BioNyt nr. 128