Fluesvampe og amatoxiner



Kan man lave lægemidler af amatoxiner?

Amatoxinerne er meget potente og meget specifikke og på flere måder kemisk og biokemisk unikke blandt kendte naturlige stoffer, f.eks. ved at indeholde en tværbinding mellem cystein og tryptofan (Cys-Trp tværbinding), hvilket ikke kendes fra andre naturlige stoffer. De er desuden de mindste kendte peptider, som syntetiseres på ribosomer. Derfor vil de kunne bruges som skelet for dannelse af farmaceutiske stoffer. Identifikation af generne og enzymerne, der er involveret i dannelsen af amatoxinerne i svampene, kan gøre det muligt at fremstille et stort antal nye lægemidler baseret på naturligt forekommende amatoxiner (bionyt.dk/ref/12262.asp).

Kan amanitin bruges mod kræft?

Studier har vist, at man kan forestille sig en udvikling af amanitin-holdige lægemidler, der kan bruges mod bl.a. tidlige kræftceller inklusive ikke-delende celler. Hæmning af bindingen mellem enzymet RNA-polymerase-II og amanitin fører ikke kun til apoptose (celleselvmord) af delende celler, men også hos langsomt-voksende celler (der kun sjældent er i et delingsforløb). Forekomst af sådanne langsomt-voksende celler er ofte karakteristisk ved prostatacancer (bionyt.dk/ref/12183.asp). Hvis man kunne rette amatoxin specifikt mod sådanne kræftceller ville man altså kunne dræbe dem uden at andre celler berøres. Alfa-amanitin har potentiale til at blive anvendt til lægemidler mod parasitter og mod kræft. Alfa-amanitin kan f.eks. under visse forhold hæmme kræftceller og ektoparasitter uden at hæmme almindelige cellers aktivitet. Beta-amanitin kan måske også udnyttes til kræftbehandling. I 2012 påviste forskere, at hvis man i forsøg med mus, der havde pankreaskræft, koblede amatoxin til antistof, der var rettet mod denne kræfttype, virkede det helbredende (bionyt.dk/ref/12184.asp). Et tysk firma, Heidelberg Pharma i Ladenburg (mellem Frankfurt am Main og Stuttgart), har sidenhen udviklet et amatoxin-baseret [antistof/lægemiddel]-konjugat, der er rettet mod lægemiddelresistente kræftceller, der ikke kan behandles. Antistoffet har et amatoxin bundet til sig. Når et sådant gift-bærende antistof binder sig til en kræftcelle, bliver kræftcellens delingshastighed meget kraftigt nedsat. Kræftcellerne dør eller vokser i hvert fald meget langsomt. For at få tilstrækkeligt meget amatoxin i en så ren form, at det kan bruges medicinsk, er det nødvendigt at syntetisere amatoxin kunstigt helt fra bunden. Det er lykkedes firmaet i Tyskland at syntetisere amatoxin kunstigt, og firmaet har fået europæisk patent (frem til år 2033) på kunstig syntese af en nødvendig byggesten for denne amatoxin-syntese (den patent-beskyttede byggesten hedder dihydroxy-isoleucin). Man kalder metoden ADC-teknologi (antibody drug conjugates). Firmaet er det første i verden, der bruger amatoxin sammen med ADC-teknologi. Firmaet kalder deres metode for ATAC-teknologi [Antibody Targeted Amanitin Conjugate]. Det tyske firma bruger altså en amatoxin-ADC-metode, dvs. binding af amatoxin til et antistof, som kan rettes mod en specifik kræftcelletype. Det dræber også kræftceller, der ikke er aktivt delende. Andre kræftbehandlinger angriber fortrinsvis kræftceller, fordi de er aktivt delende. Heidelberg Pharma’s amanitin-baserede ADC-teknologi har vist fremragende aktivitet i modstandsdygtige kræftceller (terapi-resistente tumorceller), f.eks. kræftceller, der danner transportstoffer for flere forskellige lægemidler, som kræftcellerne er blevet immune overfor ved at kunne pumpe lægemidlerne ud af cellen. Alfa-amanitin er således yderst aktiv i lægemiddelresistente celler, uafhængigt af om cellen danner multidrug-resistente-transportmolekyler. Dette skyldes alfa-amanitins hydrofile struktur. Desuden kan amatoxin-lægemidlet i selv ekstremt små doser nå frem til målstedet og have sin virkning (picomolære koncentrationer er tilstrækkelige) (bionyt.dk/ref/12181.asp). Det terapeutiske vindue af den amanitin-baserede ADC-teknologi er blevet fastlagt i en række forsøg med forskellige gnavere og ikke-humane primater. Man har også undersøgt om metoden tåles (i tolerancestudier). Amanitin har en vandopløselig struktur, hvilket betyder, at antistof/lægemiddel-konjugaterne har ringe tendens til at ophobes (aggregering) (bionyt.dk/ref/12182.asp). I musemodeller af prostata-kræft viste alfa-amanitin, der var bundet (konjugeret) til et antistof mod et prostata-specifikt membran-antigen (såsom PSMA, FOLH1 eller GCPII) høj antitumor-aktivitet og gav fuldstændig bedring (remission) ved blot én indsprøjtet af en (intravenøs) dosis på 150 ?g / kg af toksinet i de behandlede dyr. Amanitin-baserede antistof/lægemiddel-konjugater, der anvender et anti-Her2-antistof, såsom trastuzumab, viste høj antitumor-aktivitet ved behandling af Her2-brystkræft (i dyremodelforsøg). Der er tale om et helt nyt behandlingsprincip for kræftbehandling, og det vil være svært for en kræftcelle at blive resistent overfor amatoxin. Firmaet ejes af det biofarmaceutiske WILEX AG i München, der er på Frankfurt-børsen. I dec. 2016 indledte det tyske firma et samarbejde med biotekfirmaet Nordic Nanovector ASA i Oslo med henblik på at bruge metoden mod leukæmi ved at koble til antistoffer mod denne sygdomstype. Firmaet Nordic Nanovector i Oslo har lavet Betalutin®, som er det første af en ny klasse af Antibody-Radionuclide-Conjugates (ARC) til behandling af non-Hodgkin Lymfom, [nemlig et anti-CD37 antistof, lilotomab (der tidligere blev kaldt HH1), bundet til radionuklidet lutetium-177, som har under 1 uges halveringstid og med en radioaktiv rækkevidde på kun 1/4 mm svarende til, at kun ca. 40 naboceller dræbes, og at det raske væv skånes - se en meget informativ video om denne [antistof/radioaktivt stof]-metode på www.nordicnanovector.com (bionyt.dk/ref/12185.asp).

Hvad er virotoxinernes giftvirkningsmekanisme?

Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) indeholder (foruden amatoxiner) også giftstoffet viroidin (viroidine), som ligesom phallotoxiner menes at være uden toksikologisk betydning, undtagen ved injektion. Stoffet tilhører gruppen af virotoxiner (ala-viroidin, viroisin, deoxoviroisin, viroidin, deoxoviroidin), som ligesom phallotoxiner bindes til aktin (bionyt.dk/ref/12194.asp).

Hvor mange aminosyrer er phalloidin opbygget af?

Giftstoffet phalloidin (der findes i Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) og i Amanita verna) består kun af 7 aminosyrer. (Det er et heptapeptid - dvs. at det har en aminosyre mindre end amanitin). Giftstoffet phalloidin har ingen giftvirkning, når svampen indtages via munden.

Hvad er den giftigste svamp?

Ca. 92% af dødelige svampeforgiftninger skyldes én art: Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Man kalder derfor den svampeforgiftning, der fremkaldes af amatoxiner, for Phalloides-syndromet, også når forgiftningen f.eks. skyldes en parasolhat. Der findes nemlig andre amatoxin-holdige svampe. De amatoxin-holdige svampe er skyld i over 95% af alle dødeligt-forløbende svampeforgiftninger (bionyt.dk/ref/11914.asp). Disse svampe er altså hovedansvarlige for de dødelige forgiftninger, men 90-98% af alle svampeforgiftninger skyldes andre svampearter.

Hvad er amatoxiner?

Giftstofferne kaldes "amatoxiner", og er opkaldt efter fluesvampe-slægtsnavnet Amanita. Men amatoxiner findes også i små parasolhatte og visse hjelmhatte mv. Amatoxiner angriber tarmens celler (fordøjelsesepitelet), leverens celler (hepatocytterne) og celler i de indre nyrerør (de proximale nyretubuli) i nyrerne.

Hvor hyppige er amatoxin-forgiftninger?

Mellem 2 og 10% af de kendte svampeforgiftninger skyldes indtagelse af amatoxin-holdige svampe (bionyt.dk/ref/11915.asp), idet tallet svinger fra land til land og også er afhængigt af sæsonforekomsten af de giftige svampe.

Hvilke giftstoftyper findes i giftige svampe?

Giftige svampe kan også grupperes efter giftstoffernes type: bl.a. cyclopeptider, gyromitrin, muscarin, coprin, isoxazoler, orellanin, psilocybin og mave/tarm-irriterende stoffer. Den førstnævnte giftstoftype, cyclopeptider omfatter amatoxin og er årsag til 90-95% af alle dødelige svampeforgiftninger. De andre giftstoffer er tilsammen kun ansvarlige for de resterende 5-10% af dødsfaldene efter svampespisning. Typisk kender lægen imidlertid ikke giftstoftypen, fordi der som regel er sket en fejl ved svampebestemmelsen, således at heller ikke personen, som har spist den giftige svamp ved, hvilken svampeart der er tale om. Når man skal gruppere de mange forskellige slags svampeforgiftninger, bruger man foruden latenstiden også oplysningen om de første symptomer. De første symptomers karakter er nemlig vigtig for diagnosen. Heller ikke dette er altid så simpelt. Symptomerne kan ændre sig fra startfasen til de senere faser. F.eks. kan en såkaldt anticholinerg forgiftning i kroppen fremkalde en cholinerg modreaktion. Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) og Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) indeholder de samme hovedgiftstoffer (amatoxiner) og giver ens symptomer. Hvad der i det følgende skrives om forgiftning med Grøn Fluesvamp, gælder derfor også for Snehvid fluesvamp og andre amatoxin-holdige arter.

Hvilke cykliske peptider har man fundet hos fluesvampe?

Blandt fluesvampene har man fundet over 20 forskellige cykliske peptid-giftstoffer, der inddeles i amatoxiner, phallotoxiner og virotoxiner, hvor amatoxinerne alfa-amanitin og beta-amanitin er de dominerende giftstoffer. En kilde angiver, at "kun 9 arter" er kendt for at producere amatoxiner (bionyt.dk/ref/12008.asp). Det holder ikke. Et DNA-studie i Kina konkluderede, at der nu kendes 13 arter med sådanne gifte, bl.a. A. griseorosea, A. molliuscula, A. parviexitialis og A. subfuliginea, som betegnedes som nye arter. Amatoxiner er cykliske peptider, dvs. polypeptidkæder, der indeholder en cirkulær sekvens af bindinger mellem aminosyre-enheder. Der kendes talrige cykliske peptider. Sådanne stoffer kan dannes ved, at der blot sker en binding mellem amino-enden og carboxyl-enden af peptidet, som for eksempel i cyclosporin. Eller det kan ske ved en forbindelse mellem amino-enden og en sidekæde, som for eksempel i bacitracin. Eller mellem carboxyl-enden og en sidekæde, som for eksempel i colistin. Brodannelsen kan også være mellem to sidekæder eller ved mere komplicerede arrangementer, som for eksempel i amanitin. Mange cykliske peptider er blevet opdaget i naturen, og mange andre cykliske peptider er blevet syntetiseret i laboratoriet. Deres længde spænder fra kun to aminosyre-enheder til hundreder. I naturen er de ofte antimikrobielle eller giftige. FDA har godkendt 60 peptider til medicinsk anvendelse, til trods for at peptider let nedbrydes. Dette gælder dog ikke de cykliske peptider. Cykliske peptider har en tendens til at være ekstremt resistente over for fordøjelsesprocessen, så de kan overleve i den menneskelige fordøjelseskanal, f.eks. længe nok til at blive optaget i kroppen. De bruges til forskellige anvendelser af lægevidenskaben, for eksempel som antibiotika og immunhæmmende midler. Man kan screene f.eks. bakterier for forekomst af medicinsk interessante cykliske peptider (bionyt.dk/ref/12160.asp). Ved hjælp af metoder, der kan ændre på naturlige peptider eller laboratorie-fremstillede peptider, kan man opnå forbedrede egenskaber, såsom høj målspecificitet, god stabilitet i blodet, gode farmakologiske egenskaber såsom langsom nedbrydningstid osv. Fremtidige udviklinger kan i sidste ende producere peptider, som kan gives oralt, som kan overskride blod/hjerne-barrieren eller som kan få adgang til mål inde i celler. Selektiviteten af peptider, deres hurtige fjernelse fra kroppen (clearance) ved nyre-filtrering og deres evne til at ændres kemisk er f.eks. gavnligt for molekylære billeddannelses-anvendelser og vil potentielt kunne bruges til at levere toksiske stoffer i form af peptid/lægemiddel-konjugater. Peptider kan kort sagt blive nyttige terapeutiske midler i fremtiden (bionyt.dk/ref/12161.asp). Der findes naturligt et antal cykliske peptidhormoner, der cykliseres ved hjælp af en disulfidbinding mellem to cysteiner, for eksempel hormonerne somatostatin og oxytocin. Hos alfa-amanitin (der altså også er et polypeptid), er strukturen af polypeptidet atypisk i forhold til de fleste polypeptider på grund af forgreningen af aminosyrekæden. I amatoxinerne er broen dannet som en thioether mellem aminosyrerne tryptophan (Trp) og cystein (Cys). Denne tværbro mellem 6-hydroxy-tryptophan og cystein tillader dannelsen af en “indre løkke (sløjfe)”. Den “ydre løkke (sløjfe)” dannes af en normal peptidbinding mellem peptidkædens carboxyl-ende og amino-ende (bionyt.dk/ref/12162.asp). De fleste cykliske peptider dannes af enzymer, som kan betegnes non-ribosomal peptide synthetase-enzymer, og syntetiseres altså ikke på ribosomerne. Men amatoxiner (og phallotoxiner) syntetiseres netop på ribosomerne. De gener, der koder for proteinet for alfa-amanitin, tilhører samme familie som de, der koder for phallacidin (et phallotoxin) (bionyt.dk/ref/12163.asp).

Hvem fandt amanitin-molekylets opbygning og hvem fandt dets virkning?

Det var i 1960'erne, at den tyske kemiker Theodor Wieland (1913-1995) og medarbejdere fandt ud af, at indholdstofferne i de amanitinholdige fluesvamparter er cykliske peptider. Den molekylære virkning af alfa-amanitin blev også beskrevet. Nemlig at stoffet hæmmer dannelsen af protein ud fra den genetiske DNA-kode ved at blokere afkopieringen af DNA-koden til en RNA-arbejdskopi (mRNA). Eftersom det var en yderst specifik virkning, fik opdagelsen stor betydning for den biokemiske forskning. Alfa-amanitin kan videnskabeligt bruges til at skelne mellem forskellige RNA-polymeraseenzymer, eftersom amanitin kun er en selektiv hæmmer (inhibitor) af RNA-polymerase II og (i noget mindre grad) III. Alfa-amanitin kan dermed anvendes til at bestemme, hvilke typer af RNA-polymerase, der er til stede. Dette gøres ved at teste polymerasens følsomhed i nærvær af alfa-amanitin: •??RNA-polymerase I (og bakterie-pol.) er ufølsomt, •??RNA-polymerase II er yderst følsomt (og hæmmes allerede ved 1 ?g / ml), •??RNA-polymerase III er moderat følsomt (og hæmmes ved 10 ?g / ml) og •??RNA-polymerase IV (i planter) er kun lidt følsomt (og hæmmes først ved 50 ?g / ml, dvs. 0,000.050 gram alfa-amanitin pr. milliliter) (bionyt.dk/ref/12164.asp).

Hvad er RNA-polymerase II?

RNA polymerase II er det enzym, der hos eukaryoter danner mRNA ved kopiering af DNA-strengen. Både DNA og RNA er nukleotid-kæder. DNA rummer arveanlæggene, og mRNA er blot en arbejdskopi heraf, som fortæller cellens proteinfabrikker (ribosomerne) om hvordan rækkefølgen af aminosyrerne skal være i de proteiner, der skal dannes ud fra arveanlæggenes oprindelige instruktion (nemlig nukleotid-rækkefølgen i DNA). Alt dette stoppes, når amatoxin sætter sig permanent på RNA polymerase II enzymet, som det hele afhænger af.

Hvordan påvirker amatoxin RNA-polymerase II ?

RNA polymerase II enzymet indeholder en bro-helix, som gennem evolutionen har udviklet sig til at være fleksibel, og denne bevægelsesmulighed er nødvendig for translokation (flytning) af polymerase-enzymet hen langs DNA-rygraden. Bindingen med alfa-amanitin sætter imidlertid en begrænsning på brohelixens mobilitet, og derved nedsættes flytningen af polymerasen så syntesehastigheden af RNA-molekylet nedsættes. Amanitin bindes til to af RNA polymerase II enzymets største subunit-områder (Rpb1 og Rpb2), som tilsammen danner en tragtformet kløft, som DNA bindes til og aflæses i, hvorved nukleotiderne til dannelse af mRNA bliver kædet sammen. Over kløften spænder en lille bro (bestående af en alfa-helix) og denne bro kan bevæge sig en smule, hvorved DNA'et kan flytte sig lidt, så de næste nukleotider til RNA-strengen kan sættes på. Amanitin bindes til broen, hvorved broen bliver stiv. Når broen således ikke kan indtage en bøjet form, nedsættes flytningerne hen over DNA-strengen (translokationerne) med en faktor 1000, når mRNA-nukleotiderne skal sammenbygges til en mRNA-streng (bionyt.dk/ref/12165.asp). De steder, hvor amatoxin sidder i vejen, kommer den voksende RNA-streng aldrig længere end til de første to nukleotider. (Amanitin bindes ikke ved en stærk covalent binding, men kun med en svagere hydrogenbinding til helix-aminosyrebroens glutaminsyre på position 822, og indirekte (via glutamin-768) til helixbroens histidin-816) (bionyt.dk/ref/12166.asp). Men bindingen til amatoxin medfører (i mus) nedbrydning af Rpb1, og uden denne subunit fungerer enzymet slet ikke, og der kan så ikke dannes nyt mRNA (bionyt.dk/ref/12167.asp). RNA-syntese eller celledød Apoptose og p53-molekylet Amatoxinet medfører, at cellen begår selvmord. Det foregår ved, at alfa-amanitin medfører ophobning af p53-protein i mitokondrierne, hvilket fører til apoptose-selvmord, som dels er afhængig af denne tilstedeværelse af p53 og dels kræver caspase-enzym. Når p53-proteinet overføres til mitokondrierne, ændrer dette mitokondrie-membranens gennemtrængelighed (permeabilitet) ved, at p53-protein danner komplekser med nogle beskyttende proteiner Bcl-2 og Bcl-xL. [Bcl-2 protein (eller B-cell lymphoma 2 protein) og lignende proteiner er regulatorproteiner, som regulerer celledød (apoptose)]. Disse ændringer resulterer i frigivelse af cytochrom-c fra mitokondrierne og ud i cellevæsken (cytosol) [cyt c ("cytochrome complex") er et lille vandopløseligt hæmprotein, der er løst forbundet til mitokondriers indre membran]. Når cytochrom-c kommer ud i cellevæsken aktiveres en reaktionsvej, der (via aktivering af enzymet caspase-3) fører til selvmord (apoptose) for cellen. Konklusion: Amatoxinet medfører cellens selvmord (bionyt.dk/ref/12060.asp). Cellernes RNA nedbrydes efter en vis tid, og skal derfor nødvendigvis fornyes hele tiden. Hvis cellen ikke får gang i sin transskription igen, vil det regulatoriske protein p53 skifte fra "reparér-skaden"-tilstand til "begå celleselvmord"-tilstand, dvs. en proces, som kaldes apoptose (bionyt.dk/ref/11945.asp). Dette bestemmes af, hvor hurtigt enzym/toxin-komplekset sønderdeles, så toxinet frigives. Hastigheden for, at molekyldelene går fra hinanden, kaldes dissociationshastigheden. Den såkaldte "dissociationshastighedskonstant" for dette vil man måske kunne lære at påvirke, og dette ville i så fald kunne udgøre et potentielt terapeutisk behandlingspunkt, men at opnå dette vil kræve yderligere forskning. p53-hjulpet apoptose kaldes "intrinsic apoptose" (dvs. indefra-kommende påvirkning), hvorimod alfa-TNF-hjulpet apoptose kaldes "extrinsic apoptose" (dvs. udefra-kommende påvirkning). Silibinin (Legalon®??SIL) hæmmer begge typer af apoptoser (bionyt.dk/ref/12229.asp). Silibinin (Legalon®??SIL) gives i 20-50 mg/kg/dag i enten fire intravenøse doseringer pr. dag eller ved kontinuerlig infusion (bionyt.dk/ref/12229.asp). Virkningen er dokumenteret op til 48-54 timer efter forgiftningen, men i et tilfælde i USA syntes indgivelse, der først startede efter 78 timer, også at give god virkning (bionyt.dk/ref/12229.asp).

Resistens mod amanitin?

RNA-polymerase II er et enzym, som findes hos eukaryoter, og dermed både hos dyr, planter og svampe. Men nogle planter og svampe er mere modstandsdygtige mod amanitin end dyr er. Hos gulerødder skyldes den mindre følsomhed, at amanitin-molekylet bliver nedbrudt (oxideret), men hos en grønalge har man påvist, at enzymet kan være mindre følsomt på grund af genetiske mutationer for genet. [Som modelorganisme til disse studier bruges den encellede Chlamydomonas reinhardtii] (bionyt.dk/ref/12168.asp).

Hvad er amanitin?

Amanitin er et octopeptid. (Molekylvægten af giftstoffet er ca. 900 Dalton). Det er egentligt et simpelt opbygget molekyle, nemlig bestående af blot aminosyrerne isoleucin-tryptofan-glycin-isoleucin-glycin-cystein-asparagin-prolin. Der er en tværbinding mellem de to understregede aminosyrer tryptofan og cystein. Når nogle af aminosyrerne her er angivet med rødt, er det for at angive at kun de røde aminosyrer kan være af forskellige typer. F.eks. kan der i stedet for asparagin være asparaginsyre. På den måde findes der altså forskellige amanitiner. Tryptofan kan i stedet være 6-hydroxy-tryptofan. Den røde første isoleucin kan i stedet være gamma-hydroxy-isoleucin eller gamma-delta-dihydroxy-isoleucin. I alt har man kendskab til ni amatoxiner (bionyt.dk/ref/12169.asp). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) indeholder alfa-amanitin og beta-amanitin samt en lille mængde gamma-amanitin (på under 10%) foruden andre amatoxiner. Hydroxyl-grupperne på amanitin-molekylerne er vigtige for giftigheden. Det gælder generelt, at jo færre hydroxyl-grupper, molekylet har, jo mindre giftigt er molekylet. Så hvis molekylet har fået en acetylgruppe sat på et OH-sted, så er det nye molekyle som regel mindre giftigt. F.eks. er stofferne amanullin og proamanullin, der er uden eller næsten uden OH-hydroxylgrupper, nærmest ugiftige, selv om de er cyclopeptider, der er beslægtet med amanitin. Der er dog en undtagelse: Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) indeholder stoffet amaninamid, som mangler en OH-gruppe på tryptophan, men på trods heraf er det nærmest lige så giftigt som alfa-amanitin (bionyt.dk/ref/12170.asp). Hvis man kun ser på Amanita phalloides og Amanita virosa er amaninamid specifik for Amanita virosa (bionyt.dk/ref/12211.asp). Stoffet amaninamid er dog fundet i andre Amanita-arter. Ved et studie af Amanita exitialis fandt man amatoxinet amaninamid, som ikke var kendt fra denne art før (bionyt.dk/ref/12213.asp). Stoffet amanin mangler i europæiske Amanita virosa, men siges at være til stede i amerikanske Amanita virosa. - Sure phallotoxiner (phallacin og phallacidin) er til stede sammen med virotoxiner i europæiske Amanita virosa, hvorimod amerikanske Amanita virosa angives kun at indeholde neutrale phallotoxiner og virotoxiner (bionyt.dk/ref/12211.asp). Koncentrationer af amanitin Koncentrationer af amanitin Grøn Fluesvamp indeholder alle de kendte amatoxiner og phallotoxiner (dog var amaninamid endnu aldrig fundet i Grøn Fluesvamp, da Andreas Bresinsky skrev bogen "A color atlas of poisonous fungi" (1990) (bionyt.dk/ref/12171.asp)). Han konkluderede, at Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) indeholder 7-9 mg pr. gram tørvægt af amatoxiner og phallotoxiner, hvoraf 1/3 er stoffer, som fremkalder giftvirkning i mennesket - og at der er stor variation i giftkoncentrationerne (bionyt.dk/ref/12172.asp). Den dødelige LD50-dosis (dvs. hvor halvdelen skønnes at ville dø) for et menneske er 0,1 mg alfa-amanitin spist via munden pr. kg kropsvægt. Mængden af amanitin (målt i mg pr. gram tørvægt svamp) er i forskellige studier målt til 3,7 - 7,3 mg/g tørvægt i Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) (bionyt.dk/ref/11946.asp), fordelt på f.eks. 2,5 mg alfa-amanitin pr. gram tørret svamp, 2,5 mg beta-amanitin pr. gram tørret svamp og 0,5 mg gamma-amanitin pr. gram tørret svamp. Undertiden angives gamma-amanitin andelen til 10%. Alfa-amanitin findes ofte i størst mængde. Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) kan f.eks. have 1,2 - 2,6 mg alfa-amanitin pr. gram tørvægt og intet beta-amanitin og heller intet gamma-amanitin. En Grøn Fluesvamp med en friskvægt på 25,9 gram kan som tørret svamp have en vægt på 2,1 g. Disse 2,1 gram tørret Grøn Fluesvamp vil indeholde 2,1x2,5 mg alfa-amanitin = 5,25 mg alfa-amanitin. Samt lige så meget af beta-amanitin, foruden lidt af de andre amanitin-typer. 1 gram tørret svamp kan altså f.eks. indeholde 2,5 mg alfa-amanitin (eller mindst 5 mg amatoxin). Det kan så sammenlignes med, at hvis LD50-dødelig dosis for en voksen person, som man skønner er ca. 0,1 mg alfa-amanitin pr. kg kropsvægt, betyder det, at en person på 50-70 kg, der spiser 5 - 7 mg alfa-amanitin, har 50% risiko for at dø af det (bionyt.dk/ref/12173.asp). Dertil skal lægges, at svampen indeholder mindst lige så meget af de andre giftige amanitin-typer, som den indeholder af alfa-amanitin. Vi så ovenfor, at 1 gram tørret svamp f.eks. kan indeholde 2,5 mg alfa-amanitin (eller mindst 5 mg amatoxin, dvs. ½ procent af den tørrede svamp er amatoxin), så hvis f.eks. 5 mg alfa-amanitin giver LD50-dødelig dosis for en voksen person på 50 kg, svarende til 1 gram tørret svamp, så kan 10 gram frisk svamp altså slå en voksen person ihjel, og børn er mere følsomme. Hatten af en Grøn Fluesvamp vejer ca. 17 - 26 gram, og en halv hat kan altså være dødelig for en voksen. Det er en stærk gift. I forsøg med mus vil indsprøjtning i bughulen på musen med en dosis på 0,4–0,8 mg amatoxin/kg kropsvægt dræbe halvdelen af musene i løbet af 2–8 dage. Ifølge nogle målinger findes i 1 gram tørret Grøn Fluesvamp 3,7 - 7,4 mg amatoxiner, mens 1 g tørret Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) har 1,1 - 2,6 mg amatoxin (i form af kun alfa-amanitin). 1 g tørret Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata) indeholdt i et studie 0,4 mg amatoxin (i form af kun alfa-amanitin) (bionyt.dk/ref/11946.asp). Planter er mere giftige end svampe Planter er mere giftige end svampe Ricinus-planten stopper cellers proteinsyntese, men på en anden måde end amatoxinerne gør. Ricin-proteinet er 6000 gange stærkere gift end blåsyre og dobbelt så stærk som kobraslangens gift (bionyt.dk/ref/12174.asp). Et molekyle ricin kan inaktivere 1500 ribosomer i minuttet på enzymatisk måde. Til sammenligning binder et molekyle amanitin sig kun til ét molekyle RNA-polymerase-II. Ricin indtaget via munden giver hovedsagelig kun giftvirkning i tarmen, modsat fluesvampe-amanitin, som let optages via tarmvæggen. Derimod er blot 1 mg ricin i kroppen dødeligt for et menneske på 70 kg. [Ricinusplanten kaldes også olieplante, kristpalme eller castorbønne (Ricinus communis, engelsk: castor-oil-plant eller castorbean). Dens frø ligner bønner og indeholder olie, hvoraf man bl.a. laver "amerikansk olie" (= Ricinusolie, Castor oil), der har voldsom laksativ virkning og har været brugt til "renselse" af tarmsystemet. Ricin-giften findes ikke i olien - dels er ricin ikke opløselig i olie, og dels opvarmer man ved behandlingen olien til 80 °C for at inaktivere eventuel tilstedeværende gift. Man har i øvrigt forsøg i gang for at lave ricinusplanter, som danner olien uden at danne ricin og andre gifte, som er farlige for arbejderne, som høster plantens bønnelignende frø med henblik på fremstilling af ricinus-olie]. Nu er så spørgsmålet, hvad man mener ved "dødelig dosis", for betyder det: Den dosis man kan dø af, eller den dosis som 50% vil dø af, eller den dosis som de fleste eller ligefrem enhver vil dø af. Undertiden angives den for et menneske dødelige dosis amanitin til at være ca. 0,4-0,8 mg amanitin/kg legemsvægt, dvs. f.eks. omkring 28-56 mg amanitin for en person på 70 kg (bionyt.dk/ref/12175.asp). Det tal er jo altså 4-8 gange højere end de 0,1 mg/kg kropsvægt, der også nævnes, hvilket dog måske skal opfattes som 0,1 mg alfa-amanitin/kg. En Grøn Fluesvamp af moderat størrelse indeholder 10 mg amanitin, hvilket er en potentiel dødelig dosis for en voksen (bionyt.dk/ref/12176.asp). Et studie fra 2013 i Tyrkiet sammenlignede alfa-amanitin og beta-amanitin, og konkluderede, at de begge bidrager til forgiftningen, alfa-amanitin var 10 gange mere giftigt (dvs. at der skulle 1/10 dosis til for at give samme giftvirkning), men beta-amanitin gav hurtigere giftvirkning. Måske kan dette skyldes, at beta-amanitin hurtigere kommer ind i cellerne. Beta-amanitin har en OH-gruppe (hydroxylgruppe) på et sted på molekylet, hvor alfa-amanitin har en NH2-gruppe (aminogruppe). Alfa-amanitins optagelse i celler sker relativ langsomt og desuden er optagelsen afhængig af celletypen. (Man studerede giftenes virkning på en brystkræftcellelinie) (bionyt.dk/ref/12177.asp). I artiklen skriver forfatterne: "Den orale 50% dødelige dosis (LD50) for mus er 0,1 mg alfa-amanitin pr. kg kropsvægt. Jeg ved ikke om det er korrekt, når det gives oralt, for man kan læse flere steder, at mus dør af indsprøjtning (!) af 0,1 mg alfa-amanitin pr. kg kropsvægt (bionyt.dk/ref/12178.asp). Dannelsen af amatoxiner Dannelsen af amatoxiner Amatoxiner i amatoxin-holdige fluesvampe dannes og lagres i bestemte celler, bl.a. på lamellerne. Nogle basidieceller (som danner sporer) indeholder amatoxin, men ikke alle basidieceller indeholder amatoxin. Tilsvarende danner nogle sterile celler amatoxin, men ikke alle sterile celler danner amatoxin (bionyt.dk/ref/12262.asp). Amatoxiner udskilles ikke til mediet, men bibeholdes inde i cellerne, hvor de dannes. Det er f.eks. i modsætning til skimmelsvampe, som danner aflatoxin, som netop udskilles til mediet (bionyt.dk/ref/12262.asp).

Hvad er de tre vigtigste amanitin?

Amanitin forekommer i forskellige udgaver, hvoraf de tre vigtigste kaldes alfa, beta og gamma. Beta-amanitin har en OH-gruppe, hvor de to andre har en NH2-gruppe (og gamma-amanitin har H-gruppe, hvor de to andre har en OH-gruppe).

Hvordan laves DNA-analyser af svampe?

Det har haft en revolutionerende virkning på svampeforskningen, at man kan lave slægtskab-stamtræer ved hjælp af DNA-analyser. Procedure-rækkefølgen er denne: •???DNA-ekstraktion (20 mg af hatten af en svamp er nok til at lave disse analyser. Vævet moses i natriumhydroxid og sættes i et PCR-apparat, idet •???PCR-opformering foretages af udvalgte områder af det ekstraherede DNA -> •???Gelelektroforese (gelelektroforesen viser, om PCR-behandlingen fungerede) -> •???DNA-sekventering -> •???BLAST-analyse for at finde matchende sekvenser for forskellige arter (en forsker kan f.eks. spørge: "have you BLAST it?") -> •???Download af de fundne, matchende sekvenser til computeren -> •???Udregning af fylogenetiske træer for arterne. Træet viser, hvordan arterne udvikledes gennem evolutionen. Ikke sjældent kommer en art ud et andet sted på træet, end man havde forventet. Modsat planter, som man lærte at dyrke, da landbruget udvikledes, kunne man ikke umiddelbart finde ud af at dyrke svampe. Derfor blev svampe set som noget overnaturligt og mystisk, især i Middelalderen, hvilket nogle svampenavne stadig viser (Gul Bævresvamp Tremella mesenterica kaldes på engelsk "Witch’s Butter" (hekse-smør), og vi taler jo i Danmark om Troldsmør (Fuligo septica - et plasmodisk svampedyr i klassen Myxogastria (Myxomycetes)). Man kan også nævne "hekseringe". De hvide, dødelige fluesvamp-arter, bl.a. Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa), kaldes på engelsk "Destroying Angel" (den ødelæggende engel). Grubet foldhat Helvella lacunosa kaldes på engelsk "Elfin Saddle" (sadel for elverfolk til at sidde på). På dansk har man troldsmør, troldkølle, troldhat.

Hvad er den giftigste svamp i Nordamerika?

Amanita ocreata kaldes Western North American Destroying Angel. Den findes bl.a. i det vestlige Nordamerika. Den er fremme fra januar til april (!). Den er måske den mest giftige fluesvamp i USA bortset fra den tilfældigt indførte Grøn Fluesvamp. I et tilfælde fandt en mentalt syg 31-årig mand en Amanita ocreata, som han hurtigt spiste. Han døde fire dage efter. - I en rapport fra 2011 fra Nordamerika fortælles om en ældre mand, der havde sagt, at Amanita ocreata var "the most delicious mushroom he had ever eaten" – han døde nogle få dage efter - altså på grund af dette smagfulde svampemåltid (bionyt.dk/ref/11893.asp). - Amanita ocreata ligner meget Grøn Fluesvamp, der er ved at sprede sig i Nordamerika. Amanita bisporigera kaldes Eastern North American Destroying Angel (den ligner en slank Snehvid fluesvamp (Amanita virosa), men har kun 2 sporer på basidierne (4 er det normale hos basidiesvampe), og den bliver gul med KOH (det kan ses på videoen af denne svamp her: (bionyt.dk/ref/11895.asp)). En beskrivelse af et forgiftningsforløb i USA med Amanita bisporigera findes her: (bionyt.dk/ref/11896.asp). Denne art findes i det østlige Nordamerika, hvor der i 2008 netop var et dødsfald med Amanita bisporigera. En lignende art Amanita elliptosperma, medførte også et dødsfald i 2008 i Nordamerika. Den reagerer ikke med gulfarvning, når KOH dryppes på hatten. I Nordamerika har nogle fluesvampe ikke fået et videnskabeligt navn. En amatoxin-giftig, ubestemt art kaldes f.eks. Amanita sp-O-01 ("O-nul-en," hvor "O" står for Ohio).

Hvilken betydning har mykorrhiza haft i evolutionen?

Det er muligt, at svampene under evolutionen medvirkede til, at planter overhovedet kunne "gå på land og blive landplanter", nemlig ved at indgå symbiose med dem (bionyt.dk/ref/11899.asp). Dette var det såkaldte A-mykorrhiza (arbuscular mycorrhiza), hvor svampehyferne trænger ind i plantecellerne. Ektomykorrhiza udvikledes senere. Det skete formentlig efterhånden som planterne differentieredes til forskellige plantearter, og som reaktion på klimaet, idet ektomykorrhiza tillader planter at vokse, hvor det er mere tørt, eller hvor det er sværere at få adgang til næringssalte uden hjælp fra svampene. Svampene har på den måde hjulpet planter til at indtage nye levenicher - og dermed hjulpet til at danne nye plantearter! (bionyt.dk/ref/11899.asp)

Hvilke træer kan Grøn Fluesvamp danne mykorrhiza med?

Da Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) ikke kan leve uden at danne mykorrhiza med træer, begrænser dette svampens udbredelse. Imidlertid kan Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) danne mykorrhiza med mange slags træer. I Europa forekommer den mest under eg, men i Danmark er der flest registreringer fra bøg. Desuden vokser den med kastanje, hestekastanje, birke-arter, hassel-arter, avnbøg, lind, fyrretræ-arter, ædelgran-arter og gran-arter. I lande, hvor den er blevet indført, er den typisk begrænset til de indførte træer, som den var associeret med i dens oprindelige leveområde. I kystnære områder af Californien er Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) knyttet til kystlevende ege-arter, men ikke med andre kystnære træarter, såsom Monterey-fyrretræer. Men der er imidlertid tegn på, at den kan danne mykorrhiza med Tsuga (Hemlock, Skarntydegran), som er stedsegrønne nåletræer, der kendes på at have meget små kogler og uens lange nåle med en lugt, der minder om skarntyde, som på engelsk netop hedder hemlock.

Hvornår kom Grøn Fluesvamp til Nordamerika?

I slutningen af 1800-tallet troede Charles Horton Peck [en New York State botaniker fra 1867 til 1915, der beskrev over 2700 svampearter fra Nordamerika, foruden mosser, bregner og frøplanter (bionyt.dk/ref/11900.asp)] at have fundet Amanita phalloides i Nordamerika, men i 1918 blev prøver fra de østlige Forenede Stater identificeret som en selvstændig art, Amanita brunnescens [Brown American star-footed Amanita, Cleft-footed amanita]. G.F. Atkinson fra Cornell University, som gjorde denne opdagelse, gav den brunnescens-navnet, fordi den (modsat Aminita phalloides) bliver brun ved berøring (bionyt.dk/ref/11901.asp). Den har desuden en mere skrøbelig pose ved stokbasis end Amanita phalloides. I 1970’erne blev man klar over, at Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) forekommer i USA, men det var endnu ikke på dette tidspunkt bevist, at arten var en invasiv art, der var blevet introduceret fra Europa (måske på rødderne af indførte kastanjetræer). En historisk undersøgelse fra 2006 konkluderede, at østkystpopulationerne faktisk var blevet introduceret, og en genetisk undersøgelse fra 2009 gav et stærkt bevis for, at også Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) på vestkysten af ??Nordamerika er indført fra Europa. I 1800-tallet forsøgte man at plante træer fra Europa i andre kontinenter fra træernes frø. Det lykkedes ofte ikke (fordi træerne ikke havde deres mykorrhizasvampe, men det vidste man jo ikke). Men så fandt man på at flytte de unge træer, og disse urtepotte-træer trivedes - fordi de fik deres mykorrhiza-svampe med på rødderne i jorden fra deres oprindelsesland. Anne Pringle blev interesseret i emnet som postdoctoral fellow ved University of California–Berkeley. Hun samlede svampe, hvor hun boede, og viste dem til sin vejleder, Tom Bruns, som identificerede en af dem til at være Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), og han fortalte hende, at der var en formodning hos de lokale svampekendere om, at denne art ikke var en oprindelig art i Californien, men en introduceret art. Da hun ikke fangede interesse umiddelbart, placerede Tom Bruns et kranie og nogle lårben på hendes skrivebord - og hun forstod hentydningen! I begyndelsen af 1900-tallet brugte mykologer så brede beskrivelser af svampe, at de ofte dækkede over flere forskellige arter. Der var på museer i USA tørrede indsamlinger af fluesvampe, og Anne Pringle fik lavet DNA-analyser af disse. Hun fandt, at alle eksemplarer fra før 1938 var forskellige fluesvampe. Grøn Fluesvamp dukkede først op i 1938, og den blev stadig mere almindelig blandt museumseksemplarerne derefter som tiden gik (bionyt.dk/ref/12247.asp). Når hun sammenlignende DNA fra Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) i Europa, var der større genetisk variation, end når hun sammenlignende DNA fra Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) i USA. Arten havde i USA altså gennemgået en populations-flaskehals. Kun nogle håndfulde individer havde koloniseret Nordamerika. Koloniseringen af Grøn Fluesvamp i Nordamerika lettedes ved et værtsskifte, hvorved den kunne blive invasiv. Det er meget sjældent, at man ser det. Fra at vokse sammen med europæiske egearter blev den i stand til at vokse sammen med en californisk egeart (Kristtornbladet eg, Quercus agrifolia, The California live oak, Coast live oak) - samt på amerikanske arter af fyr - et endnu større spring i vært (bionyt.dk/ref/12247.asp). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) har spredt sig i det østlige USA til de områder, som tænkes at passe den. Men den spreder sig stadig i Ohio og er på vej ned i Mexico. Grøn Fluesvamp findes mest almindeligt i det vestlige USA, hvor den spreder sig inden for et område fra Vancouver i nord til det sydlige Californien. I det vestlige USA er der stadig store områder, hvor den vil kunne leve, men hvortil den endnu ikke er nået, bl.a. mod nord og ind i Canada (bionyt.dk/ref/12247.asp). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er blevet introduceret til mange nye lande på den sydlige halvkugle i forbindelse med import af løvtræer og nåletræer. Introducerede egetræer synes at have været vektoren, som førte Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) til Australien og Sydamerika. Forekomst af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) under egetræer er blevet registreret fra Melbourne, New South Wales, Adelaide, Victoria, Tasmanien og Canberra i Australien (hvor to mennesker døde i januar 2012, ud af fire forgiftede (bionyt.dk/ref/11902.asp)). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) kan også danne mykorrhiza med Eucalyptus i Tanzania og Algeriet og med Rosenmyrte/Teatree (Leptospermum) og Kunzea (Tick Bush) i New Zealand, der alle tilhører Myrte-familien (Myrtaceae). Fyrreplantager er forbundet med Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) i Tanzania og Sydafrika, hvor den også vokser under egetræer og popler (bionyt.dk/ref/11903.asp). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er dukket op under andre indførte træarter i Argentina, Uruguay og Chile. Det tyder på, at Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) kan have et stort invasivt potentiale.

Hvilke svampearter indeholder amatoxiner?

Man har helt sikkert ikke identificeret alle svampearter, som indeholder amatoxin. Men man kender 35 svampearter, som er giftige på grund af indhold af amatoxiner. Disse amatoxin-giftige arter kommer alle fra svampeslægterne Amanita, Galerina, Lepiota, Pholiotina. De lignende phallotoxiner er fundet i Conocybe (bionyt.dk/ref/11955.asp). Engelsk Wikipedia har en oversigt over dødelige giftsvampe (bionyt.dk/ref/11956.asp), og har også en oversigt over giftige, men ikke dødeligt giftige svampe (bionyt.dk/ref/11957.asp) samt en side om svampeforgiftning (bionyt.dk/ref/11958.asp) og om mykotoksikologi (bionyt.dk/ref/11959.asp).

Findes der spiselige parasolhatte?

Nogle parasolhatte, som tidligere blev kaldt Lepiota i den brede betydning, er spiselige, men der findes ingen spiselige arter i Lepiota i den snævre betydning (dvs. sensu stricto, Lepiota s.s.). Lepiota s.l. betyder "parasolhatte sensu lato", dvs. i bred betydning (l?tus på latin betyder bred). Denne brede betydning omfatter også slægter, som tidligere blev betegnet som parasolhatte, men som nu er udskilt i slægterne Kæmpeparasolhat (Macrolepiota), Grynparasolhattene (Cystolepiota), Cystoderma, Leucoagaricus, Limacella, Leucocoprinus, Echinoderma samt Amogaster (der er en slags parasolhat-støvbold).

Hvad er Lepiota?

Navnet "Lepiota" betyder egentlig "skæl-øre" (græsk): Når hatten vokser sig større, brydes hattens overflade typisk op i koncentriske (dvs. omkring-hatcentrum-liggende) ringe af skæl, især nær hatranden. Svampenes lameller er hos Lepiota beskyttet af et lamelsvøb, som efterlades som en ring på stokken og der opstår skæl under ringen, når svampen vokser. Sporerne lader sig ofte farve rødbrune i jod-baseret reagens (dextrinoid reaktion). Lepiota-arter indeholder alfa-, beta- og gamma-amanitin (men i nogle tilfælde mangler beta-amanitin, og i andre tilfælde mangler gamma-amanitin).

Hvor mange Lepiota-arter er der i verden?

Der er beskrevet ca. 400 arter af parasolhatte i verden (heraf f.eks. 73 arter i Nord-Thailand). Formentlig er mange af disse arter giftige.

Hvor forekommer alvorlige forgiftninger med de små Lepiota-parasolhatte?

I Middelhavsområdet sker alvorlige forgiftninger med de små Lepiota-parasolhatte relativ hyppigt. Disse svampe siges f.eks. at ligne de spiselige arter Jordfarvet ridderhat (Tricholoma terreum) og Elledans-Bruskhat (Marasmius oreades) (bionyt.dk/ref/11960.asp).

Kan de små Lepiota-parasolhatte være dødelige?

Lepiota-forgiftninger kan være dødelige (bionyt.dk/ref/11921.asp). Man kender dødelige Lepiota-forgiftninger fra Tyrkiet, Italien, Frankrig og Spanien, hvorimod der kun kendes ét tilfælde fra det nordvestlige Tyskland (bionyt.dk/ref/11922.asp) og ingen fra Danmark. I Tyrkiet skete der engang (på et tidspunkt før 1990) hele 27 parasolhat/Lepiota-forgiftninger i løbet af blot to uger, hvoraf 14 døde af leversvigt. Disse forgiftningssager opstod i en region kaldet midt-Taurus i det sydlige Tyrkiet (bionyt.dk/ref/11961.asp).

Hvilke Lepiota-parasolhatte er giftige?

Det antages, at mindst 24 Lepiota-arter er amatoxin-producerende. F.eks. har man (jf. kilden her: bionyt.dk/ref/12254.asp) ved tyndtlagskromatografi fundet amanitin i : •?Brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata) (svensk: Brunröd Giftfjällskivling; engelsk: Deadly Dapperling). Se variationen af svampen på billederne på denne og den forrige side. I et studie fra 2014 fandt man, at alle prøver af denne art indeholdt følgende amatoxiner: alfa-amanitin, beta-amanitin, amanin og amaninamid (bionyt.dk/ref/11965.asp). Den er sjælden i Danmark og kendes især fra varmere dele af Europa samt Tyrkiet, Israel, Pakistan og det østlige Kina. I 2002 berettedes om en dødelig forgiftning med Brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata) i Spanien (bionyt.dk/ref/11962.asp). •?Kødfarvet parasolhat (Lepiota subincarnata (josserandii) (svensk: Liten Giftfjällskivling; eng: Fatal Dapperling). Den blev beskrevet første gang af Morten Langes far, Jakob Emanuel Lange, i 1940. I et studie indeholdt alle prøver af denne art alfa-amanitin og gamma-amanitin (bionyt.dk/ref/11965.asp). Den kan indeholde 3 gange højere koncentration af alfa-amanitin end Amanita-arter, der indeholder denne gift (bionyt.dk/ref/11966.asp). •?Lepiota brunneolilacea (Star Dapperling) [ikke kendt fra Danmark] •?Lepiota boudieri (= L. acerina, L. fulvella). Rustbrun parasolhat (eng.: Girdled Dapperling) •?Lepiota castanea. Kastanjebrun parasolhat (eng: Chestnut Dapperling). •?Lepiota chlorophyllum (bionyt.dk/ref/12255.asp) [ikke kendt fra Danmark] •?Lepiota clypeolarioides. •?Lepiota felina. Sortskællet parasolhat. •?Lepiota fuscovinacea. Vinrød parasolhat (bionyt.dk/ref/12256.asp). •?Lepiota griseovirens. Grågrøn parasolhat. •?Macrolepiota heimii (=Lepiota heimii) [ikke kendt fra Danmark] •?Lepiota helveola [ikke kendt fra Danmark] •?Lepiota helveoloides (bionyt.dk/ref/12257.asp). •?Echinoderma jacobi. Langes parasolhat (= Lepiota jacobi, Lepiota langei) •?Lepiota kuehneri [ikke kendt fra Danmark] •?Lepiota lilacea. Lillabrun parasolhat bionyt.dk/ref/12258.asp. •?Lepiota locanensis (bionyt.dk/ref/112259.asp). •?Lepiota ochraceofulva, Sødtduftende parasolhat •?Lepiota pseudolilacea [= Lepiota pseudohelveola], Gråbrun parasolhat •?Lepiota rufescens (bionyt.dk/ref/12260.asp). •?Lepiota xanthophylla, Svovl-parasolhat (bionyt.dk/ref/11967.asp). Man fandt ved et studie ingen amatoxiner i •?Flosset Parasolhat (Lepiota clypeolaria). •?Stinkende parasolhat (Lepiota cristata). •?Pindsvine-parasolhat (Lepiota echinacea). •?Gulfnugget parasolhat (Lepiota magnispora) (bionyt.dk/ref/11968.asp).

Hvilke hjelmhatte (Galerina) er giftige?

Nogle Galerina-arter indeholder alfa-, beta- og gamma-amanitin (men i nogle tilfælde mangler beta-amanitin, og i andre tilfælde mangler gamma-amanitin). Blandt hjelmhattene er den mest giftige Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata) (der har synonym-navnene G. autumnalis, unicolor, oregonensis og venenata). På forskellige sprog kaldes den: svensk: Gifthätting; norsk: Flatklokkehatt; engelsk: Funeral bell; tysk: Gifthäubling. Galerina-arter kan få optimale vækstbetingelser på træflis, men forgiftninger med den er meget sjældne. Hjelmhat-forgiftninger kan dog forløbe dramatisk og endte f.eks. i et tilfælde med to dødsfald blandt 5 forgiftede (bionyt.dk/ref/11924.asp). I et andet tilfælde endte det med en levertransplantation (bionyt.dk/ref/11925.asp). Amatoxin-indholdet kan f.eks. være 0,4 - 1,1 mg amatoxin pr. g tørvægt (fordelt på alfa- og beta-amanitin). Men man har fundet høje værdier på 2-5,5 mg amanitin pr. gram tørvægt hos de japanske arter G. fasciculata og G. helvoliceps. Hos den sidstnævnte fandt man i én indsamling 0,48 mg amatoxin pr. g tørvægt og i en anden indsamling 5,56 mg amatoxin pr. g tørvægt, dvs. næsten 12 gange mere giftindhold. 10 frugtlegemer af den, der havde størst giftkoncentration, ville modsvare 120 frugtlegemer af den type, der havde lavest giftkoncentration. Man kan antage, at samme variation findes hos de europæiske typer af Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata). I Kina blev 13 ansatte syge efter at have spist en ret med Galerina sulciceps i kantinen i byen Duyun i Guizhou-provinsen. De fik kvalme, opkastning, bugsmerter, diarre og dårlige lever- og nyretal; transaminase-koncentrationen toppede inden for 48–72? timer. 48 timer efter måltidet gav man alle patienterne hæmodialyse samt indgivelse via munden af silibinin og noget, der kaldes Shenshuaining (nyrebeskyttende kinesisk urtemedicin bestående af Lægerabarber (Krone-rabarber) Rheum officinale, Prince Ginseng Radix pseudostellariae, Chinese goldthread Coptis chinensis, Safrantidsel, Safflower Carthamus tinctorius, rhizom af Kinesisk salvie, Red sage, Rotwurzel-Salbei Salvia miltiorrhiza og Pig's knee, Ox knee Achyranthes bidentatas). De blev alle raske (bionyt.dk/ref/11969.asp).

Findes der psilocybin i Galerina steglichii?

Det er ikke alle Hjelmhatte/Galerina-arter, der indeholder giftige mængder af amatoxin. Særlig interessant er svampen Galerina steglichii. Den blev fundet i 1993 i den botaniske have i Regensburg i Tyskland. Findestedet fik den tyske mykolog H. Besl til at antage, at arten stammede fra et tropisk land. Det viste sig, at denne art indeholder de hallucinogene stoffer psilocybin, psilocin og små mængder baeocystin (bionyt.dk/ref/11970.asp).

Findes der amatoxin i Dansehat (Pholiotina (Conocybe))?

Arten Giftig dansehat Pholiotina rugosa (=Pholiotina filaris, Conocybe filaris) indeholder meget amatoxin. Det er en bemærkelsesværdig smuk lille græsplænesvamp med "uskyldigt udseende" fra det nordvestlige Nordamerika, men den er også kendt fra Europa og Asien (sjælden i Danmark) (bionyt.dk/ref/11971.asp). Den findes i Sverige, hvor den kaldes Liten ringhätting, og den første, som i 1884 beskrev svampen, var svenskeren Elias Fries. Arten bliver undertiden fejlopfattet som en hallucinogen Psilocybe-art, navnlig som Psilocybe cyanescens eller Psilocybe subaeruginosa, da disse har en lignende hat (bionyt.dk/ref/11972.asp). Men den er potentielt dødelig. Mave-tarm symptomer kommer først 6-24 timer efter indtagelse af svampen, og fejlopfattes som almindelig fødevareforgiftning, hvorved amatoxin-skader på lever og nyrer får tid til at virke. Pholiotina fra USA er blevet vist at indeholde amatoxin, men i Pholiotina fra Europa fandt man ikke amatoxin (bionyt.dk/ref/11947.asp).

Findes der phallotoxin i Dansehat (Pholiotina (Conocybe))?

I et studie af Conocybe apala (= C. lactea, C. albipes) fandt man ikke amatoxin, men man overraskedes over fundet af phallotoxiner. Det var første gang, at man havde fundet phallotoxiner uden for Amanita-gruppen (bionyt.dk/ref/11973.asp). Denne svamp har i øvrigt specialiserede sekretoriske celler, som er giftige for nematoder (rundorme) (bionyt.dk/ref/12262.asp). Saproamanita-arter blev tidligere inkluderet i Lepidella-sektionen af Amanita, men er altså så meget anderledes end andre fluesvampe (ved ikke at være mykorrhiza-dannere), at de har fået deres egen slægt: Saproamanita, fordi de er saprofytiske, dvs. almindelige nedbrydere uden symbiose med træer. Nogle steder bruges stadig det gamle slægtsnavn "Amanita", f.eks. Amanita thiersii (i stedet for Saproamanita thiersii), der vokser på græsplæner langs Mississippi-floden i det centrale USA, hvor svampen lever af at nedbryde græsser (formentlig ved at nedbryde cellulose til sukkerstoffer) (bionyt.dk/ref/11997.asp). Saproamanita thiersii blev opdaget i Texas i 1952 og har været under kraftig nordgående spredning i USA siden sidst i 1990'erne. Man er gået i gang med at DNA-sekvensbestemme arten, fordi man tænker, at man derved kan finde enzymer, som ved omdannelse af cellulose kan bruges til at lave biobrændsel (bionyt.dk/ref/12000.asp).

Kender man spiseligheden eller giftigheden af alle fluesvampe?

Mange Amanita-arter er af ukendt spiselighed. Dette gælder især for Amanita-arter i lande som Australien, hvor de lokale svampearter er mindre kendte. I Danmark har vi så få fluesvampearter, at de typisk er til at kende. De forskellige fluesvampe i verden er derimod ofte svære at kende. I et studie konkluderer man, at kromatografiske profiler af arternes giftstoffer og andre sekundære metabolitter kan bruges til artsbestemmelse (bionyt.dk/ref/11983.asp).

Hvem er Rodham E. Tulloss?

De mange forskellige Amanita-fluesvampe i verden er beskrevet på websiden www.amanitaceae.org (bionyt.dk/ref/11984.asp). Rodham E. Tulloss, der i 2014 fyldte 70 år, har en garage i Roosevelt, New Jersey, fyldt med over 6000 indsamlinger af fluesvampe fra hele verden. Hans klimastyrede samling hedder "Herbarium Rooseveltensis Amanitarum" (bionyt.dk/ref/11985.asp).

Hvilke planter danner fluesvampe mykorrhiza med?

De fleste arter i fluesvampeslægten antages at danne ektomycorrhiza med plantearter inden for bl.a. Birke-familien (Betulaceae), Pile-familien (Salicaceae), Gran-familien (Pinaceae), Ærteblomstfamilien (Fabaceae), Myrte-familien (Myrtaceae) og Dipterocarpaceae (en plantefamilie i Katost-ordenen), altså meget forskellige plantefamilier - hvilket antyder, at fluesvampene spiller en afgørende rolle i skovøkosystemer over hele verden.

Hvilke gifte findes i fluesvampegruppen?

Fluesvampe-gruppen omfatter også mange svampearter, som har usædvanlige sekundære metabolitter, og heriblandt usædvanlige aminosyrer, der er anderledes end de 20 aminosyrer, som indgår i proteiners opbygning. De kan derfor stikke en kæp i hjulet på organismens stofskifte ved at lave fejl i proteiner.

Hvorfor har nogle fluesvampe usædvanlige aminosyrer?

Det er tænkeligt, at disse usædvanlige aminosyrer i nogle tilfælde beskytter svampen mod insekter - men sådanne stoffer kan også bare tænkes at være lagerstof, affaldsstof eller nedbrydningsprodukt i svampen. Men for vildsvampespisere ("mycophagous human foragers") kan de altså være farlige.

Hvordan opdager man svampes giftighed?

Traditionelt har man fundet ud af svampes giftighed ved at spise svampene - og i nogle tilfælde opdagede man så, at personen, der havde spist dem, blev syg eller døde. I nogle tilfælde døde svampekenderen dermed, så næste generation måtte prøve forfra. Der findes talrige fluesvampe-arter i verden, og ikke nok frivillige svampekendere til at afprøve, om de er giftige for mennesker. I stedet har man forsøgt at afprøve svampenes giftstoffer på bakterier, nyreceller, salatspirer, mus, marsvin og bananfluelarver (bananfluelarver har dog i nogle tilfælde udviklet resistens mod fluesvampegifte). For at undgå problemer med resistens har man anvendt Silkeplante-tægen Oncopeltus fasciatus (der fortrinsvis spiser planten Kæmpesilkeplante (Asclepias syriaca, Milkweed, fordi den har klæbrig, giftig mælkesaft), og derfor ikke har haft nogen anledning til at udvikle tolerance for fluesvampe-giftstoffer) (bionyt.dk/ref/12010.asp). Man kan få et godt indtryk af, hvor forvirrende og farligt det er at skulle forholde sig til, hvilke svampe, der er spiselige og giftige i et fremmed land, når man ser på den advarende svampebrochure her fra Yunnan-regionen i Kina [et par sider i brochuren ses herover]. I Yunnan-området af Kina er der ifølge pjecen hele 600 spiselige svampearter. Det udgør 60% af de spiselige svampearter i Kina, står der i pjecen, hvoraf man kan slutte, at der antages at være 1000 spiselige svampearter i hele Kina! (bionyt.dk/ref/12017.asp). Pjecen nævner nogle giftige arter og forvekslingsmuligheder: Amanita subjunquillea har en spiselig dobbeltgænger, nemlig den meget lignende Amanita hemibapha var. ochracea, som i den kinesiske pjece angives som spiselig! Amanita subjunquillea var. alba og Amanita pallidorosea: I den kinesiske pjece angives den lignende Amanita chepangiana som spiselig. Amanita fuliginea er meget giftig på grund af amatoxiner, og 10 gram kan være dødelig; denne art medførte i 1996 en forgiftning af 7 personer i Hunan-provinsen, som alle døde. Arten Amanita manginiana, der både som ung og som færdigudviklet er meget lignende, angives som spiselig. Amanita neoovoidea indeholder giftige peptid-komponenter. F.eks. blev 15 personer forgiftede i Hunan-provinsen i 1999-2000 og nogle fik nyreskade og mild leverskade. Amanita parvipantherina: 10 forgiftedes i juli 2005 i Sichuan-provinsen med denne svamp. Fra 1985 til 2000 var der ifølge pjecen 378 svampeforgiftningstilfælde i Kina, hvor 2330 mennesker blev forgiftet og 326 døde. Det giver en dødsrate på 14 %, og at der i gennemsnit dør 20 personer om året i Kina (bionyt.dk/ref/12018.asp). Man har dog svært ved at tro på, at disse tal ikke skal være meget større.

Er Ægte Ridderhat giftig?

Ægte Ridderhat (Tricholoma equestre) blev tidligere anset for en sikker og god spisesvamp, men har ved større indtag medført forgiftninger med dødelig udgang på grund af rhabdomyolyse, dvs. skade på cellemembranen af skeletmuskelfibre så det oxygen-bærende muskelprotein myoglobin frigives og er gift for kroppen.

Er Kridthat giftig?

Kridthat (Pleurocybella porrigens) blev tidligere anset for en sikker spisesvamp, men har medført forgiftninger med dødelig udgang. Svampen indeholder en ustabil aminosyre, som er giftig for rottehjerneceller i kultur, men andre teorier om årsagen til giftigheden er også i spil. Da 49-årige Frank Constantinopla kikkede ud i sin have i Springfield, Va, 12. sep. 2011 og så en masse svampe, føltes det bare heldigt, og svampene blev indsamlet og tilberedt med nudler og både han og hans kone syntes at de smagte godt. To dage efter ankom de til det lokale sygehus, som overførte dem til Georgetown University Hospital for en mulig levertransplantation. De havde spist Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Hospitalet fik lov at bruge silibinin, og de blev begge reddet. En uge efter kom en 82-årig tidligere farmer, Walter Lantz Jr. fra Frederick, Md., også til Georgetown University Hospital. Han havde også spist svampe, formentlig Amanita bisporigera, nær sit hjem, og han fik også silibinin og så ud til at ville klare sig (bionyt.dk/ref/12290.asp). XXBILLEDTXT XXBILLEDTXT Lægen S.Todd Mitchell tog telefonen og ved sin ihærdighed opnåede han en “miraculous cutting of red tape”, idet det trods den ene forhindring efter den anden lykkedes ham at få FDA til at give ham en engangstilladelse til at bruge silibinin. En kurer tog et fly til Californien med stoffet, medens den forgiftede familie blev overflyttet til California Pacific Medical Center i San Francisco, hvor man kan udføre levertransplantationer. Fire dage efter måltidet med fluesvampe var flere af de forgiftedes leverenzym-tal stadig høje og stigende, og flere var på levertransplantationslisten. Nogle få dage efter var alle imidlertid kureret for leversygdommen, men en 83-årig bedstemor døde af nyresvigt (bionyt.dk/ref/12286.asp). XXBILLEDTXT XXBILLEDTXT Domincan Hospital pharmacist Glenn Robbins med Legalon-SIL mod amatoxin-forgiftnng. Bagved S. Todd Mitchell som fik introduceret silibinin i USA trods modvillig FDA.

Hvilke slægter findes der i fluesvampefamilien?

Fluesvampefamilien Amanitaceae er videnskabeligt bl.a. defineret ved deres lamelstruktur og udviklingen af stokken. Familien inddeles i slægterne: Amanita, Saproamanita, Limacella og Catatrama (der kun indeholder arten Catatrama costaricensis fra Costa Rica og Brasilien), Torrendia samt de trøffellignende Amarrendia fra Australien.

Hvor mange fluesvampearter findes der?

Amanita-slægten omfatter 540 arter og underarter mv. med gyldigt offentliggjorte navne; samt 305 med kun midlertidige navne eller koder; og dertil mange ugyldige, illegitime eller misbrugte navne. I alt er der ca. 900 gyldige eller ugyldige taxa. Men der findes altså formentlig over 500 forskellige fluesvampe i verden!

Hvordan inddeles Amanita-fluesvampeslægten?

Man har forsøgt at inddele Amanita-fluesvampene på utallige måder. I øjeblikket er Amanita-slægten opdelt i to underslægter (subgenera) og syv sektioner (sections).

Hvilken underslægt hører Rød Fluesvamp til?

Rød Fluesvamp tilhører en underslægt, der ligesom slægten hedder Amanita (dvs. subgenus Amanita).

Hvilken underslægt hører Grøn Fluesvamp til?

Grøn Fluesvamp tilhører en underslægt, der hedder Amanitina. Denne underslægt er opdelt i fire sektioner: Phalloideae-sektionen, Validae-sektionen, Amidella-sektionen, og endnu en sektion, som man har haft besvær med at definere.

Hvilken sektion hører Grøn Fluesvamp til?

• Phalloideae-sektiongruppen - som vi kunne kalde "Grøn Fluesvamp sektionen" - (af Amanitina-underslægten) indeholder arter med levergifte (amatoxiner, phalloidiner) og nogle af disse svampe kan give både leversvigt og nyresvigt.

Hvilke arter findes i Phalloideae-sektionen?

•????Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) findes over hele verden. 60 gram eller mindre kan være dødelig for en voksen (bionyt.dk/ref/11986.asp). •????Amanita arocheae: Dødeligt giftig. Den kendes fra Sydamerika og Mellemamerika, og kaldes Latin American death cap). •???? Amanita subjunquillea findes i det østlige og sydlige Asien. Den kaldes East Asian death cap. Der findes en hvid variant Amanita subjunquillea var. alba, som kendes fra det sydvestlige Kina, nordlige Indien samt Japan (bionyt.dk/ref/11987.asp). I Korea forventer man åbenbart ikke meget af svampeplukkeres svampekendskab, eftersom man i en brochure skriver, at kantarel let kan forveksles med fluesvampen Amanita subjunquillea (bionyt.dk/ref/11988.asp). Denne fluesvamp er nemlig gul! I 1994 dræbte den 5 ud af 6 forgiftede i Hebei, Kina. Den er beslægtet med Grøn Fluesvamp, og har samme giftvirkning. Den angives at have 12,5% dødelighed (bionyt.dk/ref/11989.asp). •????Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) findes i Europa. Den er dødelig. Denne og lignende hvide arter kaldes på engelsk Destroying Angel. •????Amanita bisporigera. Den er hvid og findes i det østlige Nordamerika, og kaldes også Destroying angel. •????Amanita exitialis kaldes "Guangzhou Destroying Angel" og er fra sydlige Kina. 50 gram friske svampe kan forårsage dødsfald for en person på 50 kg. •????Amanita magnivelaris findes i det nordøstlige Nordamerika, og den kaldes Great felt skirt destroying angel. •????Amanita verna er hvid og findes i Sydeuropa. Kaldes Fool's mushroom, Frühlings-Knollenblätterpilz. •????Amanita virosiformis (tenuifolia) er hvid og kendes fra Florida, men findes formentlig langs Den mexikanske Golf og i de sydlige Atlanterhavskyststater. Den kaldes også Narrow-Spored Destroying Angel. •???? Amanita pseudoporphyria (eng: Hongo's false death cap) er kendt fra Sydkina (hvor den er ret almindelig) samt Japan, Nepal, Nordindien og Thailand. Svampen sælges på markeder som en spiselig svamp, men er giftig for nyrerne, idet den indeholder allen-norleucin. En 66-årig diabetisk japansk mand fik forsinket nyresvigt med tubular nekrose. Han fik 3 ugers hæmodialyse og var rask efter 2 måneder. Svampen sælges på de frie markeder i Sydkina sammen med en helt ens-udseende svamp, Amanita manginiana (der kun adskiller sig ved mikroskopiske karakterer). Denne art spises altså også, men det er ukendt om Amanita manginiana egentlig er en spiselig art. [Det er muligt at disse arter ikke hører til i Phalloideae-sektionsgruppen, eller om de bør flyttes til Lepidella-sektionsgruppen; de indeholder ikke amatoxiner eller phallotoxiner].

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Rødmende Fluesvamp til?

• Validae-sektiongruppen (af Amanitina-underslægten) kunne vi kalde "Rødmende Fluesvamp-sektionen". Det er svagt giftige svampe, der indeholder bufotenin og/eller hæmolytiske gifte. Bufotenin er en isomer af psilocin (med OH påsat carbon nr.5), men stoffet nedbrydes i mave/tarm-kanalen. Det videnskabelige navn på tudser er "Bufo", idet stoffet er et giftstof, som produceres af hudkirtlerne af Bufo vulgaris og Bufo marinus (og som indianere i Amerika rituelt anvendte til at lave berusende drikkevarer af, og dette forekommer stadig hos sydamerikanske indianerstammer). Menneskekroppen laver naturligt en smule bufotenin, som er kemisk relateret til serotonin (bionyt.dk/ref/11990.asp). Ved kemisk analyse kan man i øvrigt påvise bufotenin, psilocin og LSD i hår, hvis personen har indtaget disse stoffer (bionyt.dk/ref/11991.asp). •????Kugleknoldet fluesvamp (Amanita citrina (mappa)) vokser i Europa og er meget almindelig i Danmark. (tysk navn: Gelber Knollenblätterpilz, engelsk: False death cap). Den indeholder bufotenin, som blev omtalt ovenfor. Men i øvrigt indeholder den faktisk også lidt alfa-amanitin (bionyt.dk/ref/11992.asp), men i så små mængder, at det næppe medfører symptomer for en rask voksen person, hvis svampen ikke spises i meget store mængder. Men den bør ikke spises, da der er risiko for fejlbestemmelse. Man risikerer nemlig, at den plukkede svamp (der ikke kan bestemmes på lugten alene) i virkeligheden er en Grøn Fluesvamp eller en Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). •????Porfyr-fluesvamp Amanita porphyrea indeholder bufotenin. Den findes i Danmark. •????Amanita brunnescens fra Nordamerika kaldes på engelsk Brown American star-footed Amanita eller Cleft-footed Amanita. Den tilhører Rødmende Fluesvamp-sektionen Validae, men ligner i høj grad Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), bortset fra, at den bliver brunlig. Arten beskrives som giftig i Wikipedia, og er da også en giftig efterligning, men arten skulle være uskyldig ifølge Thomas J. Duffy i linket her: bionyt.dk/ref/11993.asp.

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Strudseæg-Fluesvamp til?

Amidella-sektiongruppen (af Amanitina-underslægten) har både spiselige arter og nyre-giftige arter. •????Strudseæg-fluesvamp (Amanita ovoidea) er spiselig. Arten er elfenbenshvid og kendes på sin størrelse, op til 35 cm, deraf navnet (bionyt.dk/ref/11994.asp). •????Amanita lepiotoides, der findes i Sydeuropa, er muligvis spiselig. •????Amanita neoovoidea indeholder allen-norleucin og er giftig for nyrerne. •????Amanita proxima er giftig for nyrerne.

Hvad er Roanokenses-sektionen af fluesvampene?

Den underslægt, der hedder Amanitina (og hvortil Grøn Fluesvamp hører), er opdelt i fire sektioner: Phalloideae, Validae, Amidella samt endnu en sektion, som har givet taxonomerne besvær. Denne sidste sektion kaldes for tiden Roanokenses-sektionen (eller sektionen Lepidella sensu Bas.). Kees Bas var en hollandsk mykolog, der blev 85 år og døde i 2013. Han var særlig interesseret i fluesvampene, og i 1969 skrev han en oversigt (PhD-afhandling) over alle på det tidspunkt kendte fluesvampe inden for "Lepidella-sektionen" baseret på bl.a. tørrede museumsindsamlinger og vådpræparater, der stod opbevaret i 25% alkohol med 4% formalin (bionyt.dk/ref/11995.asp).

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Flosset Fluesvamp til?

Roanokenses-sektionen (Lepidella-sektiongruppen) (af Amanitina-underslægten) kunne vi på dansk kalde "Flosset Fluesvamp-sektionen". Gruppen har både spiselige og nyre-giftige arter. •????Flosset Fluesvamp (Amanita strobiliformis) er en sjælden art i Danmark, hvor den har sin nordgrænse. Den angives at være spiselig, men det er omdiskuteret, fordi den indeholder de giftstoffer, som findes i Rød Fluesvamp. •????Amanita smithiana (eng: Smith's Lepidella, Smith’s Amanita) er giftig for nyrerne. Den indeholder det ukendte Smithiana-toxin og desuden en gift ved navn allen-norleucin. Svampen indeholder endnu et stof, chlorcrotylglycin, som måske er giftigt (bionyt.dk/ref/11996.asp). Ved test på marsvin viste svampen sig giftig (bionyt.dk/ref/12011.asp). I et tilfælde foretog svampekenderen Paul Kroeger mikroskopi af en svampesuppe, som havde givet en person fra British Columbia (Canada) nyresvigt. Han sendte prøver fra suppen til Innsbruck i Østrig, hvor Martin Kirchmer fandt giftstoffer fra Amanita smithiana, som må have medført denne nyresvigt hos patienten. Disse giftstoffer var i suppen blevet overført til suppens grøntsager og til de andre svampe i suppen. At fiske stykkerne med Amanita smithiana op af suppen ville ikke have gjort suppen spiselig (bionyt.dk/ref/11893.asp). Amanita smithiana findes i det vestlige Nordamerika, f.eks. omkring Seattle/Vancouver, hvor folk undertiden forveksler den med spisesvampen Tricholoma magnivelare (= Armillaria ponderosa) (bionyt.dk/ref/12204.asp). •????Amanita abrupta (eng: American Abrupt-Bulbed Lepidella) mistænkes for at være giftig for leveren. Forgiftningen menes især at skyldes den sjældne aminosyre allen-norleucin. Svampen anses ikke for dødelig, men fik skylden for to japanske kvinders død i 1978. Forgiftningssymptomerne omfatter voldsom opkastning, diarré og dehydrering efter en lang forsinkelse på 10 - 20 timer. •????Amanita boudieri fra Middelhavsområdet er giftig for nyrerne. Den indeholder det ukendte "Smithiana-toxin". •????Amanita chlorinosma er fra USA. Den er giftig for mave/tarm. •????Amanita echinocephala kendes fra bl.a. England. På svensk kaldes den Igelkottsflugsvamp (pindsvin-fluesvamp). Den indeholder det ukendte "Smithiana-toxin" og er giftig for nyrerne. •????Amanita gracilior fra Middelhavsområdet mistænkes for at være giftig for nyrerne. Den indeholder det ukendte "Smithiana-toxin". •????Amanita singeri (dens spiselighed eller giftighed er ukendt). •????Amanita virgineoides (eng: False Virgin’s Lepidella). Den er giftig for nyrerne.

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Rød Fluesvamp til?

Underslægten Amanita (med Rød Fluesvamp) er karakteriseret ved, at basidiesporerne ikke har amyloid farveændring (dvs. ikke bliver mørkblå i iod-opløsning, såsom Melzer’s reagens). Denne underslægt er opdelt i tre sektioner: Amanita-sektionen, Caesareae-sektionen og sektionen "Vaginatae sensu Yang". Rød Fluesvamp-sektionen = Amanita-sektionen (af Amanita-underslægten) indeholder svampe med nervegiftene ibotensyre (ibotenic acid) og muscimol. Hertil hører arter såsom: •????Rød Fluesvamp Amanita muscaria, der findes over hele verden. Den har psykoaktiv virkning og giftvirkning. •????Okkergul fluesvamp (Amanita gemmata (junquillea)) har psykoaktiv virkning og giftvirkning som Rød Fluesvamp. Giftene er ibotensyre, muscimol, samt måske muscarin og/eller tarm-irriterende stoffer. Forgiftninger er ikke godt dokumenteret, men det ser ud til at der med 15 min. - 2 (4) timers latenstid sker opkast, diarre eller "pantherina-syndrom" med visuelle hallucinationer, uregelmæssige hjerteslag og sindsoprivelse (agitation), men koma, krampe eller død er yderst sjældent (bionyt.dk/ref/12001.asp). Den har mindre mængde ibotensyre end Panter-fluesvamp, men dens giftindhold varierer meget, fra giftfrie til giftholdige typer, skriver René Flammer i sin bog "Giftpilze" (2014)(bionyt.dk/ref/11927.asp). Denne oplysning forudsætter dog, at der er tale om samme art i disse tilfælde. Den ses ikke tit i Danmark. De amerikanske "Amanita gemmata" er formentlig et artskompleks og ikke lig den europæiske art (bionyt.dk/ref/12002.asp). I Nordamerika beskrev Rod Tulloss engang en art, Amanita aprica, som havde været fejlbedømt til Amanita gemmata (bionyt.dk/ref/12003.asp). I 2008 fandt man, at Amanita aprica og Amanita albocreata (begge fra Nordamerika) indeholder giftstofferne som er nævnt ovenfor. •????Panter-Fluesvamp (Amanita pantherina) kaldes på engelsk Panther cap eller False Blusher, fordi den ligner Rødmende Fluesvamp, som på engelsk hedder Blusher). Det såkaldte "pantherina-syndrom" ligner i begyndelsen en alkoholforgiftning med taleforstyrrelser, koordinationsforstyrrelser i bevægelserne, sløret syn, motorisk rastløshed og forvirring. De psykiske symptomer er især fremtrædende og påvirker ??personligheden samt medfører ændringer af rum- og tidsopfattelse. Afgørende for de psykiske symptomer er den eksisterende stemning. Derfor kan der forekomme så forskellige reaktioner som ligegyldighed, eufori, depression og angst. I nogle få tilfælde er der blevet rapporteret om særlig fysisk styrke og farvehallucinationer. Forholdsvis almindeligt opstår rystelser og rykvise trækninger i arme og ben (såkaldte klonier). Patienterne falder i en slags dyb søvn og vågner efter 10 til 15 timer uden hukommelse om, hvad der er sket (bionyt.dk/ref/12005.asp). - I dec. 2018 blev det i Holland forbudt at være i besiddelse af mere end 0,5 gram tørret eller 5 gram frisk Rød Fluesvamp (Amanita muscaria) eller Panter-fluesvamp (Amanita pantherina), og forbudt at købe eller sælge dem. Reglen gælder for psykoaktive svampe generelt, omend psykoaktivt mycelium juridisk betegnes "trøfler" og dermed ikke omfattes af loven (bionyt.dk/ref/12006.asp). •????Amanita farinosa (artsnavnet betyder "mel", og hatten er da også melet/pudret). Den kaldes Eastern American floury amanita, og er giftig. Den findes fra det østlige Nordamerika til Mellemamerika. •????Amanita roseotincta fra Nordamerika (har ukendt spiselighed/giftighed). •????Brun Fluesvamp (Amanita regalis) , Royal Fly Agaric. Den er giftig, men næppe dødelig. Findes bl.a. i Europa. •????Amanita xanthocephala findes i Australien. Den tilhører som de ovennævnte Amanita-sektionen (Rød Fluesvamp sektionen), men kaldes Vermillion Grisette. (Dens engelske betegnelse "Grisette" bruges ellers om kam-fluesvampene, som normalt er spiselige). Om Amanita xanthocephala er spiselig eller giftig vides ikke.

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Kejser-Fluesvamp til?

Kejserfluesvamp-sektionen Caesareae (af Amanita-underslægten) består af spiselige arter. Hertil hører: •????Kejser-Fluesvamp (Amanita caesaria), der ligner en Rød Fluesvamp, men uden hvide pletter og med en stor pose samt gul stok, gule lameller og gult kød. I andre verdensdele findes andre, meget lignende arter, som f.eks. Amanita hemibapha i Asien og Amanita jacksonii i Nordamerika, der begge er skattede spisesvampe (bionyt.dk/ref/12007.asp). De slanke kejserfluesvamp-typer (The Slender Caesars) kaldes "Hemibapha". Arten der kaldes for: •????Amanita jacksonii hører til denne slanke gruppe. Den spises og kaldes American Caesar's mushroom. Den indeholder stizolobinsyre (stizolobic acid), der er et stof, som kendes fra planten Stizolobium hassjoo (= Mucuna pruriens), som er en tropisk ærteblomstrende, klatrende busk (bionyt.dk/ref/12015.asp). Busken har et indhold af interessante stoffer, bl.a. L-dopa, der er det stof, som Parkinson-patienter behandles med, fordi det er forstadiet til dopamin (man kan ikke behandle direkte med dopamin, fordi kun L-dopa kan komme ind over blod/hjerne-barrieren). L-dopa er i planten og i svampen et forstadie til stizolobinsyre, dvs. det stof, som findes i Amanita jacksonii, og som har biologisk aktivitet ved at bindes til eksitatoriske aminosyre-receptorer, men det er dog ugiftigt for test-insektet Silkeplante-tægen. Stizolobinsyre findes i både Rød Fluesvamp og Panter-fluesvamp, men da disse svampe har flere gifte er det jo ikke let at vide, om dette stof er med til at give en giftvirkning (bionyt.dk/ref/12016.asp).

Hvilken sektion af fluesvampeslægten hører Brun Kam-Fluesvamp til?

Sektionen "Vaginatae sensu Yang" (af Amanita-underslægten) består af spiselige arter. Hertil hører: •????Brun Kam-Fluesvamp (Amanita fulva), spiselig •????Gylden Kam-Fluesvamp (Amanita crocea), spiselig •????Grå Kam-Fluesvamp (Amanita vaginata var. vaginata), spiselig, men kan ligne Grøn Fluesvamp en del. Se en fortegnelse over flere fluesvampe-arter, deres sektions-tilhørsforhold og spiselighed/giftighed på siden www.bionyt.dk/svampe-fluesvampe

Findes der spiselige fluesvampe?

Fluesvamp-slægten (Amanita-slægten) indeholder både dødelige arter og eftertragtede spiselige arter, og det kan være svært at se forskel. Mykologer fraråder derfor svampejægere, bortset fra kyndige eksperter, at vælge de spiselige fluesvampe til konsum. Ikke desto mindre ses spiselige fluesvampe til salg på markeder flere steder i verden. Eksempler på dette er kødfulde fluesvampe-arter, såsom: • Amanita zambiana i Centralafrika, der kaldes Zambian Slender Caesar eller Christmas mushroom (fordi den kommer i december). Den kaldes tente på Bemba-sprog og ndelema på Kaonde- og Nyanja-sprog. Den er kendt fra Zimbabwe, Zambia, Malawi og det sydlige Tanzania. Kun hattene sælges, og til en pris på 3 US$ pr. kg. De opbevares i tørret tilstand, men forinden er de blevet kogt og vandet kastet bort (bionyt.dk/ref/11974.asp). Arten hører til Kejserfluesvamp-sektionen. • En i Sydeuropa anerkendt spise-fluesvamp er Kejser-fluesvamp (Amanita caesarea). På italiensk kaldes den ovolo, ovolo buono eller fungo reale (eng: Caesar’s mushroom). De unge Amanita caesarea betragtes som delikatesser, men de skal altid halveres for at man kan se, at de har gult kød, som arten skal have. Formen på frugtlegemet og lugten er ikke en sikker adskillelsesmetode. Amanita caesarea har gult kød, hvorimod kødet er hvidt hos f.eks. Rød Fluesvamp Amanita muscaria og Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Kontrollen kan ikke blot basere sig på stikprøver (bionyt.dk/ref/11926.asp). I en sending af 30 kg Kejser-fluesvamp (Amanita caesarea) fandt man 4 Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), der endnu var så unge, at de hver for sig var indhyllet i deres hvide fællessvøb. Amanita basii er den art i Mexico, som svarer til Kejser-fluesvamp (Amanita caesarea) i Europa. Det folkelige navn i Mellemamerika for Amanita basii er "amarill" (spansk for "gul") (bionyt.dk/ref/11975.asp). I bjergområder i det centrale Mexico er Amanita basii blandt de mest samlede spisesvampe (bionyt.dk/ref/11976.asp). Til denne svamps ære afholdes i Honduras en årlig festival i La Esperanza, Intibuca (bionyt.dk/ref/11977.asp). Det svarer til de svampefestivaller, der afholdes i Italien til ære for Kejser-fluesvampen, bl.a. Cocofungo Festival i Treviso-provinsen i oktober måned. Nogle fluesvampe anvendes til farvning af saucer, såsom den røde Amanita jacksonii (eng: American Caesar’s mushroom, fr: L’Amanite de Jackson). Den findes i et område fra Québec i det østlige Canada til Hidalgo i det østlige Mexico. Svampen er på en måde den nordamerikanske version af den europæiske Kejser-fluesvamp (Amanita caesarea), men den tilhører "den slanke kejser-fluesvampgruppe", "Slender Caesar group" (bionyt.dk/ref/11999.asp). Kejser-Fluesvamp (Amanita caesarea) findes ikke i Danmark. • Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens) er derimod almindelig i Danmark. Den er en god og ofte kødfuld spisesvamp, men den har stor lighed med giftige arter, især Panter-fluesvamp (Amanita pantherina). Farveændringen skyldes formentlig et tyrosinase-enzym, som under reaktionsvejen mod dannelse af melanin først frembringer et pigment, der er vinrødt. Når der går hul på celler, så celleindholdet udsættes for oxygen i luften, sker denne reaktion spontant, og man ser så den rødmende farveændring af kødet, omend dette sker så langsomt, at man skal kikke i gamle sneglegrav og såringer af svampen (bionyt.dk/ref/11978.asp). Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens) kaldes på engelsk Blusher. • Amanita chepangiana (eng: Chepang slender Caesar) findes i Kina og Sydøstasien. Arten blev beskrevet i 1992, og den fik sit videnskabelige navn, fordi den gennem lang tid traditionelt var blevet spist af Chepang-stammen i det centrale Nepal. Traditionelt koger de den i 5-10 minutter i meget varm olie, og derefter yderligere 10 minutter efter tilsætning af lidt vand. Nogle af de fattige spiser i svampesæsonen denne fluesvamp 3-4 gange dagligt - uden at blive syge. Børn under 10 år får slimet afføring og tarmirritation, hvis de spiser den (bionyt.dk/ref/11979.asp). Den ligner Amanita neoovoidea, der henføres til Amidella-sektionsgruppen, hvortil Amanita chepangiana også først blev henført, men siden har man opdaget, at den helt klart tilhører de slanke i Kejser-fluesvamp-gruppen (bionyt.dk/ref/12282.asp). Amanita neoovoidea (eng.: East Asian Egg Amidella) betegnes som spiselig af lokalbefolkninger, hvor denne art findes, men Amanita neoovoidea indeholder allen-norleucin, som er en usædvanlig aminosyre, der kan skabe problemer. En japansk patient udviklede mave/tarm-symptomer 9 timer efter at have spist Amanita neoovoidea og fik 2 dage efter akut nyresvigt (bionyt.dk/ref/11980.asp). (Det har også været nævnt at den indeholder Smithiana-toxin, men dette er måske forkert, idet Amanita smithiana henføres til en anden sektion, Lepidella-sektionen (bionyt.dk/ref/12283.asp)). - Amanita neoovoidea har i øvrigt som visse andre fluesvampe i Amidella-sektionen to ydre svøb: Det yderste er et hårdt skind, men inden for er der et pulveragtigt lag. Den ligner mest Strudseæg-fluesvamp (Amanita ovoidea), der er spiselig. • Brun Kam-Fluesvamp (Amanita fulva) er almindelig i Danmark. (Engelsk: Tawny Grisette). Den er giftig som rå (den ser så appetitlig ud, at man kan finde på at spise den rå, men spisning af et stort eksemplar gav en slem forskrækkelse - hvilket er omtalt i mine svampenoter fra BioNyt nr.88+89). Tilberedt er den spiselig. De sjældnere Grå Kam-Fluesvamp (Amanita vaginata) og Gylden Kam-Fluesvamp (Amanita crocea) anses også for at være spiselige. • Amanita calyptroderma (calyptrata) (eng: Fall Coccora, Coccoli) fra det vestlige Nordamerika er spiselig, men ligner giftige arter (især Amanita phalloides, der kan have samme gulgrønne farve, og Amanita ocreata, der ligner den svamp, som blev anset for en blegere forårs-form af Amanita calyptroderma, men som i 2011 fik sit eget artsnavn: Amanita vernicoccora (Spring Coccora, Ballen’s Spring American Caesar) (bionyt.dk/ref/11982.asp). • Flosset Fluesvamp (Amanita strobiliformis) angives at være spiselig, men dette er omdiskuteret, fordi den indeholder de giftstoffer, som findes i Rød Fluesvamp. Det er en sjælden art i Danmark, hvor den har sin nordgrænse. Jeg har engang set den i Frederiksværk. • Amanita virgineoides (eng: False Virgin’s Lepidella). Denne art sælges på markeder i Kina, men der er rapporteret om nyresvigt efter spisning af den. • Vittadinis Parasolfluesvamp (Saproamanita vittadinii) er spiselig. Navneændringen fra Amanita til Saproamanita skete i 2016. Arten er speciel ved ikke at danne mykorrhiza sammen med træers rødder. Svampen kan derfor vokse på enge ligesom champignon-arter kan. Arten findes ikke i Danmark.

Kan man dyrke spiselige fluesvampe?

I fattige områder af Nordthailand kan det være en stor fordel for lokalbefolkningen at få en ny fødekilde i form af spiselige fluesvampe i forbindelse med, at der plantes nye træer. Man poder derfor Amanita javanica (en slank slægtning til Kejser-fluesvampen) på Dipterocarpus-træer for at skaffe spiselige svampe til lokalbefolkningen. Dr. Uthai Unphim fra Ubon Rachathani University gav d. 10. feb. 2018 et foredrag på Golden Jubilee Museum of Agriculture i Thailand om at dyrke mykorrhizasvampe (bionyt.dk/ref/12325.asp). Sådanne svampes mycelium dækker planterødder, hvis overfladeareal derved øges betydeligt og beskyttes mod skadelige sygdomssvampe og giver markant bedre trævækst. De fleste dyrkede svampe er saprofytiske, dvs. nedbrydere af dødt organisk stof såsom træ, halm, gødning osv. Men mykorrhiza-svampe kan podes på værtsplanter. I Thailand er Dipterocarpus-træer vigtige. (De har 2-vingede frø, som hvirvler rundt, når man kaster dem op i luften, hvilket børn gerne leger med). Dipterocarpus alatus (Yang Na) er vært for de fleste af de interessante spiselige mycorrhiza-svampe i Thailand. Den har en gennemsnitlig levetid på 700 år, så hvis man poder disse træer med spiselige mykorrhizasvampe, kan efterkommere høste svampene i de næste 700 år, og mindst fem svampearter kan podes på samme træ. Man kan formere mykorrhiza-svampe ved hjælp af jorden, som svampen vokser i, eller fra svampesporer, eller fra modne svampe og fra myceliekulturer. Det nemmeste er at finde eller købe modne mykorrhiza-svampe og bruge en køkkenblender til at blande dem i regnvand, brøndvand, flodvand eller ledningsvand (som har fået lov at stå en dag før brug). Fortynd væsken: 1 del svampe til 100-200 dele vand, f.eks. 100 g svampe i 10-20 liter vand. Ved plantede unge træer, der kan være vært for svampearten, graves lave huller, hvor nye rødder kan vokse frem. Hæld 1 kop (100 ml) af svampevæsken i hvert hul. Tilføj en håndfuld kompost (som vil tiltrække trærødderne for at optage næringsstofferne). Rødderne vil omsluttes af den symbiotiske svamps mycelium). Dæk jorden og hold den fugtig i 2-3 uger. For et 2-årigt træ anbefales det at bruge 3 huller fordelt jævnt. Der kan gå ½ - 1½ år før de første svampefrugtlegemer dukker op. Produktionen vil være sparsom i starten, men vil normalt øges år for år. Potteplanter kan vandes med svampeblandingen. Man kan lade potteplanten stå i en uge før udplantning, for at svampen kan få tid til at etablere sig, og man bør ikke overvande, men lade fugtigheden blive lav i nogle dage. Planter, der er podet med spisesvampe, skal ikke behandles med ukrudtsmidler, da ukrudtsmidlet kan blive overført til svampene. Den thailandske svampeforsker foreslår til podningen: Kejser-fluesvamp (Amanita caesarea), Karl Johan (Boletus edulis), den kæmpestore rørhat Phlebopus marginatus (bionyt.dk/ref/12323.asp), der kan veje næsten 30 kg og som kan vokse saprofytisk og derfor måske ikke er en mykorrhizasvamp, Amanita vaginata (en Kam-fluesvamp), Spanskgrøn Skørhat (Russula virescens) og den store ridderhat Tricholoma crassum [=Macrocybe crassa], der kan blive over 1 kg tung og dyrkes på spåner af gummitræer (bionyt.dk/ref/12324.asp), men også danner mykorrhiza. I Thailand kan man også pode Termitomyces robustus på termitbo af termitter fra underfamilien Macrotermitinae i familien Termitidae. Disse termitter lever i symbiose med svampen ved at dyrke den.

Hvilke kulturer er mykofile og hvilke er mykofobe kulturer?

Man kan inddele befolkninger og individer i to kategorier: de mykofile (som elsker svampe), og de mykofobe (som afskyr eller frygter svampe). Den "angelsaksiske kultur (dvs. de engelsktalende lande, f.eks. Storbritannien og USA) er mykofobisk. Det afspejles i litteraturen, herunder i børnelitteraturen (Story of Babar: En ung elefant Babar, hvis mor er dræbt af en jæger, undslipper, forlader junglen, besøger en storby, og vender tilbage. Netop da han vender tilbage til sit elefantfællesskab, dør deres konge af at spise en giftig svamp (!). På grund af hans rejser og civilisation bliver Babar udnævnt til konge for elefantriget]. I Australien er kulturen mykofobisk (som i England), og den indfødte aboriginer-kultur anvendte også kun i begrænset omfang svampe. Afrika har generelt mykofile kulturer, hvor svampe både udgør en del af hverdagslivet og medicinen, og der er visse myter om svampe. I Zambia og Zaire/Congo skyldes spisning af svampe mangel på proteinkilder. Der er kun få tilfælde af svampeforgiftninger i Afrika (bionyt.dk/ref/11907.asp). I Indien er kulturen generelt mykofobisk. Den meste svampespisning sker i bjergområder, som f.eks. Kashmir og Himalaya. Generelt er der ingen interesse for at spise svampe i Indien. Der findes et sted i Indien, som er kendt for at have 3000-4000 år gamle megalitiske gravmonumenter, der er formet som svampe, bygget af kæmpesten for vigtige personer. Stedet hedder Kudakkallu Parambu og ligger i et område ved navn Chiramanegad i Kerala, i det sydvestlige Indien. De indfødte indianerkulturer i Nordamerika er generelt mykofobe. Mange indfødte amerikanere har slet ikke svampe som en del af deres madkultur. Svampe til medicinsk og religiøs anvendelse forekommer dog. De religiøse anvendelser omfatter ikke hallucinogene svampe. De indfødte kulturer i Sydamerika har generelt ikke svampe som en væsentlig del af deres madkultur. Men i visse isolerede kulturer blandt de indfødte bliver der spist svampe. Det er også herfra, at man kender til religiøse anvendelser, der omfatter hallucinogene svampe. I Europa uden for de engelsktalende lande er man generelt mykofil - dog tidligere ikke særlig meget i Danmark, Norge og Sverige. Hvert land har sine egne favoritsvampe. Schweiz har udviklet meget kontrollerede og ordnede indsamlings-, kontrol- og salgssystemer. I Finland har man en særlig praksis (håndtering af mælkehatte, der ikke smager godt uden særlig behandling). Rusland og Østeuropa, inklusive de slaviske grupper, er yderst mykofile. Helt modsat de mykofobe anglo-saksiske kulturer. Denne yderst forskellige tilgang til svampene var det, som interesserede Gordon Wasson. I Asien er man hovedsageligt mykofile, men kulturerne varierer. Kina har en lang tradition for at samle svampe. Dette gælder også i nogen udstrækning i Japan. Stinksvampe betragtes som noget ganske særligt og eftertragtes meget, givetvis på grund af signaturlære. Medicinsk anvendelse af svampe er vigtig i både Kina og Japan (bl.a. Skinnende Lakporesvamp Ganoderma lucidum, der i Japan kaldes Reishi og i Kina kaldes Ling Chi eller lin zhi, hvilket betyder "udødelighedssvampen").

Hvordan tror folk at de kan se på en svamp om den er giftig?

I Kina er signaturlære meget udbredt, f.eks. disse: • "Svampe som har klare farver er giftige, medens svampe som har dæmpede farver er spiselige". Forkert! - f.eks. har kantareller klare farver, og hvide eller grå svampe kan være meget giftige. • "Svampe som vokser på mørke, fugtige eller ikke-rene steder, hvor der kan være ekskrementer fra dyr, er giftige, medens svampe som gror i lyse, tørre og rene steder såsom i nåletræsskove er spiselige" - det er noget vrøvl begge dele. I året 1597 skrev en engelsk forfatter advarende om svampe: "They are all very cold and moist and therefore do approach unto a venomous and mothering faculty and ingender clammy and cold nutriment if they be eaten" (John Gerard, Herball or Generall Historie of Plantes", 1597). Det betyder noget i retning af: "De er alle meget kolde og fugtige og har derfor tendens til at være af de giftige slags og giver klamme og kolde næringsstoffer, hvis de bliver spist". Signaturlære kendes fra alle kulturer. • "Svampe, som gør vandet mørkt, hvis de koges sammen med sølvtøj, ingefær, ris eller rå løg, er giftige, men hvis vandet ikke skifter farve, er svampene ikke giftige". Forkert! Svampetoksiner kan ikke reagere med sølvtøj osv., og svampetoksiner kan ikke frembringe farveændringer i vand. F.eks. medfører amatoksin ikke nogen farvereaktion i vand. • "Hvis svampen udskiller væske ved beskadigelse er den giftig". Forkert! Nogle svampe indeholder sekreter, men at svampen udskiller mælk er ikke ensbetydende med, at den er hverken spiselig eller giftig. Det samme kan siges om farveændringer, når svampen beskadiges. • "Svampe, som indeholder larver og andre dyr, er ikke giftige for mennesker". Forkert! Også Grøn Fluesvamp spises af larver og snegle (bionyt.dk/ref/11906.asp). Der er i folketroen utallige sådanne falske regler om, hvordan man tror at kunne se, om en svamp er giftig eller spiselig, såsom: - svampen gør en sølvske sort: "svampen er giftig" - svampen gør ikke en sølvske sort: "svampen er spiselig" - svampen gør kogevand mørkt: "svampen er giftig" - svampen gør ikke kogevand mørkt: "svampen er spiselig" - hvidløg sammen med svampen gør sølvske sort: "den er giftig" - hvidløg + svampen sværter ikke sølvske: "svampen er spiselig" - hathuden kan pilles af: "svampen er spiselig" - svampen spises af snegle: "svampen er spiselig". - svampen spises af mus: "svampen er spiselig". - svampen spises af egern: "svampen er spiselig". - svampen spises af hjorte: "svampen er spiselig". - svampen spises af køer: "svampen er spiselig". - svampen spises af får: "svampen er spiselig". - svampen spises af svin: "svampen er spiselig". - svampen spises af heste: "svampen er spiselig". - svampen spises af hunde: "svampen er spiselig". - svampen spises af katte: "svampen er spiselig". - hvis der er orm i svampen: "svampen er spiselig". - svampen er meget talrig: "svampen er spiselig". - svampen har en ring på stokken: "svampen er giftig". - svampen har ring på stokken: "svampen er spiselig". - svampen er en tragthat: "svampen er spiselig". - svampen er en tragthat: "svampen er giftig". - svampen er en rørhat: "svampen er spiselig". - svampen er en rørhat: "svampen er giftig". - svampen er en champignon: "svampen er spiselig". - svampen er en champignon: "svampen er giftig". - svampen har en pose: "svampen er spiselig" (dødelig regel) - svampen er en fluesvamp: "svampen er giftig". - svampen er pæn: "svampen er spiselig" (dødelig regel) - svampen ser appetitlig ud: "den er spiselig" (dødelig regel) - svampen er grim: "svampen er giftig". - svampen ser giftig ud: "svampen er giftig". - svampen skifter farve ved tryk: "svampen er giftig". - svampen skifter farve ved tryk: "svampen er spiselig". - svampen lugter godt: "svampen er spiselig" (dødelig regel) - svampen lugter grimt: "svampen er giftig". - svampen vokser på træ: "svampen er giftig". - svampen vokser på træ: "svampen er spiselig" (dødelig regel) - svampen er hvid: "svampen er giftig". - svampen er hvid: "svampen er spiselig" (dødelig regel) - svampen vokser på gødning: "svampen er giftig". - svampen vokser på gødning: "svampen er spiselig" - svampen vokser på græs: "svampen er giftig". - svampen vokser på græs: "svampen er spiselig" - svampen vokser et pænt sted: "svampen er spiselig" - svampen vokser et grimt sted: "svampen er giftig" - svampen er rød: "svampen er giftig". - svampen er rød: "svampen er spiselig" - svampen får mælk til at koagulere: "den er giftig". - svampen får mælk til at koagulere: "den er spiselig" - svampen er fremme om foråret: "svampen er giftig". - svampen er en forårssvamp: "svampen er spiselig" - svampen smager mildt: "svampen er spiselig" (dødelig regel). - svampen smager skarpt: "svampen er giftig". - svampen smager bittert: "svampen er giftig". osv. osv. Alle disse folke-råd er forkerte, fordi man kan finde svampearter, som ikke følger "reglen" (og hvorfor i alverden skulle svampene også gøre det, kan man jo spørge). I modsætning til folketroen (om at man kan "se" om en svamp er giftig eller spiselig - eller at man i køkkenet kan "teste" om en svamp er giftig) så findes der i virkeligheden ingen generelle regler til at skelne mellem giftige og spiselige svampe.

Hvorfor tager udlændinge oftere fejl af giftige svampe?

Når det går galt, skyldes det ofte, at folk samler svampe et andet sted end der, hvor de har erfaring med svampene. Det er velkendt, at folk, der stammer fra Thailand, kan blive dødeligt forgiftet, når de samler "de samme slags svampe" i Danmark. Men jeg har også interviewet en person, der havde samlet svampe på Sydsjælland, men som blev dødeligt forgiftet, da svampesamlingen af "de samme slags svampe" skete i Nordsjælland. (Personen tog fejl af champignon og Snehvid fluesvamp (Amanita virosa); se hele beskrivelsen i BioNyt nr. 107. Kæresten var også tæt på at miste livet, og begge var i hvert fald tæt på en eksperimentel levertransplantation med en halv lever til hver som de første i Danmark.

Hvordan kan man undgå at svampeforgiftning?

Eksemplet viser også, at det ville være en fordel, hvis medspisende gæster og pårørende ikke bare tager en svampebestemmelse for pålydende, men faktisk beder om at læse om svampen i en svampebog - men det sker nok sjældent, fordi man ikke vil virke mistroisk eller uhøflig. Men man kan jo så sige, at det er fordi man gerne vil lære noget om svampe. Som gæst bør man som minimum spørge, hvilke arter svampe, der er tale om. En kendt britisk forfatter (Nicholas Evans, der skrev Hestehviskeren, som blev solgt i 15 mill. eksemplarer) fik ikke et sådant spørgsmål - og forgiftede to familier med gift-slørhatte, som han troede var rørhatte (!!!) d. 23. august 2008 - hvorved hans selv, hans kone (singer-songwriter Charlotte Gordon Cumming) og konens bror (Sir Alastair Gordon-Cumming) måtte have nyretransplantation. Svogerens kone (Lady Louisa) blev også forgiftet, men i mindre grad. Den fejl havde han næppe gjort, hvis han blot var blevet spurgt til artsnavnet. Under stressende eller høflighedsfyldte forhold kan folk altså ligefrem tro, at en gift-slørhat er en Karl Johan rørhat! - for han nævnte selv bagefter, at de to familier gensidigt antog, at den anden kendte svampene. Hvis spørgsmålet om svampens artsnavn var blevet bragt på banen, ville denne gensidige misforståelse nærmest med garanti blevet opdaget. Han havde fået at vide, at der i et bestemt skovområde på svogerens landsted var Karl Johan svampe, og da han fandt noget, der i farve lignede, samlede han et pound af Puklet Gift-slørhat, Deadly webcap, Cortinarius rubellus (speciosissimus). Da han kom med dem og viste dem frem, blev det blot modtaget med et "Fantastic!", hvorefter han skar dem i skiver og stegte dem. De smagte en smule bittert (andre steder står, at de smager mildt). Familiernes henholdsvis 1 og 3 børn ville ikke smage, ellers havde det sandsynligvis dræbt dem. Nicholas Evans og de andre blev syg dagen efter (hos denne svamp kan symptomerne være 2 uger forsinket). Han fandt fejltagelsen i en bog, ringede til botanisk have i Edinburgh, og blev rådet til straks at søge lægehjælp. Lægen kom, og de blev sendt til Gray’s Hospital i Elgin og dagen efter overført til nyreafdelingen på Aberdeen Royal Infirmary. Nicholas Evans fik indsat et stort "Herman Munster bolt" kateter i siden af halsen, hvorigennem han kunne få 5 timers dialyse hveranden dag, og han fik at vide, at mad med kalium (bananer, kokos, abrikoser og rosiner) ville kunne slå ham ihjel. Det er ironisk, at hans mest kendte bog handler om helbredelse ved at komme tæt på naturen! (bionyt.dk/ref/12275.asp). Men han var kommet til at samle Puklet Gift-slørhat (Spidspuklet Gift-slørhat, Cortinarius rubellus (speciosissimus, orellanoides)), som tilhører en gruppe af måske syv slørhatte-arter, som danner giftstoffet orellanin, der især rammer nyrerne. Interessen hos folk for selv at plukke maden i naturen er altså ikke uproblematisk, da det kræver præcis kendskab til svampearterne - et kendskab, som ikke er erhvervet ved f.eks. forældrenes undervisning af deres børn. Opfyldt med tanken om, at man selv kan sanke sin mad, i form af svampe og planter i naturen, kaster mange sig ud i dette eventyr uden anden hjælp end nogle opslag på Internettet, eller de opsamler nogle dårligt forståede eller halv-glemte råd og vejledninger, som giver risiko for skæbnesvangre fejl. Som enhver instruktør af svampekurser kan bevidne, er bestemmelse af svampe ikke let for uerfarne (selv erfarne svampesamlere opgiver at bestemme de vanskeligste svampegrupper, som det kun er muligt at artsbestemme for ganske få specialister). Men omvendt er det faktisk muligt at lære bestemte arter og deres forvekslingsmuligheder at kende. Svampebestemmelse kræver, at man med jævne mellemrum kommer ud i naturen og får et virkelighedstjek på sin viden. Svampene læser ikke bøger og online-nøgler, så de overholder ikke altid reglerne. Og ligesom vi ikke alle ser ud som fotomodeller, kan en svampeart afvige en del fra pragt-eksemplarerne i svampebøgerne. (Dette er et citat fra Facebookgruppen "Svampeliv"). Hvis man ønsker at samle vilde svampe for at spise dem, er det afgørende at lære i hvert fald de farlige fluesvampe at kende. Uerfarne og folk, som i lang tid ikke har samlet svampe, kan forveksle svampe, der egentligt slet ikke ligner hinanden. Først og fremmest skyldes dette, at den uerfarne ikke ved, hvilke karaktertræk ved svampen, man skal se efter, og hvilke ting ved svampen, som er uden betydning for artsbestemmelsen. At hatten sprækker i tørvejr, vokser sig skævt, vender lamellerne opad, når svampen bliver ældre osv. er kun afvigelser på grund af vækststadie, soludtørring, nedbrydningsangreb eller alder, og ofte uden værdi for artsbestemmelsen.

Kan man tage fejl af en fluesvamp og en rørhat?

Unge svampe kan skjule deres artskarakteristika, fordi hatten endnu ikke er foldet ud. På den måde kan en ung fluesvamp blive anset for at være en rørhat (den fejl har jeg flere gange set nogen gøre) - fordi den unge svamp endnu ikke viser sine lameller.

Hvordan kan svampesamling ske på sikker måde?

Sikker svampesamling kræver, at man holder sig til ganske få spisesvampe. Hvis man samler svampe på nye steder, som man ikke kender, er der som sagt risiko for, at man støder på svampearter, som ligner, men som er andre arter, og måske giftige dobbeltgængere. Man er måske blevet ekspert i at finde Netstokket Indigo-rørhat på Femte Juni Plads på Frederiksberg, men den meget lignende svamp, som man finder ved Tårbæk, kan være Djævlerørhat, og den, som man finder ved et museumsbesøg i Fuglsang Herregård på Lolland, kan være Satans rørhat. Derfor ville det naturligvis være bedst, hvis man også lærte disse andre svampearter at kende.

Er det let af forveksle svampe?

Ofte er der langt flere forvekslingsmuligheder end der angives i bøger og på Internettet. Svampebøgerne henvender sig til svampesamlere i hele landet, og derfor vil svampearter, som er almindelige i din skov, men ikke er almindelige andre steder i landet, ikke komme med i bogen. Det er baggrunden for, at jeg i 2011 startede projektet Hareskovens svampe og natur, hvor vi hver måned (den 3. søndag i måneden kl. 13 fra Hareskov station) tager på en ekskursion frem til kl. 15. Billeder af de indsamlede svampe bliver bragt på www.bionyt.dk/Hareskoven.

Hvordan man kan finde ud af, hvilke svampe der er i et bestemt område?

På www.svampeatlas.dk kan du finde oplysning om, hvilke svampearter, der er fundet i det område af Danmark, som du besøger. (Tryk Søg fund i Svampeatlas, og under Geografi trykkes på Søgning på kort (på en smartphone; på computeren skal man derimod trykke på kortet til højre). Zoom ind på kortet (på en smartphone kniber du med fingrene; på computeren bruges zoom-funktionen). Når din skov ses: Tryk på det sorte og 5-kantede ikon (det 3. ikon til venstre). Tryk derefter i kanterne af din skov (der dannes derved en polygon mellem dine tryk-steder). Tryk "Finish". (Hvis din smartphone ikke tillader dig at trykke på Finish-knappen må du bruge en computer i stedet). Når polygonen er færdig trykkes på resultat på kort (eller resultat på liste eller galleri eller artsliste). F.eks. er der i svampeatlas.dk registreret ca. 800 arter for skovpartiet ud for Hareskov station (se nærmere på internetsiden: www.bionyt.dk/svampe-hareskoven). Man kan i svampeatlas.dk trykke på Danske arter, og f.eks. skrive "kantareller". Da jeg gjorde dette, fik jeg oplysning om, at databasen indeholdt 2865 fundsteder af Alm. kantarel, 994 fundsteder af Bleg kantarel og 110 fundsteder af Ametyst-kantarel.

Hvad er Svampeatlas?

Svampeatlas.dk omfatter en liste med over 25.000 svampenavne (bionyt.dk/ref/12263.asp). Af disse er 7373 svampearter registreret med fund, der er gjort af 1057 rapportører, som har indskrevet over 700.000 fund, hovedsageligt fra Danmark. Det er yderst succesfuldt eksempel på borgervidenskab (citizen science). Læs om borgervidenskab i temanummeret BioNyt Videnskabens Verden nr. 163 (kan købes) (bionyt.dk/ref/12264.asp).

Hvordan man kan finde ud af, hvilke svampe der er fremme netop nu?

Man skal også finde ud af, hvornår svampen er fremme. Det kan man gøre på svampeatlas.dk, hvor tidspunkt på året angives for alle arter. Samme sted angives, hvilke træarter svampen vokser sammen med, hvis den har sådanne tilbøjeligheder. Hvis man trykker på Alm. kantarel får man et billede, en beskrivelse med forvekslingsmuligheder samt et prikkort over alle fundstederne i Danmark. Man kan zoome ind på fundstederne i det område, man bor i.

Hvordan man kan finde ud af, hvilke svampe der er fremme netop nu?

Svampesæsonen er ikke ens fra år til år. Hvis man vil finde ud af, hvilke svampe man kan finde lige nu, så tjekker man Facebook-gruppen "Svampeliv" (www.facebook.com/groups/svampeatlas), der i dag, hvor dette skrives, har 10679 medlemmer. På Facebook-gruppen "Svampeliv" kan man følge med i, hvad folk finder for tiden, samt lære meget af de diskussioner om andres fund, som er på denne side. (Her kan man nemlig få hjælp til at få bekræftet sin bestemmelse; brug dog denne service begrænset for ikke at drukne alle i bestemmelsesspørgsmål - gør dit hjemmearbejde først: Nemlig ved at tjekke svampenøgler. Du kan søge nøgler på nettet, købe dem hos svampeforeningen (svampe.dk) eller finde dem på siden her: www.bionyt.dk/svampe-nøgler ; bemærk imidlertid at ingen nøgler er uden fejl; f.eks. står i skælhatte-nøglen, at Gran-Skælhat vokser på løvtræ (den vokser på nåletræ); tjek derfor helst i flere bøger/internetsider. Det er især vigtigt at kende svampeslægterne, så man f.eks. ikke tror, at en af de giftige fluesvampearter er en af de spiselige skørhattearter. Men også under ikke-stressende forhold kan der ske fejl: Lige efter en meditation på en bænk i en park (hvilket ikke lyder særlig stressende) tog en amerikansk højenergifysiker (han var nok ikke helt dum!) fejl af en ung parykhat, som i virkeligheden var en af de hvide amatoxinholdige fluesvampe (se side 9). Han var tæt på at dø af det. Bagefter analyserede han sin fejltagelse: Fejlen var at han ikke tjekkede svampen i en bog, da han kom hjem. At smide de hjembragte svampe på panden blev altså en automat-reaktion.

Skal svampebestemmelsen ske på stedet eller når man kommer hjem?

Undertiden SKAL bestemmelsen foretages ved plukningen. På en svampeekskursion blev jeg spurgt, om jeg kunne gennemgå en ekskursionsdeltagers ca. 150 små eksemplarer af Foranderlig Skælhat. Jeg måtte sige, at det kunne jeg ikke. De havde fået kulde, fordi det var sent på året, og de småskæl på stokken, som adskiller arten fra den giftige Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata), sås ikke. [Hvis man vil spise svampene skal de også gennemses før de renses og tilberedes]

Kan man tage fejl af en Foranderlig Skælhat og Puklet Gift-slørhat?

Ved en norsk svampekontrol-event kom folk med deres kurve med svampe for at få dem kontrolleret af svampekyndige. En af deltagerne troede, at de havde samlet Foranderlig Skælhat (Kuehneromyces mutabilis, norsk: Stubbe-skjellsopp), men i kurven var der i stedet Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata), der indeholder amatoxin ligesom hos fluesvampe.

Skal man tage en kniv med på svampetur?

Formen af knolden ved stokbasis er et vigtigt træk for at skelne Fluesvampe (Amanita) fra andre svampeslægter, men mange uerfarne samlere har hørt, at man skal have en kniv med i skoven, og de skærer stokken over, så stokbasis med knold og pose forbliver usynligt nede i jorden. Eller de brækker bare stokken af, idet de plukker svampen. De ødelægger derved et ret så afgørende kendetegn ved fluesvampen. Når svampesamleren forsømmer at bemærke dette særtræk ved svampen, er der stor risiko for at få en dødelig svampeforgiftning.

Kan man tage fejl af en skørhat og Grøn Fluesvamp?

Når uerfarne medbringer en kniv i skoven og skærer stokken over på en svamp, der er en Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), og samtidig kommer til at gnide den løse ring af, kommer svampen til at ligne en af de spiselige grønne skørhatte-arter rigtig, rigtig meget. På en ekskursion rakte en deltager netop sådan en afskåret Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) frem til mig og sagde ordene: "Hvad er det for en skørhat?" (Det var ganske avanceret at spørge, hvilken skørhat det var, for de fleste ville nok lade sig nøje med, om det var en af de milde skørhattearter - men det var altså Grøn Fluesvamp, altså den svampeart, som flest mennesker, der udsættes for en svampeforgiftning, dør af, og den er ligesom mange grønne skørhat-arter mild i smagen - fordi giften er uden smag!). Jeg kom til at tænke på, at hvis man skulle udsætte diplomtagere i svampekundskab (et kursus, som afholdes af Svampeforeningen) for en realistisk situation, så skulle eksaminator præsentere en Grøn Fluesvamp med overskåret stok og bortnulret ring med ordene: "Hvad er det for en skørhat?" - og hvis eksaminanden så ikke kan svare: "Det er ikke en skørhat, men en Grøn Fluesvamp, der er dødelig giftig", så skulle vedkommende naturligvis dumpe til svampediplomeksamen!

Kan giftige svampe stå blandt spiselige svampe?

Selv om man finder en klynge svampe skal man ikke gå ud fra, at de alle er af samme art. Det eksemplar af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som en mand rakte mig på en ekskursion på Bornholm med ordene: "Hvad er det for en skørhat?", kan udmærket have stået iblandt nogle af de grønne skørhat-arter.

Kan man tage fejl ved indsamling af Tragt-kantarel?

Når uerfarne føler sig utrolig heldige ved at finde et hav af tragtkantareller, og nærmest skovler svampene ind med gribebevægelser i halve timer, risikerer der at komme giftige svampe med i kurven, fordi de bare tilfældigvis også voksede på området. Ved en norsk svampekontrol opdagede man, at der mellem tragtkantarellerne i kurven lå Puklet Gift-slørhat (norsk: Spiss Giftslørsopp). Den ødelægger nyrerne og alt blev kastet bort (bionyt.dk/ref/11904.asp).

Kan man tage fejl ved indsamling af Tragt-kantarel?

Hvis man straks ved ankomsten hjemme tørrer eller tilbereder svampene, uden at tjekke dem en for en, så er der altså risiko for, at f.eks. en af de meget giftige slørhatte er kommet med ved en fejltagelse.

Kan man tage fejl ved indsamling af Tragt-kantarel?

Ravsvamp Leotia lubrica kan ligne ved at have gul stok og samme størrelse som Tragt-kantarel. Men den har en fedtet, vingummiagtig hat og stok. Den har et lille indhold af gyromitrin-giftstof (bionyt.dk/ref/11905.asp), men angives alligevel nogle steder som spiselig.

Kan man smage sig frem til om en svamp er spiselig?

Først og fremmest skal uerfarne manøvrere blandt de falske råd om, at man kan smage og lugte og se, at en svamp er spiselig og ikke giftig. DET KAN MAN IKKE ! Man kan næsten sige naturligvis, for folk bliver jo forgiftede EFTER at de har spist hele svampemåltidet. De dødelige fluesvampe, de nyre-forgiftende giftslørhatte, giftige champignon og giftige rørhatte smager alle forræderisk mildt. Listen kan fortsættes.

Hvad er extreme mushrooming?

I bogen Chanterelle Dreams, Amanita Nightmares: The Love, Lore, and Mystique of Mushrooms (2010) skriver Greg Marley, at nogle svampesamlere med tendens til at tage en risiko udvikler et element af såkaldt extreme mushrooming med behov for at samle og spise stadig flere arter. Når denne adfærd udføres inden for fluesvampe-gruppen, kalder Michael Kuo det for en adfærdsmæssig sygdom, eller "Amanita bravado", og anfører, at når den kyndige svampesamler ved middagsbordet praler over for ikke-kyndige svampesamlere om sine fluesvampe-retter, så kan dette anspore disse svampe-naive mennesker til at kaste sig over et felt, som de ikke har erhvervet sig forudsætninger for at håndtere på en sikker måde.

Kan man lugte sig frem til om en svamp er spiselig?

Lugte er specielt svært at bruge. På en internetvideo hørte jeg det råd, "at man skulle lugte sig frem og bruge sin sunde fornuft". Det lyder vældig fint og troværdigt, men er noget farligt vrøvl. Giftstoffer lugter ikke, og desuden kan vidt forskellige svampe lugte ens, og hvad sund fornuft skal kunne bidrage med er også svært at forestille sig. Man skal kende arterne!

Er giftige svampe sjældne?

Andre fejlinformationer, der florerer, er udsagnet: "Der er kun få arter, der er giftige". Det er jo ligemeget, hvis det er de giftige arter, som man finder igen og igen (og det er det faktisk ofte). En anden ubrugelig information er udsagn såsom: "Arten er sjælden" eller "Findes kun hist og her" osv. Det er ligegyldigt, når du tilfældigvis netop nu står på et sted, hvor den måske endog er ekstremt almindelig! På en tur i Dyrehaven ud for Klampenborg var den eneste svamp, der lignende den spiselige "Foranderlig skælhat", dens meget giftige dobbeltgænger, Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata). Den står ofte beskrevet som ret sjælden. Måske er den blevet mere almindelig. Den slags ting sker. Den kan være ekstremt almindelig i Vestskoven. Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) kan forekomme i ret store mængder, eller blot stå enligt eller få sammen. Jeg har engang på en tur i en skov, der var tom for svampe, fundet en flot, stor Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) som den eneste svamp på turen. Den findes i øvrigt både i løvskov og nåleskov. Giftsvampe er altså ikke sjældne. Man finder ofte giftsvampe på en svampetur. Der er i rene tal ikke så mange giftsvamp-arter, men tilfældigvis er de giftsvampe, der er, faktisk ret almindelige, så man ofte finder dem. Jeg har været på talrige ture, hvor giftsvampe eller i hvert fald uspiselige svampe stort set var det, som man overhovedet fandt på turen. Kæmpemængder af samme art kan forekomme, f.eks. når man udlægger flis, planter mange små egetræer eller på anden måde skaber basis for en monokultur af svampe. Svampe-frugtlegemerne kan sådanne steder stå så tæt sammen, at deres hatte rører hinanden. Den farligste svamp, Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), kan være ekstremt almindelig, bl.a. under eg, hassel, ægte kastanje og andre løvtræer - samt under gran, hvor den dog er sjældnere. For et par år siden fandt jeg ikke mindre end 1000 frugtlegemer af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) omkring en parkeringsplads i Tåstrup. De voksede under unge egetræer mv., som var plantet på jordvolde omkring parkeringspladsen. Her ligger en børnehave, og der bor mange indvandrerfamilier i området. Fundet af de tusind dødelige svampe gjorde jeg på en enkelt dag, og jeg antager at der (i det pågældende års svampesæson) må have været 10.000 frugtlegemer af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) omkring den børnehave. Året efter fandt jeg 800 stk samme sted på en enkelt dag.

Kan svampe spises rå?

Svampe, der er spiselige, bør ikke spises rå eller uden at være opvarmet. Det gælder faktisk også champignon, men det er en diskussion om giftvirkning med lang tidshorisont. En del svampe er dog umiddelbart giftige i rå tilstand. Opvarmning skal være over lang tid (f.eks. 15-20 minutter, hvorved varmefølsomme forbindelser ødelægges eller fordamper væk). Grillning af svampe, såsom Stor skørhat Russula olivacea, formår ikke at fjerne de skadelige stoffer (med opkast og diarré efter en skov-picnic til følge). Kritiske svampe skal man give et kort opkog og smide vandet væk (det hjælper også på de giftige arter, men er ikke nok til at fjerne al deres gift). Spis ikke meget af en art, som du ikke har spist før.

Hvor længe skal svampe tilberedes?

For kort tilberedning ses ofte. (Det skal nok lige siges igen her, at amatoxin-holdige svampe ikke kan gøres spiselige ved tilberedning). At give svampene et opkog i vand (5-15 min.) og smide vandet væk kaldes på engelsk "blanching" (måske betyder begrebet "blanchering", som det bruges på dansk, snarere en kort dusch med kogende vand). Den længerevarende behandling, som man måske kunne kalde "for-kogning", bruges ofte i det polske køkken. (Den bruges ikke for champignoner og kun sjældent for kantareller). Efter denne behandling steger man i Polen svampene, eller de kommes i eddikelage. Vandet smides altid væk, hvilket er særlig vigtigt for nogle slimrørhatte (f.eks. Brungul rørhat Suillus luteus). Stegning i lidt smør og uden for-kogning anvendes især for kantareller. Forsigtig stegning af kantareller i 15 minutter med løg og lidt smør giver bedre smag. Boletus-rørhatte stuves, og for-koges ikke. Tørrede svampe (især rørhatte fra slægterne Boletus, Xerocomus, Leccinum) bruges i Polen til "bigos" (en speciel polsk efterårsret). De tørrede svampe kan opblødes i vand eller bruges direkte i "bigos". Traditionelt koges "bigos" længe (3-4 timer). I en klassisk polsk opskrift bliver retten igen afkølet (helst nedfrosset) og igen kogt i ca. 2 timer. Eventuelt gentages nedkøling og kogning en gang til. Denne traditionelle ret (med surkål, bacon, pølser og kød) er populær ved bl.a. jagt og hestevæddeløb (bionyt.dk/ref/11908.asp). Almindelige forsigtighedsregler: Svampe skal spises som tilbehør og ikke som hovedingrediens. Hvor der er risiko for tungmetaller skal man holde sig til de ikke-tungmetal-akkumulerende arter - eller holde sig helt fra at samle vilde svampe på sådanne steder.

Bør svampe gives til børn?

Ingen vilde svampe bør spises af børn under 5-6 år, skriver man på den amerikanske svampeforenings hjemmeside. Børns immunsystem er endnu ikke fuldt udviklet, og de bliver både mere alvorligt forgiftet af giftstoffer end voksne og kan blive syge af svampe, som tåles af voksne (bionyt.dk/ref/11909.asp). Ifølge en beretning fra USA i 1978 døde 6 børn af hjerneødem efter indtagelse af rå svampe. Man angav medfødt overfølsomhed for et svampeprotein som årsagen (bionyt.dk/ref/11910.asp).

Kan gravide spise svampe?

Svampes virkning for gravide er ofte ikke undersøgt, og gravide skal derfor være forsigtige med svampe.

Kan amatoxin findes i modermælk fra en mor der er forgiftet af amatoxin?

En mor der er blevet forgiftet med amatoxin bør ikke die barnet i 14 dage efter amanitin-forgiftningen, eftersom amanitin kan udskilles med modermælken.

Beskytter moderkagen barnet mod at blive forgiftet af amatoxin fra giftige svampe?

For gravide, der er blevet forgiftet af amanitin (amatoxin) gælder, at moderkagen normalt beskytter mod giftstoffet. Man har i et studie gennemgået 15 forgiftningstilfælde, hvor gravide havde spist "fluesvampe" - kun i 4 af disse tilfælde var svampen angivet til at være Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Den eneste ændring var en lidt nedsat fødselsvægt på ca. 200 gram i forhold til det forventelige, hvilket tilskrives, at moderen var syg af forgiftningen. Moderkagen synes altså at beskytte fosteret mod amanitin-giften. Ved et tilfælde, hvor en gravid havde spist amanitin-fluesvampe, fandt man intet amanitin-giftstof i fostervæsken (amnionvæsken) hos patienten i 8. svangeskabsmåned, og barnet var sundt, da det blev født. (bionyt.dk/ref/11911.asp). Men en gravid kvinde, som havde en alvorlig amanitin-forgiftning, og som fik foretaget en svangerskabsafbrydelse i 12. uge, bar på et foster, som havde fået skader på fosterets leverceller (bionyt.dk/ref/11912.asp).

Skal man vaske hænder efter at have rørt ved en giftig svamp?

Der er ingen svampe, der så giftige, at man kan dø af at sutte på fingrene, efter man har rørt ved dem. Men pas på med at gnide dig i øjet, da nogle svampe kan forårsage svie og i slemme tilfælde øjenbetændelse - f.eks. cellegiften i Grøn Fluesvamp Amanita phalloides. Og så er det selvfølgelig altid en god ide at vaske hænder inden man spiser; mest af hensyn til evt. farlige jordbakterier. At drikke vand med de bare hænder efter at have indsamlet en stor mængde Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) resulterede i lette mavesmerter og diarré næste dag. Enten kunne amatoxin optages i den fugtige hud, eller der var opløst tilstrækkeligt meget af svampens vandopløselige amanitin på hænderne til at give en let forgiftning (bionyt.dk/ref/11938.asp). [Angivelsen på Todd Mitchell's foredrags-slide om, at amatoxin er uopløseligt i vand, er forkert!] (bionyt.dk/ref/12223.asp).

Kan man uden risiko smage på alle giftige svampe?

Hvis man nøjes med et ganske lille stykke svamp, og spytter ud igen, er det i almindelighed uden risiko. Man skal dog ikke lade børn smage, fordi de ikke er så sikre i kunsten at lade være med at synke. Der er også visse svampe, som det anbefales, at man ikke smager på, fordi deres giftighed er meget stor: Gift-slørhattene, i Danmark især Puklet Gift-slørhat Cortinarius rubellus. Pædagogisk kan det være et problem, at folk, som ikke hører eller husker, hvad svampeinstruktøren siger, eller blot ser til fra afstand, kan få det forkerte indtryk, at hvis smagen er mild, er svampen spiselig. Forkert: Giftige svampe smager ofte mildt! Man ser ofte mykologer smage på en svamp, men det er for at notere sig svampens smag (da det ofte er et karaktertræk for de arter, der kan være tale om). Mykologen gør det IKKE for at tjekke om svampen er spiselig. (Skørhatte er her en undtagelse). Nogle tror, at spisesvampe kan forgiftes ved at ligge i en kurv med giftsvampe, som afgiver sporer. Dette er ikke muligt (bionyt.dk/ref/11947.asp).

Hvad er smagen og lugten af Grøn Fluesvamp?

Smag og lugt af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) giver ingen faresignaler. Smagen er mild. Det rå kød af Grøn Fluesvamp er sødt eller meget lidt syrligt, men som kogt er det uheldigvis ganske velsmagende (som falsk uskyldighed). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) har ingen lugt i svampens meget tidlige stadier, men i en kort tid har den en underlig, lidt blomstret honninglugt (ikke helt behagelig). Nogen kalder dens lugt påtrængende sødlig. Meinhard (Michael) Moser (1924-2002) beskriver den tidlige lugt som "honninglignende". Marcel Bon beskriver den tidlige lugt af Grøn Fluesvamp som "lugt først svag, derefter lidt ubehagelig som en rose til tørring". I en angivelse skrives, at lugten "forværrer sig hurtigt" til en jordagtig lugt. Thomas J. Duffy beskriver, at parker i nærheden af ??San Francisco har haft hundreder af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) i et område på mindre end en hektar, hvilket fik hele området til at lugte noget sødt, men tydeligt ubehageligt. Jeg tror, at det er ren fantasi-overdrivelse fremdrevet af, at forfatteren ved, at svampen er giftig. Da jeg samlede blandt de 1000 frugtlegemer ved Tåstrup for at opstille dem til fotografering, bemærkede jeg slet ingen lugt. Lugten af ældre eksemplarer af Grøn Fluesvamp er beskrevet som lidt ubehagelig lugt eller "forfærdelig lugt af rådden kartoffel". Faktisk kan man også se dens lugt beskrevet som dejlig ("it smells delicious") svarende til at svampen "ser spiselig ud" (bionyt.dk/ref/12247.asp).

Hvad er smagen og lugten af Snehvid Fluesvamp?

Lugten af Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) betegnes som kedelig, og kan minde om rå kartofler. Smagen er mild, og der er intet, som kan få svampesamleren på den tanke, at denne "engleagtigt-hvide" svamp er dødelig giftig. Kendte kartoffel-stinkere omfatter de sikkert ret så uskadelige Kugleknoldet fluesvamp (Amanita citrina (mappa)) og Porfyr-fluesvamp (Amanita porphyria) og den amerikanske art Amanita brunnescens.

Hvilke svampe lugter af rå kartofler?

Kugleknoldet fluesvamp (Amanita citrina (mappa)) lugter så kraftigt af rå kartofler, at stort set alle kan lugte det - men folk kan næsten aldrig af sig selv erklære, at den lugter af rå kartofler, før de får dette oplyst. "Ja, det er lige, hvad den lugter af", siger de så. Det er i øvrigt interessant, at man ved at fokusere meget på en bestemt karakter-egenskab - såsom denne rå-kartoffel lugt hos Kugleknoldet fluesvamp (Amanita citrina (mappa)) - kan komme til at tro, at når en fluesvamp har denne lugt, så må det være denne art. Først senere går det så op for en, at der er flere arter med denne egenskab. Også lugten af Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) kan undertiden minde om rå kartofler. (bionyt.dk/ref/11913.asp). På Internettet kan findes advarende brochurer om svampe på mange sprog. Et eksempel på en svampebrochure på arabisk kan ses her: (bionyt.dk/ref/11881.asp). (Jeg lavede en maskinoversættelse. Der kom til at stå: "The booklet is also supposed to make the meal of the mushroom tasting into a nightmare").

Hvad er forskellen på spiselige posesvampe og giftige fluesvampe?

Der er to vigtige forskelle på Paddy Straw Mushroom og de dødelige fluesvampe-arter: 1) Fluesvampene har ring. Paddy Straw Mushroom og andre posesvampe har ingen ring. 2) Fluesvampene har hvide sporer (dvs. at lamellerne forbliver hvide på gamle frugtlegemer). Paddy Straw Mushroom og andre posesvampe har lyserøde sporer (dvs. at lamellerne bliver lyserøde på gamle frugtlegemer). I 2010 blev tre medlemmer af en asiatisk familie fra Søndermarken i Vejle livsfarligt forgiftet efter at have spist Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Det var tre generationer, en mormor, mor og en 10-årig datter, som havde været i skoven omkring Søndre Stadion for at plukke svampe, som de senere brugte i en middagsret. Først blev mormor og mor indlagt på Vejle Sygehus, og senere blev datteren meget syg og i første omgang indlagt på Kolding Sygehus sammen med sin far. Senere blev hun overført til Rigshospitalet i København, hvor hun blev opereret og fik en ny lever. Senere fik også mormoderen en levertransplantation (bionyt.dk/ref/12238.asp). På den foranledning meddelte Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, at der inden for få dage havde været to uafhængige episoder, hvor i alt fem asiater havde spist den livsfarlige svamp. Tre rumænere og en italiener blev i august 2016 forgiftet af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som de forvekslede med en spisesvamp. En af rumænerne var en overgang i livsfare. De var indlagt på Aarhus Universitetshospital. Det er ikke kun i Danmark, men overalt i verden, at fluesvampe forveksles med posesvampe. I 2010 var halvdelen af dem, som i Norge blev forgiftet af svampe, folk fra andre lande, bl.a. immigranter (bionyt.dk/ref/11884.asp). I efteråret 2009 var der i Hannover 30 forgiftninger blandt syriske flygtninge, heraf 17 på en enkelt dag, - og det skyldtes indtagelse af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) (bionyt.dk/ref/11883.asp). En russer i Israel blev forgiftet af en svamp, som lignede en fra dennes tidligere hjemegn (bionyt.dk/ref/11882.asp). Mexikanere, der kommer til Californien, forgiftes af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) i den tro, at det er Spiselig Posesvamp (Volvariella volvacea). Nytårsaften 2011/2012 spiste fire personer i Canberra (der er Australiens hovedstad) giftige svampe, som lignede nogle, som de kendte fra Kina. To af deltagerne fra måltidet blev transporteret til Sydney for at få levertransplantationer, men afgik ved døden forinden (bionyt.dk/ref/11885.asp). I Australien er der i øvrigt ingen populære svampebøger. I New Zealand har jeg set en svampebog, som var speciel derved, at nogle af svampene ikke havde fået et navn i bogen. Jeg har siden 2011 lavet månedlige offentlige svampeture i Hareskoven fra Hareskov station, 15 km fra København. På en af disse månedlige svampeture i Hareskoven [se www.bionyt.dk/hareskoven-62] mødte jeg en thailandsk dame, der havde en til-spisning-rengjort-og-forberedt fluesvamp i kurven. Det var Kugleknoldet fluesvamp Amanita citrina (= Amanita mappa). Den er ikke giftig, så hun var ikke blevet forgiftet, men hendes kendskab til arter inden for fluesvampene var ikke-eksisterende. Jeg talte længe med hende, og det viste sig, at hun ikke kendte til fluesvampe som svampegruppe. Derimod kendte hun nogen, som var død af svampe! Hun vidste, at dødsårsagen var svampe, men hun vidste ikke, at dødsårsagen havde været fluesvampe. Hun kendte faktisk alle i gruppen af de 11 thailændere, som i 1986 var blevet indlagt på Bispebjerg Hospital efter at have spist Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som en thailandsk dame havde fundet mange af i Kongelunden. Det var i øvrigt ikke den person, som havde fundet svampene, som døde, men derimod en af de 10 personer, som kvinden fra Kongelunden havde foræret noget af sin overflod af "thailandske svampe" (posesvampe sælges som før nævnt på markeder i Thailand, men vokser ikke i Danmark - men ligner de dødelige fluesvampe, som vi har i Danmark). Forgiftningen skete som sagt i 1986, og på grund af det store antal forgiftede personer kom det i pressen, og politiet fik travlt med at køre rundt til de forskellige familier. Kvinden, som jeg mødte i Hareskoven, havde besøgt de 11 personer på hospitalet. De lå side om side, fortalte hun, og hun kendte dem altså allesammen. Kvinden, som jeg talte med, spiste svampe af alle mulige slags. Hun havde mange forskellige svampe i kurven, både rørhatte og lamelsvampe af forskellig slags. Hun bed i en gift-skørhat, der er brændende skarp og efter sigende noget giftig, og sagde, at den smagte godt! Men hvis man er vant til at spise meget chili, er smagen af Lille Gift-skørhat (Russula nobilis (mairei)) nok overhovedet ikke stærk, og hun var sikkert vant til at spise stærk mad. [Svampen indeholder sesquiterpener, der giver diarre, opkastning og kolikagtige bugsmerter, hvis den spises rå, og formentlig også, hvis den spises tilberedt, men først i en vis mængde (bionyt.dk/ref/12274.asp)]. Den fluesvamp, som hun havde i kurven, var hvid og lignede meget en Snehvid fluesvamp (Amanita virosa), som er dødeligt giftig. Tilfældigvis var det altså ikke denne art. Men hun kendte jo altså ikke engang til, at der eksisterer fluesvampe. Hvordan hun i de mange år har kunnet spise svampe uden at være blevet syg, forstår jeg ikke. Måske genkender hun noget, hun har spist før - men blot ét frugtlegeme af en fluesvamp kan være dødelig, og hun havde jo netop lagt en fluesvamp i sin kurv. Jeg tvivler også på, at hun altid kan genkende svampe fra gang til gang, når hun tager så mange forskellige. En anden ting, som chokerede mig, er, at hun fortalte, at hun bruger signaturlære, dvs. "hvis det er bittert, skal det ikke spises" [en regel som hun sikkert bruger omvendt - at milde svampe er OK - men fluesvampe er milde og ikke bitre]. Hun brugte også en regel om, at "hvis der er et dyr, der har spist af det, er det OK at spise". [Men larver, snegle, biller mv. spiser også af svampe, som for mennesker er giftige. Insekter og snegle spiser af Grøn Fluesvamp(bionyt.dk/ref/12275.asp)]. Jeg viste hende Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som jeg havde fundet i den skov, hun lige havde været i. Hun kendte ikke noget til den. Selv om hun havde set 11 bekendte på Bispebjerg Hospital, som var blevet forgiftet med Grøn Fluesvamp, og hvoraf en døde, kendte hun den ikke og vidste ikke, at den var giftig - selv om hun ivrigt plukkede svampe. Kun på et punkt satte hun en grænse: Hun kendte til en thailandsk person, som sælger svampe, men som ikke selv spiser dem. Den person ville hun ikke købe svampe af.

Hvad er en art?

En art er en enhed af en organisme, som er adskilt fra andre arter (typisk ved at formeringen kun sker inden for artens individer). Når man vil kende svampe er det f.eks. nødvendigt at lære svampearterne at kende. To arter, der ligner hinanden, har forskellig kemi. Derfor kan den ene være dødelig giftig og den anden kan være spiselig.

Kan man bestemme svampe ved hjælp af en app?

Der er to måder at lære svampe at kende på. Lære det af en person, eller lære det af skriftligt materiale. Det var tidligere typisk en svampebog. Men i dag er der måske ingen vej uden om brugen af app-teknologi i stedet for bøger. Især unge mennesker bruger ofte en app til at bestemme svampe. Det er muligt, at en app vil kunne udvikles til at være god og brugbar, men brugen af svampe-app synes at kunne være risikabelt. Der er beretninger fra Schweiz om, at der er sket flere forgiftninger efter at brugen af svampe-app er blevet udbredt. Svampebøger giver måske en mere intuitiv opfattelse af antallet af arter, der ligner hinanden, og måske er dette mindre tydeligt, når man bruger en app, der ofte kun viser et billede ad gangen og kun giver plads til en smule tekst. Det siger sig selv, at man derved kan komme til at tro, at man har fundet en svamp bare fordi den ligner et bestemt billede - det hele bliver måske for tilsyneladende let. (I princippet skal alle punkter i teksten passe til svampen, men man burde helst bruge en bestemmelsesnøgle - og efter sin bestemmelse altid eftertjekke med nogen, som kender svampen, for det er meget let at fejlbestemme svampe). Man glemmer let, at der måske er over hundrede andre arter, som ligner den svamp, man står med i hånden. I en tysk undersøgelse af forskellige svampe-app konkluderede man, at ingen af dem ville kunne hjælpe en uerfaren svampesamler sikkert gennem det forvirrende store antal svampe, som findes i skoven (bionyt.dk/ref/12195.asp). Den tyske undersøgelse konkluderede: "Ein Speisepilzsammler, der sich bei der Bestimmung nur von einer App leiten lässt, spielt grob fahrlässig mit seiner Gesundheit." (Altså, at hvis man kun bruger en app til bestemmelsen, og derefter spiser svampene, spiller man et farligt spil med sit helbred). Derimod kan en app være en hjælp for allerede øvede. Nogle app indeholder faktisk rigtig mange billeder og data, men gratis-udgaverne kan være meget begrænsede. Man undersøgte i det tyske studie følgende 7 tyske svampe-app: • "Pilzführer 2 Pro" (af Nature Mobile; 300 arter; beskriver usædvanligt mange svampe som "spiselige", bl.a. Toppet Huesvamp Mycena galericulata (tysk: Rosablättrigen Helmling) og Kruset Bævresvamp Tremella foliacea (tysk: Rotbraunen Zitterling). • "Pilz Id" (af Sunbird; 149 arter). • "MykoPro" (af IvoryCode, 310 arter). • "Meine Pilze" (af Klaus Bornstedt; 360 arter, hvoraf dog kun 183 kan findes via søgefunktionen). • "Pilzführer Nature Lexicon" (af InnoMoS; 360 arter). • "Pilzsuche Ultra" (af Mykomedia; 1100 arter, link til mange forvekslingsarter) og • "Pilze Sync HD" (af Gobice.com, Zlatko Ivec; 9615 arter, heraf 3000 med kort tekstbeskrivelse og 882 med lang beskrivelse). Men for nogle af disse app findes også en gratis version, som kun medtager få arter. Den fulde version er typisk billig, 5-10 Euro, men der er jo risiko for at måske især unge svampeplukkere nøjes med gratisudgaven. Ingen af de syv undersøgte tyske svampe-app medtog alle de udvalgte 25 giftige arter (bionyt.dk/ref/12197.asp). Desuden manglede nyere viden om giftsvampe - såsom forgiftninger af Ægte Ridderhat (Tricholoma equestre), Kridthat (Pleurocybella porrigens) og dårligt tilberedt Morkel (Morchella-syndromet). Derimod nævnte alle app de hyppige forvekslinger mellem (Ager-champignon Agaricus arvensis (tysk: Anis-Egerling) og Karbol-Champignon Agaricus xanthoderma (tysk: Karbol-Egerling) samt forvekslingsrisikoen mellem Foranderlig skælhat Kuehneromyces mutabilis (tysk: Stockschwämmchen) og Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata). På dansk findes SvampeGuide (iOS, ca. 25 kr) af app-udvikler Kasper Hjortsballe (Grizzly Development), der medtager ca. 200 arter (november 2017) (bionyt.dk/ref/12196.asp). Billederne er flotte - mere end de er illustrative. De viser ofte ikke nærbilleder af de karakteristiske træk. Derved bliver de let misvisende. Men med flere billeder af samme svamp vil der nok ske forbedringer efterhånden.

Hvor man kan få personlig hjælp til bestemmelse af svampe?

Nogle steder kan man få sine svampe bestemt. Det kan ske hver mandag ved svampeforeningens møder i bl.a. København i september-oktober (plus en ekstra uge i hver ende). Tilsvarende mulighed tilbydes af lokalafdelingen i Århus, samt naturligvis på svampeekskursioner. Et årligt svampeforenings-familie-medlemsskab koster 150 kr (www.svampe.dk). Botaniska trädgården i Göteborg har svampebestemmelse på mandagsaftener i sæsonen, hvor det i øvrigt koster 20 kr. at få tjekket sine svampe, men er gratis for besøgende, som ikke har svampe med. I Norge afholdes kurser for svampekontrollører. I bl.a. den tyske delstat Bayern har man udarbejdet en liste over svampekyndige, og offentliggjort listen på Internettet: (bionyt.dk/ref/12198.asp). En dansker, der om sommeren bor i La Londe-les-Maures ved Middelhavet mellem Marseille og Nice, fortalte, at hun var blevet opfordret til at spørge på apoteket om hendes fundne svampe var spiselige. På apoteket fandt de en bog frem og bad hende kikke i den. Ikke betryggende.

Er folk letsindige når de spiser svampe?

D. 22. sep. 2017 modtog jeg følgende mail: Hej Ole T. Jeg glæder mig til næste svampetur i Hareskoven. Jeg samlede nogle i går ved Søndersø. Jeg er temmelig nybegynder men meget interesseret. Jeg tør dog ikke gå i gang med disse, før jeg har fået nogen til at se på dem, fordi jeg er bange for, om der skulle være hvid fluesvamp imellem. De stod dog på samme sted. Du kunne vel ikke hjælpe mig denne ene gang? Med venlig hilsen ... (der var vedlagt billeder af ca. 30 hvide svampe og ca. samme antal af forskellige andre svampe, mest rørhatte, men også netbladhatte. Flertallet af de hvide svampe var unge, og kun et par eksemplarer viste lamellerne. Man kunne heraf se, at det var champignon, men det var ikke til at artsbestemme sikkert. De små lå lidt hulter til bulter, og en Snehvid Fluesvamp ville kunne gemme sig imellem dem). MIT SVAR: Der kan godt være giftige svampe mellem spiselige. SPØRGEREN: Tusinde tak! Bliver helt nervøs nu. Har nemlig spist nogen af dem. Bedste hilsen ... MIT SVAR: Jeg kan kun se en af svampene i nærbillede. Dens brune lameller og ring er tydelig. Det er en champignon men jeg kan ikke sige sikkert hvilken art. SPØRGEREN: Hej igen! Mange tak skal du have. Fik lidt ondt i maven, og diarre, ringede til Giftlinjen. De sagde at den ene svamp var en af disse champignon der ikke kan spises, og giver forbigående diarre. Så lærte jeg det. Fremover spiser jeg ingen hvide svampe, før jeg er blevet mere erfaren. Rigtig god aften og Bedste hilsen .... MIT SVAR: Var du sikker på at det var champignon, men bare ikke klar over at nogle er giftige? Det var en karbolchampignon. Jeg har også et andet spørgsmål: Hvor mange svampe spiste du? Blev andre også syge? Ud fra dit billede med mange svampe på paraplyen kan jeg se to Alm. Netbladhat (kan være dødelig giftig ved gentagen indtagelse) og 1-2 Alm. Blækhat (giftig med alkohol). SPØRGEREN: Hej igen Ole! Jeg spiste nok to, og jeg var helt alene. Jeg smagte på den ene rå, jeg store klovn! Jeg har også lidt diarré i dag, ellers ok. Tak for din hjælp! Bedste hilsen ... MIT SVAR: Du er jo ikke den eneste som kommer galt afsted med svampe. Når du skriver “smagte på” betyder det så, at du spiste en hel af de mindre lukkede frugtlegemer, hvor man ikke kan se lamellerne? SPØRGEREN: Hej igen! Hvad mener du med at jeg ikke er den eneste der kommer galt afsted... Jeg spiste en hel masse. Lavede en gang biksemad hvor svampene indgik samt suppe. Smagte på begge dele - en fjerdedel af det hele - og ved ikke hvilke svampe der var champignon og hvilke der var de andre. Så derfor er det svært at sige hvor mange jeg spiste - blot at jeg fik smerter i maven med mere. Og var jo bange for at det var hvid fluesvamp - det var det der gjorde mig bekymret. :-) Nu er jeg blevet den erfaring rigere. Har dog stadig svært ved at se forskellen på champignon’erne. Gik en tur i går og fandt nogle med lyserøde lameller eller også var de lysebrune - champignon - men tør ikke tage dem længere. Mange tak for skriv her. Bedste hilsen ... MIT SVAR: Svampeekspert Thomas Læssøe, som Giftlinjen ringede til vedrørende din sag, fortalte mig her på kongressen (Nordisk Mykologkongres), hvor jeg er sammen med ham, at han har haft 4 lignende sager for nylig og at du (som han formulerede det) kunne være død (!). En anden mykolog, som jeg har talt med her i weekenden på kongressen fortalte mig, at han havde været ude for, flere gange, at nogen havde spist svampene først og så spurgt bagefter - i stedet for omvendt. Så du er ikke den eneste. I min nabohave på Frederiksberg er der en flok store karbolchampignon. Når man finder en flok er der nok i virkeligheden større chance for at det er den art, end at det er en anden art af champignon. Arten er blevet mere almindelig. I et krat nær Klampenborg så jeg for nylig en gruppe på 200 store frugtlegemer. Tidligere var arten ret sjælden. En meget dygtig svampeekspert (der havde skrevet bøger om en svær svampegruppe) samlede engang champignoner på vej hjem fra arbejde - i halvmørke måske - i hvert fald havde han set dem på vej til arbejde og plukkede dem altså på vejen hjemad. Konen tilberedte dem i køkkenet, men kom ind til ham med nogle af svampene, som hun syntes så lidt anderledes ud. Det var Snehvid Fluesvamp som havde stået imellem champignonerne. SPØRGEREN: Tak for info Noget i denne mail-korrespondence tyder på, at der kan være en tendens til at spise først og spørge bagefter, og til at underdrive, hvor uforsigtig man har været.

Hvordan lærer man at samle svampe?

Som uerfaren skal man gå langsomt frem, melde sig ind i en svampeforening (150 kr pr. år) og ikke nøjes med at være medlem: Man skal gå med på foreningens mange svampeekskursioner - hvor hovedformålet er at lære svampene at kende. Man skal ikke være utålmodig. Det bedste tidspunkt at starte sin svampeinteresse er ved nytårstid, hvor de giftige Snehvid Fluesvamp, Grøn Fluesvamp mv. ikke er fremme. På dette tidspunkt er der pædagogisk få arter i skoven. Man kan også lære om svampe ved at følge med på gruppen Svampeliv på Facebook eller gennemse svampefundene fra de månedlige svampeture med udgangspunkt fra Hareskov station (bænken i skoven) den tredie søndag i hver måned, 12 måneder om året!, og hvor internetsiden www.bionyt.dk/Hareskoven bringer billeder af svampene - med og uden navne, så man kan træne sig selv. Det er nødvendigt at opretholde sin viden - der er langt til næste svampesæson, og derfor kan de månedlige turberetninger være en god hjælp. Lav gratis tilmelding på internetsiden www.bionyt.dk/Hareskoven og modtag derved disse billed-emails hver måned året rundt.

Findes der heldige forvekslinger blandt svampe?

I mange tidlige bøger blev Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) forvekslet med Kugleknoldet Fluesvamp Amanita citrina. Fejlbestemmelser af denne type reddede livet for mykologen Julius Krombholz (1782-1843) og hans frivillige, som for at teste virkningen spiste, hvad der må have svaret til 150-200 gram friskvægt af en fluesvamp, som de troede var Grøn Fluesvamp, men som i virkeligheden var Kugleknoldet Fluesvamp (bionyt.dk/ref/11892.asp). Hathuden på Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) og Kugleknoldet fluesvamp Amanita citrina bliver mørk ved stegning. Men ved kogning i saltvand bliver Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) lysere, hvorimod Kugleknoldet fluesvamp Amanita citrina beholder sine gule farver. I en del tilfælde kan heldige fejlbestemmelser altså medføre ikke-forgiftninger. En amerikaner spiste "Chanterelles" og delte dem med sin tante. Man fandt ud af, at det var en meget forkert fejlbestemmelse, og på et tidspunkt mente man, at de havde spist Almindelig tåreblad Hebeloma crustuliniforme, som i USA kaldes Poison Pie eller fairy cakes. Svampekendere, der opdagede sagen, undrede sig over, at de ikke blev syge. De svampe, som ikke var spist, udviklede ikke en ræddikelugt (som hos Almindelig tåreblad Hebeloma crustuliniforme), men derimod en sødlig lugt, og svampen blev ombestemt til Sødtduftende Tåreblad (Parfume-tåreblad) Hebeloma sacchariolens. Tåreblad-gruppen er dog så vanskelig, at "sikker bestemmelse" ikke er sikker nok, og nogle kan nok kun bestemmes via DNA-test (bionyt.dk/ref/11893.asp). Slægtsnavnet "Hebeloma" betyder i øvrigt, at kun den unge (hebe) svamp har slør (loma).

Hvor heldig kan man være når det gælder svampeforgiftning?

Man kan også bare være almindelig heldig: Tre timer efter et måltid med Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) blev en mand pågrebet, da han på et grønsagsmarked i München forsøgte at sælge resten af sit svampefund. Det var altså Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). Han fortalte, at han havde spist svampene, og ved hurtig indsats med mave/tarm-udtømning slap han for at få en forgiftning og måske også for en kundes død (bionyt.dk/ref/11894.asp). Man kan også være så heldig at møde nogen i Søndre Plantage ved Varde, som opdager fejltagelsen. En flok vietnamesiske svampesamlere var heldige, da de tilfældigt mødte et hold fra NaturKulturVarde i september 2012. De havde samlet Grøn Fluesvamp. Lærer Johnny Hansen fra Varde var med på turen som guide fra Foreningen til Svampekundskabens Fremme. Han fik forklaret dem, at de skulle smide svampene. De havde vel cirka ti i kurven (bionyt.dk/ref/12237.asp).

Kan Grøn Fluesvamp forveksles?

Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) kan forveksles med forskellige grønne skørhatte og forskellige gullige ridderhatte samt med hvidlige champignon-arter. De meget unge eksemplarer af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er helt hvide, og kan dermed ligne champignon, støvbolde og hekseæg. Folk har forvekslet unge svampe af de dødelige fluesvampe i knopstadiet med champignon. En kendt dansk mykolog så nogle champignon på vej til arbejde, og plukkede dem på vejen hjem (hvor det var blevet halvmørkt). Hans kone skulle til at tilberede dem, men gik lige ind for at bede sin mand se på et par stykker, som så lidt anderledes ud. Det var Snehvid Fluesvamp, som havde stået mellem champignonerne. [Denne og talrige andre anekdoter om svampe kan læses i BioNyt nr. 88 og 89, som stadig er til salg (www.bionyt.dk)]. Derfor: Når du plukker vilde champignon til spisebrug, så lad de helt små knopstadier stå, hvis du er i tvivl. Vent med at bruge champignonsvampene til de har tydeligt farvede lameller (nemlig tydeligt rosa til chokoladebrun lamelfarve, som champignon skal have). (Knopstadierne hos champignonarter og fluesvampearter er ikke ens. Deres form er omvendt af hinanden: champignonarter har stort hoved; fluesvampearter har stor basis - se billedet herover). I det vestlige USA har personer, som i over 20 år har samlet den spiselige Amanita calyptroderma (calyptrata), taget fejl og kommet til at spise den dødelige Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). De to arter ligner nærmest fuldstændig hinanden. Den spiselige Amanita calyptroderma ligner også den dødelige, amanitin-holdige Amanita ocreata (begge arter vokser i det vestlige USA). Om foråret i USA ses den spiselige Amanita vernicoccora, som dog også frarådes pga. den store forvekslingsrisiko (bionyt.dk/ref/11891.asp).

Hvad hedder Snehvid Fluesvamp på andre sprog?

Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) hedder på norsk og svensk henholdsvis Hvit fluesopp og Vit flugsvamp. På tysk: Kegelhütiger Knollenblätterpilz (fordi hatten er kegleformet og stokken har en knold; blätterpilz = lamelsvamp).

Kan Snehvid Fluesvamp forveksles?

Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) kan forveksles med champignon, og hvidlige parasolhatte, sneglehatte, skørhatte og mælkehatte samt med Silke-Ridderhat, Knippe-Gråblad og andre hvidlige svampearter. Den kan ret let blive forvekslet med en Kugleknoldet fluesvamp Amanita citrina, (og denne bør derfor ikke spises, selv den er ret ugiftig). Unge Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) forveksles med champignon, støvbolde og hekseæg - samt med den på markeder i Thailand solgte Spiselig Posesvamp Volvariella volvacea, som ligner på grund af posen. I udlandet kan den spiselige Strudseæg-fluesvamp Amanita ovoidea (tysk: Eier-Wulstling), som faktisk anses for en udmærket spisesvamp, forveksles med bl.a. Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) ligner også den i Danmark sjældne Flosset Fluesvamp Amanita strobiliformis (tysk: Einsiedler-Wulstling), som af nogle anses for ugiftig - endog måske spiselig, hvilket kan undre, da Flosset Fluesvamp indeholder de gifte, som findes i Rød Fluesvamp (ibotenic acid eller muscimol). Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) ligner også Amanita verna (tysk: Frühjahrs- Wulstling eller Frühjahrs-Knollenblätterpilz), der findes i Middelhavslandene og er fremme om foråret. Den indeholder samme giftblanding som Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). For at skelne disse næsten ens svampe må man bruge kemi til hjælp. Amanita verna reagerer gult med kaliumhydroxid-opløsning (20% KOH), hvilket ikke ses hos de hvide former af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides var. alba). (Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) bliver orangegul i 20% KOH). Den giftige Amanita verna kan i øvrigt forveksles med Vårmusseron Calocybe gambosa, der har en tydelig mellugt. Amanita verna har ingen lugt som ung, men lugter lidt ubehageligt som ældre.

Kan giftsvampe stå blandt spiselige?

Man kan også finde giftige svampe stå blandet med spiselige, som da Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) engang stod blandet med champignoner af samme størrelse og farve [det er en af de andre anekdoter, som jeg har skrevet om i BioNyt nr. 88 og 89]. Det er let at se forskel, men så sandelig ikke for den uerfarne.

Findes der giftige champignontyper?

Det kommer også bag på mange, at der findes giftige champignon-arter. Hvis man er følsom for Karbol-champignon (Agaricus xanthoderma) får man et mavetilfælde, men i efteråret 2017 medførte det flere kontakter til Giftlinjen. Jeg blev involveret i en af dem:

Er Snehvid Fluesvamp variabel?

Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) er typisk rent hvid (men kan være lysbrunlig i hatmidten som ældre). Der er typisk noget kegleformet ved hatten (men ikke altid hos ældre). Hatten er klæbrig (men ikke hvis den er tørret ud). Ringen kan være tydelig (men falder hurtigt af). Stokken har en overflade med totter og trævler og er ikke klæbrig som hatten. Posen ved stokbasis er hvid og sækformet - men posen bliver let siddende i jorden, når man tager svampen op. Hvis man skærer svampen af, opdager man nok slet ikke posen. Svampen skal altså løftes forsigtigt op med en gravende bevægelse for at få posen med, som er vigtig for bestemmelsen, hvis man er uerfaren.

Hvad er Løgknoldet Fluesvamp?

Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) blev tidligere på dansk kaldt "Løgknoldet Fluesvamp".

Er Grøn Fluesvamp variabel?

Det spæde frugtlegeme af Grøn Fluesvamp er formet som et hønseæg (eller kan være nærmest kugleformet). Den unge svamp er smukt hvælvet (hvorimod den gamle svamp har flad hat - og senere en henfalden hat). Ringen kan være tydelig og udstående (men den kan også være slap eller faldet helt af). Posen kan være meget tydelig (men kan også være utydelig). Hatskæl ses ofte ikke (men kan ses som få store flager på visse eksemplarer). Den kaldes på norsk "Grønn fluesopp" og på svensk "Lömsk flugsvamp". På engelsk kaldes den "Death cap". Den er, som det svenske navn antyder, lumsk, fordi den kan optræde i mange forskellige former og farver. Hatfarven varierer over en ret bred farveskala: olivenbrun / olivengrøn / grågrøn / olivengullig / cremefarvet / hvidlig. Den er dog aldrig "grøn", som dens navn antyder, men i bøger bliver billeder af svampen ofte alt for grønne.

Kan farveblindhed være et problem for svampesamlere?

Nogle mennesker har et svækket farvesyn eller har ligefrem rød/grøn-farveblindhed. Sådanne mennesker skal være bevidst om deres handicap. Den oprindelige tegner af Asterix-tegneserierne, tegneren Alberto Aleandro Uderzo, er farveblind. Han kom engang til at male en hest grøn. Rød/grøn-farveblinde kan have svært ved at se røde knopper og røde blomster iblandt det grønne løv, og de kan få problemer med at skelne den spiselige Rødmende Fluesvamp Amanita rubescens fra giftige fluesvampe. Måske giver det også problemer med farven på Grøn Fluesvamp. Rød/grøn-farveblindhed betyder, at der ikke er forskel på rødt og grønt. Sådanne mennesker har f.eks. svært ved at se, at et æble bliver rødt ved modenhed. 8% af mænd er rød/grøn farveblinde og ½ % af kvinder. Gener for de røde og de grønne farvereceptorer er placeret på X-kromosomet, som mænd kun har et af, medens kvinder har to X-kromosomer, og derfor kan kvinder kompensere for en eventuel fejl på det ene X-kromosom. Evnen til at se farver kan i øvrigt svækkes hos ældre mennesker.

Hvor vokser Grøn Fluesvamp?

Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er mere eller mindre almindelig i de nordiske lande (men den er endnu ikke set i Island). Den findes især i skove og parker, og er fremme i juli-november (hyppigst i september, og også almindelig i august) i hele landet, men dog sjælden i det vestlige Jylland (bionyt.dk/ref/11897.asp).

Danner Grøn Fluesvamp mykorrhiza?

Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) danner såkaldt ektomykorrhiza (ektos (gr.) = yderside), hvor svampehyferne vokser uden på og imellem cellerne i levende træers rødder (altså omkring roden og imellem nogle af rodcellerne, men ikke inde i cellerne. som ved det såkaldte A-mykorrhiza). Der sker stofudveksling. Træerne får kvælstof og phosphor mv., som svampen har suget op fra omgivelserne. Svampen får kulforbindelser, som træet har dannet ved fotosyntese og CO2-fiksering. I skove på den nordlige halvkugle har 95% af alle trærødder dannet ektomykorrhiza med svampe (bionyt.dk/ref/11898.asp).

Hvornår på året sker amatoxin-forgiftninger?

Fra maj til juli er der i Middelhavsregionen højsæson for forgiftninger med Amanita verna (denne art kendes ikke fra Danmark og har ikke noget dansk navn; på engelsk bruges navne som fool’s mushroom, destroying angel eller the mushroom fool, men disse navne bruges også om lignende hvide, amatoxin-giftige fluesvamp-arter). Nord for Alperne er der flest forgiftninger i juli til oktober. I Middelhavsområdet er der igen fra juli til november højsæson for forgiftninger, men denne gang er årsagen Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) samt de små parasolhatte (Lepiota-arter). Men hele året kan der forekomme forgiftninger med svampe, som folk har holdt nedfrosset eller konserveret på anden måde.

Kan svampe afgiftes?

Nogle svampe kan afgiftes ved at man smider kogevandet væk, og mange svampe afgiftes allerede ved opvarmning under tilberedningen. Men amatoxin-holdige svampe, såsom Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) og Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa), kan ikke afgiftes - selv om der cirkulerer folklore-rygter, som påstår at det kan gøres, fordi det i en vis udstrækning kan gøres med visse andre fluesvampe-arter, som ikke indeholder amatoxin. Kogning, bagning, stegning, tørring, frysning, syltning osv. fjerner ikke amatoxin (bionyt.dk/ref/12247.asp). En kilde angiver, at temperaturer over 260-300 grader Celsius nedbryder giftstofferne i Grøn Fluesvamp (bionyt.dk/ref/12275.asp). Professor emeritus Andrzej Grzywacz [andrzej.grzywacz@sggw.pl] fra Warszawa universitet afd. for biologi siger, at der ikke findes nogen kraftigere gift i den polske natur, og at et frugtlegeme på 50 gram kan forgifte en hel familie. [I samme artikel nævnes i øvrigt, at der antages at være over 12.000 svampearter i Polen - det er den mest artsrige organismegruppe efter insekterne - og over 1000 spiselige svampe samt over 250 arter, der er giftige, incl. de dødelige](bionyt.dk/ref/12275.asp).

Kan amatoxin uskadeliggøres?

Amanitin-giftstofferne er varmestabile (de nedbrydes ikke ved kogning eller stegning (bionyt.dk/ref/11916.asp), og de er også syrestabile (de nedbrydes ikke af mavesyren eller ved opbevaring i eddikelage). De nedbrydes heller ikke af kroppens enzymer eller af bakterier i tarmen. Giftstoffet nedbrydes kun meget langsomt ved udsættelse for sollys eller ved opbevaring i åbent vandbad (bionyt.dk/ref/11917.asp). (Giften er vandopløselig, men bortkastning af kogevandet er ikke tilstrækkelig afgiftning). Den store holdbarhed af giftstoffet skyldes, at disse små peptider af blot 8 aminosyrer har en brodannelse i midten, således at molekylet danner to ringe (som et 8-tal). De nedbrydes ikke i tarmen, da tarmens fordøjelsesenzymer ikke kan åbne ringene. Tværtimod optages giftstoffet aktivt af tarmvæggen og af celler i kroppen. Tørring fjerner heller ikke giften. Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), der f.eks. opbevares i tørret tilstand i 5 år, vil stadig have et indhold af amatoxiner. Amatoxiner tåler også at blive nedfrosset og optøet. I 2007 berettedes fra Holland om en 54-årig mand og en 51-årig kvinde, der fik bugsmerter, opkast og diarré henholdsvis 9 og 15 timer efter at have spist suppe med svampe-pickles, som de selv havde lavet. En 55-årig kvinde, som også havde spist af suppen og fået diarré, meldte sig, da hun hørte om, at parret var blevet hospitalsindlagt. Manden genkendte svampen på en foto af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), der blev vist ham. De behandledes alle med højdosis penicillin-G, silibinin (silybin) og N-acetylcystein, samlet og intravenøst, og kunne udskrives i god behold 8 dage efter (bionyt.dk/ref/11997.asp).

Døde den romerske kejser Claudius af en giftig svamp?

Det er blevet antydet, at den romerske kejser Claudius i år 54 før vor tidsregning døde af forgiftning med Grøn Fluesvamp. Rygtet om, at døden skyldtes svampeforgiftning, omtales af Tacitus, Suetonius, Juvenal og Dio Cassius (bionyt.dk/ref/11949.asp). Dio Cassius, der skrev i det tredje århundrede, giver en detaljeret beskrivelse af, hvordan Agrippina (Claudius sidste kone) delte en portion svampe med sin mand, og at en af svampene var forgiftede; og Josephus viderebragte det samme rygte. Det blev dog antaget, at et giftstof var blevet tilsat til svampene. Claudius var gift fire gange, med Plautia, Paetina, Messalina og Agrippina, og Agrippina havde et motiv, idet hun ønskede sin søn Nero på tronen, og ikke Britannicus, der var søn af Claudius og Messalina. Tacitus, der skrev tidligt i det 2. århundrede, hævder, at en forgiftet fjer blev givet til Claudius af hans personlige læge Xenophon. Af de giftige svampe i Middelhavsområdet er mistanken mest faldet på slægten Amanita. Rød Fluesvamp (Amanita muscaria) og Panter-fluesvamp (Amanita pantherina) er sjældent dødelige for voksne mennesker. Men Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er af Denis R. Benjamin blevet beskyldt for at være årsag til Claudius' død (bionyt.dk/ref/11950.asp). Dette passer imidlertid ikke godt til omstændighederne ved hans død. Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) tager typisk 10-15 timer om at give de første symptomer, og forgiftningen har tre faser, der kulminerer i leversvigt. Timingen er derfor uforenelig med beskrivelsen hos Seneca, Tacitus og Dio Cassius. Ifølge Suetonius' beretning dør Claudius om morgenen efter en nat med ulidelige smerter. Tacitus' henvisning til, at Claudius skulle have fået en fjer af Xenophon, kan måske antyde, at kejseren ikke spontant kastede op, men skulle have en fjer til hjælp; og selvom Suetonius henviser til opkastning, kan dette have været som reaktion på en opkastningsrefleks, fremkaldt af Xenophons's fjer. Der er ikke meget troværdighed i Tacitus's insinuering om, at lægen Xenophon, som var blevet rigeligt belønnet for loyal tjeneste, skulle have fremdragt mordet ved at påføre gift med en fjer til kejserens hals. Det er mere sandsynligt, at lægen testede reflekserne på hans døende patient. Hvad angår muligheden for, at Agrippina kommer gift i en af ??kejserens svampe, er dette ren spekulation. Men som Levick påpeger, synes ingen af de, der var til stede ved banketten, at have mistanke om en forgiftning af nogen art. Desuden beholdt eunukken Halotus, hvis job var at for-smage Kejserens mad, sit job, da Nero overtog tronen. Det viser, at ingen ville skaffe ham af vejen, hverken som medskyldig eller som vidne til et kejsermord. I slutningen af år ??52 efter vor tidsregning, i en alder af 62 år, havde Claudius en alvorlig sygdom og talte om, at døden nærmede sig. Omkring den tid var der ændringer i, hvordan han blev skildret på buster, relieffer og mønter - med tyk hals, smalle skuldre og fladt bryst. Efter Claudius død skrev Seneca den yngre (antages det) en politisk satire, Apocolocyntosis (eller «transformationen af (den hellige) Claudius til et græskar»), hvor titlen spiller på begrebet apotheosis, den proces, hvorved døde romerske kejsere blev anerkendt som guder. Denne politiske satire var henvendt til et publikum, hvoraf nogle var til stede ved hans død, og den gør det klart, at der ikke var behov for at postulere forgiftning, utilsigtet eller på anden måde. Der er derfor ingen grund til at tro på, at Claudius blev myrdet. Alle forhold ved dødsfaldet er i overensstemmelse med en pludselig død fra en hjerneblødning, som var almindeligt i romertiden (bionyt.dk/ref/11951.asp).

Døde den tysk-romerske kejser Karl d. 6. af en giftig svamp?

Det er derimod muligt, at den tysk-romerske kejser Karl d. 6. døde af forgiftning med Grøn Fluesvamp (bionyt.dk/ref/11952.asp). Dødsfaldet skete i svampesæsonen i 1740. Karl d. 6. var 55 år gammel. Han døde efter ti dages sygdom. Den 10. oktober 1740 havde han spist en stor mængde svampe. Den følgende dag blev han plaget af alvorlig kvalme, opkastning og episoder af bevidstløshed. Efter nogle få dage med bedring fik han høj feber og døde til sidst (bionyt.dk/ref/11953.asp). Beskrivelsen af symptomerne og omstændighederne ved hans død er typisk for en forgiftning med Grøn Fluesvamp, og hans død er gentagne gange blevet fortolket som en sådan forgiftning, omend dette er spekulativt (bionyt.dk/ref/11954.asp). Karl d. 6. var den sidste i den habsburgske mandslinje, som regerede over det hellige romerske rige af den tyske nation (en stat i Centraleuropa som fandtes i Middelalderen). Han nåede også at være konge af Ungarn, Kroatien, Sicilien, Milano, Neapel, Sardinien, Serbien, Tyskland, Böhmen og det nuværende Belgien samt dele af Spanien (bl.a. Catalonien). Hans datter Maria Theresia blev hans efterfølger i de østrigske lande (bionyt.dk/ref/11903.asp). Kejser Karl 6. havde sikret kvindelig arvefølge i de Habsburgske Arvelande, men alligevel blev Maria Theresia straks efter magtovertagelsen i 1740 inddraget i den Østrigske Arvefølgekrig og blev angrebet af Frederik den Store af Preussen, og senere inddraget i Den Preussiske Syvårskrig 1756-1763, hvor Preussen angreb Sachsen, og en krig i 1778-1779. Et måltid med Grøn Fluesvamp ændrede Europas historie.

Døde paven i 1534 af en giftig svamp?

Pave Clement VII døde 25. september 1534 af at spise Grøn Fluesvamp ved et uheld, skriver Encyclopædia Britannica.com på linket her: (bionyt.dk/ref/12200.asp). Men symptomerne og sygdommens længde passer ikke til denne teori. Han var svækket, bl.a. af virkninger fra nogle rejser. Desuden var det på dette tidspunkt ikke ualmindeligt at tilskrive dødsfald en forgiftning (bionyt.dk/ref/12201.asp). Man kalder forgiftningsbilledet, som fremkaldes af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), for "phalloides-syndromet". Forgiftningstypen, der skyldes Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) eller andre amatoxin-holdige svampe, kaldes også et phalloides-syndrom.

Hvilke faser kan amatoxin-forgiftning inddeles i?

•?Forsinket start af symptomer (fra 6 til over 24 timer). •?Den kolera-lignende fase (vandig diarré) (8-48 timer) •?Honeymoon-fasen (den stille fase) 48-72 timer. •?Lever- og celleforgiftningsfasen (blodig diarré): 72-96 t. •?Hjernesymptom-fasen med død efter 7-10 dage. (bionyt.dk/ref/12227.asp).

Hvordan kan en forgiftning med Grøn Fluesvamp eksempelvis forløbe?

•?1. En person spiser tilberedt Grøn Fluesvamp. •?2. 12 timer efter: Alvorlig gastroenteritis med kvalme, opkastning og intens sveddannelse. Dehydrering. •?3. En periode uden symptomer. •?4. Fra 1½ døgn (36 timer) til 3 døgn (72 timer) efter at have spist svampen: Lever-forgiftning (toksisk hepatitis). •?5. Tre til fem dage senere går forgiftningen meget hurtigt frem til sin dødelige afslutning (personen kan f.eks. dø 8 dage efter at have spist svampen). Det er naturligvis vigtigt at kontakte andre deltagere i måltidet - og hvis det er relevant også deltagere på svampeturen.

Kan man få en nærdødsoplevelse af Grøn Fluesvamp forgiftning?

Mange overlever en amatoxin-forgiftning, i nogle tilfælde kun med nød og næppe, og en fransk kvinde, Christiane Lambert-Dany, fik en nærdødsoplevelse. Den 15. nov. 2010, hvor hun gjorde sin fryser rent, spiste hun Grøn Fluesvamp, som hun fandt i fryseren, hvor svampene lå rensede i en pakke, som hun havde fået af en nabo. Nærdødsoplevelsen fik hun, medens hun lå i "coma af tredie grad". Hun så syner, der bl.a. involverede Tycho Brahe, der ligger begravet i Prag. Efter en meget hurtig levertransplantation i Strasbourg lå hun 1 måned på intensivafdeling og var efterfølgende lam i 8 måneder. I 2012 skrev hun bogen "La faucheuse des sous-bois" (hvilket betyder noget i retning af manden-med-leen-der-lever-under-jorden) (bionyt.dk/ref/12032.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af et dansk par der kom til at spise Snehvid fluesvamp (Amanita virosa)?

En interviewbaseret beskrivelse af et dansk forgiftningsforløb med Snehvid fluesvamp (Amanita virosa) findes i et temanummer af BioNyt Videnskabens Verden (nr. 107), som stadig kan købes www.bionyt.dk/107. En forgiftningshistorie fra USA viser, hvordan tid kan spildes før en afgiftning bliver sat i gang - på trods af, at fejlen blev opdaget meget hurtigt. Tirsdag den 18. juli 2006 gik Richard Eshelman en tur efter arbejde, satte sig på sin yndlingsplads nær et vandfald i en park i Ithaca i delstaten New York og slappede af. På vejen hjem fandt han nogle unge svampe. Deres hatte var som lukkede paraplyer. Han tænkte, at det var parykhatte (blækhatte), selvom han i nærheden så en Eastern ­Destroying ­Angel (Amanita bisporigera) - som vi kunne kalde "Østamerikansk Snehvid Fluesvamp"(bionyt.dk/ref/12235.asp). Dens hat var helt åben og ikke nedadhængende. Han tog tre af de unge svampe med hjem. Hjemme kunne han ikke lige finde sin svampebog, og da han havde travlt, valgte han at stole på sin første ­antagelse, stegte dem i olivenolie og spiste dem. Da han senere fortalte en ven, at han havde spist hvide vilde svampe, blev han bekymret over vennens reaktion, men sagde: "Jeg er ok, jeg ved hvad jeg gør, og jeg føler mig ikke syg.” Han vågnede om natten, måske kl. 4:30, måske 10-11 timer efter at han spiste svampene. Han indså pludselig, at han skulle hurtigst muligt på toilettet. Trykket fra de stærke sammentrækninger tvang tingene ud af begge ender af mavetarmsystemet, helt ukontrollabelt. På dette tidspunkt meget tidligt om morgenen, vidste han dybt inde i sig selv, at han havde spist en dødelig giftig svamp, men åbenbart kom denne erkendelse ikke op i hans bevidsthed på en måde, som fik ham til at handle, så de næste tre timer forspildte han med konstant at tage turen fra sengen til toilettet. Han var stadig i fornægtelse, og tænkte: "Ja, jeg er bare syg.” Da klokken blev 7:30 fik han snakket med sin kæreste, meldte sig syg på arbejdet, men havde stadig ikke nævnt til nogen, at han troede, at det var fluesvamp-forgiftning. Når nogen spurgte til ham, svarede han blot ved at sige "Jeg tror, at jeg ved et uheld forgiftede mig med nogle dårlige svampe i går aftes.” Han brugte derefter tid på at finde sin svampebog frem og læse om symptomerne på fluesvamp-­forgiftning: ­Opkastning og diarré mindst 6-8 timer efter indtagelse. Og forresten ødelægger den nu din lever. På dette tidspunkt vidste han, at han var dybt, dybt inde i sit livs største kamp - for livet. Han ringede til Poison Control Center. tlf. 800-222-1222. De foreslog, at han gik tilbage til det område, hvor han havde plukket svampene. Han gik derfor tilbage til parken og plukkede den svamp, som han havde set og bestemt til den giftige fluesvampeart. Han tog også et stykke stok, som han havde kastet i skraldeposen i køkkenet natten før. På dette tidspunkt kunne han - så længe han ikke spiste eller drak noget - komme rundt uden at få diarré. Han havde stort set tømt sin tarm helt. Dette er USA, og inden han tog afsted til hospitalet måtte han tænke på, om han havde en sygeforsikring, for ellers skulle han hente nogle penge. Men han havde en forsikring. Onsdag den 19. juli kl. 9:15 ankom han til et læge­center - måske 15-16 timer efter forgiftningen. ­Receptionisten talte i telefon, og han tænkte: "Jeg vil ikke lave en scene.” Omkring kl. 9:30 slap hun telefonen og spurgte "Hvad kan jeg gøre for dig?” Han forklarede hende, at han følte, at han ved et uheld havde forgiftet sig med nogle giftige svampe. Hun spurgte, om han var registreret på hospitalet. Han sagde "ja.” Hun tjekkede hans navn og fandt, at han faktisk var registreret, og at hans forsikringsoplysninger var aktuelle. Hun bad ham blive siddende og sagde, at nogen snart ville være hos ham. Han havde jo sagt, at han mistænkte, at han havde en svampeforgiftning - og forventede en hurtig reaktion. Men i stedet gik tiden. Han tænkte, at han var nødt til at forblive rolig for ikke at skabe en paniksituation. Endelig kom der nogen - efter at han havde ventet yderligere 20 minutter. De foretog nogle indledende undersøgelser og sørgede for at få at vide, at han var den eneste involverede. ­Nogen bragte svampen til det nærliggende Cornell universitet til identifikation. De startede en intravenøs ­behandling for at genopbygge hans væskebalance. ­Noget ­senere fik han at vide, at universitetet havde identificeret svampen, og at han havde en amatoxinforgiftning. På hospitalet fik de ham så til at drikke en kulsort ­væske med en kalkagtig smag (granulat af aktivt kul udrørt i vand). Cirka en halv time senere informerede de ham om, at de havde ringet efter en ambulance, som skulle transportere ham til Strong Memorial Hospital i Rochester, det eneste sted med en levertransplanta­tionsenhed i delstaten New York. Det tog mindst en halv time, før de kørte fra stedet, fordi han først skulle på toilettet på grund af opkastningsreflekser. Hans krop afviste kul-drikken. Han lod ambulancepersonalet vente og gik på toilettet. Ellers ville han have ­kastet op i ­ambulancen hele vejen til Rochester, skriver han. Før han tog afsted, lavede han også nogle telefon­opkald; til arbejdspladsen for at fortælle dem, hvad der foregik, til sin kammerat og til sin kæreste. Han forlod Ithaca omkring kl. 3:00 om eftermiddagen, næsten 6 timer efter ankomsten til hospitalet, og ca. 21-22 timer efter forgiftningen. Turen i ambulancen tog ca. 2-2½ time, og han ankom kl. 17:37. Nu var der gået ca. 1 døgn efter forgiftningen. Det var ca. 13 timer efter, at de første symptomer havde vist sig. Hospitalet var orienteret på forhånd, og han fik taget en blodprøve hver 2. time for at man kunne overvåge hans lever og nyrer. De gav ham en stor dosis penicillin plus væsker for at ­rehydrere ham. Han fik taget røntgenbilleder. Kom tilbage til værelset. Drak noget væske for at få taget en CAT-scanning. Det var en liter lyserød væske, som han drak i små slurke, og selvom de havde givet ham noget til at stoppe ­opkastningsrefleksen, fungerede det bare ikke. Kort efter, at han havde fået det hele ned, kom det lige tilbage igen. De gav ham endnu en liter. Igen begyndte han langsomt at nippe til glasset - i intervaller på 15-20 minutter. Til sidst fik han næsten det hele ned og følte, at han ikke kunne drikke mere uden at kaste op igen. De rullede ham ned til CAT-scannermaskinen, og han kom op på briksen, som skulle føre ham ind i det store instrument. Da de begyndte at rulle ham ind, råbte han "Tilbage igen, træk mig ud! Jeg skal til at kaste op igen! " De trak ham ud af cylinderen og gav ham en spand - lige tidsnok. Han var glad for, at han ikke ødelagde deres store instrument ved at kaste op inde i det. Efter CAT-scanningen blev han taget ­tilbage til sit værelse i levertransplantations­enheden. Der var en konstant summende lyd af et ­apparat og anden støj, og desuden blev han hver 4. time vækket for at få taget en blodprøve. Lægerne kom og stillede ham spørgsmål for at vurdere hans ­mentale tilstand. Hvis hans lever svigtede, ville han ikke være klar i hovedet. Uden søvn fandt han det svært at huske, hvilken dag det var, da alt syntes at blande sig sammen til én lang ­hændelse. Han arbejdede som ­accelerator-operatør ­inden for ­højenergi-fysik og var en ivrig amatørdanser, samt certificeret massageterapeut. Da han fortalte dem disse ting, troede de, han havde mistet forstanden, og de måtte få hans kæreste til at bekræfte oplysningerne. Han blev taget til testning af hans hjerte­karsystem. Stresstesten måtte udføres kemisk, da han ikke kunne gøre det fysisk på løbebåndet. Torsdag aften d. 20. juli tog de ham ind på intensiv­afdelingen, og han blev informeret om, at de var klar til at give ham en levertransplantation, hvis han fik brug for det. Midt om natten begyndte hans høje levertal at falde, dvs. forbedres. Selvom hans levertal således forbedredes, var nyretallene stadig på vej i den forkerte retning. Han skulle blive på sygehuset i en uge for at sikre, at han ikke fik brug for nyredialyse. Om fredagen d. 21. juli fjernede de røret, der fra hans næse gik ned til maven. Det havde været ret irriterende, da det gav ham hikke, periodisk igen og igen. Om søndagen d. 23. juli var alle rørene i ham blevet fjernet. Han følte sig uheldig, men så alligevel heldig, for han fandt ud af, at af de tre personer, der i 2006 blev indlagt på dette hospital med fluesvamp-forgiftning, var han den eneste, der havde overlevet; 66% døde altså. Det var først den anden uge, efter at han havde forladt hospitalet, at han følte sig komfortabel til at spise uden at være tæt på et toilet. Han var tilbage på arbejde ­inden for to uger efter udskrivningen fra ­hospitalet. Hans levertal normaliseredes. Efter endnu halvanden måned normaliseredes også hans nyretal. Generelt var han blevet helt rask igen og forventede ingen langsigtede virkninger. I et tilbageblik nåede han frem til, at i virkeligheden var fejlen, som han gjorde, at han bare ikke tog sig tid til at identificere de svampe, som han havde plukket, før han spiste dem - kombineret med en ungdommelig følelse af udødelighed. Det er ironisk, at den svamp, han havde taget fejl af, hører til gruppen af blot 4 svampetyper, som i USA kaldes “the fearless four” - de fire svampetyper, som man ikke behøver at frygte (!): • 1) Parykhat (Coprinus comatus) (tidligere kaldet ­Paryk-blækhat, på engelsk Shaggy mane (Inky caps) [der ligner den giftige Alm. Blækhat, Coprinus atramentarius] - og som åbenbart også ligner en ­Snehvid Fluesvamp (!). • 2) morkler (Morchella), morels [der dog ligner de ­giftige stenmorkler (Gyromitra) False morels]. • 3) Svovlporesvamp (Laetiporus sulphureus), eng.: chicken mushroom, sulphur shelf [der ligner den giftige ­Rødlig Okkerporesvamp (Hapalopilus rutilans)]. • 4) støvbolde (Calvatia og Lycoperdon), eng.: puffballs, [der ligner de giftige meget unge fluesvampe samt giftige bruskbolde (Scleroderma)](bionyt.dk/ref/11875.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af en 39-årig mand i Tyrkiet der spiste Brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata)?

I 2013 overlevede en person i Tyrkiet kun med nød og næppe efter at have spist 5 frugtlegemer af Brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata) (bionyt.dk/ref/11963.asp). Der var tale om en 39-årig mand på 72 kg. Han fik kvalme, opkastning, mavesmerter og dehydrering. Han havde den 18. oktober 2013 indsamlet 2 typer af vilde svampe, tilberedt dem og spist dem. 12 timer efter kom han på hospital. Patienten fik sat et næse-til-mave-rør (nasogastrisk) på plads, og maveskylning blev udført. Aktivt kul blev indgivet i en dosis på 50 g hver 6. time i 3 dage. Patienten fik væske (blev rehydreret) via et drop (intravenøs administration) af 0,9% natriumchlorid og 5% dextrose for at beskytte mod risikoen for glucosemangel (hypoglykæmi). Han fik N-acetylcystein (150 mg / kg i 1 time efterfulgt af 50 mg / kg i 4 timer, hvilket igen efterfulgtes af 150 mg / kg i 16 timer). Desuden fik han 50 mg ranitidin 4 gange dagligt [en H2-receptorblokker, der bremser mavesyre-dannelse], vitamin B (250 mg / 3 ml en gang om dagen), C-vitamin (500 mg / 5 ml en gang om dagen), kortikosteroid (40 mg en gang dagligt), friskfrosset plasma (15 ml / kg, en gang dagligt) og vitamin K (1 mg, en gang dagligt). Patienten blev i begyndelsen behandlet på et mellemstort hospital, men blev overført til et universitetshospital på 4. dagen, fordi hans leverenzym-tal var steget. I den periode, hvor patienten blev overvåget på akutafdelingen på universitetshospitalet, kontaktede hans pårørende hospitalets toksikologiske afdeling via sociale medier, efter at de havde søgt om svampeforgiftninger på internettet. Den næste dag gik man sammen med patientens slægtninge til det sted, hvor han havde samlet svampene og fandt dels Have-champignon (købechampignonen) Agaricus bisporus og dels Brunrød parasolhat Lepiota brunneoincarnata. Patienten og hans slægtninge bekræftede, at disse var de svampe, han havde spist. Fem eksemplarer af Brunrød parasolhat Lepiota brunneoincarnata i de størrelser og mængder, som han sagde, at han havde spist, blev analyseret. Deres vådvægt var 30 gram og efter en tørringsprocedure vejede de 2,82 gram. Toksinmængden blev analyseret, og det blev beregnet, at han havde indtaget 19,93 mg amatoxiner (nemlig alfa-, beta- og gamma-amanitin i henholdsvis 10,59 mg, 9,18 mg og 0,16 mg). Det står i kontrast til, at det i nogle undersøgelser hævdes, at den dødelige mængde af Brunrød parasolhat Lepiota brunneoincarnata mindst er 100 g (bionyt.dk/ref/11963.asp). Patienter, der forgiftes af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), kan dø af et amatoxin-indtag på ca. 0,32 mg / kg. Denne Lepiota-forgiftede person havde indtaget amatoxin i kun lidt lavere dosis, nemlig 0,28 mg / kg. Leverskaderne hos patienten her viste sig ved, at hans transaminase-niveauer i blodet steg dramatisk på dag 4: Alanin-transaminase (forkortet ALT eller ALAT) er et enzym, som især findes i leverceller (hepatocytter) og kun i meget mindre grad i andre organer (såsom i nyrer, hjertemuskel, skeletmuskulatur, fedtvæv, tarm, hjerne, prostata, pancreas, milt og lungevæv). Aspartat-transaminase (forkortet AST eller ASAT) er et andet lever-enzym. Det findes i bl.a. levercellers cytoplasma og mitokondrier og frigives, når levercellerne dør. Normalværdien for ASAT er 15-45 IU pr. liter for mænd (og 15-35 IU for kvinder). Nogle studier har vist, at patienter, der døde, havde haft følgende topværdier af levertal: •??ALAT-niveauer på 2345-4048 IU/L og •??ASAT-niveauer på 2075-3464 IU/L (bionyt.dk/ref/12179.asp). Niveauet for hans ASAT toppede efter 78 timer ved 1265 IU pr. liter. Et andet lever-enzym er alanin-aminotransferase, som forkortes ALT eller ALAT. Hans ALAT toppede efter 90 timer ved 5124 IU pr. liter. ALAT har en længere halveringstid i plasma (36-47 timer) end ASAT (12-17 timer), og vil derfor falde langsommere, når en sygdomstilstand stabiliseres eller bedres (bionyt.dk/ref/11964.asp). Patienten havde gulsot (icteric) på dag 3, og hans totale bilirubin-værdi nåede sit højeste niveau (17,3 mg pr. deciliter) på dag 4. Hans kreatinin-værdier forblev lave, og der blev ikke observeret nyresvigt. Den Lepiota-forgiftede tyrkiske patients ASAT-tal steg til lige under det dødelige niveau på dag 4, men forhøjelsen i patientens ALAT-værdi var ligefrem højere end i dødelige forgiftninger med Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). René Flammer skriver i sin bog "Giftpilze" (2014)(bionyt.dk/ref/11923.asp), at man ikke altid kan stole på, at transaminase-tallene giver et retvisende udtryk for forgiftningsgraden (bionyt.dk/ref/11920.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af en 61-årig mand i Tyrkiet der spiste Grøn fluesvamp (Amanita phalloides)?

Case: 61-årig mands forgiftning i Tyrkiet hvorved præcis giftdosis kunne udregnes I et studie fra Tyrkiet (publiceret i dec. 2015) beskrives forgiftningen hos en 61-årig mand, som undersøgte forskellige svampes spiselighed eller giftighed ved systematisk at spise dem. I det aktuelle tilfælde fjernede han stokkene på to svampe, stegte de to hatte i en ovn og spiste dem ved 19-tiden. Hans intention var at spise mere af svampene, hvis der ikke skete noget med ham, hvilket han fortalte familien. Midt om natten ca. kl. 4, dvs. ca. 9 timer efter indtagelsen af svampehattene, vågnede han med kvalme, bugsmerter, opkastninger og diarré. Han drak noget vand, kastede op og mente så, at han havde fjernet giften og ikke behøvede at tage på hospital. Dagen efter overtaltes han dog af familien og meldte sig på et hospital, hvortil han ankom 24 timer efter, at han havde spist svampehattene. Ved ankomsten var hans levertal: • Aspartat-aminotransferase (ASAT) 41 IU/liter, • Alanin-aminotransferase (ALAT) 21 IU/liter, • Prothrombin-tid 11,6 sekunder. Transaminase-tallene (som viser leverskade) startede med at stige 48 timer efter, at han havde spist svampehattene (måletallene ved 48-timer tidspunktet var 294 enheder ASAT pr. liter og 284 enheder ALAT pr. liter), og de toppede 72 timer efter, at han havde spist svampehattene (hvor der måltes 1777 enheder ASAT pr. liter og 2496 enheder ALAT pr. liter). Efter 96 timer var tallene faldet til 719 enheder ASAT pr. liter og 1904 enheder ALAT pr. liter. Prothrombin-tiden blev igen normal på dag 6, og bilirubin-tallet blev igen normalt på dag 7. ASAT-tallet blev normalt på dag 8, medens ALAT-tallet først blev normalt på dag 15. Han blev udskrevet på dag 9 og erklæret helt rask på dag 15. De to hatte, som han havde spist, var Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Man tog nemlig ud til stedet og indsamlede nogle eksemplarer i forskellige udviklingsstadier. De mest udvoksede hatte var 7-10 cm brede. Man bad ham udpege de udviklingstrin, som han havde tilberedt og spist. (Denne artikel påstår, at unge eksemplarer af Grøn Fluesvamp indeholder mindre gift end de udvoksede eksemplarer (bionyt.dk/ref/12061.asp) - men andre steder kan jeg læse, at de unge eksemplarer indeholder meget amatoxin, og at mængden falder med frugtlegemets alder (bionyt.dk/ref/12062.asp)). I øvrigt er amatoxin-koncentrationen størst i hatten af Grøn Fluesvamp (medens stokken er mindre giftig). (En anden gifttype, phallotoxiner, er størst i posen ved stokbasis, men denne gift optages ikke i tarmen hos mennesker) (bionyt.dk/ref/12063.asp). Det vurderedes, at manden havde spist hatten af en ung svamp (25,9 gram i friskvægt eller 2,1 gram i tørvægt [12,3 ganges vægttab ved tørring] med et indhold på 11,6 mg amatoxiner) samt hatten af en moden svamp (vægt 17,5 g, tørvægt 2,2 g [8 ganges vægttab ved tørring] med 9,7 mg amatoxiner). I alt havde han spist knapt 50 g svamp med et samlet indhold på 21 mg amatoxin [42 promille] fordelt på 12 mg alfa-amanitin, 8½ mg beta-amanitin og 1 mg gamma-amanitin. På dag 4 målte man i hans urin 2,7 ng/ml alfa-amanitin og 1,25 ng/ml beta-amanitin. Manden vejede 67 kg, og man kunne udregne, at han havde indtaget ca. 0,32 mg amatoxin pr. kg kropsvægt (bionyt.dk/ref/12064.asp). Generelt antager man, at den potentielt dødelige dosis kan være blot 0,1 mg amatoxin pr. kg for et menneske. I så fald havde han indtaget 3-dobbelt mulig dødelig dosis ved blot at spise to hatte (knapt 50 g svamp) af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Potentielt kunne de to hatte være nok til at dræbe tre personer. De nævnte levertal kan sammenlignes med den amatoxinforgiftning med Brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata), der omtales på side 34. Behandlingen i ovenstående case Den 61-årige mand i Tyrkiet, der havde spist to hatte af Grøn Fluesvamp, blev givet 50 g aktivt kul hver 6. time i 3 dage (virkningen heraf blev vurderet til at være lille, fordi han kom ret sent til hospitalet, nemlig 24 timer efter forgiftningen). Han fik væskedrop i form af 0,9% natriumchlorid - og 5% dextrose for at forebygge sukkermangel i blodet (hypoglycemia). Da hospitalet ikke havde silibinin (silybin), gav man i stedet penicillin-G (bionyt.dk/ref/12065.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af en mexikansk immigrantfailie ved Santa Cruz i USA i 2007?

Tirsdag 2. januar 2007 fik lægen S. Todd Mitchell, der var tilknyttet skadestuen i Dominican Hospital, en opringning om, at seks medlemmer af en mexikansk immigrantfamilie i alderen 17-83 år var kommet på hospitalet med alvorlig forgiftning efter indtagelse af en leverforgiftende svampeart, formodentlig Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). Familien boede i en lille by Aptos i Santa Cruz distriktet, men nogle af familiemedlemmerne var på besøg fra Mexico. De havde samlet svampe nytårsdag i Wilder Ranch State Park, nord for Santa Cruz. Bedstemoderen på 83 år var vant til at samle svampe, men ikke fra dette område. Symptomerne kom 8 timer efter måltidet, og hospitalsindlæggelsen skete ca. 15 timer efter måltidet. Blodprøver viste, at deres leverenzymer var normale, fra 25 til 50, men 6 timer senere var levertallene hoppet op til nogle hundreder, og derefter fordobledes levertallene hver 6. time. Ved 72 timer efter måltidet viste blodmålinger voldsom leverpåvirkning: •?ALAT: 8553 - 19972, •?PT/INR: 26,4/3,6 til > 100/14,9 og •?Faktor V: 20% - 9% (bionyt.dk/ref/12244.asp). De ikke-spiste svamperester blev bragt til hospitalet, men der var ingen fluesvampe at se her. De to læger, S. Todd Mitchell og Wendy Knapp, valgte dog ikke at lade sig vildlede af dette, men i stedet at gå ud fra, at man skulle forberede sig på det værste. Amatoxin lukker ned for leveren i løbet af nogle dage, ligesom en overdosis af det smertestillende stof paracetamol gør. Paracetamol, der også kaldes acetaminofen [eller N-(4-hydroxyphenyl)ethanamid], sælges under navne som Panodil, Pinex, Pamol, Paratabs (i USA: Tylenol) og metaboliseres i leveren, hvor 80% konjugeres med glucuronid og sulfat og udskilles gennem nyrerne. Ved metaboliseringen dannes også en reaktiv potentiel toksisk metabolit, N-acetyl-p-benzoquinon-imin (NAPQI). Ved normal dosering inaktiveres NAPQI af gluthation i leveren. Men ved overdosering af paracetamol øges produktionen af NAPQI, som dermed overstiger mængden af gluthation i leveren, hvorved NAPQI i stedet bindes til makroproteiner i levercellen, hvilket forårsager levercelleskade og levercelle-nekrose. Overskrides dosis, f.eks. i selvmordsøjemed, kan det medføre irreversible, smertefulde skader på bl.a. leveren på længere sigt, selv om den akutte forgiftning kan behandles, nemlig med en antidot i form af N-acetylcystein (fra firmaet SAD/Amgros). I Danmark er anbefalingen: Indtagelse eller mistanke om indtagelse af mere end den rekommanderede daglige dosis på 4 g paracetamol på én gang bør medføre indlæggelse og umiddelbar intravenøs behandling med N-acetylcystein. Denne behandling indledes altid ved blot mistanke om overdosis og uden forsinkelse af blodprøver. I en tekst fra USA står: Ved acetaminofen-overdosis skal ikke gives aktivt kul, fordi det inaktiverer acetylcystein. I Danmark er anbefalingen at behandle med aktivt kul op til 3-4 timer efter indtagelsen - og ved samtidig indtagelse af peristaltik-hæmmende midler kan aktivt kul gives senere end 3-4 timer. Acetylcysteinbehandling kan medføre et isoleret fald i koagulationsfaktor II-VII-X (hvilket viser sig ved stigende INR-måletal) og dette kan unødigt forlænge behandlingen hos en patient, der i øvrigt ikke længere har leverpåvirkning. Mykologer fandt senere ud af, at immigrantfamilien havde samlet og tilberedt et måltid af arterne: Russula brevipes (Short-stemmed Russula, The Stubby Brittlegill), Russula risigallina (chamaeleontina) (Abrikos-skørhat), Lyophyllum decastes (Røggrå gråblad komplekset), Lactarius alnicola (Golden Milkcap). Det var alle uskadelige arter (sidstnævnte måske let giftig). Men i måltidet var der også noget amatoxin-holdig fluesvamp, der ikke kunne artsbestemmes af mangel på ikke-spiste eksemplarer (bionyt.dk/ref/12232.asp). Men det kunne med stor sandsynlighed have været Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides). På dette tidspunkt havde S. Todd Mitchell ingen viden om behandling af amatoxin-forgiftning, men ved at lede natten mellem tirsdag og onsdag i Google Scholar (search engine of scholarly literature) opdagede han, at læger i Europa bruger et ekstrakt fra frøene af marietidslen, og at et lille farmaceutisk firma i Tyskland producerede dette ekstrakt til injektioner. Firmaet Madaus Pharma havde på dette tidspunkt hovedsæde i Bruxelles, Belgien (men blev senere midt i 2007 et datterselskab af Rottapharm i Italien) (bionyt.dk/ref/12234.asp). I USA var silibinin ikke godkendt af FDA og faktisk aldrig blevet brugt ved amatoxin-forgiftning. Der var 9 timers tidszoneforskel mellem Madaus-firmaet i Europa og lægen i Californien. Da S. Todd Mitchell ringede meget tidligt onsdag morgen, var det allerede hen på eftermiddagen i firmaet. Han blev henvist til Peter Odenthal fra Madaus i Køln, og forklarede ham situationen. Peter Odenthal tilbød straks at donere silibinin til behandling af de 6 patienter. Men derefter fik S. Todd Mitchell en opringning fra Joe Veilleux, der var præsident for den amerikanske afdeling af Madaus i Pittsburgh i Pennsylvania. Joe Veilleux fortalte, at man selv i en nødsituation ikke kan sende medicin til USA uden, at det er FDA-godkendt, og at silibinin ikke er registreret og godkendt i USA, fordi det ville være rasende dyrt at gøre og helt uøkonomisk på grund af de trods alt få forgiftningstilfælde i USA. Joe Veilleux henviste desuden til en forsker ved National Institutes of Health i USA, som ikke mente, at der var tilstrækkelig dokumentation for, at silibinin virker. Med den indstilling ville en ansøgning heller ikke blive let at få godkendt. Man var i de indledende trin af en flerårig undersøgelse, som skulle vise, om silibinin kan bruges mod leversygdommen kronisk hepatitis C, og National Advisory Council for Complementary and Alternative Medicine havde godkendt dette forsøg. Imidlertid kunne FDA anerkende silibinin som et nyt forsøgspræparat, "investigative new drug (IND)" og give Legalon®??SIL et "emergency IND number". Oral silibinin findes i kapsler, hvilket FDA dog heller ikke havde godkendt. Men flere firmaer solgte disse kapsler som fødevaretilskud. Et af disse firmaer var Aloha Medicinals, som netop havde forretning i Santa Cruz. Ved firmaets åbningstid ringede S. Todd Mitchell og talte med ejeren, Megan Powers. Firmaets forskningsdirektør John Holliday sørgede straks for, at Aloha’s Bio-Silymarin blev doneret gratis til Dominican Hospital (firmaets pris for et glas med 60 kapsler var $12.95). Patienterne begyndte at tage kapslerne denne dag, men S. Todd Mitchell var ikke sikker på, at det var tilstrækkeligt. En bibliotekar, Candace Walker, ved de medicinske bibliotek i Dominican Hospital, faxede informationer til FDA om patienternes tilstand samt laboratoriedata, der kunne støtte S. Todd Mitchell’s ansøgning om et "emergency IND number". S. Todd Mitchell skulle også skaffe godkendelse fra et Institutional Review Board ved Dominican Hospital for at få tilladelse til at bruge silibinin som forsøgslægemiddel, "investigational drug". Dette råd bestod af 12 personer, inklusive almindelige borgere, hvis opgave det var at vurdere sikkerheden og etikken ved medicinske forsøg. Rådet godkendte det, patienterne gav deres tilladelse, og FDA gav en engangsgodkendelse i løbet af nogle timer - uhørt hurtigt. Den anden læge, Wendy Knapp, fandt frem til, at et apotek i New Jersey (af ikke-oplyste grunde) havde et lager af injicerbar silibinin, men de ville ikke donere dette gratis. Det fik en farmaceut, Carl Washburn ved Dominican Hospital, til at bestille det med sit personlige creditcard. Onsdag aften var patienterne blevet dårligere, og lægen Wendy Knapp måtte nu ringe rundt for at finde et hospital, der dels kunne foretage levertransplantationer, dels var villig til at tage alle 6 patienter, og dels ville acceptere at bruge silibinin. Det lykkedes hende at finde frem til Robert Gish fra Transplantation Center ved California Pacific Medical Center. En læge her, Maurizio Bonacini, havde behandlet 17 svampeforgiftninger på 4 år, og i 8 af disse undgik patienterne levertransplantation, fordi behandlingen kom tidligt nok i gang til, at de trods alvorlig sygdom alligevel nåede at få det bedre. San Francisco kunne kun tage fem patienter, så en af patienterne blev tilbage i Santa Cruz. Firmaet i Tyskland fik at vide, at deres silibinin skulle sendes til San Francisco, men det var for sent i Tyskland til at gøre dette via FedEx, der er verdens største virksomhed inden for eksprestransport. I stedet for at skulle vente til næste morgen, når FedEx åbnede, fik Joe Veilleux en personlig kurer til at tage et fly til San Fransisco tidlig torsdag morgen for en pris på 3.600 Euro. Silibinin-præparatet var i en kasse af størrelse som fire skotøjsæsker. Torsdag morgen bestilte S. Todd Mitchell en taxa, der kunne bringe den 6. patient til San Francisco. Der var ingen taxa til rådighed, og kl. 2 blev Highway 17 lukket på grund af et lastbiluheld. S. Todd Mitchell undersøgte muligheden for at bruge helikopter, men det blæste for meget. Kl. 5 blev en taxa endelig sendt mod San Francisco via Highway 1 med den 6. patient og silibinin nok til én dag. I San Francisco fik patienterne aktivt kul og N-acetylcystein samt penicillin (undtagen et par patienter, som var overfølsomme for penicillin). En af patienterne, en 29-årig mand, var så dårlig, at man begyndte at finde donororganer til en levertransplantation. Ifølge lægen Maurizio Bonacini er aldersgrænsen for levertransplantation omkring 70 år. Den 83-årige var for gammel til en levertransplantation. Den 29-årige blev udskrevet d. 12. jan. 2008. Han nåede at få det bedre, og han undgik altså en levertransplantation. Samme dag døde den 83-årige mexikanske kvinde. Ironisk nok blev hendes lever helbredt samtidig med, at hendes nyrer svigtede. Intravenøs silibinin blev reserveret til de to patienter, der var mest medtaget (bionyt.dk/ref/12271.asp). Der blev givet infusioner af 5 mg/kg hver 4 time med start ca. 78 timer efter indtagelsen. 72 timer senere blev to patienter udskrevet fra hospitalet med følgende blodmålinger: INR-blodstørkningsparameter: 1,4/1,5, Factor V-blodstørkningsfaktor: 52%/63% og ALAT-levertal ca. 3500. Den 83-årige kvinde genvandt Faktor V til 49 %, INR til 1,9 og ALAT til 4456 omkring 48 timer efter at silibinin-infusionerne begyndte, men døde senere af nyresvigt, hvor der ikke dannedes urin. En patient krævede kontinuerlig infusion med frisk frosset plasma (FFP) og udviklede lever-betinget hjernesygdom (hepatisk encephalopathy) med blodserum-ammoniaktal på 129 før silibinin-indgivelse. Han blev senere udskrevet fra hospitalet med følgende blodmålinger: ALAT: 791, PT/INR: 21,5/1,9 og Faktor V: 47%. Alle overlevende havde fuldstændig normale blodmålinger to måneder senere (bionyt.dk/ref/12244.asp). Det var den første brug af intravenøs silibinin i USA, opnået ved "Emergency IND granted by FDA". S. Todd Mitchell mente, at silibinin havde reddet nogle af de forgiftede, selv om silibinin først blev indgivet fra et tidspunkt, som var 78 timer efter forgiftningsmåltidet. Den 83-årige dame havde 72 timer efter forgiftningen følgende blodmålingstal: ALAT: 12224, INR: 5,4, Faktor V: 9%. Hendes tal var 144 timer efter forgiftningen forbedret til: ALAT: 3570, INR: 1,7, Faktor V: 49%. Lægen S. Todd Mitchell er i besiddelse af en vis påtrængende personlighed - "natural pushiness - having one foot out of the mainstream" (bionyt.dk/ref/12230.asp). Han voksede op i Chicago og Florida, men kom til Santa Cruz i Californien som en langhåret 18-årig rebel, der befandt sig godt i universitetsmiljøet på dette sted, hvor kreativ problemløsning og uafhængig tænkning er i højsædet. Nu var han blevet en 49-årig familielæge (family practice doctor), men hans patienter var især de, der i USA kaldes "indigent", dvs. personer, som ikke er trængende nok til Medicare (ved f.eks. at være handicappede eller have små børn i huset), og som ikke er rige nok til at have en sygeforsikring (bionyt.dk/ref/12231.asp). 10 år tidligere døde en person i Santa Cruz County af at spise Grøn Fluesvamp (bionyt.dk/ref/12233.asp). S. Todd Mitchell var begyndt at arbejde i Dominican Hospital kort efter denne forgiftning. Den mexikanske indvandrerfamilie var hans første patienter med amatoxin-svampeforgiftning. I 2007 var S. Todd Mitchell 49 år, gift og havde tre børn på 9, 12 og 14 år. S. Todd Mitchell er frivillig ved Mount Madonna School i Watsonville, et non-profit college inspireret af indiske spirituelle traditioner. Da han blev spurgt om han er en af den slags læger, der vælger at bede, svarede han “If it’s God’s will for them to recover, they will - if it’s not, they won’t. It’s not for me to determine what’s God’s will. My time is better spent figuring out what they need to heal.” Han ville altså hellere bruge sin tid på at finde et helbredende middel end at bruge sin tid på at finde ud af, hvad der er Guds vilje (bionyt.dk/ref/12233.asp). Denne oplevelse ændrede livet for lægen S. Todd Mitchell. I det følgende årti forsøgte han at få FDA til at godkende silibinin, og han kom til at stå i spidsen for forsøgsbehandling med silibinin i USA, som en parallel til de mange silibinin-behandlinger, der er foretaget i Europa. Mark Blumenthal, leder af American Botanical Council, har i over 15 år spurgt, hvorfor FDA ikke har tilladt intravenøs silibinin-behandling på skadestuerne (bionyt.dk/ref/12233.asp). Sagen er, at FDA i USA forbyder explicit markedsføring af botaniske lægemidler for behandling af sygdomme og er generel skeptisk over for intravenøs indgivelse af produkter fra planter (bionyt.dk/ref/12271.asp). Forskere, som ønsker at studere botanisk medicin i kliniske forsøg, må først opnå en FDA-godkendelse i form af en "botanical investigative new drug approval" foruden naturligvis godkendelse fra deres Institutional Review Board (IRB), der overvåger forsøgsbehandlinger. Lægen S. Todd Mitchell er egentlig ikke forsker, men han er blevet inviteret til foredrag verden over om behandling af amatoxin-forgiftninger. Han har f.eks. givet foredrag i Danmark, Italien, Frankrig, Polen, Singapore og Kina, og er blevet konsulteret ved forgiftninger i Vietnam og Indien. Desuden er han blevet bedt om at behandle svampeforgiftninger overalt i USA.

Hvordan forløb forgiftningen af en 72 årig bedstemor med tvillingbørnebørn i USA i 2008?

En 72 årig bedstemor fra staten New York besøgte i 2008 sine tvillingebørnebarn på 11 år nær San Francisco i julen. I det nordlige Californien er svampesæsonen fra sidst i december og til starten af januar. Den 72-årige bedstemor var Sarah Elbert, en pensioneret historieprofessor, men også livslang svampejæger fra Ithaca i delstaten New York. Hun tog børnene med på en svampetur til Mount Tamalpais i Marin County om søndagen efter julen. Hun var bekendt med de hvide fluesvampe, men kendte ikke til den olivenfarvede Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som nu findes i Californien, fordi den er blevet spredt hertil med træer (kastanje, eg, fyr), der er blevet indført fra Europa. Bedstemoderen og to tvillingdrenge blev 12 timer efter måltidet syge med opkastning og diarré. På hospitalet ignorerede man de medbragte svampe og gav blot noget væske. Endnu to gange blev de afvist på hospitalet. Moderen til børnebørnene opsøgte nu stedet, hvor svampene var fundet, fandt dem, og fik dem identificeret af en svampekyndig. Da de igen henvendte sig til hospitalet, blev de nu bedt om at køre til University of California's San Francisco Medical Center (UCSF Medical Center), hvor man har en levertransplantationsafdeling for børn. Familien kørte så til San Francisco, og først her tog man forgiftningen alvorligt. Todd Michell fik en opringning tirsdagen efter julen 2008 kl. 8 om morgenen. Han fik at vide, at den 72-årige bedstemor og hendes 11-årige tvillingbørnebørn havde spist svampesuppe med Grøn Fluesvamp. Nu bad Kent Olson fra California Poison Control om telefonnummeret på det tyske firma, som producerer silibinin mod denne forgiftning. Det gav et gys i Todd Mitchell, fordi han vidste, at børn er særlig udsatte for denne forgiftning. Nu blev han så bedt om at gentage hele proceduren med at skaffe silibinin fra Tyskland, overtale FDA og sørge for transporten til San Francisco med ankomst allerede næste dag! S. Todd Mitchell fandt sine telefonnumre frem og ringede til Joe Veilleux fra den tyske silibinin-producents amerikanske afdeling i Pittsburgh, som kun kunne fortælle ham, at firmaet i Tyskland var lukket i juleferien frem til 5. januar. Det samme gjaldt det italienske firma, som havde opkøbt Madaus. Joe Veilleux kunne ikke hjælpe, så S. Todd Mitchell ringede til FDA og spurgte, om han kunne genbruge sit identifikationsnummer fra sin tilladelse fra for to år tidligere for at gøre sagsbehandlingen hurtigere. Men han blev bedt om at sende en ny ansøgning. Fem måneder efter forgiftningen “Santa Cruz cohort 2007” med den mexikanske indvandrerfamilie, hvor S. Todd Mitchell havde fået foranlediget, at silibinin for første gang blev anvendt mod amatoxinforgiftning i USA, havde S. Todd Mitchell sendt en rapport til FDA, og tre måneder senere var han på invitation af silibininproducenten Madaus med til et møde hos FDA for at diskutere muligheden for at få Legalon®??SIL godkendt i USA. Omkostningerne ville være astronomiske, fik de at vide. Desuden ville FDA, selv om de var interesserede, ikke give tilladelse til et lager af silibinin i USA. Senere holdt S. Todd Mitchell et foredrag på en toksikologisk konference i Sevilla i Spanien. På konferencen i Spanien havde han mødt Thomas Zilker, en toksikolog fra München, som blev anset for at have stor viden om de medicinske virkninger ved amatoxin-forgiftninger. S. Todd Mitchell ringede nu til Thomas Zilker, men telefonen blev ikke taget. S. Todd Mitchell gav sig derefter til at lede i gamle emails for at finde en anden kontaktmulighed. Han fandt et telefonnummer på kontoret med en af Thomas Zilker’s kolleger. Klokken var 18 i München, men han var heldig, og Martin Ganzert tog telefonen og lovede at hjælpe. S. Todd Mitchell bad om at få så meget silibinin som der kunne skaffes, og Nicola Clausius, en klinisk farmaceut ved München hospital, tilbød at hun ville forsøge at få Legalon®??SIL med det næste Lufthansa-fly til San Francisco med afgang fra Frankfurt næste morgen, og hun fandt også en personlig kurer, der kunne tage turen. Da hun skulle til at lave en pakke med silibinin, ringede hun til S. Todd Mitchell og spurgte, om han havde det nødvendige “investigational new drug number”, som ville kræves. S. Todd Mitchell havde ikke dette nummer - endnu. Men i FDA havde noget af personalet mødt S. Todd Mitchell og set hans rapport og i løbet af nogle timer blev det besluttet at godkende anvendelsen ligesom tidligere. Det så altså ud til at lykkes, men så ringede farmaceuten fra München med dårlige nyheder, idet det første fly fra Frankfurt var udsolgt. Det næste fly ville ankomme fire timer senere - og netop som morgentrafikken ville begynde i San Francisco. Tvillingerne var mere syge end deres bedstemor, og S. Todd Mitchell tænkte, at det kunne blive for sent. Han tjekkede Lufthansa online og opdagede, at flyets dyre business class sæder ikke var udsolgt. S. Todd Mitchell ringede derefter til München-farmaceutens kontakt i Lufthansa, Oliver Serokca, og forklarede situationen. 15 minutter senere ringede Oliver Serokca tilbage og meddelte, at han havde “bumped a wait-listed passenger” således at kureren kunne tage flyet, som ville ankomme fire timer senere. S. Todd Mitchell fik bekræftet hos Joe Veilleux, at silibinin-producenten Madaus ville betale for både Legalon®??SIL, flyturen og kureren. Dette krævede dog, at Joe Veilleux skaffede sig en godkendelse fra lederen af firmaet, som havde opkøbt Madaus. Denne leder var på et skisportssted i de italienske alper, men kunne kontaktes pr. mobil. Da Legalon®??SIL ankom næste morgen, viste det sig, at der kun var 14 glas, og ikke de 18 glas, som S. Todd Mitchell havde forventet. På grund af den større dødelighed hos børn, valgte lægerne at behandle tvillingerne først. Næste morgen havde begge drenge det bedre, og resten af silibinin’et blev givet til deres bedstemor. Hun kom sig også, og blev udskrevet fra hospitalet tre dage senere. Børnebørnene blev udskrevet fra hospitalet 8 dage efter at have spist af den giftige suppe. Hændelsen fik FDA til at tillade en “open IND investigational new drug application for Legalon®??SIL”. Dette ville give mulighed for, at Legalon®??SIL kunne stå parat på lager i USA.

Har FDA tilladt brug af silibinin i USA?

FDA etablerede i september 2009 en “Open IND-Clinical Trial (FDA IND-105960 Phase 2/3 study)” med 5 mg/kg startdosis indgivet i løbet af 1 time efterfulgt af 20 mg/kg/dag kontinuerlig intravenøs Legalon®??SIL, som blokerer levercellernes optagelse af amatoxin, hvorved giftstoffet hurtigere kan komme ud af kroppen. De første patienter i forsøgstilladelsen fik dette silibinin i september 2009, og i 2013 var 60 personer blevet behandlet med silibinin under denne “Open Multicenter Clinical Trial” forsøgsordning, og der etableredes en “Legalon®??SIL study hotline 1-866-520-4412”. Ordningen løber 2018 ud (bionyt.dk/ref/12222.asp). Ifølge S. Todd Mitchell havde 66 af de første 75 patienter, der blev behandlet siden 2007, haft en hurtig og fuldstændig helbredelse fra deres forgiftning (bionyt.dk/ref/12236.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af en kvinde i Californien i dec. 2012?

Den 28. december 2012, en fredag aften, spiste en kvinde i Californien ca. seks Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) svampe i en risret med hvidløg. Da hun kom til Dominican Hospital lørdag aften var S. Todd Mitchell tilfældigvis på skadestuen med sin søn, hvis lillefinger var gået af led under en volleyboldkamp (bionyt.dk/ref/12287.asp). S. Todd Mitchell var stadig ledende læge i brugen af injicerbar silymarin (Legalon®??SIL) til behandling af amatoxin-forgiftning. Kvinden blev behandlet med omfattende rehydrering - samt med injektioner af silymarin (silibinin (silybin)). Hun fik indsat et dræningskateter i galdeblæren ved billedstyret indplacering gennem huden. Hun blev udskrevet fra hospitalet 5 dage efter og havde en fuldstændig helbredelse, selv om hun havde spist en meget stor portion af de amatoxin-holdige svampe (bionyt.dk/ref/12103.asp).

Hvordan forløb forgiftningen af et ældre ægtepar fra Victoria ved Vancouver i 2015?

I 2015 kom et ægtepar fra Victoria, British Columbia (Canada) til at forgifte sig. Det var 87-årige Kenneth Monroe og hans hustru Irene, som kom til at forgifte sig med Amanita ocreata (Western North American Destroying Angel), som de under en vandretur fandt i Pinnacles National Park. De var vant til at samle svampe, men fluesvampene så anderledes ud, end hvor de kom fra. De spiste svampene en torsdag mellem kl. 17 og 18. Klokken 1:30 om natten fik manden symptomer, dvs. ca. 8 timer efter måltidet. Han kastede op og havde diarré. Hans kone blev syg noget senere. De lod fredagen gå, og overnattede på et motelværelse. Lørdag morgen henvendte de sig på Mee Memorial Hospital i King City. S. Todd Mitchell var i Stockholm, og fik en opringning ved midnatstid, natten til søndag. Han skulle holde et foredrag om mandagen ved Giftinformationscentralen [giftinformation.se]. Hans råd til Mee Memorial lægerne var at give store mængder intravenøs saltvandsdrop (“very aggressively hydrate the patients") og holde urinproduktionen under observation. Så ringede han til Dominican Hospital og fandt ledige sengepladser til patienterne. Lægen Igbekele Daodu modtog parret på Dominican Hospital og S. Todd Mitchell sendte ham sine behandlingsvejledninger. Parret blev helbredt. Næsten alle hans patienter har overlevet efter at have fået silibinin, siger han, selv om han ikke kan underbygge denne behandlingsform med statistik. Hans studier støttes af Dignity Health, som driver 39 akutmodtagelser i tre stater i USA. De fleste kliniske test er baseret på universitetshospitaler. Men dette er baseret på det lille Dominican Hospital, som opbevarer et lager af Legalon®??SIL og sender det til de steder, hvor det skal bruges, når det lille lokalhospital kontaktes på amatoxin-telefonen 866-520-4412 eller 412-563-1400 (januar 2017; bionyt.dk/ref/12240.asp).

Hvor mange forgiftninger er der årligt i Californien?

I Californien var der 679 tilfælde af forgiftning med vilde svampe fra november 2015 til oktober 2016 (iflg. Department of Public Health). 50 fik skader på lever og nyrer. Tidligere var der kun få årligt. Men inden for blot to uger i december 2016 var der 14 tilfælde af forgiftning med Grøn Fluesvamp i det nordlige Californien (bionyt.dk/ref/12245.asp). Tre af de 14 måtte have levertransplantation. En af de ramte fik permanent hjerneskade - det var en 18-årig pige (bionyt.dk/ref/12245.asp). Case: Brug af silibinin i USA i 2016 S. Todd Mitchell holdt foredrag ved 15.???Annual Asia Pacific Medical Association of Medical Toxicology i Singapore i november 2016, og blev for første gang inviteret til Kina. Han holdt foredrag ved et symposium i Kunming om akutte leversvigt. Byen er hovedstad i Yunnan-provinsen, hvor man har op til 100 dødsfald om året fra amatoxinforgiftninger. Han blev inviteret til byen Shenyang, som er en by på størrelse med Chicago, nær den nordkoreanske grænse, hvor 17 personer døde på universitetshospitalet af amatoxinforgiftning i 2016. I Beijing deltog S. Todd Mitchell i et møde med lederen af den nationale kinesiske forgiftningskontrol (Chinese Centers for Disease Control and Prevention Poison Control) (bionyt.dk/ref/12240.asp). D. 3. december 2016 landede S. Todd Mitchell i San Francisco efter 2½ uges ophold i Kina. Kina har flest svampeforgiftninger i verden. På 10 år har S. Todd Mitchell behandlet næsten 100 patienter i Nordamerika efter sin behandlingsmetode, som kaldes “Santa Cruz protocol”. 3 timer efter ankomsten i San Francisco fik han en opringning fra Santa Rosa hospital, fordi de havde en patient, der formodentlig havde spist giftsvampe. S. Todd Mitchell fik arrangeret, at patienten blev flyttet til Dominican Hospital, hvilket var første gang dette blev gjort fra et sted uden for Santa Cruz County. Dagen efter, d. 4. dec. 2016, kom endnu en opringning - denne gang om en mexikansk-indisk familie på 5 personer, der var indlagt på Natividad Medical Center i Salinas, bl.a. en kun 19 måneder gammel pige, som blev fløjet til UC San Francisco Medical Center og her fik en levertransplantation fem dage senere. Barnets tante fik en levertransplantation i Stanford. De fleste familiemedlemmer kunne vende hjem efter 5 dages ophold på Dominican Hospital. Senere samme uge brugte Oakland Hospitals behandlingsforskriften til to personer, som blev helbredt. S. Todd Mitchell siger, at sådanne hurtige helbredelser er sjældne ude i verden, og at hvert år bliver hele familier udslettet af giftsvampe i Nepal, Sydafrika, Rusland, Ukraine, Vietnam, Indien, Kina osv. Hundreder dør hvert år, fortæller han. Det farmaceutiske personale (18 pharmacists og 18 technicians) ved Dominican Hospital arbejder frivilligt, når de efter arbejdstid, om natten eller i weekender får opringninger om at sende silibinin fra deres lager. De skal udregne, hvor meget der skal sendes, pakke det med instruktioner og formularer, sende det til San Francisco samt forhandle den videre forsendelse med eksprestransportfirmaet FedEx, men det lykkes dem at få Legalon®??SIL leveret inden der er gået 24 timer efter nødopkaldet. I efteråret 2016 sendte de til Indiana University, Duke University i North Carolina, Thomas Jefferson University i Philadelphia, University of Rochester, UC San Francisco og Cleveland Clinic.

Hvad er status for brug af silibinin i USA?

I juni 2017 havde Dominican Hospital udsendt Legalon®??SIL til 97 patienter med amatoxin-forgiftninger i USA (bionyt.dk/ref/12245.asp). California Poison Control System, der giver oplysning om behandling af amatoxin-forgiftning, anbefaler ikke Legalon®??SIL, men nævner det blot som en mulighed - sidestillet med blot at give væske uden silibinin. Dette skyldes, at Legalon®??SIL i USA stadig har forsøgsstatus. Derfor bliver heller ikke alle amatoxin-forgiftede i USA behandlet med Legalon®??SIL. Af etiske grunde bryder man sig ikke om at foretage et randomiseret (tilfældig-udvælgelse) studie af behandlingen, når der er tale om en forgiftning. Men da det jo altså ikke er alle, der får behandlingen, vil man ved tilstrækkeligt mange forgiftninger efterhånden få en del data om virkningen. Eftersom Legalon®??SIL behandling i USA er en del af et klinisk forsøg (clinical trial) leverer Mylan produktet uden beregning. Ifølge S. Todd Mitchell er silibinin aldrig blevet testet i et veldesignet klinisk forsøg, og midlet har som følge heraf ikke kunnet ryste et omdømme som upålideligt af sig (bionyt.dk/ref/12240.asp). Blandt 9 mennesker i Australien, som blev behandlet med Legalon®??SIL (silibinin) mellem år 2000 og 2013, døde fire og en måtte have en levertransplantation (bionyt.dk/ref/12240.asp). I 2015 skete der i Tyskland dusinvis af amatoxin-forgiftninger blandt flygtninge fra Syrien. Blandt 40 personer, som fik Legalon®??SIL (silibinin), var der mindst 10, som enten måtte have en levertransplantation eller som døde (bionyt.dk/ref/12240.asp). S. Todd Mitchell mener, at silibinin-behandling mislykkes i de tilfælde, hvor patientens nyrer, galdeblære og urinvej ikke gives nok opmærksomhed under hospitalsbehandlingen. Når patienterne får mad, udskilles galde, der giver mulighed for at recirkulere amatoxin tilbage til tarmen, og derved får amatoxin mulighed for igen at angribe leveren. Nyrefunktionen og en hurtig urin-udskillelse må derfor opretholdes for at silibinin kan virke. Hvis patienterne får masser af intravenøs væske (hydration) kan nyrerne flytte amatoxin til urinblæren og dermed ud af kroppen. Men hvis væsketilførslen er utilstrækkelig, fører det let til skader på nyrerne, og behandlingen vil så mislykkes. I 2012, da man havde behandlet 60 patienter, sagde S. Todd Mitchell: "100 percent of the patients that did not go into renal failure before starting treatment had full and complete recovery. - Those who go into renal failure first do not respond to the drug (Legalon SIL) at all. - The drug requires a functioning kidney to be effective" (bionyt.dk/ref/12287.asp). Patienterne, som helbredes ifølge "Santa Cruz protocol", er "så godt som nye", siger S. Todd Mitchell (virtually good as new). Der er to grunde til, at nyrerne bliver skadet, så patienten risikerer enten levertransplantation eller at dø. Den ene grund er, at patienterne ikke kommer i behandling tidsnok. Den anden grund er, at de ikke behandles tilstrækkeligt aggressivt for at holde væskebalancen oppe, mener S. Todd Mitchell. Ifølge ham anbefaler giftcentralerne tre behandlinger, som ikke er effektive. 1) Aktivt kul, som ikke er effektivt nok, fordi giften allerede vil være optaget i kroppen. 2) Maveudtømning, som belaster kroppen og ikke har virkning. 3) Acetylcystein-behandling, som er ineffektivt ifølge S. Todd Mitchell, og fortynder blodet unødvendigt og giver misvisende leverfunktion-målinger [acetylcystein kan medføre stigende INR (som følge af et isoleret fald i koagulationsfaktor II-VII-X)] (bionyt.dk/ref/12247.asp). Disse behandlinger svækker patienten og fjerner fokus fra det vigtigste, at opretholde en høj væskebalance i kroppen, mener S. Todd Mitchell. I USA er silymarin kun tilgængeligt som fødevaretilskud - bortset fra at man kan få det hos lægen S. Todd Michell [445 Summit Road, Watsonville, CA 95076 (USA), tmitchMD@yahoo.com, tlf. 1-831-227-6048], som har en forsøgstilladelse til at bruge det, eller via den amerikanske Legalon-hotline 1-866-520-4412, men ordningen udløber 31. dec. 2018 (bionyt.dk/ref/12222.asp). Repræsentanten fra firmaet Mylan, Inc. (der ved opkøb nu står for produktionen af injicerbar silibinin) er Ketty Belizairet, tlf. 1-908-566-8260, ketty.belizaire@mylan.com. Forsøgstilladelsens "principal investigator" er transplantationskirurg James Wallis Marsh, Jr., der anses for en af USA's dygtigste kræftlæger og er leder af West Virginia University's School of Medicine’s Department of Surgery (men tidligere var på University of Pittsburgh's School of Medicine og UPMC Cancer Center); han er medstifter af International Liver Cancer Association (bionyt.dk/ref/12253.asp).

Hvad er sygdomsforløbet ved amatoxin-forgiftning med svampe?

De første symptomer efter at have spist Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er ubehag efterfulgt af pludseligt opståede voldsomme bug- og mavesmerter, vedvarende opkastninger og alvorlig, vandig, kolera-lignende diarré (undertiden med blod), voldsom tørst og manglende urindannelse. I denne fase er personen så optaget af at skulle på toilettet hele tiden, at der nærmest ikke er tid til at tænke på at skulle transportere sig til hospitalet (hvilket bør ske hurtigst muligt). Derefter indtræder en bedring, men det er en bedragerisk-rolig midterfase. Det er ofte på 3. dagen at patienten synes at få det bedre. Men i det skjulte vil tallene for leverskade og evt. nyreskade forværres, selv om der endnu ikke er kommet symptomer på dette. De usynlige skader, som finder sted i kroppen, kan imidlertid måles, idet blodet vil få stigende koncentrationer af bilirubin (tegn på leverskade), og man vil kunne måle fra-leveren-lækkende transaminase-enzymer (altså også tegn på leverskade), og at patienten får unormale blodstørkningsværdier, såsom f.eks. lavere blodstørkningsværdier (tegn på leverskade) samt stigende indhold af kreatinin (tegn på nyreskade). Symptomer på amatoxin-forgiftning Alfa-amanitin har en usædvanlig stærk og specifik tiltrækning til et bestemt sted på det enzym, der kaldes RNA polymerase II, undertiden forkortet pol II. Når amatoxin optages af en levercelle, binder amatoxinet sig til RNA-polymerase II-enzymet, hvilket vil dræbe levercellerne (cytolyse af hepatocytterne), så leveren bliver hullet som en ost. På 4. til 5. dag begynder toksinet at have alvorlige virkninger på leveren og nyrerne, og hvis døden indtræder, sker det normalt omkring en uge efter indtagelse af den amanitin-holdige svamp. Diagnose af amatoxin-forgiftning Der er øget risiko for, at patienterne lider af phalloides-syndromet, hvis de svampeforgiftede patienter har udenlandsk baggrund, eller har for høje levertal, eller har forhøjet kreatinin-tal. Diagnose er vanskelig, men kan opnås ved observation af de kliniske symptomer samt ved påvisning af alfa-amanitin i urinen. Men amanitin-påvisning er mest anvendeligt inden for 48 timer efter indtagelsen af svampen. Det er vigtigt at få at vide, at personen har spist (vilde) svampe. Findestedet for svampen er vigtigt at få oplyst - både det geografiske (f.eks. Lolland) og det lokale miljø (f.eks. unge egetræer) og hvornår svampene er plukket. Foto af svampene er en meget stor hjælp for diagnose-udredningen, især foto af netop de svampe, der senere blev spist. Svamperester er også vigtige at bevare. Det er derfor meget vigtigt ikke at smide svamperesterne væk, og heller ikke at smide opkastet væk. Disse rester kan nemlig give en mykolog, der er vant til at mikroskopere svampe, mulighed for at finde sporer, cystider og hathud mv., som i heldige tilfælde kan vise svampegruppen eller -arten. Hvis man har fragmenter af selve svampen, kan man foretage den såkaldte "avistest" for amatoxin (falsk-positive reaktioner kan dog forekomme ved denne test). Man kan også tjekke, om visse kemiske stoffer frembringer farvereaktioner på kødet af svampen. Man skal huske, at bestemmelse af svamperester ikke kun kan være en hjælp, men også kan være misvisende når der er spist forskellige arter (bionyt.dk/ref/12227.asp).

Hvordan bestemmes forgiftningsgraden ved svampeforgiftning?

Når patienten henvender sig til et hospital med diarré og opkastning, er der stor risiko for fejldiagnosen "virusbetinget mave/tarm-infektion" (lægesprog: viral gastroenteritis). Måling af væsketab og elektrolyttab giver ingen værdifulde oplysninger om forgiftningsgraden (bionyt.dk/ref/12054.asp). Typisk 24-48 timer (1-2 døgn) efter forgiftningen forsvinder symptomerne på den falske "mave/tarm-infektion".

Hvad er mellemperioden uden symptomer ved amatoxin-forgiftning med svampe?

I perioden, hvor der ikke er nævneværdige symptomer, og altså ikke opkast og diarré, kan personen falde i den farlige tro, at forgiftningen nu er overstået. Dette kan medføre, at personen tager sig god tid - alt for god tid - eller helt undlader at opsøge hospitalet, hvorved forgiftningen hurtigt kan blive livstruende. Der kan i denne fase opstå irreversible skader på leveren, nyrerne, hjertet og muskulaturen, selv om dette altså endnu ikke giver sig udslag i symptomer.

Hvad er den anden sygdomsperiode ved amatoxin-forgiftning med svampe?

Sædvanligvis kommer der efter den symptomfrie periode pludselige anfald af fuldstændig udmattelse, smerter, rastløshed mv. på grund af de kraftige skader i lever og nyrer. Gulsot (ikterus) indtræffer 2-3 dage efter starten på denne 2. symptomfase, idet huden og slimhinderne bliver gule. Typisk slutter denne 2. symptomfase efter 6-8 dage hos voksne og efter 4-6 dage hos børn (bionyt.dk/ref/12033.asp).

Hvordan er amatoxiners (amanitiners) tarmoptagelse?

Gifttypen kaldes amatoxin, og optagelsen i tarmen er 100%. Fra tarmen kommer giften ud i blodet, og føres med portåren til leveren. Amanitin konjugeres her med glucuronsyre (et carboxylsyre-derivat af glucose) og udskilles via galden tilbage til tarmen, hvor bakterier klipper glucoronid-sukkermolekylet af, så amatoxin igen optages gennem tarmvæggen (bionyt.dk/ref/12289.asp).

Hvordan er amatoxiners (amanitiners) optagelse i kroppen?

Efter optagelsen af amatoxin fra tarmen til blodet, sendes 60% heraf direkte til leveren (bionyt.dk/ref/12034.asp). Både raske og forgiftede leverceller spytter amatoxin ud i galden, som opsamles i galdeblæren. Efter hvert måltid udskiller galdeblæren galde til tarmen, og amatoxinet transporteres med galdesalte ud i tarmen. [Leveren laver galde af bilirubin, som er et nedbrydningsprodukt fra udslidte blodlegemers hæmoglobin. Leveren bruger også galden til at lave galdesalte, som hjælper med fordøjelsen af fedt i maden]. Ved slutningen af tyndtarmen reabsorberes det meste af galden til kroppen og føres tilbage til leveren. Amatoxinet følger med, idet amatoxinet kommer ind i levercellerne via de samme receptorer, som galdesaltene bruger til at komme ind i levercellerne. De 40%, som ikke kommer til leveren, føres til nyrerne, hvis funktion er at fjerne affaldsstoffer fra blodet. Raske nyreceller er i stand til at fjerne amanitinerne fra blodet, og føre dette amatoxin med urinen til urinblæren. (Dette er egentlig usædvanligt, for levergifte kan ofte ikke ekstraheres via nyrerne) (bionyt.dk/ref/12247.asp). Indtil nyrerne på den måde har smidt det sidste molekyle amatoxin ud af kroppen, vil amatoxin fortsætte sin giftvirkning på især leveren. Nyrerne kan kun fortsætte med at fungere, så længe patienten har tilstrækkelig god væskebalance - dvs. ikke tørrer ud, for hvis det sker, bliver også nyrerne ødelagt af amatoxin-giften. Hvis det sker, at nyrerne svigter, er der ikke langt til multiorgansvigt i kroppen.

Hvad er tarm-lever-tarm-kredsløbet ("den enterohepatiske cirkulation") af svampeforgiftning med amatoxin?

Høj koncentration af amatoxin kan stadig 110 timer efter forgiftningen påvises i tolvfingertarmen (lægesprog: gastroduodenal-væsken) (bionyt.dk/ref/12225.asp). Men herfra optages 100% igen via tarmvæggen tilbage til kroppen - med mindre dette forhindres med jævnlig indtagelse af en opslæmning af aktivt kul (medicinsk kul). Giften kan cirkulere i et sådant tarm-lever-tarm-kredsløb ("den enterohepatiske cirkulation"). Kroppen kan næsten kun skille sig af med amatoxin ("eliminere det") i fri form via nyrerne, altså til urinen. I den raske krop genbruges galdesaltene fra leveren ca. 20 gange - netop via det omtalte lever-tarm-lever kredsløb. Galdesyrerne udskilles effektivt af leverceller og ender i tarmen, hvor 95% reabsorberes. De vandopløselige galdesalte fra tarmen reabsorberes både aktivt og passivt via portåren til leveren (bionyt.dk/ref/12225.asp). 40% går uden om leveren og ind i blodkredsløbet og det ekstracellulære rum uden for kroppens celler, hvorfra noget via nyrerne udskilles med urinen - så længe der er en urinproduktion (bionyt.dk/ref/12226.asp). Udskillelse af amatoxin i nyrernes "garnnøgler", som kaldes glomerulus, er ikke effektiv, fordi amatoxin bagefter optages igen i nyrernes tubuli-rør (reabsorption) (bionyt.dk/ref/12035.asp).

Hvor hurtigt virker amatoxin?

Amatoxin stopper dannelsen af mRNA, og derfor er celler med stor produktion af mRNA og hurtig turnover af mRNA mest udsatte. Symptomerne giver sig dog først til kende, når cellernes lager af mRNA er blevet opbrugt, og det tager som regel mindst 6-8 timer. Amatoxin-koncentrationer så lave som blot 15 nanomol alfa-amanitin pr. liter (15 x 10-9 M) kan blokere 80% af transskriptionen (bionyt.dk/ref/12041.asp) og 0,3 milliontedele molær (3 x 10-7 M = 300 x 10-9M) kan blokere omkring 90 % af dannelsen af mRNA (bionyt.dk/ref/12042.asp). Denne kritiske gift-koncentration kan nås allerede inden der er gået 1 time efter indtagelse af amatoxin-holdige svampe.

Hvad er prognosen ved amatoxinforgiftning?

Hvis personen faktisk har spist amatoxin-holdige svampe er en kort latensfase, hvor symptomerne allerede kommer inden 10 timer, eller endog inden 8 timer efter måltidet, lig med en dårlig prognose (bionyt.dk/ref/12228.asp). Vedvarende nedsat blodsukkerniveau (hypoglycemia) er et særlig dårligt tegn. Væsentlig stigning i PT/INR (blodstørkningsfaktor-målingstal) inden for de første 48 timer er et meget dårligt tegn. Blodstørkningstider over 100 sekunder er et meget dårligt tegn når som helst. Normalisering af INR-blodstørkningstallet er det første tegn på helbredelse. Stigning af ammoniak (ammonium) i blodet sker samtidig med indtræden af coma og hjernepåvirkning. Bilirubin-tallene stiger sent, og kan ikke bruges til prognosen (bionyt.dk/ref/12228.asp). Der kan ske det, at syreindholdet i blodet øges og sukkerindholdet falder, indtil lever og nyrer lige så stille langsomt står af ("systemisk shock"). Prognosen er usikker, så længe der er stigende transaminase-tal, stigende kreatinin og faldende Quick (indikator for omfanget af blodstørkningsforstyrrelse (eng: coagulation, ty: Gerinnung)). Prognosen afhænger af den tid, som giften har lejlighed til at forhindre dannelsen af mRNA i levercellerne, og forværres naturligvis, hvis der er spist en større mængde giftige svampe og ved forsinket behandling. Prognosen forbedres, hvis man når at stoppe tarm-lever-tarm kredsløbet af giftstoffet. Dette kredsløb kan som nævnt stoppes med aktivt kul i tarmen, men også med kontinuerlig infusion af silibinin (silybin) i blodet. Silibinin skal om muligt helst gives straks, når patienten ankommer til hospitalet, og det skal gives som fortsat behandling i 5 dage (bionyt.dk/ref/12043.asp). Immunsystemet kan ikke stoppe giften, og man kan ikke blive vaccineret mod amatoxin-gift. Det overraskede faktisk forskerne, da de måtte konstatere, at et fabrikeret monoklonalt antistof var hele 50 gange mere giftigt end amatoxinet uden antistof. Dette betyder, at udvikling af en vaccine mod amatoxin ikke ser lovende ud, skrev forskerne i 1988: "immunotherapy of Amanita mushroom poisoning in humans does not appear promising" (bionyt.dk/ref/12044.asp). De skrev også, at dette måtte være første gang man havde set, at et antistof mod et giftstof faktisk gjorde giftstoffet mere giftigt: "To our knowledge this is the first reported case where immunoglobulins or their fragments enhance rather than decrease the activity of a toxin".

Hvornår vil døden kunne indtræde ved amatoxinforgiftning?

Hvis behandlingen ikke lykkes, vil døden kunne indtræde 4-16 dage efter indtagelsen af amatoxin-svampene, som regel 8 dage efter måltidet. - De unormale lever- og nyrefunktioner kan medføre multiorgansvigt kombineret med lavt blodtryk og dermed neurologiske symptomer. De unormale lever- og nyrefunktioner kan ligefrem medføre ophobning af ammoniak (et biprodukt af protein-metabolismen). Høj koncentration af ammoniak (eng.: ammonia) er gift for nervesystemet, men en rask lever omdanner ammoniak til urinstof (eng.: urea), som udskilles via nyrerne. Amatoxin-forgiftningen medfører mikroskopiske huller i leveren samt tab af levercellernes funktion, så omdannelsen af ammoniak til urinstof ikke sker i tilstrækkeligt omfang. Når ammoniak-koncentrationen i blodet stiger, og ammoniak kommer ind i hjernen, forårsager det sygdom på hjernen (encefalopati) med desorientering, forvirring, sløvhed, svær svimmelhed (vertigo) med oplevelse af at miste balancen helt eller delvis i kortere eller længere tid, samt kramper, sovetilstand, koma og evt. død (bionyt.dk/ref/12046.asp).

Er der eftervirkninger ved overlevelse efter en svampeforgiftning med amatoxiner?

Omkring 20-79% af amatoxin-forgiftede patienter, der overlever, udvikler kroniske skader på leveren i et eller andet omfang, men leveren er fantastisk til at forny sig (bionyt.dk/ref/12047.asp). Ved leverdonation kan man fjerne 60% af leveren fra en rask person. 2 måneder efter er leveren vokset til sin normale størrelse - hos både donoren og modtageren (bionyt.dk/ref/12269.asp). Donoren har 1% risiko for at dø, og 19% risiko for komplikationer (ifølge en amerikansk hjemmeside fra 2006) (bionyt.dk/ref/12269.asp). [Cirrhosis kaldes den tilstand, hvor der dannes arvæv i leveren (kvinder, der drikker 40 gram alkohol om dagen i 10 år risikerer cirrhosis. 80 g for mænd. Der er ingen behandling andet end at stoppe med at drikke. (Man har dog brugt silibinin-behandling. En artikel konkluderer: Silymarin fører til signifikant reduktion i leverrelateret død og hjernesygdom (encephalopati) (bionyt.dk/ref/12272.asp)). Cirrhosis er nok sjælden efter amatoxin-forgiftning, men tidlige tegn på cirrhosis sås hos en 5-årig dreng, som var blevet amatoxin-forgiftet i Californien (bionyt.dk/ref/12270.asp).]. Nogle amatoxin-forgiftede skal efterfølgende have nyredialyse.

Hvordan angribes tarmcellerne af amatoxin ved svampeforgiftning?

Tarmens celler skal fornyes hurtigt. Det kræver dannelse af RNA, men cellerne har et lager af RNA, og der er nok af dette RNA til mindst 6 timers forbrug. Tarmens slimhinde kan ikke forny sig, hvis tarmcellerne ikke kan danne nyt protein, og der kræves RNA ved al proteindannelse. Når tarmcellerne ikke kan forny sig, vil der komme mangel på tarmceller, og så vil væske fra kroppen sive ud i tarmen (diarré).

Hvordan angribes leveren af amatoxin ved svampeforgiftning?

Næste angrebspunkt for amatoxin er leveren, fordi blodstrømmen i portåren sender giftstoffet op til leveren, hvor et transportsystem for galdesalte uheldigvis optager amatoxinet meget villigt (bionyt.dk/ref/12225.asp). Leverens kapillær-blodkar kaldes sinusoider (deres vægge består ligesom hos hårkarrene (kapillærerne) af et enkelt lag af ganske tynde endothelceller, men diameteren er større hos leverens sinusoider end hos kapillærerne. Det er via sinusoide-væggen, at amatoxin kommer ind i levercellerne (hepatocytterne).

Blivr amatoxin nedbrudt i kroppen?

Amatoxinerne metaboliseres ikke, dvs. at de ændres ikke, og de indgår ikke i kroppens stofskifte. Aminosyrerne i amatoxiner indgår altså ikke i andre molekyler i kroppen. De amatoxin-molekyler, der stadig er frie eller som frigives fra leverceller, bliver udskilt til galden og vender derved tilbage til tarmen, hvor de imidlertid så igen vil kunne blive optaget igennem tarmvæggen og vil få en ny chance for at virke blokerende på en celles proteinsyntese - f.eks. igen i leveren. Med aktivt kul (eng: activated charcoal) kan man som nævnt bryde denne tarm-lever-tarm cyklus.

Hvordan bestemmes forgiftningsgraden ved svampeforgiftning med amatoxin?

Til bestemmelsen af forgiftningsgraden har man traditionelt anvendt blodstørkningsværdien (protrombin-tallet (PT); undertiden bruges begrebet Quick-tallet, opkaldt efter Armand James Quick). Blodstørkningsværdien vil typisk falde mod "10%", hvilket er et relationstal, som i denne situation angiver, at leveren danner alt for lidt af blodstørkningsfaktorer. [Om Quick-testen se omtale på siden www.bionyt.dk/Quick-test]. Måling af transaminaser og amanitin-tal i urin og i blodplasma giver ofte ikke sikker information om forgiftningens sværhedsgrad (bionyt.dk/ref/11936.asp).

Hvordan angribes nyrerne af amatoxin ved svampeforgiftning?

Ældre, børn og syge er mere følsomme for svampetoxiner (og endog også mere følsomme overfor svampearter, der indeholder såkaldt svagere giftstoffer (bionyt.dk/ref/12210.asp)). Ældre mennesker er f.eks. mere følsomme for nyreskader (bionyt.dk/ref/12227.asp). Nyrerne er filtre, som konstant filtrerer blodet for affaldsstoffer. Hvis der er tegn på nyreskader, hvilket der eventuelt kan være ved en amatoxin-forgiftning, kan det ses ved øgede koncentrationer af kreatinin i blodet. (Kreatinin er et affaldsstof, som dannes i vores muskler, nemlig et nedbrydningsprodukt af kreatinphosphat, som findes i skeletmuskulatur, og når nyrerne bliver dårlige, får de sværere ved at udskille stoffet til urinen. Kreatinin udskilles ved glomerulær filtration, og i mindre grad ved tubulær ekskretion). Hvis "nyre-clearance" kommer under 15-20 ml kreatinin pr. minut (målt som gennemsnit over et døgn) har patienten nedsat nyrefunktion. Et andet tegn på, at nyrerne er skadet, er øget indhold af urinstof-nitrogen i blodet, som nyrerne ikke er i stand til at udskille til urinen.

Kan amatoxin påvises i blodet?

Amatoxin kan påvises i blodet i op til ca. 36 timer, dvs. 1½ døgn (og i form af lave koncentrationer i op til 24-48 timer, dvs. op til 2 døgn) efter svampemåltidet. Giftstoffet binder sig ikke til albumin i blodet, som man tidligere troede. [Albumin er et stort, negativt ladet protein og et af de proteiner, der er mest af i blodserum. Albumin er nødvendigt for at opretholde et osmotisk tryk og transporterer upolære, lipofile stoffer rundt i blodet, og f.eks. ofte lægemidler (bionyt.dk/ref/12269.asp)]. Blodkoncentrationen af amatoxin giver ingen oplysninger om, hvor meget personen er forgiftet, og blodkoncentrationen af amatoxin kan ikke bruges til at forudsige forgiftningsforløbet (bionyt.dk/ref/12040.asp). Niveauet af amatoxin i blodplasma er aldrig højt (kun 5 - 15 nanogram alfa-amanitin eller beta-amanitin pr. ml blodplasma i perioden 24 - 36 timer efter måltidet) (bionyt.dk/ref/12037.asp) (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37 ref.59-60). Forsøg med hunde viste, at amatoxin (amanitinerne) var væk fra blodet 4-6 timer efter forgiftningen (bionyt.dk/ref/12038.asp).

Kan amatoxin påvises i urinen?

Fjernelse af amatoxin via nyrerne starter hurtigt, idet giften kan måles i urin allerede fra 1½ - 2 timer efter måltidet. Giften kan stadig påvises i urin 3-4 dage (op til ca. 96 timer efter svampemåltidet). Det betyder, at amanitiner kan findes i urinen i begyndelsen af forgiftningen, hvor der endnu ikke er kommet symptomer, og at amanitinerne i nogle tilfælde kan være umulige at påvise i urinen, når symptomerne først viser sig. Niveauerne af amatoxin i urinen kan være op til 500 gange højere end i blodplasma. (Urin til amanitin-test kan opbevares i flere dage i kulde ved 2-8 °C eller over længere tid ved -20 °C eller endnu koldere). Selv om amatoxin-forgiftning anses for især at være en leverforgiftning, er koncentrationen af giften faktisk højere i nyrerne end i leveren. Amatoxin-koncentrationen i nyrerne er 6 - 90 gange højere i nyrerne end i leveren (bionyt.dk/ref/12036.asp).

Hvad er dødeligheden ved svampeforgiftning med amatoxiner?

Nogle få mundfulde tilberedte amatoxin-svampe kan medføre døden. Et enkelt frugtlegeme af svampen kan indeholde en dødelig dosis (10–12 mg amanitin) for et menneske (bionyt.dk/ref/12215.asp), og kan medføre uhelbredelig leverskade og død efter 3-7 dage (bionyt.dk/ref/12269.asp ref.36). Den dødelige dosis af amatoxin for mennesker skønnes at være 0,1-0,3 mg/kg (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37 ref.57). Denne dosis svarer til 50-300 g amatoxinholdige svampe (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37 ref.57). Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) indeholder 2-3 mg amatoxin pr. g tørret svamp (bionyt.dk/ref/12046.asp se tabel 37.4; hentet fra kapitlets ref.5). 1-3 friske eksemplarer er ca. 50 gram, og vil formentlig indeholde en dødelig dosis amatoxin afhængig af amatoxin-koncentrationen i svampene (bionyt.dk/ref/12046.asp se tabel 37.4). Den største Grøn Fluesvamp jeg har set var på en ekskursion i Mariebjerg Kirkegård i Gentofte. Efter hukommelsen var hatten 21 cm bred, som bredden af et A4-blad. Jeg burde have vejet den.

Hvor meget amatoxiner indeholder Grøn Fluesvamp?

Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) kan for eksempel indeholde: Alfa-amanitin: 1-2,5 mg/g tørvægt. Beta-amanitin: 1,2-3,25 mg/g tørvægt. Gamma-amanitin: 0,2-0,65 mg/g tørvægt (bionyt.dk/ref/12212.asp tabel 37.4).

Hvor meget kan koncentrationen af amatoxiner variere i Grøn Fluesvamp?

Koncentrationen kan variere afhængig af vækstbetingelser, fugtighed, jordbund, lokalitet, tidspunkt osv. Eksemplarer med højest amatoxin-koncentration indeholder 0,1-0,4% (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37,ref.11), og med højest amatoxin-koncentration i hat, lameller og ring (ringen er en del af lamelsvøbet), men mindre amatoxin-koncentration i stok og pose (volva, del af fællessvøbet). (Derimod er koncentrationen af phallotoxiner højest i netop stok og især i stokbasis og pose).

Hvor meget kan koncentrationen af amatoxiner variere i Snehvid Fluesvamp?

Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) indeholder som regel lidt mindre amatoxin end Grøn Fluesvamp (1,2-2,6 mg/g tørvægt), og hovedsagelig i form af alfa-amanitin (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37,ref.42). Som det ses ovenfor indeholder Grøn Fluesvamp derimod relativt meget beta-amanitin. Nogle amerikanske fund af Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) indeholder relativt lidt amatoxin (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37,ref.5). Amanita bisporigera er derimod en af de giftigste amatoxin-arter i Nordamerika. Amanita verna i Europa indeholder varierende mængder amatoxin. Galerina marginata fra Europa og Nordamerika indeholdt i nogle studier 0,1-0,8 (-1,5) mg/g tørvægt af alfa-amanitin og ikke phallotoxiner (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37,ref.44). Lepiota-arter (f.eks. L. brunneoincarnata, L. subincarnata og L. boudieri) kan indeholde 1,75 - 3,5 mg amatoxin/g tørvægt (bionyt.dk/ref/12212.asp kap.37,ref.45). De indeholder typisk alfa-amanitin, og evt. gamma-amanitin i mindre mængder. Ofte kan beta-amanitin og phallotoxiner ikke påvises i Lepiota.

Hvad er dødeligheden ved svampeforgiftning med amatoxiner?

Dødeligheden ved amatoxin-forgiftning er gennem de seneste 60 år faldet fra at ligge på et niveau i størrelsesordenen 50%. Dødeligheden for patienter, som får den rette lægebehandling straks efter svampemåltidet, er ca. 10%; men hvis lægebehandling først indledes 60 timer (2½ døgn) efter måltidet, kan dødeligheden stige til over 50 % (og under visse forhold op til 90% (bionyt.dk/ref/12048.asp)). Angivelser af dødeligheden varierer dog meget, og sikker statistik er egentlig umulig, når man ikke kan fastlægge forgiftningsgraden og ikke ved, hvor meget amatoxin-gift patienterne har indtaget. S. Todd Mitchell skriver, at angivelser af dødelighed på 10-15% er misvisende, fordi dødelighed bør relateres til, hvor meget svamp, folk har indtaget (bionyt.dk/ref/12223.asp). I områder, hvor der ikke er mulighed for lægehjælp, vil 60% af de amatoxin-forgiftede ende med at dø af forgiftningen (bionyt.dk/ref/12051.asp). En vigtig årsag er, at patienterne ikke får "aggressiv" intravenøs væskedrop (hydration) for at sende amatoxin-giften ud af kroppen med kunstigt fremkaldt øget urindannelse (bionyt.dk/ref/12229.asp). I Chiapas, en fjerntliggende region i det sydlige Mexico, var dødeligheden i forbindelse med en forgiftning 100%, idet alle døde (4 voksne og 6 børn). Ved et andet svampemåltid i Mexico var dødeligheden 50%, da halvdelen af de 16 personer, som deltog i måltidet, døde. Ved en forgiftning i Mexico i 1994, hvor 7 personer tilsammen spiste ca. 1,4 kg Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) og blev syge 6-10 timer senere, døde 5 personer (dvs. 71% dødelighed) (bionyt.dk/ref/12052.asp). Men med lægehjælp er risikoen for at dø kommet ned på 15%, og under 10%, hvis der var mulighed for levertransplantation. Dødeligheden ved bedste behandling nærmer sig 5%. Hos børn ligger dødeligheden over 10%. I lande med optimalt sundhedsvæsen er der højst et dødsfald pr. 10 millioner indbyggere pr. år samt 10-50 svære forgiftninger, efter indtagelse af svampe med amanitin-cellegifte, nervegifte eller nyregifte (bionyt.dk/ref/11928.asp).

Hvad skyldes nedgangen i dødelighed ved svampeforgiftning med amatoxiner?

Nedgangen i dødelighed skyldes mange ting, bl.a. forfinet diagnostik, indsigt i giftstoffets cirkulation i kroppen, hurtigere behandling, udvikling af det intensiv-medicinske fagområde og ikke mindst levertransplantation. Alligevel er fluesvamp-forgiftning stadig en potentiel dødelig forgiftning (bionyt.dk/ref/11929.asp). Antallet af forgiftninger stiger i USA. Indtil 2003 var der under 1 dødsfald om året i Nordamerika fra alle svampeforgiftninger. 2003-2007 var der pludselig 16 forgiftningstilfælde, omfattende 71 personer, der var amatoxin-forgiftet i Nordamerika og Mexico. Disse tilfælde resulterede i 23 dødsfald, men kun 4 af dødsfaldene var i USA og Canada, hvorimod 18 dødsfald var i Mexico. Michael Beug fra NAMA antog, at dette skyldtes mangel på levertransplantationsmulighed og mangel på intensiv lægebehandling i Mexico. Ved 22 forgiftninger i USA var dødeligheden 23% (bionyt.dk/ref/11930.asp). I nov.-dec.2017 blev 14 forgiftede i Californien af Grøn Fluesvamp(bionyt.dk/ref/12294.asp). Der var 12% dødelighed blandt 59 amatoxin-forgiftede i Portugal i perioden 1990-2008 (Brandáo et al., 2011).

Hvor undervises i diagnose af svampeforgiftning?

I Tyskland og Schweiz afholdes kurser i "Notfallmykologie". Her lærer deltagerne om svampeforgiftningsdiagnoser, kendskab til latenstider og de første symptomer, indføring i sporeanalyser, simple kemiske test til artsbestemmelse mv.

Hvordan bruges sporer til svampebestemmelse?

Svampesporer kan studeres i mikroskop. Typisk tages ganske lidt svampevæv, som blødgøres i 3% KOH eller Melzer-reagens og mases tyndt mellem et objektglas og et dækglas. Derefter kan man ved lysmikroskopi med f.eks. 1000 gange forstørrelse se farve, form, ornamentering, farvebarhed med kemikalier, symmetri, apiculus og kimpore på sporerne. De kastede sporer kan evt. findes på stokken (de kastede sporer vil ofte være større end de umodne sporer, som ses på hymeniet af lamellerne). Fejlmulighed: Sporer afsat fra andre svampearter, der lå ved siden af svampen i kurven. Patienten, der har en amatoxin-forgiftning, brækker sig måske igen og igen igennem 24 timer. Det første opkast indeholder typisk rester af svampen, som kan hjælpe med diagnosen. Dette opkast skal derfor ikke smides bort. Fragmenter af svampe (incl. i maveopkast) kan renses i varmt vand i en te-si. Det varme vand fjerner forstyrrende stivelseskorn, fedt og olie. Desuden kan affedtningen øges med lidt opvaskemiddel. Tørt materiale kan opblødes i 3-5% KOH, koncentreret NH3 eller i Clémençons opblødningsopløsning (4 ml 20% ammoniak-opløsning, 0,2 ml glycerin og 16 ml 96% ethanol). Eventuelt kan man centrifugere materialet (10 ml filtreret ved 7000 omdrejninger pr. minut), dekantering af det øvre lag, der bortkastes, og mikroskopering af bundlaget. I frie sporer, som flyder rundt, kan det være svært at se en svag amyloid sporereaktion, men det ses meget lettere på sporer, der sidder fast på noget svampevæv. I mikroskopet er sporerne af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) svagt amyloide (dvs. at de kan farves lidt med jod). Den amyloide egenskab fjernes ikke ved kogning, eller ved opbevaring ved pH 2, pH 4 og pH 6 i 12 timer i saltsyre. Heller ikke påvirkning med alfa-amylase i 12 timer ændrer sporernes amyloid-reaktion. Undersøgelse af ekskrementer kan ske ved at udvaske det i 10 gange så meget vand, og derefter filtrere i en si. Fragmenter kan renses for fedtstoffer med varmt vand, evt. tilsat opvaskemiddel. Hvis der ikke findes fragmenter, kan man ryste 5 ml filtrat med 5 ml ether, og derefter afpipettere og fjerne etherfasen. Den vandige fase kan derefter centrifugeres i 10 minutter ved 7000 omdrejninger pr. minut. Det øverste lag dekanteres fra og bundlaget mikroskoperes. Metoden indebærer brandfare, og der skal bruges rigtig glas, eftersom plastglas vil skrumpe. Metoden er kun relevant ved eftersøgning af sporer ved orellanus-syndrom fra giftslørhatte, hvor man teoretisk stadig kan finde sporer 5 dage efter forgiftningen. Ved nyre-biopsi kan orellanin iøvrigt påvises endnu 2 måneder efter forgiftningen.

Hvornår kan svamperester fra et måltid påvises i afføringen?

I et forsøg med ukogte købe-champignon på dåse kunne de første svamperester påvises i afføringen efter 12 timer og de sidste efter 72 timer (bionyt.dk/ref/11931.asp).

Kan man teste for amatoxin?

Amatoxin kan påvises ved Wieland-testen (også kaldet Meixner-testen eller avistesten, se s.53) eller ved radioimmunoassay eller avanceret kromatografi. Men disse test udføres sædvanligvis ikke i klinisk praksis. Hurtig påvisning af giftstoffet vil kunne forkorte den forvirrede periode, hvor lægerne ikke ved, hvilken forgiftning patienten har.

Hvad er ELISA-metoden?

Formodningen om en amatoxin-forgiftning kan bekræftes med en positiv ELISA-test for amanitin i urin eller blodplasma (blod uden blodlegemer) eller blodserum (blod uden blodlegemer og uden fibrin).

Hvad betyder en negativ ELISA-test?

En negativ ELISA-test skal derimod tolkes forsigtigt. Den negative test kan nemlig f.eks. skyldes, at prøven blev taget tidligt, eller at den blev taget sent (på 3. dagen). Eller en negativ ELISA-test kan skyldes, at man har brugt et gammelt testkit, eller at der var tekniske problemer med at lave ELISA-testen. På hospitalet bør man udføre ELISA-test ved blot den mindste mistanke om phalloides-syndrom, lyder anbefalingen.

Hvem opfandt ELISA-testen?

Princippet for ELISA-metoden blev opfundet i 1971 af Peter Perlmann og Eva Engvall på Stockholms Universitet. ELISA står for enzyme-linked immunosorbent assay, dvs. enzym-koblet immun-absorberende analyse. - Samme år, i 1971, blev en meget lignende metode, kaldet enzymimmunanalyse (EIA) udviklet af to forskere (Anton Schuurs og van Weemen Bauke) fra det hollandske firma Organon.

Hvornår kan amanitin påvises i urin?

Amanitin kan fra ca. 6 timer efter forgiftningen påvises i urinen (undertiden allerede 1½-2 timer efter svampemåltidet - længe før symptomerne viser sig). Amanitin kan med ELISA-test påvises i urin i ca. 80-85 timer, men efter 36 timer (1½ døgn) er et negativt resultat ikke ensbetydende med, at patienten ikke har en amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/12056.asp). Med en høj analytisk følsomhed på 0,22 nanogram pr. ml egner ELISA-testen sig også til kvantitativ koncentrationsbestemmelse, samt til måling af koncentrationsfaldet (den såkaldte clearance) ved hæmoperfusion (bionyt.dk/ref/11932.asp).

Hvordan udføres ELISA-testen?

Amanitin-ELISA testen er en enzym-immuntest. Urinen fortyndes 1:25 med en inkubationspuffer og bruges derefter direkte til testen. Samtidig måler man på 5 standarder og 2 kontroller. Brøndene i en såkaldt mikrotiterplade er på indersiden belagt med antistof, der kan binde amanitin. Testen udføres dobbelt, og først bliver 50 mikroliter af de fem standarder, de to kontroller og de to fortyndede prøver overført til brøndene. [Eventuelt tilstedeværende amatoxin fra svampen bindes derved til antistoffet i brøndene]. Derefter tilsættes 50 mikroliter amanitin/biotin-konjugat til hver brønd. (Et konjugat er et materiale fremstillet ved at knytte to eller flere stoffer sammen). [Det amanitin fra svampen, der allerede har sat sig på antistoffet i brøndene, konkurrerer nu ("kompetitivt") med amanitin/biotin-konjugatet om de frie antistof-bindingssteder, som kan binde amanitin]. Efter 30 minutters henstand (inkubation) ved 18-28 °C (dvs. stuetemperatur) fjernes alt det materiale, der ikke har bundet sig til brøndene (ved at vaske pladen tre gange med puffervæske (en puffer - betegnes også "buffer" - er en blanding af en syre og dens korresponderende base, som modstår pH-ændringer). I et 2. trin af analyseproceduren tilsættes enzym i form af 100 mikroliter af et streptavidin/peberrodperoxidaseenzym-konjugat til hver brønd [streptavidin - og andre avidiner - bindes meget stærkt til biotin, og som du måske husker, var biotin jo tidligere blevet tilsat til de steder, hvor svampens amanitin ikke allerede havde optaget pladsen på brøndenes antistoffer. Streptavidin kan altså bruges til at måle, hvor meget biotin-konjugat, som nu (efter konkurrencen med svampe-amanitinet) sidder bundet til indersiden af brøndene]. Efter 15 minutters henstand ved stuetemperatur vaskes tre gange med puffervæske for at fjerne overskydende streptavidin/peberrodperoxidaseenzym-konjugat. Det bundne streptavidin er koblet til et enzym (peberrodperoxidase; peberrod hedder på engelsk horseradish). Dette enzym skal nu påvises. Det gøres med et substrat, som enzymet kan reagere med. I dette 3. trin tilsættes derfor et substrat (100 mikroliter af "TMB", dvs. 3,3?,5,5?-TetraMethylBenzidine-Liquid-Substrate-System-for-ELISA). TMB-substratet bliver af det bundne enzym (peberrodperoxidase) omdannet til et blåt slutprodukt. Ved tilsætning af en sur stop-opløsning stoppes denne enzymatiske reaktion efter 15 minutter, og farven ændres til gul. Den optiske densitet (dvs. den synlige tæthed) af opløsningen måles ved en bølgelængde på 450 nanometer. Denne optiske densitet er omvendt proportional med koncentrationen af amanitin i prøven (idet høj OD, dvs. forekomst af meget farvestof - fordi der kun var lidt svampe-amanitin til at konkurrere - er ensbetydende med, at der var en lav amanitinkoncentration. Omvendt er lav OD, dvs. hvis der kun er lidt farvestof - fordi der var meget svampe-amanitin til at konkurrere - lig med høj amanitinkoncentration. Grænsen for mængdebestemmelsen (kvantificering) er 1,5 nanogram pr. ml. Dette er "den funktionelle følsomhed". (Den såkaldt "analytiske følsomhed" - limit of detection - er ganske vist lavere, nemlig 0,22 nanogram pr. ml) (bionyt.dk/ref/11933.asp).

Hvad er LC-MS-test?

Amatoxin kan måles i urin, blod og organer ved hjælp af såkaldt reversed phase high-performance liquid chromatography, som er den mest udbredt anvendte metode - og som i øvrigt kan måle amatoxin og phallotoxin ved 2 forskellige UV-bølgelængder. ELISA-test for amanitin bruges i nødstilfælde. Hvis analysen skal bruges til bekræftende analyse eller retsmedicin anvendes i stedet LC-MS teknologi (dvs. liquid-chromatography/mass-spectrometry). Ved LC-MS er den analytiske følsomhed (limit-of-detection, LOD) 2,5 ng/ml og den funktionelle følsomhed (limit of quantification, LOQ) er 5,0 nanogram pr. ml. Denne test tager 1 time. Man kan analysere for flere giftstoffer i samme forsøgsgang. Dette kaldes multipel reaktionsmonitorering (MRM-analyse, multiple reaction monitoring). Til analysen bruges: • "LC/MS/MS teknologi" (LC = liquid chromatography + MS/MS = tandem mass spectrometry). • "GC/MS/MS teknologi" = gas chromatography + tandem mass spectrometry. I praksis kan en LC/MS/MS-analyse indledningsvis afsøge for mange forskellige gifte, efterfulgt af en LC/MS-analyse, der giver en detaljeret masseanalyse af de fundne giftstoffer) (bionyt.dk/ref/12211.asp). Et fransk studie fra 2016 sammenlignede tre metoder til at påvise amatoxin: • (1) Et kommercielt immunoassay-kit: Amanitin ELISA kit (Bühlmann Laboratories AG, Baselstrasse 55, CH-4142 Schönenbuch/Basel, Schweiz) med en microplate reader (450 nm). Alle amanitinholdige svampe indeholder formentlig størst mængde af alfa-amanitin, så derfor er det dette stof, man skal påvise. Testen er 90% specifik for gamma-amanitin. Testen er derimod ikke specifik for beta-amanitin (kun 0,1% specificitet). En vandig koncentration på 25 mg tørret svamp pr. ml er nok til en test. Testen kan give et resultat efter 1 time, men i praksis kan det tage 4 timer. Testen tog i studiet 4 timer. Det tog så lang tid, fordi måleområdet er snævert, så man var nødt til at gentage testen, indtil man ramte det relevante måleområde. Der var stor risiko for falsk-positive eller falsk-negative svar. ELISA-testen her var ifølge producenten ikke beregnet til diagnose, (og ikke beregnet til, at man brugte vand som opløsningsmiddel, men det var nødvendigt for at undgå for mange falske resultater). • (2) En standard HPLC-væskekromatografi-metode (high-performance liquid chromatography) med UV-detektor (fra Thermo Fisher Scientific Inc., San José, USA). Denne metode kunne effektivt påvise alfa- og beta-amanitin, men kun ned til 20 ng/ml (dvs. 0,000.000.020 gram/ml). Metodens måleområde er bredt. Testtiden var 2-3 timer. Der var ingen falske svar. Metoden kræver permanent lager af amanitin-prøver, og en forud-etableret procedure (dvs. at den er ikke så let at starte op). • (3) En HP-TLC tyndtlagskromatografi-metode (high-performance thin layer chromatography) med fluorescens-indikator (fra Merck, Darmstadt, Tyskland). Metoden havde lav følsomhed (den kræver at giftkoncentrationen er over 100 ng pr. plet). Den kunne påvise alfa- og beta-amanitin. Måleområdet var bredt. Testtiden var 1-2 timer. Der var ingen falske svar. Denne metode kræver også et permanent lager af analysevæsker og en forud-etableret procedure. De tre metoder kunne alle finde amatoxin i tre amatoxinholdige svampearter. Alle tre testmetoder kunne også udelukke amatoxins tilstedeværelse i tre ikke-amatoxinholdige svampearter. I dette studie afholdt man sig fra at konkludere, hvilken metode, der ville være bedst egnet, da det afhænger af laboratoriefaciliteterne på stedet. (Som opløsningsmiddel anvendtes vand, da ikke alle laboratorier i verden har de ofte dyre opløsningsmidler, som man ellers bruger) (bionyt.dk/ref/.asp).

Hvad er RIA-metoden?

Før ELISA-metoden blev udviklet, anvendtes 3H-radioimmunoassay (RIA). RIA-metoden blev første gang beskrevet i 1960. Den anvender radioaktiv mærkning og blev en meget nyttig og følsom metode, men med ELISA undgår man radioaktive stoffer, fordi man i stedet bruger antistoffer. At det overhovedet er muligt at mærke antistoffer med enzymer, som er ret store molekyler, uden at antistoffernes egenskaber ændres markant derved, var oprindeligt slet ikke indlysende. I begyndelsen af ??1980’erne var ELISA-metoden blevet udviklet til samme følsomhed som RIA (bionyt.dk/ref/12057.asp).

Hvad er avistest-metoden til påvisning af amatoxin?

Hvis man har svampen til rådighed, kan man udføre en Wieland-test (der også kaldes "avistesten" eller Meixner-testen) for at sandsynliggøre, at svampen indeholder amanitin: Amanitin frembringer en blå farve på det sted, hvor saft fra svampekødet er pådryppet eller mast ned i avispapiret. Den simple procedure er denne: 1) Udgnidning af svampen på avispapir (fordi avispapir indeholder lignin!), 2) derefter forsigtig tørring af pletten, 3) derefter påføring af stærk saltsyre (25-30%) og 4) igen tørring. Kødet i stokken eller hatten indeholder typisk ingen farvepigmenter, og derfor skal man helst bruge disse dele af svampen til testen og ikke lamellerne. Et lille stykke svamp (helst fra hatkødet, da stokken indeholder mindre amatoxin) trykkes ud på avispapir (det skal være marginen af en hverdagsavis, hvor der ikke er tryksværte og avisen er sugende). Dette gøres indtil man kan se en fugtig plet på avispapiret. Pletten tørres med varm luft (temperaturen må ikke komme over 60 °C). Den udtørrede plet fugtes med en dråbe af 25-30% saltsyre. Efter 5-10 minutter bliver pletten langsomt blå, hvis prøven indeholder mindst 0,02 mg amanitin. Testen kan bruges til friske svampe - men som nævnt også til tørrede, som blot hurtigt opblødes med vand før testen udføres. Reaktionen er svagere med kogte svampe og fragmenter fra opkast, fordi amanitin er vandopløseligt, så noget af amanitinet vil nok være væk (det gør dog ikke fluesvampene ugiftige efter kogning!). Med denne test vil man se blåfarvning på grund af amanitin, hvis testen udføres med Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), Snehvid Fluesvamp (Amanita virosa) eller den udenlandske Amanita verna. Ved de tyndkødede Lepiota og Galerina arter er testresultatet ikke entydigt blåt, som det er ved de giftige amatoxin-fluesvampe, se billedet (bionyt.dk/ref/12285.asp).

Hvad kan være årsager til et falsk-positive testresultat af avistesten for amatoxin?

Falsk-positive testresultater for amanitin (dvs. "fund" i svampe, som ikke indeholder amanitin) skyldes sikkert, at nogle svampe indeholder en del indol-stoffer, som ved testen reagerer ligesom amanitinerne gør, idet amanitiner også er indol-stoffer: Falsk positive blå reaktioner er typisk for visse mælkehatte og skørhatte, der imidlertid begge er karakteristiske ved at have sprødt væv på grund af vævets kuglerunde sfærocyst-celler, og disse kuglerunde celler kan ses ved mikroskop af skørhatte og mælkehatte, hvilket viser, at det ikke kan være nogle af de amatoxinholdige svampe (bionyt.dk/ref/12058.asp). Psilocybin-holdige svampe kan give en reaktion, som minder meget om amatoxin-reaktionen, fordi de også indeholder indoler. Avistest-reaktionen er blågrøn med rosa rand ved test på Ægte Rabarberhat Chlorophyllum (Macrolepiota) rhacodes. Avistest-reaktionen er gråblå ved test på Svovl-Ridderhat Tricholoma sulfureum. Avistest-reaktionen fra amanitin-frie arter er ofte brunlig, som ved test med Rød Fluesvamp Amanita muscaria, Panter-Fluesvamp Amanita pantherina samt Rødmende Fluesvamp Amanita rubescens. Der ses rosafarvning på grund af bufotenin, hvis avistesten udføres med Kugleknoldet fluesvamp Amanita citrina eller med Porfyr-fluesvamp Amanita porphyria (bionyt.dk/ref/11934.asp). Avistest-reaktionen er brun eller brunrød ved test med Karbol-Champignon Agaricus xanthoderma og Alm. Netbladhat Paxillus involutus. Avistest-reaktionen er rosa ved test på Stinkende Ridderhat Tricholoma lascivum (bionyt.dk/ref/11935.asp). Kanel til påvisning af amanitin.

Hvad er kaneltesten for amatoxin?

Amanitiner påvistes i hvert fald tidligere oftest med kanelaldehyd-saltsyre (cinnamaldehyd hydrochloric acid). Kanelaldehyd er det stof, der giver kanel sin smag. [Stoffet kan bruges til at afskrække katte og hunde, og kan bruges mod insekter samt kan fungere som svampehæmmende middel - fungicid - på afgrødeplanters rødder]. Amanitiner giver en violet farve med kanelaldehyd-saltsyre. (Phalloidiner giver en blå farve med stoffet) (bionyt.dk/ref/12059.asp).

Hvordan behandler man en amatoxin-svampeforgiftning?

På trods af, at man nu har fuldt kendskab til både amatoxin-giftstoffets opbygning og dets virkning, er man ikke kommet nærmere en specifik behandling af amatoxin-forgiftning. Behandlingen går stadig i høj grad ud på at symptombehandle, altså lindre de forskellige symptomer, hvoraf mange hver for sig kan medføre døden uden behandling. Da amatoxin-cellegiften virker så langsomt på kroppen, må alle patienter, hvor man mistænker amanitin-forgiftning, holdes mindst en uge på hospitalet.

Hvilken virkning har diarré ved amatoxinforgiftning med svampe?

Vandig diarré kan fjerne mindre giftige svampegifte, men det fjerner ikke amatoxin-gifte. Disse gifte optages nemlig meget nemt gennem tarmvæggen, og når diarré-symptomet starter, er al giften allerede kommet videre ind i kroppen. Selv om man er travlt optaget af at skulle på toilettet hele tiden, gælder det om at komme på hospitalet hurtigst muligt - da tid er en helt afgørende faktor ved amatoxin-svampeforgiftning. Ekskrementer skal bevares (ligesom det gælder for opkast), fordi det måske kan bruges til at bestemme, hvilken svamp, man har spist. Hvis man har rester af svampen i affaldsposen skal dette sikres, så det ikke smides bort.

Kan hunde og katte forgiftes af svampe?

Vi har desværre d. 1. august mistet vores dejlige hund på boldbanerne ved Rødovre Hallen, da hun spiste nogle meget giftige svampe. Der gik mindre end 4 timer efter hun havde spist dem til hun var væk, så det går virkelig stærkt! – og de første symptomer kom cirka efter en halv time. (Meddelelse på Internettet).

Er Grøn Fluesvamp giftige for hunde?

Hunde kan dø overraskende hurtigt af amatoxin-forgiftning, f.eks. 55 - 60 timer efter indtagelsen, dvs. 3 gange hurtigere end et menneske typisk vil dø af Grøn Fluesvamp. Aggressiv rehydrering skal startes hurtigt, især da hunde typisk ikke vil spise eller drikke efter at have indtaget amatoxin-svampe (bionyt.dk/ref/12021.asp). Amatoxin-holdige svampe er altså meget giftige for hunde. Det kan være en dårlig idé at lade hunden se, at ejeren plukker sådanne svampe, fordi de så kan finde på at gå efter dem selv. I Californien dør hunde hvert år af Amanita ocreata og Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides), som nogle hunde åbenbart finder gode at spise. Nogle hunde spiser giftige svampe igen og igen, og bliver syge igen og igen uden at lære, at de bliver syge af det. På University of California, Davis, er de begyndt at teste hundes urin for amatoxin, fordi der nogle år har været en del hundeforgiftninger (bionyt.dk/ref/12022.asp). Kødfarvet parasolhat Lepiota subincarnata indeholder amatoxin, og menes også at have været skyld i hundes død. Hunde har nogenlunde samme følsomhed for amanitin som mennesker. Indsprøjtet i en blodåre på hunde er dødelig giftdosis 0,1 mg/kg, hvilket ofte også angives som potentiel dødelig giftdosis for et menneske (bionyt.dk/ref/12023.asp).

Kan silibinin bruges mod amatoxin-forgiftning hos hunde?

I hunde cirkulerer amatoxin-gift ligesom hos mennesket mellem leveren og tarmen. Man har påvist, at silibinin (silybin) virker som modgift, når hunde forgiftes. Intravenøs indgivelse af 50 mg/kg silibinin (silybin) til hundene 5 timer og 24 timer efter forgiftningen forhindrede, at de døde (bionyt.dk/ref/12024.asp).

Er morkler giftige for hunde?

Også andre svampe kan være farlige for hunde, som jo i givet fald typisk spiser svampene rå. En amerikansk familie havde i 2013 samlet morkler (Morchella) og lagt dem fra sig på jorden. Hunden fandt dem og spiste dem, hvorefter den senere døde (bionyt.dk/ref//12025.asp).

Er stenmorkler giftige for hunde?

En hund, der spiste tilberedte Ægte Stenmorkel (Gyromitra esculenta) døde efter 4 dage (bionyt.dk/ref/12026.asp).

Er Rød Fluesvamp giftige for hunde?

Rød Fluesvamp Amanita muscaria og Panter-Fluesvamp Amanita pantherina er normalt ikke dødelige for mennesker, men begge disse arter kan være dødelige for hunde og katte (bionyt.dk/ref//12027.asp).

Er Rød Fluesvamp giftige for katte?

Katte spiser ikke svampe i naturen, men de kan finde på at gøre det i hjemmet, især hvis det er tørrede svampe. En kat, der spiste Rød Fluesvamp i dens hjem, døde af det (bionyt.dk/ref/12028.asp). For hunde er Rød Fluesvamp (Amanita muscaria), Panter-Fluesvamp (Amanita pantherina) og Amanita aprica dog typisk kun dødelige for meget unge eller meget gamle hunde, eller hvis de har spist en meget stor portion - eller hvis de er blevet behandlet med atropin eller valium hos dyrlægen. Valium hæmmer nemlig centralnervesystemet, hvilket disse svampegifte også gør (ibotensyre og muscimol) (bionyt.dk/ref/12029.asp).

Er bruskbolde giftige for hunde?

Bruskbolde (Scleroderma-arter) er almindeligvis ikke er dødelige for mennesker, men kan være dødelige for hunde (bionyt.dk/ref/12030.asp).

Er trævlhatte giftige for hunde?

Trævlhatte (Inocybe-arter) er almindeligvis ikke er dødelige for mennesker, men kan være dødelige for hunde (bionyt.dk/ref/12030.asp).

Er Puklet Gift-slørhat giftig for hunde?

Puklet Gift-slørhat (Cortinarius rubellus (speciosissimus)) er giftig for hunde og katte: For at afprøve hypotesen om denne svamp var giftig, gav man svampen til hunde og katte. De døde efter 5-12 dage, og også blot hvis de fik svampen i deres mad. Indsprøjtning af giften var ikke nødvendig.

Hvilket opkastningsmiddel bruger dyrlæger til dyr?

Dyrlæger bruger apomorfin som opkastningsmiddel [apomorfin (2 mg/kg) eller xylazin (0.05-1 mg/kg) http://www.medicintildyr.dk/specialtema/forgiftninger.aspx]. Dosis er naturligvis meget afgørende, og dyrets vægt skal derfor kendes og midlet doseres i form af en indsprøjtning af korrekt dosis. Kilden her [https://www.abvt.org/public/docs/antidoteupdate08.pdf] angiver visse specifikke antidot-midler, men nævner ikke silibinin mod amatoxin. På en svampetur fortalte en deltager at hun havde hørt eller set at man kunne bruge brintoverilte til at fremkalde opkastning, men jeg har ikke fundet en bekræftigelse heraf. En dyrlæge, som jeg talte med, havde ikke hørt det.

Kan giftige svampe bestemmes med et foto?

Billeder af svampen skal tages med til hospitalet - men (da man på hospitalet måske ikke har kendskab til svampearter), skal man især sende sine billeder til Giftlinjen, og også ringe hertil (medens man er undervejs til hospitalet, især hvis man først blev syg mere end 6 timer efter spisningen og derfor kan have fået en amatoxin-forgiftning).

Har man undersøgt om foto-identifikation af giftsvampe er tilstrækkeligt sikkert?

For at tjekke om foto-identifikation af svampene er tilstrækkeligt, lavede man et studie: Ved alle forespørgsler blev spørgerne i en forsøgsperiode bedt om at sende svampen i en kuvert til Giftlinjen, hvor den blev lagt i en fryser ved -20 °C med henblik på senere identifikation. En uge efter blev spørgeren kontaktet telefonisk og interviewet. Denne indsamling af data blev afsluttet efter et år (feb. 2010). Potentielt livstruende forgiftninger sås hos seks personer i perioden. Foto-identifikation blev udført og lektor Henning Knudsen fra Københavns Universitet foretog identifikation af de indsendte svampe for at se, om de var identificeret korrekt ud fra fotobestemmelserne. Studiet viste, at identifikation ved hjælp af foto, der er taget med mobiltelefon eller digitalt kamera, er en pålidelig metode, der kan anvendes til at udelukke, at der er tale om en meget giftig svamp. Man har derfor nu indført, at spørgeren bliver bedt om at sende tre billeder til Giftlinjen (som MMS til tlf. 82121212 eller 38635555 eller via email til giftlinjen@regionh.dk). Giftlinjen sender billederne videre til en svampekyndig, f.eks. Thomas Læssøe. Kun hvis det ikke er muligt at identificere svampen ved foto, og ved mistanke om reel risiko for alvorlig forgiftning, bliver svampen sendt med taxa til den geografisk nærmeste svampekyndige. Man opretholder altså muligheden for fysisk identifikation ved tvivlstilfælde, samt hvis svampen ved foto-identifikation identificeres som farlig (bionyt.dk/ref/12020.asp).

Hvad er Giftlinjen?

Giftlinjen i Danmark (The Poison Hotline) er en landsdækkende, døgnåben telefonrådgivning, som enhver kan ringe til, og som rådgiver om forgiftninger ved opkald fra borgere og sundhedspersonale. Giftlinjens telefoner er (+45)82121212 eller (+45) 38635555, email: giftlinjen@regionh.dk.(Adressen er Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, opg. 20 C, 2400 København NV). Giftlinjen fik 10.000 henvendelser i 2007, som var det år, hvor linjen åbnede. 10 år senere er man nået op på 25.000 henvendelser om året. Men Giftlinjen har samme bemanding og samme budget som for 10 år siden, så de frygter, at folk med alvorlig forgiftning ikke hurtigt nok kan få den fornødne rådgivning og hjælp. Kim Dalhoff fra Giftlinjen siger: "Vi håber, at hvis nogen er i livsfare, og man ikke kan komme igennem til vores numre, så i stedet ringer til telefon 112. (Den såkaldte "Akuttelefon" 1813 er en tredie telefonlinje, men den er for langsom ved en akut forgiftning. Telefon 114 er til politiet og her mødes man af en telefonbåndoptager, så det er heller ikke til akutte tilfælde) (bionyt.dk/ref/12019.asp). (Oplysninger om giftcentraler i udlandet: www.bionyt.dk/giftcentral).

Hvor mange forespørgsler får Giftinformationscentralen i Sverige om svampeforgiftninger årligt?

Svampeforgiftninger i Sverige overvåges af Giftinformationscentralen i Stockholm, som årligt modtager 1500-2000 forespørgsler om mulige svampeforgiftninger. Fra det danske Landspatientregister kan man hente statistiske oplysninger om antallet af indlæggelser og skadestuebesøg, som skyldes svampeforgiftninger. Der bliver imidlertid ikke fulgt op på de enkelte sager om mængden af spiste svampene, og hvor alvorlige forgiftningerne har været. Data kan være forkerte: Jeg har hørt, at Haslev-forgiftningen er registreret som fluesvampforgiftning, selv om det er upåvist. Giftlinjen har typisk ca. 200 opkald pr. år vedrørende svampe. F.eks. fik Giftlinjen i 2015 opkald fra 257 personer, som mente, at de eller pårørende var blevet udsat for svampeforgiftning (bionyt.dk/ref/12019.asp). Alle, der vurderedes at have indtaget en giftig mængde af en svamp, svarende til mere end en sukkerknald stor bid, blev sendt til behandling med aktivt kul på en skadestue. Samtidig forsøgte man over telefonen at få identificeret svampens art så godt som muligt. Hvis dette ikke var muligt, blev svampen sendt med taxa til en svampekyndig. Ofte viste det sig, at behandlingen med aktivt kul havde været unødvendig, fordi svampen var ugiftig. 80% af opkaldene i studiet angik børn under seks år, som havde smagt på eller indtaget noget af en svamp. Syv børn havde efterfølgende haft lette mavegener. Ingen blev alvorligt syge. Børns indtag af svampe giver i praksis sjældent anledning til alvorlig forgiftning. Livstruende forgiftninger med svampe ses oftest hos voksne og familier, når svampene er indsamlet med henblik på tilberedning og indtagelse som et måltid. Voksne indlægges på hospital ved indtag af mere end én bid af en cytotoksisk svamp med amatoxin, gyromitrin eller orellanin [Cytotoksisk = cellegift]. Børns indtag af en cytotoksisk svamp skal derimod altid, uanset mængden af den amatoxin-holdige svamp, medføre indlæggelse og behandling. For ikke-cytotoksiske giftsvampe gælder, at det først skal medføre behandling ved indtagelse af mere end 3 cm3 (svarende til tre sukkerknald-stykker); dette gælder både for børn og for voksne.

Hvordan er svampeforgiftningers latenstider?

For lægen, som skal behandle patienten, der er blevet syg efter at have spist en fejlbestemt svamp, har det stor værdi at gruppere de mange forskellige slags svampeforgiftninger med udgangspunkt i latenstiden. På hospitalet vil den forgiftede person derfor blive spurgt: "Hvor lang tid gik der, fra du spiste svampemåltidet og til du fik de første symptomer?" (I praksis er viden om latenstid dog vanskelig at tolke, for latenstiden afhænger af individets følsomhed, mængden af de spiste svampe, og om der blev spist forskellige slags giftige svampe). En slags nøgle til bestemmelse af svampeforgiftningstype findes her: bionyt.dk/ref/12031.asp. Generelt er lang latenstid et meget dårligt tegn ved en svampeforgiftning, fordi det så ofte skyldes en amatoxin-forgiftning, og typisk med Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) eller Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). Meget lette amatoxin-forgiftninger viser sig først efter et døgn, og de vil så også komme mindre pludseligt og i øvrigt give negativ ELISA-test i blod og urin for amanitin. Kortere latenstid kan i sjældne tilfælde også være et alvorligt tegn - nemlig hvis der er spist en særlig stor portion svampe, for så er latenstiden kortere. I sådanne tilfælde kan risikoen være stor for, at det ender med levertransplantation eller patientens død. Kort latenstid er dog som regel ensbetydende med harmløse forgiftninger. Latenstiden ved Grøn Fluesvamp Latenstiden ved Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) er typisk 6-15 timer. Ved lettere forgiftninger med Grøn Fluesvamp kommer symptomerne først efter 13-36-(48) timer, dvs. ½-1½-(2) døgn efter måltidet. Tidlige symptomer, dvs. allerede 2-7 timer efter indtagelsen, ses ved indtagelse af den rå svamp og hos børn eller ved indtagelse af en meget stor portion (samt i tilfælde hvor der samtidig er blevet spist svampe, der hurtigere fremkalder mavetilfælde).

Hvilken virkning har udpumpning dvs. mavetømning ved amatoxinforgiftning med svampe?

Udpumpning (lægesprog: "aspiration"; gastric lavage, stomach pumping, gastric irrigation, ty: Magenspülung) er opsugning af maveindhold. Dette anbefales kun, hvis der er indtaget en potentielt livstruende mængde svamp, og kun hvis udpumpningen kan foretages kort efter måltidet (hvilket vil sige inden 60 minutter efter måltidet), og i øvrigt bruges metoden ikke, hvis patienten har svækket bevidsthed (og dermed manglende luftvejsbeskyttende reflekser), eller har mavesår eller er blevet opereret for nylig (bionyt.dk/ref/12067.asp).

Hvilken virkning har væske og elektrolytter ved amatoxinforgiftning med svampe?

For at undgå at nyrerne tager skade, og for at sikre at nyrerne kan fortsætte med at udskille amatoxin, skal der gives rigeligt med væske: "Aggressive hydration to prevent early renal failure" (bionyt.dk/ref/12068.asp). Patienterne kan behøve 4 - 7 liter intravenøs væske for at kompensere væsketabet og sikre urinproduktionen og at nyrerne ikke skades på en sådan måde, at amatoxinet ikke kan udskilles fra kroppen (bionyt.dk/ref/12245.asp).

Hvilken virkning har fremtvunget urindannelse ved amatoxinforgiftning med svampe?

Amatoxin udskilles især via urinen. "Diurese" er en betegnelse for urinproduktion, f.eks. målt i milliliter urin pr. time. Et rask menneske i neutral væskebalance vil producere ca. 1 ml urin pr. time pr. kg legemsvægt (dvs. 70 ml urin pr. time for en person på 70 kg. Det er ca. 1,7 liter i døgnet). Da amatoxin er vandopløseligt og udskilles via nyrerne, vil man fjerne noget af giften ved at forøge urinproduktionen (forceret diurese, eng.: forced diuresis). Ved amatoxin-forgiftning anbefales forceret diurese med dannelse af 100-200 ml urin pr. time i 4-5 dage (bionyt.dk/ref/12069.asp). (Man skal måske være opmærksom på at forceret diurese kan skade nyrerne). De tyske "Münchner-anbefalinger" til behandling af phalloides-syndrom (bionyt.dk/ref/11939.asp) lyder sådan: • Indgivelse af væske til opnåelse af et urinvolumen på 2-6 ml urin pr. kg kropsvægt pr. time. For en person på 100 kg vil det sige et urinvolumen på 200-600 ml pr. time (bionyt.dk/ref/11940.asp). Da en øget urindannelse vil påvirke elektrolytbalancen, skal denne overvåges - f.eks. tabes kalium i urin. Der skal altså være overvågning for at undgå risiko for overhydrering (hyperhydratation). Til forceret diurese ved amatoxin-forgiftning bruges ofte en kombination af furosemid og mannitol, der begge virker urindannende, men på forskellige måder. Mannitol filtreres i nyrernes glomeruli uden efterfølgende reabsorption i nyrernes tubuli, og derved øges diuresen som følge af en osmotisk effekt. Vanddrivende midler kaldes også diuretika.

Hvilken virkning har aktivt kul mod amatoxinforgiftning med svampe?

Den indledende behandling er at forhindre absorptionen af giftstoffet og forøge fjernelsen af amatoxin fra kroppen. Det forsøges med indgivelse af aktivt kul, evt. med sonde-indgivelse med vasket, aktiveret kul. (Anlæggelse af sonde gennem næsen foretrækkes, fordi det medfører mindst kvalme, opkastningstendens og ubehag). Aktivt kul laves typisk ved forbrænding af bambus eller kokosnød. Det kaldes også medicinsk kul (activated charcoal) og er mikroporøst kul, der er karakteriseret ved et stort indre overfladeareal (op til 1500 m² pr gram) og dermed velegnet til adsorption af organiske giftstoffer såsom svampegifte. (Det er i øvrigt ikke alle typer giftstoffer, som aktivt kul er effektivt imod, f.eks. ikke visse uorganiske giftige stoffer. Anvend ikke aktivt kul (Carbomix-granulat), hvis patienten har fået ætsende emner i sig (stærke syrer eller stærke baser), alkoholer, methanol, ethylenglycol, petroleumprodukter, fluorid, cyanid eller metaller såsom jern, lithium, thallium, eftersom aktivt kul ikke binder til disse stoffer - i disse tilfælde skal der foretages maveskylning i stedet for - eller anden form for afgiftning såsom: • Særlig modgift mod cyanid er natriumnitrit/4-dimethylaminfenol. • Særlig modgift mod jernforbindelser er deferoxamin. • Særlig modgift mod lithium er kalciumpolystyrensulfonat. • Særlig modgift mod methanol er ethanol. • Særlig modgift mod ethylenglykol er også ethanol (bionyt.dk/ref/12279.asp) ). [Man fraråder indtagelse af aktivt kul i de tilfælde, hvor en bestemt oral modgift er meget vigtig (eller hvor der er behov for anden oral behandling). Indtagelse af aktivt kul frarådes også, hvis patienten tager anti-peristaltisk medicin (som stopper tarmperistaltikken), eller hvis patienten har indtaget et giftstof med anti-peristaltisk virkning, pga. risiko for hul på tarmen]. Når man indtager aktivt kul, skal man drikke rigeligt med vand - ellers virker det ikke. Politiken skrev i en artikel i 2009 (bionyt.dk/ref/12070.asp), at på 100 år er kun ti mennesker i Danmark døde af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) eller Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). Artiklen nævner, at man skal indtage "50 gram aktivt kul blandet op i vand", men glemte at skrive, at dette - på grund af giftens recirkulation i kroppen - skal gentages igen og igen i de første 3-4 døgn, f.eks. 6 gange pr. døgn, så døgndosis kommer op på 300 g aktivt kul pr. døgn. Ifølge pro.medicin.dk (der er en side, som læger bruger til at tjekke lægemidler og behandlingsanvisninger ("behandlingsregimer"), men som vi andre også har adgang til at læse) (bionyt.dk/ref/12071.asp) fås følgende produkter med aktivt kul mod forgiftninger: • CARBOMIX. På siden "apopro.dk" er prisen 2536 kr for 10 Norit Carbomix granulat til oral suspension (50 g = 1 flaske = 400 ml suspension; 20 g aktivt kul svarer til 160 ml af suspensionen). Det fremgår ikke, om man kan købe blot 1 flaske (50 g), men prisen ville så være 254 kr for 50 g og et forbrug på 300 g pr. dag ville koste 1411 kr pr. dag (bionyt.dk/ref/12281.asp). På en svenskfinsk side "Familje Apoteket" er prisen 38 Euro (282 kr) for 50 g og 611 Euro (4548 kr) for 1 kg. De leverer ikke til Danmark. (bionyt.dk/ref/12278.asp). På en belgisk side "optiphar.com" er prisen kun 1/3, nemlig 12,37 Euro (92 kr) for 50 g. De sender ikke medicin uden for Belgien og Holland, og aktivt kul leverer de ikke til Danmark (bionyt.dk/ref/12280.asp). På "webapoteket.dk" var "Carbomic Granulat 'Eoropharma' Europharma dk ApS" udsolgt, men angivet at skulle koste 2132 kr for 10 x 50 g (bionyt.dk/ref/12277.asp). Virkningen af aktivt kul mod amatoxin-giften aftager med tiden efter forgiftningen. Det virker bedst i de første 60 minutter efter indtagelsen af svampen, men aktivt kul kan dog forhindre, at amatoxin, der fra leveren sendes tilbage til tarmen, igen optages i kroppen (enterohepatisk cirkulation), som før nævnt. Man skal allerede give aktivt kul inden amatoxin-forgiftningen er bekræftet, da enhver forhaling af tiden vil nedsætte virkningen, og da der ikke er nogen grund til ikke at give aktivt kul. Folk, der tænker, at der overhovedet er en risiko for, at de eller deres pårørende kan blive påført en svampeforgiftning, bør efter min mening have medicinsk kul til rådighed (i granulat-form, og ikke i kapsel-form), men det er ikke en anbefaling, som generelt angives. Aktivt kul har bedst virkning i de første 60 minutter efter forgiftningen, og symptomerne ved amatoxin-forgiftning dukker måske først op efter 600 minutter (bionyt.dk/ref/12078.asp). René Flammer angiver i sin bog "Giftpilze" (2014)(bionyt.dk/ref/11937.asp), at man i Tyskland bruger disse dosis-anbefalinger for aktivt kul mod amatoxin-forgiftning: • Voksne gives ½ (-1)* gram aktivt kul pr. kg kropsvægt, gentaget hver 4.-6. time (til en samlet dosis på 300 gram pr. dag). Dvs. 50 gram (-100 g) aktivt kul til en voksen, der vejer 100 kg, givet hver ca. 4.-6. time i f.eks. 3 dage; eller 25 gram hver 2. time eller 12,5 gram hver time eller i kortere intervaller - op til 300 g pr. døgn. • Børn gives samme eller dobbelt pr-kg-dosis, dvs. ½ - 1 (-2)* gram aktivt kul pr. kg kropsvægt (dvs. at der til et barn på 20 kg gives 10-20 (-40) gram aktivt kul, gentaget hver 2. - 4. time) (bionyt.dk/ref/11948.asp). *) (bionyt.dk/ref/12079.asp). Norit Det kunne være interessant at vide, om selv-medicinering med aktivt kul i forbindelse med forgiftning er en fordel eller ej. Der kan dels være spørgsmålet om, at selv-medicineringen foretages på utilstrækkelig måde (for lav dosis eller at der bruges gelatinekapsler i stedet for granulat), og dels om selv-medicinering så vil få folk til at undlade at opsøge faglig hjælp, fordi "de jo så har gjort noget" - f.eks. hvis det er weekend, eller de er på ferie og ikke kender til det lokale sundhedssystem eller det lokale sprog, hvis de er i udlandet. Dertil skal lægges, at da jeg henvendte mig på et apotek for at købe aktiv kul (som jeg sagde skulle bruges som forebyggelse mod svampeforgiftninger), fik udleveret en pakke Norit med 30 kapsler á 200 mg, hvorpå der stod, at man skulle tage 3-4 kapsler ad gangen og højst 12 kapsler dagligt. Men 4 kapsler á 0,2 g er kun 0,8 g og den anførte maksimale dagsdosis på 12 kapsler er kun 2,4 g aktivt kul og tilmed var der tale om gelatinekapsler, som ikke kan bruges ved en akut svampeforgiftning. Norit-pakken kostede 75 kr på apoteket [samme Norit-pakke kan købes for ca. 54 kr på siden her: (bionyt.dk/ref/12080.asp)]. Hele Norit-pakken på 30 kapsler á 0,2 g er kun 6 gram. For at opnå en dosis på 50 gram ville man skulle spise 8,3 hele pakker til en pris af 625 kr, og for at opnå en dagsdosis på 300 gram ville man skulle spise for 3750 kr. Tilmed står der på pakken "Må ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning". Produktet er gelatinekapsler, og hedder som sagt Norit. (Det indeholder titandioxid (E171) og sort jernoxid (E172), men mængderne af disse er ikke angivet). På pakken står "anvendes som supplement til diæt ved akut diarré". Fluesvampe-forgiftning giver i den grad akut diarré i nogle tilfælde. Men det er altså alligevel slet ikke dette, som produktet er beregnet til. På lægesprog: "Indikationen er ikke mod forgiftning". Men det advares der ikke om på pakken! På Internetsiden her (bionyt.dk/ref/12081.asp) står "Aktivt kul ‘Norit’ anvendes ved akut diarré, f.eks. i forbindelse med forgiftninger". Jeg forstår ikke, hvordan det kan være tilladt med sådanne løsagtige anvisninger. Desuden skal man ikke bruge kapsler. Gelatine-kapsler kan være 6 timer om at opløses i mave/tarm-systemet, så når aktivt kul er i gelatine-kapsler er det helt ubrugeligt mod forgiftning! ANVISNINGEN PÅ NORIT-PAKKEN ER ALTSÅ STÆRKT MISVISENDE OG DERMED POTENTIELT FARLIG VED AT RISIKERE AT TILSKYNDE TIL AT UNDERBEHANDLE EN FORGIFTNING SÅSOM EN SVAMPEFORGIFTNING. 1 ml brugsfærdig suspension af granulat til oral suspension indeholder 125 mg aktivt kul. Det generelle doseringsforslag af aktivt kul (ikke specifikt med henblik på amatoxin-forgiftning) er: • En generel anvisning om brug af aktivt kul - som altså ikke angår amatoxin-forgiftning specifikt - er følgende: Voksne og børn over 12 år: 50-100 g (1-2 flasker) så hurtigt som muligt. Der tilstræbes et gift:kul-forhold på mindst 1:10. Ved indtagelse af mere end 5-10 g giftstof [bemærk at det er generel information om brug af aktivt kul - for ved amatoxinforgiftning måles amatoxinmængden i milligram (mg)], slow-release-præparater eller stoffer med betydelig entero-hepatisk kredsløb [og dette gælder jo for amatoxin idet der er et sådant tarm/lever-kredsløb] gentages behandlingen i op til 2 døgn (ved amatoxin-forgiftning anbefales ofte fortsættelse i f.eks. 3-4 døgn) med en dosis på 20 g hver 4-6 time (ved amatoxin-forgiftning anbefales en dagsdosis på 300 gram aktivt kul i granulatform). •Børn 4-12 år: Sædvanligvis 1 g/kg. Der startes med 25 g (1/2 flaske). (NB! Dette er en generel anvisning om brug af aktivt kul). •Børn under 4 år: Der startes med 12,5 g (1/4 flaske). Dosis kan gentages, jævnfør ovenfor. (NB! Dette er en generel anvisning om brug af aktivt kul, og angår ikke kun amatoxin). Kontraindikationer •Ubeskyttede luftveje, medmindre der er anæstesiologisk assistance •Huller i tarmen og forstoppelse (lægesprog: gastro-intestinal perforation eller obstruktion) [Forstoppelse kan undgås ved at indtage afføringsmiddel]. •Indtagelse af ætsende stoffer eller letflydende kulbrinter, medmindre de er opløsningsmiddel for stærkt toksiske stoffer. Forsigtighedsregler En sjælden, men alvorlig komplikation er at få aktivt kul ned i lungerne (lægesprog: “aspiration til luftvejene”). Man bør derfor være særlig opmærksom på bevidsthedssvækkelse eller at patienten ikke vil samarbejde (lægesprog: “mangelfuld kooperation fra patienten”). I sådanne tilfælde bør aktivt kul gives med mulighed for bedøvelse (lægesprog: “administration bør ske med anæstesiologisk assistance”). Bivirkninger En almindelig bivirkning (hos 1-10%) er forstoppelse, dvs. hård afføring, der er vanskelig at komme af med. (Lægesprog: obstipation eller konstipation). Virkninger på andre ting (lægesprog: “Interaktioner”) Aktivt kul nedsætter virkningen af andre orale lægemidler, f.eks. p-piller. Der bør derfor anvendes anden prævention efter behandlingen. Aktivt kul nedsætter virkningen af specifikke antidoter mod den aktuelle forgiftning. (Jeg har ikke læst nogen steder, at aktivt kul kan inaktivere virkningen af oralt (gennem munden indgivet) silibinin, men hvis der er en sådan inaktiverende virkning, kan det tænkes at være en del af forklaringen på, at man altid skal give silibinin som injektion). Aktivt kul kan om nødvendigt anvendes til gravide. Aktivt kul kan om nødvendigt anvendes ved amning, fordi aktivt kul ikke absorberes til brystmælken (men netop amatoxin overføres til brystmælk, og en amatoxin-forgiftet mor kan ikke amme barnet i 14 dage, dvs. så længe brystmælken stadig indeholder amatoxin). Aktivt kul har en stor indvendig overflade og kan adsorbere aktive stoffer i mavetarmkanalen. Aktivt kul absorberes ikke i kroppen. Det virker kun lokalt. (Lægesprog: “absorberes ikke systemisk”).

Hvordan skal aktivt kul indgives?

Produktanvisningen af et produkt med aktivt kul anfører: “Rystes før brug til en ensartet suspension. Ryst altså flasken for at løsne granulatet. Flasken fyldes op med vand til den røde streg og rystes i ca. 1 minut. Herved fås ca. 400 ml suspension. Hvis indholdet indtages ad flere gange, skal det rystes hver gang for at modvirke bundfældning”. Produktbeskrivelsen anfører også: “Kan også opblandes i f.eks. is eller yoghurt (til børn)” (jeg ved ikke at dette også gælder ved amatoxin-forgiftning, fordi chokoladedrik, iscreme eller andet fedt forhindrer aktivt kul i at virke som ønsket). Brugsfærdig suspension er holdbar i 24 timer ved opbevaring i køleskab (2-8°C). [Jeg har ikke læst om holdbarheden af granulatet af aktivt kul] Køb af aktivt kul: Køb af aktivt kul: Granulater til oral suspension: - fra firmaerne EuroPharmaDK (id.nr. 543069) og Abacus (id nr 140787) - kan købes i håndkøb (men er apoteksforbeholdt) (bionyt.dk/ref/12073.asp) Andre anvendelser af aktivt kul: Andre anvendelser af aktivt kul: • Aktivt kul kan bl.a. bruges til billig tandblegning. En iværksætter, Anna Lykke Oehlenschlaeger, har haft succes med en webshop om dette (bionyt.dk/ref/12075.asp og /12074.asp). • Diarré, f.eks. ved rejser til troperne (1 spiseskefuld aktivt kul rørt op i en kop med 120 ml vand og drik det. Drik et stort glas vand bagefter). • Dårlig ånde • Fødevareintolerance og andre fordøjelsesproblemer. • Fødevareallergier, f.eks. peanut-allergi. • Hvis man lider af irriteret tyktarm, cøliaki, fødevareintolerance overfor gluten, mælkeprodukter, candida mv. kan aktivt kul lindre symptomerne midlertidigt, dog uden at helbrede sygdommene. • Kvalme/Opkast. Efter at have kastet op, kan man røre 1 spiseskefuld aktivt kul op i en kop med 120 ml vand og drikke det. Drik et stort glas vand bagefter. Virker ofte på under 1 minut. • Migræne/Hovedpine. Aktivt kul kan ofte lindre, hvis man tager 1 spiseskefuld aktivt kul i et stort glas vand, så snart man oplever de første migrænesymptomer. • Forhøjet kolesterol (hyperkolesterolæmi): I et finsk studie (bionyt.dk/ref/12076.asp) ville man undersøge, om man ved at indtage aktivt kul kunne sænke værdierne for det skadelige LDL-kolesterol i blodet, som kan blokere arterierne. Man gav 7 patienter, der havde for høje kolesterol-niveauer, en dosis på 8 gram aktivt kul 3 gange daglig (24 g/dag) i en måned, hvilket fik LDL-kolesterol niveauet til at falde med 41 %, og samtidig var der 8 % forøgelse af (det "herlige") HDL-cholesterol, der regnes for en beskyttende faktor i forbindelse med hjertesygdomme. I øvrigt bør man undgå at tage aktivt kul sammen med kolesterol-sænkende medicin/kosttilskud. Lad der gå 2 timer imellem. Aktivt kul neutraliserer virkningen af lægemidler, vitaminpiller og mineraler mm., der tages gennem munden. Der skal altid gå mindst 2 timer imellem indtagelse af lægemidlerne og indtagelse af aktivt kul. Aktivt kul bør ikke anvendes ved mistanke om tarmslyng eller blødende tyktarmsbetændelse (denne anvisning er generel, og ikke møntet på brugen ved amatoxin-forgiftning). Undgå at få kulstøvet i øjnene, da det kan irritere (bionyt.dk/ref/12077.asp). Drik rigeligt med vand for at undgå forstoppelse. Jeg spurgte på et apotek efter et opkastningsmiddel, men de meddelte mig, at de ikke havde noget til fremkaldelse af opkast. På skadestuer har man opkastningsmidler til rådighed, fortalte en læge mig imidlertid. Men jeg har ikke fået oplyst, om man - hvis man er ihærdig nok - kan købe opkastningsmidler på apoteket. Det er naturligt at tro, at man ved opkastning fjerner giftstoffet. Det lumske ved amatoxin-forgiftning er imidlertid, at på det tidspunkt, hvor opkastningsrefleksen sætter ind, er giftstoffet ikke længere i maven. Brug i øvrigt ikke køkkensalt til at fremkalde opkastning, da saltet kan være farligt. Man må især ikke fremprovokere opkast med køkkensalt hos børn op til 12 år (fordi der er stor fare for saltforgiftning).Salt fremkalder opkastning, men kan give natriumforgiftning, som kan være dødeligt. Det frarådes derfor. Opkast skal bevares, fordi det kan bruges til at bestemme hvilken svamp, man har spist. Giftlinjen angiver nogle generelle anbefalinger om opkastning ved forgiftninger her: (bionyt.dk/ref/12083.asp). De skriver: Hvis du er blevet rådet til at fremkalde opkastning, så gør det på denne måde: Giv personen et glas mælk eller vand - det er svært at kaste op på tom mave. Større børn holdes foroverbøjet, og et lille barn holder du i et greb "under din ene arm". Stik to fingre med kortklippede negle så langt ned i barnets svælg som muligt med en blød, ret hurtig bevægelse. Bevæg fingrene i op til et minut, indtil barnet kaster ordentlig op. Det er ikke nok, hvis barnet bare gylper. Voksne kan fremkalde opkastning på sig selv med samme metode. Det er ikke altid muligt at fremkalde opkastning. Forsøg på opkastning må ikke forsinke transport til skadestue eller anden lægehjælp. På internettet kan man finde andre anvisninger på opkastning: Brug fingrene: Stræk tungen langt ud, indtag en kaste-op stilling, og placer pegefinger, langemand og ringfinger bagest i ??munden, så fingrene berører drøblen, uvula, som er den klap, der hænger ned på bagvæggen af ??halsen. Forsøg at opnå en brækrefleks. Det kan vare et par sekunder, før du begynder at kaste op. Når dette sker, tag fingrene ud af munden, så opkastet kan passere frit. Se andre kaste op: Forestil dig en opkastning eller se en Internet-video af nogen, der kaster op. Hvis du har kvalme kan synet alene få dig til at brække dig. Brug en tandbørste: Brug en tandbørste i stedet for fingre. Fugt tandbørsten. Gnid den mod det bageste af ??munden, indtil du brækker dig. Drej rundt: Sid på en kontorstol. Begynd at dreje rundt stadig hurtigere, indtil du bliver svimmel. Emetiske lægemidler: Man kan indtage specielle opkastningsmidler (emetiske lægemidler), som f.eks. Ipecac, der fås som en tablet eller som sirup. Ipecac tilføjes vand og drikkes. Lægemidlet ipecac fremkalder stærke sammentrækninger af mavevæggen, som tvinger indholdet af din mave op gennem dit spiserør. Du kan i første omgang opleve noget ubehag, før du føler kvalmen et øjeblik senere. De fleste kaster op 20-30 minutter efter at have spist ipecac. Med start i 1960'erne blev det almindeligt i USA at forældre skulle have en flaske med ipecac i hjemmet, hvis deres børn skulle spise noget giftigt. Ipecac er dog meget giftigt i for store mængder, f.eks. kan gentagen brug af ipecac give hjerteproblemer. Desuden fandt man ud af, at ipacac ikke virkede mod forgiftninger generelt, og kunne være skadeligt (f.eks. hvis forgiftningen var med et lægemiddel som fremkaldte hurtig sløvhed, og at stoffet ikke skulle gives, hvis forgiftningen var med et kemisk stof, som gav indre forbrændinger. Desuden blev ipecac misbrugt af folk, som brugte det, fordi de havde spiseforstyrrelser, og hvis folk havde taget ipecac, kunne de ikke beholde modgift i sig, som man ville give dem mod deres forgiftning. I 2003-2004 nåede man i USA frem til den konklusion, at ipecac ikke bør opbevares i hjemmene, og produktionen af ipecac-sirup blev indstillet (bionyt.dk/ref/12250.asp). Amerikansk olie = ricinusolie = castor olie. Det er både brækmiddel og afføringsmiddel. Tag kun små mængder for at forhindre dehydrering. En spiseskefuld er normalt tilstrækkelig. Sennep: Kom en spiseskefuld sennep i en kop varmt vand. Drik blandingen hurtigt (hold vejret eller klem din næse sammen, mens du gør det). Sennep kan tage op til en halv time om at få dig til at kaste op. Denne behandling er kun effektiv for nogle mennesker. Svampe: Nogle svampe fremkalder opkastning. Jeg kender ikke til, at metoden med opkastningsfremmende svampe er blevet brugt, men det burde kunne bruges, hvis man kan finde en egnet dosis og en egnet svamp. Jeg kastede engang op 4 gange efter bare at have bidt i en Djævlerørhat (uden at jeg slugte noget af svampen). Om det var svampen eller fordi den var inficeret af en bakterie ved jeg ikke, for jeg prøvede ikke igen, og jeg prøvede heller ikke igen, da jeg senere så en ny Djævlerørhat (fordi jeg ikke lige var parat til eventuelle fire gange opkast). Hvis man har spist noget, som man ikke tåler, kan man måske nå at kaste op. Det gælder dog ikke ved amatoxin-forgiftning, for der er ofte ingen forgiftningstegn før efter at maveindholdet er videreført til tarmen. Der er desuden også risiko ved opkastning: Kvælning ved opkastning: Hvis en person har mistet bevidstheden, så må man ikke forsøge at få personen til at kaste op, da dette øjeblikkeligt vil begynde at kvæle den bevidstløse. Der kan også være en kvælningsrisiko for ikke-bevidstløse: Noget af opkastet kan komme ned i luftvejene og medføre kvælning. Opkast til lungerne kan give aspirationspneumoni.

Findes der modgifte til amatoxin?

Man mangler en modgift, som konkurrerer med amatoxinerne. Man kunne ønske, at der fandtes en modgift, der kunne sætte sig på det sted på amatoxinets målmolekyle - altså RNA-polymerase-II enzymet - hvor amatoxin udfører sin giftvirkning. Optimalt ville modstoffet skulle binde sig til RNA-polymerase-II enzymet uden at hæmme dette enzyms aktivitet. Endnu bedre ville et sådant stof også kunne skubbe allerede bundet amatoxin væk - og helst samtidig inaktivere amatoxinet - samt reparere eventuelle skader, som amatoxin har medført på enzymet! Man mangler også at blive enige om en standard for den bedste behandling af amatoxin-svampeforgiftning. I en artikel fra sep. 2015 gennemgik forskere i Portugal, hvor langt man var nået på dette tidspunkt (bionyt.dk/ref/12084.asp). I december 2015 publicerede de samme forskere sammen med andre en artikel, som de selv betegnede som "et gennembrud i behandlingen", nemlig et forslag om at bruge polymyxin-B ved amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/12085.asp). Deres forslag vil blive omtalt senere. I mangel af en egentlig modgift bruger man i stedet behandlinger, som måske eller måske ikke har en vis modgift-virkning (det er svært at vurdere effekten). Der synes at være en vis positiv virkning ved silibinin (silybin) samt måske N-acetylcystein og måske penicillin og måske ceftazidime-antibiotika (et såkaldt "3. generations"-cephalosporin). Forslaget om at bruge polymyxin-B i behandlingen er så nyt, at man slet ikke har erfaringer endnu, hvis man da overhovedet har taget forslaget alvorligt og taget det i brug og godkendt det til anvendelse mod amatoxin-forgiftning. (Polymyxin-B er i forvejen et godkendt lægemiddel, idet det bruges mod resistente Gram-negative bakterieinfektioner, men polymyxin-stoffer er relativt giftige for nerver og nyrer, hvilket skal tages med i betragtning (bionyt.dk/ref/12086.asp)). Der er derimod ingen grund til ikke at bruge aktivt kul, silibinin og N-acetylcystein, mener man generelt, kan jeg læse mig til. Silibinin fra frø af marietidslen Silibinin (silybin) synes at have mindst to funktioner, nemlig dels ved at hæmme levercellernes optagelse af amanitin, og dels ved at modvirke amatoxin's virkninger ved at silibinin også virker som antioxidant i levercellerne. Silibinin (silybin) sidder på de receptorer, som amatoxin skal bruge til at komme ind i leveren. Dermed blokerer silibinin (silybin) for, at amatoxin kan komme fra blodet og ind i leveren, og noget af det amatoxin, der derved forbliver i blodet i længere tid, vil kunne udskilles via nyrerne til urinen og dermed forlade kroppen. Da S. Todd Mitchell havde set 60 patienter med amatoxinforgiftning konkluderede han, at alle patienter, som stadig havde fungerende nyrefunktion og som var startet på silibinin (silybin) inden 96 timer efter forgiftningen, overlevede. Kun nogle få døde, og de havde først fået silibinin (silybin) senere end dette tidspunkt (bionyt.dk/ref/12247.asp). Silibinin (silybin) er naturlige phenoler kaldet flavonolignan, (dvs. sammensat af et flavonoid-molekyle og et lignan-molekyle). Haveplanten marietidsel indeholder mindst 10 forskellige sådanne flavonolignan-typer (bionyt.dk/ref/12218.asp). Effekt af silibinin (silybin) Marietidslen har været anvendt i folkemedicinen i 2000 år. I år 23 før vor tidsregning anbefalede Plinius den ældre (Pliny the Elder) en blanding af marietidsel (milk thistle juice) og honning til at stimulere galden og dermed fordøjelsen. I 1600-tallet anbefalede den britiske herbalist Nicholas Culpeper frø af marietidsel mod gulsot og leverproblemer. Marietidslen blev populær i amerikansk medicin omkring starten af 1900-tallet, men mistede sin popularitet. Midlet blev dog ved med at være populært i Tyskland, og i 1970’erne og 1980’erne begyndte tyske forskere at undersøge plantens værdi mod leversygdomme. I 1998 blev marietidsel-ekstrakt i urteprodukter solgt for over 180 million dollar i Tyskland (bionyt.dk/ref/12242.asp). I 1919 grundlagde lægen Gerhard Madaus det tyske plante-farmaceutiske firma Madaus, produktionsfirmaet bag Legalon®??SIL. Dette firma er i nyere tid blevet solgt igen og igen: I sommeren 2007 blev Madaus solgt til det italienske farmaceutiske firma Rottapharm, der i 1961 var blevet grundlagt af en farmakologiprofessor Luigi Rovati fra universitetet i Pavia (Lombardiet, Norditalien). Firmaet kom derefter til at hedde Rottapharm Madaus - et multinationalt farmaceutisk firma med hovedkvarter i Monza (Lombardiet, Norditalien). Det nye "Rottapharm Madaus" var et af verdens største farmaceutiske firmaer med speciale i udvikling af naturlige farmaceutiske stoffer, og med over 2000 ansatte i mere end 85 lande og produktion i Italien, Irland, Tyskland, Spanien og Indien (bionyt.dk/ref/12090.asp). Men i august 2014 købte det svenske farmaceutiske firma MEDA hele firmaet for 2,3 milliarder euro. Og i august 2016 blev Meda opkøbt af lægemiddelgiganten Mylan (bionyt.dk/ref/12241.asp). Derfor er det nu op til Mylan at få Legalon®??SIL godkendt i USA, men firmaet svarer ikke på henvendelser om stoffet og omtaler det ikke på deres hjemmeside undtagen i dokumentationshenvisninger vedrørende deres køb af Meda(bionyt.dk/ref/12245.asp). Mylan gav i øvrigt anledning til skandaleoverskrifter i aviserne, da firmaet under ledelse af Heather Bresch hævede prisen på den livsvigtige allergibehandling EpiPen (til indgivelse af adrenalin for at stoppe en livstruende allergisk reaktion). EpiPen er patentbeskyttet, og derfor kunne firmaet Mylan hæve prisen på EpiPen med 461% - og i samme periode steg lønnen for firmaets direktør (CEO) Heather Bresch fra $2.453.456 til $18.931.068, dvs. at hun fik 671% lønstigning - til en årsløn på 113 mill. kr. (bionyt.dk/ref/12246.asp). Legalon®??SIL er et varemærke, og godkendt mod amatoxin-forgiftning i mindst 14 europæiske lande. Det blev godkendt i Tyskland i 1983 (bionyt.dk/ref/12229.asp). Men denne behandling er ikke godkendt i USA. Silibinin (silybin) har hidtil været den mest lovende modgift mod amatoxin-forgiftning. I en oversigt fra 2002 gennemgik man rapporter fra 2108 hospitalsindlæggelser i Europa (+ enkelte fra Nordamerika), som skyldtes amatoxin-forgiftninger gennem 20 år, og her var den mest effektive behandling netop silibinin (silybin) - enten alene eller i kombination med et andet lægemiddel (bionyt.dk/ref/12087.asp). Et studie fra 1983 konkluderede, at intravenøs silibinin (silybin) havde en gavnlig virkning - selv når det blev givet 48 timer efter forgiftningen (bionyt.dk/ref/12088.asp). Mens tidligere amatoxinforgiftninger resulterede i døden hos 30-50 procent af tilfældene, kan dødeligheden reduceres til under 10 procent, når der behandles med silymarinpræparater (Legalon®??SIL, 20 mg pr. kg kropsvægt og dag) (bionyt.dk/ref/12251.asp). Forskere fra det silibinin-producerende firma Rottapharm Madaus [før fusionen med Meda og senere Mylan], skriver i en artikel, at dødeligheden i 1500 dokumenterede amatoxin-forgiftningstilfælde, var under 10%, når man havde anvendt intravenøs silibinin (silybin), men at dødeligheden var over 20%, når man i stedet havde anvendt penicillin eller penicillin+silibinin: De konkluderede: Silibinin has been shown to interact with specific hepatic transport proteins blocking cellular amatoxin re-uptake. The addition of intravenous silibinin to aggressive intravenous fluid management serves to arrest and allow reversal of the manifestation of fulminant hepatic failure, even in severely poisoned patients (bionyt.dk/ref/12089.asp). Silymarin (silibinin (silybin)) er blevet eksperimentelt afprøvet på hunde og har vist sig meget effektivt til at behandle hunde, der er forgiftet med dødelige amatoxin-holdige svampe (bionyt.dk/ref/12091.asp). Et tysk studie fra 2008 konkluderede, at der var en sammenhæng mellem, om patienterne fik silibinin før eller efter 24 timers-tidspunktet (efter måltidet). Dem, der først fik silibinin senere, havde større risiko for at dø eller at skulle have levertransplantation (bionyt.dk/ref/12092.asp). Dette blev taget til indtægt for, at silibinin formentlig også virker beskyttende på mennesker. Man vil aldrig kunne bevise, at silymarin (silibinin (silybin)) hjælper mennesker, der har spist amatoxin-svampe, men der er heller ingen beviser for, at det ikke virker. Desuden er der ingen grund til ikke at bruge det, når det muligvis kan redde liv. [Silibinin kan tænkes at påvirke andre lægemidler, f.eks. øger det tilgængeligheden af tamoxifen i rotteforsøg (bionyt.dk/ref/12265.asp)]. Silibinin (silybin) skal gives hurtigst mulig for at tilstrækkelig mange af levercellerne når at overleve. Dosis af silibinin (silybin) De sterile glas med Legalon®??SIL indeholder, hvad der svarer til 315 - 350 mg silibinin (silybin). Den anbefalede daglige dosis er 20 mg silibinin pr. kg kropsvægt (hvilket ved en kropsvægt på 100 kg vil være 100 x 20 mg = 2000 mg = 2 gram silibinin dagligt). Det skal gives via kontinuerlig infusion i løbet af 24 timer (bionyt.dk/ref/12093.asp). Men andre anbefaler doser, der er op til 150% højere. I f.eks. Portugal og i New Zealand anbefaler giftcentralerne således at give intravenøse doser på 20-50 mg silibinin (silybin) pr. kg pr. dag, fordelt på 4 daglige doser, og fortsat i 48-96 timer efter tidspunktet for patientens indtagelse af amatoxin-holdige svampe (bionyt.dk/ref/12094.asp). René Flammer angiver i sin bog "Giftpilze" (2014)(bionyt.dk/ref/11937.asp), at man i Tyskland anbefaler at starte i den første time med blot 5 mg Legalon®??SIL silibinin pr. kg (= ½ gram pr. 100 kg kropsvægt), og derefter 20 mg/kg/24 timer i 3-5 dage. Andre angiver at man kan fortsætte 6 dage eller længere, indtil levertallene er normale (bionyt.dk/ref/12095.asp). Dette injicerbare silibinin (silybin) gives i en opløsning af enten 5% glucose eller 0,9% NaCl (fysiologisk saltopløsning) (bionyt.dk/ref/11941.asp). Disse 20 mg Legalon®??SIL pr. kg kropsvægt vil give en gennemsnitlig dosis i blodet på ca. 500 mikromolær (bionyt.dk/ref/12271.asp). Til sammenligning giver 13 gram (altså gram!) oral silibinin dagligt kun en gennemsnitlig dosis i blodet på godt 100 mikromolær [men disse målinger kan være usikre, da marietidsel-ekstrakt indeholder fra 2 til 8 aktive stoffer] (bionyt.dk/ref/12271.asp). Silymarin, silibinin, silybin osv. I proteinlaget under marietidsel-frøets frøkappe findes "silymarin", der er en fællesbetegnelse for de isomere stoffer silibinin, isosilibinin, silidianin og silichristin (der ofte skrives "silybinin, isosilybinin, silydianin og silychristin"). Over 50% udgøres af silibinin, som også har den højeste antioxidant-aktivitet. Silibinin kan siges at være det vandopløselige præparat af silymarin, og ekstrakter af marietidsel indeholder 70-80% silibinin. Silibinin er en blanding af to diastereomerer, kaldet silybin A og silybin B (eller silibinin A og B) (bionyt.dk/ref/12096.asp). Kroniske inflammatoriske leversygdomme og levercirrhose (f.eks. alkoholiske leverskader) kan behandles med 200 til 400 mg silymarin per dag (bionyt.dk/ref/12251.asp). Der er nærmest ingen bivirkninger. Kun 1-2% af tilfældene rapporterer om bivirkninger ved silibinin, og blot i form af midlertidig diarré, luft i maven, oppustethed eller mavesmerter; sjældnere ses svimmelhed, kvalme, opkastning, svedafsondring, rødmen eller allergiske reaktioner (bionyt.dk/ref/12251.asp). Skal silibinin injiceres? Man kan læse, at silibinin (silybin) skal gives som injektion for at blive optaget. Man kan imidlertid også læse, at 20-50% af silibinin ifølge undersøgelser absorberes efter oral indgift hos mennesker (dette er 150% variation fra mindst absorberede præparat til mest absorberede præparat, f.eks. 70 Legalon Protect®, Phytohepar®, HepaBesch®, Heplant®, HEPA-loges®, Hepar-Pasc®, Durasilymarin®, Silicur®) (bionyt.dk/ref/12251.asp). Hvis det er korrekt, som der står alle steder, at silibinin ved amatoxin-forgiftning skal gives ved injektion, skulle man tro, at de marietidsel-ekstrakter, der kan købes på apoteker, hos materialister og i helsekostforretninger som kapsler og the, ikke modvirker amatoxin-forgiftning. Sådanne marietidsel-kapsler (som af mange antages at beskytte leveren), angives altså at være ineffektive ved en amatoxin-forgiftning, fordi indholdet ikke absorberes til blodstrømmen, og derfor ikke kan være til nogen hjælp [og fordi det tager op til 6 timer at opløse en kapsel i maven/tarmen] (bionyt.dk/ref/12097.asp). Ved amatoxin-forgiftning bruges et produkt, der kan gives "intravenøst" eller "parenteralt", dvs. at det leveres i en opløselig form, der kan injiceres i en vene (intravenøst), eller i en muskel eller under huden (dvs. parenteralt, idet "parenteral" blot betyder "uden om tarmsystemet", og dermed omfatter alle tre indgivelsessteder). Legalon®??SIL er et dihemisuccinat-salt hvilket forbedrer dets opløselighed og biotilgængelighed [marietidselekstrakt-flavonolignanerne har ellers lav biotilgængelighed, fordi de er konjugeret ved glucuronidation (bionyt.dk/ref/12289.asp)]. Varemærket "Legalon®??SIL" er specifikt godkendt til amatoxin-forgiftning. Dets vandopløselige silibinin (silybin) er ved esterbinding bundet til ravsyre [som et mikrokrystallinsk pulver af silibinin-C-2’,3-dihydrogen-succinat, dinatriumsalt]). Oral optagelse, altså via munden, af silymarin er dårlig, idet biotilgængeligheden kun vurderes til at være ca. 25-50% (halveringstid = 6 timer). Men i en forgiftningssituation er det måske bedre end ingenting, og det er jo så et spørgsmål om dosis, der måske så bare skal være 2-4 gange højere? Til andre sygdomme bruger man faktisk silibinin (silybin) indgivet oralt. Et oralt middel kan nok ikke sammenlignes med infusionsmidlet Legalon®??SIL, men det kan alligevel bemærkes, at et fase-I klinisk forsøg med mennesker, der havde prostata-kræft, viste, at de tålte højdosis silibinin (silybin) på 13 gram dagligt indtaget oralt i form af et kommercielt produkt "silybin-phytosome" i tre delte doser dagligt i en måned (bionyt.dk/ref/12098.asp). I en rapport fra det nordøstlige Thailand noteres, at man i mangel på injicerbar silibinin (silybin) gav oral silibinin (silybin) på op til 4,48 g/dag i ca. 3 dage. Blandt 55 forgiftningstilfælde dette sted var der 27,3% dødelighed (selv om 60% fik startet en eller anden form for behandling inden 24 timer), medens dødeligheden var 12,5% blandt de 8 patienter, der fik oral silibinin (silybin). Det beviser ikke silibinins effekt, men patienterne tålte i hvert fald de orale silibinin-doser (bionyt.dk/ref/12099.asp). Da 11-13 personer i 1986 blev forgiftet af Grøn Fluesvamp, der var fundet i Kongelunden, blev silibinin hentet med fly fra Stockholm (bionyt.dk/ref/12239.asp). Jeg spurgte Giftlinjen hvor Legalon SIL findes i Danmark, og Niels Erik Ebbehøj skrev til mig at beredskabslagrene af antidot er i København og Århus.

Hvad er leverens funktioner?

Leveren er vores mest alsidige organ. Leveren omdanner fødevarer til andre kemiske komponenter, der kan bruges i andre dele af kroppen. Leverens processer har betydning for stofskiftet, opbygningen af blodet, nedbrydningen af gamle blodlegemer og for at opretholde sukkerbalancen. Sukker forarbejdes af leveren, opmagasineres i leveren og frigives efter behov til energistofskiftet. Leveren danner galdevæske, der overføres til galdeblæren, hvorfra galdevæsken flyder til tarmen for at fordøje fedtstoffer i kosten. Leveren uskadeliggør proteingifte og danner til gengæld affaldsstofferne ammoniak, kulsyre og urinstof. Leveren afgifter gennem binding og iltning, så skadelige bestanddele i blodet, forrådnelsesstoffer og bakteriestoffer fra tarmen bliver gjort uskadelige og portåreblodet renses. Leveren er også vores mineraldepot, og den regulerer vandbalancen og mineralbalancen, og den sender livsnødvendige mineraler og sporstoffer ud i organismen, når der er brug for dem. Leveren giver jern til de røde blodlegemer, opbevarer blodfarvestoffet hæmoglobin, som den tager fra de blodlegemer, der går til grunde, og leverens funktioner er nødvendig for at vedligeholde blodkredsløbet, lymfekredsløbet, hjertefunktionen, maven, tarmen, nyrefunktionen og processerne i bugspytkirtlen - og hjernen. Amatoxin får levercellerne til at begå selvmord (apoptose), hvilket hjælpes på vej af et cellesignalprotein (cytokin), som kaldes alfa-tumornekrosefaktor (alfa-TNF). Noget tyder på, at silibinin (silybin) hæmmer beskadigede levercellers frigivelse af dette signalstof (alfa-TNF) (bionyt.dk/ref/12100.asp). Desuden synes silibinin (silybin) at øge antallet af ribosomer og generelt at øge proteinsyntesen i levercellerne, - og det er især mangel på vigtige proteiner fra levercellerne, som forgifter kroppen (bionyt.dk/ref/12101.asp). Silibinin synes også at hæmme dannelse af frie ilt-radikaler, der skader cellemembraner, og at hæmme inflammation samt at hæmme ophobning af bindevævsfibre i leveren.

Hvordan virker behandling med N-acetylcystein ved amatoxinforgiftning?

I forsøg på at beskytte leveren mod amatoxin har man givet N-acetylcystein (bionyt.dk/ref/12105.asp), men om N-acetylcystein så også er effektiv ved man ikke (bionyt.dk/ref/12106.asp). N-acetylcystein har været et lægemiddel i 50 år. Det anvendes som slimløsnende middel (mucolytisk, ikke mycolytisk, muco = slim, myco = svamp). Til dette formål bruges det ved bronkitis og KOL. I disse tilfælde gives N-acetylcystein i form af inhalation. Desuden forhandles N-acetylcystein i brusetabletter, der bruges ved tør hoste (bionyt.dk/ref/12104.asp)). N-acetylcystein er desuden et velkendt middel mod acetaminophen-overdosis (bl.a. Panodil), der giver leverskade, og som i sin kliniske giftvirkning har lighedstræk med amatoxin-forgiftning (idet begge giver lever- og nyreskade). Jeg kan dog læse mig til, at S. Todd Mitchell fraråder brugen af N-acetylcystein, dels fordi han mener, at dets virkning ikke har kunnet vises i dyreforsøg, og dels fordi brug af N-acetylcystein øger INR-tallet (blodstørkningsfaktor-måling), så det bliver sværere at vurdere patientens tilstand (bionyt.dk/ref/12229.asp). Hvad der er op og ned i den sag, ved jeg derfor ikke. Desuden kan jeg læse, at hvis man giver aktivt kul samtidig med N-acetylcystein nedsættes virkningen af N-acetylcystein. Jeg ved ikke om dette problem kan håndteres ved at give aktivt kul på andre tidspunkter end man giver N-acetylcystein og om dette bliver gjort. Organismen bruger cystein til dannelse af glutathion (GSH), som har en antitoxisk virkning. N-acetylcystein er altså et forstadie til GSH, der er en vigtig antioxidant i kroppen. N-acetylcystein har dermed to funktioner i kroppen, dels kan det genoprette lageret af antioxidanten GSH, dels kan det selv neutralisere reaktive oxygenforbindelser (reactive oxygen species, ROS). In vitro studier har vist, at N-acetylcystein kan beskytte leverceller mod senere amatoxin-angreb (bionyt.dk/ref/12109.asp). I et studie, hvor man så på 2110 kliniske tilfælde af amatoxin-forgiftning, viste N-acetylcystein sig at have en positiv virkning statistisk set. Når man sammenlignede 40 amatoxin-forgiftede, som fik benzylpenicillin, var deres dødelighed i gennemsnit 18,7%, mens dødeligheden hos dem, der i tillæg også fik N-acetylcystein, kun var 4,4% (bionyt.dk/ref/12110.asp). N-acetylcystein (givet alene) mod amatoxinforgiftning viste positive virkninger som modgift, konkluderede franske forskere i et større retrospektivt studie (bionyt.dk/ref/12107.asp). N-acetylcystein synes at have en god virkning ved amatoxin-forgiftning, mener man nu (bortset fra at S. Todd Mitchell er uenig). Stoffet menes at have en positiv virkning på levercellerne (bionyt.dk/ref/11942.asp). Der er ingen grund til ikke at give N-acetylcystein, konkluderer man i en nylig oversigt over behandlinger mod amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/12108.asp). Giftcentralen i New Zealand anbefaler 150 mg N-acetylcystein pr. kg kropsvægt i 200 ml doser (5% dextrose i vand) - indgivet intravenøst i løbet af 15 minutter, efterfulgt af 50 mg/kg i 500 ml væske indgivet gennem 4 timer, efterfulgt af 100 mg/kg i 1000 ml væske (1 liter) indgivet gennem 16 timer (bionyt.dk/ref/12111.asp).

Hvordan virker behandling med penicillin ved amatoxinforgiftning?

Den mest anvendte "modgift" er stadig benzylpenicillin (også kaldet "penicillin G"). Men i studier har benzylpenicillin faktisk kun vist ringe virkning (bionyt.dk/ref/12112.asp). En meta-analyse tyder på, at silibinin (silybin) eller N-acetylcystein er mere effektiv end penicillin (bionyt.dk/ref/12113.asp). Man bruger at give penicillin G-Na i form af intravenøse infusioner, enten kontinuerligt eller hver fjerde time og i dagsdoser på 250.000-300.000 internationale enheder pr. kg pr. dag, og nogle steder angives doser op til 1 mill. internationale enheder/kg pr. dag. Man har haft en teori om, at amatoxin bindes til albumin-protein i blod, og at penicillin vipper amatoxinet væk. Det er forkert - idet amatoxin ikke bindes til albumin-protein i blodet (bionyt.dk/ref/12114.asp). Benzylpenicillin (penicillin G) bruges stadig mange steder ved amatoxin-forgiftning, f.eks. i Portugal, hvor man anbefaler en dosis på 1 million enheder pr. kg kropsvægt pr. dag (bionyt.dk/ref/12115.asp). TOXBASE anbefaler halv så stor dosis, nemlig ½ million enheder benzylpenicillin pr. kg kropsvægt pr. dag, og i form af kontinuerlig infusion i 2-3 dage efter indtagelsen af svampen, og under tæt overvågning af nyrefunktionen (bionyt.dk/ref/12116.asp). I høje doser er penicillin giftigt. I New Zealand har man valgt ikke at bruge benzylpenicillin, dels fordi nogle patienter kan være allergiske, men også fordi der kan være en giftvirkning ved stoffet i form af udvikling af høj natrium-koncentration i kroppen, som kan tippe elektrolyt-balancen, og penicillin kan give nervecelle-giftvirkning i forbindelse med nervesystem-sygdomme, problemer ved dårlige nyrer og i forbindelse med en autoimmun sygdom, som medfører granulocyt-specifikke antistoffer i patientens blod (granulocytopenia) (bionyt.dk/ref/12117.asp).

Hvordan virker en kombineret behandling af silibinin + penicillin ved amatoxinforgiftning?

Penicillin i kombination med silibinin (silybin) giver dårligere resultat end brug af silibinin (silybin) alene uden penicillin (bionyt.dk/ref/11942.asp). Et studie så på, hvordan silibinin (silybin) skulle gives: 118 patienter havde fået silibinin (silybin) alene, og 249 patienter havde fået silibinin (silybin) i kombination med penicillin. I denne silibinin+penicillin gruppe var der 8,8%, som enten døde eller skulle have levertransplantation. I gruppen, som fik silibinin (silybin), men ikke penicillin, var der kun 5,1%, som enten døde eller skulle have levertransplantation (dvs. ca. 40% mindre relativ risiko, men forskellen var dog ikke statistisk signifikant) (bionyt.dk/ref/12118.asp).

Hvad er silibinins og penicillins virkninger på cellemembranen?

Leverceller, der har silibinin (silybin) på sig, har sværere ved at optage amanitin-giftene. Silibinin virker ved at blokere transporten af amatoxin ind over levercellernes cellemembran (hepatocyt-membranen), idet silibinin udfører "konkurrerende hæmning" (kompetitiv inhibering), fordi silibinin optages via samme transportsystem som amatoxin. Nyere in vitro studier tyder nemlig på, at benzylpenicillin ligesom silibinin blokerer alfa-amanitins optagelse ved at være en kraftig hæmmer af levercellernes amatoxin-optagende transport-system "organic anion-transporting octapeptide 1B3" (OATP1B3) (bionyt.dk/ref/12120.asp). Hvis dette er korrekt, kan det måske være forklaringen på, at silibinin ser ud til at virke lidt dårligere, når penicillin også er til stede. Levercellerne optager altså amatoxin via OATP1B3-transportproteinet. Desuden ser det ud til, at Na+-taurocholat cotransporter-polypeptidet (NTCP) hjælper med at få amatoxin ind i levercellerne (bionyt.dk/ref/12226.asp). Silibinin (Legalon®??SIL) hæmmer begge optagelsessteder (bionyt.dk/ref/12229.asp). Virker ceftazidim-antibiotika ved amatoxinforgiftning? Virker ceftazidim-antibiotika ved amatoxinforgiftning? Mod amatoxin-forgiftning har man også anvendt et andet antibiotikum, ceftazidim, der ligesom benzylpenicillin er af beta-lactam typen (et bredt-virkende stof mod Gram-negative bakterier), men dette stof er kun brugt få gange i forbindelse med amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/12121.asp).

Virker behandling med Polymyxin B ved amatoxinforgiftning?

Polymyxin B (fra Bacillus polymyxa) Et antibiotisk lægemiddel, kaldet polymyxin-B, har kemiske ligheder med alfa-amanitin. Et studie fra december 2015 viser, at polymyxin B potentielt ville kunne binde sig til RNA-polymerase-II på samme sted, som alfa-amanitin kan sætte sig ind i dette molekyle, og at polymyxin-B derfor ville kunne forhindre alfa-aminitin i at binde sig til RNA-polymerase II. Hvis det virker i praksis ville det være et gennembrud i behandlingen af amanitin-forgiftninger. Studier har vist, at metoden fungerer i nyrerne og leveren af levende forsøgsdyr. Alle forsøgsdyr, der blev udsat for alfa-amanitin, døde inden for 5 dage, hvorimod man så 50% overlevelse, hvis dyrene efter forgiftningen med alfa-amanitin fik polymyxin B (i forsøget blev polymyxin B givet som modgift 4, 8 eller 12 timer efter forgiftningen. En enkelt dosis polymyxin B, der blev indgivet samtidig med alfa-amanitin, var i stand til at garantere 100 % overlevelse. Polymyxin B beskytter RNA-polymerase II enzymet fra at blive inaktiveret, og dette forhindrer organskade og øger overlevelsesmuligheden i forsøgsdyrene. Polymyxin B er i forvejen godkendt som antibiotika til brug i mennesker. Behandling med polymyxin B er måske den fremtidige modgift mod Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) forgiftning (bionyt.dk/ref/12122.asp). Man fandt på at polymyxin-B ville kunne bruges, fordi dette stof i størrelse og på anden måde ligner amanitin-molekylerne. Men især blev man overbevist herom ud fra "in silico" studier - dvs. ved at vende og dreje afbildninger af molekylet på en computerskærm (silicium-chip). Computeren analyserede mulighederne for, om stoffet ville kunne udføre såkaldt "molecular docking" (som når et skib går i dok, og tager pladsen for et andet skib). Man undersøgte med andre ord, om og hvordan stoffet kunne "gå i dok" på det sted, hvor amatoxinerne sætter sig på RNA-polymerase-II enzymet - med minimal energi, så det let ville kunne løsne sig fra stedet igen, således at enzymet kunne få sin funktionsevne tilbage igen (bionyt.dk/ref/12123.asp). Opdagelsen blev gjort ved at studere krystalstrukturen af amatoxin-bundet-til-to-områder-af-RNA polymerase II (nemlig "subunit" Rpb1 og Rpb2), hvorimellem amatoxin bindes). Man lader et computerprogram (AutoDock 4 program) gennemregne den ene bindingsmulighed efter den anden mellem den faste subunit-molekyledel, og det fleksible modelmolekyle, såsom altså her polymyxin B. Man finder derved bindingsmuligheden for alle mulige rotationer af f.eks. polymyxin B. Stoffets brugbarhed testedes på mus, som fik indsprøjtning med 0,33 mg alfa-amanitin pr. kg kropsvægt i bughulen (intraperitonealt). Denne testmetode er ofte blevet brugt, når man har ledt efter modgift til alfa-amanitin, idet denne dosis vil være dræbende for halvdelen af musene; desuden testedes modgiften først 4 timer efter, for at efterligne at patienter ofte kommer sent på hospital efter at have spist svampe. Der blev givet tre doser af 2,5 mg/kg polymyxin B hver 4. time til musene (de tre doser ville samlet svare til 1 mg/kg for en person på 70 kg [ifølge en standard-allometrisk skala anvendt af Beck et al. 2014], og det er standardbehandling at bruge 1,5-2,5 mg polymyxin B pr. kg pr. dag til mennesker i to doser 1-times infusioner mod infektioner med bakterien Pseudomonas aeruginosa, hvis man ikke kan bekæmpe denne på anden måde (bionyt.dk/ref/12124.asp). Polymyxin B forhindrede, at alfa-amanitin medførte en stigning i de måletal, som kaldes "levertallene" - nemlig de ødelagte levercellers udskillelse af aminotransferase-enzymer til blodplasmaet. Polymyxin B forhindrede også det vægttab i leverens vægt, som alfa-amanitin medfører. Polymyxin B forhindrede endvidere faldet i total-RNA, som alfa-amanitin ellers medfører. Polymyxin B forhindrede også faldet i mRNA transskription for et par udvalgte gener, som man fulgte. Endelig kunne polymyxin B forhindre, at alfa-amanitin medførte væskeudtræden-ødem og celledød-nekrose, men behandling med polymyxin B kunne dog ikke forhindre amatoxin-fremkaldte cellulære infiltrationer med inflammatoriske celler, og kunne ikke forhindre proinflammatorisk aktivering af makrofag-lignende celler i form af indre flytning af NFkappaB-signalstof til disse cellers cellekerne - dette signalstof igangsætter forsvarscellens dannelse af cytokiner, chemokiner og klæbestoffer - og dette kan øge dannelsen af andre signalstoffer, såsom interleukin-6 og alfa-TNF, og man har faktisk vist, at mus, der ikke danner 55-kDa TNF receptoren, er beskyttet mod amatoxin-forgiftning; netop denne receptors tilstedeværelse i normale leverceller er måske ligefrem årsagen til, at amatoxin er særlig giftig for leveren ??? Turnover og halveringstid for mRNA er forskellig for forskellige celler og forskellige organer. Derfor virker amatoxin mere giftigt for nogle organer og nogle celletyper end for andre. Dette kan også være en forklaring på, at amatoxin især rammer leveren (bionyt.dk/ref/12125.asp). Det var først i 2015, at man opdagede amatoxins virkning på NFkappaB-signalstof. Denne viden kan tænkes udnyttet til udvikling af en anden slags modgift mod forgiftningen, nemlig ved at rette modgiften mod dette punkt. Virkningen på NFkappaB-signalstof skyldes noget andet end virkningen på protein-carbonylering. Polymyxin B hæmmer nemlig ikke dannelsen af NFkappaB-signalstof, men polymyxin B hæmmer protein-carbonylering: Ændring af sidekæderne i nogle aminosyrer (histidin, cystein og lysin) i proteiner til dannelse af carbonyl-derivater (aldehyder og ketoner) kaldes protein-carbonylering (carbonylation). Oxidativt stress kan fremkalde protein-carbonylering. Protein-carbonylering (der ofte medfører, at proteiner mister deres funktion) er tegn på, at cellen udsættes for oxidativt stress, og en tilstand af oxidativt stress ses ved amatoxin-forgiftning, men polymyxin-B kan altså forhindre dette. Det er relativt nyt, at man har opdaget, at amatoxin medfører oxidativt stress - i form af øget dannelse af "reactive oxygen species" (ROS), dannelse af superoxid-anion-radikal, samt evt. dannelse af phenoxyl-radikaler og hæmning af katalase-aktivitet (bionyt.dk/ref/12126.asp). Måske er en vigtig virkning af silibinin (silybin) i virkeligheden især, at silibinin virker som antioxidant i leverceller, idet det nedsætter mængden af frie radikaler, stimulerer aktiviteten af superoxiddismutase (SOD) og øger niveauet af GSH, dvs. glutathion i reduceret tilstand. (Glutathion er en vigtig antioxidant i planter, dyr, svampe og bakterier, og forhindrer skader, som skyldes reaktive oxygen-forbindelser, frie radikaler, peroxider, lipidperoxider og tungmetaller). Cellens proteiner dannes ved afkodning af DNA-gener til mRNA, men den videre afkodning af mRNA foretages af cellens ribosomer, som indeholder rRNA. Derfor vil tilstedeværelse af mange ribosomer i nogen grad opveje mangel på mRNA. Man har fremsat den hypotese, at silymarin-stoffer fra marietidslen kan trænge ind i levercellernes cellekerne og her stimulere RNA-polymerase I, som er det enzym, der danner ribosomer. (RNA-polymerase I afkoder DNA og danner (transskriberer) ribosom-RNA, men danner ikke 5S rRNA, som syntetiseres af RNA polymerase III) (bionyt.dk/ref/12127.asp). 5S rRNA er en strukturel og funktionel komponent af ribosomers store underenhed hos bakterier, archaea og eukaryoter, med undtagelse af mitokondriale ribosomer hos svampe og dyr. "5S" henviser til molekylets sedimenteringshastighed i en ultracentrifuge, som måles i Svedberg-enheder (S). Opgaven med at transkribere generne i cellekernen (de nukleare gener) deles mellem tre RNA-polymeraser i eukaryote* organismer (*alt andet end bakterier, som i øvrigt kun har én type RNA-polymerase). •????RNA-polymerase I (pol I) syntetiserer det store rRNA. •????pol II danner mRNA. •????pol III syntetiserer tRNA og 5S rRNA. Disse eukaryotiske nukleare RNA-polymeraser er komplekse enzymer med 12 eller flere underenheder. Selvom pol II har fået mest opmærksomhed, er pol I og pol III tilsammen ansvarlige for størstedelen (over 80%) af de transskriptionelle aktiviteter i voksende celler. Men pol I og pol III transkriberer kun et begrænset sæt gener (bionyt.dk/ref/12266.asp): •??pol III laver 5S rRNA, tRNA, 7SL RNA, U6 snRNA og et par andre små stabile RNA’er, hvoraf mange er involveret i RNA-efterbehandling. •??Dette står i kontrast til det store udvalg af pol II-transkriberede gener, som koder for proteiner. Transskription af pol I er lokaliseret til bestemte steder kaldet nucleoli, der er ribosomfabrikker, hvor rRNA syntetiseres af pol I i de fibrillære centre og derefter behandles og samles i ribosomer i de omkringliggende granulære områder. Dette har altid været betragtet som et særpræg af pol I-systemet, men en nylig undersøgelse har vist, at både pol II og pol III også udfører transskription på bestemte steder. En HeLa-celle kan f.eks. have 2000 rumligt adskilte steder, hvor i gennemsnit fem pol-II enzymer er aktive, og 8000 rumligt adskilte steder, hvor pol III enzymer er aktive (bionyt.dk/ref/12267.asp). Forsøget med at bruge polymyxin-B på amatoxin-forgiftede mus viste forbedring af musenes overlevelse (100% overlevelse, hvis polymyxin-B blev givet straks). Dette er første gang man har fundet en egentlig modgift til amatoxin. Hvad er polymyxin B? Polymyxin B har en størrelse og opbygning, som ligner alfa-amanitin. Det er basiske polypeptider på ca. 8 aminosyrers længde. Polymyxin B er en blanding af polymyxin B1 og B2, fra visse stammer af bakterien Bacillus polymyxa. Polymyxin B virker opløsende på cellemembraner (kationisk detergent-virkning). Polymyxin B anvendes ved svært-behandlelige infektioner med Gram-negative organismer, men man skal passe på risikoen for bivirkninger, for polymyxin-B kan faktisk være giftigt for nyrerne. Det antibiotiske polymyxin-B bindes til det negativt ladede sted på lipopolysaccharid-laget af bakterie-cellemembranen via elektrostatisk tiltrækning til de positivt ladede aminogrupper i det cykliske peptidområde af polymyxin-B molekylet. Fedtsyre-molekylområdet af polymyxin B opløses i den hydrofobe region af bakterie-cellemembranen. Dette resulterer i en ændring i Gram-negative bakteriers cellemembranstruktur, og ødelæggelse af cellevæggens sammenhængningskraft og forøgelse i permeabiliteten for vand og molekyler. Dette kan føre til bakteriens død (bionyt.dk/ref/12128.asp). Glucose Ikke sjældent optræder der ved amatoxin-forgiftning mangel på blodsukker (hypoglycemia). Man giver en behandling med intravenøs glucose, hvis der opstår risiko for bevidstløshed på grund af lavt blodsukker. Blod I tilfælde af blødning fra mave/tarm gives blodtransfusion og blodplader (bionyt.dk/ref/12129.asp). Vitamin K og frisk-frosset plasma Leverskaderne kan føre til multiorgan-skader på grund af blodpropper, som skyldes nedsat clearance-fjernelse af aktiverede blodstørkningsfaktorer, frigivelse af pro-koagulanter fra skadede leverceller og nedsat syntese af koagulations-hæmmere. Forbrug af koagulationsproteiner og blodplader som følge af aktiveret blodkoagulation kan så modsat føre til alvorlige indre blødninger på grund af mangel på koagulationsproteiner (bionyt.dk/ref/12130.asp). Virkningerne af amatoxin på proteinsyntesen og skaderne på levercellerne vil altså medføre ændringer på koagulationsfaktorerne, og derfor omfatter optimal behandling også intravenøs indgivelse af vitamin K (i form af 10 mg vitamin K dagligt i 3 dage) (bionyt.dk/ref/12131.asp). Vitamin K har fået sit navn K for koagulation (blodstørkning). Mangel på K-vitamin fører til øget blødningstendens. Man kan også give frisk-frosset plasma for at forbedre evnen til blodkoagulering (bionyt.dk/ref/12132.asp). Plasmaferese Desuden kan man udføre plasmaferese. Plasmaferese er en lever-dialyse, hvor patientens blodplasma udskiftes med plasma fra Blodbanken for at fjerne affaldsstoffer og tilføre stoffer, som man mangler ved nedsat leverfunktion. Plasmaferese antages dog kun at være relevant inden for de første 48 timer, da amatoxin kun findes i blodet i begyndelsen af forgiftningen. Hæmoperfusion Endelig kan man give patienten hæmoperfusion, dvs. en procedure, hvor toksiner fjernes fra en patients blod ved passage gennem en søjle af trækul eller andet adsorberende materiale. Hæmoperfusion menes ikke at have en virkning, da amanitin hurtigt forsvinder fra blodet under alle omstændigheder (bionyt.dk/ref/11942.asp). Hæmoperfusion er nok kun relevant inden for de første 48 timer. Det samme gælder hæmodialyse. Nogle få studier har antydet, at MARS-terapi ("molecular adsorbent recirculating system") kan være gavnligt ved amatoxinforgiftning, men formentlig kun hvis behandlingen sker før symptomerne viser sig (bionyt.dk/ref/12133.asp). Metoden omfatter selektiv fjernelse af albumin-bundne toxiner fra blodet, og jeg synes ikke at det giver meget mening, når man nu har fundet ud af, at amatoxin ikke binder sig til albumin i blodet. Desuden er der en tilsyneladende lovende behandling kaldet Prometheus (med varebetegnelsen Prometheus 4008H, Fresenius Medical Care, Tyskland, for et "Fractionated Plasma Separation and Adsorption system", FPSA), der fjerner amatoxin ved en kombineret metode, der foregår uden for legemet (extracorporeal) (bionyt.dk/ref/12134.asp). Men også denne metode omfatter selektiv fjernelse af albumin-bundne toxiner fra blodet og som nævnt bindes amatoxin ikke til albumin i blodet efter hvad man nu er nået frem til. Udsugning af galdesaft Undertiden har man brugt at indsætte et dræningskateter i galdeblæren. Men udsugning af galdesaft er unødvendigt, fordi medicinsk kul har en meget stor absorptionskapacitet for amatoxin (bionyt.dk/ref/11942.asp). I 2006 fik en person via et næserør til galdeudgangen (nasobiliary drainage tube) udtrukket 240 ml galde indeholdende mindst 4 mg amatoxin i løbet af 3 dage, med start 72 timer efter forgiftningen, hvor patientens tal var: INR 5,96, Faktor V under 1%, ammonia 67. Patienten blev hurtig rask og udskrevet på 8. hospitalsdag (bionyt.dk/ref/12229.asp). S. Todd Mitchell fraråder nasoduodenal drainage, men anbefaler næserør til galdeudgangen (biliary drainage), når der ikke kan gives silibinin eller når patienten er meget syg (bionyt.dk/ref/12229.asp). Levertransplantation Levertransplantation kan være sidste udvej, og har været praktiseret med succes siden 1989 [I Danmark siden 5. okt. 1990] (bionyt.dk/ref/12135.asp). Leveren kan hjælpes og har et stort reparationspotentiale, men leveren kan ikke klare den kritiske periode på flere dage. Hos børn kendes tilfælde, hvor levertallene vendte efter 4. dag, så levertransplantation blev undgået (bionyt.dk/ref/12136.asp). Levertransplantation udføres i tilfælde af fuldstændigt leversvigt (efter klinisk vurdering ved tidlige tegn på hjerneskade som følge af leversvigt (hepatisk encefalopati) og på baggrund af løbende målinger af analytiske parametre: For lidt sukker i blodet (hypoglykæmi), for få blodplader i blodet (hypoprothrombinæmi), celledød (cytolyse), for meget galdepigment i blodet (hyperbilirubinæmi) (bionyt.dk/ref/12137.asp). Det er et problem at fastlægge, hvornår en patient skal have en levertransplantation for at overleve. Når først leveren sætter ud, er der meget kort tid til, at patienten dør. Man har prøvet at sætte nogle kriterier for, at patienten skal have en levertransplantation: •???1) Protrombin-tiden er kommet over 100 sekunder, OG enten 2a, 2b eller 2c er gældende: •???2a) Gulsot har varet i over 7 dage inden hjernesygdom (encefalopati ) opstod. •???2b) Patienten er enten under 10 år eller over 40 år. •???2c) Protrombin-tiden er ganske vist kun kommet over 50 sekunder, men bilirubin-tallet er kommet over 300 mikromol pr. liter (bionyt.dk/ref/12138.asp). [Protrombintid er den tid, som det tager, før blodet størkner (koagulerer) efter at plasma tilsættes vævstromboplastin og optimal koncentration af calcium. Hvis der er nedsat koncentration af protrombin eller en af de andre koagulationsfaktorer, som denne test er afhængig af, forlænges protrombintiden]. Et tillægskriterie er foreslået: •???3a) I normale patienter over 30 år: At blodstørkningsfaktoren "Faktor-5" er faldet under 30% (decrease in factor V below 30%) •???3b) I normale patienter under 30 år: At Faktor-5 er faldet under 20% (decrease in factor V below 20%) samt •???4) At encefalopati-sygdommen har niveau 3-4 ("grade 3-4"). Imidlertid udvikler ikke alle patienter encefalopati før de dør, og encefalopati indgår som nødvendigt krav i de øverste kriterium-forslag. En anden forsker nåede frem til (ved at se på sygehistorierne fra 198 amatoxin-forgiftede patienter), at patienterne sandsynligvis ville dø, hvis prothrombin-indexet var kommet under 25% (i forhold til det normale) i kombination med serum-creatinin over 106 mikromol pr. liter fra dag 3-10 efter indtagelse af Grøn Fluesvamp (Amanita phalloides) (bionyt.dk/ref/12139.asp). Men endnu et studie viste, at 52% af patienterne, der havde et fald i prothrombin-indexet, kom sig uden at behøve levertransplantation, og at den foreslåede grænse på 25% skulle være lavere (bionyt.dk/ref/12140.asp). Desuden havde ikke alle patienter, der døde, et creatinin-niveau på over 106 mikromol pr. liter 3 dage eller mere efter spisning af svampen - og det blev foreslået, at creatinin-niveauet ikke anvendtes som et absolut kriterium for at gå igang med levertransplantation - og foreslog at det stærkt anbefaledes at udføre levertransplantation på patienter med et interval mellem spisning af svampen og start på de første diarré-symptomer allerede inden der var gået 8 timer (bionyt.dk/ref/12141.asp). Dertil foreslog man, at det skulle tages med i betragtning, at kvinder har større risiko for at dø af forgiftningen end mænd. Endelig blev det foreslået, at hvis prothrombin-indexet var kommet under 10% i forhold til det normale (international normaliseret ratio > 6) på et tidspunkt, der lå 4 dage eller mere efter indtagelse af svampen, skulle dette opfattes som et stærkt yderligere tegn på, at en levertransplantation skulle overvejes (bionyt.dk/ref/12142.asp). Liponsyre (thioctsyre) Liponsyre kaldes også thioctsyre (eng.: lipoic acid, LA; alfa-liponsyre (alfa-lipoic acid), ALA). Det virker som antioxidant og er et aktivt coenzym i decarboxyleringen og oxidationen af ??pyrudruesyre i Krebs-cyklen. Liponsyre blev brugt ved fluesvamp-forgiftninger i 1950'erne og 1960'erne, men studier var ikke i stand til at påvise en terapeutisk effekt (bionyt.dk/ref/12268.asp). Der kunne i et fransk retrospektivt studie slet ikke ses nogen virkning ved brug af liponsyre (thioctic acid) mod amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/12143.asp). Det skader dog næppe, og kan regenerere antioxidanten glutathion, der ofte forsvinder ved skadelig iltningsbelastning. Det gives i doser på 100-200 mg hver sjette time [400-800 mg/dag], opløst i dextrose og beskyttet mod lyspåvirkning. [I forskellige sundhedsfremmende forsøg med stoffet mod forskellige ting anvendtes 300-1800 mg/dag (bionyt.dk/ref/12291.asp)]. DNA-aptamer som modgift I en artikel fra 2017 skriver forskerne, at eftersom der ikke findes en effektiv modgift mod amanitin-forgiftning, så havde de forsøgt at udvikle en DNA aptamer, der specifikt bindes til alfa-amanitin (bionyt.dk/ref/12045.asp). En aptamer er et molekyle (af peptid eller som her af et oligonukleotid, opbygget som DNA eller RNA). I dette studie anvendte man DNA, fordi dette er mere modstandsdygtigt mod hurtig nedbrydning. Man designer så molekylet på en sådan måde, at det kan binde sig specifikt til et mål, som altså her er et sted på alfa-amanitin-molekylet. (I øvrigt kan en aptamer være koblet til et ribozym, hvorved det kan spalte målmolekylet). Aptamerer kan i modsætning til antistoffer laves syntetisk, og immunsystemet aktiveres ikke. Følgende metoder har ikke virket: Insulin, væksthormon, glucagon, vitamin C, vitamin E og cimetidin (bionyt.dk/ref/12144.asp). Der kunne i et fransk retrospektivt studie slet ikke ses nogen virkning ved brug af steroider mod amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/11945.asp). Glucocorticoid, cytochrom-C og behandling med overtryk af ilt (hyperbar oxygen) er uvirksomme metoder ved amatoxin-forgiftning (bionyt.dk/ref/11946.asp). Allerede fra slutningen af 1800-tallet kender man beskrivelser af fluesvampforgiftninger fra Frankrig. Men trods utallige forslag til behandlinger mod disse forgiftninger har de ofte vist sig ubrugelige eller tvivlsomme. Kontrolforsøg kan dog ikke udføres. Nogle forslag til behandlinger har været groteske. En fransk professor foreslog engang, på baggrund af en (reel eller antaget) forestilling om, at kaniner tåler fluesvampe, at patienterne skal spise 3 mosede kaninmaver og 7 rå mosede kaninhjerner (3 og 7 er magiske lykketal). Og patienten skulle altså holde dette måltid i sig uden at kaste det op (bionyt.dk/ref/12220.asp). I 1930 fremkom Pasteur-instituttet med et forslag til immunterapi mod fluesvampforgiftning. Man vidste, at slangegift indsprøjtet i heste kunne få hesten til at danne antistoffer, som derefter kunne bruges til immunterapi i mennesker. Man forestillede sig derfor, at samme princip kunne bruges for amatoxin-gift, og derfor fremstillede Pasteur-instituttet "serum antiphalloidien". Senere kunne man i forsøg med mus vise, at når amanitin bindes til et antistof, bliver det tværtimod flere gange giftigere for kroppen! Pasteur-instituttets immunterapi var en superdårlig idé! (bionyt.dk/ref/11944.asp). I 1950'erne fandt en modig (dumstædig?) fransk læge, Pierre Bastien, på en kur mod Grøn Fluesvamp, som han 3 gange prøvede på sig selv for at overbevise andre om metodens værdi. I 1952 havde han etableret sin lægepraksis i byen Remiremont i det nordøstlige Frankrig 420 km øst for Paris (Adr.: 7 Thiers, 88 200 Remiremont, département des Vosges, la région Grand Est). I dette område nær Vogeser-bjergene i det østlige Frankrig er der mange svampe, og nogle mennesker blev jo så forgiftede. Han blev ledende læge ved Remiremont hospital. I 1957 begyndte han at eksperimentere ved at give forskellige behandlinger. F.eks. modtog han engang tre forgiftede familier samtidigt. Ud over almindelig rehydrering forsøgte han at give en behandling, som hidtil kun var blevet givet ved infektiøs diarré, der går i blodbanen. Han mente, at hans behandlinger gav gode resultater. 10 år senere, i 1967, skulle han behandle en ung mand, som havde spist en hel skål med Grøn Fluesvamp. Patienten blev straks rehydreret. Så fik han en injektion af 1 gram C-vitamin, indsprøjtet i en muskel, morgen og aften, et nifuroxazid-antibiotika mod tarmbakterier, som brugtes i tilfælde af diarré (Ercefuryl og Panfurex) og endnu et antibiotika mod tarmbakterier, nemlig dihydro-streptomycin (Abiocin) [der ikke bruges mere, fordi det er giftigt for det indre øre]. Patienten fik også noget gær at spise, dvs. vitamin-B. Han blev rask. Fra 1957 til 1969 reddede Pierre Bastien efter sigende 15 mennesker. Men han var bevidst om, at behandlingerne kun virkede, hvis de blev igangsat inden for de første timer af de første symptomer. Det var ikke noget universalmiddel, men måske fik den ivrige læge i sin begejstring givet andre det indtryk, at han mente dette. I hvert fald blev han ikke taget alvorligt. Det ærgrede ham grusomt, og i 1971 besluttede han, at han måske kunne overbevise andre ved selv at spise Grøn Fluesvamp og bruge sin kur på sig selv. Det gjorde han så. Forgiftningen gik ud over hans lever, og han fik hepatitis, men blev reddet (bionyt.dk/ref/12148.asp). Han var skuffet over, at kuren ikke havde virket bedre, men mente efterfølgende, at det var fordi han ikke havde spist C-vitamin. I dag anses C-vitamin for at være uden virkning. Han begyndte at indsamle oplysninger om amatoxin-forgiftninger i Europa. De, der døde, havde jo ikke modtaget behandling ifølge hans kur, eftersom hans kur ikke var bredt anerkendt. Han tog imidlertid dette som tegn på, at det var derfor at folk døde. I 1974 forsøgte han endnu et selv-forsøg. Han fik en officiel person til at overvåge handlingen. Den 22. september 1974 klokken 12:30, slugte han 4 kogte Grøn Fluesvamp (ca. 60 gram). 40-50 gram kan være nok til at dø af svampen. Han havde dog dagen før og om morgenen på dagen for eksperimentet, taget antibiotika mod tarmbakterier, dels to piller af et dihydro-streptomycin (Abiosin) og dels to piller af nifuroxazid (Ercefuryl). Men noget sådan kan jo ikke gøres ved utilsigtede forgiftninger. 12 timer senere viste de første symptomer sig. Han følte tyngde i hele mave- og bugregionen og enorm svaghed. En time senere fik han intens diarré, der varede hele natten. Tre timer efter at hans diarré var startet, gav han sig selv en intravenøs injektion af C-vitamin, og fortsatte medicineringen med antibiotika (dihydro-streptomycin og nifuroxazid). Om morgenen, den 24. september 1974, kørte han selv 96 km i sin bil til giftkontrolcenteret i Nancy og blev indlagt på hospital. Der krævede han at få behandling ifølge sin kur og kun dette. Mod udtørring (dehydrering) fik han 7 liter blodserum i løbet af 24 timer og lidt mindre i de følgende dage. Han forlod hospitalet et par dage senere, udmattet og svag, men helbredt, efter i 5 dage at have svævet mellem liv og død! Han opnåede, at hans kur blev omtalt i maj 1975 i Guigoz Scientific Documents i Lausanne. I nov. 1978 fik han mulighed for at fremlægge sin kur under et Amanita-symposium [First International Symposium on Amanita Toxins and Amanita Poisoning], der blev afholdt i Heidelberg i Tyskland (bionyt.dk/ref/12149.asp). Men hans indlæg var ikke vellykket, for den professor, der havde inviteret ham, formodentlig Heinz Faulstich, udgav et år senere i Klinische Wochenschriff (et tidsskrift, som senere skiftede navn til Journal of Molecular Medicine) en anden metode til at helbrede amatoxin-forgiftning. I juni 1979 blev Bastiens kur anbefalet af prof. Alain Larcan fra Nancy universitet. D. 28. marts 1981 beskrev lægetidsskriftet The Lancet, det førende tidsskrift om lægevidenskab, hans kur under titlen: "Management of Amanita phalloides poisoning by Bastien’s régimen" (bionyt.dk/ref/12150.asp). Men han følte sig stadig ignoreret, og i september 1981 spiste han Grøn Fluesvamp for tredje gang. Det skete i Genève overfor den internationale presse og især med deltagelse af journalister fra The Lancet. Denne gang spiste han 70 g Grøn Fluesvamp - til trods for, at en pige lige var død, selvom hun havde modtaget behandling. Denne gang vakte hans stunt, som han igen overlevede, international opmærksomhed. Hans kur kaldes "Bastiens Protokol". I januar 1983 blev kuren beskrevet i en retsmedicinsk afhandling af G. Perrin i Strasbourg (bionyt.dk/ref/12151.asp). I 1985 fik han udgivet sin bog "J’ai dû manger des amanites mortelles" ("Jeg måtte spise dødelige fluesvampe") (bionyt.dk/ref/12152.asp). Bogen kan stadig findes hos enkelte boghandlere eller på internettet. I bogen skriver han om, hvordan hans selvforgiftning blev omtalt på TV, i radio, og i de trykte medier. “Jeg ville bevise for verden, at min kur fungerede. Det var aldrig for at opnå ære”, skrev han. I Frankrig bliver han kaldt "den modige læge", Doctor courage. (Andre forskere har ladet sig bide af giftige edderkopper osv., men ikke af grunde som Pierre Bastien) (bionyt.dk/ref/12153.asp). I 1987 tildeltes han en Grand Prize for selvstændig forskning, og blev senere også beæret d. 9. februar 1994 i sin hjemegn. I oktober 2000 nævntes hans kur på den officielle hjemmeside for den franske lægeforening Conseil de l’ordre des médecins (30 år efter dens første offentliggørelse). [www.conseil-national.medecin.fr]. I 2003 blev hans kur tilgængelig for offentligheden i det franske årlige et-binds-leksikonværk QUID på side 231. Ved de første to selvforgiftninger begyndte Pierre Bastien sin kur, før han spiste Grøn Fluesvamp. Ved den tredje forgiftning i Genève sagde han, at han for at bevise effektiviteten af kuren ikke tog stofferne, før han slugte svampene. Han nægtede dog at få taget en blodprøve for at bevise dette. En læge ved forgiftningscentret i Angers støttede Pierre Bastien, men blev senere mere forsigtig og droppede kuren, ligesom giftkontrolcenteret i Nancy gjorde. I dag er der ikke noget formelt bevis for, at Bastien-protokollen er et mirakelmiddel. Når de første symptomer viser sig, er det i øvrigt ofte meget svært overhovedet at få patienterne til at sluge noget, da de lider af akutte opkastninger, hvilket jo netop forhindrer indtagelse og optagelse af oral medicin, herunder oral optagelse af antibiotika, som det anbefaledes af Pierre Bastien. Noget andet er, at vi alle reagerer forskelligt på sådanne forgiftninger. En rask person er langt mindre følsom end en ældre person, et barn, eller en person, der lider af en anden sygdom, er diabetiker eller allerede har en leversygdom. Svampene er også forskellige i deres indhold af giftene, også når der er tale om samme svampeart. Forskellige frugtlegemer af Grøn Fluesvamp indeholder ikke den samme dosis af gift, idet indholdet kan variere meget afhængig af voksestedet, jordbunden, luftfugtigheden osv. Det er derfor svært at vide præcis, hvor meget gift, som Pierre Bastien spiste ved hans tre selvforgiftninger. Pierre Bastien’s selvforgiftninger opfylder ikke de nuværende standarder for medicinske forsøg. Den måde, man undersøger en behandlings effektivitet på, sker ved at patienterne ikke ved, hvilken behandling de får (enkeltblind-forsøg), og helst skal lægen heller ikke vide det (dobbeltblind-forsøg). Dette er ikke hvad Pierre Bastien gjorde. Hans mikrobiologiske hypotese, som kuren bygger på, er heller aldrig blevet bekræftet. I en alder af 81 år klarede Pierre Bastien sig stadig fint på trods af sine tre frivillige selvforgiftninger, fortæller Patrick Laurent, der var præsident for den lokale svampeforening, Société Mycologique des Hautes Vosges, og som besøgte Pierre Bastien, da denne var 81 år. Han havde længe ikke været i medierne og han sagde, at han var træt, men tilfreds med sin kamp. Tilfreds og overbevist om, at han havde arbejdet for at redde liv, og at liv stadig ville blive reddet ved simpelthen at anvende hans kur, som han mente under alle omstændigheder var harmløs og billig. Han var i øvrigt entusiastisk interesseret i svampe, men mere som en mykofil end som en sand mykolog. Han var også en meget religiøs katolik, og skrev en bog: “Jésus l’effroyable tragédie" (Jesus den rystende tragedie) i oktober 2002. Pierre Bastien døde som 82-årig d. 21. maj 2006 af et hjertetilfælde i sit hus i Remiremont (han var født 13. apr. 1924 i Ban-de-Laveline). Han fik 6 børn, bl.a. Bruno Bastien, som i 2012 etablerede et “Wikipedia projekt” (bionyt.dk/ref/12154.asp) for at informere læsere om hans fars kur, og måske gøre forskere interesseret i at studere, om der kan være noget at komme efter.

Hvilke behandlinger anser man i dag for uvirksomme?

I fransk Wikipedia kunne jeg læse, at Pierre Bastien spiste "op til 250 gram Grøn Fluesvamp" [https://fr.wikipedia.org/wiki/Pierre_Bastien_(médecin)]. Jeg kan for det første ikke få det tal til at stemme, og for det andet er det vigtigt at understrege, at han ikke gjorde dette på én gang, men over tre gange, i 1971 (formentlig 40-50 g), 1974 (60 g) og 1983 (70 g), altså med 3 og 9 års mellemrum. Det bliver ikke 250 gram tilsammen, men additionstallet er også irrelevant (jeg har ændret tallet, så der nu står "op til 70 g"). Wikipedia har oplysningen om, at han skulle have indtaget 1/4 kg Grøn Fluesvamp, fra siden her: [http://clicamanites.free.fr/syndrome_phalloidien.html (email clicamanites@free.fr kan ikke kontaktes)] . I øvrigt står det samme misvisende tal "250 g" på siden her: [http://fracademic.com/dic.nsf/frwiki/1332550 (support@academic.ru)], som er en russisk styret kopi af wikipedia-siden fra før jeg ændrede den). Disse siders fejl kan jeg ikke rette, og der er ingen at kontakte. Fejl bliver ikke altid rettet på Internettet.

Hvad er Bastien’s protokol?

•?1) Intravenøs injektion på 1 gram vitamin C, 3 gange dagligt i to dage, for at opnå dets antioxidative virkninger. •?2a) Sterilisering af tarmen - ved indtagelse via munden af to tabletter neomycin 3 gange dagligt i to dage (et antibiotisk aminoglycosid, der blev opdaget i 1949 i Streptomyces fradiae og Streptomyces albogriseus). 10% af befolkningen er allergisk for neomycin. Det kan ikke gives som injektion, da det er en nyregift og i øvrigt gift for det indre øre (neomycin kan hos nogen give tinnitus, høretab og vestibular-problemer), men neomycin kan indtages via munden, fordi det ikke optages af tarmen. Det slår tarmbakterier ihjel, og kan dermed holde ammoniak-niveauet lavt og forhindre at en dårligt fungerende lever medfører skade på hjernen (encefalopati) (bionyt.dk/ref/12158.asp). 2b) To kapsler med 200 gram nifuroxazide (Bacifurane, Ercefuryl osv.) 3 gange dagligt i to dage. Et nitrofuran-antibiotika, som bruges til at begrænse diarré. •?3) Primperan-injektion (mod opkastning). •?4) Et glas vand med 5 g havsalt hver halve time, senere hver anden time. •?5) Fra dag 2: Indtagelse af gær (B-vitamin mv.). René Flammer skriver om Pierre Bastian, at han blev besat af et fiks idé, der manglede objektivitet og saglighed. Diplomati og fleksibilitet var ikke hans stærke side, det var snarere stridbarhed. Han var ikke som svampesamleren uforberedt, men havde tværtimod på forhånd planlagt sin behandling, så den ikke startede for sent. I diskussionen ved Amanita-symposiet forsøgte man at få ham til at erkende, at også andre behandlingsprotokoller gav tilsvarende resultater, og med tiden ville kunne give bidrag til en ideel behandlingsstrategi. Men Pierre Bastien var ikke til at ryste fra den overbevisning, at han havde fundet de vises sten. Han følte sig misforstået, nedvurderet og så sig kun i en offerrolle. Han var besat af sin idé, og stod med sin ubøjelighed og selvretfærdighed i vejen for sig selv. Den 13. november 1984 blev han helt demoraliseret af en TV-udsendelse i fransk FR3, hvoraf det fremgik, at hans metode ikke blev anerkendt af det franske giftcenter. Dette var efter tre selvforgiftninger og 15 års fysiske og psykiske kvalers kamp, som han dermed tabte, og dermed kunne se sine selvforsøg være til ingen verdens nytte. Hans kone klagede med spæd stemme: "Min Gud, din svampehistorie vil aldrig slutte". Fire dage efter begik hun selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Behandlingen af svampeforgiftninger er i dag meget bedre end tidligere. I dag ville ingen tænke på at gøre fremskridt på egen hånd. Men det troede Pierre Bastien ikke på. Han var ikke til teamwork. Alt eller intet var hans motto og tragedie, skriver René Flammer (bionyt.dk/ref/12159.asp).

Hvor meget amatoxin kan Pierre Bastien måske have indtaget?

Pierre Bastien siges at have været en høj mand, så måske vejede han 90 kg. Den dødelige dosis af amatoxin er 0,1 mg/kg kropsvægt, altså 9 mg amatoxin for hans mulige 90 kg. Der er ca. 10-14 mg amatoxin i 100 gram frisk svamp. 64-90 g frisk svamp ville kunne give disse 9 mg amatoxin.

-->