¨
Denne side er et supplement til BioNyt - Videnskabens Verden nr.161

Køb bladet. Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden her!

BioNyt nr.161: Temanummer om ebola.
Kilder til BioNyt nr.161

SVAR på spørgsmål
om ebola og epidemier:


KAPITLER:
Ebola/Behandling
Ebola/Beskyttelsesdragt
Ebola/Blødningsfeber/Typer
Ebola/Cytokin-storm
Ebola/Diagnose
Ebola/Dødelighed
Ebola/Epidemiudvikling
Ebola/Forebyggelse
Ebola/Forekomst
Ebola/Genomet/Gener
Ebola/Helbredelse
Ebola/Helbredelse/Eftervirkninger
Ebola/Helbredelse/Immunitet
Ebola/Inddæmning
Ebola/Infektion/Cellehæftning
Ebola/Infektion/Dendritceller
Ebola/Infektion/Inkubationstid
Ebola/Infektion/Målcelletyper
Ebola/Infektion/Tarmen
Ebola/Infektion/Tavs infektion
Ebola/Infektion/Virusangrebet
Ebola/Infektion/Værtcelleforsvar
Ebola/Interferon
Ebola/Menneskeaber
Ebola/Nekrose
Ebola/Opbygning/Form
Ebola/Opbygning/Gener
Ebola/Opbygning/Kappe
Ebola/Opbygning/Værtscellemolekyler
Ebola/Pandemi
Ebola/Proteiner/
Ebola/Smittekilder
Ebola/Smittemåde
Ebola/Sundhedspersonale
Ebola/Superantigen
Ebola/Tarmen/Infektionsstyrke
Ebola/Tavs infektion
Ebola/Udbrud
Ebola/Udbrud/Lande
Ebola/Udvikling
Ebola/Uvidenhed
Ebola/Vaccination/Metode
Ebola/Vacciner
Ebola/Vestafrika
Ebola/Vildledninger
Flagermus/Virusinfektioner
Forsøgsdyr/Aber/Makaker
Infektioner/Apoptose
Infektioner/Peroxynitrit/NO
Infektionsorganismer/Dødelighed
Infektionsorganismer/SARS og MERS
Influenza/Den spanske syge
Influenza/Fugleinfluenza
Lassafeber
Pandemi/Modforanstaltninger
Pandemi/Pest/Den sorte død
Pandemi/Risiko
Pandemi/Virustyper
Pestbakterier/Jordreservoir/Amøber
Pharming/Tobaksplante/Zmapp/Ebolamiddel
TSS/Toxisk shock syndrom




:TEMA: Ebola/Behandling
Hvilke midler virker mod Ebola-infektion?
(Hvilken behandling kan man give mod Ebola-infektion? Hvad er behandlingen ved Ebola?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Behandling/ZMapp
Hvad er ZMapp mod Ebola-infektion?
(Hvordan virker ZMapp mod Ebola?, Hvad indeholder ZMapp mod Ebola?, Hvordan produceres ZMapp mod Ebola?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Beskyttelsesdragt
Hvordan tages en beskyttelsesdragt mod Ebolavirusset på?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Blødningsfeber/Typer
Hvad er blødningsfeber?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Cytokin-storm
Hvad er Cytokin-storm?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Diagnose
Hvordan kan Ebola-infektion diagnosticeres?
(Hvordan påvises en Ebola-infektion?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Dødelighed/Dødsårsag
Hvad er dødsårsagen ved Ebola-infektionen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Dødelighed/Årsag
Hvorfor er Ebola så dødelig?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Epidemiudvikling
Hvordan ved man om en epidemi som Ebola-epidemien i Vestafrika er stigende eller i tilbagegang?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Forebyggelse
Hvordan kan man forebygge Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Forekomst/Feltundersøgelser
Har man gode feltdata for Ebolavirussets forekomst i naturen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Genomet/Gener
Hvilke gener indeholder Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Helbredelse/Afgørende faktorer
Hvad afgør om man dør eller ej af Ebola?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Helbredelse/Eftervirkninger
Hvad er eftervirkningerne efter helbredelse for Ebola-infektion?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Helbredelse/Immunitet
Er man blevet immun efter en overlevet Ebola-infektion?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Inddæmning
Hvad er chancen for af inddæmme Ebola-infektioner?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Cellehæftning
Hvordan hæftes Ebola til cellerne?
(Hvordan sætter Ebola sig på cellerne?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Dendritceller
Hvad er dendritceller?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Dendritceller/Cellehæftning
Hvordan bindes Ebola til dendritceller?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Inkubationstid
Hvor lang er inkubationstiden for Ebola?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Målcelletyper
Hvilke celletyper kan inficeres af Ebola-virusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Tarmen
Hvordan inficerer Ebola tarmen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Tavs infektion
FIndes der en tavs Ebola-epidemi?
(Kan mennesker være tavst smittet med Ebola?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Virusangrebet
Hvordan virker Ebola-infektion i kroppen?
(Hvordan forløber Ebola-infektionen? Hvordan forløber Ebola-sygdommen?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Infektion/Værtcelleforsvar
Hvordan forsvarer værtcellen sig mod Ebola-virusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Interferon
Hvordan hæmmer Ebolavirusset værtcellens interferonforsvar?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Menneskeaber
Er menneskeaber truet af Ebolavirus?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Menneskeaber
Hvorfor smittes menneskeaberne med Ebola-virus?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Nekrose
Hvad er nekrose?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning
Hvilken opbygning har Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Form
Hvilken form og størrelse har Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Gener
Hvilke gener har Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Genom
Hvad er genomet for Ebola?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Kappe/Membran
Hvilken opbygning har kappen på Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Kappe/Membran/Fedtstoffer
Hvilken betydning har kappens fedtstoffer for Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Opbygning/Værtscellemolekyler
Hvilke dele af værtscellen bruger Ebolavirusset til sin opbygning?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Pandemi
Kan Ebola blive en pandemi?
(Vil Ebola udvikle sig til en pandemi?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Proteiner/Glykoproteinet
Hvilken funktion har glykoproteinet hos Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Proteiner/VP24
Hvilken funktion har VP24-proteinet hos Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Proteiner/VP40
Hvilken funktion har VP40-proteinet hos Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Dyr
Hvilke dyr er smittekilden til Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Flagermus
Er flagermus smittekilden til Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Hunde
Er hunde spredere af Ebola?
(Kan hunde blive inficeret med Ebola? Kan hunde blive syge af Ebola?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Husdyr
Hvilke husdyr kan smitte med Ebola?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Menneskeaber
Er menneskeaber reservoir for Ebolavirus?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Minimering
Kan man nedsætte risikoen for Ebolaudbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Svin
Er svin smittekilde for Ebolavirus?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Svin/Infektionsforløb
Hvordan udvikler Ebolavirus sig i svin?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilde/Vestafrika
Hvordan kom Ebola til Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilder/Aber
Kan aber være smittekilde til Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilder/Leddyr
Kan insekter og leddyr være smittekilde til Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittekilder/Myg
Kan myg være smittekilde til Ebola-udbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittemåde/Luftbåren
Kan Ebola smitte via luften?
(Kan Ebola smitte via luftvejene?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Smittemåde/Menneske-til-menneske
Hvordan smitter Ebola fra menneske til menneske?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Sundhedspersonale/Hjælpeorganisationer
Hvem hjælper under Ebola-epidemien?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Sundhedspersonale/RIsiko
Hvad er risikoen for sundhedspersonalet under Ebola-epidemien i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Superantigen
Har Ebola-virusset et superantigen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Tarmen/Infektionsstyrke
Er Ebola mindre farlig i tarmen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Tavs infektion
FIndes der en tavs Ebola-epidemi?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Udbrud/Antal
Hvor mange Ebola-udbrud har der været?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Udbrud/Laboratorieulykker
Har der været Ebola-ulykker i laboratorier?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Udbrud/Lande
I hvilke lande har der været Ebolaudbrud?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Udvikling/Linier
Er alle Ebolaepidemier fra samme lige genetiske linie?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Udvikling/Linier/Geografisk
Hvordan spredes Ebola geografisk?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Uvidenhed
Hvad har uvidenhed om Ebola betydet for Ebola-epidemien i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vaccination/Metode
Hvordan kan hurtig vaccination udføres?
(Hvordan kan alle vaccineres mod Ebola i det fattige Vestafrika?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vacciner
Hvilke vaccinekandidater har man mod Ebola-infektion?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika
Hvad betød Ebola-epidemien i 2013/2014- for Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika
Hvordan begyndte Ebola-epidemien i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Hjemrejse
Hvordan skal man forholde sig efter hjemrejse fra et Ebola-område?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Andre
Hvilke lande i Vestafrika var i risiko for at få Ebolaepidemien ved årsskriftet 2014/2015?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Congo
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Congo i 2014?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Danmark
Kom Ebolaepidemien til Danmark i 2014?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Europa
Kom Ebolaepidemien til Europa i 2014?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Guinea
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Guinea i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Liberia
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Liberia i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Mali
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Mali i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Nigeria
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Nigeria i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Senegal
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Senegal i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Sierra Leone
Hvordan forløb Ebolaepidemien i Sierra Leone i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/USA
Kom Ebolaepidemien til USA i 2014?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vestafrika/Specielt
Hvad var specielt ved Ebola-epidemien i Vestafrika?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Ebola/Vildledninger
Hvilke vildledninger fortælles om Ebolavirusset?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Flagermus/Virusinfektioner
Er flagermus resistente for virus?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Forsøgsdyr/Aber/Makaker
Hvilke makakaber bruges til forsøg?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Infektioner/Apoptose
Hvad er apoptose?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Infektioner/Peroxynitrit/NO
Hvad er peroxynitrit-forsvaret?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Infektionsorganismer/Dødelighed
Kan en infektionsorganisme tillade sig at dræbe sin værtsorganisme?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Infektionsorganismer/Laboratorier/B4
Hvad er B4-laboratorier?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Infektionsorganismer/SARS og MERS
Hvad er SARS og MERS?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Influenza/Den spanske syge/Dødelighed
Hvor stor var dødeligheden ved Den Spanske Syge?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Influenza/Fugleinfluenza/Dødelighed
Hvor stor er dødeligheden ved fugleinfluenza?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Lassafeber
Hvordan smitter Lassafeber?
(Hvorfor hedder det Lassafeber? Hvad forårsager Lassafeber? Hvor mange smittes årligt af Lassafeber? Hvor mange dør årligt af Lassafeber? Hvad er smittekilden til Lassafeber? Hvordan smitter Lassafeber fra menneske til menneske? Hvordan behandles Lassafeber? Hvilken virusgrupper hører Lassafeber til? Hvilken slags genom har Lassafeber?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pandemi/Modforanstaltninger
Hvordan kan man minimere en pandemi (global epidemi) ?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pandemi/Pest/Den sorte død
Hvor mange døde under pesten i Middelalderen?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pandemi/Risiko
Hvad er risikoen for pandemier?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pandemi/Virustyper
Hvilke virus kan medføre pandemier?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pandemi/Virustyper/Gensplejsning
Kan kunstige virus medføre pandemi?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pestbakterier/Jordreservoir/Amøber
Kan pestbakterier overleve i jord?
(Kan pestbakterier overleve i amøbe-cyster?) [Se svaret nedenfor]

:TEMA: Pharming/Tobaksplante/Zmapp/Ebolamiddel
Hvordan produceres ZMapp i tobaksplanter?
[Se svaret nedenfor]

:TEMA: TSS/Toxisk shock syndrom
Hvad er Toxisk shock syndromet?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: AIDS/Bekæmpelse
Kan man inddæmme AIDS-epidemien?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Alderdom/Stamceller
Hvorfor bliver nogle mennesker meget gamle?
(Hvordan bliver man meget gammel?) [Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Alkoholisme/Baclofen
Kan Baclofen bruges mod alkoholisme?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Ansigtet/Gendefekt
Kan familiefoto vise genetiske defekter?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Antibiotika/Honning
Kan man finde nye antibiotika ved at studere honning?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Astronomi/Exoplaneter
Kender man exoplaneter på Jordens størrelse?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Cannabis/Paranoia
Kan cannabis fremkalde paranoia?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Cholesterol/Kræft
Har LDL-cholesterol betydning for kræftmetastaser?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: CO2-reduktion/Alger
Kan CO2-reduktion ske ved at dyrke alger?
(Kan man lave omega-3 ved at dyrke alger?) [Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Datatransmission/Hastighed
Hvor hurtigt kan data transmitteres?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Downs syndrom/Transskriptionsfaktorer
Hvad skyldes symptomerne ved Downs syndrom?
(Hvad medfører tre stykker af kromosom nr 21 i genomet?) [Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Dybhavsminidrift/Koncessioner
Er man begyndt at give licens til minedrift i dybhavet?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Flagermus/Kompas
Hvordan justerer flagermus deres magnetkompas?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Fugle/Nedgang/Pesticider/Neonicotinoider
Hvorfor falder antallet af insektædende fugle?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Headbanging/Risiko
Kan man få blodprop af headbanging?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Heling/Lugte
Har lugt-reagerende stoffer betydning for hudens heling?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Hepatitis-B/Behandling
Kan man helbrede hepatitis B sygdommen?
(Hvorfor bliver Hepatitis B kronisk? Hvad er cccDNA?) [Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Hest/Kommunikation/Ører
Kommunikerer heste med deres ører?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: HIV/Helbredelse
Kan HIV helbredes?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Hjernetræning/Virtual-reality
Kan virtual reality bruges til træning af hjernen?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Hukommelsen/Hippocampus/CA3
Har størrelsen af CA3-området i hippocampus betydning for huskeevnen?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Jalousi/hunde
Kan hunde føle jalousi?
(Hvor tidligt kan babyer føle jalousi?) [Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Koma/Vegetativ tilstand/Tilbagevendende bevidsthed
Kan man påvise mulighed for opvågning til bevidsthed hos koma-patienter med vegetativ tilstand?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Koppe-sygdom/Glemte prøveglas
Findes der glemte prøver med koppe-smitstoffet?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Landbrug/Organisk landbrug/Biodiversitet
Hvad betyder organisk landbrug for biodiversiteten?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Muskler/Skeletmuskler/Udvikling/Styring/Cannabinoidproteiner
Har Cannabinoid-proteiner betydning for udviklingen af skeletmuskler?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Neanderthaler/Ansigtstræk/Genetiske
Hvilke ansigtstræk udvikledes først hos Neanderthaleren?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Progeria/Modvirkende stof
Kan sygdommen progeria stoppes eller hæmmes i sin udvikling?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Reagensglasbørn/Tre forældre
Er det lovligt at lave reagensglasbørn med tre forældre?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Sandsten/Former
Hvad skyldes de høje sandstensformationer?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Spil/Glæde
Hvad bestemmer graden af glæde hos spil-vindere?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Tobak/E-cigaretter
Hvor mange mennesker i Europa ryger e-cigaretter?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Ur/Hydrogen
Kan hydrogenatomet bruges som et ur?
[Se svaret nedenfor]

:KORT NYT: Virus/Chikungunya
Hvad er Chikungunya virus?
[Se svaret nedenfor]



:TEMA: Ebola/Behandling

Hvilke midler virker mod Ebola-infektion?

(Hvilken behandling kan man give mod Ebola-infektion? Hvad er behandlingen ved Ebola?)
Der var pr. december 2014 ingen vaccine eller godkendt specifik behandling mod Ebola - ud over væsketerapi, blodtransfusion, respirator-maskine og anden understøttende behandling. Man kan give sødet og saltet vand at drikke (oral rehydrering) eller intravenøs væske for at holde blodkredsløbet i gang på trods af de indre blødninger.

Nogle Ebola-smittede får det bedre efter behandling med blodtransfusioner, og især blod fra folk, som har overlevet en Ebola-infektion, og som formentlig har det bedste blod, fordi de allerede har dannet antistoffer i blodet mod Ebola. WHO anser denne behandling for at have størst chance for at lykkes.

Tamoxifen-lignende stoffer: Man har fundet, at stoffer, der ligner tamoxifen, som er kendt for at indvirke på visse østrogen-receptorer, blokerer et trin i Ebolavirussets cyklus i cellen. Det sker ikke ved påvirkning af østrogen-receptorer, men ved at de tamoxifen-lignende molekyler har positivt-ladede aminer, som bindes til negativt-ladede fosfolipider i cellen, og derved stopper Ebola-formering. (Da midlet ikke virker via østrogen-receptorerne, fungerer det lige godt på begge køn ifølge museforsøg). Fordelen er, at dette i forvejen er godkendte lægemidler, som har været brugt længe ved risiko for bl.a. brystkræft (se kilde).

Melatonin: Melatonin er bliver foreslået mod Ebola, fordi melatonin er blevet anvendt mod sepsis (blodforgiftning), hvilket har lighedstræk med nogle af symptomerne ved Ebola (se kilde).

Lektiner: I laboratorieforsøg har et lektin fra cyano­bakterier (blågrønalger), som binder til de mannose-rige oligosakkarider på glykoprotein-kappen af Ebola (og visse andre virus), evnen til at forhindre virusindtrængning i værtsceller. I forsøg påviste man, at lektinet binder sig til de mucin-rige områder på Ebola-glykoprotein. Når mus, der var smittet med en dødelig dosis Zaire-ebola, hver 6. time fik en indsprøjtning (30mg/kg/dag) af lektinet, overlevede 9 ud af 10 mus (se kilde).

Brincidofovir: Læger uden Grænser har indledt hasteforsøg med mulige kure i to Ebola-centre i Guinea og et i Liberia. I Liberia tester man brincidofovir (CMX001), som er et bredspektret virusmiddel, der indeholder en fedtstof-del og derfor kan bringes ind i cellerne og her omdannes til det aktive stof cidofovir inde i cellen. Det er udviklet som behandling mod dobbeltstrenget-DNA-virus, men synes alligevel at virke mod Ebola, som er et RNA-virus. Forskere fra Oxford universitet i Storbritannien skal følge testen i Liberia. Midlet blev første gang givet til en allerede kritisk syg Ebola-patient i USA, som døde, men blev senere givet til Ebola-patienten Ashoka Mukpo i Nebraska Medical Center, som blev erklæret helbredt d. 22. okt. 2014.

Favipiravir: Læger uden Grænser har i Guinea påbegyndt forsøg med favipiravir (der i Japan er godkendt under navnet Avigan mod kommende influenza-pandemier i tilfælde af, at andre midler ikke virker). Midlet hæmmer RNA-polymerase, og forventes derfor at være anvendeligt mod forskellige virustyper.

Det er udviklet af det japanske firma Toyama Chemical. Da det hæmmer RNA-polymerase af en type, som kun opformerer virus-RNA, påvirkes pattedyrcellers egen RNA-produktion ikke. Mus har overlevet Ebola ved at få favipiravir hele 6 dage efter smitten, og den 4. okt. 2014 blev det rapporteret, at en Ebolasmittet, fransk sygeplejeske i Liberia blev helbredt efter at have fået midlet.

Blod: I Guinea udfører belgiske eksperter fra instituttet for tropemedicin i Antwerpen blod- og plasma-terapistudier. Blod og plasma skal tages fra Ebola-patienter i hovedstaden Conakry.

Molekylet BCX4430: I marts 2014 fremgik det af en Nature-artikel, at Ebolavirussets vækst og formering kan standses af en syntetisk adenosin-analog, BCX4430, som hæmmer virus-RNA polymeraser. Molekylet var oprindelig udviklet mod hepatitis-C, men vil nok også hæmme SARS, influenza, mæslinger, denguefeber og visse andre virus, og kan altså måske også bruges mod Ebola. Beskyttelsen opnås, selv om behandlingen påbegyndes efter de første sygdomssymptomer. Midlet er blevet godkendt til fase-1 forsøg på mennesker. Midlet vil kunne indtages via munden, hvilket ville være praktisk.

Potentielle lægemiddel-fokussteder: For at virusset kan igangsætte infektionen, må det have hjælp fra værtscellen selv. Man leder derfor efter molekyler i værtscellen, som hjælper virusset. F.eks. har Ebola brug for værtscellens chaperone-protein HSPA5. En mulig behandling kunne være at hæmme dette protein (se kilde).

Virussets egne molekyler er naturligvis også mål for lægemidler. Antistoffer mod glykoprotein GP1-GP2 og glycan-cap virker ofte mod Ebola (se kilde). Antistoffer mod Ebola­virussets glykoprotein (GP) forhindrer infektion hos makak-aber.

I et forsøg brugte man antistoffer sammen med alfa-interferon. Tre ud af fire Java-makakaber og alle fire rhesus-aber overlevede, når behandlingen sattes ind på 3. dagen efter påvisning af Ebolavirus i blodet (se kilde).

Antisense og RNA: Man forsker i at bruge antisense og lipid-nanopartikler med små, interfererende RNA (siRNA) mod Ebola. Men disse procedurer er mindre egnede under et Ebolaudbrud i Afrika, fordi de kræver gentagne behandlinger for at opnå effekt (se kilde).



:TEMA: Ebola/Behandling/ZMapp

Hvad er ZMapp mod Ebola-infektion?

(Hvordan virker ZMapp mod Ebola?, Hvad indeholder ZMapp mod Ebola?, Hvordan produceres ZMapp mod Ebola?)
ZMapp er ikke en vaccine, og er heller ikke et egentligt serum, men er en cocktail af antistoffer, der kan bruges til en passiv immunisering (dvs. at kroppen ikke selv skal danne antistofferne, men får dem serveret).

ZMapp indeholder 3 forskellige mono­klonale antistoffer, der er rettet mod forskellige molekylområder på Ebolavirusset. (Et monoklonalt antistof dannes af en klon af samme antistofproducerende B-celle; på engelsk kaldet monoclonal antibody, MAb).

De tre antistoffer i ZMapp er dels to af antistofferne fra ZMAb, en cocktail af tre muse-antistoffer udviklet af biodefense-firmaet Defyrus Inc. i Toron­to - og dels et af antistofferne fra den af Mapp Biopharmaceutical i San Diego fremstillede cocktail MB-003 (tre menneske/mus-kimæreantistoffer).

ZMapp produceres i planter, der ved hjælp af plantevirus har fået overført generne for dannelse af de pågældende antistofproteiner. Man bruger tobakplanten Nicotiana benthamiana. Det kaldes pharming (se BioNyt nr. 136). Dog overføres generne formentlig ikke til selve plantens genom, men der er tale om at virusset indeholder gener for dannelse af de eftertragtede proteiner. Derfor er produktionen meget lille og hvis den skal forøges kræves specielle tilladelser til at udvide produktionsområdet, som sker indendørs med unge tobaksplanter, der efter at have noget en tid kan inficeres med plantevirusset.

I en artikel i Nature beskrives et forsøg med ZMapp på rhesusaber. Alle 18 aber, der blev behandlet med ZMapp, overlevede en dødelig Ebolasmitte, og 3 uger efter kunne man ikke påvise virusset i deres blod. Særlig vigtigt var det, at nogle af aberne, der blev helbredt, var blevet behandlet hele 5 dage efter, at aberne havde fået en dødelig Ebolavirus-dosis og havde nået at udvikle høj feber, virus i blodet (viraemia) og unormale blodtal og blodkemi - og at fremskreden sygdom i form af forhøjede tal for leverenzymer, blødninger fra slimhinder og "blå mærker"/blodudtræden i huden kunne vendes til, at dyrene blev helbredt (se kilde). Cellekultur-test viste, at ZMapp også hæmmer den i 2014 aktuelle Ebola (se kilde). Lægen i Sierra Leone I Sierra Leone havde lægen Sheik Umar Khan siden 2005 været leder af verdens eneste medicinske enhed, som udelukkende beskæftigede sig med forskning og behandling af virus-blødningssygdomme, især Lassa-feber, men efter epidemiens start også Ebola. Stedet hedder The Kenema Government Hospital Lassa Fever Ward. Lægen, der var 39 år, nåede at behandle over 100 Ebolapatienter, inden han selv og hans 57-årige chefsygeplejeske Mbalu Fonnie begge blev smittet af Ebola og døde i slutningen af juli 2014. Over ti andre sundhedsarbejdere på stedet døde senere af Ebola (se kilde).

Selv om lægen var Sierra Leones ­førende ekspert inden for virusbekæmpelse af denne art, undlod et hold udenlandske læger at fortælle ham, at de kunne skaffe et nyt middel, ZMapp, som muligvis ville kunne kurere ham (se kilde). På dette tidspunkt var intet menneske blevet behandlet med dette middel. Lægeholdet, der kom fra WHO og Læger uden Grænser, diskuterede en hel nat igennem, om de skulle fortælle dr. Khan om midlet. De var imidlertid bange for, hvilken betydning det kunne have for bekæmpelsen af epidemien, hvis lægen døde, og det bagefter blev udlagt som, at de udenlandske læger havde skyld heri ved at give ham et uprøvet præparat. Mange steder i Afrika tror folk nemlig stadig, at det er de hvide læger, der bringer Ebolasmitten. Alternativt kunne det have skabt tillid til de vestlige læger, hvis lægen havde overlevet. Men hvis det gik galt, kunne det også tolkes som, at vestlige forskere afprøvede deres midler på afrikanere.

Om det var sådanne overvejelser, eller om det var mere medicinske overvejelser, der blev debatteret denne nat, er ikke blevet oplyst. Denne debat foregik mellem personalet ved lægens sygeleje i Sierra Leone, WHO i Geneve og det belgiske hovedkvarter for Læger uden Grænser. Der var stor uenighed. Man enedes ikke om noget, men lod det vist nærmest være op til personalet ved sygelejet i Sierra Leone.

Den syge læge fik aldrig selv at vide, at han havde denne mulighed, for ingen fortalte ham om dette uprøvede præparat, selv om han selv var specialist på området. Man kunne have spurgt, om han var villig til at være den første testperson. Han havde ellers været den ideelle person, som bedst ville kunne give et informeret samtykke. Begrundelsen for ikke at give ham denne oplysning var, at det ville være uetisk at fortælle ham om muligheden, hvis man så ikke ville give ham den, hvis han ønskede den, blev det efterfølgende sagt.

Desuden var det planen at flytte ham til et hospital i Europa, hvor man bedre ville kunne håndtere at give et sådant uprøvet præparat. Beslutningen om ikke at give ham dosen blev så truffet i løbet af natten, men allerede den næste dag forværredes hans tilstand, så han ikke kunne transporteres til Europa. Han døde få dage efter, d. 29. juli 2014. Dagen efter hans død afprøvedes ZMapp på to amerikanske nødhjælpsarbejdere i Liberia (som begge blev raske, hvilket dog ikke kan tages som et sikkert tegn på midlets virkning).

I Sierra Leone blev befolkningen chokeret over, at heltelægen døde, og det var formentlig dette dødsfald, som fik folk til at tro på, at Ebola faktisk eksisterer og kræver at blive taget alvorligt. Landets præsident skulle have besøgt lægen blot en uge efter dennes død. Ved lægens dødsfald erklærede præsidenten landet i undtagelsestilstand, og først på dette tidspunkt opgraderede sundhedsministeriet i Sierra Leone en oplysningskampagne.

Lægen Sheik Umar Khan, der var ekspert i disse sygdomme, og havde været omhyggelig og vant til at bruge beskyttelsesudstyret og som arbejdede frygtløs med patienterne, døde efter syv frygtelige dages sygdom d. 22. juli 2014, medens der altså tilfældigvis netop i nærheden af dette fjerne sted i verden befandt sig en enkelt dosis af den eksperimentelle ZMapp (monoklonale antistof-cocktail). Det var canadiske forskere, som havde medbragt denne ene dosis, som der på dette tidspunkt kun var fem af i hele verden.

Sheik Umar Khan's sygeseng var i Kailahun, i Sierra Leone’s østlige provins, og forskerne havde medbragt ZMapp-dosen til et nærliggende feltlaboratorium nær grænsen til Guinea for simpelthen at teste, hvordan det ville holde sig i den afrikanske varme. Forskerne tilbød lægerne, der behandlede Sheik Umar Khan, at de kunne få denne enkelte ZMapp-dosis. Sheik Umar Khan dannede selv antistoffer mod virusset, og man kunne ikke vide, om indgivelse af denne - kun på makak-aber afprøvede - antistofblanding ville komme i vejen, ved at hans immunsystem nu også skulle håndtere endnu et fremmedstof - eller om han ville få et anafylaktisk allergishock.

Senere sagde lægen Mohamed Mahmoud fra det af Ebola lukkede katolske hospital i Monrovia, Liberia, at han ikke var i tvivl om, at enhver læge ville tage imod alle utestede midler mod Ebola, fordi de ville vide, at alternativet nok ville være døden.

Senere døde også en anden af Sierra Leones mest fremtrædende læger af Ebola.

Den dosis af ZMapp, som Sheik Umar Khan kunne have fået, blev givet til den kristne nødhjælpsorganisation Samaritan's Purse (og derfor kunne det have været eller er måske den dosis, som reddede en 33-årig læge, Kent Brantly). Kent Brantly blev i oktober 2013 udsendt for den kristne nødhjælpsorganisation Samaritan’s Purse til Liberia. Han arbejdede på et hospital i Liberias hovedstad, Monrovia, og var ansvarlig for sikkerhedsforanstaltninger ved behandling af Ebola. Men han deltog også selv i behandling af Ebola-smittede. På ukendt måde pådrog han sig Ebola og diagnosticerede sig selv som syg og isolerede sig selv på hospitalet. Han fik behandling, men blev efter nogle dage overbevist om, at han skulle dø. Da en nedfrosset portion af ZMapp ankom til Liberia fra firmaet Mapp Biopharmaceutical i San Diego i Californien, fik han mulighed for at få en behandling med dette stof. På dette tidspunkt havde han allerede båret smitten i kroppen i over en uge. ZMapp var stadig aldrig tidligere blevet brugt til mennesker.

ZMapp skal gives som injektion, og det blev i dette tilfælde givet i et drop. Hans åndedræt lettedes nærmest øjeblikkeligt, og han fik det synligt bedre. Dagen efter injektionen kunne han rejse sig fra sengen ved egen kraft og flyve til USA, hvor han fik en isoleret hospitalsstue i Atlanta. Det forbløffede den lægevidenskabelige verden.

Normalt går det hurtigt ned ad bakke for patienter med Ebola, og derfor forbavsedes offentligheden, da han efter ankomsten til USA selv kunne gå fra ambulancen og ind på hospitalet i Atlanta.

Kent Brantly sagde efter at være blevet rask, at når han blev helbredt skyldtes det, at så mange havde bedt for ham. Han blev kritiseret for den udtalelse.

Kort tid efter, at Kent Brantly havde fået Ebolasygen, blev også en anden nødhjælpsarbejder, 59-årige Nancy Writebol, konstateret smittet og holdt i isolation. Hendes arbejde havde været at desinficere læger og sygeplejesker, der behandlede Ebolapatienterne.

En britisk sygeplejeske, William Pooley, som pådrog sig Ebola i Sierra Leone, blev også behandlet med ZMapp og blev helbredt.

Blandt de første 6 mennesker, som fik ZMapp, døde halvdelen alligevel. ZMapp er en avanceret cocktail af tre monoklonale antistoffer, skabt ved gensplejsninger, men selve proceduren for en sådan behandlingsmetode er faktisk gammelkendt, idet man ­engang behandlede virussygdomme med hesteserum med antistoffer fra en hest, der var blevet inficeret med virus. Nu havde man så i stedet sprøjtet Ebola ind i mus, der havde udviklet antistoffer, og man havde omhyggeligt udvalgt de bedste antistoffer, som man kunne bruge til behandling af mennesker mod Ebola. Kroppen reagerer eventuelt ved at udvikle serumsyge som reaktion på de fremmede stoffer, men det er noget, man kommer over (se kilde).



:TEMA: Ebola/Beskyttelsesdragt

Hvordan tages en beskyttelsesdragt mod Ebolavirusset på?


Personen, som bærer beskyttelsesdragt mod ebola, må ikke bære smykker, øreringe mv. må ikke have lange negle (risiko for at punktere handsker). må ikke bære ur eller mobiltelefon. må ikke bære blyanter, pencils osv., langt hår skal være trukket tilbage i en hestehale (væk fra ansigtet). Før påtagning af dragten vaskes hænder, også mellem fingrene og bag på hånden; tillad alkoholen at få tid til at tørre. Brug en stol til at sidde ned, medens overtræksposer trækkes over skoene. Undgå at berøre gulvet med hænderne under påtrækning af sko-overtrækspose (desinficér hænderne, hvis det sker). (se kilde).

I Sierra Leone er den typiske træningsperiode i at bruge sikkerhedsudstyret 12 dage (Se kildens ref.[83]). Personalet på Røde Kors centrene trænes i to uger i at bruge beskyttelsesdragter, før de går ind til de syge, skriver Politikens journalist Jacob Svendsen, som sammen med fotograf Mads Nissen besøgte Freetown i Sierra Leone i nov. 2014 (se kilde). Det tager 5-15 minutter at tage beskyttelsesdragten på og 15-25 min. at tage dragten af. En enkelt berøring af ydersiden af masken, heldragten, forklædet eller visiret kan overføre Ebolavirusset. 1-2 personer skal overvåge, at det sker korrekt. En mand, sprayeren, sprøjter beklædningsstykkerne med klorin-opløsning fra en ukrudtssprøjte, hver gang der tages et stykke af dragten af. Heldragten, forklædet og gummistøvlerne genbruges, men handsker, ansigtsmaske, åndedrætsværn og operationshætte destrueres. Nogle steder risikerer man at komme til at mangle beskyttelsesudstyr, fordi kun få firmaer producerer dem, men også fordi en ordre på 160.000 beskyttelses­dragter internt i USA (for det tilfælde at en ebola­patient skulle ankomme til et sted i USA) har øget risikoen for ­global mangel på beskyttelsesudstyr.
Dragten skal skiftes cirka hvert 30.-40. minut for inde i den tætte beskyttelsesdragt kan temperaturen snige sig op mod 50 grader, så man hurtigt bliver totalt udmattet og sveddryppende.



:TEMA: Ebola/Blødningsfeber/Typer

Hvad er blødningsfeber?


De tre farligste afrikanske blødningsfeber-virus er Ebola-, Marburg- og Lassa-feber virus. Desuden er gul feber og hantavirus blødnings­feber-virus.

Laboratoriearbejde med hele Ebolavirus er begrænset til de meget avancerede biosafety-niveau 4 laboratorier, som kun findes få steder i verden. Dog kan man arbejde i niveau-2 laboratorier, når man kun studerer Ebola med mere sikre mini-genomer.



:TEMA: Ebola/Cytokin-storm

Hvad er Cytokin-storm?


Det medfødte immunforsvar er karakteriseret ved dannelsen af en ‘cytokin storm’, med ekstrem stor udskillelse af talrige inflammationsfremkaldende cytokiner, chemokiner og vækstfaktorer og ved et bemærkelsesværdigt fravær af antiviralt interferon (alfa-IFN), når det gælder Ebola-infektionen (se kilde).


:TEMA: Ebola/Diagnose

Hvordan kan Ebola-infektion diagnosticeres?

(Hvordan påvises en Ebola-infektion?)
Diagnosen i de første dage efter symptomernes opståen er det vanskeligt at stille diagnosen, fordi de influenza-lignende symptomer minder meget om andre sygdomme, der er hyppige i området.

Man kan påvise

•lav blodplade-koncentration,

•lav koncentration af hvide blodlegemer i starten - men senere øgning heraf,

•øget dannelse af leverenzymet alanin-transaminase (ALT) [den på engelsk nye betegnelse for enzym EC 2.6.1.2, som dog mest almindeligt er blevet kaldt alanin-aminotransferase (ALAT), og som tidligere blev kaldt serum-glutamat-pyruvat-transaminase (SGPT)] og

•øget aspartat-transaminase (AST) [den på engelsk nye betegnelse for leverenzymet aspartat aminotransferase, også kendt som AspAT/ASAT/AAT eller serum glutamic oxaloacetic transaminase (SGOT)] som er et andet lever­enzym,

•dannelse af små blodpropper i blodkarrene [kaldet disseminated intravascular coagulation, DIC] - hvilket viser sig som

•unormal blodkoagulation (forlænget blødningstid,

•forlænget tid før væskedelen (plasma) af blodet størkner [forlænget "prothrombin-tid], og

•forlænget tid før helblodet størkner [forlænget "partiel tromboplastin-tid"] (Se kildens ref.[70])). Aspirin og ibuprofen mod smerter frarådes af WHO, fordi de øger risikoen for blødninger.

•Biosensorer: Der er lavet et studie, der i princippet viser, at det er muligt at påvise Ebola med biosensorer (der bl.a. benytter deoxyribozym-enzymer), således, at når biosensoren møder Ebola-nuklein­syrer, gives der meddelelse om dette på apparatets skærm. Deoxyribozym-enzymer blev opdaget i 1994 (se kilde). Et sådant apparat tænkes at kunne udvikles til hurtig og simpel påvisning af smitstoffet (se kilde).

Forskere ved Pasteur Institute i Dakar, Senegal, vil i december 2014 lede et forsøg, hvor man i et behandlingscenter i Conakry i Guinea vil teste et nyt soldrevet, bærbart analyseudstyr, der påviser Ebola-RNA med pulverformige midler, der kan opbevares ved rumtemperatur, og som kan identificere Ebola på blot 15 minutter (se kilde). De hurtigste analysemetoder, der er anvendt i Vestafrika, var på 1½ time testtid, og reagenserne har man skullet opbevare køligt.

•Billedsensor: En anden metode til påvisning af Ebola ville være at påvise Ebola-nanopartikler på et slags mikroskop (Single Particle Interferometric Reflectance Imaging Sensor, SP-IRIS). Metoden anvender antistoffer, hvormed man på en ”mikroarray” kan lede efter mange forskellige virus på samme tid, og også bestemme viruspartikel-størrelser og antallet af viruspartikler i helblod (se kilde).

Diagnose ved udelukkelse:
Tidligere stillede man først Ebola-diagnosen, når andre sygdomme med lignende symptomer, såsom malaria, kolera, dengue-feber og andre typer af virusfremkaldt blødningsfeber, var blevet udelukket, og selv ikke-smitsomme sygdomme kan give lignende symptomer (Se kildens ref.[72,76-79]).

Påvisning af RNA og protein: Ved mistanke om Ebola kan diagnosen imidlertid bekræftes direkte ved påvisning af dets RNA eller virusproteiner - enten ved dyrkning af virusset [isolering] eller ved påvisning direkte på blodprøver.

Virusproteiner kan påvises med ELISA-test (antistof-genkendelse af protein).

RNA kan påvises med PCR-teknik.

Med revers-transskriptase-PCR-test (RT-PCR) kan man påvise, at der er dannet virus-mRNA (som der vil være mere af, end af genom-RNA'et).

RT-PCR testen påviser virus-mRNA via dannelse af cDNA (nemlig ved at der i testen dannes komplementære DNA-transskripter på basis af virus-mRNA'et).

Et elektromikroskop kan vise de forskelligformede viruspartikler, der danner forskellige trådformer, slangeformer, stavformer, kugler og forgrenede former, der har forskellige længder, men hele tiden samme diameter. Men man kan ikke se forskel på Ebola og Marburg, - eller på Ebola-typerne.

I det senere stadie af sygdommen kan man påvise de antistoffer, som patienten danner mod virusset. (Antistoffer er proteiner). IgM-antistoffer kan påvises 2 dage efter symptomernes opståen, og IgG-antistoffer kan påvises 6-18 dage efter symptomernes opståen (se kilde).

Test for virusprotein og for virus-RNA kan kun påvise virusset, når der er henholdsvis proteiner og nukleinsyrer fra infektionen i patientens blod. Det er der endnu ikke under virussets inkubationsperiode. Det betyder, at man ikke kan sætte ind med tidlig behandling, hvis man ellers skulle have en Ebola-behandling til rådighed.

Imidlertid reagerer værtscellen (og kroppen) på infektionen, allerede før der kommer virus-opbygning i blodet.

Dette tidlige vært-respons kan for det første vise, om infektionen skyldes virus eller bakterier (se kilde). Men derudover kunne de cirkulerende immunceller - ifølge et studie med makakaber - allerede 3 dage efter smittetidspunktet vise, om infektionen var med Lassa-febervirus eller Marburg-virus (se kilde). (I studiet anvendtes ikke Ebolavirus). Aktiviteten i værtscellens gener viser nemlig et mønster, som afslører, hvilken infektion, der er tale om. F.eks. viste studiet, at Marburg-virus medfører øget aktivitet hos værtsgener, som koder for varme­shockproteinerne HSPA1B, HSPA1L og DNAJA1; anti-apoptose-gen BIRC3; immunglobulin-generne IGJ og IGLV10-54 (se kilde).

Det burde altså være muligt at påvise Ebola-smitte, før symptomerne udvikler sig. Dermed ville videre smitte bedre kunne undgås, og mistænkt-smittede personer få hurtigt svar.

Med henblik på at studere, hvilke ændringer, der sker i celler, som smittes med Ebola, har man udviklet et rekombineret Ebola-virus, som bærer genet for et luciferase-enzym fra ildfluen (firefly), hvorved der opstår luminiscens – dvs. dannelse af lys.

Metoden er bedre end en anden metode med rekombineret Ebola-virus, der indeholder genet for GFP, som danner fluorescens-lys ved UV-belysning. GFP-genet stammer fra en fluorescerende gople/vandmand. GFP (green fluorescent protein) er et protein fra goplen. Metoden med at få andre organismer til at lyse ved at indsætte genet for proteinet gav forskerne ­Nobelprisen i 2008.

Man har med Ebola/ildflue-forskningsredskabet kunnet vise, at Ebola-virussets indtrængning sker hurtigt, og at der er dannet virusprotein allerede 2 timer efter smitteoverførslen (se kilde).

Derimod er Ebola langsom til at frembringe sygdomstegn i cellerne.



:TEMA: Ebola/Dødelighed/Dødsårsag

Hvad er dødsårsagen ved Ebola-infektionen?


Døden skyldes ofte lavt blodtryk på grund af væsketab. Døden indtræffer typisk 6-16 dage efter symptom-start. Patienterne er ofte i coma i slutningen af livet. Den præcise årsag til at Ebola er så dødelig kendes ikke, og heller ikke årsagen til den enorme forskel på dødeligheden af forskellige Ebolatyper. Under Ebola-udbruddet i Vestafrika i dec. 2013 og gennem hele 2014 var dødeligheden hos de tidligste ofre for Ebola-epidemien på 86% og senere 71% blandt de klinisk mistænkte tilfælde (se kilde). Med symptom-behandling (på intensiv-afdelinger på vestlige hospitaler) kan man nedbringe dødeligheden - måske helt ned til 35% (se kilde).

Den 18. juni 2014 kunne man konstatere, at dette Ebola-udbrud var større end alle tidligere Ebolaudbrud i verden, idet 337 på dette tidspunkt var døde (64% dødelighed) – sammenlignet med det hidtil største udbrud i årene 2000-2001 i Uganda, hvor 224 døde (53% dødelighed).

D. 23. september 2014 vurderede WHO, at 68-73% af de smittede under udbruddet i Vestafrika døde (case fatality rate (CFR) på 71% i gennemsnit). Folk over 45 år havde nok en dødelighed på 80-90%. Gravide nok på 100%.

Ifølge en modelberegning vil epidemien aftage fra det tidspunkt, hvor 70% af de smittede får medicinsk behandling og holdes isolerede. For hver måned man udskyder dette tidspunkt tredobles antallet, som smittes pr. dag ved epidemiens højdepunkt. (Under alle omstændigheder vil epidemien til sidst ophøre) (se kilde).

De rapporterede tilfælde i Liberia fordobledes hver 15-20 dage (Sierra Leone hver 30-40 dage). WHO vurderede, at der reelt er 2-3 gange flere smittede, end man har kendskab til. Tallene dækker nemlig kun personer i kontakt med sundhedsvæsenet. I nov. 2014 kunne 50.000 derfor være blevet smittet.

(Dødstallene ved Ebola i sig selv tåler ikke umiddelbart sammenligning med andre sygdomme: H1N1-influenzapandemien i 2009 menes at have medført 284.000 dødsfald, og antallet af dødsfald på grund af malaria i 2012 anslås til mellem 473.000 og 789.000 (se kilde)).



Influenza-sygdommen "den spanske syge" var en virussygdom, som i 1918 brød ud under 1. verdenskrig og kostede 50-100 millioner mennesker livet. Under pesten ("den sorte død") i 1300-tallet døde måske 75-200 millioner mennesker (se kilde).
WHO sagde 23. september 2014, at hvis ebola ikke blev inddæmmet, ville det sprede sig lige så rutinemæssigt som malaria og influenza, og blive endemisk (dvs. umuligt at fjerne) i Guinea, Sierra Leone og Liberia. Spredning uden for Afrika er også en mulighed. Uden forbedret inddæmning og mere hygiejnisk adfærd hos befolkningen, kunne der pr. 30. jan. 2015 være 1,4 million smittede i Liberia og Sierra Leone (heraf 850.000 i mørketallet, som sundhedssystemet ikke hører om) - omend CDC d. 19. nov. 2014 sagde, at tallet ikke forventedes at komme over en million smittede. Men med 70% dødelighed ville det alligevel være 700.000 døde, og hvis 10% af disse stadig er sundhedspersonale ville det være 70.000 døde sundhedsarbejdere, og uden at epidemien dermed ville være overstået.

Lederen af FN's svar på Ebola-truslen, David Nabaro, som har første­håndskendskab til både HIV- og SARS-udbruddene, sagde i efteråret 2014, at Ebola var farligere end HIV og SARS, fordi det spreder sig hurtigere (se kilde). HIV-epidemien blev kendt i 1981 og SARS-epidemien begyndte i 2002.

I 2006 smittedes 4,3 millioner mennesker med HIV og samme år døde 2,9 millioner af AIDS-relaterede sygdomme (se kilde).

Indeslutningen af SARS i 2002 lykkedes, men det tilsvarende lykkedes ikke med Ebola.
Andre har anført, at med en million smittede mennesker, hvoraf mange også ville være smittede af andre virus, ville der være risiko for nye virus-rekombinationer, da andre virus indeholder smarte opskrifter på, hvordan mennesker kan inficeres. HIV er en kombination af fire virus(se kilde).

Den 8. okt. 2014 vurderede Verdensbanken epidemien til økonomisk at ville koste 20 - 155 milliarder kr. FN beklager sig over, at det går alt for langsomt med at beslutte politisk at give penge til bekæmpelsen og efterfølgende faktisk levere de lovede penge.




:TEMA: Ebola/Dødelighed/Årsag

Hvorfor er Ebola så dødelig?


Når Ebola er så farligt, skyldes det formentlig, at det har særlig let ved at undgå værtsorganismens immunforsvar ved hjælp af forskellige mekanismer. En tidlig hæmning af det medfødte immunforsvar sker således ved at hæmme værtorganismens dannelse af type-1 interferon. Desuden skjuler virusset sig for immunsystemet ved at dække og skjule steder (epitoper) på molekylerne. Og virusset snyder (det ikke-medfødte) antistofforsvar ved at danne en afkortet form af virus-glykoproteinet.

Når immunforsvaret af disse grunde ikke fungerer, og virusset derfor ikke hæmmes, fortsætter virusset sin formering uden forhindringer.

Årsagen til at Ebolavirusset er så dødeligt er bl.a.: 1) At virus-proteinerne fungerer som våben mod immunsystemet, fordi de 1) hæmmer opdagelsen af virus-RNA inde i den inficerede celle 2) hæmmer RNA-interferens (RNA silencing) som er cellens vigtigste forsvar mod virus 3) hæmmer en mekanisme, som giver besked til leukocytterne om, at en celle er inficeret - nemlig ved produktion af type I interferoner. Normalt udskiller virusinficerede celler type I interferoner som "dræb mig!" signaler, som hjælper NK-cellerne og T-lymfocytterne og gør dem ivrige efter at dræbe virusinficerede celler. 4) ved binding til DC-SIGN på makrofager og dendritceller fejlretter det lærende (adaptive) immunforsvar i Th2-retningen (eller måske endog immunologisk tolerance) i stedet for at stimulere et godt Th1-respons, som er nødvendig for længevarende immunitet mod virusset. Et godt lærende (adaptivt) immunforsvar tager en uge eller mere at opbygge, afhængig af, hvor god patientens ernæringstilstand er (og måske afhængig af forskellige immunstimulerende hormoner, som afhænger af patientens alder). Ebolainfektionen går imidlertid undertiden hurtigere, så inkubationen sker på en uge, og patienten derefter har en uges sygdom inden døden indtræffer.

Man forstår egentlig endnu ikke, hvorfor Ebolavirusset kan være så ekstremt dødeligt.

Når Ebolavirusset er så dødeligt kan det være, fordi det medfører nekrose-celledød i tillæg til den mere stille apoptose-celledød. Ved nekrose-celledød frigives cellens proteiner mv., hvilket medfører alt for voldsom immunreaktion (cytokin-storm). Derfor vil en behandling optimalt være en kombination af immunstimulering og anti-inflammatorisk behandling (ud over naturligvis en mere direkte hæmning af Ebolavirusset). Dødelig influenza indebærer samme problematik om det ønskelige i immunstimulering samtidig med anti-inflammatorisk terapi.

Hvis Ebolavirus gør angriber dendritcellerne kan det være en hovedforklaring på, at dødsraten er så høj, fordi det stopper budbringeren, der overfor det cellebaserede immunforsvar skal fortælle, hvad der sker.

Hæmning af det immunsystem, som kan lære (adaptive immunity), er karaktiseret ved meget lavt niveau af cytokiner dannet af T lymfocytter og massivt tab i blodet af CD4 og CD8 lymfocytter, formentlig på følge af apoptose (via den Fas/FasL-hjulpne apoptosis-vej).

Måske er et superantigen skyld i den massive apoptose af T-celler.

I 2011 fandt forskere noget, som de selv betegnede som et måske “missing link” til at forstå virussets store dødelighed (se kilde).

De havde fundet et "superantigen" (SAg), som kunne forklare den ekstremt hurtige og omfattende destruktion af kroppens T-lymfocytter. Under en dødelig Ebola-infektion er der ekstemt mange virus i kroppen, og de angiver på samme tid tre undergrupper af T-celler - det resulterer i en hurtig mangel på T-celler af tre bestemte typer. Ebola-virusset kan have held med at inaktivere det lærende immunforsvar (det adaptive immunforsvar). Virusset får de antistofproducerende B-celler samt T-celler til at begå selvmord (apoptose)(se kilde). Men det skyldes ikke, at Ebola-virusset inficerer disse celler. Mekanismen bag disse immuncellers apoptose-selvmord kendes ikke. Men det ligner noget, som man kalder "det toxiske shocks syndrom", som Gram-positive bakterier med superantigen kan forårsage - idet disse superantigener er bakterie-proteiner, som samtidig bindes til de såkaldte major histocompatibility complex klasse II molekyler og til T-cellereceptoren (TCR) V-beta-. Denne “bro” sætter en kæp i hjulet på T-celleesystemet ved at forstærke (amplificere) visse specifikke T-celle V-beta- undergrupper, som derefter enten hurtigt ødelægges ved aktiveret celledød eller bliver inaktive (anergic). Disse tre specifikke T-cellepopulationer bliver helt inaktive (der dannes ikke mRNA til at producere dem). (De tre er: TCR V-beta-12, V-beta-13.2 og V-beta-17).

Man kender mange bakterie-superantigener, men endnu kun to virus-superantigener (nemlig fra Herpesviridae og Rhabdoviridae, og altså nu Filoviridae, hvortil Ebola hører).

Apoptose Apoptose kaldes programmeret celledød. (Det er cellens styrede selvmord). Apoptose er en energi-afhængig proces. Der skal bruges ATP som energikilde, for at apoptosen kan etableres.

Ved apoptosen bliver alle molekyler, som er i stand til at fremkalde en ­inflammatorisk reaktion, fuldstændigt nedbrudt og fjernet. Der er derfor kun meget lille inflammation (eller slet ingen), når en celle dør ved apoptose. Men processen kan ikke ske, hvis ATP-koncentrationen ikke er høj nok.

Hvis der mangler ATP, vil cellen bare dø (nekrose, kalder man det så). Det eneste alternativ til apoptose, er den nekrotiske celledød. Men den er forbundet med frigivelse af store mængder af inflammations-fremkaldende stoffer i forbindelse med, at cellen dør. Det medfører "cytokin-storm", som kan være dødeligt for organismen. (F.eks. ved at der dannes lunge-ødem, så patienten bliver kvalt, som man ser ved dødelige influenzatyper. Noget tilsvarende kan også ske ved SARS-infektion eller MERS-infektion eller ved Ebola-lungeinfektion). Det var også årsagen til, at Den Spanske Syge influenza var dødelig. (Man fandt nekrotiske celler i lungerne hos dyr, som eksperimentelt blev smittet med Den Spanske Syge influenzavirusset, da man havde rekonstrueret dette virus).

Det var derfor ekstremt vigtigt, at T-celle immunforsvaret var i stand til at modgå Den Spanske Syge influenza Se kildens ref. [34]). Nogle personer, som blev smittet, havde i forvejen T-celler mod type-A influenzavirus fra årtier før 1918-epidemien. Disse gamle influenzatyper havde indre proteiner, som i deres antigener lignede de indre proteiner, som også fandtes hos Den Spanske Syge influenza. Derfor kunne T-cellerne hos disse personers immunforsvar angribe de virus-inficerede celler og dræbe dem stille og roligt ved hjælp af apoptose (det styrede celle-selvmords metode). Således undgik disse personer cytokin-storm, som ellers ville ske, hvis der blev frigivet proinflammatoriske faktorer, når celler døde ved en nekrotisk død.



:TEMA: Ebola/Epidemiudvikling

Hvordan ved man om en epidemi som Ebola-epidemien i Vestafrika er stigende eller i tilbagegang?


Tallet for, om en epidemi er i gang med at stige eller falde, kaldes The basic reproduction number (BRN eller R0). Det er et statistisk mål for, hvor mange andre en smittet person forventes at smitte. Hvis tallet er under 1, vil epidemien dø ud på sigt; hvis tallet er over 1, vil epidemien fortsætte med at sprede sig i befolkningen. BRN-tallet for Ebola-epidemien i Vestafrika vurderedes i dec. 2014 (hvor epidemien havde varet i et år) ' til at være mellem 1,7 og 2 (se kilde).




:TEMA: Ebola/Forebyggelse

Hvordan kan man forebygge Ebola-udbrud?


EU har givet 1,4 milliard kr til indsatsen mod Ebola efter udbruddet i Vestafrika, og Verdensbanken har givet et tilsvarende beløb, og vil på længere sigt forsøge at skaffe 120 milliarder kr. til en global sundhedsfond, siger de. Blot en ganske lille del af disse beløb ville kunne have begrænset udbruddet, hvis man havde sat tidligere ind. F.eks. var det en succes, da man i et USA-støttet projekt i Uganda i 2011 fik uddannet sundhedspersonale i at diagnosticere og inddæmme Ebola – for da en 12-årig pige fik Ebola og døde, fik ingen andre sygdommen.

At forebyggelse ved kilden er det billigste gav Thomas Frieden, der er direktør for CDC (der styrer smittebekæmpelse i USA), et eksempel på: Det kostede en halv million kr. at behandle en indisk patient i New York, som led af en antibiotika-­resistent form for tuberkulose, hvilket ­Thomas ­Frieden sammenlignede med, at da man ­senere i patientens hjemby i Indien iværksatte et program, som kunne kurere sygdommen på et langt tidligere stadie, kostede det blot 10 dollar pr. person.



:TEMA: Ebola/Forekomst/Feltundersøgelser

Har man gode feltdata for Ebolavirussets forekomst i naturen?


Prøvetagningerne for Ebolavirus og rapporterne har ikke altid være gode. Ofte mangler prøvedatoen, den præcise stedsangivelse eller analysemetoden. Nye testmetoder ville kunne bruges på gamle prøver, hvis disse er gemt i en fryser. Man bør kendte antallet af indsamlingsdage og GPS-sporets længde (til statistiske analyser), skriver forskerne. Et stort problem er, at negative resulter ikke publiceres (selv om der faktisk er rapporteret om imponerende 31000 negative Ebolatest, så mangler mange negative analyser sikkert i statistikken.

Mange spørgsmål er ubesvarede. Hvorfor har man kun testet ådsler af få arter? Hvorfor var en antilope involveret? Døde andre dyr af Ebola? Bliver ådsler af forskellige arter opdaget i samme omfang? Forekommer det, at flagermus dør af Ebola? Smitter hunde og svin mennesker med Ebola?

Det er sandsynligt, at Ebolasmitte spredes til mennesker ved, at et ådsel, som indeholder Ebolavirus, bliver indsamlet af mennesker. Man finder langt oftere Ebolavirus i ådsler end i levende dyr. Ebolavirus findes uden tvivl i flagermus, men for at vise det kræves store indsamlinger, fordi chancen for at finde Ebolavirus i flagermus er meget lille. Et andet problem var, at prøveindsamlinger efter Ebola-udbrud skete flere måneder efter Ebolaudbruddene, dvs. hvor klimaet var skiftet, f.eks. mellem våd og tør sæson, og virusforekomsten i dyrene kunne dermed være ændret, eller dyrene kunne være vandret væk.



:TEMA: Ebola/Genomet/Gener

Hvilke gener indeholder Ebolavirusset?


Ebolavirusset indeholder en RNA-streng med syv gener. RNA-strengen er negativ-sense, og der skal først ske en transskription til positiv-sense RNA før proteinerne kan dannes på grundlag af arvekoden i denne positiv-sense RNA-streng (mRNA-streng).

Transskriptionen af genom-RNA'et sker fra 3'-enden, men polymerasen har tendens til at falde af ved genafslutninger, så derfor bliver NP (nukleoprotein) produceret i størst mængde. Derefter i faldende mængde VP35 / VP40, GP (overflade­glykoproteiner) / VP30 og VP24.

Da RNA-polymerasen altså bevæger sig i en 3 ‘-> 5’-retning, og undertiden transskriberer hen igennem flere gener, og undertiden mislykkes med at starte på et nyt gen/genpar længere inde ad strengen, er dette medvirkende til, at der produceres mere af de første gener, altså mere af nukleoprotein end af VP35-protein og VP40-protein, og der produceres mere af disse end af glykoprotein og så videre. Dette menes at være en måde, hvorved virusset kan styre sin livscyklus, og når der er ophobet en vis bestemt koncentration af det sidste protein, VP24-proteinet, stopper processen og i stedet startes processen med at skabe kopier af selve genomet, så der kan dannes virusafkom. Reguleringsforklaringen her er dog nok forsimplet (se kilde).



:TEMA: Ebola/Helbredelse/Afgørende faktorer

Hvad afgør om man dør eller ej af Ebola?


RNA-virus er notorisk meget hurtige til at formere sig. Immunforsvaret skal derfor være umiddelbart parat - idet det tager for lang tid at opformere de immunceller, som passer til at kunne binde virussets molekyler. I en undersøgelse fandt man, at et velreguleret immunsvar tidligt efter infektionen synes at være afgørende for, hvordan det efterfølgende går patienten. Hvis blodet indeholder beta-interleukin-1 og forhøjet interleukin-6, så dør patienten næppe, men patienten dør nok, hvis der i blodet allerede nogle få dage efter sygdomsstart er interleukin-10 og IL-1Ra (som modvirker interleukin-1 (IL-1) ved at være en IL-1 receptor-antagonist; idet IL-1 virker ved at binde sig til interleukin-1-receptoren IL-1R, hvilket forhindres af antagonisten IL-1Ra). Desuden er et højt niveau af neopterin (som dannes af aktiverede makrofager) også et rigtig dårligt tegn, måske fordi ebola-virusset bl.a. lever af makrofager (se kilde).

Begyndende tegn på spontan helbredelse kan starte 7-14 dage efter symptom-start. Ebola er et RNA-virus, og RNA-virus er meget hurtige til at formere sig. Immunforsvaret skal være umiddelbart parat - idet det vil tage for lang tid at opformere de immunceller, som passer til at kunne binde virussets molekyler.

I en undersøgelse fandt man, at et velreguleret immunsvar tidligt efter infektionen synes at være afgørende for, hvordan det efterfølgende går patienten. Hvis blodet indeholder beta-interleukin-1 og forhøjet interleukin-6, så dør patienten næppe.

Derimod dør patienten formentlig, hvis der i blodet allerede nogle få dage efter sygdomsstart er interleukin-10 og IL-1Ra (som modvirker interleukin-1, IL-1, ved at være en IL-1 receptor-­antagonist; idet IL-1 virker ved at binde sig til interleukin-1-receptoren ­­IL-1R, hvilket forhindres af antagonisten IL-1Ra). Desuden er et højt niveau af neopterin (som dannes af aktiverede makrofager) også et rigtig dårligt tegn, måske fordi ebola-virusset bl.a. lever af makrofager (se kilde). Blødning fra tandkødet i munden er ret sikkert tegn på, at patienten næppe overlever. Hos en trediedel opstår også ydre blødninger, som f.eks. dette. Generelt øger indre blødninger virussets spredning og hæmmer immunforsvaret.



:TEMA: Ebola/Helbredelse/Eftervirkninger

Hvad er eftervirkningerne efter helbredelse for Ebola-infektion?


De, der overlever, kan have fortsatte smerter i muskler og led, inflammation i leveren, nedsat hørelse, hårtab, hudafskalling, inflammation i testiklerne, øjenproblemer og andre eftervirkninger.


:TEMA: Ebola/Helbredelse/Immunitet

Er man blevet immun efter en overlevet Ebola-infektion?


De, der overlever en Ebolainfektion, danner antistoffer, som holder sig i kroppen i mindst 10 år, men det er uvist, om de dermed er immune mod gentagen infektion.

De mennesker, som overlever Ebola-infektion, har i deres krop været i stand til at danne immunglobulin-G antistoffer mod Ebola. Disse antistoffer er især rettet mod tre områder af Ebolavirussets VP40-protein, men også mod virussets glykoprotein, samt nukleoproteinet og VP35-proteinet. Men mange mennesker danner ikke et godt nok immunforsvar. [Man skelner mellem det cellebaserede immunsvar og det humorale immunsvar (der består af store molekyler: antistoffer, komplementproteiner og antibiotiske peptider). Et forsvar mod Ebola kræver formentlig, at begge immunsystemer fungerer godt].



:TEMA: Ebola/Inddæmning

Hvad er chancen for af inddæmme Ebola-infektioner?


Det vigtigste til bekæmpelse af Ebola-epidemien er at isolere patienterne så hurtigt som muligt. Det skal senest ske inden for de allerførste dage, når symptomerne opstår. Der er en stor chance for, at epidemien kan bekæmpes, hvis det lykkes at isolere 75% af de kritisk-inficerede personer, inden der er gået 4 dage fra symptomernes start. Det skyldes, at den største risiko for at videreføre smitten er sidst i sygdomsforløbet. I gennemsnit smittede de ikke-overlevende patienter 2,36 andre, medens de overlevende patienter i gennemsnit smittede 0,66 andre. Det samlede gennemsnit var, at de syge smittede 1,73 andre - vurderet på grundlag af udbruddet i Uganda i år 2000-2001 (se kilde).

Siden 1600-tallet har man kendt til, hvordan epidemiske sygdomme kan inddæmmes. Måske er der kommet for stor tiltro til, at bakterier og virus kan behandles, så man har glemt den gamle viden siden Middelalderens pest om at inddæmme epidemier (se kilde).

Indsatsen for at inddæmme udbruddet kom hurtigt flere uger bagud i forhold til epidemiens udvikling. De ansatte i de afrikanske WHO-kontorer var politisk udvalgte og fagligt ­inkompetente. Der gik et halvt år efter de første advarsler om Ebola-epidemien i 2014, inden der kom styring og overvågning, dog stadig ufuldstændig. Og verden begyndte først rigtig at reagere på Ebola-epidemien i september 2014 - hele ni måneder efter det første tilfælde i december 2013.

Der var i november 2014 fortsat stor mangel på isolations- og behandlingsfaciliteter og dårlig kontakt­opsporing. Sendrægtigheden skyldes tildels, at Ebola var ukendt i Vestafrika.

Prof. Peter Piot, belgisk mikrobiolog og leder af London School of Hygiene and Tropical Medicine, var med til at identificere det første Ebolaudbrud i 1976 og deltog senere i møder med WHO om at oprette et beredskab mod blødningsfeber-virus. Det kom aldrig i gang.

WHO vurderede i slutningen af november 2014 behovet for sengepladser i Sierra Leone til ca. 2500 sengepladser, mens kun 800 var til rådighed.

Manglen på Ebola-behandlingscentre i de vestafrikanske lande har medført, at folk selv må passe de syge. Familien får en pakke med plasthandsker, masker, beskyttelsesdragt og affaldsposer samt en spand med klorinpulver til desinficering. En person fra familien får forklaret, hvordan man bør omgås Ebola-patienten, og kun denne person må give mad og medicin. Men det er svært for familiemedlemmer og børn at forstå og acceptere, at de ikke må røre ved deres syge familiemedlem.

Folk bor ofte i samme rum og sover i samme rum. Nogle mennesker flygter fra deres landsbyer og efterlader deres familier og børn.

Viruskoncentrationen i kroppen er størst sidst i sygdomsforløbet. Lig er virusbomber. Sikker håndtering af de døde er et af de mest afgørende led for at stoppe smittespredningen. WHO opstillede målet, at 70% af alle Ebola-døde inden 1. dec. 2014 skulle begraves sikkert, og kort tid efter skulle et 100% mål nås. Målene nås ikke i Sierre Leone, men opstilling af målsætninger kan være en drivkraft for at få etableret ting.

I Afrika er det en kultur, at folk ofte rører længe ved hinanden. Det viser sig også ved begravelser. I Vestafrika har både muslimer og kristne tradi­tion for at være mange pårørende om at ­vaske den afdøde, berøre liget og kysse det i respekt og som et sidste farvel. På et tidspunkt i epidemien var begravelsesritualer skyld i 70-80% af smittespredningen, vurderer man (se kilde).

Begravelse af døde sker mange dage efter dødsfaldet, og forsinkelsen medvirker til smittespredning. Undgå Ebola En hurtigt stillet diagnose, isolation af de smittede, personalets brug af beskyttelse, og sikker bortskaffelse af døde Ebola-patienter er afgørende for at bremse et Ebolaudbrud. Det volder imidlertid store problemer under fattige forhold.



:TEMA: Ebola/Infektion/Cellehæftning

Hvordan hæftes Ebola til cellerne?

(Hvordan sætter Ebola sig på cellerne?)
Som primær receptor for Ebolavirusset peges på Niemann-Pick proteinet, men virussets glykoprotein kan også bindes til andre molekyler:

1) En gruppe af proteiner, som er involveret i optagelse af Ebolavirusset er Tyro3/Axl/Mer(TAM)-receptorfamilien.

2) Desuden bindes glycoproteinet til Toll-like receptor 4 (TLR4). Toll-lignende receptor 4 (TLR4) er altså en af de receptorer, som kan opdage virusset, eftersom Ebolavirussets glykoprotein bindes til TLR4.

3) Endvidere kan phosphatidylserin fra viruskappen binde til phosphatidylserin-receptorer på målcellen (f.eks. til den phosphatidylserin-receptor, som kaldes TIM-1, hvilket vil være særlig vigtigt for infektion af epithelceller).

4) Forskellige lektiner af C-typen (C = calcium, som kræves ved bindingen). Lektiner (lectins) er kulhydrat-bindende proteiner. Virus-glykoproteinet kan f.eks. bindes til en receptor, som er et lektin og kaldes DC-SIGN, og som produceres i makrofager og dendritceller (DC = DendritCelle).

DC-SIGN har stor "lyst" (affinitet) til at bindes til mannose-holdige kulhydrater. Det er Ebola-glykoproteinet netop, men mannose-holdige kulhydrater findes også hos HIV-virus, tuberkulose-mykobakterier, mæslinge­virus osv. DC-SIGN er derfor måske en receptor for mange sygdoms­organismer (patogener).

Ved denne binding opnår sygdomsorganismen at hæmme modningen af dendritcellerne og at fremme produktion af det anti-inflammatoriske cytokin IL-10.

Enhver infektion er et kapløb på tid mellem immunforsvar og infektionsorganisme. Udlægning af snubletråde for immunforsvaret er et af trickene.

Mykobakterier og mæslingevirus bindes også til DC-SIGN receptorer i dendritceller. Når Mycobacterium tuberculosis gør det (ved hjælp af et glykolipid, kaldet Man-LAM fra mykobakteriens cellevæg) hæmmes dendritcellen i at modne og reagere på signal fra bl.a. makrofager (Toll-lignende receptor (TLR) signal) om, at dendritcellen skal til at modne (maturation) (se kilde). På den måde hæmmer tuberkulose-mykobakterien immunforsvaret - samtidig med at den inficerer dendritcellen, og bruger den til at formere sig.

En trediedel af verdens befolkning er inficeret med Mycobacterium tuberculosis, som forårsager 2 millioner dødsfald om året (se kilde).

Når Mycobacterium tuberculosis inficerer, aktiveres makrofagerne til forsvar, men inficeres tværtimod selv af Mycobacterium tuberculosis. Derefter igangsætter dendritcellerne et forsvar, men dendritcellerne er umodne celler, som findes rundt omkring i kroppen, og de skal først modnes, hvorefter de kan præsentere de specifikke molekyle­oplysninger, som kendetegner angrebet, over for immunsystemets T-celler, som så kan tage affære.

Hvis Ebolavirus gør noget tilsvarende overfor dendritcellerne, som nævnt ovenfor, kan det være en hovedforklaring på, at dødsraten er så høj, - altså fordi virusset stopper budbringeren, der over for det cellebaserede immunforsvar skal fortælle, hvad der sker.

Makrofager har i kroppen til opgave at være skraldemænd (eller bedemænd). De fjerner nemlig celler, der på normal måde har begået apoptose-selvmord (f.eks. i forbindelse med den normale celle­cyklus-turnover af hurtigt-reproducerende celler eller under fosterets udvikling).

Celler, som er døde ved apoptose-dødsprocessen, genkendes af makrofagen på, at de har oxiderede phosphatidylserin-molekyler på ydersiden af cellemembranen. Makrofagen sluger sådanne celler (fagocytose). Men da Ebola-virus ofte vil findes uden for cellerne og netop i områder, der på grund af inflammation er udsat for oxidativt stress, er det ikke usandsynligt, at phosphatidylserin på viruskappen også vil blive oxideret, og derefter spist af en makrofag - som så vil være uheldig, fordi virusset vil inficere makrofagen.

Hvis immunsystemets antistoffer lykkes med at opdage og binde sig til virusset (selv om virusset er kamoufleret under en kappe), så kan dette forhindre, at virusset bliver optaget af en målcelle. Men det er tænkeligt, at når en fagocyterende celle har spist dette virus/immunglobulinantistof-kompleks, så bliver måske kun komplekset nedbrudt, uden at virusset bliver dræbt, således at den fagocyterende celle måske selv kan blive inficeret.

Inficerede leukocytter, som vandrer rundt i kroppen, kan ikke opdages af immun-antistoffer. Sådanne inficerede leukocytter kan kun opdages af NK-celler, LAK-celler og T-lymfocytter, som er eksperter i at opdage celler, der er inficeret af virus. De dræber dem ved apoptose, og ved denne proces (der foretages af cellens egne protein­nedbrydende enzymer), vil virusset også selv blive dræbt.

Som primær receptor for Ebolavirusset peges på Niemann-Pick proteinet, men virussets glycoprotein kan også bindes til forskellige lektiner af C-typen, bl.a. på leverceller, DC-SIGN og hMGL på makrofager og dendritceller, L-SIGN og LSECtin på endothelceller i bl.a. lymfekirtlerne. En anden gruppe af proteiner, som er involveret i optagelse af Ebolavirusset er Tyro3/Axl/Mer(TAM)-receptorfamilien. Desuden bindes glycoproteinet til Toll-like receptor 4 (TLR4). Endvidere kan phosphatidylserin fra viruskappen binde til phosphatidylserin-receptorer på målcellen (f.eks. til den phosphatidylserin-receptor, som kaldes TIM-1, hvilket vil være særlig vigtigt for infektion af epithelceller).

Makrofager har i kroppen til opgave at være skraldemænd (eller bedemænd), og fjerne celler, der har begået apoptose (f.eks. i forbindelse med den normale cellecyklus-turnover af hurtigt formerende celler eller under fosterets udvikling). Celler, som er døde ved apoptose-dødsprocessen genkendes af makrofagen på, at de har oxiderede phosphatidylserin-molekyler på ydersiden af cellemembranen. Makrofagen sluger sådanne celler (fagocytose-proces). Men da Ebola-virus ofte vil findes uden for cellerne og i områder, der på grund af inflammation er udsat for oxidativt stress, er det ikke usandsynligt, at phosphatidylserin er på viruskappen også vil blive oxideret, og derefter spist af en uheldig makrofag, hvorved virusset vil kun inficere makrofagen.

Hvis immunsystemets antistoffer opdager og binder sig til virusset (selv om virusset er kamoufleret under en kappe), så kan det forhindre, at virusset bliver optaget af en målcelle. Men det er tænkeligt, at når en fagocyterende celle har spist dette virus/immunglobulinantistof-kompleks, så bliver måske kun komplekset nedbrudt uden at virusset bliver dræbt, således at den fagocyterende celle måske selv kan blive inficeret.

Inficerede leukocytter, som vandrer rundt i kroppen, kan ikke opdages af immun-antistoffer, men kun af NK-celler, LAK-celler og T-lymfocytter, som er eksperter i at opdage celler, der er inficeret af virus. De dræber dem ved apoptose, og ved denne proces (der foretages af cellens egne proteinnedbrydende enzymer) vil virusset også selv blive dræbt.

Virus-glykoproteinet kan bindes til en receptor, som kaldes DC-SIGN, som produceres i makrofager og dendritceller. (DC-SIGN er en DendritCelle-specifik "C-type lectin"). DC-SIGN har stor "lyst" (affinitet) til at bindes til mannose-holdige kulhydrater. Det er Ebola-glykoproteinet netop, men mannose-holdige kulhydrater findes også hos HIV-virus, tuberkulose-mykobakterier, mæslingevirus osv. DC-SIGN er derfor måske en receptor for mange sygdomsorganismer (patogener). Ved denne binding opnår sygdomsorganismen at hæmme modningen af dendritcellerne og at fremme produktion af det antiinflammatoriske cytokin IL-10. Enhver infektion er et kapløb på tid mellem immunforsvaret og infektionsorganismen. Udlægning af snubletråde for immunforsvaret er en af trickene.

Mycobakterier og mæslingevirus bindes også til DC-SIGN receptorer i dendritceller, og når Mycobacterium tuberculosis gør det (ved hjælp af et glycolipid kaldet Man-LAM fra mycobakteriens cellevæg) hæmmes dendritcellen i at modne og reagere på signal fra bl.a. makrofager (Toll-like receptor (TLR) signal) om, at dendritcellen skal til at modne (maturation) (se kilde). Tuberkulose-mykobakterien hæmmer på denne måde immunforsvaret - samtidig med at den inficerer dendritcellen og bruger den til at formere sig.

En trediedel af verdens befolkning er inficeret med Mycobacterium tuberculosis, som forårsager 2 millioner dødsfald om året (se kilde).

Når Mycobacterium tuberculosis inficerer aktiveres makrofagernes til forsvar, men inficeres selv af Mycobacterium tuberculosis. Derefter starter dendritcellerne et forsvar, men dendritcellerne er umodne celler, som findes rundt omkring i kroppen, og først skal modnes, hvorefter de kan præsentere de specifikke molekyleoplysninger ved angrebet til immunsystemets T-celler, som så kan tage affære.



:TEMA: Ebola/Infektion/Dendritceller

Hvad er dendritceller?


De dendritiske celler (dendritcellerne) er immunceller med stærkt forgrenet opbygning og talrige slanke udløbere. [Ordet "dendrit" kommer fra græsk ‘dendron’ = ‘træ’]. De blev først beskrevet i midten af 1970’erne, selv om de findes i alle organismens væv, især i brislen (thymus), lymfeknuder og milt (samt i huden som Langerhanske celler, hvor de spiller en rolle ved allergiudvikling).

Primitive former af dendritceller bidrager til den naturlige immunitet. Mere differentierede dendritceller kan præsentere et antigen (fremmedstof) for immunsystemets celler ved hjælp af dendritcellers vævstypeantigener (Major Histocompatibility Complex - både MHC klasse I og MHC klasse II) sammen med co-stimulatoriske molekyler, så der udløses et meget stærkt immunrespons. Det udnyttes i udvikling af vacciner mod infektionssygdomme og immunbehandling af kræft.

Dendritceller kan isoleres fra blod eller knoglemarvsceller, opformeres i cellekultur og ved genteknologiske metoder kodes til at udløse et kraftigt immunrespons, når de føres tilbage i organismen. NPC1-protein (Niemann–Pick Type C ) på især dendritiske celler er en vigtig receptor for Ebola. Virus-glykoproteinet bindes til NPC1 (se kilde).

At Ebola netop bruger denne dør til at komme ind i værtscellen, ses af, at når man forsøger at påføre Ebola-virus til celler fra Niemann–Pick Type C patienter, som mangler dette protein (som i værtscellen er en cholesterol-transportør), så dør disse celler ikke, og de bliver end ikke inficeret af Ebola­virus. (Nogle mennesker kan tænkes at være modstandsdygtige mod Ebola-smitte, hvis de har en mutation i dette protein; men Ebola-virusset har måske andre døre). Marburg-virus bruger også NPC1 som indgangsdør til værtscellen. Man ved også, at det er "det andet lysosomale domæne i NPC1-proteinet", som Ebolavirussets glykoprotein bindes til (se kilde).

Midler, som inaktiverer NPC1, vil derfor måske forhindre Ebola-infektion (men måske har Ebola på forhånd vanskeliggjort dette, fordi glykoproteinet er dækket med slim-molekyler og glycaner, så NPC1-proteinet derved skjules for immunforsvaret ved at det har svært ved at bindes til det slimdækkede glykoprotein (se kilde)).

(NPC1-proteinet findes i øvrigt i værtscellens lysosomer og endosomer, dvs. små blærer med fordøjelsesenzymer inde i værtscellen, som fusionerer med fødevakuoler).



:TEMA: Ebola/Infektion/Dendritceller/Cellehæftning

Hvordan bindes Ebola til dendritceller?


Ebolavirussets glykoprotein kan bindes til en receptor, som er et lektin og kaldes DC-SIGN. Ebolavirusset kan også bindes til andre lektiner af C-typen (C = calcium, som kræves ved bindingen). Lektiner (eng.: lectins) er kulhydrat-bindende proteiner. Lektinet DC-SIGN produceres i makrofager og dendritceller (deraf DC = DendritCelle).

DC-SIGN har stor "lyst" (affinitet) til at bindes til mannose-holdige kulhydrater. Ebola-glykoproteinet er netop et mannose-holdigt kulhydrat, men mannose-holdige kulhydrater findes også hos HIV-virus, tuberkulose-mykobakterier, mæslinge­virus osv. DC-SIGN er derfor måske en receptor for mange sygdomsorganismer (patogener).

Ved denne binding opnår sygdomsorganismen den dobbeltfunktion at hæmme modningen af dendritcellerne og at fremme produktion af det anti-inflammatoriske cytokin IL-10. Enhver infektion er et kapløb på tid mellem immunforsvar og infektionsorganisme. Udlægning af snubletråde for immunforsvaret er et af trickene.

Mykobakterier og mæslingevirus bindes også til DC-SIGN receptorer i dendritceller. Når Mycobacterium tuberculosis gør det (ved hjælp af et glykolipid, kaldet Man-LAM fra mykobakteriens cellevæg) hæmmes dendritcellen i at modne og reagere på signal fra bl.a. makrofager (det Toll-lignende receptor (TLR) signal) om, at dendritcellen skal til at modne (maturation) (se kilde). På den måde hæmmer tuberkulose-mykobakterien immunforsvaret - samtidig med at den inficerer dendritcellen, og bruger den til at formere sig.

Blandt de celler i kroppen, der lettest inficeres, er dendritceller og makrofager, der er hvide blodlegemer (leukocytter), som bl.a. er almindelige i de nedre luftveje og andre slimholdige organer. Luftvejenes epithelceller udskiller signalstoffet interleukin-15, som får monocytter til at blive omdannet til dendritceller Se kildens ref. [6]). Man kan være sikker på, at hvis et tilstrækkeligt stort antal Ebolavirus kom ned i de nedre luftveje, ville dette starte en Ebola-infektion.

En af årsagerne til, at Ebolavirusset især gerne inficerer dendritceller og makrofager, er, at Ebolavirusset binder sig til den receptor på værtcelle-overfladen, som kaldes DC-SIGN receptoren (dendritic cell-specific intercellular adhesion molecule 3-grabbing nonintegrin. Netop dendritceller og makrofager har en storproduktion af denne receptor Se kildens ref. [3,4,7]). Men DC-SIGN produceres også af pneumocytter, dvs. celler som findes på indersiden af alveolernes vægge Se kildens ref. [8]). Desuden danner lunge-endothelceller også DC-SIGN receptorer Se kildens ref. [4]). Disse lungeceller kan forventes at blive inficeret, hvis de udsættes for Ebolavirus-angreb.

Nogle af de virusinficerede hvide blodlegemer vil vandre fra lungerne til andre dele af kroppen og bringe Ebola-smitte med sig.



:TEMA: Ebola/Infektion/Inkubationstid

Hvor lang er inkubationstiden for Ebola?


Tiden fra smittetidspunkt til de første symptomer (inkubationstiden) er typisk omkring 6 dage, men kan også være 4-10 dage, eller ligefrem variere fra blot 2 dage til hele 3 uger (21 dage). Matematiske modeller forudsiger, at omkring 5% af tilfældene kan tage længere tid end 21 dage om at udvikles. Patienten er ikke smittefarlig i inkubationsperioden, altså ikke smittefarlig, så længe der endnu ikke er nogen symptomer.


:TEMA: Ebola/Infektion/Målcelletyper

Hvilke celletyper kan inficeres af Ebola-virusset?


Man antager, at Ebolavirusser kan inficere alle pattedyr-celletyper, som har cellekerne, men nogle celletyper inficeres lettere end andre.


:TEMA: Ebola/Infektion/Tarmen

Hvordan inficerer Ebola tarmen?


Tyndtarmens overflade er stor på grund af mikroskopike foldninger (kaldet "villi") og elektronmikroskopisk små foldninger (kaldet mikrovilli). Stamcellerne sidder i bunden af disse mikrovilli. Ifølge en ubekræftet hypotese kan man forestille sig, at Ebola-virusset kan fremkalde en ikke-sygdomsfremkaldende infektion i tarmen, hvor immunsystemet når at følge med infektionen og får bekæmpet infektionen, før den udvikles til sygdom. Dette ville kunne forklare, at mange mennesker i Gabon havde antistoffer i blodet mod Ebola uden nogensinde at være blevet syge (bortset fra at de kan have haft en tarmsygdom, som ikke kunne skelnes fra andre tarmsygdomme, som er almindelige i Afrika).

(se kilde)



:TEMA: Ebola/Infektion/Tavs infektion

Findes der en tavs Ebola-epidemi?

(Kan mennesker være tavst smittet med Ebola?)
Ebolavirus kan forekomme i en stille eller "tavs" infektion i mennesker. Under et Ebola-udbrud i Gabon i 1996 fandt forskere eksempler på mennesker, som var i tæt kontakt med Ebola-ofre, men som på trods heraf ikke selv fik symptomer eller blev syge (se kilde). Hos 11 af 24 sådanne personer, som ikke viste symptomer, fandt man i deres blod forekomst af IgM- og IgG-antistoffer mod Ebola-antigener. Disse mennesker havde også Ebola-RNA i deres kropsceller, og de dannede høje koncentrationer af cytokiner og kemokiner som tegn på et kraftigt inflammatorisk respons. Der var ingen forskel på gen-sekvenserne for virus-glykoproteinet mellem Ebola-patienter med symptomer og hos de smittede personer uden symptomer. Man mangler at vide, hvad der skete lige da de blev smittet med virusset - f.eks. om de, der senere blev syge, var blevet smittet med større doser virus eller om smitten var kommet ind i kroppen på andre måder i forhold til de personer, der ikke blev syge.

En stor andel af befolkningen, der lever i regnskoven i Gabon, har både antistof-immunitet (humoral forsvar) og et cellebaseret immunforsvar mod Ebola virus. Det tyder på, at disse mennesker er udsat for virusset fra en smittekilde, som - antager nogen - formentlig er frugter, hvorpå der er Ebolavirus-inficeret savl fra frugtædende flagermus.

Hvis der findes en tavs Ebola-epidemi, kan det tænkes, at den undertiden viser sig som en sygelig Ebola-epidemi, selv om det er samme Ebolavirus, der er årsagen.

I studier fra tiden før 2006 har man påvist antistoffer mod Ebola i afrikanske befolkninger, uden at man har kendt til Ebola-dødsfald i de pågældende områder Se kildens ref. [14]).

Under et Ebola-udbrud i Gabon i 2001-2002 blev 53 personer konstateret smittet og syge, hvoraf 82% døde Se kildens ref. [31]), men hvis 15-19% af hele befolkningen i Gabon i virkeligheden var smittet (som studiet af blodets antistoffer i landsby-befolkningerne ved regnskovsområderne af Gabon tydede på), må 100.000 mennesker være blevet inficeret med Ebola. (Gabons hele befolkning i 2013/14 er på ca. 1,7 million indbyggere).

De Ebola-seropositive personer i land­befolkningen havde både høj forekomst af det cellebaserede immunforsvar og høj forekomst af det makromolekyle-baserede (dvs. bl.a. det IgG-antistof-baserede immunforsvar overfor Zaire-ebolavirus).

Baggrunden for, at befolkningen har antistoffer mod Ebola, kan tænkes at skyldes, at Ebolavirusset måske kan forårsage en ufarlig infektion i tarmen, som ikke kan skelnes fra andre almindelige mave/tarm-infektioner. Det samme kan tænkes i dyr, og mave/tarm-infektioner i et dyr kan i så fald formentlig let spredes til andre dyr, som æder dyret eller dets afføring, eller hvis lugten af afføringen får dyret til at komme så tæt ved, at det måske kan blive smittet med virusset; f.eks. kunne dette tænkes at være tilfældet for chimpanser og hunde.

Hvis disse betragtninger er korrekt, vil mennesker såvel som chimpanse- og gorilla-populationerne kunne have gavn af en massevaccination af mennesker og hunde.

På baggrund af denne hypotese må man spørge, om Ebola er mindre farlig i tarmen? Ifølge denne måske spekulative hypotese til at forklare, at 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge, forestiller Olav Albert Christophersen fra Oslo (se kilde) sig, at Ebolainfektion i tarmen med små virus­doser af infektionsmateriale ikke spredes til resten af kroppen, hvis tarmcellerne anvender "den brændte jords teknik", som man kender det fra planters forsvar mod infektioner. (Planter har meget lettere ved at regenerere tabte organer, end dyr har, men på celleniveau har tarmen måske også noget af denne evne). Ifølge hans spekulative hypotese skulle Ebola­virus-forsvaret så kunne skyldes, at de virusinficerede tarmepithelceller ofrer sig - samtidig med, at der sendes nervesignaler ned til stamcellerne i bunden af tyndtarmvæggens krypter, som medfører, at tarm-stamcellerne begynder at formere sig hurtigere som kompensation for den apoptose-celledød, som skyldes virusinfektionen.

At Ebolavirusset kan optræde i forskellige former, selv om det er samme organisme, er ikke helt utænkeligt. Pestbakterien Yersinia pestis kan netop optræde i forskellige sygdomsformer, selv om det er den samme infektionsorganisme. De forskellige former kaldes byldepest, lungepest, og septikemisk pest, og ifølge nye data findes den måske også som en "stille pest" i form af en tarm­infektion, hvor pestbakterien opfører sig på samme måde som sin stamfader Yersinia pseudotuberculosis uden at sprede sig til andre dele af kroppen. Det medfører, at pestbakterien nemmere spreder sig geografisk, men også at mennesker kan opnå god beskyttende immunitet, uden at de bliver alvorligt syge.

Man har i øvrigt interessant nok fundet, at pestbakterier kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!

Infektion med Ebola sker sikkert typisk ved, at virusset via hånden føres til munden og herfra videre til tarmen. Men undertiden kan det tænkes, at virusset via hånden føres op i øjet, eller at mandlerne i svælget inficeres.

Dendritceller findes i tarmslimhinden, hvor de har udløbere, som har direkte kontakt til tarm-rummet. Dette gør det måske muligt for Ebolavirus i tarmen at inficere dendritcellerne direkte. Det samme kan formentlig også ske i mandlerne i svælget eller i øjets bindehinde (som f.eks. dækker øjenlågets inderside).

Men det er også tænkeligt, at Ebolavirusset kan inficere epithelceller, både i tyndtarmen og tyktarmen, og måske også i maven. Det er tyndtarmen, som har det største overfladeareal ind mod tarmrummet, fordi tyndtarmen har bugtninger, villi, som igen har mindre bugtninger, mikrovilli. Overfladearealet af tyndtarmen er derfor meget stort, hvorimod overfladen er meget mindre i maven og tyktarmen. Ved infektion med en mindre mængde af Ebolavirusset er der derfor nok størst chance for, at infektionen sker i tyndtarmen.

Hvis Ebolavirusset inficerer tarmcellerne (enterocytterne) først, er det muligt, at infektionen vil begynde som ved enhver anden virusinfektion i tarmen, nemlig ved at epithelcelle-infektionen vil være begrænset til villi og måske til den øverste del af krypterne, men uden at infektionen når ned i bunden af krypterne, hvor stamcellerne sidder. (Det er på den måde, at andre virus-tarminfektioner normalt sker).

Der er en strøm af væske fra bunden af krypterne, og det vanskeliggør, at virusset kan komme derned, fordi det ville skulle ske imod strømmen.

Spørgsmåler er altså, hvordan Ebola smitter. Måske sker de fleste infektioner af Ebola-virus via munden, dvs. samme smittemåde som hos rotavirus. F.eks. ved at ebola­virusset ved berøring med en smittekilde overføres til hånden, som på et tidspunkt føres op til munden, hvorefter virusset kommer ned i maven og ud i tarmene, hvor infektionen af tarmvægcellerne så sker.

Man kunne forestille sig, at stedet, hvor de første symptomer opstår, måske vil afhænge af, hvordan smitten blev overført. Men det kræver så, at man registrerer de allerførste symptomer.

Mus, der smittes med Ebola, får ikke de typiske Ebola-symptomer Se kildens ref. [25]). (Men den gnaver, som kaldes Guldhamster (eng.: Syrian golden hamster), får symptomer ligesom mennesket Se kildens ref. [26])). Selv om musene ikke bliver syge, kan det godt tænkes, at de alligevel kan være vektorer for Ebola-virus, f.eks. via muselort. Hunde bliver heller ikke syge. Det er muligt, at hunde som gerne løber langt ind i skovene (Ebola-virus er tæt forbundet med regnskov-områder), kan blive smittet af døde flagermus og andre smittebærende dyr, og bringe smitten til landsbyen, hvor virusset måske ender i en hundelort, som findes af en mus, som måske bringer smitten ind på gulvet i husene, hvor små børn leger og fører hånden fra gulvet til deres mund.

Studierne i Gabon viste, at 30% af hundene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [28]), og at 15% af menneskene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [14,15]). Det tyder altså på, at hundene lettere bliver inficeret end mennesker gør. Formentlig kan hunde lettere blive smittet, når de f.eks. snuser til andre hundes afføring.

Studier over genetiske ligheder tyder på, at Ebolavirusset er blevet spredt i regionen for relativt nylig, og ikke har været på stedet (for de nye udbrud) i lang tid forinden. Afstandene mellem udbruddene i Centralafrika tyder på en gennemsnitlig spredningshastighed på 50 km pr. år Se kildens ref. [32]). Hunde er kendt for at kunne løbe over lange afstande, og kunne derfor tænkes at være smittespredede via deres afføring.

Baggrunden for, at befolkningen har antistoffer mod Ebola, kan tænkes at skyldes, at Ebolavirusset måske kan forårsage ufarlig infektion i tarmen, som ikke kan skelnes fra andre almindelige mave/tarm-infektioner.

Mave/tarm-infektioner i et dyr kan formentlig let spredes til andre dyr, som æder dyret eller dets afføring, eller hvis lugten af afføringen får dyret til at komme så tæt ved, at det måske kan smittes med virus - f.eks. kunne det tænkes for chimpanser og hunde.

Hvis disse betragtninger er korrekt, vil mennesker såvel som chimpanser- og gorilla-populationerne kunne have gavn af en massevaccination af mennesker og hunde.

Det kunne også tænkes, at der findes både sygdomsfremkaldende Ebolastammer og ikke-sygdomsfremkaldende stammer. Men det er kun én blandt flere hypoteser, der foreslås i forsøget på at forklare, hvorfor 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge ifølge et studie. Tilstedeværelsen af en sådan ikke-sygdomsfremkaldende stamme kunne forklare, at der var en periode på ikke mindre end 15 år, hvor der ikke kom Ebola-udbrud noget sted i verden. Det ville dog kræve fund af genetisk forskellige Ebola-virus, hvilket man ikke har fundet.



:TEMA: Ebola/Infektion/Virusangrebet

Hvordan virker Ebola-infektion i kroppen?

(Hvordan forløber Ebola-infektionen? Hvordan forløber Ebola-sygdommen?)
Ebolavirusset starter med at inaktivere værtsorganismens immunforsvar, og ødelægger derefter blodkarsystemet (hvilket hos 1/3 fører til blødninger), giver lavt blodtryk, shock på grund af for ringe iltforsyning til hjernen og organerne, og derefter død – med mindre immunsystemet får overtaget, som det i gennemsnit sker hos 30-50%, hyppigere hos yngre, sjældnere hos ældre og svækkede. Gravide smittes næppe lettere med Ebola, men de har ekstrem stor risiko for at dø, hvis de smittes (se kilde).

Ebolavirusset ankommer typisk til kroppen via slimhindemembraner i kropsåbningerne eller rifter i huden. Det kan formere sig meget effektivt i mange celletyper, og kan danne store mængder virus i monocytter (umodne immunceller, der er forstadier til makrofager), makrofager (store ædeceller i bl.a. blodet), dendritceller (forgrenede immunceller i blod og knoglemarv), leverceller, binyrekirtelceller, fibroblaster (cellerne, der danner substansen mellem cellerne i bindevæv) mv.

Virusset inficerer især dendritceller ("de dendritiske celler") og inaktiverer interferon-systemet, som er kroppens vigtigste forsvar mod virus. Formering i monocytterne medfører frigivelse af et højt niveau af inflammatoriske signalstoffer. Desuden angribes også makrofagerne, hvilket medfører dannelse af små blodpropper, og der frigives inflammatoriske proteiner og signalstoffet nitrogenoxid (nitric oxide, NO), hvilket skader blodkar-væggene og fører til lækage af blodkarrene. ­Endelig skades også endothelcellerne, hvilket bidrager til lækagen af blodkarrene. Virusset skader også leveren, så levercellernes egen proteindannelse overvældes af virussets krav om at få virusproteinerne dannet, hvorved der kommer problemer med dannelsen af koagulations-proteiner (og for høj produktion af vævsfaktor fra makrofager) og monocytter øger aktivering af "den ydre reaktionsvej" af koagulations-kaskaden <(Se kildens ref.[13])).

Binyrerne skades, hvilket ødelægger kroppens evne til at danne steroider og fører til fejl i blodcirkulationen og ødelæggelse af regulatorstoffer for blodtrykket. Desuden rammes mave-tarm systemet, hvilket fører til kraftig diarré og derfor tab af kropsvæske.

Eftersom virusset altså er i stand til at påføre kroppen utrolig mange skader samtidig, bliver virusset i stand til at formere sig eksplosivt hurtigt, når det først er kommet i gang, hvilket fører til den hurtige død efter symptomstart.

De inficerede immunceller bringer virusset til lymfeknuder i nærheden, hvor virusset formerer sig yderligere. Herfra kan virusset dels trænge ind i lymfesystemet og dels komme ind i blodkredsløbet, hvorved virusset kan spredes til resten af kroppen.

Når makrofagerne inficeres, fører dette til programmeret celledød af makrofagen. Også andre typer af hvide blodlegemer, såsom lymfocytter (forsvarsceller i især lymfevæv) reagerer med programmeret celledød, når de inficeres. Det medfører, at blodet kommer til at have meget lav koncentration af lymfocytter. Dette svækker immunresponset.

Endothelcellerne (der beklæder indersiden af blodkarrene) kan blive inficeret, inden der er gået 3 dage efter smittetidspunktet. Virussets glykoprotein-trimerer tøjrer virusset til endothelcellerne, og glykoproteinerne medfører ødelæggelse af endothel­vævet i blodkarvæggen. Det sker ved, at glykoproteinerne fra virusset reducerer tilgængeligheden af specifikke "integriner", der er ansvarlige for, at cellerne i blodkar-endothelen hænger sammen i en blodkarvævstruktur.

Den udbredte blødning (hæmoragi) fremkalder ødem og såkaldt koldt shock på grund af nedsat blodvolumen, hvor organerne af denne grund får for lidt ilt. Kroppen kompenserer ved at forsøge at opretholde blodtrykket, ved at blodkarrene sammentrækkes, men når denne kompensation ikke mere er tilstrækkelig, falder blodtrykket (med kolde lemmer til følge [deraf navnet]). [Koldt shock er i modsætning til varmt shock, som er blodtryksfald på grund af blodkar-udvidelse som resultat af giftstoffer og bakterier i blodet]

Hvorfor er Ebola så dødelig?: Man forstår ikke, hvorfor Ebolavirusset kan være så ekstremt dødeligt.

Virussets hæmning af det adaptive immunsystem er karaktiseret ved meget lavt niveau af cytokiner dannet af T-lymfocytter og massivt tab i blodet af CD4- og CD8-lymfocytter. Årsagen er, at virusset har fremkaldt en apoptose-selvmords­massakre hos T-cellerne.

I 2011 fandt forskere noget, som de selv betegnede som et måske “missing link” til at forstå virussets store dødelighed

(se kilde).

Cytokin-storm: Det medfødte immunforsvar er karakteriseret ved at fremkalde en såkaldt "cytokin storm" med ekstrem stor udskillelse af talrige inflammationsfremkaldende cytokiner, kemokiner og vækstfaktorer - og når det gælder Ebola-­infektionen ved et bemærkelsesværdigt fravær af antiviralt interferon (alfa-IFN) (se kilde).



:TEMA: Ebola/Infektion/Værtcelleforsvar

Hvordan forsvarer værtcellen sig mod Ebola-virusset?


Værtscellen har følgende tre hovedtyper af metoder til sit forsvar:

•1) Et våbensystem, f.eks. peroxynitrit. Det sker på overfladen af slimhinder i slimhindemembraners epithelceller. Disse stoffer dræber virusset, før virusset overhovedet når at inficere en celle (se kilde).

Peroxynitrit kan ved oxidering (og nitrering, nitration) ødelægge proteiner (aminoacyl-grupperne) og formentlig også ødelægge virus-RNA'et.

•2) Det næste er det forsvar, som er forbundet med de inficerede celler selv. [Her er det muligt, at dette forsvar også kan bestå i, at den inficerede celle begår apoptose-selvmord, og det er måske i tarmen den vigtigste forsvarsmetode, at inficerede tarmepithelceller begår apoptose-selvmord; idet tarmcellerne i forvejen har en ­meget hurtig turnover, og formentlig har en slags hurtig, indre dødsklokke].

•3) Det tredie forsvarssystem udføres af hvide blodlegemer (leukocytter) fra det medfødte immunsystem, såsom NK-cellerne (natural killer cells), [og at de inficerede leukocytter begår apoptose-styret selvmord, hvorved også virusset ødelægges].

Celler, der inficeres, har indre receptorer, som kan opdage et RNA-virus. F.eks. kan de såkaldte RIG-I receptorer opdage influenzavirus. Disse receptorer er forskellige for forskellige grupper af RNA-virus.

RIG-I kan ikke blot opdage RNA-virusset, men også inaktivere det ved hjælp af RNA-interferens (RNA silencing).

RIG-I medfører øget dannelse af type-I interferon i den virus-inficerede celle. De dannede interferoner aktiverer derefter forskellige virusforsvars-våbenmolekyler.

Nogle virus, bl.a. de særlig sygdomsfremkaldende influenzavirus, modgår dette forsvar ved at lave molekyler, som bindes til RIG-I "radar"-molekylet. Der dannes derved ikke noget interferon, og ingen våbenmolekyler.

Også Ebolavirusset blokerer interferon-signaler­ på forskellige måder. RIG-I er altså ikke bare vigtig som sensor for at opdage, at cellen er inficeret med virus, men har altså en vigtig antiviral effektor-funktion som del af et antiviralt våbensystem, som går ud på at bekæmpe RNA-virus med "RNA silencing", også kaldet RNA interferens, som antagelig må være en fylogenetisk meget gammel form for forsvar mod RNA-virus, eftersom det også findes hos højere planter.

Bekæmpelse af virussets RNA: Kroppen hos dyr og mennesker kan bekæmpe dobbeltstrenget RNA, som ofte skyldes virusangreb. Men omvendt har mange virus, der angriber dyr, udviklet evne til at danne proteiner, som ved at binde til dobbeltstrenget RNA forhindrer sådanne angreb på det dobbeltstrengede RNA, som opstår under virusinfektionen (se kilde).
Forhindring af virussets videre spredning: Kroppen har også andre mekanismer imod virus. F.eks. en restriktionsfaktor, Tetherin, der virker imod de fleste virus med kappe (enveloped virus). Tetherin holder viruspartiklerne fastklæbet til celleoverfladen, så nydannede virus ikke kan smitte andre celler. Tetherin virker mod HIV-1 og mange andre virus. Men nogle virus (bl.a. nogle HIV-virus) kan modvirke Tetherins hæmmende aktivitet. Menneskets genom (arvemasse) indeholder rester efter gamle retrovirus, som har anti-Tetherin aktivitet. De gamle virusgener i vores genom har stadig visse gener, som kan aflæses til protein, og et af disse gamle virusgener danner Envelope-proteinet ”Env”, som kan inaktivere Tetherin. Disse gamle, fossile virusrester (endogene retrovirus, ERV), findes i vores genom - og er ikke mere fossile end at nogle af generne stadig er aktive [Se BioNyt nr.159 (s.4) tema om hoppeelementer i genomet]. Env-genet er human endogen retrovirus envelope genet. Omkring 8% af menneskets genom udgøres af humane endogene retrovirus, og vi har ca. 98.000 elementer af endogene virus i vores genom, indsat for lang tid siden - nogle for over 3 mill. år siden, andre nyere.

1% af de humane endogene retrovirus kaldes HERV-K (HML2), og de er særlig interessante, fordi de stammer fra tiden efter, at menneske-linien blev adskilt fra chimpanse-linien. Noget tyder på, at de kan have været aktive i de seneste få hundrede tusinde år, idet nogle mennesker har flere af disse HML2-gener end andre.

Nye studier viser, at to medlemmer af HERV-K(HML2), nemlig HERV-K106 og HERV-K116, har været aktive inden for de sidste 800.000 år, og at HERV-K106 kan have inficeret mennesket for kun 150.000 år siden (se kilde).

Da de blev indbygget i vores genom og opformeret for ret nyligt, set i evolution-sammenhæng, har mennesker forskelligt af disse elementer i deres genom (”høj polymorfi”). Derfor har forskellige individer forskellig evne til at inaktivere virus, fordi deres Tetherin er inaktiveret i forskellig grad. Ebola-virussets eget glykoprotein kan også inaktivere Tetherin, men hos nogle mennesker får virusset altså hjælp fra de gamle, indlejrede sekvenser af HERV–virus (se kilde).



:TEMA: Ebola/Interferon

Hvordan hæmmer Ebolavirusset værtcellens interferonforsvar?


Virussets sygdomsevner (virulensfaktorer) omfatter dets evne til at forhindre værtcellens interferonforsvar. Ebola's VP24-protein samt VP35-protein forhindrer funktionen af Type I og Type III interferoner, som dannes i alle celler, når de opdager et virus. ?Virusset fremkalder selvmord (apoptosis) i lymphocyt-celler. Virusset igangsætter både de "indre reaktionsveje" og de "ydre reaktionsveje", der fører til immuncellernes selvmord (intrinsic + extrinsic paths of apoptosis), hvilket betyder at processen er ekstremt effektiv. ?Glykoproteiner spiller en dobbeltrolle som virulensfaktorer: De fungerer både som afledningsfaktorer, som forhindrer antistofferne i at virke på virusinficerede celler, og de erstatter cellens egne glykoproteiner med virus-glykoproteiner på celleoverfladen, hvilket gør det vanskeligere for immunsystemet at genkende de inficerede celler (se kilde).


:TEMA: Ebola/Menneskeaber

Er menneskeaber truet af Ebolavirus?


Ebola er en vigtig årsag til dødsfald blandt chimpanser og gorillaer. Hyppige udbrud af Ebola blandt gorillaer kan have medført døden for 5000 gorillaer Se kildens ref.[179]).

Man har undersøgt gorilla-ekskrementer for forekomst af Ebola-antistoffer, og disse antistoffer blev fundet i afføring fra 10% af dyrene. Det tyder på, at nogle vilde gorillaer kan overleve infektionen.

Matematiske modeller tyder på, at antallet af gorillaer i Gabon faldt i perioden 1983 – 2000 med over 56%, og man tænker, at tilbagegangen måske skyldes infektioner med bl.a. Ebola og miltbrand (Bacillus anthracis) (se kilde).

Ebola kan have været årsag til ca. 88% nedgang i observerede chimpanse-populationer i et 420 kvadratkilometer stort område, Lossi Sanctuary, mellem 2002 og 2003 Se kildens ref.[180]). Spredning af Ebola via indtagelse af kød udgør en stor risiko for chimpanser, hvorimod der ikke synes at ske smitte ved kontakt mellem individerne, såsom ved aflusning Se kildens ref.[181]). Ligene nedbrydes hurtigt, og er ikke smitsomme efter 3-4 dage.

Det er først for nyligt, at man har forstået, at de tilbageværende vilde stammer af chimpanser, gorillaer og orangutanger risikerer at blive ofre for Ebola. Denne erkendelse har betydet, at man overvejer at vaccinere de tilbageværende menneskeaber mod bl.a. Ebola. Man bruger nu chimpanser i fangenskab til at teste en vaccine, som tænkes anvendt til vilde menneskeaber. Vaccinen har vist sig sikker og effektiv (se kilde).

Da chimpanser og gorillaer hurtigt dør af Ebola, udgør de næppe et naturligt reservoir for virusset.

Menneskeaber kan få Ebola Epidemiologiske studier har vist, at Ebola-udbrud har resulteret i talrige dødsfald blandt chimpanser og gorillaer i Gabon og Den demokratiske republik Congo. Ebola har været en hindring i bestræbelserne på at beskytte disse menneskeabe-populationer Se kildens ref. [14]–[16]).



:TEMA: Ebola/Menneskeaber

Hvorfor smittes menneskeaberne med Ebola-virus?


Der har været rapporter om, at 5000 gorillaer er døde af Ebola under et Ebola-udbrud. Årsagen hertil er ukendt, men hvis gorillaerne ikke immuniseres ved "tavse infektioner" kunne det være en forklaring.

Vilde chimpanser havde antistoffer for Zaire-ebolavirus i blodet hos 13% af individerne i en undersøgelse over 15 år i Cameroon, Gabon og Demokratiske Republik Congo, hvor man så på 20 arter af aber og menneskeaber og indsamlede 790 blodprøver. Forskerne konkluderede, at ikke-dødelig Ebolainfektion kan forekomme hos chimpanser. Man fandt også anti­stoffer mod Ebola hos bl.a. mandril og bavian (se kilde). Endvidere fandt man, at Ebola var til stede i Cameroon, hvor der aldrig har været Ebola-udbrud.



:TEMA: Ebola/Nekrose

Hvad er nekrose?


Når Ebolavirusset er så dødeligt kan det være, fordi det medfører nekrose-celledød i tillæg til den mere stille apoptose-celledød. Ved nekrose-celledød frigives cellens proteiner mv., hvilket medfører alt for voldsom immunreaktion (cytokin-storm). Derfor vil en behandling optimalt være en kombination af immunstimulering og anti-inflammatorisk behandling (ud over naturligvis en mere direkte hæmning af Ebolavirusset). Dødelig influenza indebærer samme problematik om det ønskelige i immunstimulering samtidig med anti-inflammatorisk terapi.

Cytokin-storm: Det medfødte immunforsvar er karakteriseret ved dannelsen af en ‘cytokin storm’, med ekstrem stor udskillelse af talrige inflammationsfremkaldende cytokiner, chemokiner og vækstfaktorer og ved et bemærkelsesværdigt fravær af antiviralt interferon (alfa-IFN), når det gælder Ebola-infektionen (se kilde).

Det eneste alternativ til apoptose[se dette], er den nekrotiske celledød. Men den er forbundet med frigivelse af store mængder af inflammations-fremkaldende stoffer i forbindelse med, at cellen dør. Det medfører "cytokin-storm", som kan være dødeligt for organismen. (F.eks. ved at der dannes lunge-ødem, så patienten bliver kvalt, som man ser ved dødelige influenzatyper. Noget tilsvarende kan også ske ved SARS-infektion eller MERS-infektion eller ved Ebola-lungeinfektion). Det var også årsagen til, at Den Spanske Syge influenza var dødelig. (Man fandt ­nekrotiske celler i lungerne hos dyr, som eksperimentelt blev smittet med Den Spanske Syge influenzavirusset, da man havde rekonstrueret dette virus).

Det var derfor ekstremt vigtigt, at T-celle immunforsvaret var i stand til at modgå Den Spanske Syge influenza Se kildens ref. [34]). Nogle personer, som blev smittet, havde i forvejen T-celler mod type-A influenzavirus fra årtier før 1918-epidemien. Disse gamle influenzatyper havde indre proteiner, som i deres antigener lignede de indre proteiner, som også fandtes hos Den Spanske Syge influenza. Derfor kunne T-cellerne hos disse personers immunforsvar angribe de virus-inficerede celler og dræbe dem stille og roligt ved hjælp af apoptose (det styrede celle-selvmords metode). Således undgik disse personer cytokin-storm, som ellers ville ske, hvis der blev frigivet proinflammatoriske faktorer, når celler døde ved en nekrotisk død.



:TEMA: Ebola/Opbygning

Hvilken opbygning har Ebolavirusset?


Ebolavirusset er opbygget af både virusprotein og protein, som virusset har stjålet fra værtscellen.

Glykoproteinet kaldes "GP" og er det eneste virusprotein på overfladen af Ebolavirusset.

Det danner trimerer (3 monomerer) på overfladen af det ormelignende Ebolavirus. Funktionen af GP er at hjælpe virusset til at hæfte til værtscellen og trænge ind.

Smitte med Ebola kræver en membran-fusion mellem membrankappen (som omgiver Ebola-virusset) og værtscellens plasmamembran.

Membranfusionen gøres mulig ved hjælp af GP1 og GP2, som er to underenheder af glykoprotein:
1) Kun-på-virusoverfladen-delen GP1
2) Transmembran-delen GP2

To fedtstoffer i værtscellens membran (phosphatidyl-serin [forkortet PS eller PtdSer] og mono-sialo-tetra-hexosyl-gangliosid [GM1]), indgår i virusmembranen (men er oprindelig stjålet fra værtscellen). De to fedtstoffer hjælper virusset med at hæfte sig til værtscellen og trænge ind i cellen.

Det er velkendt, at PS-fedtstoffer bruges af forskellige virus til at lande på værtsceller og trænge ind i værtsceller. PS-fedtstoffet er velegnet set fra virussets side, eftersom dette fedtstof kan binde sig til mange stoffer i værtscellen [såsom TIM-1, TIM-3, TIM-4, MFG-E8, Axl/Gas6, CD300a, BAI1, stabilin-1, stabilin-2], hvorved virusset hjælpes ind i værtscellen. Det er f.eks. påvist, at TIM-1 protein hjælper Ebola-virusset ind og ud af cellen (se kilde). [”TIM” står for T-celle-Immunoglobulin- og Mucin-domæne-holdige proteiner (TIM-proteiner findes i T-celler hos mennesket)]. Afvigende udgaver af TIM kan tænkes at ville hæmme virussets indtrængning. (En muteret udgave af MFG-E8 har faktisk en virushæmmende virkning). Slimgrupper på glykoproteinet Ebola-glykoproteinet er belagt med sukkergrupper i ”slim-lignende områder” (mucin-lignende domæner, MLD). Det får Ebola-virusset til at hænge fast på værtscellens overflade, så det lettere trænger ind i værtscellen. Glykoproteinet medfører også, at virusset undgår immunsystemet: Slimmolekylerne skjuler vigtige receptor-steder, så immunsystemet ikke kan finde dem, og derfor ikke kan lære at genkende og inaktivere de inficerede celler. Slimmolekylerne bevirker, at immun-molekyler (såsom MHC1, major histocompatibility complex 1) ikke ses på overfladen af de Ebola-inficerede celler, når immuncellerne kommer forbi for at tjekke, om cellen er inficeret. På glykoproteinet sidder slimen dels i spidsen og dels på siderne af hver glyko­protein-monomer.

Glykoproteinet og NPC1-indgangen: På virusset stikker glykoproteinet ud fra virus-kapslens overflade. Ebola trænger ind i værtscellen ved binding til et særligt protein på værtscellerne, der kaldes ”Niemann-Pick C1” (NPC1), som immunsystemets dendritceller danner særlig meget af.



:TEMA: Ebola/Opbygning/Form

Hvilken form og størrelse har Ebolavirusset?


På grund af Ebola-virussets trådlignende form i elektronmikroskopet, kaldes de filovirus (”trådvirus”). Filoviridae-familien omfatter også Marburg- og Cuevavirus (se kilde).

Ebolavirusset er formet som en lang orm, evt. forgrenet, eller blot kortere stave. Det er 80 nanometer i diameter og længden kan være på til 1400 nm 14.000 nm nævnes nogle steder, fejl? (se kilde). Få virus er længere. HIV er 100 nm.



:TEMA: Ebola/Opbygning/Gener

Hvilke gener har Ebolavirusset?


Ebola-genomet har 7 gener, som danner 8 proteiner ud fra genomet.
Nukleoproteinet Nukleoproteinet (NP) er sammenpakket med Ebola-RNA (der er opbygget af 18.900 nukleotider).

Tilsammen danner NP og RNA et nukleokapsid, inde midt i viruspartiklen. Det meste protein i nukleokapsidet udgøres af NP-molekyler. Nukleokapsidet Nukleo­kapsidet er en spiralstruktur, som RNA-genomet er en del af. Det er opbygget af RNA og nukleoproteiner: Negativ-sense enkeltstrenget RNA Nukleoprotein (NP) Hertil er knyttet: VP24 (”det mindre matrixprotein”) VP30 (transskriptionsaktivator) VP35 (polymerase-cofaktor) L-protein (polymerase)

VP24-proteinet er f.eks. også nødvendig for at danne nukleokapsidet.

Nukleokapsidets spiralform har en tykkelse på 50 nm og en indre kanal, der er ca. 20 nm bred. Der bruges 11 NP-proteiner pr. runde i nukleokapsid-spiralen.

Efter den oprindelige fusion med værtscellen frigives virus-nukleokapsidet til cellens indre.

L-protein (polymerase) Virussets største protein er L-proteinet, der netop kaldes sådan, fordi det er særlig stort [L = large]. Det er et enzym, nemlig en polymerase, der kan sammensætte enhederne i en RNA-streng.

Enzymet virker kun med RNA som skabelon. Det er altså en RNA-afhængig RNA-polymerase.

Denne RNA-polymerase transskriberer de 7 gener i RNA-genomet, der ligger i det nu delvis åbnede nukleokapsid af det indtrængende Ebolavirus. Ved transskriptionen af genomets syv gener dannes positiv-sense RNA, som svarer til mRNA, og som derfor kan translateres til proteiner ved brug af værtscellens egne ribosomer.

Endvidere har virusset også brug for cellens DNA-topoisomerase-1 (TOP-1). Formentlig lokker L-proteinet cellens eget nydannede topoisomerase-1 til at forblive ude i værtscellens cytoplasma, hvor det laves, men hvor TOP-1 ikke normalt befinder sig, eftersom dets opgaver er i værtscellens cellekerne. Ebolavirusset bruger cellens DNA-topoisomerase-1 enzym til at opvikle dobbeltspiralen i det dobbeltstrengede RNA og til overklipning af fosfordiester-bindinger samt til dannelse af rekombinationer af arvematerialet (se kilde)). VP35-proteinet (polymerase-cofaktor) VP35-virusproteinet hjælper polymerase-enzymet (dvs. som cofaktor).

Desuden hæmmer VP35 direkte produktionen af beta-interferon, som er værtscelle-forsvarsstof mod virus. VP30-virusproteinet VP30-virusproteinet er en transskriptionsfaktor. (Tallene i virusproteinerne VP40, VP35, VP30 og VP24 angiver proteinernes størrelse, nemlig Dalton-enheder, dvs. proteinernes vægt, altså 40D, 35D, 30D og 24D).

En tid dannes der altså virusproteiner i den inficerede værtscelle. Men når der er dannet tilstrækkeligt med nukleoprotein (NP, se ovenfor), skifter RNA-polymerasen (L-proteinet) fra at foretage gen-transskription (altså dannelse af små mRNA-strenge) til at foretage genom-replikation (dvs. hybridisering af hele negativ-sense RNA-strengen til dannelse af en positiv-sense RNA-streng i fuld genom-længde.

Dette positiv-sense genom-RNA er et antigenom, eftersom virussets ­genom jo skal være negativ-sense RNA. Så positiv-sense strengene må transskriberes videre til genomer, dvs. til negativ-sense RNA-strenge.

Disse negativ-sense RNA-strenge ophobes nær indersiden af værtscellens cellemembran, hvor også struktur-virusproteinerne til næste generation af Ebolavirus ophobes. Delene samler sig selv til nukleokapsider og ved knopskydninger dannes lange orme ud fra værtscellens overflade (medtagende cellemembran-materiale fra værtscellen) - dvs. de nye, lange Ebola-orme, som nu frigøres og inficerer andre celler, hvor cyklussen starter forfra.

Interferon Værtscellen har et umiddelbart forsvar mod virus, nemlig ved at danne alfa-interferon, beta-interferon og gamma-interferon Se kildens ref.[64][69]). Men det har ebolavirusset midler mod. VP35 og VP24 hæmmer dette forsvar på forskellig måde: VP35-proteinet hæmmer direkte produktionen af beta-interferon. VP24-proteinet hæmmer derimod cellernes evne til at reagere på interferon-signaler, idet VP24-virusproteinet forhindrer modtagelsen af alarmsignalet i naboceller:

Når en celle inficeres af Ebolavirus, bemærker cellen de fremmede virusmolekyler ved hjælp af sine egne receptorer (i cellens cytosol er det RIG-I og MDA5, og uden for cellens cytosol er det Toll-lignende receptorer TLR3, TLR7, TLR8 og TLR9). Når f.eks. TLR aktiveres, fordi virusangrebet opdages af cellen, vil proteiner såsom interferon-regulerende-faktor-3 og -7 igangsætte en signal-kaskade, som fører til nyproduktion af type-1 interferoner. Når de frigives, bindes de til IFNAR-receptorer på overfladen af en nabocelle. Som følge af denne interferon-binding på nabocellen, aktiveres signalproteinerne STAT1 og STAT2, og de bevæger sig mod cellekernen, hvor deres opgave er at aktivere aflæsningen af visse gener (de interferon-stimulerede gener), som koder for proteiner med antivirus-virkning.

Imidlertid når budbringerne ikke frem, for Ebola-virussets V24-protein blokerer for, at dette sker, - nemlig ved at forhindre nabocellens STAT1-signalprotein i at nå frem til cellekernen. (VP24 gør dette ved at konkurrere med tyrosin-phosphoryleret-STAT1 om at binde til karyopherin-a1, og forhindrer derved at aktiveret STAT1 kommer ind i cellekernen, hvor det ville aktivere de interferon-stimulerede gener, som så ville igangsætte et virusforsvar) Se kilden 11053 ref.[64]), og kilde 11066, ,og kilde 11074.

Senere i infektionsprocessen er Ebola­virusset så smart, at det danner et ikke-strukturelt, men opløseligt glykoprotein, soluble-GP (sGP), som er 90% identisk med GP. Det opløselige GP kan udskilles fra den inficerede værtscelle.

sGP-molekylerne danner dimere proteinpartikler, som indvirker på hvide blodlegemer af typen "de neutrofile celler", som derved signalforstyrres, hvorved Ebolavirusset omgår immunsystemet ved at hæmme de tidlige trin i aktiveringen af de neutrofile immunceller (se kilde).

sGP-molekylerne, der er næsten-GP, snyder immunforsvaret til at gå efter disse falske GP-molekyler. Derved inaktiveres de rigtige GP-molekyler ikke. Mekanismen kaldes antigenic subversion.

Værtscellen danner også antistoffer mod det falske GP, og selv om disse antistoffer i nogen grad også virker mod det rigtige GP, er dette ikke nok til at stoppe infektionen. Hvis man udvikler en vaccine mod Ebola's GP skal man undgå denne fælde.



:TEMA: Ebola/Opbygning/Genom

Hvad er genomet for Ebola?


Ebola-genomet Ebola er et RNA-virus. Dets genom består kun af én enkeltstrenget RNA. DNA indgår ikke i opbygningen eller virussets formering.
Man inddeler virus efter genomet:

•positiv-sense enkeltstrenget RNA,

•negativ-sense ­enkeltstrenget RNA,

•dobbeltstrenget RNA,

•dobbeltstrenget DNA

•enkeltstrenget DNA

•foruden de specielle ­retrovirus. (Det kan bemærkes, at de sidstnævnte retrovirus også har RNA som arvemateriale, men de afviger ved at transskribere RNA til DNA ved hjælp af et særligt enzym, revers-transskriptase).

Ebola-virussets genom er negativ-sense ­enkeltstrenget RNA. At det er negativ-sense betyder, at dette RNA ikke direkte kan bruges som mRNA-skabelon til at lave protein på ribosom-proteinfabrikkerne i værtscellen. [Husketeknik: Tænk på en brusetablet med + tegn på (hvilket symboliserer positiv-sense(!) RNA). Kom brusetabletten i et glas vand (som symboliserer cellen). Det ses, at der straks dannes bobler (som symboliserer protein). Altså: Proteiner dannes straks, når positiv-sense RNA (=mRNA) tilsættes].

Når udgangspunktet er negativ-sense RNA, må der derimod først laves en positiv-sense RNA (som fungerer som mRNA, messenger-RNA).

Omskrivningen til mRNA sker ved hybridisering med negativ-sense RNA-strengen som skabelon. Til processen kræves et RNA-polymeraseenzym, som Ebola-­virusset selv medbringer (det kaldes L-protein [L = large, stor]).
Faktisk kan oprenset negativ-sense RNA fra Ebola uden denne specielle RNA-afhængige RNA-polymerase slet ikke inficere en mulig værtscelle.

Hvert negativ-sense RNA-molekyle kan transskriberes til mange molekyler af mRNA (= positiv-sense RNA).

Dette nydannede mRNA kan ved at udnytte værtscellens ribosomer producere virus-proteiner (virus-­mRNA'et er jo selv lavet ud fra virus-gener). Disse nydannede virusproteiner styrer så dannelsen af komponenterne til nye viruspartikler.
Negativ-sense RNA skal altså først transskriberes til positiv-sense RNA, og er derfor langsommere til at danne proteiner i værtscellen.

Gruppen af negativ-sense enkeltstrengede RNA-virus omfatter bl.a.

•Ebolavirus og Marburgvirus (Filoviridae),

•Mæslingevirus, fåresygevirus, parainfluenzavirus, Nipah-virus og Hendra-virus (alle Paramyxoviridae),

•Rabiesvirus (Rhabdoviridae),

•Lassavirus (Arenaviridae),

•Hantavirus (Bunyaviridae),

•Influenzavirus (Orthomyxoviridae),

•Hepatitis-D-virus (Deltavirus)

[Husketeknik for virus med ­negativ-sense RNA - se videoen: www.youtube.com/watch?v=TIwLEPc3i2M].




:TEMA: Ebola/Opbygning/Kappe/Membran

Hvilken opbygning har kappen på Ebolavirusset?


Virussets kappe (eng.: envelope) består af en membran, og denne membran, der omgiver viruspartiklen, består tildels af stoffer fra værtscellen - nemlig nogle millioner lipidmolekyler, som virusset stjæler fra værtscellens lipidmembran. Virusset kan også stjæle menneske-proteiner, f.eks. komponenter af vævsforligelighedskomplekset (histokompatibilitetskomplekset) eller andre overflade-receptorer. Disse værtsproteiner forøger undertiden virussets evne til at inficere nye værtsceller. Det kan variere, hvilke værtsproteiner virusset stjæler. De stjålne værtsproteiner sidder typisk inde i virusset (se kilde).

Virussets trådform og frigivelse: Fra de inficerede værtsceller dannes knopskydninger med nydannede virus. Disse knopskydninger styres af virussets store VP40-matrixprotein.

Hvis man eksperimentelt tilsætter VP40-virusproteinet alene til en pattedyr-celle, vil proteinet frembringe knopskydninger ud fra cellens plasmamembran, hvorved der vil blive dannet trådformede partikler, som i struktur næsten ikke kan skelnes fra rigtige Ebola-virus.



:TEMA: Ebola/Opbygning/Kappe/Membran/Fedtstoffer

Hvilken betydning har kappens fedtstoffer for Ebolavirusset?


Virussets kappe (eng.: envelope) består af en membran, og denne membran, der omgiver viruspartiklen, består tildels af stoffer fra værtscellen - nemlig nogle millioner lipidmolekyler, som virusset stjæler fra værtscellens lipidmembran. To fedtstoffer i værtscellens membran (phosphatidyl-serin [forkortet PS eller PtdSer] og mono-sialo-tetra-hexosyl-gangliosid [GM1]), indgår i virusmembranen (men er oprindelig stjålet fra værtscellen). De to fedtstoffer hjælper virusset med at hæfte sig til værtscellen og trænge ind i cellen.

Det er velkendt, at PS-fedtstoffer bruges af forskellige virus til at lande på værtsceller og trænge ind i værtsceller. PS-fedtstoffet er velegnet set fra virussets side, eftersom dette fedtstof kan binde sig til mange stoffer i værtscellen [såsom TIM-1, TIM-3, TIM-4, MFG-E8, Axl/Gas6, CD300a, BAI1, stabilin-1, stabilin-2], hvorved virusset hjælpes ind i værtscellen. Det er f.eks. påvist, at TIM-1 protein hjælper Ebola-virusset ind og ud af cellen (se kilde). [”TIM” står for T-celle-Immunoglobulin- og Mucin-domæne-holdige proteiner (TIM-proteiner findes i T-celler hos mennesket)]. Afvigende udgaver af TIM kan tænkes at ville hæmme virussets indtrængning. (En muteret udgave af MFG-E8 har faktisk en virushæmmende virkning).



:TEMA: Ebola/Opbygning/Værtscellemolekyler

Hvilke dele af værtscellen bruger Ebolavirusset til sin opbygning?


Virussets kappe (eng.: envelope) består af en membran, og denne membran, der omgiver viruspartiklen, består tildels af stoffer fra værtscellen - nemlig nogle millioner lipidmolekyler, som virusset stjæler fra værtscellens lipidmembran. Virusset kan også stjæle menneske-proteiner, f.eks. komponenter af vævsforligelighedskomplekset (histokompatibilitetskomplekset) eller andre overflade-receptorer. Disse værtsproteiner forøger undertiden virussets evne til at inficere nye værtsceller. Det kan variere, hvilke værtsproteiner virusset stjæler. De stjålne værtsproteiner sidder typisk inde i virusset (se kilde).

Virusset kan også stjæle menneske-proteiner, f.eks. komponenter af vævsforligelighedskomplekset (histokompatibilitetskomplekset) eller andre overflade-receptorer. Disse værtsproteiner forøger undertiden virussets evne til at inficere nye værtsceller. Det kan variere, hvilke værtsproteiner virusset stjæler. De stjålne værtsproteiner sidder typisk inde i virusset (se kilde).



:TEMA: Ebola/Pandemi

Kan Ebola blive en pandemi?

(Vil Ebola udvikle sig til en pandemi?)
Risikoen for at Ebola bliver en pandemi er meget lille, så længe virusset ikke spredes via luften. Imidlertid ved man ikke med sikkerhed, at Ebola ikke vil kunne blive i stand til at smitte via luften. Faktisk har man påvist, at ebolavirus kan smitte på den måde, nemlig i eksperimenter, hvor makak-aber blev smittet med ebola­virus på samme måde, som det ses ved influenza og forkølelse.

En række faktorer har betydning for, om en sygdom kan blive til en pandemi (verdensomspændende epidemi):

•Hvor let den smitter.

•Hvor let den behandles/forebygges.

•Inkubationstid (Smitte-til-symptom tid).

•Dødelighed. Ebola har meget høj dødelighed, men har i virkeligheden meget få måder at smitte på. Det gør Ebola mindre farlig, end hvis den havde været mindre dødelig, men samtidig smittede på flere måder (se kilde).

Ebola bliver derfor ikke "den næste sorte død". Men pandemier er vanskelige at forudsige, fordi de opstår ved tilfældige spring fra en dyreart til en anden, såsom til mennesket. Hvis Ebola blev luftbåren så ville der kunne opstå en stor pandemi - [ligesom der kunne opstå en stor pandemi, hvis influenza blev lige så dødelig, som den er i høns, hvilket kun ville kræve tre mutationer)] - (se kilde).

Generelt øges risikoen for epidemier i takt med, at der bliver flere mennesker på Jorden kombineret med lettere og hurtigere transport. I modsat retning tæller bedre kommunikation, bedre uddannelse og mindre overtro, og måske andre ting såsom flere hjemmearbejdspladser osv. Men på områderne kommunikation, uddannelse og overtro var Vestafrika dårligt stillet.

Ebola-udbrud opstår stadig hyppigere. Veje og fly gør smittespredning hurtig.

Gennem de senere år er der næsten årligt opstået udbrud med op til 425 tilfælde (og op til 254 døde), især i Den Demokratiske Republik Congo, Uganda, Gabon og Sudan. Men der har hidtil ikke været tegn på at Ebola kunne blive en pandemi.



:TEMA: Ebola/Proteiner/Glykoproteinet

Hvilken funktion har glykoproteinet hos Ebolavirusset?


Glykoproteinet kaldes "GP" og er det eneste virusprotein på overfladen af Ebolavirusset.

Det danner trimerer (3 monomerer) på overfladen af det ormelignende Ebolavirus. Funktionen af GP er at hjælpe virusset til at hæfte til værtscellen og trænge ind.

Smitte med Ebola kræver en membran-fusion mellem membrankappen (som omgiver Ebola-virusset) og værtscellens plasmamembran.

Membranfusionen gøres mulig ved hjælp af GP1 og GP2, som er to underenheder af glykoprotein:
1) Kun-på-virusoverfladen-delen GP1
2) Transmembran-delen GP2

Slimgrupper på glykoproteinet Ebola-glykoproteinet er belagt med sukkergrupper i ”slim-lignende områder” (mucin-lignende domæner, MLD). Det får Ebola-virusset til at hænge fast på værtscellens overflade, så det lettere trænger ind i værtscellen. Glykoproteinet medfører også, at virusset undgår immunsystemet: Slimmolekylerne skjuler vigtige receptor-steder, så immunsystemet ikke kan finde dem, og derfor ikke kan lære at genkende og inaktivere de inficerede celler. Slimmolekylerne bevirker, at immun-molekyler (såsom MHC1, major histocompatibility complex 1) ikke ses på overfladen af de Ebola-inficerede celler, når immuncellerne kommer forbi for at tjekke, om cellen er inficeret. På glykoproteinet sidder slimen dels i spidsen og dels på siderne af hver glyko­protein-monomer.

Glykoproteinet og NPC1-indgangen: På virusset stikker glykoproteinet ud fra virus-kapslens overflade. Ebola trænger ind i værtscellen ved binding til et særligt protein på værtscellerne, der kaldes ”Niemann-Pick C1” (NPC1), som immunsystemets dendritceller danner særlig meget af.

Senere i infektionsprocessen er Ebola­virusset så smart, at det danner et ikke-strukturelt, men opløseligt glykoprotein, soluble-GP (sGP), som er 90% identisk med GP. Det opløselige GP kan udskilles fra den inficerede værtscelle.

sGP-molekylerne danner dimere proteinpartikler, som indvirker på hvide blodlegemer af typen "de neutrofile celler", som derved signalforstyrres, hvorved Ebolavirusset omgår immunsystemet ved at hæmme de tidlige trin i aktiveringen af de neutrofile immunceller (se kilde).

sGP-molekylerne, der er næsten-GP, snyder immunforsvaret til at gå efter disse falske GP-molekyler. Derved inaktiveres de rigtige GP-molekyler ikke. Mekanismen kaldes antigenic subversion.

Værtscellen danner også antistoffer mod det falske GP, og selv om disse antistoffer i nogen grad også virker mod det rigtige GP, er dette ikke nok til at stoppe infektionen. Hvis man udvikler en vaccine mod Ebola's GP skal man undgå denne fælde. Virussets membran Viruspartiklens omgivende membran består tildels af stoffer fra værtscellen - nemlig nogle millioner lipidmolekyler, som virusset stjæler fra værtscellens lipidmembran. Virusset kan også stjæle menneske-proteiner, f.eks. komponenter af vævsforligelighedskomplekset (histokompatibilitetskomplekset) eller andre overflade-receptorer. Disse værtsproteiner forøger undertiden virussets evne til at inficere nye værtsceller. Det kan variere, hvilke værtsproteiner virusset stjæler. De stjålne værtsproteiner sidder typisk inde i virusset (se kilde).



:TEMA: Ebola/Proteiner/VP24

Hvilken funktion har VP24-proteinet hos Ebolavirusset?


VP24-proteinet i Ebolavirusset er et protein med vægten "24 Dalton" (24 D). VP24 indgår i Ebola-virussets matrixlag, der ligger lige under virussets omgivende membran. VP24-proteinet er næsten kun halvt så stort som VP40-proteinet, som det ses af tallet. VP24-proteinet findes i mindre mængde, og kaldes derfor minor matrix protein.

VP24 er nødvendig for korrekt samling af nukleokapsidet, som RNA'et findes i.

VP24 modvirker desuden, at interferon-signaler bliver opfattet korrekt og brugt som signal til angreb på virusset. (Interferon hører til det "medfødte immunforsvar", innate immune system).

VP35 og VP24 hæmmer dette forsvar på forskellig måde: VP35-proteinet hæmmer direkte produktionen af beta-interferon. VP24-proteinet hæmmer derimod cellernes evne til at reagere på interferon-signaler, idet VP24-virusproteinet forhindrer modtagelsen af alarmsignalet i naboceller:

Når en celle inficeres af Ebolavirus, bemærker cellen de fremmede virusmolekyler ved hjælp af sine egne receptorer (i cellens cytosol er det RIG-I og MDA5, og uden for cellens cytosol er det Toll-lignende receptorer TLR3, TLR7, TLR8 og TLR9). Når f.eks. TLR aktiveres, fordi virusangrebet opdages af cellen, vil proteiner såsom interferon-regulerende-faktor-3 og -7 igangsætte en signal-kaskade, som fører til nyproduktion af type-1 interferoner. Når de frigives, bindes de til IFNAR-receptorer på overfladen af en nabocelle. Som følge af denne interferon-binding på nabocellen, aktiveres signalproteinerne STAT1 og STAT2, og de bevæger sig mod cellekernen, hvor deres opgave er at aktivere aflæsningen af visse gener (de interferon-stimulerede gener), som koder for proteiner med antivirus-virkning.

Imidlertid når budbringerne ikke frem, for Ebola-virussets V24-protein blokerer for, at dette sker - nemlig ved at forhindre nabocellens STAT1-signalprotein i at nå frem til cellekernen. (VP24 gør dette ved at konkurrere med tyrosin-phosphoryleret-STAT1 om at binde til karyopherin-a1, og forhindrer derved at aktiveret STAT1 kommer ind i cellekernen, hvor det ville aktivere de interferon-stimulerede gener, som så ville igangsætte et virusforsvar) (Se kilde ref.[64]), (Se kilde 11066) (Se kilde 11074).



:TEMA: Ebola/Proteiner/VP40

Hvilken funktion har VP40-proteinet hos Ebolavirusset?


VP40-proteinet i Ebolavirusset er et protein med vægten 40 Dalton. Under virussets ydermembran ligger et lag, som man kalder matrix-laget. VP40-proteinet indgår i dette lag, og det er det virusprotein, som der er mest af (og det kaldes derfor også:major matrix protein). VP40-proteinet er opbygget af 326 aminosyrer og har et kort område i "C-­enden", der bindes til virusmembranen, og et større område i "N-enden", der bindes til et andet VP40-protein, hvorved der dannes dimerer, der igen kan samles til større oligomerer med forskelligt antal enheder.

VP40-proteinet bestemmer virussets struktur og stabilitet. Det regulerer også samlingen af det færdige Ebolavirus.

VP40-proteinet har betydning for virussets trådform og frigivelse: Fra de inficerede værtsceller dannes knopskydninger med nydannede virus. Disse knopskydninger styres af virussets store VP40-matrixprotein.

Hvis man eksperimentelt tilsætter VP40-virusproteinet alene til en pattedyr-celle, vil proteinet frembringe knopskydninger ud fra cellens plasmamembran, hvorved der vil blive dannet trådformede partikler, som i struktur næsten ikke kan skelnes fra rigtige Ebola-virus.

VP40-proteinet bindes til negativt ladede fedtstoffer (lipider) i plasmamembranen (anioniske lipider såsom phosphatidylserin, PS).

Virussets trådform og frigivelse: Man kan dog endnu ikke forklare, hvordan trådstrukturen opstår (se kilde). Fra de inficerede værtsceller dannes knopskydninger med nydannede virus. Disse knopskydninger styres af virussets store VP40-matrixprotein.

Hvis man eksperimentelt tilsætter VP40-virusproteinet alene til en pattedyr-celle, vil proteinet frembringe knopskydninger ud fra cellens plasmamembran, hvorved der vil blive dannet trådformede partikler, som i struktur næsten ikke kan skelnes fra rigtige Ebola-virus.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Dyr

Hvilke dyr er smittekilden til Ebola-udbrud?


I en oversigtsartikel fra 2012 fandt man, at der blandt 13.404 indsamlede prøver af dyr, som blev testet for indhold af Ebolavirus, fordelt på 158 dyrearter, fandt man virusset eller antistoffer mod virusset i 1,6% af prøverne (211 blandt 13.404 dyreprøver), fordelt på 12 dyrearter. Man fandt langt flere Zaire-ebolavirus end Sudan-ebolavirus, hvilket passer med, at Sudan-ebolaudbrud er ret sjældne hos mennesket i forhold til de mere almindelige Zaire-ebolaudbrud.

Man havde testet for Ebolavirus i 5364 prøver og for antistof mod virusset i 8040 prøver. De Ebola-fund, som blev gjort i levende dyr, var især fra flagermus (Chiroptera) og fra gnavere (Rodentia), efterfulgt af aber og fugle. Forekomsten af Ebolavirus i levende dyr var 2.2% (180 blandt 8050 levende dyreprøver) og forekomsten af antistoffer mod ebola var 0,2% (13 blandt 5309 levende dyreprøver)(se kilde). Da en fjerdedel af testene ikke var med de nyere typer af PCR- og ELISA-test, kan man have overset nogle virusforekomster.

Man har også overvejet, om planter, og leddyr måske kunne være virus­reservoir, men man har ikke eksperimentelt kunne frembringe infektion i disse.

Der er testet for Ebola i 30.000 prøver af pattedyr, fugle, krybdyr, padder og leddyr, men man fandt kun nogle genetiske spor i seks gnavere fra Den Centralafrikanske Republik, og i senere undersøgelser kunne virusreservoir i gnavere ikke påvises.

I starten, efter det første kendte Ebolaudbrud i 1976, ledte man efter smittekilden hos bl.a. kakerlakker, fluer, myg og talrige andre dyr. Det må have været frustrerende arbejde. I et studie samlede man næsten 28.000 leddyr og i et andet studie samlede man over 3000 hvirveldyr uden at påvise Ebolavirus i et eneste tilfælde (se kilde). I disse tidlige studier brugte man kun såkaldte Vero-cellekulturer til at dyrke virusset, fordi antistof-test og RNA-test endnu ikke var blevet opfundet.

Et andet problem var, at prøveindsamlingen skete flere måneder efter Ebolaudbruddene, dvs. hvor klimaet var skiftet, f.eks. mellem våd og tør sæson, og virusforekomsten i dyrene kunne dermed være ændret, eller dyrene kunne være vandret væk.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Flagermus

Er flagermus smittekilden til Ebola-udbrud?


Flagermus kan i laboratorieforsøg smittes med Ebola-virus uden at dø. Formentlig findes virusset derfor hos frugt-flagermus, hvis ekskrementer og spyt på nedfaldsfrugter kan smitte gnavere, skovhjorte, aber og svinearter i skoven.

En stor andel af befolkningen, der lever i regnskoven i Gabon, har ifølge deres blodkemi været udsat for Ebolavirusset fra en kilde, som formentlig er frugter, hvorpå der var Ebolavirus-inficeret savl fra frugtædende flagermus.

Man ved, at flagermus kan være inficeret uden at blive syge, og at de altså kan være et reservoir for virusset. Flagermus flytter sig ikke som trækfugle eller vandrende pattedyr, men vender hver morgen tilbage til samme opholdssted for dagen (de er nataktive). Men man kunne i forbindelse med 2007-Ebolaudbruddet i Luebo i Den Demokratiske Republik Congo vise, at dette udbrud var koblet til en stor vandring af frugtædende flagermus, formentlig fremprovokeret af ændringer i levested eller klimaforhold (se kilde).

Ebola-virus er tæt forbundet med regnskov-områder og det er muligt, at hunde som gerne løber langt ind i skovene, kan blive smittet af døde flagermus og andre smittebærende dyr, og bringe smitten til landsbyen, hvor virusset måske ender i en hundelort, som findes af en mus, som måske bringer smitten ind på gulvet i husene, hvor små børn leger og fører hånden fra gulvet til deres mund.

Det er sandsynligt, at Ebolasmitte spredes til mennesker ved, at et ådsel, som indeholder Ebolavirus, bliver indsamlet.

Man finder langt oftere Ebolavirus i ådsler end i levende dyr. Ebolavirus findes uden tvivl i flagermus, men for at vise det kræves store indsamlinger, for chancen for at finde Ebolavirus i flagermus er meget lille.

Ebolavirus-kilden kan bl.a. tænkes at være tre arter af frugt-flagermus, der er hyppige i hele Vestafrika: Hypsignathus monstrosus, Epomops franqueti, og Myonycteris torquata (se kilde). Da man undersøgte 679 flagermus fra Gabon og Den Demokratiske Republik Congo, fandt man Ebola-RNA (den farlige EBOV-type) i 13 frugtflagermus.

En af de mest sandsynlige naturlige reservoir for Marburgvirus (der ligner Ebola) er ægyptiske frugtflagermus (Rousettus aegyptiacus). Udbrud af Marburgvirus har ofte kunnet føres tilbage til, at nogen har besøgt grotter eller miner, hvor disse frugtflagermus lever (se kilde).

Flagermus med Ebola Flagermus (flyvende hunde) kan være vedvarende inficeret med forskellige virus. Faktisk er flagermus hyppigere bærere af virus end rotter og andre gnavere er. Virustyper såsom coronavirus, astrovirus og paramyxovirus er mere forskellige i flagermus, end de tilsvarende virusgrupper er i gnavere, og sådanne virus er også meget hyppigere til stede i de enkelte individer af flagermus end i individer af gnavere. Generelt indeholder flagermus mange forskellige virustyper, uden at flagermusene selv bliver syge derved. F.eks. kan SARS-coronavirus, Ebola-, Marburg-, Nipah- og Hendra-virus findes i flagermus.

Man har påvist virus tilhørende 15 virusfamilier i mindst 200 flagermusarter fra over 12 flagermusfamilier verden over. Flagermus er en meget varieret dyregruppe, og den er meget spredt i verden og med meget forskellig levevis. Der må derfor være en generel grund til, at alle flagermus tåler virus af mange forskellige typer, sammenlignet med gnavere.

Der er dobbelt så mange gnaver-arter i verden, som der er flagermus-arter. Alligevel er der flere virus pr. art hos flagermus-arterne (og måske flere forskellige virus i flagermus-gruppen i alt, end der er i gnaver-gruppen). Man har fremsat den hypotese, at eftersom alle flagermus flyver (modsat alle andre pattedyr), har dette givet flagermus en ­selektiv evolutions-kraft for samliv med virus i forbindelse med flagermusens ekstreme døgnrytme. Under flyvningen hæves stofskiftet nemlig, så krops­temperaturen bliver som ved ­feber hos andre pattedyr. Dette kan under evolutionen have medført udvikling af nye virustyper, der blev tilpasset til de ekstreme temperatursvingninger – så virustyperne i flagermus udviklede sig til at tåle høj kropstemperatur og samtidig være mindre sygdomsfremkaldende for flagermusene. Det kan forklare, at hvis disse virus smitter andre pattedyr, medfører det sygdom hos det nye værtsdyr, fordi virusset tåler værtsdyrets feber-forsvar.

Højere stofskifte giver højere temperatur, og ved højere temperatur ødelægges DNA lettere – derfor har flagermusene måttet udvikle særlig gode DNA-reparationsevner.

Flagermus synes at mangle gener for visse dele af immunforsvaret, som andre pattedyr har (formentlig fordi de blev overflødige i løbet af evolutionen) – men flagermus har dog mange af de samme immunelementer som andre pattedyr (såsom T-celle-immunforsvar, mønstergenkendelse-receptorer, interferoner, komplementsystem, immunglobulin-antistoffer, interleukiner og andre cytokin-signalstoffer).

En mus, der løber til den udmattes, øger sit stofskifte til et 7 gange højere niveau end hvileniveauet. En flagermus, der flyver, øger stofskiftet mindst dobbelt så meget, nemlig til et 15-16 gange højere niveau end hvileniveauet. (De fleste fugle øger kun stofskiftet til 2 gange højere niveau, når de flyver).

Man har hos laboratoriemus, som er fremavlet til at have højere stofskifte, fundet, at de er bedre til at lave immunforsvar (de danner f.eks. mere IgM-antistof, flere leukocytter og mere lymfekirtel-væv, end tilsvarende mus med lavere stofskifte).

Feber i et pattedyr medfører ofte temperaturer på 38°C–41°C i kroppens indre. Disse temperaturer opnår flagermus ofte under almindelig flyvning. Under dvaletid om vinteren er flagermus imidlertid kolde i længere perioder. Kulde nedsætter formeringen hos virus (se kilde). Disse forhold kan være med til at forklare, at Ebolavirus har et reservoir i flagermus.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Hunde

Er hunde spredere af Ebola?

(Kan hunde blive inficeret med Ebola? Kan hunde blive syge af Ebola?)
I en undersøgelse fandt man blandt 80 levende hunde tilstedeværelse i deres blod af antistof mod Ebolavirus i 21 af hundene (26%), men derimod fandt man ikke selve virusset, hvilket passede med, at hundene var raske. Hundene testede man under et Ebolaudbrud i 1979–1980 i Den Demokratiske Republik Congo og et udbrud i Gabon 2001–2002.

Man ved ikke, hvorfor nogle arter såsom altså f.eks. hunde er beskyttet mod alvorlig Ebolavirus-sygdom, selv om de faktisk let kan smittes.

Man ved ikke, i hvilken udstrækning disse let smittede - men ikke sygeligt smittede - dyr, er vigtige for at sprede virusset og smitte mennesker.

Hunde bliver ikke syge fordi de danner antistoffer mod virusset og viser så ingen symptomer på Ebola

Under Ebola-udbruddet i 2001-2002 i Gabon kunne man hos 1/3 af hundene finde antistoffer mod Ebola i deres blod (se kilde).

Studierne i Gabon viste, at 30% af hundene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [28]), og at 15% af menneskene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [14,15]). Det viser, at hundene lettere bliver inficeret end mennesker gør. Formentlig kan hunde lettere blive smittet, når de f.eks. snuser til andre hundes afføring.

Hvis hunde kan overføre smitte til mennesker, vil det også være relevant at undersøge hunde for, om de er smittede.

Det er muligt, at hunde (som gerne løber langt ind i skovene [og Ebola-virus er tæt forbundet med regnskov-områder]) kan blive smittet af døde flagermus og andre smittebærende dyr, som de finder i skoven, og at de måske kan bringe smitten til landsbyen, hvor virusset måske ender i en hundelort, som findes af en mus, som måske bringer smitten ind på lergulvet i husene, hvor små børn leger og fører hånden fra gulvet til deres mund.

I Gabon fandt man, at jo tættere hundene var på områder med Ebola, jo flere hunde havde antistoffer mod Ebola i blodet, og næsten hver tredie hund var smittet i de landsbyer, hvor der var ebola blandt mennesker og dyr (der var to Ebola-udbrud i Gabon i 1996 (70% dødelighed) og senere udbrud i 2001-2). Man ved ikke, hvad inficerede hunde betyder for udbrud af Ebola blandt mennesker (se kilde). Hundene fodres ikke, så de må selv finde føden. De spiser indvolde af den fangst, som indbyggerne fanger, og deltager undertiden på jagter i skovene.

Man ved ikke, hvorfor der i så mange landsbyer ikke opstår Ebola-udbrud, selv om blodprøver af hundene viser, at der er Ebola-virus i området. Tilsvarende ved man ikke, hvad der pludseligt medfører, at der sker et udbrud af Ebola blandt mennesker på et sted.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Husdyr

Hvilke husdyr kan smitte med Ebola?


Der kendes ingen andre domesticerede dyr end svin, som smittes med Ebola og som kan smitte mennesker (se kilde). Hunde kan smittes uden at blive syge, og måske er de derfor ikke en smittekilde.


:TEMA: Ebola/Smittekilde/Menneskeaber

Er menneskeaber reservoir for Ebolavirus?


Da chimpanser og gorillaer hurtigt dør af Ebola, udgør de næppe et naturligt reservoir for virusset.

Menneskeaber kan få Ebola Epidemiologiske studier har vist, at Ebola-udbrud har resulteret i talrige dødsfald blandt chimpanser og gorillaer i Gabon og Den demokratiske republik Congo. Ebola har været en hindring i bestræbelserne på at beskytte disse menneskeabe-populationer Se kildens ref. [14]–[16]).

Ebola er en vigtig årsag til dødsfald blandt chimpanser og gorillaer. Hyppige udbrud af Ebola blandt gorillaer kan have medført døden for 5000 gorillaer (Se kilde ref.[179]).

Årsagen hertil er ukendt, men hvis gorillaerne ikke immuniseres ved "tavse infektioner", kunne det være en forklaring.

Man har undersøgt gorilla-ekskrementer for forekomst af Ebola-antistoffer, og disse antistoffer blev fundet i afføring fra 10% af dyrene. Det tyder på, at nogle vilde gorillaer kan overleve infektionen.

Matematiske modeller tyder på, at antallet af gorillaer i Gabon faldt i perioden 1983 – 2000 med over 56%, og man tænker, at tilbagegangen måske skyldes infektioner med bl.a. Ebola og miltbrand (Bacillus anthracis) (se kilde).

Ebola kan have været årsag til ca. 88% nedgang i observerede chimpanse-populationer i et 420 kvadratkilometer stort område, Lossi Sanctuary, mellem 2002 og 2003 (Se kildens ref.[180]). Spredning af Ebola via indtagelse af kød udgør en stor risiko for chimpanser, hvorimod der ikke synes at ske smitte ved kontakt mellem individerne, såsom ved aflusning (Se kildens ref.[181]). Ligene nedbrydes hurtigt, og er ikke smitsomme efter 3-4 dage.

Det er først for nyligt, at man har forstået, at de tilbageværende vilde stammer af chimpanser, gorillaer og orangutanger risikerer at blive ofre for Ebola. Denne erkendelse har betydet, at man overvejer at vaccinere de tilbageværende menneskeaber mod bl.a. Ebola. Man bruger nu chimpanser i fangenskab til at teste en vaccine, som tænkes anvendt til vilde menneskeaber. Vaccinen har vist sig sikker og effektiv (se kilde).

Vilde chimpanser havde antistoffer for Zaire-ebolavirus i blodet hos 13% af individerne i en undersøgelse over 15 år i Cameroon, Gabon og Demokratiske Republik Congo, hvor man så på 20 arter af aber og menneskeaber og indsamlede 790 blodprøver. Forskerne konkluderede, at ikke-dødelig Ebolainfektion kan forekomme hos chimpanser. Man fandt også anti­stoffer mod Ebola hos bl.a. mandril og bavian (se kilde). Endvidere fandt man, at Ebola var til stede i Cameroon, hvor der aldrig har været Ebola-udbrud.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Minimering

Kan man nedsætte risikoen for Ebolaudbrud?


Ebolasygdommen vil formentlig kunne forebygges i nogen grad ved at mindske smitterisikoen fra grise til mennesker - og i nogle tilfælde aber. Det kan gøres ved at undersøge disse dyr for smitte, og derefter slå syge dyr ned og brænde dem.

.

Det kan også hjælpe at gennemstege og gennemkoge kød, at vaske hænder hyppigt og i øvrigt være hygiejnisk, og at bære beskyttelsesdragt, når man arbejder med vildt kød og svinekød i Afrika.



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Svin

Er svin smittekilde for Ebolavirus?


Svin kan smittes med Ebola, og svin, der i forsøg smittes med Ebola, udvikler sygdom - afhængig af virustypen og svinets alder. Sådanne Ebola-smittede svin kan i forsøg smitte andre svin, og de kan også smitte makak-aber. Formentlig vil de derfor også kunne smitte mennesker, hvis deres ebolavirus-type er smitsomt for mennesker (forsøgene er foretaget med Reston-Ebolavirus, som netop ikke fremkalder sygdom hos mennesket, men som kan gøre makakaber dødeligt syge).

I afrikanske skove lever vilde svin, såsom Giant Forest Hog (Hylochoerus meinertzhageni) og Red River Hog (Potamochoerus porcus) (se kilde).

Hvis Ebola udvikler sig til at blive luftbåren, kan den blive en global katastrofe. I den forbindelse er det måske noget bekymrende, at svin kan smittes med Ebola, og at svin kan viderebringe smitten på luftbåren måde. Men imod at dette sker taler, at ebolavirusset ikke ellers har vist sådanne tendenser og ikke synes at udvikle sig særlig hurtigt, og slet ikke som man f.eks. kender fra influenzavirus og HIV.

Det er bare sådan, at Ebolainfektionen i mennesker og svin hovedsageligt er lokaliseret forskelligt: Lunge-ebola i svin, blod-ebola i mennesker.

Forsøg har vist, at både asiatisk Ebola og den farlige Zaire-ebola har forkærlighed for at angribe lungerne hos svin. Kun Zaire-ebola fremkaldte i forsøg alvorlig lungesygdom i 1½ måned gamle grise.

Forsøg har vist, at hvis makak-aber lever i bure nær de ebola­smittede svin, bliver aberne selv smittet med Ebola. Aberne blev derimod ikke smittet, hvis der (under de samme betingelser) sad smittede makak-aber i naboburene (se kilde).

I et andet forsøg påviste man, at makak-aber, der levede i bure kun 30 cm væk fra hinanden, ikke smitter hinanden (se kilde).

Disse forsøg var med Reston-ebola fra Filippinerne, som ikke synes at gøre mennesker syge, men som dræber 82% af de smittede makakaber (se kilde).

Svin med den asiatiske Reston-ebola type kan overføre virusset til mennesker, idet man i mennesker, der var i tæt kontakt med smittede svin, har påvist antistof mod Ebola i disse menneskers blod, men uden at disse personer var blevet syge) (se kilde).

Når svinene bliver syge af Ebola, skyldes det, at virusinfektionen medfører en overstimulering af inflammations­fremkaldende signalstoffer i svinet.

Svin og mennesker/aber udvikler ved Ebola-infektion den samme profil af cytokin-signalstoffer (såsom interleukin IL-6, IL-8 og IL-10, gamma-interferon og kemiske celle­tiltrækningsstoffer). Hos både svin og mennesker/aber er sygdommene forbundet med en fejlregulering af det inflammatorisk-forøgende respons.

Men den største forskel mellem ­Ebolasygdom i svin og i mennesker/aber er stedet for cytokin-responset.

I mennesket/aber foregår Ebola-infektionen derimod i hele kroppen (hvilket man så kalder en ”systemisk” infektion), og altså også i lungerne, men niveauet af virus i lungerne hos mennesker er tilsyneladende (diskutabelt) utilstrækkeligt til at smitte andre med Ebola-infektion.

I svin opnår virusset høj koncentration i luftvejene, og ikke i blodet som hos mennesket, og infektionen i kroppen er mild hos svinene. Derfor kan svin sprede Ebolavirus - både via dråber i luften og via jorden, når de nyser eller hoster.

Forholdene hos svin og mennesket/aber er i øvrigt omvendt på følgende måder:

1) I svin medfører Ebola tilbagegang i antallet af de antistofproducerende B-celler, men noget sådant ses ikke hos mennesket/aber.

2) I mennesket/aber medfører Ebola tilbagegang i antallet af T-celler. Dette ses ikke hos svin.

Svin, der smittes med Ebola, udvikler problemer med at trække vejret – hvilket er de samme symptomer som ved den for svin meget sygdomsfremkaldende PRRSV-svinevirus (porcine respiratory and reproductive syndrome virus) (se kilde).



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Svin/Infektionsforløb

Hvordan udvikler Ebolavirus sig i svin?


Svin, der i forsøg smittes med Ebola, udvikler en Ebolasygdom, som varierer afhængig af virustypen og svinets alder. Sådanne Ebola-smittede svin kan i forsøg smitte andre svin, og de kan også smitte makak-aber. Formentlig vil de også kunne smitte mennesker, hvis deres ebolavirus-type er smitsomt for mennesker.

I afrikanske skove lever vilde svin, såsom Giant Forest Hog (Hylochoerus meinertzhageni) og Red River Hog (Potamochoerus porcus) (se kilde).

Hvis Ebola udvikler sig til at blive luftbåren, kan den blive en global katastrofe. I den forbindelse er det måske noget bekymrende, at svin kan smittes med Ebola, og at svin kan viderebringe smitten på luftbåren måde. Men imod dette taler, at ebolavirusset ikke ellers har vist sådanne tendenser og ikke synes at udvikle sig særlig hurtigt, slet ikke som man f.eks. kender fra influenzavirus og HIV. Det er bare sådan, at Ebola i mennesker og svin er lokaliseret forskelligt: Lunge-ebola i svin, blod-ebola i mennesker.

Forsøg har vist, at både asiatisk Ebola og den farlige Zaire-ebola har forkærlighed for at angribe lungerne hos svin. Kun Zaire-ebola fremkaldte i forsøg alvorlig lungesygdom i 1½ måned gamle grise.

Forsøg har vist, at hvis makak-aber lever i bure nær de ebola­smittede svin, bliver aberne selv smittet med Ebola. Aberne blev derimod ikke smittet, hvis der (under de samme betingelser) sad smittede makak-aber i naboburene (se kilde).

I et andet forsøg påviste man, at makak-aber, der levede i bure kun 30 cm væk fra hinanden, ikke smitter hinanden (se kilde).

Disse forsøg var med Reston-ebola fra Filippinerne, som ikke synes at gøre mennesker syge, men som dræber 82% af de smittede makakaber (se kilde).

Svin med den asiatiske Reston-ebola type kan overføre virusset til mennesker, idet man i mennesker, der var i tæt kontakt med smittede svin, har påvist antistof mod Ebola i disse menneskers blod, men uden at disse personer var blevet syge) (se kilde).

Når svinene bliver syge af Ebola, skyldes det, at virusinfektionen medfører en overstimulering af inflammations­fremkaldende signalstoffer i svinet.

Svin og mennesker/aber udvikler ved Ebola-infektion den samme profil af cytokin-signalstoffer (såsom interleukin IL-6, IL-8 og IL-10, gamma-interferon og kemiske celle­tiltrækningsstoffer). Hos både svin og mennesker/aber er sygdommene forbundet med en fejlregulering af det inflammatorisk-forøgende respons.

Men den største forskel mellem ­Ebolasygdom i svin og i mennesker/aber er stedet for cytokin-responset.

I mennesket/aber foregår Ebola-infektionen derimod i hele kroppen (hvilket man så kalder en ”systemisk” infektion), og altså også i lungerne, men niveauet af virus i lungerne hos mennesker er tilsyneladende (diskutabelt) utilstrækkeligt til at smitte andre med Ebola-infektion.

I svin opnår virusset høj koncentration i luftvejene, og ikke i blodet som hos mennesket, og infektionen i kroppen er mild hos svinene. Derfor kan svin sprede Ebolavirus - både via dråber i luften og via jorden, når de nyser eller hoster.

Forholdene hos svin og mennesket/aber er i øvrigt omvendt på følgende måder:

1) I svin medfører Ebola tilbagegang i antallet af de antistofproducerende B-celler, men noget sådant ses ikke hos mennesket/aber.

2) I mennesket/aber medfører Ebola tilbagegang i antallet af T-celler. Dette ses ikke hos svin.

Svin, der smittes med Ebola, udvikler problemer med at trække vejret – hvilket er de samme symptomer som ved den for svin meget sygdomsfremkaldende PRRSV-svinevirus (porcine respiratory and reproductive syndrome virus) (se kilde).



:TEMA: Ebola/Smittekilde/Vestafrika

Hvordan kom Ebola til Vestafrika?


Man har givet forskellige forslag til besvarelse af spørgsmålet "Hvordan kom Ebola til Vestafrika?" 1) At der i Vestafrika allerede var et virusreservoir i et dyr, som kun sjældent havde kontakt med mennesker og aber. Imidlertid stemmer det ikke med, at man har påvist antistoffer hos mennesker, uden at disse bliver syge (se kilde). 2) At der findes både en sygdomsfremkaldende Ebola-form og en ikke-sygdomsfremkaldende Ebola-form hos mennesket. 15% af Gabons befolkning var ifølge et studie seropositive for Ebola uden at blive syge. Tilstedeværelsen af en sådan ikke-sygdomsfremkaldende stamme kunne forklare dette, og at der var en periode på ikke mindre end 15 år, hvor der ikke kom Ebola-udbrud noget sted i verden.

Det skulle imidlertid så være to typer med forskellig genetisk opbygning, men det har man aldrig fundet. Tværtimod har man set, at samme virus kan medføre forskellige kliniske virkninger på forskellige mennesker.

3) At der findes en tavs Ebola-epidemi, som undertiden viser sig som en sygelig Ebola-epidemi, selv om det er samme Ebolavirus, der er årsagen.

I studier før 2006 har man påvist antistoffer mod ebola i afrikanske befolkninger, uden at man kendte til Ebola-dødsfald i områderne Se kildens ref. [19).

I 2010 publiceredes et studie fra Gabon, hvor man undersøgte 4349 personer fra 220 tilfældigt udvalgte landsbyer i 9 provinser. Det repræsenterede 10,7% af alle landsbyer i landet. Man fandt IgG-antistoffer for ­Zaire-ebolatypen i 15,3% af individerne i gennemsnit, men mest i områder med skov (hele 19,4%, dvs. næsten hver femte menneske var i virkeligheden Ebola-smittet), mindre i græsland (12,4%), savanne (10,5%) og sølandskaber (2,7%) Se kildens ref. [14]).

Under et Ebola-udbrud i Gabon i 2001-2002 blev 53 personer konstateret smittet (syge), hvoraf 82% døde Se kildens ref. [31]), men hvis 15-19% af hele befolkningen i Gabon i virkeligheden var smittet (som studiet af blodets antistoffer i landsby-befolkningerne ved regnskovsområderne af Gabon tydede på), må 100.000 mennesker være blevet inficeret med Ebola. (Gabons hele befolkning i 2013/14 er på ca. 1,7 million indbyggere).

De Ebola-seropositive personer i land­befolkningen havde både høj forekomst af det cellebaserede immunforsvar og høj forekomst af det makromolekyle-baserede (dvs. bl.a. det IgG-antistof-baserede immunforsvar overfor ­Zaire-ebolavirus).

Baggrunden for, at befolkningen har antistoffer mod Ebola, kan tænkes at skyldes, at Ebolavirusset måske kan forårsage ufarlig infektion i tarmen, som ikke kan skelnes fra andre almindelige mave/tarm-infektioner. Det samme kan tænkes i dyr, og mave/tarm-infektioner i et dyr kan formentlig let spredes til andre dyr, som æder dyret eller dets afføring, eller hvis lugten af afføringen får dyret til at komme så tæt ved, at det måske kan blive smittet med virusset - f.eks. kunne det tænkes for chimpanser og hunde.

Hvis disse betragtninger er korrekt, vil mennesker såvel som chimpanse- og gorilla-populationerne kunne have gavn af en massevaccination af mennesker og hunde.

Er Ebola mindre farlig i tarmen? Ifølge en måske spekulativ hypotese til at forklare, at 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge, forestiller Olav Albert Christophersen fra Oslo (se kilde) sig, at Ebolainfektion i tarmen med små virus­doser af infektionsmateriale ikke spredes til resten af kroppen, hvis tarmcellerne anvender "den brændte jords teknik", som man kender det fra planters forsvar mod infektioner. (Planter har meget lettere ved at regenerere tabte organer, end dyr har, men på celleniveau har tarmen måske også noget af denne evne). Ifølge hans hypotese skulle Ebola­virus-forsvaret så kunne skyldes, at de virusinficerede tarmepithelceller ofrer sig - samtidig med, at der sendes nervesignaler ned til stamcellerne i bunden af tyndtarmvæggens krypter, som medfører, at tarm-stamcellerne begynder at formere sig hurtigere som kompensation for den apoptose-celledød, som skyldes virusinfektionen.

At Ebolavirusset kan optræde i forskellige former, selv om det er samme organisme, er ikke helt utænkeligt. Pestbakterien Yersinia pestis kan netop optræde i forskellige former, selv om det er den samme infektionsorganisme. De forskellige former kaldes byldepest, lungepest, og septikemisk pest, og ifølge nye data findes måske også en "stille pest" i form af en tarm­infektion, hvor pestbakterien opfører sig på samme måde som sin stamfader Yersinia pseudotuberculosis uden at sprede sig til andre dele af kroppen. Det medfører, at pestbakterien nemmere spreder sig geografisk, men også at mennesker kan opnå god beskyttende immunitet, uden at de bliver alvorligt syge.

Man har i øvrigt interessant nok fundet, at pestbakterier kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!

Infektion med Ebola sker sikkert typisk ved, at virusset via hånden føres til munden og herfra videre til tarmen. Men undertiden kan det tænkes, at virusset via hånden føres op i øjet, eller at mandlerne i svælget inficeres.

Dendritceller findes i tarmslimhinden, hvor de har udløbere, som har direkte kontakt til tarm-rummet. Dette gør det måske muligt for Ebolavirus i tarmen at inficere dendritcellerne direkte. Det samme kan formentlig også ske i mandlerne i svælget eller i øjets bindehinde (som f.eks. dækker øjenlågets inderside).

Men det er også tænkeligt, at Ebolavirusset kan inficere epithelceller, både i tyndtarmen og tyktarmen, og måske også i maven. Det er tyndtarmen, som har det største overfladeareal ind mod tarmrummet, fordi tyndtarmen har bugtninger, villi, som igen har mindre bugtninger, mikrovilli. Overfladearealet af tyndtarmen er derfor meget stort, hvorimod overfladen er meget mindre i maven og tyktarmen. Ved infektion med en mindre mængde af Ebolavirusset er der derfor nok størst chance for, at infektionen sker i tyndtarmen.

Hvis Ebolavirusset inficerer tarmcellerne (enterocytterne) først, er det muligt, at infektionen vil begynde som ved enhver anden virusinfektion i tarmen, nemlig ved at epithelcelle-infektionen vil være begrænset til villi og måske til den øverste del af krypterne, men uden at infektionen når ned i bunden af krypterne, hvor stamcellerne sidder. (Det er på den måde at andre virus-tarminfektioner normalt sker).

Der er en strøm af væske fra bunden af krypterne, og det vanskeliggør, at virusset kan komme derned, fordi det ville skulle ske imod strømmen.

Hvordan smitter Ebola? Måske sker de fleste infektioner af Ebola-virus via munden, dvs. samme smittemåde som hos rotavirus? F.eks. ved at ebola­virusset ved berøring med en smittekilde overføres til hånden, som på et tidspunkt føres op til munden, hvorefter virusset kommer ned i maven og ud i tarmene, hvor infektionen af tarmvægcellerne så sker.

Man kunne forestille sig, at stedet, hvor de første symptomer opstår, måske vil afhænge af, hvordan smitten blev overført. Men det kræver så, at man registrerer de allerførste symptomer.



:TEMA: Ebola/Smittekilder/Aber

Kan aber være smittekilde til Ebola-udbrud?


Aber kan tydeligvis smittes med Ebola- og Marburgvirus (Trådvirus). Det så man allerede ved opdagelsen af det Ebola-lignende Marburgvirus (9 år før det første Ebolafund).

I nov. 1994 var der et Ebolaudbrud blandt chimpanser i Taï National Park i Elfenbenskysten, og en forsker blev smittet, medens han obducerede en død chimpanse.

Under udbrud i Gabon fra 2001 til 2003 sporede man smitten tilbage til 10 indextilfælde, som alle var jægere, der havde været nær en død gorilla, chimpanse eller dykker-topantilope. Man fandt efterfølgende 64 ådsler og 36 levende dyr inden for 2-timers gåafstand fra de Ebola-smittede landsbyer: 22 gorillaer (13 Ebola-positive), 8 chimpanser (4 Ebola-positive) og 6 dykker-antiloper (1 Ebolapositiv).



:TEMA: Ebola/Smittekilder/Leddyr

Kan insekter og leddyr være smittekilde til Ebola-udbrud?


I starten, efter det første kendte Ebolaudbrud i 1976, ledte man efter smittekilden hos bl.a. kakerlakker, fluer, myg og talrige andre dyr. Det må have været frustrerende arbejde. I et studie samlede man næsten 28.000 leddyr og i et andet studie samlede man over 3000 hvirveldyr uden at påvise Ebolavirus i et eneste tilfælde (se kilde). I disse tidlige studier brugte man kun såkaldte Vero-cellekulturer til at dyrke virusset, fordi antistof-test og RNA-test endnu ikke var blevet opfundet. Et andet problem var, at prøveindsamlingen skete flere måneder efter Ebolaudbruddene, dvs. hvor klimaet var skiftet, f.eks. mellem våd og tør sæson, og virusforekomsten i dyrene kunne dermed være ændret, eller dyrene kunne være vandret væk. [Se: Er flagermus smittekilden til Ebola-udbrud?][Se: Hvilke dyr er smittekilden til Ebola-udbrud?][Se: Kan hunde være smittekilde til Ebola-udbrud?]


:TEMA: Ebola/Smittekilder/Myg

Kan myg være smittekilde til Ebola-udbrud?


Myg er ikke smittekilde til Ebola. I starten, efter det første kendte Ebolaudbrud i 1976, ledte man efter smittekilden hos bl.a. kakerlakker, fluer, myg og talrige andre dyr. I et studie samlede man næsten 28.000 leddyr uden at påvise Ebolavirus i et eneste tilfælde (se kilde)].


:TEMA: Ebola/Smittemåde/Luftbåren

Kan Ebola smitte via luften?

(Kan Ebola smitte via luftvejene?)
Det hævdes igen og igen, at Ebola ikke smitter via luften.

Det er muligt, at når Ebola ikke smitter som influenza, er det ikke en manglende evne til at starte en infektion, hvis den ankommer til lungerne, men at Ebolapatienter almindeligvis ikke hoster så meget, som influenzapatienter gør (og som svin med Ebola også gør).

Imidlertid kan forholdene være anderledes hos en Ebola-patient, som tilfældigvis også samtidig er smittet af en eller anden luftvejsinfektion. Sundhedspersonale, som skal passe en sådan person, kan altså meget vel være udsat for en større risiko.

Lægen Sheikh Umar Khan i Sierra Leones center for Lassafeber-sygdom var yderst vant til at beskytte sig, men blev alligevel smittet og døde af Ebola, - måske fordi han ikke var forsigtig nok overfor risikoen for, at Ebola-virus kunne smitte via luften. Det er muligt, at sundhedspersonalets masker er af en type, som er gennemtrængelige for aerosol-partikler, der bærer Ebolavirus med sig.

br>
Ebola smitter ikke som influenza, men det skyldes næppe manglende evne til at starte en infektion, hvis den ankommer til lungerne, men skyldes formentlig det forhold, at Ebola­patienter almindeligvis ikke hoster så meget, som influenzapatienter gør (og som svin med Ebola gør).

Kan Ebola smitte via luftvejene?: Man kan være sikker på, at hvis et tilstrækkeligt stort antal Ebolavirus kom ned i de nedre luftveje, ville dette starte en Ebola-infektion. Blandt de celler i kroppen, der lettest inficeres, er dendritceller og makro­fager, der er hvide blodlegemer (leukocytter), som bl.a. er almindelige i de nedre luftveje og i andre slimholdige organer. Luftvejenes epithelceller udskiller signalstoffet interleukin-15, som får monocytter til at blive omdannet til dendritceller Se kildens ref. [6]).

En af årsagerne til, at Ebolavirusset især gerne inficerer dendritceller og makrofager, er, at Ebolavirusset kan binde sig til den receptor på målcelle-overfladen, som kaldes DC-SIGN receptoren (dendritic cell-specific intercellular adhesion molecule 3-grabbing nonintegrin). Netop dendritceller og makrofager har storproduktion af denne receptor Se kildens ref. [3,4,7]). Men DC-SIGN produceres også af pneumocytter, dvs. celler som findes på indersiden af alveo­lernes vægge Se kildens ref. [8]).

Desuden dannes DC-SIGN receptorer også af lunge-endothelceller Se kildens ref. [4]).

Disse lungeceller kan derfor forventes at blive inficeret, hvis de udsættes for Ebolavirus-angreb.

Nogle af de virusinficerede hvide blodlegemer vil vandre fra lungerne ud i kroppen medbringende smitte.

Ebola-virusset kan bindes til overfladen af monocytter, og når disse forstadie-celler senere udvikles og differentierer sig til makrofager eller til dendritceller, kan virusset inficere dem.. (Monocytterne selv er dog ikke helt resistente for at blive inficeret af Ebolavirusset, medens de stadig er monocytter)Se kildens ref. [39]).

Sundhedspersonale i Afrika er på grund af, at en stor del af befolkningen ligefrem ikke kan læse, i stor risiko for at tro, at de altid ved bedre. (Men man siger, at der er intet farligere end en professor, som fejlagtigt tror at have ret. Opfinderen af stetoskopet, den franske tuberkuloselæge René Theophile Hyacinthe Laënnec (1781-1826) døde af tuberkulose; han var overbevist om, at tuberkulose ikke var en infektiøs sygdom).



:TEMA: Ebola/Smittemåde/Menneske-til-menneske

Hvordan smitter Ebola fra menneske til menneske?


Når et menneske er blevet smittet med Ebola, kan sygdommen sprede sig til andre mennesker.

Virusset kan komme ind i kroppen via næsen, munden, øjnene, åbne sår og hudafskrabninger samt ved samleje, idet smitte kan ske ved kontakt med virusinficerede væsker, blod, brystmælk, urin, tårer, opkast, afføring eller sæd - samt spyt og måske sved, fra syge mennesker. Dog er kun mennesker, som er meget syge, i stand til at sprede Ebolavirus via spyt.

Muligheden for spredning via luften diskuteres. Det kan nok ske via store dråber, f.eks. hvis der sprøjtes vand på personen, eller måske hvis patienten hoster eller har en sekundær sygdom.

Desuden er det ikke rapporteret, at hele virus kan overføres via sved.

Spredning via blod, afføring og opkast er det mest almindelige.

Mandlige patienter, der overlever, kan overføre sygdommen via sæd i to måneder! Ebolavirus findes også i brystmælk i måne­der, og det vides ikke hvor længe.

Indirekte kontakt Indirekte kontakt med Ebolavirus er formentlig sjælden, men kan f.eks. ske via klædningsstykker, kanyler og beskyttelsesudstyr. Nogle gange er smitte på hospitaler i Afrika sket ved genbrug af nåle. Utilstrækkelig træning i beskyttelse og utilstrækkelige procedurer har været årsag til smittespredning.

Den største risiko er, når plejepersonale træt og udkørt skal tage dragten af på en sikker måde.

Ebola smitter ikke ved tilfældig kontakt på offentlige steder med mennesker, der ikke har sygdomstegn. Man kan dog formentlig blive smittet ved besøg på toiletter, som også bruges af en Ebolapatient. Man kan som generel regel sige, at man ikke kan få Ebola ved at håndtere penge og varer eller ved at svømme i et svømmebassin. Myg overfører ikke Ebolavirus, og der har heller ikke været rapporteret om smittespredning via andre insekter. Hvis smitte kunne ske via kakerlakker og fluer mv., ville smitteantallet være meget højere.

Inkubationstiden:Tiden fra smittetidspunkt til de første symptomer (inkubationstiden) er typisk omkring 6 dage, men kan også være 4-10 dage, eller ligefrem variere fra blot 2 dage til hele 3 uger (21 dage). Matematiske modeller forudsiger, at omkring 5% af tilfældene kan tage længere tid end 21 dage om at udvikles. Patienten er ikke smittefarlig i inkubationsperioden, altså ikke smittefarlig, så længe der endnu ikke er nogen symptomer.



:TEMA: Ebola/Sundhedspersonale/Hjælpeorganisationer

Hvem hjælper under Ebola-epidemien?


Hjælpeorganisationer WHO og Læger uden Grænser, Røde Kors m.fl. hjælper med at isolere og behandle de syge og holde kontakt med måske-smittede i inkubations­perioden på 3 uger. Cuba er blevet rost af FN for at have sendt mange læger og sundhedspersonale.


:TEMA: Ebola/Sundhedspersonale/RIsiko

Hvad er risikoen for sundhedspersonalet under Ebola-epidemien i Vestafrika?


10% af de Ebolasmittede under epidemien i Vestafrika, der startede i dec. 2013, er sundhedspersonale. Det er katastrofalt, at sundhedspersonalet smittes, netop i Afrika, hvor der nogle steder kun er en læge pr. 100.000 indbyggere.
D. 23. nov. 2014 oplyste WHO, at der blandt sundhedspersonalet havde været 592 ebolasmittede, og at 340 var døde. Flest i Liberia (342 smittede, hvoraf 172 var døde). I Sierra Leone var 136 smittede og heraf 105 døde (80% dødelighed). Guinea: 97 smittede, heraf 56 døde. Nigeria: 11 smittede sundhedsarbejdere, heraf 5 døde. Mali: 2 smittede, heraf 1 død.

I Sierra Leone var 7 af landets kun 132 læger døde, hvilket i Danmark ville svare til, at 1000 danske læger døde under en omfattende epidemi.

WHO vurderede, at en stor del af sundhedsarbejderne var blevet smittet uden for Ebola-behandlingscentrene og ofte smittet før det blev erkendt, at en patient var smittet, så man har troet, at patienten havde en anden sygdom. Malaria-symptomer ligner meget de første symptomer på Ebola. (Og f.eks. kolera, tyfus og meningitis ligner også).

Men der kan også have været tilfælde, hvor sundhedspersoner er blevet smittet på grund af brud på de anbefalede foranstaltninger ved kontakt med mulige Ebolapatienter.
Inddæmning Læger uden Grænser oplyste allerede d. 20. juni 2014, at udbruddet var fuldstændig ude af kontrol.



:TEMA: Ebola/Superantigen

Har Ebola-virusset et superantigen?


Måske er et superantigen skyld i den massive apoptose af T-celler.

I 2011 fandt forskere noget, som de selv betegnede som et måske “missing link” til at forstå virussets store dødelighed (se kilde).

De havde fundet et "superantigen" (SAg), som kunne forklare den ekstremt hurtige og omfattende destruktion af kroppens T-lymfocytter. Under en dødelig Ebola-infektion er der ekstemt mange virus i kroppen, og de angiver på samme tid tre undergrupper af T-celler - det resulterer i en hurtig mangel på T-celler af tre bestemte typer. Ebola-virusset kan have held med at inaktivere det lærende immunforsvar (det adaptive immunforsvar). Virusset får de antistofproducerende B-celler samt T-celler til at begå selvmord (apoptose)(se kilde). Men det skyldes ikke, at Ebola-virusset inficerer disse celler. Mekanismen bag disse immuncellers apoptose-selvmord kendes ikke. Men det ligner noget, som man kalder "det toxiske shocks syndrom", som Gram-positive bakterier med superantigen kan forårsage - idet disse superantigener er bakterie-proteiner, som samtidig bindes til de såkaldte major histocompatibility complex klasse II molekyler og til T-cellereceptoren (TCR) V-beta-. Denne “bro” sætter en kæp i hjulet på T-cellesystemet ved at forstærke (amplificere) visse specifikke T-celle V-beta- undergrupper, som derefter enten hurtigt ødelægges ved aktiveret celledød eller bliver inaktive (anergic). Disse tre specifikke T-cellepopulationer bliver helt inaktive (der dannes ikke mRNA til at producere dem). (De tre er: TCR V-beta-12, V-beta-13.2 og V-beta-17).

Man kender mange bakterie-superantigener, men endnu kun to virus-superantigener (nemlig fra Herpesviridae og Rhabdoviridae, og altså nu Filoviridae, hvortil Ebola hører).

Ebola synes at frembringe "Toxisk shock syndromet" som man kender fra superantigen-giftige bakterier.

Man mener således at have påvist, at Ebola har super­antigen-virkning, som ligner det, man kender fra toxisk shock syndromet (TSS, også kaldt "tamponsyge"). Toxisk shock syndromet skyldes bakterier, der medfører en ikke-specifik binding af MHC II til T-cellereceptorer, resulterende i samtidig aktivering af adskillige T-cellekloner, hvilket bevirker en farlig immun-overreaktion med signalstoffer ("cytokin-storm"). En normal T-celle-genkendelse sker ved, at et antigen tages op af en antigen-præsenterende celle. Antigenet bearbejdes ("processing") og udstilles på celleoverfladen i et kompleks med klasse-2 MHC (major histocompatibility complex) i en grube, som dannes af alfa- og beta-kæderne af klasse II MHC, og som genkendes af en antigen-specifik T-celle-receptor.

Men superantigener behøver ikke "processing" i den antigen-præsenterende celle. Det samvirker direkte med området på klasse II MHC molekylet. I patienter med TSS kan op til 20% af kroppens T-celler blive aktiveret på én gang. Denne polyklonale T-cellepopulation frembringer en cytokin-storm, som medfører multiorgan-sygdom og kan give dødelig "tamponsyge". (se kilde).



:TEMA: Ebola/Tarmen/Infektionsstyrke

Er Ebola mindre farlig i tarmen?


Ifølge en måske spekulativ hypotese til at forklare, at 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge, forestiller Olav Albert Christophersen fra Oslo (se kilde) sig, at Ebolainfektion i tarmen med små virus­doser af infektionsmateriale ikke spredes til resten af kroppen, hvis tarmcellerne anvender "den brændte jords teknik", som man kender det fra planters forsvar mod infektioner. (Planter har meget lettere ved at regenerere tabte organer, end dyr har, men på celleniveau har tarmen måske også noget af denne evne). Ifølge hans hypotese skulle Ebola­virus-forsvaret så kunne skyldes, at de virusinficerede tarmepithelceller ofrer sig - samtidig med, at der sendes nervesignaler ned til stamcellerne i bunden af tyndtarmvæggens krypter, som medfører, at tarm-stamcellerne begynder at formere sig hurtigere som kompensation for den apoptose-celledød, som skyldes virusinfektionen.

At Ebolavirusset kan optræde i forskellige former, selv om det er samme organisme, er ikke helt utænkeligt. Pestbakterien Yersinia pestis kan netop optræde i forskellige former, selv om det er den samme infektionsorganisme. De forskellige former kaldes byldepest, lungepest, og septikemisk pest, og ifølge nye data findes måske også en "stille pest" i form af en tarm­infektion, hvor pestbakterien opfører sig på samme måde som sin stamfader Yersinia pseudotuberculosis uden at sprede sig til andre dele af kroppen. Det medfører, at pestbakterien nemmere spreder sig geografisk, men også at mennesker kan opnå god beskyttende immunitet, uden at de bliver alvorligt syge.

Man har i øvrigt interessant nok fundet, at pestbakterier kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!

Infektion med Ebola sker sikkert typisk ved, at virusset via hånden føres til munden og herfra videre til tarmen. Men undertiden kan det tænkes, at virusset via hånden føres op i øjet, eller at mandlerne i svælget inficeres.

Dendritceller findes i tarmslimhinden, hvor de har udløbere, som har direkte kontakt til tarm-rummet. Dette gør det måske muligt for Ebolavirus i tarmen at inficere dendritcellerne direkte. Det samme kan formentlig også ske i mandlerne i svælget eller i øjets bindehinde (som f.eks. dækker øjenlågets inderside).

Men det er også tænkeligt, at Ebolavirusset kan inficere epithelceller, både i tyndtarmen og tyktarmen, og måske også i maven. Det er tyndtarmen, som har det største overfladeareal ind mod tarmrummet, fordi tyndtarmen har bugtninger, villi, som igen har mindre bugtninger, mikrovilli. Overfladearealet af tyndtarmen er derfor meget stort, hvorimod overfladen er meget mindre i maven og tyktarmen. Ved infektion med en mindre mængde af Ebolavirusset er der derfor nok størst chance for, at infektionen sker i tyndtarmen.

Hvis Ebolavirusset inficerer tarmcellerne (enterocytterne) først, er det muligt, at infektionen vil begynde som ved enhver anden virusinfektion i tarmen, nemlig ved at epithelcelle-infektionen vil være begrænset til villi og måske til den øverste del af krypterne, men uden at infektionen når ned i bunden af krypterne, hvor stamcellerne sidder. (Det er på den måde at andre virus-tarminfektioner normalt sker).

Der er en strøm af væske fra bunden af krypterne, og det vanskeliggør, at virusset kan komme derned, fordi det ville skulle ske imod strømmen.

Hvordan smitter Ebola?: Måske sker de fleste infektioner af Ebola-virus via munden, dvs. samme smittemåde som hos rotavirus. F.eks. ved at ebola­virusset ved berøring med en smittekilde overføres til hånden, som på et tidspunkt føres op til munden, hvorefter virusset kommer ned i maven og ud i tarmene, hvor infektionen af tarmvægcellerne så sker.

Man kunne forestille sig, at stedet, hvor de første symptomer opstår, måske vil afhænge af, hvordan smitten blev overført. Men det kræver så, at man registrerer de allerførste symptomer.

RNA-virus er notorisk meget hurtige til at formere sig. Immunforsvaret skal derfor være umiddelbart parat - idet det tager for lang tid at opformere de immunceller, som passer til at kunne binde virussets molekyler.



:TEMA: Ebola/Tavs infektion

FIndes der en tavs Ebola-epidemi?


En stor andel af befolkningen, der lever i regnskoven i Gabon, har både antistof-immunitet (humoral forsvar) og et cellebaseret immunforsvar mod Ebola virus. Det tyder på, at disse mennesker er udsat for virusset fra en kilde, som formentlig er frugter, hvorpå der er Ebolavirus-inficeret savl fra frugtædende flagermus.

Hvis der findes en tavs Ebola-epidemi kan det tænkes at den undertiden viser sig som en sygelig Ebola-epidemi, selv om det er samme Ebolavirus, der er årsagen.

I studier før 2006 har man påvist antistoffer mod ebola i afrikanske befolkninger, uden at man kendte til Ebola-dødsfald i området Se kildens ref. [19). I 2010 publiceredes et studie fra Gabon, hvor man undersøgte 4349 personer fra 220 tilfældigt udvalgte landsbyer i 9 provinser i Gabon. Det repræsenterede 10,7% af alle landsbyer i landet. Man fandt IgG-antistoffer for Zaire-ebolatypen i 15,3% af individerne, men mest i områder med skov (hele 19,4%), mindre i græsland (12,4%), savanne (10,5%) og sølandskaber (2,7%) Se kildens ref. [14]).

Under et Ebola-udbrud i Gabon i 2001-2002 blev 53 personer konstateret smittet (syge), hvoraf 82% døde Se kildens ref. [31]), men hvis 15-19% af hele befolkningen i Gabon i virkeligheden var smittet (som studiet af blodets antistoffer i landsby-befolkningerne ved regnskovsområderne af Gabon tydede på), må 100.000 mennesker være blevet inficeret med Ebola. (Gabons hele befolkning i 2013/14 er på ca. 1,7 million indbyggere).

De Ebola-seropositive personer i land­befolkningen havde både høj forekomst af det cellebaserede immunforsvar og høj forekomst af det makromolekyle-baserede (dvs. bl.a. det IgG-antistof-baserede immunforsvar overfor Zaire-ebolavirus).

Baggrunden for, at befolkningen har antistoffer mod Ebola, kan tænkes at skyldes, at Ebolavirusset måske kan forårsage ufarlig infektion i tarmen, som ikke kan skelnes fra andre almindelige mave/tarm-infektioner. Det samme kan tænkes i dyr, og mave/tarm-infektioner i et dyr kan formentlig let spredes til andre dyr, som æder dyret eller dets afføring, eller hvis lugten af afføringen får dyret til at komme så tæt ved, at det måske kan blive smittet med virusset - f.eks. kunne det tænkes for chimpanser og hunde.

Hvis disse betragtninger er korrekt, vil mennesker såvel som chimpanse- og gorilla-populationerne kunne have gavn af en massevaccination af mennesker og hunde.

Er Ebola mindre farlig i tarmen? Ifølge en måske spekulativ hypotese til at forklare, at 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge, forestiller Olav Albert Christophersen fra Oslo (se kilde) sig, at Ebolainfektion i tarmen med små virus­doser af infektionsmateriale ikke spredes til resten af kroppen, hvis tarmcellerne anvender "den brændte jords teknik", som man kender det fra planters forsvar mod infektioner. (Planter har meget lettere ved at regenerere tabte organer, end dyr har, men på celleniveau har tarmen måske også noget af denne evne). Ifølge hans hypotese skulle Ebola­virus-forsvaret så kunne skyldes, at de virusinficerede tarmepithelceller ofrer sig - samtidig med, at der sendes nervesignaler ned til stamcellerne i bunden af tyndtarmvæggens krypter, som medfører, at tarm-stamcellerne begynder at formere sig hurtigere som kompensation for den apoptose-celledød, som skyldes virusinfektionen.

At Ebolavirusset kan optræde i forskellige former, selv om det er samme organisme, er ikke helt utænkeligt. Pestbakterien Yersinia pestis kan netop optræde i forskellige former, selv om det er den samme infektionsorganisme. De forskellige former kaldes byldepest, lungepest, og septikemisk pest, og ifølge nye data findes måske også en "stille pest" i form af en tarm­infektion, hvor pestbakterien opfører sig på samme måde som sin stamfader Yersinia pseudotuberculosis uden at sprede sig til andre dele af kroppen. Det medfører, at pestbakterien nemmere spreder sig geografisk, men også at mennesker kan opnå god beskyttende immunitet, uden at de bliver alvorligt syge.

Man har i øvrigt interessant nok fundet, at pestbakterier kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!

Infektion med Ebola sker sikkert typisk ved, at virusset via hånden føres til munden og herfra videre til tarmen. Men undertiden kan det tænkes, at virusset via hånden føres op i øjet, eller at mandlerne i svælget inficeres.

Dendritceller findes i tarmslimhinden, hvor de har udløbere, som har direkte kontakt til tarm-rummet. Dette gør det måske muligt for Ebolavirus i tarmen at inficere dendritcellerne direkte. Det samme kan formentlig også ske i mandlerne i svælget eller i øjets bindehinde (som f.eks. dækker øjenlågets inderside).

Men det er også tænkeligt, at Ebolavirusset kan inficere epithelceller, både i tyndtarmen og tyktarmen, og måske også i maven. Det er tyndtarmen, som har det største overfladeareal ind mod tarmrummet, fordi tyndtarmen har bugtninger, villi, som igen har mindre bugtninger, mikrovilli. Overfladearealet af tyndtarmen er derfor meget stort, hvorimod overfladen er meget mindre i maven og tyktarmen. Ved infektion med en mindre mængde af Ebolavirusset er der derfor nok størst chance for, at infektionen sker i tyndtarmen.

Hvis Ebolavirusset inficerer tarmcellerne (enterocytterne) først, er det muligt, at infektionen vil begynde som ved enhver anden virusinfektion i tarmen, nemlig ved at epithelcelle-infektionen vil være begrænset til villi og måske til den øverste del af krypterne, men uden at infektionen når ned i bunden af krypterne, hvor stamcellerne sidder. (Det er på den måde at andre virus-tarminfektioner normalt sker).

Der er en strøm af væske fra bunden af krypterne, og det vanskeliggør, at virusset kan komme derned, fordi det ville skulle ske imod strømmen.

Hvordan smitter Ebola? Måske sker de fleste infektioner af Ebola-virus via munden, dvs. samme smittemåde som hos rotavirus? F.eks. ved at ebola­virusset ved berøring med en smittekilde overføres til hånden, som på et tidspunkt føres op til munden, hvorefter virusset kommer ned i maven og ud i tarmene, hvor infektionen af tarmvægcellerne så sker.

Man kunne forestille sig, at stedet, hvor de første symptomer opstår, måske vil afhænge af, hvordan smitten blev overført. Men det kræver så, at man registrerer de allerførste symptomer.

Formentlig sker de fleste infektioner af Ebola-virus via munden, ligesom smittemåden for rotavirus. Altså ved at virusset kommer på hånden, som på et tidspunkt føres op til munden, hvorefter virusset kommer ned i maven og ud i tarmene, hvor infektionen af tarmvægcellerne så sker.

Man kunne forestille sig, at stedet for de første symptomer

måske vil afhænge af, hvordan smitten blev overført. Men det kræver så, at man registrerer de allerførste symptomer.

Mus, der smittes med Ebola, får ikke de typiske Ebola-symptomer Se kildens ref. [25]). (Men den gnaver, som kaldes Guldhamster (eng.: Syrian golden hamster), får symptomer ligesom mennesket Se kildens ref. [26])). Selv om musene ikke bliver syge, kan det godt tænkes, at de alligevel kan være vektorer for Ebola-virus, f.eks. via muselort. Hunde bliver heller ikke syge. Det er muligt, at hunde som gerne løber langt ind i skovene (Ebola-virus er tæt forbundet med regnskov-områder), kan blive smittet af døde flagermus og andre smittebærende dyr, og bringe smitten til landsbyen, hvor virusset måske ender i en hundelort, som findes af en mus, som måske bringer smitten ind på gulvet i husene, hvor små børn leger og fører hånden fra gulvet til deres mund.

Studierne i Gabon viste, at 30% af hundene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [28]), og at 15% af menneskene var seropositive for Zaire-ebola Se kildens ref. [14,15]). Det tyder altså på, at hundene lettere bliver inficeret end mennesker gør. Formentlig kan hunde lettere blive smittet, når de f.eks. snuser til andre hundes afføring.

Studier over genetiske ligheder tyder på, at Ebolavirusset er blevet spredt i regionen for relativt nylig, og ikke har været på stedet (for de nye udbrud) i lang tid forinden. Afstandene mellem udbruddene i Centralafrika tyder på en gennemsnitlig spredningshastighed på 50 km pr. år Se kildens ref. [32]). Hunde er kendt for at kunne løbe over lange afstande, og kunne derfor tænkes at være smittespredede via deres afføring.

Baggrunden for, at befolkningen har antistoffer mod Ebola, kan tænkes at skyldes, at Ebolavirusset måske kan forårsage ufarlig infektion i tarmen, som ikke kan skelnes fra andre almindelige mave/tarm-infektioner.

Mave/tarm-infektioner i et dyr kan formentlig let spredes til andre dyr, som æder dyret eller dets afføring, eller hvis lugten af afføringen får dyret til at komme så tæt ved, at det måske kan smittes med virus - f.eks. kunne det tænkes for chimpanser og hunde.

Hvis disse betragtninger er korrekt, vil mennesker såvel som chimpanser- og gorilla-populationerne kunne have gavn af en massevaccination af mennesker og hunde.

Det kunne også tænkes, at der findes både sygdomsfremkaldende Ebolastammer og ikke-sygdomsfremkaldende stammer. Men det er kun én blandt flere hypoteser, i forsøget på at forklare, hvorfor 15% af Gabons befolkning var seropositive for Ebola uden at blive syge ifølge et studie. Tilstedeværelsen af en sådan ikke-sygdomsfremkaldende stamme kunne forklare, at der var en periode på ikke mindre end 15 år, hvor der ikke kom Ebola-udbrud noget sted i verden.



:TEMA: Ebola/Udbrud/Antal

Hvor mange Ebola-udbrud har der været?


Siden filovirus blev opdaget i 1967 (i form af et Marburg-virus) har der i alt været 41 kendte filovirus-udbrud blandt mennesker, nemlig 29 udbrud af Ebola og 12 udbrud af Marburg (se kilde). De har alle haft deres udspring inden for et kolossalt stort område med tropisk regnskov syd for Sahara.



Virusset Ebola- og Marburg-sygdom forekommer i de tropiske egne af Afrika syd for Sahara, men kan dukke op uventet:

Marburg-virusset, som ligner ebolavirusset, blev opdaget i 1967, da ­tyske laboratoriearbejdere blev smittet via aben, der kaldes den grønne marekat, fanget i Sudan og importeret via Uganda til Marburg i Tyskland. I Marburg og Frankfurt samt i Beograd (Jugoslavien) blev 31 smittet. 7 døde, dvs. 25% dødelighed, men i Afrika har Marburg ofte 90% dødelighed(se kilde). Siden har der været mindst 12 udbrud af Marburg-virus, heraf 6 inden for de seneste ti år – senest i Uganda i sep. 2012.

To udbrud med to forskellige slags Ebolavirus blev opdaget i 1976 (se kilde). De blev opkaldt efter floden Ebola i Den Demokratiske Republik Congo (tidligere en del af ­Zaire). Det første af disse Ebola-udbrud skete dog i Sydsudan (i det daværende Sudan) med den noget mindre aggressive type, som nu kaldes Sudan-ebola. Den mere aggressive type kaldes nu Zaire-ebola. Udbruddene af Zaire-ebola havde i 1970'erne en gennemsnitlig dødelighedsprocent på 83% (det første udbrud havde en dødelighed på 88%, blandt 318 smittede). Til sammenligning var dødeligheden af Sudan-ebola på gennemsnitligt 54% i 1970'erne.

Udbruddet med Sudan-ebola skete ved en bomuldsfabrik, Nzara Cotton Factory i Yambio-distriktet d. 27. juni 1976, hvor ca. 1000 mennesker arbejdede. Epidemien medførte ca. 431 dødsfald. Talrige flagermus brugte loftet på bomuldsfabrikken som sovested og menes at være smittekilden.

Epidemien medførte et alarmerende højt antal smittede og døde på det lokale uddannelseshospital i Maridi, hvor man uddannede mange sygeplejersker. Som mere uerfarne blev mange af dem smittet. Da man på et tidspunkt ikke havde flere beskyttelsesklæder, eksploderede smittetallet. Formentlig var epidemien dog aldrig blevet opdaget, hvis det ikke var sket på dette større hospital. De 70 døde i Nzara havde næppe vagt opsigt.

Zaire-ebola Det andet Ebolaudbrud i 1976 var med den mest aggressive form, nu kaldet Zaire-ebola. Det skete på Yambuku Mission Hospital. Stedet var blevet etableret af belgiske missionærer i 1935, 100 km nord for Bumba, og tæt ved en lille isoleret landsby, Yambuku. Hospitalet havde 120 senge. 17 personer passede de syge. Man modtog ca. 10.000 patienter pr. måned. Hver morgen fik personalet i alt 5 kanyler og nåle. Disse redskaber blev undertiden renset i en balje varmt vand mellem deres brug til patienterne. Ved dagens slutning blev de undertiden kogt.

Den 26. aug. 1976 kom en 44-årig lærer, Mabalo Lokela (lederen af Yambuku-missionsskolen) til hospitalet. Han troede, at han havde fået malaria. Det blev den første erkendte Ebola-patient i verden. Han døde 8. sep. 1976, 14 dage efter de første symptomer. Men oftest døde folk efter bare 3 dage med symptomer. Før han kom til missionshospitalet, havde han været på en turisttur mod nord fra 10.-22. aug. 1976 sammen med seks andre fra missionsstationen. Han hjembragte bushmeat-kød, som han havde købt undervejs. På rejsen kom han op til Ebola-floden, men egentlig burde Ebolavirus hedde Yambukuvirus.

Fra d. 20. aug. 1976 havde en mand med diarré opholdt sig på hospitalet, men han valgte at forlade hospitalet d. 30. august, og det lykkedes ikke at opspore ham senere. Han kan have været den allerførste Zaire-ebolapatient (bortset fra, at sygdommen højst sandsynligt har eksisteret tidligere).

Fra 1. sep. til 24. okt. blev 318 mennesker smittet, og 280 af dem døde. Epidemien toppede efter en måned. Rundt om Yambuku var der 100 landsbyer inden for 60 km afstand. Ebola spredtes til 55, godt halvdelen.

I hospitalet smittedes 13 af de 17 plejere. 11 af dem døde. Missionshospitalet lukkede i slutningen af september af mangel på personale, og smittespredningen fra hospitalet ophørte dermed.

Præsidenten for Zaire erklærede hele regionen, inklusiv landets hovedstad Kinshasa, for karantænezone, hvor ingen måtte forlade området eller komme ind i det i to uger.

Peter Piot, der blev med-opdager af Ebolavirusset, skrev senere, at hele området var i panik, og at epidemien var startet ved, at de belgiske nonner havde givet (i øvrigt ligegyldige) B-vitamin-indsprøjtninger til gravide kvinder med usterile kanyler og nåle.

På hospitalet havde man i starten antaget, at patienterne havde Lassafeber, men den giver hyppigere lungesymptomer og sjældnere blødningssymptomer i forhold til Ebola, og spredning fra person til person er meget sjælden, og sker højst i 2-3 led. Denne ebola­epidemi spredtes i mindst op til 10 led. Årsagen til, at Ebola-epidemien klingede af var, at folk hurtigt lærte, at missionshospitalet var usikkert, og de holdt op med at komme til det. Desuden blev folk mistroiske overfor ligene og holdt op med at røre dem. Ofte holdt de også op med at begrave dem.
Det er muligt, at nogle af smittetilfældene skyldtes besøg hos en heksedoktor. Når hospitalet ikke var tillokkende på grund af smittefaren i hospitalet, var en heksedoktor et alternativ. Forskellige ritualer kunne ske her. F.eks. snitning i huden på flere med samme kniv. I et tilfælde brugte en heksedoktor et lille bambusrør, som han førte op i folks endetarm og blæste noget materiale ind. Da samme rør blev brugt til alle, kan smitte være sket derved. Forskel på Ebola og Marburg Ebolavirus og Marburgvirus er ens i udseende og opbygning, men antigent forskellige (dvs. at de kræver forskelligt antistof-modsvar i patienten). Blodplasma-antistoffer fra en Marburgvirus-patient vil ikke virke mod Ebola-virus (se kilde).
Ud over Zaire-ebola og Sudan-ebola opdagede man i 1989 en tredie ebola­type i en gruppe Java-makakaber (Macaca fascicularis) importeret fra Filippinerne til Hazleton Primate Quarantine Unit i Reston, Virginia, USA. [Dramatiseret i bestseller-bogen The Hot Zone, Richard Preston, 1995].

Denne Ebolatype kaldes Reston-ebola (selv om den burde hedde Filippinsk ebola). Denne asiatiske type er meget dødelig for makak-aber, men mennesker bliver ikke syge.

Under udbruddet i Reston blev seks mennesker, der havde med dyrene at gøre, smittet [eftersom man kunne finde antistof mod virusset i deres blod]. En af disse personer var tilmed kommet til at skære sig med en blodig skalpel. Men ingen blev syge.

Man kender kun til Ebola-epidemier fra Afrika. Epidemierne har hidtil altid været med Zaire-, Sudan- eller Bundibugyo-ebola (opkaldt efter Bundibugyo i vest-Uganda efter et udbrud i november 2007 med 37 døde blandt 149 smittede. Siden har der kun været ét udbrud med denne type, nemlig d. 17. aug. 2012 med bushmeat som kilde, og hvor 29 døde).
Typer af Ebola Traditionelt opkaldes virustyper efter det geografiske sted, de er blevet opdaget i. Der skelnes mellem 5 Ebola­virus-”arter”:

Zaire-ebolavirus (nu ofte blot kaldt Ebolavirus, EBOV),

Sudan-ebola,

Bundibugyo-ebola, se ovenfor.

Reston-ebola i Asien, som nævnt ovenfor (se kilde)

Taï Forest Ebola, der tidligere blev kaldt Elfenbenskyst-ebola. (Den har kun medført infektion af én person, en forsker, der stude­rede chimpanser i området, som døde af denne ebola, men forskeren blev helbredt igen.

Loviu-ebolavirus er ikke kendt for at inficere mennesker. Virusset blev påvist i en insektædende flagermus (Miniopterus schreibersii) i Spanien og synes at medføre sygdomssymptomer hos denne flagermus (se kilde).

Der findes givetvis mange Ebola-typer foruden de kendte. I Bangladesh havde 5 ud af 276 flagermus (3,5%) antistoffer mod en ukendt Ebolatype. (Blodprøver blev opvarmet til 56°C i 20 min. for at fjerne smitstof, og antistofferne blev vist med ELISA-teknik og Western Blotting på et laboratorium i Australien(se kilde)).

I Kina er Reston-ebola fundet i flagermus og i tamsvin i Shanghai (se kilde).

I mange lande i Afrika findes virusset sandsynligvis hos dyrene i landet, selv om udbrud ikke er set hos befolkningen (se kilde).


Genetiske undersøgelser af Ebolavirusset fra 2014 i Vestafrika viser stor lighed med Zaire-ebolavirus, men dog ikke helt samme type. Genomsekvensen afslører, at den tilhører en slægtskabsmæssigt anden stamme i forhold til Ebola-typerne i Congo og Gabon.
Der har fra 1976 til 2014 været over 26 Ebola-udbrud i 12 lande i Afrika med ca. 1700 dødsfald (inklusiv Marburg-tilfældene: 2069 filovirus-dødsfald før udbruddet i Vestafrika) (Se kilde 11072) (Se kilde 11090) (Se kilde 11096). Det nye udbrud i 2013/2014- overstiger langt, hvad der har været af kendte ebola-dødsfald i 40 år, og viser især risikoen for samfundene, og at hele sundhedsvæsenet i sårbare samfund ophører med at fungere, så flere vil dø af andre sygdomme.



:TEMA: Ebola/Udbrud/Laboratorieulykker

Har der været Ebola-ulykker i laboratorier?


Filovirus har undertiden medført infektioner og dødsfald på laboratorier.

•Sudan virus i Porton (Storbritannien) i 1976. En smittet som ikke døde.

•Marburg-virus, laboratorium i USSR i 1988. 1 smittet, der døde.

•Marburg-virus, laboratorium i USSR i 1990. 1 smittet, der overlevede.

•Ebolavirus, Koltsovo, Russian Federation - State Research Center of Virology and Biotechnology (Vector) i 2004, 1 smittet som døde.

•(Dertil kommer det første tilfælde med Marburg-virus i 1967: i Vesttyskland (Marburg og Frankfurt) og Joguslavien (Beograd) med 7 dødsfald).



:TEMA: Ebola/Udbrud/Lande

I hvilke lande har der været Ebolaudbrud?


Udbrud af filovirus (Marburg og Ebola) er set i disse lande:

•Angola,

•Den demokratiske Republik Congo,

•Elfenbenskysten,

•Gabon,

•Guinea,

•Kenya,

•Liberia,

•Mali,

•Nigeria,

•Senegal,

•Sierra Leone,

•Sydsudan (tidligere en del af Sudan),

•Uganda,

•Zaire,

•Zimbabwe (tidligere Rhodesia). Siden filovirus blev opdaget i 1967 (i form af et Marburg-virus) har der i alt været 41 kendte filovirus-udbrud blandt mennesker, nemlig 29 udbrud af Ebola og 12 udbrud af Marburg (se kilde). De har alle haft deres udspring inden for et kolossalt stort område med tropisk regnskov syd for Sahara.

Filovirus har undertiden medført ­infektion og dødsfald på laboratorier:

•Sudan virus i Porton (Storbritannien) i 1976. En smittet, overlevede.

•Marburg-virus, laboratorium i USSR i 1988. 1 smittet, der døde.

•Marburg-virus, laboratorium i USSR i 1990. 1 smittet, der overlevede.

•Ebolavirus, Koltsovo, Russian Federation - State Research Center of Virology and Biotechnology (Vector) i 2004, 1 smittet som døde.

•(Dertil kommer Marburg 1967: i Vesttyskland (Marburg og Frankfurt) + Joguslavien (Beograd), 7 dødsfald).



:TEMA: Ebola/Udvikling/Linier

Er alle Ebolaepidemier fra samme lige genetiske linie?


I Gabon har Frankrig hjulpet med et etablere et B4-topsikret laboratorium til studier af Ebola-udbrud (se kilde).

Under udbruddet i 2001 i Gabon og Den Demokratiske Republik Congo kunne man blandt de forskellige genetiske varianter af Ebolavirus se et mønster, hvor der var to fylogenetisk afvigende linier, hvilket tyder på at der uafhængigt af hinanden var sket introduktioner med Ebola-virus til populationen af menneskeaber og til populationen af mennesker i området efter flere tilfælde af virus-"spillovers" fra et reservoir, og ifølge denne “multi-emergence” hypotese ville Ebola-udbrud ske af og til under visse økologiske forhold, som kunne være fremkaldt af påvirkninger på levesteder eller klimatiske fænomener. Ifølge denne hypotese fandtes Ebola-virusset længe før det første dokumenterede sygdomsudbrud i 1976, hvilket forskellige blodtest også tyder på. Man kunne desuden vise, at 2007-udbruddet i Luebo i Den Demokratiske Republik Congo var koblet til en stor vandring af frugtædende flagermus.



:TEMA: Ebola/Udvikling/Linier/Geografisk

Hvordan spredes Ebola geografisk?


Nogle studier over genetiske ligheder tyder på, at Ebolavirusset er blevet spredt i regionen for relativt nylig, og ikke har været på stedet (for de nye udbrud) i lang tid forinden. Afstandene mellem udbruddene i Centralafrika tyder på en gennemsnitlig spredningshastighed på 50 km pr. år Se kildens ref. [32]).


:TEMA: Ebola/Uvidenhed

Hvad har uvidenhed om Ebola betydet for Ebola-epidemien i Vestafrika?


Uvidenhed om Ebolavirusset og -sygdommen er et stort problem. Ligesom det var tilfældet med opfattelsen af HIV (AIDS), er en af de vigtigste hindringer for at bremse Ebola den udbredte uvidenhed og angst om sygdommen. Der udsendes religiøst betingede fordømmelser, der opstår panik og paranoia, anklager mod befolkningsgrupper, smittefarlige behandlinger hos traditionelle healere, sygdommen anses for at skyldes noget forhekset, hvilket for de smittede fører til isolation, tab af værdighed og stigmatisering, foruden at folk nægter at lade sig isolere og behandle. Der er fornægtelse af sygdommens eksistens. Man har i Liberia udgivet en pop-sang med omkvædet ”Ebola is real” (for mange troede det ikke). Myndighederne bad den liberiske fodboldstjerne George Weah, der også er sanger, indspille sangen, hvilket han gjorde sammen med musikeren Sidney fra Ghana. Den har omkvædet »Lad os alle stå sammen for at bekæmpe Ebola, Ebola er virkeligt«. Overskuddet går til bekæmpelsen.
Lokalbefolkningen har modvilje mod at tage forholdsregler mod smittespredning. Mange smittede søger ikke læge, men bliver hjemme. Mange fortæller ikke, at de kan være smittet. En familie kommer f.eks. med en patient, der har ondt i hovedet og diarré. Det kan skyldes mange ting, men familien fortæller ikke, at de for nylig har været til begravelse af en Ebolapatient. Patienten indlægges på en almindelig hospitalsstue, hvor sundhedspersonalet ikke beskytter sig, fordi de tror, at det er almindelige patienter. Når så f.eks. et barn dør, og folk kommer fra landsbyen for at hente det døde barn, opstår der kaos, fordi personalet selvfølgelig ikke vil udlevere liget på grund af smittefaren. Folk går til angreb, så politi må tilkaldes.

I de afrikanske lande, som rammes af Ebola, bliver læger og sundhedspersonale, som med livet som indsats forsøger at dæmme op for sygdommen, undertiden tværtimod opfattet som folk, der kommer for at påføre befolkningen sygdommen.

Når man ikke kan stole på patienterne, må man opfatte alle patienter som Ebolapatienter. Det er yderst besværligt - og dyrt i beskyttelsesudstyr.

Grunden til, at sundhedspersonalet i Afrika ikke kan stole på det, som patienterne siger, er ofte at folk ikke vil opfattes som patienter, idet de har hørt historier om, at man dør, hvis man kommer i isolation. Det ville være meget lettere, hvis man kunne tilbyde en specifik Ebola-behandling.
Vildledninger Den amerikanske sundhedsstyrelse FDA opfordrer folk til at være kritiske overfor annoncer for forskellige produkter, som påstås at virke mod sygdommen, og har bl.a. advaret mod et produkt af "colloidal silver", som påstås at virke mod Ebola (Se kidlens ref.[108,109]).

I kølvandet på Ebola-epidemien er der udgivet trykte bøger, e-bøger og websider, som indeholder sensationelle og misvisende information om sygdommen. WHO og FN har erklæret, at det har bidraget til spredningen af sygdommen (Se kildens ref.[178]).

Der udbredes falske rygter og konspirationsteorier, (hvilket også sås ved HIV / AIDS, hvor selv afrikanske sundhedsministre udbredte uhyrlige konspirations­påstande). I oktober 2014 publicerede konspirationsmageren Alfred Lambremont Webre et website med påstande om, at Ebola er et biovåben, der er plantet for at reducere verdens befolkning.

Den kontroversielle [se http://skepdic.com/horowitz.html] Leonard Horowitz er en anden fremtrædende konspirationsmager om AIDS, Ebola, vaccinationer osv. Han har f.eks. fremført, at vacciner er forgiftede for at blive brugt mod bestemte befolkningsgrupper. Frygt i andre lande Frygt for sygdommen findes også i andre lande. I USA blev en skole­inspektør i Dallas sendt på orlov, fordi han havde været i Zambia, som ligger næsten lige så langt fra Ebola-udbruddet, som Dallas ligger fra Alaska. Og i øvrigt blev en skolelærer fra Maine sendt på orlov efter at have været i Dallas! [Ebolapatienten Thomas Eric Duncan døde i Dallas,Texas].
I USA oplever især hjemvendende sundhedsarbejdere befolkningens frygt for at få Ebola til USA. Myndighederne i New York, New Jersey og andre stater har udstedt et krav om 21 dages karantæne til sundhedsarbejdere, som vender tilbage til USA fra områder, hvor de har været i kontakt med Ebolapatienter. Dette er der ingen videnskabelig grund til, og det er unfair og uklogt og vil hæmme bekæmpelsen af Ebola ved dets kilde, fremgår det af en redaktionel artikel i det ansete amerikanske lægetidsskrift New England Journal of Medicine d. 27. okt. 2014 (se kilde).

Smitte fra en Ebola-inficeret person kan kun ske, når personen har symptomer (feber, opkastning, diarré og sygelighed). Smitte sker, når virusbelastningen i kroppen er høj (millioner af viruspartikler pr. mikroliter).

En person uden symptomer er ikke smitsom. En eventuelt Ebolasmittet person kan ikke videregive sygdommen, før der er tydelige symptomer, og den smittede udgør derfor ikke nogen smitterisiko for familie, kolleger eller omgivelser, så længe der ikke er symptomer fra sygdommen.

En symptomfri sundhedsarbejder, der vender tilbage efter at have plejet Ebolapatienter i Afrika, smitter derfor ikke, selv om personen måtte være blevet smittet med Ebola. Desuden opstår der feber, før det smitsomme stadie nås. En sundhedsarbejder, der uden at vide det, er smittet, kan derfor identificere sig selv som smittet, før vedkommende udgør en smitterisiko for andre. Dette ved man dels fra kliniske observationer, og dels ud fra, at den følsomme blodtest med PCR-metoden (polymerase-chain-reaction) for Ebola ofte er negativ på den dag, hvor feber eller andre symptomer begynder, og først bliver pålideligt positiv 2 - 3 dage efter, at symptomerne er begyndt.

Blandt de sygeplejesker, der passede amerikaneren Thomas Eric Duncan, (en mand, som efter rejse til sit oprindelsesland Liberia døde af Ebola i Dallas, Texas d. 8. okt. 2014 [første Ebola-dødsfald i USA]), blev kun de, der passede ham i slutningen af hans sygeleje (hvor han formentlig var særlig smittefarlig med mange viruspartikler) smittet. Thomas Eric Duncan’s familiemedlemmer, som i dagevis levede i samme hus med ham i starten af hans sygdom, blev ikke smittet. [De to af sundhedspersonalet, der blev smittet, blev i øvrigt senere raske igen].

For at stoppe en epidemi som Ebola-epidemien kræves det, at det sker ved kilden, og der er derfor behov for titusinder af frivillige sundhedsarbejdere i Afrika for at udføre dette arbejde. Hvis man opsætter barrierer, som gør det sværere at få frivillige, skader man sagen. Sundhedsarbejdere, der vender tilbage fra Ebola-områder i Afrika, skal holde øje med, om de udvikler feber. Hvis de udvikler feber, skal de gøre som lægen Craig Spencer fra New York gjorde. Han alarmerede sundhedsmyndighederne om, at han havde fået feber – skriver forfatterne i artiklen i New England Journal of Medicine (/11032.asp">(se kilde)
. [Han blev senere rask]. HIV og Ebola Mangel på viden om disse virussygdomme er mange steder fælles for HIV og Ebola. Selv om der er stor forskel på HIV-virus og Ebola-virus, er der visse ligheder i befolkningens reaktioner. HIV dukkede op i 1981 og kunne i starten ikke behandles - faktisk var infektion med HIV en sikker dødsdom, fordi den over nogle år førte til den uhelbredelige AIDS-sygdom.
Siden er det blevet muligt at behandle HIV-patienter, så der nu lever 35 millioner mennesker med kronisk HIV-infektion. Man kan stadig ikke vaccinere mod HIV og heller ikke fjerne HIV-infektionen. Muligheden for at udvikle vacciner og behandlinger mod Ebola er langt bedre end for HIV.

HIV blev i starten især set hos narkomaner og i bøssemiljøer i USA. Ebola rammer især fattige befolkningsgrupper i fattige lande hårdt. Det forhold, at folk dør i løbet af få dage, og at en trediedel bløder fra kropsåbninger, samt at sundhedspersonalet må iføre sig helkropsudstyr med visir for øjnene for at undgå smitte, bidrager til den store angst, som folk nærer for Ebola. Internationalt frygtes det desuden, at Ebola vil kunne bruges som biologisk våben og bioterrorisme.
Ebola-virusset USA’s nationale medicin-forskningsorganisation NIH har klassificeret Ebola-virus og Marburg-virus som ”kategori A patogener”, dvs. sygdomme, som udgør den største smittemæssige samfundsrisiko.
Ebola kan ramme mennesker og menneskeaber. Den kaldes også Ebola-blødningsfeber (Ebola-hæmorhagisk feber), men da blødninger ikke ses hos alle patienter, er man gået bort fra denne noget misvisende betegnelse.



:TEMA: Ebola/Vaccination/Metode

Hvordan kan hurtig vaccination udføres?

(Hvordan kan alle vaccineres mod Ebola i det fattige Vestafrika?)
Hvis det skal lykkes at vaccinere en stor befolkning mod Ebola i fattige områder af Afrika, må vaccinationen ske ved airspray op i næsen. Man ville kunne forestille sig, at en sundheds­arbejder om formiddagen har et møde med indbyggerne i en landsby, og instruerer dem i, hvordan de skal gøre, hvorefter de selv udfører vaccinationen på sig selv ved hjælp af næsespray-apparatet. Sundhedsarbejderen skulle så kunne nå endnu en landsby samme eftermiddag.

Farlige epidemier optræder med jævne mellemrum. Der burde derfor opbygges et beredskab, som ved nye virussygdomme kunne hurtigudvikle vacciner, der er sikre, effektive og hurtige at producere og fordele, så snart man har genom-sekvensen for en ny, farlig virusform.



:TEMA: Ebola/Vacciner

Hvilke vaccinekandidater har man mod Ebola-infektion?


Der fandtes pr. december 2014 ingen vaccine mod Ebola. Men der er udviklet adskillige strategier for Ebola-vaccination på grund af frygten for, at Ebola måske kan bruges som biologisk våben. Disse vacciner virker fint i makak-aber. Når de alligevel ikke er fremstillet til brug i mennesker, skyldes det dels overvejelser om deres sikkerhed for mennesker, og usikkerhed om deres effektivitet (mennesker kan f.eks. tænkes at være immune mod virusvektoren i vaccinen), og dels usikkerhed om disse vacciners praktiske fremstilling, men især skyldes det mangel på kommerciel interesse fra vaccineproducenternes side (se kilde).

Man har især rettet vaccinerne mod Ebola-virussets glykoprotein (GP). Som virusvektorer har man brugt

•DNA-vektorer, eller vektorer i form af:

•Adenovirus,

•VSV-virus,

•Parainfluenza-virus, eller

•Virus-lignende partikler (VLP).

Disse virus bruges til at overføre det, som i patienten skal aktivere immunsystemet til at danne antistoffer og immunceller. De anvendte virus er gjort uskadelige, og bruges kun som transportmiddel.

Adenovirus er den næst-hyppigste årsag til forkølelse; virusset bruges bl.a. i gen-terapi mod cystisk fibrose; VSV-virus er vesikulær stomatitis virus; eng.: vesicular-stomatitis, dvs. en rhabdovirus, der angriber heste, kvæg, svin, får og geder; Parainfluenza-virus er den hyppigste årsag til strubehoste; Virus-lignende partikler (VLP) har virus-strukturprotein uden genetisk materiale. Bruges til hurtig produktion af vacciner.

WHO afholdt d. 29.-30.sep. 2014 et møde i Geneve med 70 forskere og folk fra sundhedsverdenen og medicinalindustrien for hurtigt at få en Ebolavaccine. Man diskuterede to vaccinekandidater (baseret på adenovirus "cAd3" og VSV):

I USA og Storbritannien har man begyndt fase-1 studier af cAd3 og tilsvarende kliniske studier af VSV-vaccinekandidaten påbegyndes snart i USA. Begge vaccinekandidater har givet 100% beskyttelse i forsøg med makak-aber.

”Fase-1 studier” går ud på at teste, om 20 - 60 raske mennesker får bivirkninger ved vaccinen, samt at få viden om, hvor meget immunforsvar deres krop danner som følge af vaccinationerne. Imidlertid ved man ikke, hvor mange antistoffer, der skal være i blodet for at opnå immunitet mod Ebola. Hvis fase-1 studierne giver gode resultater, vil fase-2 studier blive udført i Afrika, - dels hos en befolkningsgruppe, som ikke er i Ebola-risikozonen, og dels hos sundhedspersonale og andre, som kommer i kontakt med Ebolapatienter. En vaccine kan tidligst være til rådighed et godt stykke inde i 2015, hvor epidemien på det tidspunkt vil have varet i over et år.

Adenovirus-baseret vaccine:

cAd3-EBOV fra GlaxoSmithKline (GSK) og U.S. National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID).

I en artikel i New England Journal of Medicine fra 26. november 2014 rapporteres om de første fase-1 forsøg med vaccine lavet af en chimpanse-adenovirus 3 (cAd3), der ikke kan formere sig i mennesket (se kilde). Vaccinen (der blev afprøvet på 10 personer i hver dosis-gruppe) gav både et kraftigt immuncelle-respons og immunmolekyle-respons (det "humorale" respons med bl.a. antistoffer). Især bemærkede man dannelsen af Ebola-specifikke T-celler af CD8-typen (som er særlig vigtige som immunforsvar). Vaccinens dosis havde stor indflydelse på, hvor mange af disse T-celler, der dannedes. Men mange spørgsmål er stadig ubesvarede: Giver den lave dosis (som giver færrest bivirkninger) beskyttelse nok? Vil det virke i en befolkning, hvor malaria-infektioner nedsætter immunforsvaret? Har man tid til fase-2 og -3 forsøg eller skal man bare gå i gang med at vaccinere? Kan man etisk forsvare at give placebo i forsøg i Afrika? Vil det være nødvendigt at give en senere booster-vaccination (f.eks. med en vaccinia-"Ankara"-vaccine, der producerer Ebola-glykoprotein, som forlænger immuniteten)? Hvilken vaccinedosis skal man bruge (hvis man bruger for stor dosis kan man ikke vaccinere så mange med den vaccinemængde, man måtte have til rådighed)? (se kilde).

Et af de mange spørgsmål er derfor, om man hellere skal bruge en vaccine baseret på VSV-virus, som kan formere sig i mennesker og derfor måske give bedre immunitet?

•VSV-virus-baseret vaccine:

rVSV?G-EBOV-GP udviklet af NewLink Genetics og The Public Health Agency of Canada.

En lovende vaccine er f.eks. baseret på en rekombinant VSV-virus, der producerer Ebola-glykoproteiner (GP) i stedet for VSV-virussets eget glykoprotein. I makak-aber har denne vaccine vist 100% beskyttelse mod Ebola, når aben smittes en måned efter en engangs-vaccination. I et andet forsøg var vaccinen effektiv mod Marburg-virus 1 år efter vaccination (se kilde).

Bavarian Nordic: Det danske firma Bavarian Nordic har i partnerskab med den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson udviklet en Ebola-vaccine, som forventes at kunne afprøves på mennesker i 2015. Det er en videreudvikling af den allerede eksisterende vaccine mod kopper, Imvamune, som Bavarian Nordic har udviklet i samarbejde med amerikanske myndigheder. Det danske firma har 11 års erfaring i at samarbejde med den amerikanske regering, som i 2014 genbestilte 4 millioner nye doser af Imvamune mod kopper. Kopper mistænkes for at kunne blive brugt som biologisk våben. DNA-vaccine I et fase-1 studie har man påvist, at 4 mg DNA-vaccine indsprøjtet i en muskel (ved hjælp af en Biojector) i alt tre gange med en måneds mellemrum og senere med en boost-injektion medførte antistofdannelse mod Ebola hos over 80% af forsøgspersonerne (se kilde).

Kombineret rabies og ebola-vaccine Man har i forsøg med både mus og rhesusaber påvist, at en vaccine, der både virker mod rabies-virus og Ebola-virus, giver effektivt Ebolaforsvar med immunstoffer (IgG1-antistoffer) (se kilde). Det skønnes, at der dør 25.000 mennesker hvert år af rabies i Afrika - til trods for, at dette ville kunne forhindres (se kilde). Man kan vælge om virusvektoren i vaccinen skal kunne formere sig i den vaccinerede krop eller ej. Når man benyttede virusvektorer, der kunne formere sig, var beskyttelsen 100% mod Ebola - medens beskyttelsen uden formering ellers kun var 50% (men stadig 100% mod rabies). Det viste sig vigtigere, at kvaliteten af antistofforsvaret var godt, end at antistofmængden (kvantiteten) var høj. Det er i øvrigt sandsynligt, at et effektiv immunforsvar både kræver antistoffer mod Ebola-glykoproteinet og at der sker opbygning af CD4+ T-hjælperceller mod Ebola-glykoproteinet - altså at forsvaret både er med immunceller og med immunmolekyler (bl.a. antistoffer).

I forbindelse med udviklingen af vacciner er det naturligvis interessant at se på, hvilke antistoffer der dannes i de mennesker, der overlever en Ebolainfektion,. Desuden ville det også være interessant at vide, hvor lang tid disse antistoffer holder sig i kroppen. Man mener at de holder i mindst 10 år, men det er uvist, om de dermed er immune mod gentagen infektion.

De mennesker, som overlever Ebola-infektion, har i deres krop været i stand til at danne immunglobulin-G antistoffer mod Ebola. Disse antistoffer er især rettet mod tre områder af Ebolavirussets VP40-protein, men også mod virussets glykoprotein, samt nukleoproteinet og VP35-proteinet. Det er altså områder, som kunne være relevante for vacciner som målområder. Andre målområder kunne også tænkes. Man skelner mellem det cellebaserede immunsvar og det humorale immunsvar (der består af store molekyler: antistoffer, komplementproteiner og antibiotiske peptider). Et forsvar mod Ebola kræver formentlig, at begge immunsystemer fungerer godt.



Ebola-epidemien viser, at udvikling af lægemidler mod epidemiske sygdomme ikke kan overlades til et kommercielt markeds love. Sygdommens høje dødelighed skyldes, at man har forsømt at udvikle vacciner og lægemidler. Fra en konference i 1977 om Ebola kan man læse, at man forventede en vaccine inden for 2-3 år:

"We believe that the production of limited quantities of an inactivated vaccine against Ebola viruses is a realistic possibility within the next 2 or 3 years."

2014-epidemien vil nok ændre noget på vaccine- og behandlingsområdet, for lægemiddelproducenter og administratorer arbejder efterhånden ret hårdt på at skaffe lægemidler og vacciner mod Ebola (se kilde).



:TEMA: Ebola/Vestafrika

Hvad betød Ebola-epidemien i 2013/2014- for Vestafrika?


I de vestafrikanske lande blev epidemien en nærmest umulig udfordring for sundhedsvæsenet og samfundene i disse ressourcesvage lande. I forvejen havde borgerkrige ødelagt infrastrukturen i Sierra Leone og Liberia op gennem halvfemserne - og medført flygtninge-strømme til Guinea.

I Afrika er Ebola langt mere end døden for nogle tusinde mennesker. Det ødelægger sundhedssystemet, så folk med andre sygdomme ikke tør komme på hospital, og i stedet risikerer at dø af sygdomme, som let ville kunne behandles. Folk dør af malaria og tyfus, som ellers er sygdomme, der kan behandles. Det svækker også behandlingen af HIV/AIDS og mange andre sygdomme.

Sygdommen smadrer landenes i forvejen svage økonomi, investorer skræmmes væk, turisme og handel går i stå, undervisning stopper, minedrift indstilles - selv de kinesiske minearbejdere i Sierra Leone lod sig evakuere (de venter ellers altid til sidste øjeblik); udenlandske arbejdere forlader landene, projekter udskydes, landarbejderne flygter, landbruget forsømmes.



:TEMA: Ebola/Vestafrika

Hvordan begyndte Ebola-epidemien i Vestafrika?


Det begyndte d. 6. dec. 2013 Den 6. december 2013 døde et 2-årig drengebarn, Emile Ouamouno. Han havde i 4 dage haft feber, opkastninger og diarre. Det skete i en lille landsby, Meliandou, i en fjern sydlig del af den tidligere franske koloni Guinea (udtales ”gini”) i Vestafrika.

I landsbyen vandrer geder og høns rundt mellem simple, brune lerklinede hytter. Stedet er tæt på grænserne til Sierra Leone og Liberia.

At spædbørn dør her er ikke usædvanligt, men barnets 3-årige søster Philomène, samt børnenes mor og mormor døde alle få dage efter, og i de næste uger døde flere af familiens bekendte, samt landsbyens fødselshjælper og en sundhedsarbejder, som blev behandlet på et hospital i en nærliggende by, hvor lægen, der tilså hende, selv blev smittet. Lægen viderebragte smitten til sine brødre i en anden by. Alle disse mennesker døde af Ebola.

Forskerne antager, at dette var ground zero, og at Emile Ouamouno kan kaldes patient nul eller indexpatienten til Ebola-epidemien, der i 2014 syntes at komme ud af kontrol (se kilde).

Selv om flere af de syge nåede at blive behandlet i den nærmeste større by, Gueckedou, var der stadig ingen, som alarmerede myndighederne, endsige WHO, World Health Organization. Der gik tre måneder inden de lokale sundhedsmyndigheder i Gueckedou d. 10. marts 2014 blev opmærksom­me på dødsfaldene, selv om det havde ramt hospitalets stab og andre sundhedsarbejdere. De sendte så en rapport til ministeriet i Guinea’s hovedstad Conakry.

Tilfældigvis havde Læger uden Grænser folk i området, og de kunne derfor sende et eksperthold allerede i ugen efter. Laboratorieprøverne blev taget og derefter sendt til Frankrig, - og den farligste Ebolatype blev uventet ­påvist for første gang i Vestafrika.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Hjemrejse

Hvordan skal man forholde sig efter hjemrejse fra et Ebola-område?


Medarbejdere ved Dansk Røde Kors, som har været i Ebolaramte lande, får efter hjemkomsten besked på, at de i 21 dage skal måle, om de har feber, og i givet fald ringe direkte til Hvidovre eller Skejby infektionsafdelingerne.

Flere andre internationale sundhedsarbejdere er blevet behandlet på specialiserede hospitaler i udlandet. Men selv om der således kommer enkelttilfælde af Ebola til Europa, vurderes smittespredning her at være usandsynlig.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Andre

Hvilke lande i Vestafrika var i risiko for at få Ebolaepidemien ved årsskriftet 2014/2015?


Andre afrikanske lande WHO forberedte andre lande på, at de også kunne blive smittet af Ebola, bl.a. Guinea-Bissau, Elfenbenskysten og Gambia. Den amerikanske Obama-regering bevilgede 3,6 milliarder kr. til denne slags forebyggende arbejde i mindst 30 lande.


:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Congo

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Congo i 2014?


Samtidig med Ebola-udbruddet i Vestafrika var der et uafhængigt udbrud af en anden stamme af Ebola i Den Demokratiske Republik Congo. (Der var i dette land pr. 29. okt. 2014 blevet rapporteret om 66 tilfælde og 49 dødsfald ved dette udbrud).


:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Danmark

Kom Ebolaepidemien til Danmark i 2014?


Danmark har etableret Ebola-behandlingscentre på Hvidovre hospital og Skejby sygehus ved Århus. I okt. 2014 havde to danskere været til observation for Ebola i Hvidovre.



Andre steder, uden for det ramte område i Vestafrika, anses smitte­risikoen under normale omstændigheder for minimal – på grund af et mere velfungerende sundhedsvæsen. Dog vil der kunne importeres enkelte tilfælde til Danmark og Europa. Sundhedspersonale bør bære personligt beskyttelsesudstyr, når man har tæt kontakt med blod og sekreter fra patienter, der mistænkes for at kunne have pådraget sig en Ebolavirus-infektion, f.eks. under en rejse i Afrika.
Der er ikke tegn på, at Ebolavirus er blevet mere smitsomt. (Det er ellers en problematik, som man kender fra fugleinfluenza, som kan blive mere smitsomt for mennesker).

Smitterisikoen ved almindelig færden i lande med Ebola anses som minimal, såfremt man overholder følgende råd:

•Undgå kontakt med kropvæsker fra syge eller afdøde personer.

•Undgå kontakt med vilde dyr (både levende og døde), såsom aber, gnavere og flagermus. Undgå indtagelse af kød fra vilde dyr, dvs. bushmeat. I Afrika spises endog frugt-flagermus, der er ebola-reservoir. (Der kendes ikke eksempler på smitte fra ikke-bushmeat, og heller ikke smitte fra vand).

•Undgå områder med flagermus – f.eks. huler.

•Praktisér sikker sex.

•Vask hyppigt hænder med håndsæbe, gerne suppleret med håndsprit. (I Afrika bruges klorin-vand). Beskyt evt. næse og mund, hvis det forekommer nødvendigt at gøre, især for at undgå at komme til at berøre næse og mund med en forurenet hånd.
Inaktivering af Ebola Ebolavirus kan nemt inaktiveres med sprit, klor, UV-lys eller gamma-bestråling, eller ved opvarmning i en time til 60 grader, eller ved kogning i 5 minutter.

For at desinficere overflader bruges fedtopløsende midler, såsom alkoholbaserede detergenter, natrium-hypoklorit (klorin/blegevand), calcium-hypoklorit (klorkalk/blegekalk/blegepulver) mv. F.eks. har det været en delvis succes at instruere familier, der skulle håndtere syge familiemedlemmer, i at undgå hudkontakt ved at bruge håndklæder vædet i klorin, når de skulle flytte patienten.

Ebolavirus kan overleve et par dage i væske eller i indtørret materiale. Rejser Udenrigsministeriet frarådede i 2014 alle ikke-nødvendige rejser til Sierra Leone, Liberia og Guinea. Danskere i disse lande bør overveje, om de bør forlade landet under den igangværende Ebola-epidemi. Det skyldes, at flere af landene er i undtagelsestilstand, og at sundhedssystemet er meget hårdt belastet. Risikoen for smitte med Ebola vil være større ved kontakt med sundhedsvæsenet i de ramte lande. Flere flyselskaber indstillede rejser til og fra de berørte områder. Nogle af landene lukkede grænseovergangene for at mindske smittespredning.
WHO anbefaler derimod ingen restriktioner i rejser til de berørte lande og anbefaler ikke handelsrestriktioner. Smitterisikoen ved almindelig færden i landene anses som minimal, hvis rådene følges.

Ved nødvendig rejse bør man før afrejsen undersøge forholdene vedrørende sundhedsvæsenet i det område, man skal rejse til, f.eks. igennem forretningskontakter eller familierelationer.

Hvis man planlægger en rejse til et sted med Ebola, bør man løbende orientere sig i rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet og Statens Serum Institut.

Man bør altid kontakte sin læge eller vaccinationsklinik før rejser til Afrika for rådgivning om vaccinationer, malaria mv. (Der findes ingen vaccine imod Ebola).

For raske personer med lav smitterisiko, der kommer hjem fra lande med Ebola, er der ingen særlige forholdsregler. Generelt anbefales alle, der kommer hjem fra Afrika med feber (også hvis feberen opstår efter hjemkomsten) at kontakte læge telefonisk – også for at udelukke malaria eller andre alvorlige infektionssygdomme.

Ved sygdom under opholdet skal man tage kontakt til det lokale sundhedsvæsen med henblik på at få stillet en diagnose, inden man evt. rejser tilbage til Danmark.

Da Ebolavirus ikke er særlig smitsomt, [dog er den tilstrækkelige infektive dosis i form af antallet af virus som behøves for at starte en sygdom meget lille og Ebola-lig indeholder vældig mange virus, så det passer ikke som et generelt udsagn, at Ebolavirus kun er lidt smitsomt, men derimod kan man sige, at risikoen for et smitte via luftvejene, som det sker ved influenza, er lille, og i hvert fald meget mindre end med influenzavirus og almindelig forkølelse - og det kunne måske tænkes at smitterisikoen kan være stor, hvis virusset spredes som mave-tarminfektion med lav infektionsdosis, men at risikoen for at udvikle alvorlig Ebolasygdom under sådanne forhold måske er lille - dette er dog endnu ikke undersøgt - men hvis det gælder kunne noget lignende måske også tænkes at være tilfældet med Marburgvirus og Lassafebervirus] vil feber eller andre infektionstegn hos en person, der er hjemvendt fra ferierejse, kulturrejse eller normal arbejdsrelateret rejse, kun med nærmest usandsynlighed kunne skyldes Ebolavirus. Smitte i forbindelse med arbejde eller indlæggelse på sygehus eller deltagelse i en begravelsesceremoni er en mere realistisk risiko for at have fået Ebola.

Statens Serum Institut har et diagnostisk beredskab, der er beregnet til patienter, der er mistænkt for Ebolavirus-infektion. Beredskabet omfatter også epidemiologisk rådgivning, hvis noget tyder på, at der bør foretages en prøvetagning.

Analyse for Ebolavirus kræver altid forudgående aftale med Statens Serum Institut. Sådanne prøver kan tages i særlige prøvetagningsrør, som indeholder et transportmedium, som inaktiverer det eventuelle virus, og som tillader hurtig transport til beredskabslaboratoriet og hurtig undersøgelse. Samtidig undersøges for mere almindelige årsager til feber hos patienter, der er hjemvendt fra Vestafrika.

Er der begrundet mistanke til Ebola-infektion, skal dette anmeldes både telefonisk og skriftligt til embedslægeinstitutionen på patientens opholdssted samt skriftligt til Statens Serum Institut, Afdeling for Infektionsepidemiologi, jævnfør Bekendtgørelse om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Europa

Kom Ebolaepidemien til Europa i 2014?


Nogle Ebola-nødhjælpsarbejdere blev evakueret og behandlet i Europa. Ebola-epidemien bredte sig ikke som epidemi uden for Afrika i 2014, men nogle Ebola-nødhjælpsarbejdere blev smittet og behandlet i USA og altså i Europa. To spanske Ebolapatienter fra Sierra Leone og Liberia døde i Spanien, og 52 ansatte fra to hospitaler i Madrid måtte under opsyn for, om de var blevet smittet. En sygeplejerske, der havde plejet en Ebolapatient i Spanien, blev selv smittet. En norsk kvinde blev smittet og behandlet i Norge, og blev helbredt.

En italiensk læge og en cubansk læge blev smittet.

I Tyskland blev en 36-årig Ebola-nødhjælpsarbejder indlagt på et hos­pi­tal i Hamborg. Han overlevede på trods af blodforgiftning (som følge af, at bakterier fra hans diarré-ødelagte tarm var kommet ind i blodbanen). Han arbejdede for WHO som epidemiolog i Sierra Leone, hvor han blev smittet, og WHO bad Tyskland om at behandle ham. Han fik erstatning for væsketab, bredspektret antibiotika og respirator (se kilde). Han var blevet overflyttet til Hamburg 10 dage efter symptomernes start. Da PCR-test i 20 dage ikke havde vist tegn på virus i blodet, blev han udskrevet og vendte senere tilbage til sin familie i Senegal.

Den 14. okt. 2014 døde den første Ebolapatient i Tyskland, en 56-årig FN-medarbejder. Han var blevet overført fra Liberia, og blev behandlet på St.Georg hospitalet i Leipzig.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Guinea

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Guinea i Vestafrika?


Den 21. marts 2014 rapporterede Guinea 59% dødelighed blandt 49 personer med feber, alvorlig diarré og opkastning. Prøver fra 15 personer sendtes til Institut Pasteur i Lyon og testen var positiv for Ebola. (En PCR-test, polymerase-chain-reac­tion, hvor et lille karakteristisk område af Ebola-genomet opformeredes og påvistes).

Snart nåede Ebola-epidemien til landets hovedstad Conakry med to million indbyggere, og d. 30. marts 2014 havde Ebola spredt sig til nabolandet Liberia, og i maj 2014 til et andet naboland, Sierra Leone.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Liberia

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Liberia i Vestafrika?


I Liberias hovedstad Monrovia med over ½ mill. indbyggere brugte politiet tåregas for at sprede en menneskemængde, der nægtede at overholde en karantæne i deres bydel, West Point, som huser mindst 75.000 mennesker, efter at 29 mistænkte Ebola-patienter flygtede fra en karantæneklinik i området – de blev alle senere fundet og isoleret på en anden klinik. Overfaldsmænd med køller stjal madrasser og sengetøj, der kunne være smittet med Ebola, som derved kunne blive spredt til byens slumkvarterer. Liberia lukkede grænserne til landet med undtagelse af de største indrejsesteder, men folk krydser grænsen i nattetimerne. Desuden kunne man ikke kontrollere smittespredningen på grund af befolkningens manglende respekt for regeringens advarsler, foragt for rådgivningen fra sundhedspersonalet, benægtelser om sygdom og kulturelle begravelsespraksisser. Folk slæbte de døde ud af deres hjem af frygt for at blive sat i karantæne og lod ligene ligge i gaderne i Monrovia. En mand, der døde på gaden i Liberias hovedstad, lå f.eks. på gaden i to dage, før liget blev fjernet – det er nemt at få Ebolasmitten på gaderne. De fem største hospitaler i Liberias hovedstad blev holdt lukket eller med kun få åbne afdelinger, fordi personalet blev væk af frygt for virusset eller allerede var blevet smittet. F.eks. lukkede et katolsk hospital i Monrovia i starten af aug. 2014, fordi hospitalets leder Patrick Nshamdze og en stor del af personalet var døde af Ebola, bl.a. også en ældre spansk præst, Miguel Pajares, der besøgte den døende hospitalsleder.


:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Mali

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Mali i Vestafrika?


Den 23. oktober 2014 blev Ebola påvist hos en 2-årig pige i Mali. Hun var blevet smittet i Guinea og døde den 24. oktober 2014. Dermed var Mali det 6. afrikanske land, der blev ramt af dette Ebola-udbrud. I alt 108 kontakter til denne pige blev efterfølgende opsporet og fulgt i Mali.

WHO sendte et ekspert-team, der støttede kontaktopsporingen i Mali og hjalp med at styrke sundhedsberedskabet for det tilfælde, at der skulle opstå flere tilfælde her.

En højt respekteret imam bragte Ebola med sig fra Guinea til Mali for at få behandling for en nyresygdom, men han vidste formentlig ikke, at han var smittet med Ebola. Han blev indlagt på en klinik i Malis hovedstad, hvor ingen fattede mistanke om, at han var smittet med Ebola. Imamen døde, før smitten blev opdaget. Efterfølgende blev mindst 8 smittet i Mali blandt hospitalspersonalet og familien, og i slutningen af november 2014 var 6 af disse døde. Hans lig blev bragt til Guinea, hvor han fik en traditionel begravelse, hvilket indebærer, at mange sørgende rører ved liget. I Guinea kan imamen have smittet langt flere end i Mali. I Mali opsporede man 271 personer, der havde været i kontakt med de smittede.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Nigeria

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Nigeria i Vestafrika?


Den 9. juli 2014 meddelte 40-årige Patrick Oliver Sawyer (en liberiansk-amerikansk tjenestemand og amerikansk statsborger bosat i Minnesota) det mineselskab, han arbejdede for i Liberia, at han var blevet eksponeret for Ebolavirus. Firmaet meddelte dette videre til sundhedsministeriet i Liberia, og bad ham om ikke at vende tilbage til kontoret i 28 dage. Imidlertid udnyttede Sawyer, at der skulle afholdes en konference i Calabar, Nigeria, og bad finansministeriet i Liberia om lov til at deltage i konferencen. Dette blev godkendt. Senere undskyldte regeringen i Liberia, at der ikke havde været kommunikation mellem ministerierne, og at Sawyer’s navn ikke oplystes overfor lufthavnen.

D. 20 juli 2014 fløj Patrick Sawyer fra Monrovia i Liberia til den internationale lufthavn i Nigeria’s tidligere hovedstad Lagos, med en mellemlanding i Lomé i Togo. Han så ud til at være forfærdelig syg og kollapsede, da han ankom til lufthavnen i Nigeria. Han blev kørt til et privathospital, First Consultant Hospital i Obalende, hvor han senere døde d. 24. juli 2014.

Lagos har mindst 10 millioner indbyggere og forventes at være vokset til 20 millioner om 6 år. Der er meget store slumområder og voldsomme problemer med f.eks. kloakering – det er et sted, hvor smitsomme sygdomme meget let spredes.

Nigerias myndigheder reagerede ved at observere alle Sawyer’s kontakter for, om de udviklede sygdommen, og man forbedrede overvågningen ved indfaldssteder til landet. Den 5. august 2014 døde en af de sygeplejersker, der havde passet Sawyer. Chaufføren, der kørte Patrick Sawyer, døde også. Den 19. august 2014 oplystes det, at også den kvindelige læge Ameyo Adadevoh, som behandlede Sawyer, var død af Ebola. Denne læge havde forhindret, at Patrick Sawyer forlod hospitalet, og var derfor afgørende for, at han ikke spredte sygdommen yderligere.

Det Ebola-udbrud i Nigeria, som Patrick Sawyer’s rejse til landet medførte, resulterede i 20 bekræftede Ebola-infektioner, heraf med 8 dødsfald til følge. Men denne ”indexpatient” kunne potentielt have udsat 72 personer i lufthavnen og hospitalet for smitte, og efterfølgende kom man op på at følge 894 identificerede kontakter til de 20 Ebolasmittede, og der blev udført 18.500 besøg hos disse potentielt smittede.

Men der var ingen nye tilfælde efter 31. august og Ebola-udbruddet i Nigeria kunne erklæres overstået i oktober 2014.

Der blev siden også påvist Ebola i byen Port Harcourt i området Riverstate i Nigeria. Men en hurtig etablering af et Ebolacenter og et system til at følge patientkontakter sikrede inddæmningen også her (se kilde).



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Senegal

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Senegal i Vestafrika?


Den 29. august 2014 bekræftedes et Ebola-tilfælde i Senegal. Det var en 21-årig mandlig studerende, som var ankommet til Dakar i Senegal 20. aug. 2014. Patienten var, på trods af at grænsen var lukket, kommet over land fra Guinea. Den 23. august opsøgte han et hospital i Dakar for at få behandling for feber, diarré og opkastninger, men uden at sige, at han kunne være smittet med Ebola. Han forlod hospitalet, men blev igen indlagt 26. august. Hans mor og søster var tre dage før kommet på et Ebola-behandlingssted i Guinea. Sundhedsmyndighederne i Guinea meddelte d. 28. aug. nabolandene, bl.a. Senegal, om at de havde mistet kontakten til den 21. årige mand, som kunne være blevet smittet under familiebesøget. I Senegal fandt man frem til, at han var på hospitalet, og en test bekræftede, at han havde Ebola. Man opsporede 74 kontakter, som blev bedt om at isolerede sig frivilligt i deres hjem, hvor de fik mad bragt og to gange om dagen blev opsøgt af en Røde Kors medarbejder for at se, om de havde fået feber.

Den unge mands familie var blevet smittet af mandens bror, som havde rejst over land fra Sierra Leone til Guinea tidligt i august for at opsøge en traditionel healer. Denne bror døde 10. august 2014 i Guinea. Familiemedlemmerne, deriblandt den 21-årige, forberedte liget for begravelsen.

Manden i Senegal blev rask d. 10. september, og man fulgte hans kontakter i 21 dage, men der opstod ikke flere tilfælde i landet, som blev erklæret Ebola-fri den 17. oktober 2014.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/Sierra Leone

Hvordan forløb Ebolaepidemien i Sierra Leone i Vestafrika?


Da udbruddet bredte sig fra Guinea til nabolandet Sierra Leone gjorde folk i hovedstaden Freetown grin med anbefalingen om ikke at give hånd. Sierra Leone har en befolkning som Danmark, og et areal på knapt det dobbelte af Danmark, men det er et af verdens ti fattigste lande. Sygdommen fik særlig fat i hovedstaden Freetown i Sierra Leone, hvor der ikke er politi nok til at håndhæve isolationsbestemmelser, og hvor mad og fornødenheder ikke bringes til folk i isolation i deres hjem. Byen var uden ambulancevæsen, men modtog senere 16 ambulancer fra Verdensbanken. Militæret indledte en ”Operation blæksprutte” med soldater på vagt uden for hospitalerne for at forhindre, at smittede patienter flygtede fra isolationsrummene, og for at stoppe at folk tog deres smittede slægtning med hjem fra lægeklinikkerne. Myndighederne beordrede også, at alle Ebola-døde skulle begraves i nærheden af, hvor de døde. Desuden indførte myndighederne i Sierra Leone på et tidspunkt et tre dages udgangsforbud for landets seks millioner indbyggere, medens sundhedspersoner gik fra hus til hus for at lede efter smittede, men dog helt uden mulighed for at besøge alle. Læger uden Grænser var ikke tilhænger af dette udgangsforbud – men udtalte, at det blot ville få folk til at opholde sig tæt sammen og kunne forværre udbruddet samt undergrave tilliden til myndighederne.

I Sierra Leone erklærede man to distrikter i landets østlige del, hvor der bor en million mennesker, for karantæneområde og opstillede kontrol­poster med soldater, som stoppede trafikken på de mudrede veje. Det gav frygt for, at folk kunne dø af fejl­ernæring og sult som følge af mangel på mad. Flere landsbyer i Sierra Leone er kun befolket af forældreløse børn og ældre mennesker, fordi mange af de døde er 30-45 år - dvs. den aldersgruppe i familien, der vaskede de syge og gav dem mad, eller havde job som taxachauffører eller sundhedspersonale. Dermed kommer landsbyerne til at mangle dem, der kan dyrke landbruget og sørge for familierne. I f.eks. landsbyen Njala Ngiema, en by med lerklinede huse i Sierra Leone, var 61 af byens 500 indbyggere døde af Ebola. Her består landbruget af bl.a. ris og kassava. De, der bliver helbredt, risikerer at blive udstødt af familie og lokalsamfund, som frygter at de stadig bærer smitten. Fra Ebola-karantænestationerne ledsager man derfor om muligt de helbredte på rejsen tilbage til deres bolig, og ved at give hånd og kram viser de lokalsamfundet, at personen ikke er syg mere.



:TEMA: Ebola/Vestafrika/Lande/USA

Kom Ebolaepidemien til USA i 2014?


Ebola-epidemien bredte sig ikke som epidemi uden for Afrika i 2014, men nogle Ebola-nødhjælpsarbejdere blev smittet og behandlet i USA og Europa. WHO meddelte den 30. sep. 2014, at en rejsende fra Liberia havde fået påvist Ebola i Texas. To amerikanske sygeplejersker blev efterfølgende smittet af denne patient. En amerikansk sundheds­arbejder, som havde arbejdet i Guinea, blev testet positiv for Ebola i New York den 23. okt. 2014 og blev indlagt i isolation. I USA var der i november 2014 i alt blevet påvist fire tilfælde af Ebola, heriblandt et dødsfald.


:TEMA: Ebola/Vestafrika/Specielt

Hvad var specielt ved Ebola-epidemien i Vestafrika?


Ebola-epidemier var ikke set før i denne del af Vestafrika.

Desuden var det første gang, at Ebola-epidemier har ramt tætbebyggede storbyer med elendige sanitære forhold og i modsætning til i landdistrikterne med en mobil, multikulturel befolkning, der er præget af en anden opfattelse af sundhed og sygdom og som ikke har tillid til staten, myndighederne, det etablerede sundhedsvæsen og de tilrejsende, internationale hjælpeorganisationer.

Det var også første gang Ebola rammer så mange lande (i dec. 2014 seks afrikanske lande), hver med deres egne administrationer og problemer.

Endelig var det første gang, at Ebola har ramt et så ekstremt fattigt område og tilmed et område, som har været udsat for borgerkrige.



:TEMA: Ebola/Vildledninger

Hvilke vildledninger fortælles om Ebolavirusset?


Vildledninger er et stort problem! Den amerikanske sundhedsstyrelse FDA opfordrer folk til at være kritiske overfor annoncer for produkter, som påstås at virke mod sygdommen, og har bl.a. advaret mod et produkt af "colloidal silver", som påstås at virke mod Ebola (Se kildens ref.[108,109]). Ud over vildledninger florerer talrige konspirationsteorier. De er ofte fantastiske og kan klart afvises, blandt andet ud fra virussets biologi.


:TEMA: Flagermus/Virusinfektioner

Er flagermus resistente for virus?


Flagermus kan angribes af virus, og kan også blive syge af virus, men det ser ud til at der er sket en evolution af virus samtidig med evolutionen af flagermus, så begge ofte har tilpasset sig til hinanden. Flagermus er hyppigere bærere af virus end rotter og andre gnavere er. Virustyper såsom coronavirus, astrovirus og paramyxovirus er mere forskellige i flagermus, end de tilsvarende virusgrupper er i gnavere, og sådanne virus er også meget hyppigere til stede i de enkelte individer af flagermus end i individer af gnavere. Generelt indeholder flagermus mange forskellige virustyper, uden at flagermusene selv bliver syge derved. F.eks. kan SARS-coronavirus, Ebola-, Marburg-, Nipah- og Hendra-virus findes i flagermus.

Man har påvist virus tilhørende 15 virusfamilier i mindst 200 flagermusarter fra over 12 flagermusfamilier verden over. Flagermus er en meget varieret dyregruppe, og den er meget spredt i verden og med meget forskellig levevis. Der må derfor være en generel grund til, at alle flagermus tåler virus af mange forskellige typer, sammenlignet med gnavere.

Der er dobbelt så mange gnaver-arter i verden, som der er flagermus-arter. Alligevel er der flere virus pr. art hos flagermus-arterne (og måske flere forskellige virus i flagermus-gruppen i alt, end der er i gnaver-gruppen). Man har fremsat den hypotese, at eftersom alle flagermus flyver (modsat alle andre pattedyr), har dette givet flagermus en ­selektiv evolutions-kraft for samliv med virus i forbindelse med flagermusens ekstreme døgnrytme. Under flyvningen hæves stofskiftet nemlig, så krops­temperaturen bliver som ved ­feber hos andre pattedyr. Dette kan under evolutionen have medført udvikling af nye virustyper, der blev tilpasset til de ekstreme temperatursvingninger – så virustyperne i flagermus udviklede sig til at tåle høj kropstemperatur og samtidig være mindre sygdomsfremkaldende for flagermusene. Det kan forklare, at hvis disse virus smitter andre pattedyr, medfører det sygdom hos det nye værtsdyr, fordi virusset tåler værtsdyrets feber-forsvar.

Højere stofskifte giver højere temperatur, og ved højere temperatur ødelægges DNA lettere – derfor har flagermusene måttet udvikle særlig gode DNA-reparationsevner.

Flagermus synes at mangle gener for visse dele af immunforsvaret, som andre pattedyr har (formentlig fordi de blev overflødige i løbet af evolutionen) – men flagermus har dog mange af de samme immunelementer som andre pattedyr (såsom T-celle-immunforsvar, mønstergenkendelse-receptorer, interferoner, komplementsystem, immunglobulin-antistoffer, interleukiner og andre cytokin-signalstoffer).

En mus, der løber til den udmattes, øger sit stofskifte til et 7 gange højere niveau end hvileniveauet. En flagermus, der flyver, øger stofskiftet mindst dobbelt så meget, nemlig til et 15-16 gange højere niveau end hvileniveauet. (De fleste fugle øger kun stofskiftet til 2 gange højere niveau, når de flyver).

Man har hos laboratoriemus, som er fremavlet til at have højere stofskifte, fundet, at de er bedre til at lave immunforsvar (de danner f.eks. mere IgM-antistof, flere leukocytter og mere lymfekirtel-væv, end tilsvarende mus med lavere stofskifte).

Feber i et pattedyr medfører ofte temperaturer på 38°C–41°C i kroppens indre. Disse temperaturer opnår flagermus ofte under almindelig flyvning. Under dvaletid om vinteren er flagermus imidlertid kolde i længere perioder. Kulde nedsætter formeringen hos virus (se kilde). Disse forhold kan være med til at forklare, at Ebolavirus har et reservoir i flagermus.

Man ved, at flagermus kan være inficeret med Ebolavirus uden at blive syge, og at de altså kan være et reservoir for Ebola-virusset. En stor andel af befolkningen, der lever i regnskoven i Gabon, har ifølge deres blodkemi været udsat for Ebolavirusset fra en kilde, som formentlig er frugter, hvorpå der var Ebolavirus-inficeret savl fra frugtædende flagermus.

Flagermus flytter sig ikke som trækfugle eller vandrende pattedyr, men vender hver morgen tilbage til samme opholdssted for dagen (de er nataktive). Men man kunne i forbindelse med 2007-Ebolaudbruddet i Luebo i Den Demokratiske Republik Congo vise, at dette udbrud var koblet til en stor vandring af frugtædende flagermus, formentlig fremprovokeret af ændringer i levested eller klimaforhold (se kilde).

Ebola-virus er tæt forbundet med regnskov-områder og det er muligt, at hunde som gerne løber langt ind i skovene, kan blive smittet af døde flagermus og andre smittebærende dyr, og bringe smitten til landsbyen, hvor virusset måske ender i en hundelort, som findes af en mus, som måske bringer smitten ind på gulvet i husene, hvor små børn leger og fører hånden fra gulvet til deres mund.

Det er sandsynligt, at Ebolasmitte spredes til mennesker ved, at et ådsel, som indeholder Ebolavirus, bliver indsamlet.

Man finder langt oftere Ebolavirus i ådsler end i levende dyr. Ebolavirus findes uden tvivl i flagermus, men for at vise det kræves store indsamlinger, for chancen for at finde Ebolavirus i flagermus er meget lille.

Ebolavirus-kilden kan bl.a. tænkes at være tre arter af frugt-flagermus, der er hyppige i hele Vestafrika: Hypsignathus monstrosus, Epomops franqueti, og Myonycteris torquata (se kilde). Da man undersøgte 679 flagermus fra Gabon og Den Demokratiske Republik Congo, fandt man Ebola-RNA (den farlige EBOV-type) i 13 frugtflagermus.

En af de mest sandsynlige naturlige reservoir for Marburgvirus (der ligner Ebola) er ægyptiske frugtflagermus (Rousettus aegyptiacus). Udbrud af Marburgvirus har ofte kunnet føres tilbage til, at nogen har besøgt grotter eller miner, hvor disse frugtflagermus lever (se kilde).

Flagermus med Ebola Flagermus (flyvende hunde) kan være vedvarende inficeret med forskellige virus.



:TEMA: Forsøgsdyr/Aber/Makaker

Hvilke makakaber bruges til forsøg?


Makak-aber som forsøgsdyr. Rhesusaber[rhesus-makakaber] og Java-makak­aber anvendes som forsøgsdyr. Java-makaken (Macaca fascicularis) bruges som laboratoriedyr, og kaldes på laboratorie-sprog "cynomolgus monkey". Ellers kaldes den på engelsk "crab-eating macaque" eller "long-tailed macaque". Poliovaccine udvikledes ved studier af denne abeart.

I Asien findes en ebolatype, som kaldes Reston-ebola. Den er meget dødelig for denne abe, men mennesker bliver ikke syge, selv om mennesker ved uheld kan blive smittet, således at de danner antistof mod Reston-ebolavirusset.

Makak­aber eller makaker (Macaca) er en gruppe på 19 arter af mellemstore østaber, beslægtede med bavianer og marekatte. Arternes halelængde og kropsstørrelse varierer meget. Hueaben vejer 2,5 kg, berberaben 15 kg (hunnerne er mindre end hannerne). De forskellige arter findes fra Nordafrika til Kina og de indonesiske øer. Berberaben var tidligere udbredt i Europa, men findes i dag kun på Gibraltar (”Gibraltar-abe”).

Navnet makak er fra det afrikanske bantusprog. De er dagaktive og har kindposer til opbevaring af føde og spiser frugter, blade, blomster, bark, insekter og mindre hvirveldyr. De er tilpasset forskellige habitater - fra tæt skov [Svinehaleaben Macaca nemestrina i Thailand og Indonesien] til bjerge [Bjørnemakaken Macaca arctoides i syd-Kina].

Rhesusaben Macaca mulatta har størst tilpasningsevne, og lever i skove, bjerge, ørkenområder og storbyer som Calcutta. Den er i hinduismen en hellig abe og findes ved hindutempler i nord-Indien. Rhesusaben er hyppigt anvendt som forsøgsdyr til medicinske og psykologiske forsøg (derved opdagedes blodets rhesusfaktor). Den anden laboratorieabe er Java-makaken anvendtes ved udviklingen af poliovaccinen. [På laboratorie-sprog kaldet "cynomolgus monkey", i øvrigt også kaldet crab-eating macaque og long-tailed macaque] (Macaca fascicularis).



:TEMA: Infektioner/Apoptose

Hvad er apoptose?


Apoptose kaldes programmeret celledød. (Det er cellens styrede selvmord). Apoptose er en energi-afhængig proces. Der skal bruges ATP som energikilde, for at apoptosen kan etableres.

Ved apoptosen bliver alle molekyler, som er i stand til at fremkalde en ­inflammatorisk reaktion, fuldstændigt nedbrudt og fjernet. Der er derfor kun meget lille inflammation (eller slet ingen), når en celle dør ved apoptose. Men processen kan ikke ske, hvis ATP-koncentrationen ikke er høj nok.

Hvis der mangler ATP, vil cellen bare dø (nekrose, kalder man det så). Det eneste alternativ til apoptose, er den nekrotiske celledød. Men den er forbundet med frigivelse af store mængder af inflammations-fremkaldende stoffer i forbindelse med, at cellen dør. Det medfører "cytokin-storm", som kan være dødeligt for organismen. (F.eks. ved at der dannes lunge-ødem, så patienten bliver kvalt, som man ser ved dødelige influenzatyper. Noget tilsvarende kan også ske ved SARS-infektion eller MERS-infektion eller ved Ebola-lungeinfektion). Det var også årsagen til, at Den Spanske Syge influenza var dødelig. (Man fandt nekrotiske celler i lungerne hos dyr, som eksperimentelt blev smittet med Den Spanske Syge influenzavirusset, da man havde rekonstrueret dette virus).

Det var derfor ekstremt vigtigt, at T-celle immunforsvaret var i stand til at modgå Den Spanske Syge influenza Se kildens ref. [34]). Nogle personer, som blev smittet, havde i forvejen T-celler mod type-A influenzavirus fra årtier før 1918-epidemien. Disse gamle influenzatyper havde indre proteiner, som i deres antigener lignede de indre proteiner, som også fandtes hos Den Spanske Syge influenza. Derfor kunne T-cellerne hos disse personers immunforsvar angribe de virus-inficerede celler og dræbe dem stille og roligt ved hjælp af apoptose (det styrede celle-selvmords metode). Således undgik disse personer cytokin-storm, som ellers ville ske, hvis der blev frigivet proinflammatoriske faktorer, når celler døde ved en nekrotisk død.



:TEMA: Infektioner/Peroxynitrit/NO

Hvad er peroxynitrit-forsvaret?


Målceller kan forsvare sig imod at blive inficeret med virus ved at bruge et våben, som består i dannelse af peroxynitrit. Det sker på overfladen af slimhinder i slimhindemembraners epithelceller. Peroxynitrit kan ved oxidering (og nitrering, nitration) ødelægge proteiner (aminoacyl-grupperne) og formentlig også ødelægge virus-RNA'et. Peroxynitrit kan derved ødelægge virussets molekyler, "dræbe virusset", før virusset overhovedet når at inficere en celle Se kildens ref. [33]). Peroxynitrit dannes, når NO (nitrogenoxid som produceres af et inducerbart NO-syntase-enzym inde i epithelcellerne) reagerer med superoxid-anion-radikalet (O2 -.), som produceres [af et NAD(P)H-oxidase-enzym] i epithelcellens cellemembran, hvor superoxidet produceres på yderoverfladen af cellemembranen, således at peroxynitrit, som dannes ved en ekstrem hurtig reaktion, når NO og O2-. møder hinanden, altså kun produceres på ydersiden af epithelcellen og ikke inde i epithelcellens cytosol(se kilde).


:TEMA: Infektionsorganismer/Dødelighed

Kan en infektionsorganisme tillade sig at dræbe sin værtsorganisme?


Pestbakterien Yersinia pestis kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!



:TEMA: Infektionsorganismer/Laboratorier/B4

Hvad er B4-laboratorier?


I Afrika blev The International Centre for Medical Researches of Franceville (CIRMF) i Gabon grundlagt i 1974 til virusstudier. Efter det første Ebola-udbrud i Gabon 1996 etableredes et sikret laboratorium (B3+), som 2003-2008 udbyggedes med et B4-laboratorium. Stedet har et af Afrikas største forskningssteder med aber, cirka 450 individer fra 10 abearter (bl.a. chimpanse, gorilla, mandril, grøn marakat (vervet monkey) og andre marakatte, makakaber osv.

(se kilde)



:TEMA: Infektionsorganismer/SARS og MERS

Hvad er SARS og MERS?


SARS og MERS er coronavirus, hvilket almindelig forkølelsesvirus også er. SARS havde højere dødelighed end Den Spanske Syge 1918-20. (Her sammenlignes befolkninger, som ikke var underernærede). Formentlig var årsagen en fuldstændig mangel på tidligere immunitet fra virus, som ligner SARS-virusset. SARS er et coronavirus, hvilket almindelig forkølelsesvirus også er, men der var åbenbart for stor antigen-forskel, så der ikke på forhånd var nogen immunitet mod SARS. Det samme gælder nok også for MERS (Middel East Respiratory Syndrom Virus), som også er et coronavirus.

MERS-virusset er en pandemi-­truende epidemi, som for tiden foregår på den arabiske halvø, hvor virusset er almindeligt hos dromedarerne ("kamelerne"). Dødeligheden ved MERS er langt større, end den var for SARS.

At SARS-epidemien blev stoppet skyldtes inddæmning og hurtig reak­tion hos forskerne - eller måske skyldtes det, at virusset ikke var tilstrækkeligt infektiøst, så det i høj grad også var det, som stoppede epidemien.

Nogle SARS-patienter var super­smittere. Måske skyldtes det særlige forhold ved eller omkring disse personer, eller måske skyldtes det, at deres SARS-infektion var mere smitsom, fordi virusset var anderledes, hvilket i så fald kunne skyldes, at SARS-virusset var i gang med en evolutionær proces mod at blive mere infektiøs.



:TEMA: Influenza/Den spanske syge/Dødelighed

Hvor stor var dødeligheden ved Den Spanske Syge?


Den Spanske Syge (en influenzatype i 1918-20 ved slutningen af 1. verdenskrig) havde 70% dødelighed i isolerede Inuit-befolkninger i Alaska og Labrador, som ikke tidligere havde været udsat for influenza, selv om disse mennesker spiste en god kost.

I det britiske Indien døde ti gange flere end i Norge. Man regner med, at omfanget af dødsfald på grund af Den Spanske Syge influenza var cirka 6% af befolkningen i Indien, men 0,6% af befolkningen i Norge.

Den Spanske Syge influenzaen 1918-1920 kom i fire bølger med ca. 100-200 ­dages ­varighed hver, hvor den første var mild, og den fjerde kun ramte isolerede steder, der ikke var ramt af de tre første bølger.

Den anden bølge var mere dødelig end den første (idet der var sket en mutation i genet for virus-hæmagglutinin, så det kunne bindes bedre til alfa-2,6-bindingsreceptorer [og endnu en forbedrende bindings-mutation skete ved overgangen til den tredie bølge, så der skulle færre virus til, for at igangsætte en infektion hos en person]). Det antages, at den forårsagede 2/3 af alle dødsfaldene og at 25% af verdensbefolkningen blev smittet af denne anden bølge. I så fald var dødeligheden af den anden bølge 7,4-14,8% blandt de, som blev smittet. Det er sammenligneligt med den gennemsnitlige dødelighed under SARS-epidemien (med en grov, skønnet dødelighed på 9% Se kildens ref. [28]).

Hæmagglutinin på influenzavirussets overflade må spaltes i to halvdele af en protease, før virusset kan blive optaget i den smittede persons celler, dvs. før personen kan smittes. I normale menneske-influenzavirus udføres dette af enzymet trypsin (eller et lignende enzym), hvilket betyder, at kun de væv kan inficeres, som indeholder både passende hæmagglutinin-receptorer og et trypsin-lignende enzym.

Men Den Spanske Syge influenza var protease-uafhængigSe kildens ref. [88]), hvilket betød, at hæmagglutinin kunne spaltes af andre proteaser, og ­sådanne enzymer var til stede hos mange flere celletyper og i flere forskellige organer i den smittede persons krop, end hvis der havde været tale om et almindeligt influenzavirus. Det betød, at det var blevet lettere for virusset at angribe andre organer, og fremkalde organ-svigt disse steder. Men det er muligt, at dette også øgede hastigheden, hvormed virusset kunne optages i celler i de øvre og nedre luftveje, hvor virusset nu ikke var afhængig af trypsin-enzymet, men kunne bruge andre enzymer.

Den Spanske Syge var en H1N1-influenza type A. Den kan have medført 50-100 millioner døde Se kildens ref. [24]) (2. verdenskrig inklusiv Asien: 55 millioner dødeSe kildens ref. [27])). De fleste influenza-dødsfald skete i løbet af 6 måneder. Sygdommen døde ud efter 2 år.

Man antager, at 20-40% af verdensbefolkningen blev smittet, dvs. 360-720 millioner mennesker. Den gennemsnitlige dødelighed for hele verdensbefolkningen var 2,8 - 5,6%. Men da mange af de smittede formentlig ikke fik tydelige symptomer, kan man antage, at der var 6,75%-13,5% dødelighed blandt de i væsentlig grad inficerede. Et gennemsnitstal kunne være 9% dødelighed.

Under en almindelig influenza­epidemi er inkubationsperioden på ca. 2 dage, og den smittede person kan i gennemsnit smitte andre i 4 dage.

Den Spanske Syge influenzaen hoppede formentlig direkte fra fugle til mennesker (og ikke via svinSe kildens ref. [82])).

De fleste influenza-epidemier har U-form, dvs. at de især dræber meget unge og meget gamle (svækkede). Men Den Spanske Syge influenzaen dræbte især 30-årige. Det er muligt, at de yngre mennesker, f.eks. teenagere, var bedre beskyttet på grund af højere produktion af immunstimulerende thymus-hormoner. Folk, der var ældre, havde formentlig været udsat for lignende influenzatyper (fra tiden lige før starten af den russiske influenza-pandemi, som startede i 1889). Det formodes, at en H1-stamme eller måske endog en H1N1-stamme kan have medført en epidemi i 1880'erne, men at disse influenzavirus-stammer blev udryddet af den efterfølgende russiske influenza-pandemi (ligesom H1N1-virusser forsvandt i menneskets population efter den asiatiske influenza-pandemi [H2N2] i 1957, og da H2N2-virus forsvandt i menneskepopulationerne efter HongKong-influenza-pandemien [H3N2] i 1968).

Der var store forskelle på dødeligheden, når man sammenlignede fattige lande med rige lande. Årsagen må have været ernæringstilstanden og forekomsten af andre infektionssygdomme, såsom parasitter, f.eks. hageorm (hookworm) og sneglefeber (schistosomiasis).

Den H5N1-fugleinfluenza, der findes nu, er mere dødelig for mennesker, som smittes, end Den Spanske Syge influenza i (den værste) bølge nr. 2 var (Se kildens s.18 sp.1n).

Den nuværende fugleinfluenza H5N1 har længere inkubationstid end almindelig influenza har. Hvis H5N1-virusset skulle mutere, så der sker en ændring af receptorbindingsegenskaberne af hæmagglutinin med bedre binding til alfa-2,6-koblingsreceptoren i både de øvre og de nedre luftveje, må man forvente, at virussets formeringshastighed vil øges, og at virusset bliver mere dødeligt. Hvis man indsætter disse forhold i en model, som passer til infektionen med Den Spanske Syge, får man som resultat, at halvdelen af Jordens befolkning dør på under 20 dage (men med en dødelighed på 90% af Jordens befolkning som en anden realistisk mulighedSe kildens ref. [side 22])), hvilket skyldes, at der nu er en meget større verdensbefolkning, dvs. en større befolkningstæthed, så antallet af smittede personer vil stige langt hurtigere end under Den Spanske syge influenzaen i 1918 Se kildens ref. [side 18]).

H5N1-virus af særlig sygdomsfremkaldende type har medført over 50% dødelighed i mennesker, som er inficeret Se kildens ref. [46]).

H5N1-virusset er tilpasset fugle, og ikke tilpasset mennesket/pattedyr. Det forklares med, at H5N1-virussets hæm­agglutinin er dårligt tilpasset til den receptortype, som dominerer i de øvre luftveje hos mennesket, hvor sialsyre er koblet til galaktose ved hjælp af en alfa-2,6-binding Se kildens ref. [44]).

Fugle-tilpasset virus binder sig til alfa-2,3-koblede receptorer, som findes på tarmceller hos fugle Se kildens ref. [42]) - og som hos fugle bevirker, at influenza normalt er en tarminfektion, og ikke som hos mennesket er en luftvejssygdom.

I mennesket findes alfa-2,6-koblede receptorer både i de øvre og i de nedre dele af luftvejene. Virus, som bindes til alfa-2,6-koblede receptorer, kan derfor i mennesket bindes til både de øvre og de nedre dele af luftvejene Se kildens ref. [44]).

Infektion i de øvre luftveje medfører smitte til andre.

Infektion i de nedre luftveje medfører risiko for at dø af infektionen.

I mennesket findes også fugletypen, altså de alfa-2,3-koblede receptorer, i de nedre dele af luft­vejene, navnlig i alveoli og i bronkiolernes endeforgreninger, hvor sialsyre er koblet til galaktose ved en alfa-2,3-bindingSe kildens ref. [44]). Det forklarer, at fugleinfluenza kan medføre alvorlig lungebetændelse i mennesker, men at det samtidig er meget lidt smitsomt.



:TEMA: Influenza/Fugleinfluenza/Dødelighed

Hvor stor er dødeligheden ved fugleinfluenza?


Den H5N1-fugleinfluenza, der findes nu, er mere dødelig for mennesker, som smittes, end Den Spanske Syge influenza i (den værste) bølge nr. 2 var (Se kildens s.18 sp.1n).

Den nuværende fugleinfluenza H5N1 har længere inkubationstid end almindelig influenza har. Hvis H5N1-virusset skulle mutere, så der sker en ændring af receptorbindingsegenskaberne af hæmagglutinin med bedre binding til alfa-2,6-koblingsreceptoren i både de øvre og de nedre luftveje, må man forvente, at virussets formeringshastighed vil øges, og at virusset bliver mere dødeligt. Hvis man indsætter disse forhold i en model, som passer til infektionen med Den Spanske Syge, får man som resultat, at halvdelen af Jordens befolkning dør på under 20 dage (men med en dødelighed på 90% af Jordens befolkning som en anden realistisk mulighedSe kildens side 22)), hvilket skyldes, at der nu er en meget større verdensbefolkning, dvs. en større befolkningstæthed, så antallet af smittede personer vil stige langt hurtigere end under Den Spanske syge influenzaen i 1918 Se kildens side 18).

H5N1-virus af særlig sygdomsfremkaldende type har medført over 50% dødelighed i mennesker, som er inficeret Se kildens ref. [46]).

H5N1-virusset er tilpasset fugle, og ikke tilpasset mennesket/pattedyr. Det forklares med, at H5N1-virussets hæm­agglutinin er dårligt tilpasset til den receptortype, som dominerer i de øvre luftveje hos mennesket, hvor sialsyre er koblet til galaktose ved hjælp af en alfa-2,6-binding Se kildens ref. [44]).

Fugle-tilpasset virus binder sig til alfa-2,3-koblede receptorer, som findes på tarmceller hos fugle Se kildens ref. [42]) - og som hos fugle bevirker, at influenza normalt er en tarminfektion, og ikke som hos mennesket er en luftvejssygdom.

I mennesket findes alfa-2,6-koblede receptorer både i de øvre og i de nedre dele af luftvejene. Virus, som bindes til alfa-2,6-koblede receptorer, kan derfor i mennesket bindes til både de øvre og de nedre dele af luftvejene Se kildens ref. [44]).

Infektion i de øvre luftveje medfører smitte til andre.

Infektion i de nedre luftveje medfører risiko for at dø af infektionen.

I mennesket findes også fugletypen, altså de alfa-2,3-koblede receptorer, i de nedre dele af luft­vejene, navnlig i alveoli og i bronkiolernes endeforgreninger, hvor sialsyre er koblet til galaktose ved en alfa-2,3-bindingSe kildens ref. [44]). Det forklarer, at fugleinfluenza kan medføre alvorlig lungebetændelse i mennesker, men at det samtidig er meget lidt smitsomt.



:TEMA: Lassafeber

Hvordan smitter Lassafeber?

(Hvorfor hedder det Lassafeber? Hvad forårsager Lassafeber? Hvor mange smittes årligt af Lassafeber? Hvor mange dør årligt af Lassafeber? Hvad er smittekilden til Lassafeber? Hvordan smitter Lassafeber fra menneske til menneske? Hvordan behandles Lassafeber? Hvilken virusgrupper hører Lassafeber til? Hvilken slags genom har Lassafeber?)
Lassafeber er opkaldt efter første udbrud i 1969 i byen Lassa i Nigeria. Tilhører arena­viridae-virusfamilien og ikke filovirus-gruppen som Ebola. I Afrika smittes 300.000–500.000 årligt, hvoraf 20% får symptomer (60-100.000), og der er ca. 5000 dødsfald af Lassafeber pr. år (se kilde).

Den primære vært for Lassa­feber-virusset er især den almindeligste gnaver i de fleste lande syd for Sahara, nemlig musen "Natal Multimammate Mouse" (Mastomys natalensis). Mennesker kan bl.a. smittes via rotter. Smitte kan ske ved luftbårne partikler (aerosol).

Man har udviklet en lovende vaccinekandidat med VSV-virus som vektor og rettet mod virussets glykoprotein-partikler på membranoverfladen.

Lassafeber-patienter kan gives tidlig behandling med ribavirin, bedst intravenøst, som bremser virussets RNA-­afhængige nukleinsyre-syntese (virker ikke på Ebola). Midlet er relativt billigt, men alligevel for dyrt for mange. Dødeligheden er 1%, men op til 50% under epidemier, og over 80% hos gravide, der er over 6 måneder henne i graviditeten.

I nogle områder af Sierra Leone og Guinea har halvdelen af områdets indbyggere antistoffer i blodet mod Lassafeber som tegn på, at de er blevet smittet. Det kan smitte via blod, urin, sæd og modermælk, men er modsat Ebola luftbåren (partikler i luften).



:TEMA: Pandemi/Modforanstaltninger

Hvordan kan man minimere en pandemi (global epidemi) ?


Modforanstaltninger som forsvar mod en pandemi kunne være isolation, vaccination, anti-influenzamidler (der ikke har været særlig effektive), proteinrig tørkost, mikronæringsstoffer, ubiquinon, melatonin (som kombineret antioxidant og immunstimulerende middel) - eller en kunstig iværksat mod-pandemi med en kunstig fremstillet hyper-smitsom, men minimalt sygdomsfremkaldende virus, startet 1-5 dage efter starten på en farlig pandemi af en H5N1-fugleinfluenza (se kilde).

Den nuværende verdenskapacitet til produktion af influenzavacciner er til vaccination af maksimalt 14% af verdens nuværende befolkning.

En mod-pandemi kampagne kunne tænkes startet 1-5 dage efter udbruddet af en pandemi med en naturligt forekommende superfarlig (hypervirulent) H5N1-influenza, og hurtigst mulige vaccinationskampagner så mange forskellige steder i verden som muligt, samtidig med at den farlige fugleinfluenzas udbredelse forsinkes ved, at al almindelig international passagertrafik stoppes.

I 1918 måtte virusset transportere sig med jernbaner og skibe, men det ville i dag ske med fly.



:TEMA: Pandemi/Pest/Den sorte død

Hvor mange døde under pesten i Middelalderen?


Pesten, som kaldes "Den sorte Død", (formentlig byldepest) menes alene i 1346-1351 at have kostet 62 millioner livet Se kildens ref. [24]), medens den Justinianske pest (formentlig også byldepest) fra år 541–542 og frem til omkring år 700 (Plague of Justinian) kan have taget 100 millioner mennesker Se kildens ref. [24]).


:TEMA: Pandemi/Risiko

Hvad er risikoen for pandemier?


Infektionssygdomme er verdens største dræber af børn og unge, med over 13 millioner dødsfald pr. år, og årsag til hvert andet dødsfald i udviklingslande(se kilde).

H5N1-fugleinfluenza behøver ikke at blive mere dødelig, end det allerede er, for at skabe en enorm farlig pandemi. Det behøver kun at forbedre sin smitsomhed til at blive lige så smitsomt, som Den Spanske Syge influenza var.

Den Spanske Syge havde 9% dødelighed for inficerede personer, hvorimod H5N1-fugleinfluenza har 50% dødelighed for inficerede personer.

Den Spanske Syge havde en 3% gennemsnitlig dødelighed for verdensbefolkningen, men det var i 1918, og i dag er verdensbefolkningen over 3,6 gange højere og dermed også befolkningstætheden (foruden at transportmulighederne nu er langt hurtigere end i 1918). Start-situationen under et udbrud for en H5N1-pandemi er højere over grænseværdien for den befolkningstæthed, som medfører epidemisk udvikling.

I forhold til 1918 er det i dag mere sandsynligt, at en smittet person vil finde nogen at smitte p.g.a. den større tæthed af smittemodtagelige personer.



:TEMA: Pandemi/Virustyper

Hvilke virus kan medføre pandemier?


Mange virus kan tænkes at give globale sygdomme, bl.a. Ebola, Marburg-virus, Nipah-virus, Lassa-virus, coronavirus, West-Nile encefalitis virus, Saint Louis encefalitis virus, HIV, dengue virus, gul feber virus, Venezue­lansk blødningsfeber (Venezuelan hemorrhagic fever) og Chikungunya virus.


:TEMA: Pandemi/Virustyper/Gensplejsning

Kan kunstige virus medføre pandemi?


Verden har igennem de seneste 10 år frygtet en ny influenza-pandemi. H5N1-virus og H7N9-virus er dødelige i Asien, men smitter ikke let fra menneske til menneske. For at vurdere mulige, naturlige mutationer har forskere fremkaldt nye virusstammer i laboratoriet, men det diskuteres, om dette er farligt. I sep. 2011 lavede forskere ved Amsterdam universitet og Wisconsin universitet en ny virusstamme, som let smitter mellem fritter (et mår-dyr, hvis åndedrætssystem er lig med menneskets). Den laboratorie-fremstillede virusstamme ville være dødelig, hvis den slap ud af laboratoriet. Disse studier udførtes i såkaldte BSL3+ laboratorier, hvilket ikke er den højeste sikkerhedskategori. Bl.a. medlemmer af Royal Society i London har udtrykt bekymring. Forskerne indvilligede i et 1-årigt stop for forsøgene, men fortsatte derefter forsøgene i august 2013. I dec. 2013 skrev en gruppe af 50 forskere, heriblandt tre Nobelpris-modtagere, et åbent brev til EU-kommissionen med ønske om, at der blev foretaget en risk-benefit analyse (se kilde).


:TEMA: Pestbakterier/Jordreservoir/Amøber

Kan pestbakterier overleve i jord?

(Kan pestbakterier overleve i amøbe-cyster?)
Pestbakterien Yersinia pestis kan overleve i jordlevende amøbearter, som har et cyste-hvilestadie, hvor de kan overleve i jorden i mange år, og man har påvist, at pestbakterier kan overleve inde i disse amøbers cyster! Fra amøberne kan pestbakterien let komme tilbage til smågnavere.

En infektionsorganisme kan altså tillade sig at slå sin værtsorganisme ihjel, hvis den har en alternativ værtsorganisme til rådighed, som den kan leve videre i!



:TEMA: Pharming/Tobaksplante/Zmapp/Ebolamiddel

Hvordan produceres ZMapp i tobaksplanter?


Tobaksplanten - måske med midlet mod Ebola. Det er yderst sjældent, at man overvejer at tage vacciner i brug, som ikke er gennemtestede, men Ebola-epidemien er også ekstrem. ZMapp-kombinationen af antistoffer blev lavet i januar 2014, men forud var gået omkring 10 års studier. ZMapp er ikke et serum, og heller ikke lavet ud fra serum. Man fik mono­klonale antistoffer fra firmaet Defyrus (Toronto) og USAMRIID, hvorefter man ændrede dem, så de passede bedre til mennesker. Derefter fremstillede man en gensplejset tobakplante (Nicotiana benthamiana), så den blev i stand til at lave proteinet. Denne plante har kun lavt indhold af nikotin. Den er i stand til at producere fremmede proteiner under indendørs dyrkning, hvor man kan skabe meget kontrollerede betingelser.

Firmaet bag ZMapp samarbejder med Icon Genetics AG (Halle, Tyskland) og Kentucky BioProcessing (KBP, Owensboro, KY, USA). Det tyske firma, Icon, laver vektorer til gensplejsning af tobaksplanten, så den bliver i stand til at lave biofarmaceutiske stoffer. Det amerikanske firma, KBP, er specialister i af fremstille terapeutiske proteiner i tobaksplanten.

Tobaksplante-frøene bliver sået i bakker og planterne fremdyrkes i nogle uger og udsættes derefter for en antistof-vektor, hvorefter de dyrkes i yderligere nogle uger. I denne tid producerer planterne antistofproteinerne.

Derefter høstes planterne og forskellige specialiserede oprensningsmetoder bruges til at udtage antistofproteinerne, som testes for renhed og bruges i ZMapp-produktet.

FDA har godkendt over 30 monoklonale antistofprodukter, bl.a. mod kræft og inflammatoriske sygdomme. Generelt har man gode erfaringer med, at monoklonale antistoffer er sikre at anvende.

De samme forskergrupper, som arbejder med ­Ebola, er også interesseret i at udvikle vacciner mod Marburg virus, Junin virus, Equine encephalitis virus og Respiratory Syncytial Virus.

Antistoffer mod HIV og HSV kan tænkes at kunne kombineres med antistoffer mod sædceller, så man kan opnå både prævention og forebyggelse mod disse virussygdomme.

(se kilde)

Det er ikke selve tobaksplanten som er genmanipuleret for at lave de tre immunoglobuliner. Der er blevet anvendt en metode, som tidligere er blevet benyttet til produktion af andre proteiner. Metoden går ud på at man inficerer planterne med et plantevirus, som er blevet gensplejset, således at virusset indeholder generne for immunoglobulinerne, som man ønsker at lave, hvorimod man ikke har gensplejset selve plantens gener. For at kunne inficere planterne med virusset må man lade planterne vokse op til en hvis størrelse, før man inficerer dem med virusset. Virusinfektionen i tobaksplanten udvikler sig formentlig relativt hurtigt, men næppe med så stort udbytte som hvis man havde genmanipuleret selve planten. Den nuværende produktionskapacitet for Z-Mapp er ekstremt begrænset sammenlignet med behovet, hvis midlet skulle vise sig at virke imod Ebola. I december 2014 ville der måske kun være til nogle titals doser. Produktionen kan dog udvides ved at dyrke planten på et meget større areal, men det vil i så fald først kræve godkendelse til at gøre dette.



:TEMA: TSS/Toxisk shock syndrom

Hvad er Toxisk shock syndromet?


Ebola synes at frembringe "Toxisk shock syndromet" som man kender fra superantigen-giftige bakterier.

Man mener at have påvist, at Ebola har super­antigen-virkning, som ligner det, man kender fra toxisk shock syndromet (TSS, også kaldt "tamponsyge"). Toxisk shock syndromet skyldes bakterier, der medfører en ikke-specifik binding af MHC II til T-cellereceptorer, resulterende i samtidig aktivering af adskillige T-cellekloner, hvilket bevirker en farlig immun-overreaktion med signalstoffer ("cytokin-storm"). En normal T-celle-genkendelse sker ved, at et antigen tages op af en antigen-præsenterende celle. Antigenet bearbejdes ("processing") og udstilles på celleoverfladen i et kompleks med klasse-2 MHC (major histocompatibility complex) i en grube, som dannes af alfa- og beta-kæderne af klasse II MHC, og som genkendes af en antigen-specifik T-celle-receptor.

Men superantigener behøver ikke "processing" i den antigen-præsenterende celle. Det samvirker direkte med området på klasse II MHC molekylet. I patienter med TSS kan op til 20% af kroppens T-celler blive aktiveret på én gang. Denne polyklonale T-cellepopulation frembringer en cytokin-storm, som medfører multiorgan-sygdom og kan give dødelig "tamponsyge". (se kilde).



:KORT NYT: AIDS/Bekæmpelse

Kan man inddæmme AIDS-epidemien?


FN mener, at AIDS-epidemien kan være bekæmpet i 2030 (se kilde).


:KORT NYT: Alderdom/Stamceller

Hvorfor bliver nogle mennesker meget gamle?

(Hvordan bliver man meget gammel?)
Forskere har studeret, hvorfor en dame nåede at blive 115 år. Hos den 115 årige gamle dame var blodcellernes kromosomhaler 17 gange kortere end hjernecellernes kromosom­haler (fordi hjerneceller sjældent deler sig, modsat blodceller, og fordi celler mister lidt kromosom-hale ved hver celledeling). Der var ophobet 4 mutationer pr. leveår, eller 3 mutationer pr. celledeling i blod-stamcellerne. Der var ophobet 450 mutationer (somatiske mutationer) i genomet (når man så bort fra de repetitive dele af genomet). Kun 1-2 kloner af stamceller var stadig aktivt bloddannende. Det var hos kvinden næppe de ophobede mutationer, men det forhold, at kromosomhalerne snart ikke kunne blive kortere, som bestemte, at hun ville dø (bortset fra sygdomme; hun døde af en kræftsygdom i maven). Høj levealder er afhængig af sundhed i stamcellerne.

Blod fra en af verdens ældste kvinder, der døde i 2005 i en alder af 115 år, viser, at så høj levetid er afhængig af sundheden i stamcellerne. Så snart stamcellerne ikke klarer at leve mere, begynder kroppen at nedbrydes. Studiet er udført i VU University Medical Centre i Amsterdam.

Mutationer kaldes somatiske, hvis de er erhvervet i et væv i løbet af organismens liv (ikke-somatiske mutationer er arvet fra kønscellerne). Somatiske mutationer opstår især under celledeling. Celletyper, der ofte deler sig, får hyppigere somatiske mutationer end i væv, hvor cellerne sjældent deler sig. Ofte delende væv er bl.a. epitelceller, bloddannende (hæmatopoietiske) celler og mandlige kimceller. De somatiske mutationer, som opstår i disse væv, kan medføre tumor og andre sygdomme.

Man har skønnet, at et voksent menneskes blodvæv indeholder afkommet af 10.000-20.000 bloddannende stamceller, som fornyr sig selv en gang hvert ½ - 1 år. Dattercellerne svarer til deres forældreceller, men differentierer til datterkloner med multipotente ­forstadie-stamceller, der via hematopoiese bliver til forskellige blodcelletyper. Med tiden vil somatiske mutationer efterhånden ophobes i disse bloddannende stamceller, og geno­typerne af de bloddannende stamceller vil sammen med deres datterkloner udvikle sig i forskellige retninger (divergere) og føre til nye kloner af varierende størrelser.

Nyere studier viser, at genomer hos patienter med akut myeloid leukæmi (AML) indeholder hundredvis af somatiske mutationer, der ophobes med alderen, og at de fleste af disse mutationer forekommer som tilfældige begivenheder i de bloddannende stamceller, før en af stamcellerne får en specifik patogen mutation, der fører til leukæmi.

Lignende mønstre af klon-evolution har vist sig i forbindelse med udviklingen af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Men det er uvist i hvilket omfang sunde, bloddannende stamceller erhverver somatiske mutationer, og hvilke typer af mutationer, der tolereres i genomet i løbet af et helt liv uden at forårsage sygdom.

Til påvisning af somatiske mutationer i blodet (peripheral blood) sammenlignede forskerne DNA-sekvensen i blodvævet med DNA-sekvensen i hjernevævet fra det samme individ. Eftersom celler i occipital-hjernevæv sjældent deler sig efter fødslen, forventes det, at disse celler har ganske få somatiske mutationer, således at DNA fra hjernevæv kan tjene som en god repræsentation for den oprindelige kimcellelinjes genom.

Kvinden blev betragtet som det ældste menneske i verden, da hun døde i 2005 i en alder af 115 år. Som 82-årig donerede hun skriftligt sin krop til videnskaben efter døden. Hun havde ingen symptomer på blodvæv-sygdomme, og obduktionen efter hendes død viste, at hun ikke led af hjertekarsygdomme eller demens-relateret sygdom. Hun havde som 100-årig fået bortopereret en brysttumor, og hun døde 15 år senere af en mavetumor, der havde spredt sig til underlivet.

Da kvinden, som kaldes “W115”, aldrig modtog mutation-fremkaldende kemoterapi, er de somatiske mutationer i genomet hos hendes væv udelukkende en konsekvens af normal aldring.

Kromosom-endestykkerne (de såkaldte telomerer) forkortes ved hver celledeling. I vævet hos en nyfødt baby er der ingen forskel i telomer-længder (kromosom-haler) i forskellige væv.

Cellulære omsætningsforskelle (forskelle i turn­over) mellem kvindens fuldblod-celler og hendes hjerneceller kunne ses ved at måle telomer-længderne fra disse to væv. Telomererne i blodcellerne var hele 17 gange kortere end telomererne i hjernecellerne.

Telomererne i blodcellerne var de korteste af alle de testede væv - og faktisk var blodcellernes telomerer meget korte. Dette resultat understøtter formodningen om, at forstadier af den 115-åriges blodvævceller må have undergået mange flere celledelinger, end cellerne i kvindens hjernevæv havde.

Somatiske mutationer kunne kun påvises i blodvævet, og det var hovedsagelig nye mutationer (blodcellerne var ikke blevet dyrket). Kvindens blodlegemer havde således omkring 600 somatiske mutationer i hele genomet i en bloddannende stamcelle-klon. Dette er omkring 4 mutationer pr. år, da kvinden jo var 115 år, eller omkring 3 mutationer pr. celledeling, hvis man måler mutationer i den ikke-repetitive del af genomet; målt pr. exon-område ville det svare til de 0,13 mutationer/år, som man har fundet i et studie af syv raske personer(Se kilde-ref: Welch et al. 2012).

Der er den usikkerhed, at man ikke kan vide, hvornår disse mutationer er opstået, og man kender ikke udviklingen af klonerne fra disse mutationer. I dette studie bestemte man DNA-sekvensen i cellerne, men da der er forskel på sekvensteknik (og også forskel på den efterfølgende analyse af de fundne sekvensdata) er der en usikkerhed, hvis man vil sammenligne med andre sekvensanalyse-data.

Cellernes kromatin-organisering påvirker modtageligheden hos genomet for at få somatiske mutationer. Dette er sandsynligvis grunden til, at kvindens somatiske mutationer var i områder, hvor de ikke kunne gøre skade. Ca. 65% af de bloddannende stamceller var kloner efter blot to somatiske mutationer (hvor den ene sandsynligvis stammer fra den anden). Den høje forekomst af disse to stamcelle-kloner kan være baseret på, at mange bloddannende stamcelle-kloner nok er uddøde på grund af deres ekstremt korte telomerer.

Ifølge en nyere model(Se kilde-ref: Catlin et al. 2011) findes der omkring 11.000 bloddannende stamceller inde i knogle­marven, hvoraf kun 1300 aktivt frembringer hvide blodlegemer (således at de fleste af de hæmatopoietiske stamceller altså er inaktive).

Sammensætningen af den bloddannende stamcelle-pulje ændrer sig markant i løbet af et helt liv, og puljen består af flere typer af bloddannende stamceller. Hver af disse bloddannende stamcellekloner har deres egne differentieringskrav og selvfornyelses­programmer, og hver er underlagt stamcelle-udmattelse.

Selvom procenterne varierer meget fra individer til individ og med alderen, gælder det generelt, at ca. 35% af de perifere hvide blodlegemer er af lymfoid oprindelse (T-celler og B-celler og NK-celler), og omkring 65% er af myeloid oprindelse (Se kilde-ref: Stulnig et al. 1995).

De mest almindelige myeloide celler, granulocytterne, er det umiddelbare afkom af aktive, bloddannende stamcellekloner, da de kun har en halveringstid på 6-8 dage. Som en konsekvens af denne begrænsede levetid, kan de kortlivede myeloide og lymfoide hvide blodlegemer måske være blevet kontinuerligt frembragt af afkommet af blot nogle få bloddannende stamcellekloner, der stadig var aktive, da kvinden døde som 115-årig.

I modsætning hertil bliver T-lymfocytter (som udgør ca. 25% af de hvide blodlegemer) dannet i thymus, hvor de dannes ud fra et begrænset antal bloddannende stamcellekloner (og kan formere sig ved homeostatisk perifer proliferation). Fordi thymus-funktionen hurtigt falder med alderen, kan de fleste af T-cellerne have haft deres oprindelse årtier forinden - ud fra bloddannende stamcelle-kloner, der var aktive dengang.

Selvom data fra flere personer ville være nødvendig for at give yderligere støtte til disse hypoteser, ville det ikke være overraskende, hvis der i meget gamle individer kun findes nogle få aktive bloddannende stamcellekloner tilbage til at bidrage til puljen af T-celler, og at immunitet på grundlag af T-cellerne altså opretholdes af perifere T-celler, der er afkom fra ældre bloddannende stamceller.

Den somatiske mutationsbyrde i sunde, hvide blodlegemer er ikke velkendt. Baseret på hel-genom sekventering skønner man, at omkring 450 somatiske mutationer ophobede sig i den ikke-repetitive del af genomet i blodvævet hos den 115 årige kvinde. Men mutationerne var harmløse - dels fordi de fortrinsvis var i ikke-kodende, (AT-rige) regioner, der ikke er evolutionært bevaret, og dels fordi mutationer i løbet af kvindens liv formentlig var blevet fjernet fra genomiske steder, hvor mutationer ville kunne have virkninger på cellefunktionen, såsom i regioner med aktivt aflæste gener.

Fordelingen af hyppigheden af variant-alleler af disse mutationer tyder på, at hovedparten af de hvide blodlegemer i blodet var afkom efter blot to beslægtede, hæmatopoietiske stamcellekloner - og at telomerlængden af de hvide blodlegemer som nævnt var væsentlig kortere end telomer-længderne fra andre væv; tilsammen tyder dette på, at det er den begrænsede levetid af de bloddannende stamceller (snarere end det er virkningen af de ophobede somatiske mutationer), der kan føre til evolution af bloddannende stamcellekloner ved ekstrem høj alder (bionyt.dk/kilde/11109.asp).



:KORT NYT: Alkoholisme/Baclofen

Kan Baclofen bruges mod alkoholisme?


Frankrig har som det første land godkendt brugen af stoffet baclofen, som påstås (kontroversielt) at kunne nedsætte alkoholafhængighed. Oprindelig blev baclofen fra 1975 anvendt som muskel-afslappende middel, og blev givet i små doser (75-120 mg/dag) mod muskelspasmer ved multipel sklerose. I 1990’erne udførtes forsøg, som tydede på, at stoffet hæmmer trang til alkohol; senere forsøg støttede ikke dette. Men så skrev en fransk-amerikansk hjertelæge Olivier Ameisen, som selv var alkoholiker, bogen ”The End of my Addiction” i 2008 (Fr.: Le Dernier Verre, "det sidste glas"), efter at have testet store doser (op til 300 mg/dag) på sig selv. I bogen efterlyste han videnskabelige forsøg (randomiserede og med kontrolgrupper). Da bogen startede en øget anvendelse af dette stof til alkoholafvænning, så man det i Frankrig nødvendigt at teste stoffet for bivirkninger (konfusion, hukommelsesproblemer og sløvhed).

Den 14. marts 2014 gav de franske myndigheder for lægemiddelkontrol (ANSA) tilladelse til at bruge det i 3-årig forsøgsperiode (se kilde).

Olivier Ameisen antog, at afhængighed er en symptom-dreven sygdom, således at den vil forsvinde, hvis symptomerne kan stoppes. Ifølge Olivier Ameisen kan baclofen netop fjerne symptomer, dvs. ifølge ham helbrede rygetrang, bulimi, anorexia, ludomani og anden afhængighed, - og af alle anti-afhængighedsmidler, der er brugt i dyreforsøg, er kun baclofen i stand til at undertrykke motivationen til at indtage kokain, heroin, alkohol, nikotin og d-amfetamin og virkningen er dosis-afhængig. Olivier Ameisens alkoholisme var omfattende, og han beskrev sin egen helbredelse i Journal of Alcohol and Alcoholism 13. dec. 2004 og senere i lægetidsskrifterne JAMA og Lancet samt CNS Drugs mv. I 2007 rapporterede italienske forskere i Lancet om virkningen af baclofen til alkohol-afvænning. Olivier Ameisen døde i 2013 og er omtalt i Wikipedia (ref.10881).



:KORT NYT: Ansigtet/Gendefekt

Kan familiefoto vise genetiske defekter?


Software til analyse af ansigter i gamle familiefoto kan tænkes at kunne påvise genetisk sygdom (se kilde).


:KORT NYT: Antibiotika/Honning

Kan man finde nye antibiotika ved at studere honning?


Man tester honning for indhold af antibiotika, hvorefter DNA-test skal vise, hvilke blomster bierne har besøgt for at finde antibiotika'et(se kilde).


:KORT NYT: Astronomi/Exoplaneter

Kender man exoplaneter på Jordens størrelse?


Exoplanet, der er dobbelt Jordens størrelse, er fundet omkring en stjerne i et to-stjerne system (se kilde).


:KORT NYT: Cannabis/Paranoia

Kan cannabis fremkalde paranoia?


Paranoia på grund af cannabis skyldes det psykoaktive THC (se kilde).


:KORT NYT: Cholesterol/Kræft

Har LDL-cholesterol betydning for kræftmetastaser?


LDL-cholesterol kan øge spredningen af kræft-metastaser (se kilde).


:KORT NYT: CO2-reduktion/Alger

Kan CO2-reduktion ske ved at dyrke alger?

(Kan man lave omega-3 ved at dyrke alger?)
Norge vil teste omdannelse af CO2 til alger, der laver omega-3 fedtstoffer, og slå to fluer med et slag (se kilde).


:KORT NYT: Datatransmission/Hastighed

Hvor hurtigt kan data transmitteres?


Hastighedsrekord for datatransmis­sion: 43 terabit/sekund med laserstråle i 67 km optisk fiber (se kilde).


:KORT NYT: Downs syndrom/Transskriptionsfaktorer

Hvad skyldes symptomerne ved Downs syndrom?

(Hvad medfører tre stykker af kromosom nr 21 i genomet?)
Downs syndrom, som opstår, når personen har 3 eksemplarer af kromosom nr. 21, skyldes ifølge ny forskning, at det ekstra nr. 21-kromosom forstyrrer aflæsningen (expressionen) af forskellige gener i hele genomet (nogle gener opreguleres og andre nedreguleres), altså også på de andre kromosomer, som følge af ændringer af kromatin-miljøet.

Denne opdagelse er gjort i et studie af enæggede tvillinger, hvor (på trods af at tvillingerne var enæggede) kun den ene tvilling havde fået 3 styk af kromosom nr.21 (trisomi-21). Hos denne tvilling med Downs syndrom var gen-ekspressionen altså ændret over hele genomet. Studiet er gjort på Geneve universitet ved hjælp af pluri­potente stamceller fra tvillingerne.

Kromosom nr. 21 er det mindste kromosom. Det udgør under 2% af ­geno­­met og indeholder formentlig kun 200-300 gener for styring af proteindannelse. Tidligere antog man, at generne på kromosom nr. 21 blot var for overaktive, fordi der var flere af dem, når der nu var 3 kromosomer af nr. 21 i cellen. Men opdagelsen viser, at man for dette kromosom skal tænke helt anderledes, og måske skal også andre kromosomfejl revurderes, såsom Edwards syndrom (trisomi af kromosom 18) og Patau syndrom (trisomi af kromosom 13) (se kilde).



:KORT NYT: Dybhavsminidrift/Koncessioner

Er man begyndt at give licens til minedrift i dybhavet?


Et britisk firma har købt rettigheder til dybhavsminedrift i et område større end Storbritannien (se kilde).


:KORT NYT: Flagermus/Kompas

Hvordan justerer flagermus deres magnetkomplas?


Flagermus justerer deres magnet-kompas ved at bruge solnedgangens polariserede lys (se kilde).


:KORT NYT: Fugle/Nedgang/Pesticider/Neonicotinoider

Hvorfor falder antallet af insektædende fugle?


Nedgang i insektædende fugle skyldes neonicotinoid-pesticid (se kilde).


:KORT NYT: Headbanging/Risiko

Kan man få blodprop af headbanging?


50-årig fik blodprop i hjernen efter headbanging ved koncert (se kilde).


:KORT NYT: Heling/Lugte

Har lugt-reagerende stoffer betydning for hudens heling?


Receptormolekyler, som reagerer på visse lugte, får hud til at hele (se kilde).


:KORT NYT: Hepatitis-B/Behandling

Kan man helbrede hepatitis B sygdommen?

(Hvorfor bliver Hepatitis B kronisk? Hvad er cccDNA?)
Hepatitis-B kan ikke kureres (eksperimentel behandling findes dog). Det skyldes, at virusset danner en stabil, cirkulær DNA-udgave af virusset inde i cellens kerne (det såkaldte cccDNA = covalently closed circular DNA), som er et såkaldt episomalt DNA. Når skønsmæssigt over 350 millioner mennesker er kronisk inficeret med hepatitis-B, skyldes det netop, at man ikke har en god metode til at fjerne dette episomale virus-DNA fra levercellerne. (Den kroniske situation ligner den kroniske HIV-virusinfektion, idet virusset ikke kan fjernes, fordi det indlejrer sig i kromosomerne i cellekernen hos langlevende, hvilende hukommelses-T-celler). Hos hepatitis-B sker der ikke en kromosom-indlejring som hos HIV-virus, men hepatitis-B-virussets cirkulære cccDNA bæres videre i de inficerede leverceller. Den kroniske infektion kan føre til leverkræft eller anden leversygdom, som faktisk 600.000 mennesker årligt dør af på grund af virusset. (Man har i over 30 år haft en vaccine mod hepatitis-B, men antallet af kroniske infektioner er ikke faldet).

Hepatitis-B er et lille DNA-virus, som formerer sig via RNA-dannelse. Virusset er et såkaldt relaxed circular DNA (rcDNA), der er dobbeltstrenget, men ved ankomst til en levercelle ændres det til et ligeledes dobbeltstrenget cccDNA, der altså er mere stabilt, og derfor undertiden er blevet kaldt et minikromosom. Man kan som anti-virusmiddel bruge analog-udgaver af nukleosider/nukleotider, men det hæmmer kun infektion, og helbreder altså ikke for virusinfektionen. Livslang behandling er kostbar, og der kan udvikles resistens. Man kan fjerne virusset med et cytokin, der kaldes alfa-interferon, men metoden er begrænset af bivirkninger, såsom blodproblemer, psykiatriske reaktio­ner (depression, irritabilitet, angst mv.) og influenzalignende reaktioner (træthed, stivhed, hovedpine, muskelsmerter, feber mv.). Kun op til 25% helbredes med alfa-interferon, og høje doser tåles ikke.

Man ved, at alfa-interferon opregulerer cytidin-deaminase APOBEC3A, så dette kan måske være årsagen til virkningen. Forskerne foreslår på denne baggrund - samt ud fra forsøg - at man alternativt opregulerer den lignende cytidin-deaminase APOBEC3B. (Det kan man f.eks. gøre ved at aktivere lympho­toxin-beta receptoren, også betegnet ”LTbetaR”).

Disse APOBEC-enzymer er mRNA-redigerings-enzymer, dvs. enzymer, som ændrer på mRNA, og som derved kan stoppe formeringen af hepatitis-B-virus. Aktivering af beta-lymphotoxin-receptoren synes at være specifik, så kun det episomale cccDNA påvirkes(se kilde).



:KORT NYT: Hest/Kommunikation/Ører

Kommunikerer heste med deres ører?


Hestens ørestilling fortæller andre heste om dens mærksomhed (se kilde).


:KORT NYT: HIV/Helbredelse

Kan HIV helbredes?


Fire-årig har fået HIV igen efter to år uden behandling, selv om hun blev anset for helbredt pga. meget tidlig behandling. HIV gemmer sig i hjerne og tarm. Kun én voksen er helbredt for HIV, Timothy Ray Brown, der i 2007 fik knoglemarv fra en donor med en sjælden genetisk mutation, som giver HIV-resistens(se kilde).


:KORT NYT: Hjernetræning/Virtual-reality

Kan virtual reality bruges til træning af hjernen?


Tricks til optræning af hjernen Mennesker med slagtilfælde, som f.eks. ikke kan bruge deres højre arm, får ikke genoptræning hurtigt nok. Ofte betyder ventetiden, at deres hjerne mister evnen til at styre denne del af kroppen. Men hjernen kan blive lokket til at “bevæge” armen, selvom armen ikke bevæger sig i virkeligheden. Fænomenet skyldes spejlneuronerne i hjernen.

En skærm, der viser, at den lammede arm bevæger sig, hvis patienten flytter sin ikke-lammede arm, vil aktivere hjerne-området for den lammede arm. Efter lidt træning vil nervebanerne i dette hjerneområde genvindes, således at patienten rent faktisk bliver i stand til at bevæge den hidtil lammede arm. Denne træning kan udføres med et virtual reality-lignende platform, som motiverer patienten til at udføre genoptræningen.

Mindmaze (www.mindmaze.ch) har rejst et beløb på 410.000 euro til at udvikle en sådan virtual-reality-baseret genoptræningsmetode, der hjælper ofre for slagtilfælde til at genvinde deres tabte funktion hurtigere. Systemet er blevet udviklet på Lausanne Universitetshospital og er senere blevet anvendt ved Stanford Stroke Center i Californien(se kilde).



:KORT NYT: Hukommelsen/Hippocampus/CA3

Har størrelsen af CA3-området i hippocampus betydning for huskeevnen?


Nogle har større CA3-område i hjernens hippocampus - og de huskede bedre i en test (se kilde).


:KORT NYT: Jalousi/hunde

Kan hunde føle jalousi?

(Hvor tidligt kan babyer føle jalousi?)
Jalousi kan ses hos 6-md. babyer og hos 3 ud af 4 hunde (se kilde).


:KORT NYT: Koma/Vegetativ tilstand/Tilbagevendende bevidsthed

Kan man påvise mulighed for opvågning til bevidsthed hos koma-patienter med vegetativ tilstand?


Koma I mange lande er det tilladt, at lægen afbryder behandlingen for patienter med vegetativ tilstand (unresponsive wakefulness syndrome), men ikke for patienter med minimal bevidsthedstilstand (minimally conscious state).

Men der er stor risiko for fejldiagnoser. Ved minimal-bevidsthedslignende koma er der glimtvis bevidsthed (?uctuating awareness) med hensigtsmæssige reaktioner på nogle stimuli.

9 ud af 13 patienter i ikke-responsiv koma, som viste hjerneaktivitet i PET-scanning (positron emission tomography), genvandt ifølge en undersøgelse senere bevidstheden. Dette viser, at denne teknik kan hjælpe med at forudsige, om en koma-patient, som er diagnosticeret med vegetativ tilstand, vil komme sig. Studiet er udført på Belgium’s Univ. of Liège (se kilde).

Hjerne-scanning foretaget på en gruppe patienter i dyb, reaktionsløs koma viste, at 13 af patienterne havde hjerneaktivitet af typen minimal bevidsthedstilstand. Af disse 13 patienter kom 9 faktisk senere til bevidsthed.

PET-scanning (¹8F-FDG PET) gav 75% korrekt forudsigelse. Man prøvede også med funktionel MRI (fMRI), og det gav 56% korrekt forudsigelse.

Studiet er udført på Liege universitet i Belgien.

Ved en tredie tilstand, som kaldes locked-in syndrome, kan patienten være ved bevidsthed, selv om han ikke reagerer (behaviourally unresponsive). I dette studie blev disse patienter, som altså er hjerneskadede - men alligevel ved bevidsthed - brugt som kontrolgruppe ved studiet; også raske frivillige indgik i studiet.

Bevidstheden (eng.: consciousness) er afhængig af opmærksomhedsnetværk (aware­ness networks) for både indre signaler i hjernen og ydre signaler, dvs. signaler som foregår i frontoparietal associative hjernebark-områder, samt i cingulate gyrus, precuneus og thalamus. Aktivitet i disse hjerneområder kan påvises med ¹8F-?uor-deoxy-glucose (FDG) PET-scanning, som viser glucose-stofskiftet på hel-hjerne niveau.

Turn­over-hastigheden af hjernens energi er ofte proportional med hastig­heden af synapse-aktivitet - således at et lavere niveau af glucose-stofskifte tyder på fejlfunktion, - eller at nogle hjerneområder er "sovende" (dormant). Specifikke fald i stofskiftet i de frontoparietal associative hjernebark-områder ses både i patienter med vegetativ tilstand og i patienter med minimal bevidsthedstilstand. Men patienterne med minimal bevidsthedstilstand bevarer en delvis metabolisme i de frontoparietale netværk, hvorimod patienter med vegetativ tilstand har omfattende, bred frontoparietal hypo­metabolisme og fejlfunktion i begge hjernehalvdele (bilateralt).

Men noget lignende, altså omfattende frontoparietal hypometabolisme, ses imidlertid også ved dyb søvn og ved helbedøvelse, hvilket tyder på, at dette mønster blot er forbundet med ikke-opmærksomhed (unawareness).

Fluktuationer af høje koncentrationer af deoxyhaemoglobin i blod-kapillærerne er forbundet med aktivitet i hjerne-neuroner. Sådanne forøgelser af deoxyhaemoglobin-­niveauet kan måles med funktionel MRI (fMRI). Når en person bliver bedt om at udføre mentale opgaver, såsom at tænke i billeder, danner raske mennesker reproducerbare og specifikke mønstre af hjerneaktivitet. Nogle patienter med vegetativ tilstand eller de, der har minimal bevidsthedstilstand, kan udføre lignende mentale opgaver, når de bliver bedt om det. Hvis man antager, at sådanne hjerneaktiviteter er mentale paralleller til udadgående kommunikation, kan fMRI-test måske muliggøre påvisning af bevidsthed hos patienter, hvor alvorlig grad af lammelse eller spasticitet gør almindelig kommunikation umulig.

I studiet synes den påviste hjerneaktivitet at tyde på, at der var blevet påvist (minimal) bevidsthed i mindst en af de to billedscanningsmetoder i 13 af 41 (32%) patienter, som var diagnosticeret med vegetativ tilstand. En opfølgning et år efter denne undersøgelse viste, at 9 af disse 13 patienter var bedret, enten til minimal bevidsthedstilstand eller til højere niveau af bevidsthed; for de fire andre var situationen, at tre var døde af lungebetændelse eller andre komplikationer og kun en af de 13 var stadig i tilstanden vegetativ tilstand. Bortset fra de 9 genvandt ingen af patienterne bevidstheden inden for dette år.

Alle fire patienter med locked-in syndrome blev korrekt identificeret med CRS–R, ¹8F-FDG-PET og fMRI som ved bevidsthed (se kilde).



:KORT NYT: Koppe-sygdom/Glemte prøveglas

Findes der glemte prøver med koppe-smitstoffet?


Glemte prøverør med koppe-smitstof mærket "Variola" blev opdaget i USA i 2014, og i Østeuropa i 1990'erne. Sygdommen erklæredes udryddet i 1980'ene (se kilde).

Kopper (variola) var en meget smitsom og farlig virussygdom hos mennesker. Koppers dødelighed er anslået til at være mellem 20 og 60 procent. Sidste registrerede udbrud af sygdommen var i 1977 i Somalia. Den sidste person, der døde af kopper, var den medicinske fotograf Janet Parker, der døde i 1978 som følge af et laboratorieuheld i England. Sygdommen blev i 1980 af WHO erklæret for udryddet.

Koppevirus gemmes stadig hos amerikanske og russiske myndigheder, henholdsvis i Atlanta ved Centers for Disease Control and Prevention (CDC) og Vektor Instituttet i Novosibirsk.

Kopper var den første sygdom, hvor vaccination blev udført, og det er vaccination, der har ført til udryddelse af sygdommen. Rutinemæssig vaccination af danske børn er ophørt.



:KORT NYT: Landbrug/Organisk landbrug/Biodiversitet

Hvad betyder organisk landbrug for biodiversiteten?


Organisk landbrug øger biodiversitet i udyrkede omgivelser (se kilde).


:KORT NYT: Muskler/Skeletmuskler/Udvikling/Styring/Cannabinoidproteiner

Har Cannabinoid-proteiner betydning for udviklingen af skeletmuskler?


Man har påvist cannabinoid-proteiners rolle for udvikling af skeletmuskler; det giver håb om ny behandling mod muskel­svækkelser (se kilde).


:KORT NYT: Neanderthaler/Ansigtstræk/Genetiske

Hvilke ansigtstræk udvikledes først hos Neanderthaleren?


Tænder og markerede ansigtstræk hos Neanderthaleren udviklede sig før andre anatomiske træk (se kilde).


:KORT NYT: Progeria/Modvirkende stof

Kan sygdommen progeria stoppes eller hæmmes i sin udvikling?


Man har fundet et lille molekyle, som kan stoppe proteinet, som medfører sygdommen progeria (for-tidlig-aldring). (se kilde). Progeria er også kendt som Hutchinson-Gilfords syndrom. Det er en genetisk børnesygdom, der medfører, at de ramtes kroppe ældes otte gange hurtigere end normalt. Børn med progeria bliver gennemsnitligt 13 år og sjældent ældre end 16 år. Sygdommen kan hverken helbredes eller forebygges, og rammer kun ca. 1 ud af 4 millioner børn. I øjeblikket ca. 100 beskrevet på verdensplan.

Sygdommen blev opdaget i 1886 af Jonathan Hutchinson, der fandt sygdommen hos en dreng på 6 år. I 1896 kunne Hastings Gilford konstatere, at det var en selvstændig sygdom efter at have fulgt op på Hutchinsons forskning og studeret en anden patient med lignende symptomer. Gilford navngav sygdommen progeria.

Progeria er ikke arvelig og viser sig først, når barnet er 18-24 måneder gammel. Efterhånden som sygdommen accelererer, rammes barnet af typiske alderstegn som hårtab, leddegigt og knogleskørhed. En hormonbehandling kan forlænge barnets liv. Dødsårsagen er ofte hjertestop eller en blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt).

Den eneste i Skandinavien med sygdommen er den nu 17-årige Jesper Sørensen, der bor i Nordjylland.

Forskere har opnået positive resultater med et lægemiddel. Det kliniske studie er offentliggjort i tidsskriftet PNAS. Brugen af det nye lægemiddel kan forsinke aldringsprocessen.

Et barn født med progeria stopper normalt med at vokse i 16-18 måneders alderen og udvikler hurtig tegn på aldring, herunder hårtab, tynd hud, knogleskørhed og åreforkalkning.

I 2003 opdagede man et defekt gen, LMNA, der er ansvarlig for udviklingen af aldringsprocesserne hos progeriapatienter. Når genet er defekt, danner det et afvigende protein, der binder molekylet farnesyl, således at dannelsen af cellekernemembraner forhindres – en binding, som forstyrrer cellens vækst og som typisk indtræffer under normal aldring af celler.

Farnesyl transferase hæmmere (FTI) anses derfor som gode medikamenter mod progeria, og forskerne har i dette studie testet effekten af lægemidlet Lonafarnib.

25 progeriapatienter fik Lonafarnib i minimum to år og resultatet viste, at tre ud af fire patienter oplevede vægtøgning eller stabil vægt. Alle patienterne oplevede forbedringer af mindst én af studiets endemål. Resultaterne antyder dermed, at Lonafarnib sandsynligvis kan bremse udviklingen af åreforkalkninger og knoglestrukturer.



:KORT NYT: Reagensglasbørn/Tre forældre

Er det lovligt at lave reagensglasbørn med tre forældre?


England overvejer tre-forældre reagensglasbørn i tilfælde af mitokondrie-sygdom hos moderen(se kilde).


:KORT NYT: Sandsten/Former

Hvad skyldes de høje sandstensformationer?


Naturlige sandstensmonumenter er lodrette, fordi tyngdekraften beskytter mod erosion (se kilde).


:KORT NYT: Spil/Glæde

Hvad bestemmer graden af glæde hos spil-vindere?


Glæden ved at vinde i et spil afhænger af afstanden til det forventede, men ikke af det vundne beløb (se kilde).


:KORT NYT: Tobak/E-cigaretter

Hvor mange mennesker i Europa ryger e-cigaretter?


29 mill. europæere ryger e-cigaretter (se kilde).


:KORT NYT: Ur/Hydrogen

Kan hydrogenatomet bruges som et ur?


Hydrogenmolekylet ville kunne bruges til præcist ur, med få sekunders tab siden universets opståen (se kilde).


:KORT NYT: Virus/Chikungunya

Hvad er Chikungunya virus?


Chikungunya virus har sit navn efter et makonde-sprog i Tanzania: ”den, der bøjer sig” (beskriver den sammenkrøbne kropsholdning, som de voldsomme ledsmerter forårsager). Dødeligheden ved Chikungunya virus er lav, men kan hurtigt gøre mange mennesker syge og få sundhedssystemet til at kollapse i skrøbelige lande. Chikungunya-sygdom overføres med myg (se kilde).

Statens Serum Institut skriver, at rejsende til Caribien skal beskytte sig mod myggestik på grund af risiko for at få Chikungunya-sygdom, som der ikke findes vaccine eller behandling imod. Lokale og turister i Caribien er blevet smittet. Over 775.000 mennesker menes ifølge den fællesamerikanske sundhedsorganisa­tion Pan American Health Organization at være ramt af sygdommen i Sydamerika, Centralamerika og Caribien, men sygdommen er mest udbredt i Afrika og Asien, herunder på det indiske subkontinent. I dec. 2013 blev den konstateret på øen St. Martin, hvorfra den hurtigt spredte sig til stort set alle caribiske lande, fordi folk ikke er immune, da det er en ny sygdom i Caribien. Folk, der har fået sygdommen, er immune resten af livet. Sygdommen er generelt ikke dødelig, men som en svær influenza med høj feber, hovedpine og udslæt samt ledsmerter. Folk kan få ekstreme smerter i leddene i 1-3 dage, og disse ledsmerter kan fortsætte i måneder. Inkubationstiden er 2-12 dage. Sygdommen varer typisk en uges tid.


Hvor kan jeg læse mere om Ebola?




Gå til hjemmesiden for BioNyt - Videnskabens Verden