1 Obama i Hiroshima (27. maj 2016) :::
2 :::
3 ::: Præsident Obama besøgte som den første siddende amerikanske præsident Hiroshima d. 27. maj 2016, hvilket havde stor symbolsk værdi.
4 ::: Syv år før, d. 5. april 2009, holdt Obama en tale i Prag, hvor han lovede at kæmpe for en verden, der er fri for atomvåben.
5 ::: I sin tale sagde han: "Truslen om en global atomkrig er gået ned, men risikoen for et atomangreb er gået op.
6 ::: Flere lande har fået disse våben, afprøvninger fortsætter, og der er et sort marked for handel med nukleare hemmeligheder og nukleare materialer.
7 ::: Teknologien til at bygge en bombe er blevet spredt.
8 ::: Terrorister er besluttede på at købe, bygge eller stjæle en".
9 ::: Efterhånden som flere bryder reglerne for en global ikke-spredning af kernevåben, kan vi nå til det punkt, hvor vores bestræbelser på at overholde aftalen ikke holder mere, sagde han.
10 :::
11 ::: Reelt set er udviklingen siden gået i den stik modsatte retning, siden præsident Obamas tale i Prag i 2009. Medens han var præsident, mangedoblede Nordkorea sit atomarsenal, Iran kom markant længere i retning af at kunne udvikle atomvåben (selv om en atomaftale fra 2015 midlertidigt stoppede atomprogrammet), og USA selv indledte under Obama en gigantisk modernisering af sine atomvåben.
12 ::: Dette moderniseringsprogram er planlagt til at løbe over 30 år, og vil koste over 6000 milliarder kr. Under Obama lovede USA ikke at ville anvende atomvåben over for lande uden atomvåben, men fastholdt den såkaldte "first strike"-strategi over for lande som Rusland og Kina.
13 ::: (Politiken 27. maj 2016 I s. 4 + II s. 2).
14 :::
15 Overvejelser om brug af kernevåben i USA :::
16 :::
17 ::: Dwight D. Eisenhower overvejede at bruge atomvåben under krisen i Taiwan-strædet i 1954 og under en krise over Berlin i 1959 og overdrog beføjelsen til at iværksætte et atomangreb til visse militære chefer, hvis han ikke var tilgængelig.
18 :::
19 ::: Tidligere forsvarsminister Robert McNamara (USA's forsvarsminister 1961-68) sagde sent i sit liv, at John F. Kennedy kom ”en hårsbredde fra at udløse en atomkatastrofe” tre gange i sin præsidentperiode, selv om hans præsidentperiode kun varede i 34 måneder.
20 :::
21 ::: Lyndon Johnson overvejede at bruge atomvåben for at forhindre Kina i at bygge atomvåben.
22 :::
23 ::: Nixon overvejede at bruge atomvåben tre gange - ud over i Vietnam - herunder i en situation, hvor Nordkorea havde skudt et amerikansk rekognosceringsfly ned i 1969.
24 :::
25 ::: Der er et interval på mellem 30 og 40 år fra disse hændelser er sket, til vi hører om dem.
26 ::: I otte af de ni sager havde vi ingen anelse om dette.
27 ::: Cuba-krisen er eneste undtagelse, som offentligheden kendte til.
28 :::
29 Det irrationelle menneske :::
30 :::
31 ::: Den svenske psykiater, Prof. Georg Klein, har i årtier iagttaget og grundet over, hvor begrænset menneskets rationalitet egentlig er.
32 ::: I foråret 1944 var næsten alle jøder i Ungarn blevet udryddet.
33 ::: To jøder var flygtet fra Auschwitz, og de beskrev i rapporten, hvad der skete i Auschwitz og bekræftede det, som der gik rygter om.
34 ::: Georg Klein havde jødiske venner i Budapest.
35 ::: Dem opsøgte han efter at have læst de to jøders rapport, og rådede sine jødiske venner til at gå under jorden.
36 ::: Men de troede ikke på ham.
37 ::: De foretrak at blive hjemme og håbe på, at nazisterne ikke kom efter dem.
38 ::: Georg Klein mente, at mennesket ikke reagerer rationelt, hvis det ikke kan se en stærk trussel med egne øjne.
39 :::
40 ::: Mennesket er kun rationelt et stykke af vejen, og kun hvis det har tilstrækkelig viden om sig selv og verden omkring sig.
41 ::: Hvis man ikke har viden til at tage rationelle valg, så vil man heller ikke kunne tage sådanne rationelle valg.
42 ::: Men viden er ikke nok. Det ligger i menneskets natur at undertrykke svære problemstillinger – derfor laver vi overspringshandlinger.
43 ::: Sociolog Michael Hviid Jacobsen mener, at politik grundlæggende er baseret på frygt (eksempler er terror, indvandring, globalisering, burkaer, kamphunde, knivloven, velfærdsstatens fremtid osv.).
44 ::: At mennesket er irrationelt forklarer, hvorfor uvæsentlige emner, såsom personsager og bagateller, fylder i den offentlige debat, hvorimod væsentlige emner (økonomisk krise, klimaforandringer osv. ) ikke får ret meget plads i debatten.
45 ::: Dan Gardner har skrevet bogen ”Frygtens anatomi”, der tager udgangspunkt i menneskets irrationelle valg.
46 :::
47 ::: Vi tager beslutninger med vores underliggende ”mavefornemmelse” og instinktive reaktionsmønstre, som meget let lader sig manipulere af alt fra duftstoffer til infektion af endokrine snyltere for slet ikke at tale om påvirkningen fra, hvad vi hører, og hvad andre mennesker finder på at sige om emnet.
48 ::: Når beslutningen så er taget – f.eks. om at handle eller ikke-at-handle på en problematik – så går vores hjerne i gang med at underbygge denne ”beslutning” med noget, som lyder så tilpas rationelt, at vi kan holde vores ”beslutning” ud.
49 :::
50 :::
51 ::: Den amerikanske psykiater Erich Fromm blev efter Første Verdenskrig meget optaget af at forsøge at forstå menneskets irrationalitet og masseadfærd. I 1920'erne studerede han psykologi, men havde tidligere studeret jura ved Frankfurt universitet og sociologi ved Heidelberg universitet. Han havde ortodoks-jødiske forældre, men brød med religionerne og blev ateist. Før Hitler kom til magten, skrev han et manuskript om den tyske arbejderklasses disposition for totalitarisme (dette blev først publiceret i 1984, fire år efter hans død). Da Hitler kom til magten flygtede han til USA. Her agiterede han for tanken om en international fredsbevægelse og grundlagde i den forbindelse organisationen SANE. Han konkluderede, at ethvert menneske, der ikke ligefrem er en galning, ville reagere på en klar dødstrussel - men selv om kernevåbnene handler om overlevelse, aktiveres vi ikke.
52 ::: Han tænker, at det måske skyldes, at der gives indtryk af, at problemerne forsøges løst, men der sker i virkeligheden intet for at løse disse problemer.
53 :::
54 Opdagelsen af uran (1789) :::
55 :::
56 ::: Uran blev første gang beskrevet i 1789
57 ::: Dette år opdagede en apoteker fra Berlin, Martin Heinrich Klaproth, nemlig uran, da han analyserede det mineral, som kaldes ”begblende”, og som er en varietet af mineralet uraninit.
58 ::: I begyndelsen af 1600-tallet troede de første sølvjægere i minegangene i Joachimstal (nu: Jáchymow) i Bøhmen, at dette mineral måtte indeholde metal, fordi det var så tungt.
59 ::: De fandt imidlertid intet metal.
60 ::: Derfor navnet ”begblende”, fordi mineralet foregøgler at have en skjult skat, og i øvrigt er sort som beg.
61 ::: Det blev siden opfattet som ubrugeligt affald i sølvminerne i Ertsbjergene.
62 :::
63 ::: Martin Heinrich Klaproth var et anerkendt medlem af Det Kongelige Preussiske Videnskabernes Akademi - og professor ved det berømte Bergakademie Freiberg.
64 ::: Han ville finde ud af, hvorfor begblende er tungt.
65 ::: Begblende er grålig, næsten sort, fedtglinsende, og flækker let i muslinge- eller nyreformede flager.
66 ::: Han pulveriserede stenprøverne, udsatte det for syrer, smeltede det med blæserør-flamme, tilsatte blodludsalt (kalisalt) og galæbletinktur – dvs. garvesyre fra de æbleformede galler på egeblade, som skyldes galhvepselarver, der forpupper sig i egetræernes blade, idet garvesyre kan udskylle urenheder af malmen
67 ::: Han overhældte med alkohol, destillerede, indfarvede, filtrerede, opløste, indtørrede osv. Han brugte benaskesyre (dvs. fosforsyre), fremstillet af knuste dyreknogler.
68 ::: Pludselig fik han en klar, grøn perle i blandingen med fosforsalt.
69 ::: De mest lovende prøver stammede fra en lille sølvgrube i Johanngeorgenstadt i Sachsen nær grænsen til Bøhmen, grundlagt af familier fra bjergværksbyen Joachimstal, hvorfra de var blevet drevet væk på grund af deres protestantiske tro.
70 ::: Da apotekeren i Berlin overhældte begblenden med salpetersyre forsvandt den sorte farve, og fortyndet med vand blev opløsningen hvidvinsgul med grønlig nuance
71 ::: Tilsætning af saltsyre skabte kongevand, der medførte vækst af lysegrønne og gullige krystaller.
72 ::: Efterbehandling med ludsalte og forsvovlet ammoniak gav citrongule og safrangule krystaller.
73 ::: Opblanding med linolie og bagning i en porcelænsovn gav sortbrunt metalstøv.
74 ::: Overhældt med salpetersyre igen skabte røde dampe.
75 ::: Smeltet igen i porcelænsovnen gav en porøs masse med jerngrå overflade, og når disse klumper behandledes med en fil så Martin Heinrich Klaproth metalglans.
76 ::: Han havde opdaget et nyt metallegeme.
77 ::: Han kaldte det uran, opkaldt efter planeten Uranus.
78 ::: Dette var gammel tradition at opkalde metaller efter planeter.
79 ::: I meget lang tid kendtes kun syv metaller.
80 ::: Alkymisterne tænkte, at det gav god mening, for man kendte kun syv planeter.
81 ::: Det var nærliggende at henføre de syv metaller til de syv planeter! Man tænkte sig, at stråler fra solen (som man opfattede som en planet) frembragte guld på Jorden.
82 ::: Månens "astralsvingninger" fik sølv til at vokse frem i Ertsbjergene og andre sølvminer.
83 ::: Hver af de 7 metaller var i oldtiden tilknyttet et himmellegeme.
84 ::: Det var et kosmisk hierarki - med navne på romerske guder.
85 ::: Guld og sølv øverst i hierarkiet, og derefter i rækkefølge: Kviksølv (der passede til Merkur). Kobber (der passede til Venus, idet betegnelsen ”kobber” henviser til ”metal fra Cypern”, som er den ø, som Afrodite (Venus) steg i land på, efter at hun var blevet født af havets skum).
86 ::: Jern (der passede til Mars, fordi det symboliserede maskulin hårdhed, som passede til den antikke krigsgud Mars).
87 ::: Tin (der passede til Jupiter).
88 ::: Bly (der passede til Saturn).
89 ::: Man baserede disse systemer på tilsyneladende ”lighedstræk” mellem elementerne.
90 ::: Men i 1789 var antallet af kendte metaller steget til 17. Man havde ikke opdaget flere dertil hørende planeter, og seriøse videnskabsmænd var holdt op med at tro på systemer, der var baseret på ”metal/planet-lighedstræk”.
91 ::: Dog havde den tyske astronom Wilhelm Herschel omkring 1781 opdaget en ny planet, Uranus.
92 ::: Før denne opdagelse var planeten Saturn længst væk.
93 ::: Nu var det planeten Uranus, der var længst væk.
94 ::: Saturns bane er ca. 9 gange længere væk, end solen er fra Jorden.
95 ::: Uranus-banen er derimod ca. 19 gange længere væk, end solen er fra Jorden.
96 ::: Det kendte univers var pludselig blevet dobbelt så stort på grund af opdagelsen af Uranus.
97 ::: I de otte år, der var gået siden Uranus blev opdaget, var der ikke blevet opdaget et nyt metal.
98 ::: Så da Martin Heinrich Klaproth skulle finde på et navn til sit nye metal, brugte han den gamle tradition, og kaldte det nye mineral for ”uran” efter den nyopdagede planet Uranus.
99 ::: (side i bogen Kædereaktion - historien om atombombens tilblivelse, Hubert Mania, Informations forlag 2012, fra orig.: Kettenreaktion, Rowohlt Verlag, Hamborg 2010).
100 :::
101 Fotografiets opdagelse (1839) :::
102 :::
103 ::: Opdagelsen af fotografiet fik også betydning for vores historie.
104 ::: To franskmænd ved navn Daguerre og Nièpces lavede de første fotografier.
105 ::: I 1826 fremkaldte Nièpces det første fotografi, der nok må have taget nogle dages eksponeringstid.
106 ::: Niépces døde, men Daguerre fortsatte forsøgene.
107 ::: Fra gammel tid var det kendt, at sølvsalte forandrede sig ved udsættelse for lys.
108 ::: I 1839 offentliggjorde Daguerre en ny, hurtigere fotograferingsmetode end den, Nièpces havde fundet på.
109 ::: Billedet skulle falde på en forsølvet kobberplade og udsættes for joddampe.
110 ::: Lyset ville så forandre jodsølvet, og når pladen derefter blev udsat for kviksølvdampe, afsatte kviksølvdråberne sig stærkest på de steder, hvor lyset havde virket stærkest.
111 ::: Man kunne så fjerne det ikke-angrebne jodsølv, hvorved man fik smukke billeder, som lyset ikke mere kunne forandre.
112 ::: Senere brugtes brom i stedet for jod, hvilket forkortede belysningstiden yderligere.
113 :::
114 Opdagelsen af ”felter” og ”Maxwells ligninger” (1830 og 1865) :::
115 :::
116 ::: I 1830’erne fandt en britisk fysiker, Michael Faraday, på at bygge elektriske motorer.
117 ::: Han opdagede, at elektricitet og magnetisme er beslægtede naturkræfter.
118 ::: Michael Faraday foreslog, at disse kræfter eksisterer som ”felter”, der gennemtrænger rum.
119 ::: En skotsk fysiker, James Clerk Maxwell, formulerede matematiske ligninger, som beskriver disse felter.
120 ::: Disse ”Maxwells ligninger” fra 1865 beskriver elektriske og magnetiske felter, som om de var usynlige væsker.
121 ::: Elektromagnetiske felter er som bølger på overflade af en dam, idet bølger på vandets overflade bevæger sig med en bestemt hastighed, og det gør elektromagnetiske felter også.
122 ::: Lyset, som vi ser, er i virkeligheden elektromagnetiske bølger.
123 ::: Ultraviolet lys er usynligt for os, er i virkeligheden elektromagnetiske bølger, der har kortere afstand mellem bølgerne og er usynlige for os.
124 ::: Albert Einstein anvendte Maxwell’s ligninger som udgangspunkt for sin relativitetsteori (1905).
125 ::: Einstein mente, at Maxwell’s ligninger forudsagde, at der eksisterer en bestemt hastighed for lys, uafhængig af den hastighed, som observatøren bevæger sig med.
126 :::
127 Opdagelsen af røntgenstråler (1895) :::
128 Begyndelsen på den radioaktive æra - Becquerelstrålerne (1896) :::
129 :::
130 ::: Den 8. november 1895 opdagede en tysk fysiker, Wilhelm Röntgen, ved en tilfældighed nogle kraftige stråler.
131 ::: Han kaldte strålingen for ”X”, som matematikere bruger om noget ukendt.
132 ::: Strålerne var jo netop ukendte.
133 ::: På engelsk hedder de stadig ”X-rays”.
134 ::: Vi kalder dem røntgenstråler, for det hed manden.
135 :::
136 ::: Prof. Wilhelm Röntgen arbejdede på Institut for Fysik ved Würzburg universitet, da han opdagede røntgenstrålerne.
137 ::: Han interesserede sig for elektriske lysfænomener i glasrør.
138 ::: Til forsøget brugte han et ca. 1 m langt glasrør, der var pumpet forholdsvis lufttomt.
139 ::: Glasrøret havde han forbundet til en strømkilde ved hjælp af to ledninger.
140 ::: Da han i et forsøg indsvøbte glasrøret i sort karton for at blænde det helt af og tilsluttede stærkstrømmen, bemærkede han en svag lysplet på bordet i nærheden af røret, hvor der tilfældigvis lå en papirskærm, der var behandlet med en kemisk substans, der afgav lys, når det ramtes af en bestemt stråling.
141 ::: Strålerne, som fremkaldte denne fluorescens, trængte altså gennem det sorte karton.
142 ::: Det kunne også ses to meters afstand.
143 ::: Røntgenstrålerne hæmmedes heller ikke af stanniol.
144 ::: Heller ikke et bræt af grantræ eller en bog på over 1000 sider, hæmmede røntgenstrålerne.
145 ::: Ikke engang tynde plader af aluminium, zink, kobber, sølv eller guld bremsede strålerne helt, fandt han ud af til sin store forbavselse.
146 ::: Kun blyplader og platinplader på flere millimeters tykkelse kunne stoppe røntgenstrålerne.
147 ::: Da Wilhelm Conrad Röntgen fandt på at udskifte den overfladebehandlede papirskærm med en fotografisk plade, konstaterede han, at de usynlige stråler fra glasrøret trængte gennem en lukket trææske, som indeholdt et sæt metallodder.
148 ::: På den lysfølsomme plade, der havde været placeret bag æsken, fremkom nemlig en aftegning af lodderne.
149 ::: Da han kom til at stikke hånden ind i strålerne, viste det sig, at strålerne kunne aftegne knoglerne i hans hånd.
150 :::
151 ::: Den 22. december 1895 indviede han sin kone Bertha i sin opdagelse.
152 ::: Han lod hendes hånd blive bestrålet i et kvarter med hans røntgenstråler.
153 ::: Knoglestrukturen på hendes hånd blev tydelige, hvorimod håndens hud, muskler og nervetråde kun blev svagt aftegnet på den fotografiske plade.
154 ::: Wilhelm Röntgen skrev en artikel med titlen ”Om en ny form for stråler”, og skriftet blev af universitetet sendt til 90 kolleger over hele Europa.
155 ::: Alle var begejstrede.
156 ::: Fotografiet af Berthas håndknogler inspirerede læger og erhvervsdrivende til at fremstille afbildninger af levende menneskehænder.
157 ::: Der findes et billede fra 1896 af en hånd, hvor en vielsesring svæver over ringfingerknoglen.
158 ::: Den 24. januar 1897 fandt man på at gennemlyse ryggen af en matros i England, der var blevet lam efter et værtshusslagsmål.
159 ::: Røntgenbilledet afslørede en knækket knivspids mellem to ryghvirvler, og manden blev opereret.
160 ::: Da opfinderen Thomas Edison erklærede, at han ville gennemlyse sin hjerne, belejrede journalister hans hus i 2 uger, indtil han flovt fortalte dem, at forsøget var mislykkedes.
161 ::: En amerikansk avis foreslog, at man burde behandle forbryderhjerner med røntgenstråler for at fjerne de kriminelle tilbøjeligheder.
162 ::: Lægeklinikker og skønhedssaloner brugte røntgenstråler til at fjerne leverpletter og uønsket hårvækst på overlæber og underben hos kvinder.
163 ::: Det var farligt, men det vidste man ikke.
164 ::: Tandlægen Otto Walkhoff i Braunschweig klippede i januar 1896 et rundt stykke af en fotografisk plade, pakkede det ind i lystæt papir, og klemte det ind bag begge tandrækker i sin egen åbne mund.
165 ::: Derefter gennemlyste han kinden i 25 minutter.
166 ::: Han kunne på den fotografiske plade se pulpa-kammeret og tandrødderne
167 ::: Andre tog billeder af deres børns dødningehoveder og håndknogler uden at bekymre sig over, om der kunne være en risiko ved den enorme eksponeringstid.
168 ::: Læger begyndte at tale om forskellige former for strålebehandling.
169 ::: Røntgenstrålerne kunne vise geværkugler set tværs gennem løbet af Wilhelm Röntgens jagtbøsse, men kunne også vise knoglebrud, slugte mønter, og kugler, der sad fast i krigsveteraners skulderblad.
170 ::: Amerikanske røntgen-entusiaster kunne købe radiografier af en nyre for 50 cent pr. styk, hvorimod det kostede 75 cent, hvis der sås nyresten i nyren
171 :::
172 ::: En fransk forsker, Edmond Becquerel, konstruerede et særdeles følsomt apparat, som kunne registrere selv minimale lysvirkninger.
173 ::: Det blev kaldt et fosforoskop.
174 ::: Sønnen blev optaget af faderens studier, og blev senere meget berømt.
175 ::: Denne Henri Becquerel var nemlig den første person, som opdagede eksistensen af radioaktivitet.
176 ::: Henri Becquerel blev professor i fysik i Paris, og i starten af sin karriere interesserede han sig for polarisering af lys og krystallers absorption af lys samt fænomenet fosforescens.
177 ::: ”Fosforescens” er udsendelse af lys med én farve, efter at et mineral eller visse salte er blevet udsat for lys af en anden farve.
178 ::: (Dette er i modsætning til ”fluorescens”).
179 ::: Det ”fosforescerende” materiale udsender ikke straks al den stråling, det absorberer.
180 ::: Det fosforescerende materiale kan være adskillige minutter eller timer om at udsende den optagne stråling igen.
181 ::: Materialet, der fosforescerer, står altså lysende i denne tid.
182 ::: [Fluorescens har ikke denne langtidsvirkning: En fluorescerende hvid skjorte bliver lysende i diskotekets UV-lys, fordi tekstilet absorberer det ultraviolette lys og udsender det som lys med lavere frekvens, nemlig som synligt lys; men diskotekgæsterne fortsætter ikke med at lyse ude i nattemørket, som hvis skjorten havde været fosforescerende]).
183 :::
184 ::: Da Henri Becquerel hørte om røntgenstrålerne, tænkte han, at fosforescerende stoffer måske ville udsende røntgenlignende stråler, hvis de udsattes for kraftigt sollys.
185 ::: For at teste denne arbejdshypotese, placerede han forskellige selvlysende krystaller på fotografiske plader, der var skærmet fra sollyset ved at være pakket ind i sort papir eller aluminiumsfolie.
186 ::: Krystallerne gav ingen skygger på de fotografiske plader.
187 ::: Men i februar 1896 prøvede han med uransalt af en type, som er kendt for dets kraftige fosforescerende virkning.
188 ::: Han stillede uransaltet ud i solen, og efterfølgende pakkede han det ind i to lag sort papir og lagde en tynd sølvfolie ind mellem præparatet og den fotografiske plade.
189 ::: Efter en eksponeringstid på to timer fremkom mørke pletter på pladen, som var et omrids af uransalt-krystallerne
190 ::: Henri Becquerel fremlagde sin opdagelse for Videnskabernes Akademi i Paris d. 24. februar 1896: ”Til eksperimentet skal man bruge en lysfølsom fotografisk plade med en bromid-emulsion.
191 ::: Den fotografiske plade skal man pakke ind i to lag meget tykt sort papir, således at pladen ikke bliver sværtet, når den stilles ud i sollyset en hel dag.
192 ::: Oven på papiret lægger man en tyk klump af noget fosforescerende materiale, og det stilles i solen i nogle timer.
193 ::: Når man derefter fremkalder den fotografiske plade, vil man se et silhuet af det fosforescerende materiale i form af sorte skygger på negativet.
194 ::: Hvis man mellem det fosforescerende materiale og papiret placerer en mønt eller et metalstykke, der er udskåret til en figur, ser man et billede af disse objekter på negativet.
195 ::: Ud fra disse eksperimenter må man konkludere, at det fosforescerende materiale udsender stråler, som passerer gennem det uigennemsigtige, sorte papir og er i stand til at reducere sølvsaltene på den fotografiske plade”.
196 ::: Men yderligere forsøg fik ham til at tvivle på sin egen forklaring.
197 ::: Den 2. marts 1896 rapporterede han: ”Krystallerne af kalium-uran-sulfat salte vil – selv om der slet ikke bruges sollys og de holdes helt i mørke – alligevel frembringe de samme fotografiske billeder.
198 ::: Solen skinnede ikke ret meget i onsdags d. 26. februar og dagen efter, så da jeg fremkaldte de fotografiske plader den 1. marts forventede jeg, at billederne ville være meget svage.
199 ::: Men i stedet var silhuetterne meget tydelige.
200 ::: Så det synes at være usynlige stråler, som udsendes ved fosforescens og som varer længere end varigheden af de lysende stråler, som udsendes fra disse materialer, og de har stor lighed med de stråler, som Röntgen har studeret”, skrev Henri Becquerel.
201 ::: Derefter udførte han flere eksperimenter med uransalte af typer, som ikke var fosforescerende.
202 ::: Endelig kom han frem til den korrekte forklaring, nemlig at den gennemtrængende stråling kom fra uranet selv! (I starten gik man altså ud fra, at uran-strålingen måtte skyldes krystallernes selvlysende egenskaber (samt at det også her måtte være røntgenstråler, der kunne trænge gennem det lystætte materiale).
203 :::
204 ::: Uran var på dette tidspunkt et kendt glasfarvestof og keramikfarvestof.
205 ::: Det viste sig nu også at udsende stråler, som ikke var almindelige lysstråler.
206 ::: Henri Becquerel lagde sine uran-korn ned i en skuffe, viklet ind i metalfolie.
207 ::: Da han nogle dage senere pakkede dem ud, så han til sin forbløffelse, at omridset af urankrystallerne havde afbildet sig som en skygge på fotopladen.
208 ::: Han havde begyndelsen troet, at strålingen var fremkaldt af sollysets virkning på urankornene, men det var urankornene selv, som udsendte strålerne, og det havde intet med luminescens-fænomenet at gøre, sådan som Henri Becquerel oprindelig havde troet.
209 ::: Selv uransalte, som havde været i mørke i månedsvis, afgav den gennemtrængende strålingstype.
210 ::: Opdagelsen af disse ”Becquerel-stråler” blev offentliggjort d. 2. marts 1896 af Videnskabernes Akademi i Paris.
211 ::: Dette var kun 4 måneder efter opdagelsen af røntgenstrålerne.
212 ::: Uran-strålerne blev imidlertid blot opfattet som en svagere variant af røntgenstrålerne, idet uran-strålerne krævede helt op til 24 timers eksponering for at efterlade et aftryk på foto-emulsionen.
213 ::: De kunne altså slet ikke præstere noget, som kom i nærheden af røntgenstrålernes fantastiske billeder.
214 ::: De fleste videnskabsmænd ignorerede derfor uranstrålerne.
215 ::: De få, der ikke gjorde det, tog forbehold mod, at de overhovedet eksisterede.
216 ::: Röntgen havde måtte bruge stærkstrøm og delvis lufttomme, gasfyldte glaskolber for at få dannet sine røntgenstråler.
217 ::: Becquerel påstod nu, at urankornene bare udsendte stråler ved at ligge i en skuffe.
218 ::: Det lød ikke troværdigt.
219 :::
220 ::: Gymnasielærerne Julius Elster og Hans Geitel fra Wolfenbüttel var blandt de få forskere, som allerede i april 1896 besluttede sig for at gentage Becquerels forsøg.
221 ::: De kunne bekræfte resultaterne! Men Wilhelm Röntgen blev ved med at være skeptisk - selv om gymnasielærerne sendte ham deres resultater, lod han sig ikke overbevise.
222 ::: På det tidspunkt var der udgivet 1000 artikler og 50 bøger om røntgenstrålerne, hvorimod ingen tog notits af uranstrålerne.
223 :::
224 ::: En 30-årig kvinde fra Warszawa i Polen var blevet optaget som kemi-studerende på Sorbonne universitet i Frankrig.
225 ::: At hun var kvinde var en undtagelse på universitetet, men en anden undtagelse var, at hun modsat næsten alle andre interesserede sig for uranstrålerne.
226 ::: Hun læste om uranstrålerne, som Henri Becquerel havde offentliggjort i perioden fra d. 2. marts 1896 og frem til midten af 1897, men som stort set ingen sidenhen havde beskæftiget sig med.
227 ::: Hun tænkte, at hun måske kunne bruge dette til sin disputats.
228 ::: Hun ville studere uranstråling.
229 ::: Hendes navn var Marya Sklodowska.
230 ::: I dag er hun verdenskendt som Marie Curie.
231 ::: Under studierne mødte hun nemlig Pierre Curie, som blev forelsket i denne lidt reserverede, ambitiøse kvinde, der studerede fysik, matematik og kemi.
232 ::: Han underviste på Højskolen for Industriel Fysik og Kemi i Paris.
233 ::: Hun blev gravid, og parrets datter, Irene, var 3 år, da Marie Curie begyndte på de første undersøgelser af uranstrålerne i december 1897. Endnu havde intet universitet i Europa tildelt en kvinde doktorgraden, som hun arbejdede på at få.
234 ::: Det vakte også forargelse, at hun havde et lille barn.
235 ::: Hun burde gå hjemme hos barnet, mente man.
236 ::: Hun fik dog tildelt et småfugtigt lille arbejdsrum i stueetagen på læreanstalten, hvor hendes mand underviste.
237 ::: Hun kunne bekræfte uranstrålerne, men fandt også, at de gjorde den omgivende luft elektrisk ledende.
238 ::: Pierre Curie havde opfundet et specielt elektrometer, og med det kunne hun måle på den elektrificerede luft over uranprøverne, og derved indirekte slutte sig frem til aktiviteten af strålingen.
239 ::: Langt den største strømstyrke målte hun fra begblende-prøverne fra det saksiske Johanngeorgenstadt.
240 ::: Prøverne fra det bøhmiske Joachimstal var næsten lige så kraftige.
241 ::: Strålingen ændredes ikke af temperatur eller fugt.
242 ::: Strålingsmængden var heller ikke påvirkelig af, om uranet var et oxid, et salt eller et fosfat.
243 ::: Det var også uden betydning, om uranet var pulveriseret eller ej.
244 ::: Strålingen måtte altså være fra selve grundstoffet uran, og ikke fra en eller anden uranforbindelse.
245 ::: Hun gik systematisk igennem mineralsamlingen på højskolen, og opdagede, at også mineraler, der indeholdt thorium, afgav stråling og elektrificerede luften.
246 ::: Som fællesbetegnelse for uran- og thoriumstrålingen valgte hun som den første at bruge begrebet ”radioaktivitet”.
247 ::: Hun opdagede også, at strålingen fra begblende var fire gange så stærk som strålingen fra rent uran.
248 ::: De naturligt forekommende, ubearbejdede uranmineraler måtte altså også indeholde et andet stof med en endnu stærkere stråling end uran og thorium.
249 ::: Det måtte i så fald være et helt nyt kemisk grundstof, eftersom Marie Curie havde undersøgt alle de grundstoffer, som man havde kendskab til i 1898. Ægteparret Curie indsendte d. 18. juli 1898 en artikel "Om en ny radioaktiv substans i begblende" til Videnskabernes Akademi i Paris.
250 ::: Hun kaldte dette nye grundstof for ”polonium” efter sit hjemland, Polen.
251 ::: De havde isoleret polonium fra begblende ved at rense for andre stoffer i begblende-mineralet.
252 ::: Efter isoleringen af polonium var der imidlertid en lille smule af letmetallet barium tilovers.
253 ::: Det viste sig, at denne rest også var radioaktivt, ligesom polonium var.
254 ::: [Polonium udsender mange alfapartikler.
255 ::: I 2006 blev den Putin-kritiske, russiske forfatter Alexander Litvinenko forgiftet med polonium-210 og døde tre uger efter.
256 ::: Måske blev den palæstinensiske leder Yasser Arafat også forgiftet af polonium-210, idet schweiziske forskere fandt spor af dette stof i hans ting].
257 :::
258 Opdagelsen af radium (1898) :::
259 :::
260 ::: Marie Curie var født i 1867 i Warszawa.
261 ::: Hendes far var lærer.
262 ::: I 1891 kom hun til Paris - og blev polsk-fransk fysiker og kemiker.
263 ::: Det var i juli 1898, at parret opdagede polonium.
264 ::: I efteråret samme år, 1898, opdagede de endnu et grundstof, som de kaldte radium.
265 ::: De fik begge Nobelprisen i 1903 sammen med den franske fysiker Henri Becquerel.
266 ::: Hun var den første kvinde, der fik en Nobelpris.
267 ::: I 1906 blev hendes mand kørt ned og døde.
268 ::: Hun overtog hans fysikundervisning – som den første kvindelige lærer på Sorbonne universitet.
269 ::: I 1911 fik hun endnu en Nobelpris, denne gang i kemi.
270 ::: Hun er den eneste person med to Nobelpriser i både fysik og kemi.
271 ::: Under Første Verdenskrig kørte hun selv medicinsk røntgenudstyr til fronten, og hun underviste lægerne i brugen af udstyret.
272 ::: Trods sine mange successer blev hun, fordi hun var kvinde, ikke rigtig accepteret, og de franske mænd blev ved med at forhindre hende i at få finansiel støtte til sin forskning.
273 ::: Helbredet svækkedes, og efter et tiår med stadig dårligere helbred, døde hun i en alder af 67 år, i 1934, af leukæmi (aplastisk anæmi) som følge af massiv udsættelse for stråling i forbindelse med sit arbejde - hvoraf meget blev udført i et skur uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger, idet de skadelige virkninger af hård stråling generelt ikke kendtes på dette tidspunkt.
274 ::: Hun var kendt for at bære rundt på reagensglas med radioaktive isotoper i sin lomme, og at opbevare dem i sin skrivebordsskuffe.
275 ::: Hun satte pris på det smukke blågrønne lys, som metallerne afgav i mørke.
276 ::: På grund af deres indhold af radioaktivitet, anses hendes papirer fra 1890'erne for farlige at håndtere.
277 ::: Selv hendes kogebog er højradioaktiv.
278 ::: Disse ting holdes i blyforede bokse.
279 ::: Hvis man ønsker at se dem, skal man bære beskyttelsesdragt.
280 ::: Parrets ældste datter Irene blev selv forsker.
281 ::: Hun fortsatte inden for sin mors arbejdsområde, og hun opnåede selv at få en Nobelpris i kemi.
282 :::
283 ::: Radium udsender en stråling, som er 900 gange kraftigere end radioaktiviteten fra uran.
284 ::: I fast saltform afgiver radium fem millioner gange så stærk stråling som uran.
285 ::: Ægteparret Curie behøvede meget mere begblende for at isolere dette radium, og fik hjælp fra en kemifabrik, Societe Centrale des Produits Chimiques.
286 ::: Affald fra produktionen af uranmaling i Uranfarbenfabrik ved Joachimstal blev berømt som råmateriale til ægteparret Curie’s isolering af radium i store mængder i 1898. Affaldet, der havde et radium-indhold på op til 300 Bq pr. kg, blev også brugt i stedet for sand til murerarbejde i bygningerne i Joachimstal, hvilket gjorde husene usædvanligt radioaktive.
287 :::
288 ::: Ægteparret Curie fik det problem, at alle deres laboratoriegenstande blev radioaktive af radium-støv.
289 ::: Efterhånden blev deres laboratorium lysende.
290 ::: Parrets foretrukne adspredelse var at åbne døren indtil laboratoriet sent om aftenen for at nyde det fantastiske skue, idet der overalt var en svagt lysende omrids af de glas og poser, som præparaterne var anbragt i
291 :::
292 ::: Først efter fire år blev radiologerne klar over, at røntgenstråler var farlige i overdoser.
293 ::: Blandt fysikere og læger havde man set forbrændinger og endog dødsfald efter omgang med røntgenstrålerne.
294 ::: Tandlægen Otto Walkhoff kendte til risikoen, men ingen vidste, hvilke doser, der er skadelige.
295 ::: Alligevel vovede han i efteråret 1900 at udføre det første dokumenterede forsøg med radioaktivitet på egen krop.
296 ::: Han fik radium fra Friedrich Giesel, der var en tysk kemiker, som havde fundet en metode til at producerede store mængder af ren radium og polonium fra uranmineraler – (nemlig ved at bruge bromider i stedet for chlorider til fraktionel krystallisering.
297 :::
298 Selvstudier af radioaktivitets vævsskadelige evner :::
299 :::
300 ::: Friedrich Giesel stillede 0,2 gram radium til rådighed for Otto Walkhoff, som bestrålede sin underarm i to gange 20 minutter.
301 ::: Der gik betændelse i den omkringliggende hud.
302 ::: Senere gentog han dog forsøget, og nu med to timers bestråling.
303 ::: Arret kunne stadig ses 1½ år efter.
304 ::: Pierre Curie skruede rekorden op til 10 timer.
305 ::: Huden beskadigedes, såret måltes, og betændelsestiden taltes i dage.
306 ::: Henri Becquerel kunne også med stolthed vise sine sår frem efter at have gået rundt med en radiumkapsel i jakkelommen.
307 ::: Friedrich Giesel prøvede radioaktivitetens virkninger på alt og alle.
308 ::: Potteplanterne døde efter nogle timers bestråling, konstaterede han.
309 ::: Spireevnen hos blomsterfrø forsvandt.
310 ::: Alt, som radiumforskerne rørte ved, blev radioaktivt.
311 ::: Friedrich Giesel stillede sig til rådighed for et forsøg, som hans venner Julius Elster og Hans Geitel udførte: De tænkte, at eftersom radium afgiver den radioaktive ædelgas radon, måtte Friedrich Giesel efter over seks års arbejde med præparaterne have optaget så store mængder radon i kroppen, at hans ånde måske var elektrisk ledende! Det var den.
312 ::: De fik ham til at puste kraftigt ind i apparatet - og kunne registrere en elektrisk ledeevne langt over gennemsnittet.
313 ::: Julius Elster og Hans Geitel skrev, at også forsøgspersonens urin ved gennembobling med luft afgav en gas med syvdobbelt forhøjet ledeevne end normalt.
314 ::: Friedrich Giesels hænder havde stivnede fingerspidser, og der var konstant betændt, skorpet hud.
315 ::: Han foretog forsøg på egen krop af ren nysgerrighed og videnskabelig interesse.
316 ::: Ægteparret Curie følte på et tidspunkt en underlig sløvhed og træthed, som de havde svært ved at overvinde.
317 ::: Pierre Curie begyndte at klage over ledsmerter.
318 ::: Marie havde sprukne, betændte fingerspidser.
319 ::: Under sin anden graviditet i foråret 1903 arbejdede hun lige så hårdt på sit arbejde i strålingsskuret som før.
320 ::: Hun aborterede, men var uvidende om, at det formentlig skyldtes radiumstrålingen, der især nedbryder celler under deling (som i et foster).
321 :::
322 Energien i atomers radioaktivitet :::
323 :::
324 ::: Medens et stykke brændende kul meget hurtigt opbruger al energien, og hvor krudt og dynamit udlader al sin energi ved en eksplosion uden at efterlade ret meget restmateriale, er radium helt anderledes.
325 ::: Den giver en tilsyneladende vedvarende varmeudvikling, der er 2000 gange stærkere end energien i den kemiske reaktionsvarme, der udvikles under molekylære omdannelser
326 ::: Friedrich Giesel var den eneste, som havde adgang til radium, men han forærede det til forskere i tyske, franske, engelske og amerikanske forskere.
327 :::
328 ::: [De kendte forskere William Ramsay og Frederick Soddy købte senere radium fra hans fabrik].
329 :::
330 Opdagelsen af (alfapartikel)-scintillationer (1896) :::
331 :::
332 ::: Friedrich Giesel og ægteparret Curie sendte højradioaktive stoffer til hinanden med posten.
333 ::: I 1896 brugte han et stykke urans egenstråling til at fæstne billedet af en frø på en fotografisk plade.
334 ::: Skærmen lyste op med et kraftigt blågrønt skær [det skyldes alfastråler, dvs. heliumkerner], når der blev sat et radiumpræparat i nærheden.
335 ::: Han konstruerede en lysskærm bestående af krystallinske zink- og svovlforbindelser iblandet en smule kobber.
336 ::: Det gjorde han ved at opvarme zink og svovl i en kobbergryde.
337 ::: Det krystallinske zinksulfid med spor af kobber blandede han med gelatine og spredte ud på en glasplade til fremstilling af en fosforescent skærm.
338 ::: Han fik det indtryk, at skærmen syntes at blinke, når den udsattes for radioaktivitet.
339 ::: Den 9. december 1902 skrev han til Julius Elster og opfordrede ham til at undersøge dette fænomen.
340 ::: Julius Elster og vennen Hans Geitel brugte skærmen i forbindelse med en stærkt fortyndet radioaktiv substans, hvorved de med en lup kunne se lysglimt, de såkaldte scintillationer [fra de enkelte alfapartikler, heliumkerner].
341 ::: En engelsk kemiker og fysiker, Sir William Crookes, opdagede dog scintillationsmetoden nærmest samtidig med Julius Elster og Hans Geitel, og nåede at komme først med publicering af fænomenet
342 ::: William Crookes udviklede et apparat, hvor afstanden til den radioaktive kilde kunne justeres præcis ved hjælp af en spændmøtrik.
343 ::: Jo tættere radium placeredes nær skærmen, jo flere lysende punkter sås.
344 ::: Instrumentet blev anvendt af Ernest Rutherford og hans studerende Hans Geiger og Ernest Marsden, hvorved de var i stand til at tælle antallet af individuelle scintillationer, som dannedes, når alfapartiklerne bombarderede zinksulfid-skærmen.
345 ::: Dette var et afgørende vigtigt instrument for deres udforskning af alfapartiklerne, som førte til Rutherfords opdagelse af atomkernen.
346 :::
347 :::
348 Opdagelsen af radiums spektrallinier (1896) :::
349 :::
350 ::: Den anerkendte kemiker, Eugene Demarcay, foretog i 1898 spektroskopi af de stoffer i begblende, som Marie Curie og hendes mand havde opdaget.
351 ::: Derved var han med til at bestemme, at det faktisk var radium, de havde fundet.
352 ::: Ethvert kemisk grundstof har nemlig sine egne karakteristiske spektrallinier, der viser, hvilke lyspartikler, der afgives af det enkelte grundstof.
353 ::: Det fungerer som et entydigt fingeraftryk for den pågældende atomstruktur.
354 ::: Det er dermed bevis for tilstedeværelsen af det pågældende grundstof.
355 ::: Han smurte en lille smule af stoffet på en elektrode og ledte en gnist igennem det.
356 ::: Derved kunne han affotografere stoffets gnistspektrum.
357 ::: I fotografiet fandt han spektrallinier, der kunne kobles til det hidtil ukendte stof, radium.
358 :::
359 Joseph Thomson påviste elektroner i atomer (1897) :::
360 :::
361 ::: Den engelske fysiker Joseph John Thomson påviste i 1897, at elektroner er en bestanddel af atomer.
362 ::: Han udviklede ”rosinkagemodellen” for atomets opbygning.
363 ::: Det var en forkert teori, idet han gik ud fra, at massen nok er ligeligt fordelt i hele atomet, og at elektronerne nok er indstrøet i denne masse jævnt fordelt som rosiner i en kagedej.
364 :::
365 ::: Hans teori blev forkastet seks år efter af Rutherford.
366 :::
367 Rutherford beskrev alfa- og betastråler (1899) :::
368 :::
369 ::: Det var efter at have hørt om Henri Becquerel’s arbejde med uran, at Ernest Rutherford begyndte at studere dets radioaktivitet.
370 ::: Henri Becquerel havde fundet røntgenstråler, men Rutherford fandt under sine studier i Canada nogle stråler, som var anderledes.
371 ::: I 1899 beskrev han forskellen på to typer af stråling, som man kalder alfa- og betastråler.
372 ::: (Henri Becquerel havde i 1896 noteret ”radioaktivitet”, hvilket var betastrålerne, men han havde ikke beskrevet dem).
373 ::: Betapartiklerne er 100 gange mere gennemtrængende end alfapartiklerne.
374 ::: Beta-partiklerne viser sig på en ”Becquerel-plade”, men alfa-partiklerne viser sig ikke, fordi de let absorberes af det sorte indpakningspapir på en sådan ”Becquerel-plade”.
375 ::: Henri Becquerel havde ved et tilfælde opdaget, at uran kunne afsætte spor på en fotografisk plade, som stadig var indpakket i sort indpakningspapir, og Ernest Rutherford fandt forklaringen.
376 ::: Rutherford fandt også ud af, at radioaktive stoffer henfalder med en bestemt tidsforløb, og at dette kunne angives som halveringstiden for stoffet.
377 :::
378 Opdagelsen af ”alfastråler” og ”betastråler” :::
379 :::
380 ::: Ernest Rutherford foretog nøjere analyser af de radioaktive stoffer, og fandt at de udsendte to forskellige strålingsformer, som havde forskellig evne til at gennemtrænge materialer.
381 ::: Han kaldte disse stråler ”alfastråling” og ”betastråler”.
382 ::: Alfastrålerne rejser med 19.000 km i sekundet, men deres rejse er allerede overstået i løbet af få centimeter, idet de bliver absorberet af luften.
383 ::: Et stykke papir kan helt afskærme for alfastrålerne.
384 ::: Betastrålerne bevæger sig med lysets hastighed.
385 ::: De kan ikke gennemtrænge en aluminiumsplade, der er 5 mm tyk.
386 :::
387 Virkningen af ”alfastråler” :::
388 :::
389 ::: Det er alfastrålerne, som bidrager mest til den varme, som opstår ved radioaktivt henfald.
390 ::: Det er også alfastrålerne, som medfører elektrificering af luften.
391 ::: Ernest Rutherford påviste, at alfastrålerne i virkeligheden er helium (faktisk kun heliumkerner).
392 ::: Alfastrålingen er altså i realiteten helium-atomkerner (He2+), der udsendes under alfahenfald af radioaktive kerner som f.eks. uran og radium.
393 ::: Strålingen blev opdaget af Ernest Rutherford i 1899, og han brugte disse til at påvise atomkernen i 1911. [Blot et stykke papir, nogle centimeters luft eller de yderste lag af huden er nok til at stoppe alfastråler.
394 ::: På den anden side er alfastråler den farligste form for radioaktiv stråling i tilfælde af, at alfastrålingen sker fra stoffer, der er kommet ind i kroppen.
395 ::: I så fald vil alfastrålingen nemlig afsætte energien direkte i de indre organer.
396 :::
397 Opdagelsen af halveringstid :::
398 :::
399 ::: Ernest Rutherford var en fysiker fra New Zealand, som fra 1907 arbejdede i Manchester i England - i samarbejde med Hans Wilhelm Geiger (som udviklede Geigertællerens urform, der kunne fastslå, at et gram radium udsender 34 milliarder alfapartikler [heliumkerner] i sekundet, dvs. en slags første internationale standard for radioaktivitet).
400 ::: Men før dette arbejdede Ernest Rutherford i Montreal i Canada sammen med en engelsk assistent, Frederick Soddy.
401 ::: Sammen udviklede de en teori, der kunne forklare alle hidtil kendte strålingsfænomener.
402 ::: De hævdede nemlig, at der foregår en gradvis omdannelse af atomerne i de radioaktive stoffer.
403 ::: Under afgivelse af energiholdig stråling henfalder uran, radium og thorium over en række mellemtrin til andre grundstofatomer.
404 ::: De fandt ud af, at ethvert grundstof skal bruge en ganske bestemt tid til at omdanne halvdelen af dets atomer til andre grundstofatomer - og de kaldte dette tidsrum for ”halveringstiden”.
405 ::: De fandt ud af, hvorfor man ikke havde kunnet påpege ændringer i energiafgivelsen af radium - for dette stofs halveringstid er meget lang, 1620 år.
406 ::: Soddy rådede over en mængde på 30 milligram radium, og der ville altså stadig være 15 milligram tilbage efter 1620 år, og altså stadig 7,5 mg tilbage efter 3240 år.
407 ::: De fandt ud af, at halveringstiden for uran er meget længere, over 4,5 milliarder år.
408 ::: Frederick Soddy undersøgte, om stoffernes henfald kunne påvirkes, men det kunne de ikke.
409 ::: Radium henfalder med samme hastighed uanset om han opvarmede til 2500 grader, nedkølede til ekstrem kulde, påvirkede med højt tryk, elektriske udladninger, magnetfelter, eller angreb stoffet med aggressive syrer.
410 ::: Desuden udregnede Frederick Soddy, at hvis vores sol bestod af radium, ville det udsende en million gange så meget lys og varme.
411 :::
412 Ernest Rutherford's tanker om atombomben :::
413 :::
414 ::: Ernest Rutherford anså det for en reel mulighed, at atomenergien ville kunne udnyttes militært.
415 ::: Hvis man kunne finde en egnet detonator, ville en atomar henfaldsbølge muligvis kunne forplante sig eksplosivt gennem resten af materien, indtil hele jordkloden ikke var andet end ét stort heliumvrag, spekulerede han.
416 ::: Måske tænkte Ernest Rutherford på et af sine egne mislykkede barndomseksperimenter, hvor han med en hul garderobe-stang som kanonrør og en håndfuld krudt som 10-årig ville forsøge at ramme en skydeskive med en marmorkugle.
417 ::: Eksplosionen sprængte den lille kanon i stumper og stykker, og marmorkuglen drattede ned på jorden.
418 ::: Måske ville et eller andet laboratoriefjols af vanvare komme til at sprænge hele verden i luften, tænkte han altså nu.
419 :::
420 Frederick Soddy's tanker om atombomben :::
421 :::
422 ::: Frederick Soddy var engelsk assistent hos Ernest Rutherford, og de arbejdede sammen i Montreal i Canada.
423 ::: Frederick Soddy holdt populærvidenskabelige foredrag, hvor han gjorde sig tanker om frisættelsen af den atomare energien.
424 ::: F.eks. ved at løfte en lille flaske med uranoxid op og anslå, at prøven rummede lige så meget energi som 200 tons stenkul.
425 ::: Uranet havde afgivet store mængder af sin energi igennem et ubegribeligt stort antal år, og man kunne måske finde en metode til at fremskynde uranets henfald, tænkte Frederick Soddy.
426 ::: Måske ville man derved kunne frisætte den energi, der er indesluttet i materien, sagde han i sine foredrag.
427 ::: Men tilføjede så: Med atomenergien ville mennesket i så fald have fået et våben, hvormed man ville kunne ødelægge hele verden, hvis det er det, man ville.
428 ::: Han bad tilhørerne tilslutte sig det lønligt håb om, at naturen ville holde på sine hemmeligheder
429 :::
430 Forklaringen på radioaktivitet (1899) :::
431 :::
432 ::: Marie Curie og hendes mand, Pierre Curie, opdagede som nævnt de radioaktive stoffer polonium og radium.
433 ::: Men de vidste ikke, hvad radioaktivitet var.
434 ::: De forestillede sig, at det var en sekundær-stråling ved, at disse grundstoffer måske var i stand til at absorbere kosmiske stråler fra verdensrummet og forvandle denne stråling til den observerede stråling.
435 ::: For at afprøve denne teori bragte de tyske forskere Julius Elster og Hans Geitel et uranpræparat 850 meter ned i mineskakterne i et bjergværk ved Clausthal i Harzen, og dermed uden for de kosmiske strålers rækkevidde, men dette nedsatte ikke radioaktiviteten.
436 ::: Teorien var altså forkert.
437 ::: Den 19. januar 1899 foreslog Julius Elster og Hans Geitel på et møde i det naturvidenskabelige selskab i Braunschweig, at man måtte søge energikilden i de pågældende grundstoffers egne atomer, og at atomerne i et radioaktivt grundstof går fra en ustabil tilstand til en stabil tilstand under frigivelse af energi.
438 ::: De pegede dermed på, at strålingen kunne være forårsaget af et atomart henfald - hvilket Ernest Rutherford og Frederick Soddy kort efter udarbejdede en beskrivelse af i nærmere detaljer, medens de stadig arbejdede i Montreal i Canada (senere kom de til England for at forske i Birmingham)
439 :::
440 Plancks konstant (14. december 1900) :::
441 :::
442 ::: Max Planck var professor i teoretisk fysik ved universitetet i Berlin.
443 ::: Den 14. december 1900 kunne han fremlægge en revolutionerende hypotese, der kunne beskrive det faktiske elektromagnetiske spektrum uden selvmodsigelser.
444 ::: Et ophedet legemes varmestråling så umiddelbart ud til at være en kontinuerlig proces, men det kunne ikke være en fuldstændig kontinuerlig proces i den forstand, at energiniveauerne gradvis afløser hinanden i uendeligt små spring, men måtte i stedet foregå som energiudvekslinger (mellem de varme ovnsider og det udstrålede lys) i portioner, der altid er adskilt trinvist fra hinanden, uden flydende overgange - altså altid kun i spring.
445 ::: Den mindste energimængde, der kan optages og afgives i disse spring, kaldte Max Planck ”en kvant”.
446 ::: Energien i en kvant er produktet af lysets frekvens og en fysisk konstant, som senere til hans ære blev kaldt ”Plancks konstant”.
447 ::: Dimensionen af denne konstant er en forsvindende lille mængde energi ganget med tiden, dvs. den mindst mulige virkning, som naturen tillader.
448 ::: Tallet er et nul-komma og endnu 34 nuller før der kommer nogle cifre
449 ::: Plancks konstant fik stor betydning for Einsteins forskning.
450 :::
451 Den genetiske basis for kræft (1902) :::
452 :::
453 ::: Den genetiske basis for kræft blev opdaget i 1902, hvor en tysk zoolog, Theodor Boveri, fandt en metode til at frembringe celler med multiple kopier af centrosomet (som er afgørende for at parrene af kromosomer kan adskilles på en ordnet måde i den delende celle).
454 ::: Han opdagede kromosomernes centrosom-struktur og fandt på navnet.
455 ::: Han postulerede, at kromosomerne overfører forskellige arvelige faktorer.
456 ::: Desuden foreslog han, at mutationer i kromosomerne kan frembringe en celle med ubegrænset vækstpotentiale, og at denne egenskab kan videreføres til cellens datterceller og dermed medføre kræft.
457 ::: Han fremsatte den antagelse, at kræft måske kunne fremkaldes af stråling (samt af andre påvirkninger af fysisk, kemisk og mikrobiel type).
458 ::: Eksempelvis har det siden 1902 været kendt, at ioniserende stråling kan bevirke udviklingen af hudkræft.
459 ::: (E.Frieben: Cancroid des rechten Handruckens. Dtsch.Med.Wochenschr. 28:335, 1902).
460 ::: Da Marie Curie og hendes mand opdagede stråling, fandt de derved den første effektive ikke-kirurgiske behandling af kræft.
461 ::: Det havde stor betydning på mange måde, dels behandlingsmæssigt, dels på den måde, at stråleterapi måtte udføres ved et samarbejde mellem lægen og radiologen, og det måtte foregå på et hospital.
462 ::: Dermed var det nødvendigt som noget nyt at føre systematiske patientjournaler, og dette blev begyndelsen på den statistiske forskning af patientsygdomme.
463 ::: F.eks. udførte Janet Lane-Claypon i 1926 et britisk, sammenlignende studie med 500 brystkræftpatienter og 500 kontrolpatienter med samme baggrund og livsstil.
464 :::
465 :::
466 Opdagelsen af ”gammastråler” (1900) :::
467 Rutherford beskrev gammastråler (1903) :::
468 :::
469 ::: I 1900 opdagede den franske kemiker Paul Villard en usædvanlig stråling fra radium. Denne stråling var meget gennemtrængende, og bremsedes først af en blyplade, der var ½ cm tyk, dvs. meget tyk.
470 ::: Paul Villard gav ikke denne stråling noget navn.
471 ::: Ernest Rutherford studerede den strålingstype, som Paul Villard havde fundet. Rutherford arbejdede på dette tidspunkt i Canada.
472 ::: Rutherford konkluderede, at det måtte være noget andet end alfastråler og betastråler, som havde meget mindre gennemtrængningskraft end disse nyopdagede stråler.
473 ::: Ud fra det græske alfabet (som starter med de første tre bogstaver: alfa, beta, gamma) valgte Rutherford at kalde de nye, stærkere stråler for ”gammastråler”.
474 ::: Dermed kom strålingens styrke til at følge rækkefølgen af de tre første bogstaver i det græske alfabet: Alfa-stråler trænger mindst igennem, beta-stråler trænger mere igennem, og gammastråler er endnu mere gennemtrængende.
475 ::: Selv om man i dag kender andre strålingstyper som følge af radioaktivt nedfald, er alfa-, beta- og gammastråler de mest almindelige, og betegnelserne bruges stadig.
476 ::: [Alfa-beta-gamma betegnelsen er ikke helt logisk, idet gammastråler har kortere bølgelængder end røntgenstråler, så egentlig er rækkefølgen alfa-beta-røntgen-gamma].
477 :::
478 ::: Da Rutherford fremkom med sine forskellige strålingstyper var det i virkeligheden et angreb på selve ”kemiens fundament”, for man havde hidtil antaget, at grundstofferne var noget, der var uforanderligt og uigennemtrængeligt.
479 ::: Skeptikerne kunne derfor ikke anerkende radium som et selvstændigt kemisk grundstof.
480 ::: Ernest Rutherford, der var newzealænder, men altså arbejdede i Canada, mødte megen spot fra de engelske kemiprofessorer fordi han mente at have opdaget stoffers radioaktive henfald.
481 ::: ”Vil Rutherford virkelig bilde os ind, at atomerne lider af den uhelbredelige tvangstanke, at de er nødt til at begå selvmord?” lød det spottende fra en af kollegerne.
482 ::: Lord Kelvin (William Thomson) stod i spidsen af skeptikerne.
483 ::: Det var den Lord Kelvin, som havde kalibreret temperaturskalaen, og som fik sit navn knyttet til det absolutte nulpunkt, dvs. den lavest mulige temperatur i universet (Kelvin-skalaen).
484 ::: Han var fejlagtigt overbevist om, at radiumstrålingens energi ikke kom fra stoffet selv, men at det stammede fra verdensrummet gennem absorbering af ”æterbølger” (en spekulativ ting).
485 ::: Lord Kelvin havde regnet ud, hvor hurtigt varme breder sig i forskellige stenarter, og han havde sat stenarternes smeltepunkter i forbindelse med deres varmeegenskaber ved størkning - og ud fra sådanne beregninger burde universet ikke være meget ældre end et par millioner år.
486 ::: Ernest Rutherfords uran-henfaldstider tydede derimod på, at universet var flere milliarder år gammelt.
487 ::: Det var nærmest kætteri i Lord Kelvins verden
488 :::
489 En forfatters forudsigelser (1909) :::
490 :::
491 ::: H.G.Wells (Herbert George Wells) skrev i 1909 romanen ”The World Set Free” om et atomart ragnarok.
492 ::: Han boede en tid i Schweiz, da han skrev bogen, som blev udgivet som tre noveller, og senere i 1914 blev udgivet i samlet form med en anden slutning.
493 ::: I H.G.Wells’ roman udkæmper England, Frankrig og USA en atomkrig mod Tyskland, hvorunder verdens storbyer bliver ødelagt af atomvåben.
494 ::: Da H.G.Wells skrev romanen i 1909, manglede man afgørende viden om atomet [Bohr-atommodellen kom først i 1913, Rutherford-protonen blev først opdaget i 1920, Chadwick-neutronen fandt man først i 1932].
495 ::: Man vidste heller ikke, hvilken virkning en atombombe ville have [den første testsprængning blev først foretaget i 1945].
496 ::: I romanen tænkes bomberne at være eksplosive i månedsvis eller årevis [kædereaktioner foregår i løbet af millisekunder, men den vedvarende virkning, som H.G.Wells digtede om, minder jo påfaldende om virkningen ved radioaktivitet].
497 ::: H.G.Wells kaldte atombombematerialet for ”Carolinum”, men hans beskrivelse af stoffets egenskaber minder meget om det senere opdagede, kunstigt frembragte plutonium [som blev opdaget af Seaborg i 1940].
498 ::: (Plutonium er tungere end uran, men lettere spalteligt end uran-235).
499 ::: Alt i alt kom H.G.Wells meget tæt på virkningerne af de kernevåben, som verden var vidne til tre årtier senere.
500 ::: H.G.Wells udviklede tanker om, at kun en verdensregering ville kunne undgå tilbageslag til stenalderen.
501 ::: I denne utopiske verdensregeringsverden ville der derimod være ubegrænset atomenergi og næsten alle mennesker ville være kunstnere - deraf den optimistiske titel ”The World Set Free”.
502 ::: H.G.Wells tanker om en verdensregering var komplekse og ofte modstridende.
503 ::: Det beskrives i Edward Mead Earle, H. G. Wells, British Patriot in Search of a World State, World Politics, vol. 2,no. 2 (January 1950), s. 181- 208. (H. G. Wells, The World Set Free: A Story of Mankind (New York: E. P. Dutton, 1914), p. 117, 118, 254.).
504 ::: Efter den Anden Verdenskrig enedes man om at etablere De Forenede Nationer (FN), som langt fra blev nogen verdensregering, men som dog var et nyt tilløb til internationalt samarbejde.
505 :::
506 Betegnelsen "isotoper" (1913) :::
507 :::
508 ::: H.G.Wells tilegnede romanen til den britiske kemiker Frederick Soddy, der havde indset, at henfaldet af uran indebar et destruktivt potentiale, foruden at det ville kunne udnyttes konstruktivt.
509 ::: Det var denne Frederick Soddy, der i 1913 gav betegnelsen "isotoper" til atomare varianter af grundstofferne, såsom isotoperne carbon-12 og carbon-13 (begge med 6 elektroner og 6 protoner, men carbon-13 har 7 neutroner, hvorimod carbon-12 altså kun har 6 neutroner).
510 ::: Frederick Soddy udviklede omkring 1911 den idé, at alle radioaktive stoffer såsom uran, radium og thorium måske ville kunne antage forskellige atomstrukturer (dette betegnes nu "isotoper").
511 ::: Disse har samme kemiske egenskaber, men vidt forskellige fysiske egenskaber.
512 ::: Det betød, at det "radiothor", som Otto Hahn opdagede i 1905, faktisk ikke var et nyt grundstof, men en variant (isotop) af thorium.
513 ::: Det samme var tilfældet med "mesothor", som nemlig er en variant af radium
514 :::
515 Albert Einsteins ”almene relativitetsteori” (1915) :::
516 :::
517 ::: Albert Einstein er født i Ulm i Tyskland og opvokset i München, men efter eget ønske blev han frataget sit tyske statsborgerskab som 17-årig for at undgå at blive indkaldt som soldat.
518 ::: Han fik en uddannelse på den polytekniske læreanstalt i Zürich i Schweiz, og erhvervede sig schweizisk statsborgerskab.
519 ::: Efter uddannelsen ernærede han sig som hjælpelærer og privatlærer.
520 ::: Han giftede sig med en kvinde fra Serbien - på trods af at begge forældrepar modsatte sig forbindelsen.
521 ::: Ægteparret skændtes meget og blev senere skilt, og ved skilsmissen krævede og fik hans kone lovning på at få den store pengegave, som ville være forbundet med hans Nobelpris - som de måtte tro, at han ville få, og som han da også fik, tre år senere.
522 ::: Han giftede sig i øvrigt igen, med sin kusine.
523 ::: I 1902 havde en vens far skaffet ham en stilling som teknisk ekspert hos Det Forbundsstatslige Schweiziske Kontor for Intellektuel Ejendom i Bern (et patentkontor).
524 ::: Trods en arbejdsuge på 48 timer nåede han alligevel at skrive artikler til Annalen der Physik, som var det vigtigste fagtidsskrift inden for teoretisk fysik.
525 ::: I 1905 formulerede han sin egen lyskvant-hypotese, som gik et skridt videre end Plancks, nemlig nogle tanker om den såkaldte fotoelektriske effekt, i form af vekselvirkninger mellem lys og materie.
526 ::: Hvis en stråle af kortbølgelys rammer en metaloverflade, vil lysenergien slå elektroner ud af metalatomet, og den opståede energi afhænger så hverken af lysets intensitet eller af lysets styrke, men derimod kun af lysets frekvens.
527 ::: Der overføres nemlig desto større energi til elektronerne, jo højere frekvensen er.
528 ::: Her blev Plancks formel relevant, for i denne formel er energien bestemt af lysfrekvensen.
529 ::: Hvis lys udveksler energi med metalatomer, må lys forstås som partikler (og ikke som lysbølger), og disse lyspartikler vil så være identiske med Plancks kvanter, dvs. skarpt afgrænsede energimængder.
530 ::: Han foreslog dermed, at Plancks konstant, som Max Planck selv mente måtte være en matematisk konstruktion, faktisk måtte være en fysisk, atomar realitet.
531 ::: Plancks energiformel er: E = h ganget med lysfrekvensen ? (dvs. det græske bogstav Ny [bogstavets lyd på græsk er som ”n”, men tegnet ligner uheldigvis et v]).
532 ::: I 1915 offentliggjorde Albert Einstein den almene relativitetsteori.
533 ::: I Einsteins univers er også lyset påvirket af tyngdekraften (i modsætning til, hvad der ville gælde i Newtons univers).
534 ::: Einstein forudsagde, at den retlinede lysstråle fra en fjern stjerne ville blive afbøjet en smule, men dog måleligt, når den passerer tyngdefeltet om et objekt med en stor masse.
535 ::: Denne lysafbøjningseffekt kunne man i maj 1919 bekræfte i forbindelse med en solformørkelse, idet Sir Arthur Eddington, som var leder af observatoriet i Cambridge, i forbindelse med en solformørkelse ved den afrikanske vestkyst fotograferede 13 stjerner i nærheden af den formørkede solskive og sammenlignende med stjernernes positioner på himlen nogle måneder senere.
536 ::: Dermed kunne han verificere Einsteins teori: Når lyset fra en fjern stjerne når frem til solens tyngdefelt, afbøjes lyset på en sådan måde, at stjernen ser ud, som om den kommer fra en anden position end normalt.
537 :::
538 ::: Albert Einstein oplevede ved krigsudbruddet af Første Verdenskrig i 1914, hvordan hvert eneste tyske universitetsinstitut straks blev indrulleret i det effektive tyske krigsmaskineri, og han oplevede vennen Fritz Haber blive kreativ ud over alle grænser med udvikling af krigsgasser.
539 ::: På denne baggrund undrede det ham senere derfor på ingen måde, at det krigslystne Tyskland under Anden Verdenskrig allerede var i gang med at indsamle uranforråd med henblik på at lave en atombombe
540 :::
541 Fritz Haber :::
542 :::
543 ::: Fritz Haber var ansat på et institut i Berlin, og var 46 år ved Første Verdenskrigs udbrud.
544 ::: Han var født som jøde i Breslau, men konverterede til protestantismen som 25-årig på grund af den latent antisemitiske stemning i det tyske kejserrige.
545 ::: Han var lidenskabelig patriot, og hurtig til at sige ja til at arbejde for krigsministeriet.
546 ::: Først udviklede han en frostvæske, som kunne sikre, at de tyske troppers motoriserede fremstød i Rusland ikke gik i stå i frostvejr, og at artillerikanonerne ikke frøs fast.
547 ::: Før dette havde han opdaget en metode til at udvinde kvælstof fra luften, så det kunne bruges som gødning for afgrøder.
548 ::: Men i krigstid kunne ammoniakken også indgå i udvikling af ammunition.
549 ::: Desuden udviklede han metoder til at fylde klorgas på stålflasker, så de kunne bruges som giftgasser.
550 ::: Under slaget ved Ypres i det sydøstlige Belgien d. 22. april 1915 åbnede tyske ingeniørtropper ventilerne på 6000 stålflasker i 5 minutter over en strækning på seks kilometer, hvorved gassen, der er tungere end luft, krøb hen over jorden og ned i skyttegravene så 5000 allierede soldater kvaltes og 10.000 blev hårdt såret. Under det andet slag ved Ypres var der over 67.000 dødsfald og tilskadekomne på grund af chlorgas.
551 ::: Han overtalte Otto Hahn til at blive aktiv giftgas-instruktør med en argumentation om, at giftgassen fik krigen til at blive hurtigere overstået (Ifølge Hague-konventionen fra 1907 var det forbudt at bruge gifte som våben).
552 ::: Det fik Otto Hahn til at igangsætte udvikling af radioaktive stoffer i krigen.
553 ::: Lise Meitner udførte forskningen, medens Otto Hahn deltog aktivt i den kemiske krigsførelse på skiftende fronter (projektet med de radioaktive stoffer blev en molbohistorie, idet man forsøgte at gøre geværernes sigtekorn selvlysende, hvorimod det skulle være målet, der var selvlysende, hvis det skulle have nogen virkning).
554 ::: Da de Allierede fandt ud af at udstyre soldaterne med masker, der beskyttede mod chlor, arbejdede Fritz Haber på udvikling af en giftgas, der kunne trænge gennem gummi og læder.
555 ::: I juni 1915 blev Otto Hahn vidne til et giftgas-angreb med fosgen, der er ti gange så giftigt som chlor.
556 ::: Han bestyrtedes over virkningerne, men snart efter medvirker han aktivt i udviklingen af metoder til at hælde fosgen i granater
557 ::: Da tyskerne tabte Første Verdenskrig anlagde Fritz Haber fuldskæg for ikke at blive fanget og anklaget for hovedansvarlig for den kemiske krigsførelse.
558 ::: Men hverken Fritz Haber (faderen til kemisk krigsførelse) eller andre videnskabsmænd i ledende stillinger blev stillet til regnskab for deres krænkelser af Haag-konventionen.
559 ::: Tværtimod tildeltes Fritz Haber Nobelprisen i kemi umiddelbart efter krigen for sin ammoniaksyntese.
560 ::: I 1919 blev Fritz Haber udnævnt til rigskommissær for skadedyrsbekæmpelse og i denne egenskab tog han initiativ til udvikling af gasmiddel mod gnavere og utøj med betegnelsen Zyklon B, som senere under Anden Verdenskrig anvendtes til at dræbe 6 millioner jøder i koncentrationslejre. Adskillige medlemmer af Fritz Habers fjernere familie (bl.a. hans halvsøsters barns familie) døde i nazisternes koncentrationslejre, og kan ironisk nok netop være blevet forgiftet med den Zyklon B, som Fritz Haber udviklede. På grund af Tysklands antisemitiske love blev han tvunget til at opgive sit professorat og forskerstilling, uanset at han ved sin forskning havde gjort landet uafhængig af Chilesalpeter-gødning, og i stand til at producere ubegrænset ammunition, samt lavet forberedelserne til en gaskrig, som dog aldrig blev til noget under Anden Verdenskrig. Fritz Haber endte i Cambridge (England), hvor nogle forskere bød ham velkommen, men f.eks. Rutherford nægtede at give ham hånden på grund af hans involvering i kemisk krigsførelse. Fritz Haber døde i 1934, dvs. før Anden Verdenskrig brød ud.
561 :::
562 ::: Under Anden Verdenskrig opbyggede Tyskland i øvrigt lagre af nervegasserne tabun, sarin og soman, men undlod at bruge dem.
563 ::: Tyskland havde i alt produceret 78.000 tons af kemiske våben, heraf 12000 tons tabun og 450 kg sarin.
564 ::: I 1943 bragte Albert Speer en nervegasekspert fra firmaet I.G.Farben, Otto Ambros, til et møde med Hitler, og denne informerede Hitler om, at de Allierede i begyndelsen af krigen var stoppet med at publicere forskning om organophosphater (dvs. stoffer, som omfatter nervegasser), og at den vigtigste viden om kemien af nervegasser allerede var tilgængelig længe før krigen, og at han derfor troede, at de Allierede havde produceret stoffer som tabun.
565 ::: Dette var ikke korrekt, men truslen om, at tysk brug af nervegasser ville blive modsvaret af det samme våben fra de Allieredes side, fik Hitler til at undlade at bruge nervegasser, selv da Berlin stod til at falde.
566 :::
567 :::
568 Første Verdenskrig (1914-1918) :::
569 :::
570 ::: Første Verdenskrig varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918. Anledningen til krigen var at en serbisk nationalist myrdede tronfølgeren til Østrig-Ungarn, som derefter gik i krig mod Serbien; Tyskland erklærede at ville blande sig, hvis Rusland greb ind, hvilket Rusland gjorde, og Frankrig var i alliance med Rusland. Storbritannien meddelte at de ville støtte Frankrig, hvis Belgien blev angrebet, hvilket skete.
571 ::: Stive mobiliseringsplaner eskalerede konflikterne, og forhandlingsløsninger undervejs blev afvist.
572 ::: De europæiske lande havde indviklede alliancesystemer til hinanden, og der var store spændinger og provokationer mellem de lande, som ikke havde indgået alliancer og som var mistroiske over for hinanden.
573 ::: Alliancesystemet var opbygget af Otto von Bismarck for at forhindre, at Tyskland skulle kæmpe på to fronter, mod Rusland og Frankrig/England, samtidig.
574 ::: Konstruktionen havde stort set forhindret krige i 43 år, siden den fransk-tyske krig i 1871, som Frankrig havde tabt og ønskede hævn for, især fordi Frankrig havde mistet området Alsace-Lorraine.
575 ::: Tyskland havde vokset sig stærk, og da alle kunne se de åbenlyse store spændinger og vurderede, at det helt uundgåeligt ville ende i krig, begyndte Frankrig, Rusland og Storbritannien at opruste.
576 ::: Mange tyske officerer mente, at da krigen var uundgåelig burde den komme snart, før fjenden havde nået at opruste for meget.
577 ::: Kampene fandt sted i Europa, Afrika og Mellemøsten med korte kampe i Kina og på Stillehavsøer, og endte med sejr til Ententemagterne (Serbien, Rusland, Frankrig, Storbritannien, og senere også Italien, Rumænien, USA, Belgien), og taberne blev Centralmagterne (Østrig-Ungarn og det Tyske Kejserrige og det osmanniske rige [Tyrkiet]).
578 ::: Første Verdenskrig medførte opløsning af det Tyske kejserrige, det Russiske Kejserrige, det Osmanniske Rige, samt Østrig-Ungarn og førte til oprettelse af nye stater i Østeuropa og Centraleuropa.
579 ::: Krigen blev også baggrund for Oktoberrevolutionen i Rusland, som skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen.
580 ::: Krigen kostede over 9 millioner livet, men var blot en forløber for en endnu større katastrofe, Anden Verdenskrig.
581 ::: Danmark, Sverige og Norge var neutrale under Første Verdenskrig
582 ::: Den 29. maj 2016 var det 100 år siden, at 143.000 tyskere og 162.000 franskmænd faldt i forbindelse med slaget ved Verdun under Første Verdenskrig.
583 ::: Det nuværende tillidsforhold mellem Tyskland og Frankrig blev opbygget af bl.a. Hubert Védrine, der fra 1981 og 14 år frem var diplomatisk rådgiver for den franske præsident François Mitterand.
584 ::: Dette nye tillidsforhold banede vejen for Den Europæiske Union, og førte til genforeningen af Tyskland.
585 :::
586 Tysklands kapitulation efter Første Verdenskrig (11. november 1918) :::
587 :::
588 ::: Efter fire år i skyttegrave under Første Verdenskrig kapitulerede Tyskland d. 11. november 1918. Repræsentanter fra de sejrende lande mødtes d. 18 januar 1919, dvs. ”entente-magterne”, som var en alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina [USA kom meget sent – i 1917 - ind i Første Verdenskrig].
589 ::: Taberne i Første Verdenskrig var ”centralmagterne” – dvs. Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og det Osmanniske Rige [Tyrkiet].
590 ::: Under Første Verdenskrig stillede Japan skibe og militære forsyninger til rådighed for de allierede magter.
591 ::: Ved krigens afslutning blev Japan derfor accepteret som en af de "fem store" ved fredskonferencen i Versailles, dvs. sejrherrerne Storbritannien, Frankrig, USA og (i mindre grad) Italien – samt altså Japan.
592 ::: Versailles-traktaten af 28. juni 1919 afsluttede den meget blodige Første Verdenskrig – men med en ustabil fred, idet fredsbetingelserne af tyskerne opfattedes som en ydmygelse, og det kom ikke som nogen overraskelse, at tyskerne startede en ny verdenskrig 20 år senere.
593 :::
594 Opdagelsen af protonen (1919) :::
595 :::
596 ::: I 1919 lykkedes det Ernest Rutherford at gennemføre verdenshistoriens første kunstige kerneomdannelse, nemlig omdannelsen af et nitrogenatom til et oxygenatom, ved at lade alfapartikler [dvs. heliumkerner, men det vidste man ikke dengang] kollidere med kvælstofatomer, hvorved et stykke knækkede af kvælstofatom-kernerne, så den blev til iltatomer.
597 ::: Et nitrogen-atom har 7 protoner og 7 neutroner (dvs. at vi kalder atomet for ”nitrogen-14”).
598 ::: Rutherford bombarderede nitrogen-14 med alfapartikler.
599 ::: Alfapartikler er helium-kerner, dvs. at en alfapartikel består af 2 protoner og 2 neutroner.
600 ::: Ved bombardementet af nitrogen-14 [dvs. 7 protoner+7 neutroner] med heliumkerner [dvs. 2 protoner+2 neutroner] fik Rutherford ikke som man kunne forvente atomkerner med 9 protoner+9 neutroner, men derimod atomkerner med [8 protoner+9 neutroner] plus en fri proton.
601 ::: Atomkerner med [8 protoner+9 neutroner] er lig med oxygen-17. Denne ændring af et grundstof til et andet grundstof, altså nitrogens omdannelse til oxygen, kaldes ”kunstig transmutation”, og Rutherford var den første, som gjorde det.
602 ::: Senere har man lavet mange stoffer med grundstofnumre over 93 (op til 116 eller mere), som er lavet på denne måde ved bombardement med alfapartikler, og som alle er ustabile stoffer på kortere eller længere sigt.
603 ::: Men Rutherford var den første, der lavede en kunstig transmutation af et atom
604 ::: En partikel svarende til hydrogenatomet blev slået væk fra kvælstofatomet – og derfor foreslog Ernest Rutherford i 1920, at man fremover skulle betragte hydrogenkernen som en elementarpartikel. Han gav hydrogenkernen betegnelsen ”en proton”.
605 ::: Senere mente han at kunne forklare de åbenlyse diskrepanser mellem antallet af protoner i atomernes kerne og atomernes atomvægt: Der måtte være noget i atomkernen, som havde protonens masse, men som ikke havde dens ladning, foreslog han.
606 ::: Dette blev bekræftet, da man fandt neutronen.
607 ::: Rutherford satte sin stedfortrædende laboratorieleder James Chadwick til at lede efter denne formodede neutrale partikel, og det lykkedes
608 :::
609 Etablering af Sovjetunionen (1922) :::
610 :::
611 ::: Sovjetunionen var vokset frem i efterdønningerne efter Første Verdenskrig.
612 ::: Det gamle russiske kejserrige gik under som følge af Den russiske revolution 1917, der afsluttede det zaristiske styre.
613 ::: Efter den russiske borgerkrig 1920-21 fik Vladimir Lenins bolsjevikker tilkæmpet sig magten.
614 ::: Sovjetunionen blev stiftet i 1922. Denne union omfattede størstedelen af Det Russiske Imperium, der var gået i opløsning i 1917. Frem til 1991 var Sovjetunionen en union af 15 republikker med en række unionsministerier, der administrerede fællesanliggender, bl.a. den fælles udenrigs- og forsvarspolitik.
615 ::: Det lykkedes kun i begrænset omfang at skabe en særlig sovjetisk identitet i befolkningen, og reelt blev unionen regeret fra Moskva af Sovjetunionens Kommunistiske Parti.
616 ::: Der var ikke andre partier, fordi andre partier simpelthen ikke var tilladt.
617 ::: Alle produktionsmidler var i offentlig eje, og en stor del af produktionen i landet samt investeringer, lønninger og priser på varer blev fastlagt centralt i et planøkonomisk system med stramme femårsplaner.
618 :::
619 Stalin kom til magten (1924) :::
620 :::
621 ::: Efter Lenins død d. 21. januar 1924 gik magten videre til Josef Stalin.
622 ::: Stalin gennemførte en omvæltning af landbrugsproduktionen ved tvangskollektiviseringer, storstilet industrialisering ved planøkonomi og enorme udrensninger med ca. 20 millioner dødsofre og med koncentrationslejr-systemet Gulag, hvis tvangsarbejdere fik stor betydning for den sovjetiske økonomi – og senere blev anvendt til at etablere atomprøvesprængningsområdet ”Polygon” (dvs. Semipalatinsk i Kasakhstan [nu lukket]).
623 ::: I årene 1939-1940 førte Stalin en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, hvor Sovjetunionen angreb Polen, Finland og de baltiske lande.
624 ::: Den 23. august 1939 underskrev Hitler og Stalin overraskende en ikke-angrebspagt.
625 ::: Danskeren Charlie Lauritsen fra Holstebro, der efter at være udlært tømrer og bygningskonstruktør i Danmark var emigreret til USA i 1916 og i USA blevet professor i fysik, tolkede dette som, at Stalin havde givet Hitler frie hænder, og at en krig derfor nu var på vej.
626 ::: Samme dag, d. 23. august 1939, havde Charlie Lauritsen en lang og alvorlig diskussion med Robert Oppenheimer, og begge var meget bekymrede.
627 ::: En uge efter, d. 1. september 1939, offentliggjorde Niels Bohr sammen med den amerikanske fysiker John Wheeler et stort fælles arbejde om mekanismerne i en kernespaltning - og samme dag invaderede Hitler Polen og Anden Verdenskrig var begyndt.
628 :::
629 Opdagelsen af kvantemekanikken (1925) :::
630 :::
631 ::: Werner Heisenberg var en tysk, teoretisk fysiker, som blev en af grundlæggerne af kvantemekanikken.
632 ::: Han modtog Nobelprisen i fysik i 1932 for netop bidrag til dette forskningsområde.
633 ::: I begrundelsen stod: ”For skabelsen af kvantemekanik, der bl.a. er anvendt til opdagelsen af de forskellige former for brint”.
634 ::: Han fødtes ind i en intellektuel familie, hvor faderen studerede middelalderlig og moderne græsk kultur og sprog.
635 ::: Efter uddannelse i München (hos Arnold Sommerfeld - en pioner inden for atom- og kvantefysik) kom Werner Heisenberg senere til Göttingen (hos Max Born).
636 ::: Her mødte han Niels Bohr i 1922, da Bohr var gæsteforelæser i Tyskland i Göttingen, et hovedsæde for den moderne atomforskning, - året efter at Adolf Hitler var blevet fører (Führer) for Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti, der som et af partiets programpunkter havde fratagelse af jødernes statsborgerskab begrundet i racemæssige kriterier.
637 ::: Han fik et tæt venskab med den østrigske fysiker Wolfgang Pauli, og Heisenberg/Pauli/Bohr-samarbejdet resulterede i tilblivelsen af den moderne kvantemekanik.
638 ::: I sommeren 1925 gik Werner Heisenberg alene rundt på den lille klippeø Helgoland, fordi han led af høfeber, medens han spekulerede over fysikkens store spørgsmål.
639 ::: Det resulterede i matrixmekanik-teorien.
640 ::: Denne teori var tilsyneladende i opposition til Erwin Schrödingers bølgemekanik (fra 1925/1926), men brikkerne faldt på plads, da Heisenberg fandt på ”ubestemthedsprincippet” i kombination med ”Bohr’s komplementaritet” (den såkaldte ”Københavnerfortolkning af kvantemekanikken fra 1927).
641 :::
642 ::: Werner Heisenberg fik af Niels Bohr tilbudt et studieophold i København på Niels Bohrs afdeling som Rockefeller-stipendiat.
643 ::: Her lærte han dansk og engelsk.
644 ::: I maj 1925 beskrev Werner Heisenberg på matematisk måde elektronernes opholdssteder som overlappende svingninger, som tilgodeser kvantesystemerne, og publicerede dette d. 29. juli 1925 i Zeitschrift für Physik.
645 ::: Hans tidligere vejleder, Max Born, genkendte, at matematikken bag dette i virkeligheden var en 100 år gammel og næsten glemt gren af matematikken, som kaldes matrix-regning.
646 ::: I en matrix er tallene opstillet i tabellignende rækker og søjler, der kan knyttes sammen efter bestemte regler.
647 ::: Rækkerne og søjlerne er koder for overgange fra én atomar tilstand til en anden.
648 ::: Tallene repræsenterer fysiske hændelser, hvor der udveksles kvanter.
649 :::
650 Tyskland overvejer at udvikle atomkraft (1931) :::
651 :::
652 ::: I februar 1931 blev der talt om atomenergi under budgetforhandlingerne i den tyske rigsdag.
653 ::: Videnskabsmænd fra Kejser Wilhelm Selskabet planlagde en række forsøg vedrørende spaltningen af atomer.
654 ::: Forskningsinstitutionens direktør, Max Planck, ansøgte nemlig om midler til sådanne atomspaltningsforsøg.
655 ::: Hvis Tysklands kulforekomster slipper op, ville atomerne, der rummer vældige energier, kunne erstatte kullet, blev der sagt under budgetforhandlingerne i den tyske rigsdag i 1931.
656 :::
657 Opdagelsen af neutronen (1932) :::
658 :::
659 ::: Neutronen (den ikke-elektriske partikeltype i atomkernen) - og som skulle blive den atompartikel, som ville komme til at afslutte Anden Verdenskrig ved at ødelægge to byer 13 år senere - blev opdaget i februar 1932. Ernest Rutherford i Manchester havde forudset deres eksistens og bedt sin laboratorieleder, James Chadwick, bekræfte neutronernes eksistens.
660 ::: James Chadwick var en ekstremt genert fyr, så da han under optagelsessamtalerne til universitetet på grund af en bureaukratisk fejl kom til at blive opfattet som ansøger inden for fysiske emner i stedet - som det var hans intention - inden for matematik, fik han ikke oplyst om misforståelsen - og blev derfor optaget på fysikstudiet.
661 ::: Efter sin eksamen studerede han i Berlin.
662 ::: Her befandt han sig ved krigsudbruddet af Første Verdenskrig, og sammen med 4000 andre englændere blev han interneret i Ruheleben, som var en forstad til Berlin.
663 ::: Her holdt han kurser i elektromagnetisme og radioaktivitet i en af hestestaldene, og brugte materialer og apparater, som han fik gennem Lise Meitner, samt radioaktiv tandpasta, som han fik fra apotekerne.
664 ::: Ved krigsafslutningen i 1918 kom han tilbage til Manchester på Ernest Rutherfords afdeling.
665 :::
666 ::: Ernest Rutherford havde i 1920 foreslået, at man skulle betragte hydrogenkernen som en elementarpartikel, og havde foreslået betegnelsen ”proton”, samt foreslået at diskrepanser mellem antallet af protoner i atomkernen og selve atomets atomvægt kunne skyldes nogle endnu ikke erkendte neutroner.
667 ::: Ernest Rutherford satte James Chadwick i gang med at lede efter disse formodede neutrale partikler.
668 ::: Dette lykkedes først, da James Chadwick i januar 1932 læste en artikel af Marie Curies's datter Irene og hendes mand Frederic Joliot-Curie i Frankrig, der havde lavet et forsøg, hvor beryllium-stråling slog protoner ud af paraffin og slyngede dem afsted med uforklarlig høj hastighed.
669 ::: De tænkte, at det nok måtte være gammastråling fra berylliumkernerne, der løsnede protonerne fra paraffinen, men James Chadwick kunne på grundlag af sine studier straks indse, at det faktisk måtte være de neutroner, som han var på udkig efter
670 ::: Gammastråler og neutronstråler er begge neutrale, altså uelektriske stråler, og begge er gennemtrængende stråletyper, men kun neutronstråler (altså neutronpartikler) ville kunne slå protoner ud af et protonrigt materiale, såsom paraffin, der indeholder mange hydrogenatomer, der jo netop er protoner.
671 ::: Med en Geigertæller kunne det let registreres, at protonerne blev slået løs, når de bombarderes af neutroner.
672 ::: Når beryllium (der har en atomkerne med 4 protoner og 5 neutroner) udsættes for en radioaktiv polonium-kilde, der udsender alfapartikler (dvs. 2 protoner og 2 neutroner) sker der det, at atomkernens 4 protoner optager de 2 alfapartikel-protoner, hvorved beryllium-atomerne bliver lavet om til carbonatomer (der har 6 protoner).
673 ::: Af alfapartiklens to neutroner bliver kun den ene opfanget i carbonatomet (som derved ender med at have 6 protoner og 6 neutroner) - og der dannes en fri neutron
674 :::
675 :::
676 Kunstig acceleration af atompartikler (1932) :::
677 :::
678 ::: I 1932 så verden det første apparat til kunstig acceleration af atompartikler - med hastigheder op til høje energiniveauer - nemlig ved hjælp af Cockcroft/Walton-acceleratoren - i England.
679 ::: Med dette apparat lykkedes det at frembringe højenergiholdige protoner, som anvendtes til at igangsætte disintegration af lithium-atomkerner.
680 ::: Derved kunne man bekræfte sammenhængen mellem masse og energi.
681 ::: John Cockcroft og Ernest Walton blev dermed de første, der opdelte et atom i mindre bestanddele.
682 ::: John Cockcroft og Ernest Walton var de første, der slog neutroner ud af en berylliumkerne ved hjælp af en højspændingsgenerator.
683 ::: Dermed beviste de, at Werner Heisenberg's teori om, at atomkernen består af neutroner og protoner, var korrekt
684 ::: Danskeren Charlie Lauritsen, der var flyttet til USA, byggede en partikelaccelerator, hvor han anbragte en primitiv heliumkilde og derefter (ved at sende en kraftig strøm af heliumioner gennem en berylliumkerne) kunne få denne til at afgive neutroner
685 :::
686 Opdagelsen af at atomkernen består af protoner og neutroner (april 1932) :::
687 ::: I april 1932 brugte Werner Heisenberg i Tyskland opdagelsen af neutronerne (dvs. James Chadwick's opdagelse nogle måneder før i februar 1932) til at udarbejde en ny og meget overbevisende teori om, at atomkernen består af neutroner og protoner
688 :::
689 Nazisterne fik magten i Tyskland (31. juli 1932) :::
690 :::
691 ::: Den 31. juli 1932 blev NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) det største parti i Tyskland.
692 ::: Den 27. februar 1933, en uge før valget til rigsdagen, opstod bande flere steder i rigsdagsbygningen, og med en stor eksplosion spredtes ilden til rigsdagssalen.
693 ::: En hollandsk kommunist, Marinus van der Lubbe, blev fundet nøgen bag bygningen med nogle tændstikker, og anholdt.
694 ::: Formentlig lod man ham under processen være påvirket af stoffer, så han ikke kunne forsvare sig [https://de.wikipedia.org/wiki/Marinus_van_der_Lubbe], og ved en særlov blev han idømt dødsstraf for at være ”attentatmanden”, og henrettet d. 10. januar 1934. [For få år siden, i januar 2008, blev hans dom ophævet på baggrund af en lov om nationalsocialistisk uret, selv om der ikke blev taget stilling til, om han var brandstifter].
695 ::: Den tyske præsident Hindenburg gav dagen efter branden Rigskansler Adolf Hitler næsten uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander, og det kommunistiske parti blev forbudt.
696 ::: Ved valget d. 5. marts 1933 fik det nazistiske parti 44% af stemmerne, et støtteparti fik 8% og ved bestikkelse opnåede nazisterne 2/3 flertal for at indføre Bemyndigelsesloven, der gav Hitler nærmest diktatorisk magt.
697 ::: Der indførtes diktatur, censur af fri presse, tortur og drab på uønskede personer, og afskedigelse af samtlige jødiske embedsmænd i statslig tjeneste (fra 7. april 1933).
698 ::: Albert Einstein var i Princeton i USA og protesterede mod forfølgelsen af anderledes tænkende, hvilket fik de nationalistisk indstillede videnskabsmænd i Videnskabernes akademi i Berlin, bl.a. Max Planck, til at opfatte Albert Einstein som forræder.
699 ::: Einstein nåede selv at erklære sin udtræden af Videnskabernes akademi efter 20 års medlemskab, inden han blev ekskluderet.
700 ::: I Tyskland blev forbud mod jødisk fysik ophøjet til statsdoktrin, og der måtte ikke undervises i relativitetsteori på universiteterne, og Einstein måtte ikke nævnes ved navn.
701 ::: Max Planck fik kontakt til Hitler personligt, og bad under samtalen Hitler skelne mellem ”videnskabeligt værdifulde jøder” og ”videnskabeligt værdiløse jøder”.
702 ::: Hans forsøg medførte dog ikke, at en eneste afskediget jødisk forsker blev genansat.
703 ::: Max Planck blev lovet støtte bortset fra det med de ansatte jøder, og som modydelse skyndte han sig at gennemføre en række hurtige afskedigelser af jødiske medarbejdere.
704 ::: Ingen af lærerne på de højere tyske læreanstalter kom med protester mod diskriminationen af deres jødiske kolleger
705 :::
706 Ideen til neutron-kædereaktion (1933) :::
707 :::
708 ::: En ungarsk, jødisk fysiker, Leó Szilárd, blev ret afgørende for, at USA udviklede atombomben.
709 ::: Leó Szilárd (1898-1963) var søn af en civilingeniør og født i Budapest, medens byen hørte til Østrig-Ungarn.
710 ::: Han var soldat under Første Verdenskrig, men undgik at komme til fronten på grund af sygdom.
711 ::: I 1920 begyndte han at læse på ingeniørstudiet i Berlin og senere læste han fysik ved universitetet i Berlin, hvor han fik Max von Laue som vejleder.
712 ::: Her studerede han sammen med Max Planck - samt med Albert Einstein, som han knyttede et særligt venskab med.
713 ::: Leó Szilárd havde for vane at lægge sig i blød i badekarret i to timer hver formiddag for at få lyse ideer inden for fysik, og resten af dagen kunne han så foretage praktiske eksperimenter eller diskutere med fysikkollegaer.
714 ::: I 1928 anmeldte Leó Szilárd en patentansøgning i Berlin på en partikelaccelerator - uden dog at have bygget en sådan maskine, og i 1929 indsendte han en patentansøgning på cyklotronprincippet.
715 ::: (Det var året før Ernest O. Lawrence i 1930 byggede den første cyklotron på Berkeley universitet i San Francisco).
716 ::: I 1932 læste Leó Szilárd en roman af H.G.Wells fra 1909 ”The World Set Free”.
717 ::: Det var en af Leó Szilárd's venner, Otto Mandl fra Wien, der havde opfordret ham til at læse denne bog, der forudså en mulig atomkrig.
718 ::: Bogen fik stor betydning for Leó Szilárd.
719 :::
720 ::: Leó Szilárd fik under en spadseretur pludseligt det indfald, at hvis et tungt grundstofatom under dets spaltning (ved bombardement med en neutron) selv frigjorde to neutroner, ville der kunne ske en kædereaktion, hvis de to frigivne neutroner selv kunne nå at spalte to andre tunge grundstofatomer, og derved altså danne 4 neutroner osv. Det gik op for Leó Szilárd, at for at dette kunne ske, måtte de tunge grundstofatomer være pakket så tæt, at neutronerne ikke kunne nå at flyve væk, før de ramte et andet atoms kerne.
721 ::: Han brugte ikke udtrykket ”kritisk masse”, men det var i de baner, han tænkte.
722 ::: Hvis en sådan kædereaktion kunne styres, så det skete langsomt, vil det kunne udnyttes til energi, men hvis det skter hurtigt, ville man have en atombombe.
723 ::: Det tungeste grundstofatom i naturen er uran, som har 92 protoner.
724 ::: (Det letteste atom er hydrogen, der har 1 proton).
725 ::: I 1933 opdagede Leó Szilárd altså, at når uran blev bombarderet med neutroner, så uranet blev spaltet (fission), kunne der opstå en kædereaktion, hvis neutronerne, der blev frigjort fra det tunge uran-atoms spaltning, selv medførte spaltning af andre uran-atomer i nærheden.
726 ::: [To forskellige grundstoffer kan spaltes ved fission og derved fremkalde en hurtigt forløbende kædereaktion: uran-235 og plutonium-239].
727 :::
728 ::: Leó Szilárd's inspiration til neutronkædereaktionen kom paradoksalt nok af, at Ernest Rutherford havde afvist (!), at den enorme energi i atomerne ville kunne frigives.
729 ::: Det var lidt pudsigt, for 30 år tidligere havde Rutherford ellers forudset, at ”et eller andet laboratoriefjols ville kunne komme til at sprænge hele planeten i luften”.
730 :::
731 ::: I 1933 fik Leó Szilárd dermed ideen til neutronkædereaktionen, og han ansøgte faktisk om patent på denne metode i 1934. Imidlertid forsøgte han at holde patentansøgningen hemmelig - bl.a. fordi han havde læst H.G.Wells bog om følgerne af en atomkrig - og i september 1935 tilbød Leó Szilárd det britiske admiralitet sine to patentbeskrivelser af nukleare kædereaktioner ved kritisk masse.
732 ::: Han ønskede ikke honorar.
733 ::: Han ville bare være sikker på, at tyskerne ikke fik adgang til denne erkendelse.
734 ::: Leó Szilárd var bekymret for, at Hitlers Tyskland ville få atombomben først, og diskuterede dette med Albert Einstein i 1939. De fik pr. kurer sendt et brev herom til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt.
735 ::: Da britiske forskere bekræftede, at en atombombe ville kunne laves - foruden at man fik efterretninger om, at tyske forskere faktisk arbejdede på at udvikle en atombombe - blev Manhattan-projektet sat i gang i USA i 1942 med forskere fra mange forskellige lande, bl.a. USA, Storbritannien og Canada.
736 :::
737 Opdagelsen af kunstig radioaktivitet (1933) :::
738 :::
739 ::: Man havde indtil 1933 betragtet radioaktivt henfald som en naturligt forekommende proces, som mennesket ikke havde nogen indflydelse på.
740 ::: Men i efteråret 1933 viste Marie Curie’s datter Irene Joliot-Curie og hendes mand Frederic Joliot-Curie, at man kunne frembringe kunstig radioaktivitet (hvilket parret fik Nobelprisen for i 1935).
741 ::: De placerede en polonium-kanon foran en tynd aluminiumsfolie, så dette letmetal blev beskudt med alfastråler (heliumkerner).
742 ::: Da de fjernede poloniumkilden, afgav aluminiumfolien ganske vist ikke længere neutroner, men til deres store forbløffelse kunne de fastslå, at Geigertælleren stadig udsendte dens karakteristiske kliklyde.
743 ::: Det kunne kun betyde, at der foregik en radioaktiv proces i det destabiliserede aluminium.
744 ::: Aluminiumkernerne var blevet omdannet til radioaktive fosforkerner af typer, som ikke findes naturligt, og som har en halveringstid på omtrent tre minutter - og som ved henfald bliver til stabile silicium-30 kerner.
745 ::: Irene Joliot-Curie demonstrerede forsøget for sin mor, den berømte Marie Curie.
746 ::: Det skete kort før Marie Curie døde d. 4. juli 1934.
747 :::
748 ::: I 1934 var Leó Szilárd kommet til London.
749 ::: På grund af de nazistiske antisemitiske love var Leó Szilárd i marts 1933 rejst til Wien.
750 ::: Hvis han var rejst bare én dag senere, ville han være blevet standset af tysk politi ved den tysk/østrigske grænse.
751 ::: I 1934 kom han videre til London, hvor han kom til at arbejde for en akademisk hjælpeorganisation, der forsøgte at skaffe afskedigede jødiske videnskabsfolk fra Tyskland nye stillinger ved de britiske universiteter.
752 ::: I London tænkte Leó Szilárd, at når man altså kan udløse et radioaktivt henfald i et ellers naturligt stabilt grundstof som aluminium, og derved frembringe hurtige, frie neutroner, vil noget tilsvarende kunne bruges som værktøj til undersøgelse af kædereaktioner.
753 :::
754 Opdagelsen af langsomme neutroner (og ikke-erkendt fission) (1934) :::
755 :::
756 ::: I 1934 frembragte den italienske fysiker Enrico Fermi fission - men uden at vide det.
757 ::: Siden marts 1934 havde han været i gang med at undersøge alle grundstoffer for kunstig radioaktivitet.
758 ::: Han fik adgang til et gram radium, som var overladt til sin henfaldsproces, hvorved det havde dannet en radioaktiv radon-gas.
759 ::: Radon har en kort halveringstid.
760 ::: Men ved at føre radongassen over i glasbeholdere med berylliumpulver, ville alfapartiklerne (heliumkerner) fra det henfaldende radon ramme beryllium, som derved ville afgive neutroner.
761 ::: Opstillingen afgav en million neutroner i sekundet, og Enrico Fermi gik nu i gang med systematisk at lade det ene grundstof efter det andet blive påvirket af disse neutroner.
762 ::: Der skete intet med de letteste atomer, såsom hydrogen, lithium, bor og kvælstof.
763 ::: Først med fluor, som er det niende grundstof, lykkedes det ham at frembringe kunstig radioaktivitet.
764 ::: Han havde held med 47 ud af de 68 undersøgte grundstoffer.
765 ::: F.eks. blev jern, som har atomnummer 26, ved bestrålingen omdannet til mangan, som har atomnummer 25 i det periodiske system.
766 ::: Silicium (nr.14) blev til en kunstig aluminiumskerne (nr.13 i det periodiske system).
767 ::: Slutprodukterne havde således en påfaldende tendens til at blive i nabolaget af deres udgangsprodukt.
768 ::: Mange af de radioaktive henfaldsprodukter blev videreomdannet i løbet af få minutters levetid, hvorefter de ikke mere kunne registreres.
769 ::: For at påvise den radioaktive proces måtte Geigertælleren holdes hen til stoffet lige efter neutron-bombardementet.
770 ::: Dog måtte apparatet være opstillet så langt fra neutronkilden, at det ikke var dennes stråling (fra radon og beryllium), som registreredes.
771 ::: På Institut for Fysik ved Roms universitet løste man dette problem ved at placere bestrålingskammeret og målekammeret i hver sin ende af institutgangen på første sal.
772 ::: Den hurtigste løber spurtede så med det bestrålede materiale hen til målekammeret i den anden ende af institutgangen.
773 ::: Enrico Fermi publicerede forskningsresultaterne fra marts 1934 og frem.
774 ::: I løbet af sommeren 1934 var Enrico Fermi, som gik systematisk frem gennem grundstofrækken, nået til at bombardere neutroner ind i uran.
775 ::: Han fandt fem nye radioaktive stoffer, men opdagede ikke hvad det var for stoffer, for han indskrænkede analysen af dem til de højeste grundstofniveauer, hvortil uran jo hører.
776 ::: Han undersøgte ikke, om de stoffer, som var dannet ved neutronbombardementet, kunne være lettere end bly med atomnummer 82. Alle hidtidige forsøg havde nemlig som sagt vist, at de nydannede grundstoffer lå i nærheden af udgangsmaterialet.
777 ::: Enrico Fermi tænkte, at han i stedet var kommet til at danne et nyt grundstof, som i så fald måtte være tungere end det hidtil kendte tungeste grundstof: uran med atomnummer 92. Han turde dog ikke vide sig sikker, og den tyske kemiker Ida Noddack indvendte, at Enrico Fermi først burde tjekke, om de dannede stoffer i virkeligheden var nogle af de grundstoffer, som er lettere end bly.
778 ::: I 1925 påviste hun sammen med sin mand, Walter Noddack, grundstof nr. 75, som hun kaldte rhenium med reference til deres hjemegn ved Rhinen.
779 :::
780 ::: For at sætte trumf på sin kritik af Enrico Fermis tanker om transuraner (dvs. stoffer tungere end uran), foreslog hun i det velrenommerede tidsskrift Angewandte Chemie, at det ikke var utænkeligt, at beskydningen af tunge atomkerner med neutroner kan spalte kernen.
781 ::: F.eks. måske til cadmium med atomnummer 48 og ruthenium med atomnummer 44. Det kunne også tænkes, at der blev dannet xenon med atomnummer 54 og strontium med atomnummer 38, mente hun.
782 ::: Enrico Fermi ignorerede hendes kritik, for han troede bare ikke på ideen.
783 ::: [Enrico Fermi troede, at han havde opdaget grundstof nr. 94 i 1934 og kaldte det ”hesperium”, men det var i virkeligheden en blanding af barium, krypton og andre grundstoffer, hvilket man ikke vidste dengang].
784 :::
785 ::: [Grundstof nr. 93 er neptunium, navngivet af den amerikanske fysiker Edwin McMillan efter planeten Neptun, og nr. 94 er plutonium, opkaldt efter Pluto]
786 :::
787 :::
788 :::
789 ::: Når Enrico Fermi lavede forsøg på et marmorbord (Italien er rig på marmor), fik man lavere radioaktivitet ved bestrålinger, end når forsøgene skete på et træbord.
790 ::: Træborde indeholder mere hydrogen end marmorborde.
791 ::: Fermi fik den tanke, at den højere radioaktivitet ved bestrålinger på et træbord netop skyldes, at træ har et højt indhold af hydrogen-protoner, således at neutronerne støder mod mange protoner, før de når frem.
792 ::: I et lignende forsøg, hvor han indsatte et kileformet stykke bly foran neutronkilden, fandt han på i stedet at indsætte et stykke paraffin (som f.eks. et stearinlys) i stedet for bly-kilen.
793 ::: Paraffinet fik neutronkilden til at få 10-100 gange større påvirkningsevne på materialet, som blev udsat for neutronbombardementet.
794 ::: Når neutronerne støder mod mange protoner, vil neutronerne miste energi, idet neutronerne har samme masse som de protoner, de rammer.
795 ::: Det er som to billardkugler, der rammer hinanden, og derved ofte bremser hinanden.
796 ::: Paraffin indeholder også meget hydrogen.
797 ::: I oktober 1934 fandt Enrico Fermi på at tage en stor paraffinblok, som udhuledes, så neutronkilden kunne indsættes i den, hvorefter han lod neutronkilden bestråle en sølvcylinder.
798 ::: Derved opnåede man hundrede gange mere stråling end forventet.
799 ::: Det tydede altså på, at langsomme neutroner er bedre til at sprænge sølvatomerne.
800 ::: Det viste sig, at vand har tilsvarende virkning – hvilket blev opdaget ved at nedsænke neutronkilden i en guldfiskedam i instituttets have.
801 ::: Den 10. november 1938 fik Enrico Fermi tildelt Nobelprisen for sin opdagelse af kunstig radioaktivitet og opdagelsen af langsomme neutroner.
802 ::: Han mente selv, at hans opdagelse af virkningen af langsomme neutroner var hans største opdagelse.
803 ::: Hans største var dog nok i virkeligheden spaltningen af uran, men det tolkede han forkert.
804 :::
805 Heisenberg-affæren (1935) :::
806 ::: Werner Heisenberg var blevet berømt, og både Columbia University i New York og den tekniske højskole i Zürich forsøgte at lokke ham til sig, men han foretrak at arbejde i Tyskland, hvor han blev ansat på universitetet i Leipzig på Institut for teoretisk fysik og blev professor.
807 :::
808 ::: Efter at Werner Heisenberg havde fået Nobelprisen i 1932 og Max Planck-medaljen i 1933, blev han betragtet som Tysklands førende fysiker.
809 ::: Men det nazistiske regime tvang ham til at indlede hver forelæsning med et Heil Hitler!, og han måtte ikke nævne Einsteins navn.
810 ::: Landet opererede nu med en ”tysk, arisk fysik” og en forbudt ”jødisk fysik”.
811 ::: Den ”ariske fysik” kunne nøjes med den Newtonske mekanik, hvorimod kvantemekanik var en "hån mod den sunde fornuft".
812 ::: To nobelpristagere i fysik, Johannes Stark og Philipp Lenard, lavede hetzkampagner mod ”einsteinismen” i Tyskland, konkret rettet mod Werner Heisenberg.
813 ::: Johannes Stark var opdageren af Doppler-effekten og fandt at spektrallinier opsplittes i elektriske felter (Stark-effekten).
814 ::: Han syntes at have været imponeret af Alberg Einsteins tidligere arbejde og brugte Einsteins ligning e(0) = m(0) x c(2) til at beregne mængden af energi i forhold til massen af en elektron i hvile - dvs. en "elementar enhed af energi".
815 ::: Einstein fulgte en tankerække, der førte ham til at fremsætte sin generaliserede relativitetsteori, som senere gjorde ham berømt, da den blev bekræftet.
816 ::: Det er derfor ironisk, at Johannes Stark senere blev en anti-relativitetsteori-propagandist og en anti-Einstein
817 ::: Johannes Stark tordnede bl.a. mod, at Werner Heisenberg fik tilbudt stillingen som professor i München, da man skulle finde en afløser for Arnold Sommerfeld som institutleder ved universitetet i München, hvor Heisenberg var universitetets foretrukne kandidat.
818 ::: Denne ”Heisenbergaffære” startede d. 1. april 1935. og Werner Heisenberg endte med at blive i Leipzig, og universitetet måtte ansætte en hr. Wilhelm Müller, som ikke var blandt de oprindelige tre kandidater, og som aldrig havde skrevet en videnskabelig artikel.
819 :::
820 :::
821 ::: Werner Heisenberg var apolitisk og brød sig ikke om nazisterne, men han var samtidig tysk patriot.
822 ::: Han kunne som spejderleder ikke forhindre, at de fleste ulveunger endte i Hitlerjugend.
823 ::: Princeton universitetet i USA forsøgte igen at få Werner Heisenberg, men han ville blive i Tyskland.
824 ::: I SS-ugeskriftet Das Schwarze Korps kaldte Johannes Stark ham for ”den hvide jøde” og ”sindelagsjøde”, som det er lige så vigtigt at få bugt med som jøderne selv.
825 ::: For at få æresoprejsning henvendte Werner Heisenberg sig til chefen for det tyske politi, Heinrich Himmler.
826 ::: Det hjalp ham, at Heisenbergs morfar havde været vandringskammerat med Himmlers far.
827 ::: Heisenbergs mor kendte derfor Himmlers mor, og via den vej nåede Heisenbergs brev direkte frem til SS-føreren.
828 ::: Denne foranstaltede, at Heisenberg blev afhørt flere gange af SS-officerer, som til sidst konkluderede, at han var en apolitisk videnskabsmand med en anstændig karakter.
829 ::: Himmler rensede Heisenberg for anklagerne d. 21. juli 1938, et år efter forhånelserne
830 ::: I en intern meddelelse skrev Himmler til en spion, at de ikke kunne tillade sig at dræbe denne mand, der er forholdsvis ung og endnu kunne nå at sætte børn i verden.
831 ::: Heisenberg fik at vide, at han ikke måtte nævne jødiske forskere i sine forelæsninger og skulle forvente at blive indkaldt som soldat, hvis der udbrød krig.
832 ::: Heisenberg beseglede pagten med Himmler ved at blive reservist i værnemagten, og i sommeren 1938 deltog han i indlemmelsen af Sudeterland i Det Tyske Rige, hvor der ikke løsnedes et eneste skud på grund af München-erklæringen mellem Englands premierminister Chamberlain, Frankrigs ministerpræsident og den italienske diktator Mussolini.
833 ::: Uranbjergværkerne i det bøhmiske Joachimstal, i Tjekkiet, blev dermed indlemmet i Tyskland.
834 :::
835 Jødeforfølgelserne :::
836 :::
837 ::: Jødeforfølgelser har en over to tusinde år lang historie.
838 ::: De første tilladelser til jøders bosættelse i Danmark blev givet i slutningen af 1600-tallet.
839 ::: I 1814 fik danske jøder ligestilling, men der var voldelige antisemitiske optøjer i Danmark i 1819. Jøder fik skylden for alle slags ulykker, og fik altså syndebukkens rolle, og blev afbildet som skadelige, uappetitlige og farlige dyr, f.eks. edderkopper eller kloakrotter (som i en film i 1930'ernes Nazi-Tyskland).
840 ::: Dreyfus-affæren 1894-99 (en jødisk artilleri-kaptajn i den franske hær, der blev falsk anklaget for at have givet militærhemmeligheder til tyskerne) fik i Frankrig den betydning, at det socialistiske venstre tog afstand fra antisemitismen, hvorved det ekstreme højre derved fik monopol på antisemitismen, hvilket igen førte til, at Theodor Herzl (jødisk forfatter og politisk aktivist, født i Budapest, Ungarn) foreslog oprettelsen af en jødisk stat, dvs. grundlagde zionismen, og disse tanker dannede senere grobund for staten Israel.
841 ::: Den videnskabeligt funderede opdeling af mennesker i racer fik i løbet af 1700-tallet antisemitiske virkninger, idet myten om "arier-racen" blev skæbnesvanger.
842 ::: I sin oprindelse var der tale om en teori om sprogenes udvikling og indbyrdes forhold.
843 ::: Men i kombination med teorier om afstamning, og de tyske nationalisters tanker om "den germanske ånd", opstod en racistisk nedvurdering af jøden som ikke-arisk, orientalsk fremmedelement.
844 ::: Jøderne havde opnået juridisk ligestilling i Preussen i 1859 og senere i hele Tyskland i 1870. Men dette ændrede ikke på raceteorierne og heller ikke på den folkelige antisemitisme.
845 ::: Den teoretiske raceopdeling blev det intellektuelle grundlag for den antisemitiske agitation.
846 ::: Ironisk nok var det netop jødernes vellykkede assimilation (hvor jøder gjorde sig gældende inden for kultur, videnskab og erhvervsliv), der gav næring til antisemitismen.
847 ::: Under Første Verdenskrig deltog jøder naturligt på fædrelandets side.
848 ::: Men en økonomisk krise fra 1929 fik katastrofale følger for jøderne, idet de (igen som syndebukke) blev ofre for antisemitisk agitation.
849 ::: Dette kom fra det ekstreme højre, men antisemitismen havde i den grad gennemsyret det tyske samfund, at de demokratiske partier undlod at gå imod denne agitation for ikke at miste vælgerstemmer.
850 ::: På universiteterne havde de nazi-nationalsocialistiske studenterforbund flertallet allerede før Adolf Hitler fik magten i 1933. Under det russiske zarstyre blev jødernes historie også katastrofal.
851 ::: F.eks. etableredes ghettoer med diskriminerende love.
852 ::: Jødeforfølgelserne fortsatte under Sovjetregimet, selv om assimilerede jøder havde deltaget aktivt i bolsjevismens sejr.
853 ::: Heller ikke Sovjetunionens sammenbrud ændrede den antisemitiske holdning til jøder i Sovjetunionen og Østeuropa.
854 :::
855 ::: Jødeforfølgelsen i Nazi-Tyskland kom til udtryk over for forskere med jødiske rødder.
856 ::: Da Albert Einsteins berømmelse nåede ud over en snæver kreds, reagerede antisemitiske grupperinger ved at forstyrre hans forelæsninger.
857 ::: Også højtstående kolleger gjorde livet surt for Einstein.
858 ::: Den tyske fysiker Phillipp Lenard, der havde været assistent hos Heinrich Hertz i Bonn, var i særlig grad slem.
859 ::: Her kan indskydes, at Heinrich Hertz havde haft en far, som konverterede til protestantismen (evangelisch-lutherischen Christentum).
860 ::: Heinrich Hertz, altså sønnen, havde derfor aldrig defineret sig som jøde.
861 ::: Han døde i 1894, og da de antisemitiske nazister kom til magten mange år efter hans død, rev de hans portræt ned fra rådhuset i Hamburg.
862 ::: I 1933 havde man indført den internationale enhed Hertz (for frekvens).
863 ::: Nazisterne kunne dårligt fjerne en international enhed, men de forkortede den til Hz, og tilskrev den en anden person, Helmholtz, som enheden altså skulle kaldes! Fysikeren Phillipp Lenard havde i 1905 fået Nobelprisen i fysik for forskning i katodestråling og udvikling af elektronteorien (idet han brød med ideen om, at atomet var noget massivt; Phillipp Lenards idé om, at atomet kun udfyldte en brøkdel af rummet var en vigtig forløbermodel for den atommodel, som Ernest Rutherford udviklede i 1910/1911 efter forsøg med alfapartikler).
864 :::
865 ::: I sin antisemitisme gik Phillipp Lenard så vidt som at stifte en ”Tyske videnskabsmænds arbejdskreds til bevarelse af en ren videnskab” (hvor ren var ensbetydende med tysk).
866 ::: De afviste Einsteins relativitetsteori som ”jødisk fysik” – ”ubeviste hypoteser” – ”logisk uholdbar fiktion”, og fysikeren Phillipp Lenard omtalte Einsteins forskning som "Judenbetrug" (jødebedrag).
867 ::: I sommeren 1922 blev den tyske udenrigsminister Walter Rathenau, der havde jødiske rødder, myrdet.
868 ::: Derefter kom der også mordtrusler mod Albert Einstein, så han måtte undlade at optræde offentligt.
869 ::: Den 10. december 1932 rejste Albert Einstein og hans kone Elsa til New York, og de genså aldrig Tyskland
870 ::: Hitlers antisemitisme var et politisk fejlgreb. Nazisternes jødeforfølgelser medførte, at de tabte Anden Verdenskrig.
871 :::
872 :::
873 Hitlers antisemitisme :::
874 :::
875 :::
876 ::: I løbet af 1933 flyttede verdens hovedcentrum for atomforskning fra universitetet i Göttingen til USA på grund af racelovene.
877 ::: Uden Hitlers antisemitisme var Tyskland derfor sandsynligvis blevet verdens første atommagt.
878 :::
879 ::: Antisemitismen blev også praktiseret i den tyske industri.
880 ::: Store firmaer, såsom H.Rella i Østrig og I.G.Farben i Tyskland samt ikke mindst den tyske Krupp-ammunitionsfabrik anvendte slavearbejdere, som var indhentet direkte fra koncentrationslejrene.
881 ::: I 1942 foreslog Krupp over for Hitler, at udryddelsen af jøderne kunne ske ved at lade dem arbejde sig til døde.
882 ::: I september 1942 gav Hitler repræsentanter fra Krupp tilladelse til at besøge koncentrationslejrene for at udvælge deres kommende arbejdere.
883 ::: Krupp opkøbte firmaer i besatte lande, og havde i 1945 næsten 100 fabrikker i Tyskland, Polen, Østrig, Frankrig og Tjekkoslovakiet med omkring 100.000 arbejdere, som boede under koncentrationslejr-lignende forhold med pigtråd og vagttårne.
884 ::: En af slavearbejderne sammenlignede den omhyggelige vedligeholdelse af maskinerne i Krupp-fabrikkerne med behandlingen af arbejderne, som var som sandpapir, der efter kort tids brug blot kunne fornyes.
885 ::: Hospitaler var ofte kun en karantænestation, hvor de syge blev sygere.
886 :::
887 :::
888 ::: En af de første koncentrationslejre var Buchenwald.
889 ::: I Polen blev jøder samlet i ghettoer.
890 ::: Jøder, som udførte arbejde af nytteværdi for tyskernes krig, fik i starten lov at blive boende, men da Gestapo fik magt i efteråret 1941 blev jøder hevet ud af deres lejligheder og sendt til koncentrationslejre og ghettoer i Hviderusland, Litauen, Letland, Rusland og især Polen.
891 ::: Nazisterne misbrugte et værk af Karl Binding og Alfred Hoche fra 1920 (hvor forfatterne argumenterede med, at mentalt handicappede og terminalt syge skulle have "deres uværdige liv forkortet"), idet nazisterne simpelthen kaldte jøderne for undermennesker og dermed uværdige til at leve.
892 ::: Under en konference i en villa ved Wannsee d. 20. januar 1942 underskrev Adolf Hitler en beslutning om at eliminere alle europæiske jøder.
893 ::: (Dette ønske havde han allerede udtrykt i 1924 i bogen Mein Kampf, som Hitler havde skrevet før han kom til magten).
894 ::: En Reinhard Heydrich fik opgaven, og var i gang med opgaven allerede samme måned.
895 ::: Nazisterne havde allerede gjort forsøg med at aflive 50.000 mentalt handikappede eller terminalt syge tyskere.
896 ::: Dermed kunne de eksperimentere sig frem til de mest effektive aflivningsmetoder.
897 ::: Alene i det daværende krigsområde blev næsten 190.000 åndeligt og fysisk handicappede myrdet med gas eller gift, ved skydning eller ved at blive sultet ihjel eller ved kulilteforgiftning.
898 ::: Hitler var personligt interesseret i udviklingen af gaskamrene, og beordrede, at konstruktørerne skulle have omfattende støtte.
899 ::: Den 22. februar 1942 sagde Hitler, at man skulle koncentrere sig om jøderne, som "skulle forsvinde fra Jordens overflade".
900 ::: Den arbejdskraft, de repræsenterede, skulle erstattes med fanger fra de besatte lande.
901 ::: Mellem 8 og 11 millioner jøder, Jehovas Vidner, krigsfanger, sigøjnere, sinti, krøblinge, homoseksuelle, politiske modstandere og kommunister blev myrdet.
902 ::: Omkring 6 millioner europæiske jøder blev aflivet, og heraf var omkring halvdelen polske jøder.
903 ::: I starten brugte tyskerne maskingeværer, senere kulilte og derefter giftgassen Zyklon B (flygtig blåsyre, hydrogencyanid).
904 :::
905 ::: Den første gang man opdagede, at rygterne om de tyske koncentrationslejre var sande, var da Sovjetunionen d. 24. juli 1944 ankom til Majdanek-koncentrationslejren nær Lublin i Polen.
906 ::: Stedet var blevet forladt og brændt, men gaskamrene kunne stadig ses.
907 ::: Senere fandt de sovjetiske tropper forladte tyske koncentrationslejre i Belzec, Sobibor og Treblinka.
908 ::: Den 27. januar 1945 fandt sovjetiske tropper Auschwitz.
909 ::: På stedet fandt man 348.820 stykker herretøj og 836.515 stykker dametøj pænt sammenfoldet samt pyramider af briller og syv ton menneskehår.
910 ::: De allieredes tropper fandt koncentrationslejren Bergen-Belsen d. 15. april 1945. Dwight Eisenhower havde svært ved at beskrive sine følelser, da han kom til en koncentrationslejr ved byen Gotha i april 1945. Den 29. april 1945 opdagede amerikanske tropper den første koncentrationslejr, som var oprettet.
911 ::: Den lå ved Landsberg ved foden af Alperne og var en del af Dachau-komplekset.
912 ::: På stedet fandt soldaterne udmarvede, men stadig levende mennesker.
913 ::: Tyskerne havde som middel mod politiske fjender allerede i 1933 anvendt den metode at flytte folk væk til nye steder.
914 ::: Men omkring 1937-38 begyndte de at deportere jøder til koncentrationslejre.
915 :::
916 ::: To tyske historikere, Hans-Joachim Neumann og Henrik Erberle, har fundet dokumenter om Hitlers helbred, bl.a. optegnelser fra Hitlers læge, Theodor Morell, der var kendt for sine utraditionelle behandlingsformer (f.eks. indsprøjtning af kolibakterier i blodbanen for at dæmpe Hitlers voldsomme prutteri).
917 ::: Hitler fik opkvikkende midler og var reelt afhængig af stoffer - han fik 28 forskellige præparater i løbet af dagen, bl.a. måske stimulanspræparatet Pervitin, der blev givet til frontsoldater.
918 ::: Optegnelserne nævner det dog ikke.
919 ::: Hitler brugte hele 15 sider i "Mein Kampf" til en beskrivelse af syfilis som "en speciel jødisk sygdom".
920 ::: Man har derfor gættet på, at han selv havde sygdommen.
921 ::: Det siges, at Hitler mente at have fået syfilis ved at besøge en jødisk prostitueret i Wien.
922 ::: Og hans forvirring om sygdommen siges at have medført, at han troede, at tysk blod kunne gøres urent af jøder, og at dette var årsagen til sådanne sygdomme.
923 ::: Optegnelserne, som de to tyske historikere, Hans-Joachim Neumann og Henrik Erberle, fandt, nævner dog ikke noget om, at Hitler skulle have haft syfilis.
924 :::
925 :::
926 :::
927 Tysk angreb på Spanien (Guernica) (1937) :::
928 :::
929 ::: Forud for den Anden Verdenskrig udførte Nazi-Tyskland et luftangreb d. 26. april 1937 fra kl. 16:30 og 3 timer frem på den nordspanske basker-by Guernica, hvor den republikanske modstandsbevægelse under den spanske borgerkrig havde en bastion.
930 :::
931 ::: Bølger af tyske bombemaskiner kastede brandbomber med 20 minutters intervaller, ½ ton bomber i alt.
932 ::: Byen var den ældste by i området, og centrum for baskerlandets kultur.
933 ::: De fleste bygninger i byen, der havde 5000 indbyggere, blev ødelagt ved angrebet.
934 ::: 1654 mennesker blev dræbt og 889 såret.
935 ::: Angrebet var måske et forstudium til Anden Verdenskrig.
936 ::: Forud for angrebet havde der angiveligt været hemmelige samtaler mellem kredse omkring Franco fra Spanien og Hitler fra Tyskland. (Se: Jörg Diehl, Hitler's Destruction of Guernica: Practicing Blitzkrieg in Basque Country, Der Spiegel, April 26, 2007.).
937 :::
938 ::: Picasso malede billedet “Guernica”, der er 3,5 m højt og næsten 8 meter bredt, men som alligevel blev sendt verden rundt på kunstmuseer i årevis som protest mod angrebet.
939 :::
940 Italien indførte antisemitiske love (1938) :::
941 ::: I september 1938 indførte også Mussolini i Italien antisemitiske love.
942 ::: Det gik ud over den italienske fysiker Enrico Fermi. Han var selv katolik, men han havde en jødisk kone, Laura Capon. Det fik en fascistisk avis til at anklage ham for at forvandle sit institut til en synagoge.
943 ::: Enrico Fermi var den fysiker, som senere byggede verdens første atomreaktor.
944 ::: Han fik Nobelprisen i fysik i 1938- Dels for at have induceret radioaktivitet ved at bombardere stoffer med neutroner, dels for at "opdage transuraner", hvilket han troede at have gjort, men det havde han ikke, i stedet havde han faktisk lavet den første uran-kernespaltning.
945 :::
946 ::: Enrico Fermi og Laura Capon så ingen anden udvej end at emigrere.
947 ::: De ansøgte de italienske myndigheder om lov til et halvt års ophold i USA, men benyttede Nobelprisoverrækkelsen i Stockholm til at komme væk.
948 ::: Den 24. december 1938 gik de ombord på en damper fra Southampton til New York, hvor han, der lige kom fra Nobelprisoverrækkelsen i Sverige, ved ankomsten skulle gennemgå en intelligenstest: ”Hvor meget er 15 plus 27?”, og da han korrekt svarede 42 kom næste spørgsmål: ”Hvor meget er 29 divideret med 2?”, hvortil Enrico Fermi korrekt svarede 14,5 og fik lov at komme ind i USA.
949 ::: De flyttede ind på et hotel i nærheden af Columbia University i New York, som havde tilbudt ham et professorat.
950 ::: På samme hotel, King's Crown Hotel, boede Leó Szilárd.
951 ::: Mødet var tilfældigt, men faktisk havde Leó Szilárd siden 1936 igen og igen forsøgt at vinde den dygtige praktiker Enrico Fermi for ideen om en nuklear kædereaktion.
952 :::
953 Fission af uran (1938) :::
954 :::
955 ::: Da Rutherford i 1919 havde påvist, at man kunne ændre nitrogen ved at bombardere nitrogen-atomkernen med alfapartikler [som er 2 protoner + 2 neutroner, men det vidste man ikke dengang], så det blev til det tungere grundstof oxygen, ville andre fysikere forsøge det samme med andre grundstoffer.
956 ::: Otto Hahn med hjælp fra Fritz Strassmann, forsøgte med uran i stedet for nitrogen.
957 ::: De tænkte, at når nitrogen kan omdannes til det tungere oxygen, ville de kunne omdanne uran til et stof, som var tungere end uran.
958 ::: Imidlertid kendte man ingen stoffer, der var tungere end uran. Det forventede, tungere stof ville altså i så fald være et nyt og ukendt stof.
959 ::: I stedet fik de barium, og det er et kendt stof, som også et meget mindre grundstof end uran.
960 ::: Det var komplet uventet for dem, og de forstod det slet ikke.
961 ::: I virkeligheden havde de spaltet uran-235. Uran-235 har en atomkerne, der er så stor, at de yderste protoner er langt fra hinanden og disse ydre protoner er positivt ladede og frastøder hinanden, men den ”stærke kraft” holder kernen sammen - dog kun lige præcis nok til, at kernen ikke splitter op.
962 ::: Når alfapartiklen (eller en neutron) med stor fart kommer brasende ind i urankernen i deres forsøg, bliver urankernen deformeret, og de yderste protoner kommer derved længere væk fra hinanden, (ligesom hvis man trykker en ballon på midten, så vil enderne netop komme længere væk fra hinanden).
963 ::: Nu da protonerne i enderne er kommet længere væk fra hinanden, kan den tiltrækkende ”stærke kraft” ikke overvinde deres frastødning fra hinanden.
964 ::: Den elektrostatiske kraft, som frastøder protonerne i enderne af kernen, rækker længere ud end den tiltrækkende ”stærke kraft” trækker i den modsatte retning.
965 ::: Den ”stærke kraft” virker nemlig kun over meget korte afstande, og derfor trækkes protonerne ikke så meget indad, som de bliver skubbet udad af de elektrostatiske kræfter.
966 ::: Urankernen spaltes på grund af dens egne elektrostatiske kræfter, som skubber protonerne væk fra hinanden.
967 ::: Uran-235 har 92 protoner og 143 neutroner.
968 ::: Når neutronen kommer farende ind, spaltes uran-235 f.eks. til barium og krypton (som det skete i Otto Hahn og Fritz Strassmann forsøget).
969 ::: Barium har 56 protoner og 86 neutroner (dvs. massen er 142).
970 ::: Krypton har 36 protoner og 55 neutroner (dvs. massen er 91). Desuden skete en frigivelse af 3 neutroner.
971 :::
972 :::
973 ::: Som de første i verden spaltede Otto Hahn og Fritz Strassmann i Tyskland altså uran i december 1938. De var kemikere, og kunne kemisk analysere sig frem til, at der var kommet barium i materialet.
974 ::: Men de kunne ikke selv forklare eller tro på, at det var sket.
975 ::: Otto Hahn sendte et brev med beskrivelsen af forsøget til Lise Meitner, der var flygtning i Stockholm, og bad hende tolke resultatet.
976 ::: Østrigeren Lise Meitner skulle i anledning af julen være sammen med Otto Robert Frisch, sin nevø, der var østrigsk-engelsk kernefysiker, og som ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var flygtet fra Tyskland til København, hvor han var blevet optaget i Niels Bohrs internationale gruppe af fysikere.
977 :::
978 ::: Otto Robert Frisch og hans tante Lise Meitner var begge fysikere, medens Otto Hahn som omtalt var kemiker.
979 ::: Lise Meitner og Otto Robert Frisch tolkede Hahn/Strassmann-eksperimentet under en tur i det svenske snelandskab.
980 ::: De opdagede, at Otto Hahn i Berlin havde lavet en ny slags kernereaktion, en kernespaltning.
981 ::: Otto Robert Frisch tog nyheden med til Niels Bohr, der var på vej til Princeton i USA, og Niels Bohr kunne slet ikke tie stille med denne sensation.
982 ::: Den 26. januar 1939 rapporterede Bohr om opdagelsen på et møde om teoretisk fysik i Washington, DC.
983 ::: På ingen tid havde flere amerikanske fysikere gentaget forsøget.
984 ::: Niels Bohr var vildt optaget af spørgsmålet, om der ved spaltningen af en atomkerne kunne udløses en kædereaktion, som (hvis denne energi kunne kontrolleres) kunne udnyttes som energikilde og i øvrigt som den kraftigste bombe i verden.
985 ::: Den ene dag kunne Niels Bohr komme stormende ind på instituttet og erklære ”Det kan ikke lade sig gøre!”.
986 ::: Dagen efter kunne han komme stormende ind igen, og med samme entusiasme erklære: ”Det kan lade sig gøre!”
987 ::: Fra 1939 kom Otto Robert Frisch til at arbejde i Birmingham, og han deltog senere i Manhattan Project.
988 :::
989 Spaltningsprodukterne af uran-235 :::
990 ::: Uran-235 har 92 protoner.
991 ::: Det er ikke et egentlig stabilt stof, men det har en halveringstid på 700 millioner år, dvs. at det kun er lidt radioaktivt.
992 ::: Lang halveringstid betyder langsom frigivelse af radioaktivitet.
993 ::: Uran-235 har hele 143 neutroner.
994 ::: Ved fission, hvor uranatomet går i to mindre stykker, mister det typisk to eller tre neutroner.
995 ::: Hvis der mistes tre neutroner, er der 140 neutroner til deling mellem de to fissionsprodukter, og en symmetrisk fission ville så give to produkter, som hver ville have 46 protoner og 70 neutroner.
996 :::
997 ::: Men fission er ikke symmetrisk.
998 ::: Den ene af de to datteratomer vil altså være tungere end den anden.
999 ::: Et typisk produkt fra en uran-235 fission er ruthenium-106, der har 44 protoner i dens kerne.
1000 ::: Ruthenium-106 med 44 protoner har en halveringstid på 369 dage, idet det ved beta-minus henfald (dvs. afgivelse af elektroner) bliver til rhodium-106 med 45 protoner.
1001 ::: I dette beta-minus henfald bliver den overskydende neutron i ruthenium til en proton og udsender en elektron fra kernen.
1002 ::: Rhodium-106 har en 29,9 sekund halveringstid og henfalder ligeledes ved beta-minus henfald til det stabile palladium-106
1003 :::
1004 :::
1005 :::
1006 ::: Ved "beta-minus henfald" omdannes en neutron til en proton, en elektron og en antineutrino.
1007 ::: Protonen bliver i kernen, mens elektronen og antineutrinoen udsendes fra den.
1008 ::: Det nye stof har en proton mere og en neutron mindre, men det samlede tal for protoner+neutroner bliver uændret.
1009 :::
1010 ::: Ved "beta-plus henfald" omdannes en proton til en neutron, en positron og en neutrino.
1011 ::: Neutronen bliver i kernen, mens positronen og neutrinoen udsendes fra den.
1012 ::: Det nye stof har en neutron mere og en proton mindre, men det samlede tal for protoner+neutroner bliver uændret.
1013 :::
1014 ::: Ved alfa-henfald udsender kernen to protoner og to neutroner i form af en heliumkerne.
1015 ::: Det nye stof har to protoner (og to neutroner) mindre, og det samlede tal for protoner+neutroner bliver 4 mindre.
1016 :::
1017 Lise Meitner (uran-239) :::
1018 :::
1019 ::: Lise Meitner arbejdede som ulønnet gæst på Kejser Wilhelm Instituttet for Kemi sammen med den jævnaldrende Otto Hahn, og i 1912 blev hun personlig assistent for Max Planck.
1020 ::: Ifølge de tyske arierparagraffer var hun kvartjøde med østrigsk pas, men måtte alligevel rejse ud af landet.
1021 ::: Chefen for SS og det tyske politi, Heinrich Himmler, afviste hendes ansøgning om at emigrere til et neutralt land, fordi hun som berømt jøde ville kunne propagandere mod Tyskland i udlandet.
1022 ::: Hendes assistent var Carl Friedrich von Weizsäcker.
1023 ::: De havde lavet mange forsøg sammen.
1024 ::: Hans far er departementschef i det tyske udenrigsministerium, men kunne ikke hjælpe.
1025 ::: Tværtimod var faderen i færd med at pålægge alle tyske ambassader at hindre jødiske emigranter i at flytte deres penge ud af landet.
1026 ::: En hollandsk fysiker, Dirk Coster, der var elev af Bohr og medopfinder af hafnium, opnåede tilsagn fra den hollandske regering om, at betjentene ved en bestemt grænseovergang ville lade hende rejse ind i Holland uden visum.
1027 ::: Hun undgik at blive arresteret af SS under en eller anden paskontrol, og det lykkedes hende at komme til Stockholm.
1028 :::
1029 Opdagelsen af uran-239 :::
1030 ::: To amerikanske fysikere, Edwin McMillan og Phillip Abelson, opdagede, at der opstår et uran-239 atom, når et uran-238 atom optager en neutron fra en strålingskilde.
1031 ::: Dette uran-239 atom var identisk med Lise Meitners tidligere opdagede "23 minutters legeme" (dvs. at det havde en halveringstid på 23 minutter).
1032 ::: Hun havde bedt Otto Hahn og Fritz Strassmann undersøge dette "23 minutters legeme" nærmere, men kemikerne afviste det som unødvendigt.
1033 ::: Dette uran-239 henfalder til et grundstof med atomnummer 93 (neptunium, opkaldt efter Neptun, som i solsystemet følger efter Uranus).
1034 ::: Reaktionskæden er: (238 løftet op 92 sænket)U + (1 løftet op 0 sænket)n bliver til (239 løftet op 92 sænket)U, der (med 23 minutters halveringstid og beta-minus henfald) bliver til (239 løftet op 93 sænket)Np, der (med 2,3 dags halveringstid og beta-minus henfald) bliver til (239 løftet op 94 sænket)Pu.
1035 ::: Ved beta-minus henfald omdannes en neutron til en proton, en elektron og en antineutrino.
1036 ::: Protonen bliver i kernen (angives som det nedre tal), mens elektronen og antineutrinoen udsendes fra den.
1037 ::: Det nye stof har en proton mere og en neutron mindre, men det samlede tal for protoner+neutroner bliver uændret (angives som det hævede tal),.
1038 :::
1039 ::: Dette blev publiceret d. 27. maj 1940 i Physical Review.
1040 ::: Neptunium er et transuran.
1041 ::: Betegnelsen transuraner (ordet dannet af trans og uran) gives til et hvilket som helst grundstof med atomnummer over 92, som er urans atomnummer.
1042 ::: Alle transuraner er ustabile og radioaktive.
1043 ::: Man kender i nutiden transuraner med atomnumre op til omkring 120
1044 ::: Dette neptunium var altså det første ægte transuran.
1045 ::: De stoffer, man indtil da havde påstået måtte være transuraner, var i virkeligheden sprængte delstykker af uran, dvs. altså grundstoffer med middellave atomnumre.
1046 :::
1047 ::: På baggrund af Bohr/Wheeler-teorien om kernespaltning fra 1939 kunne man udlede den konklusion, at plutonium er spaltelig, ligesom uran-235 er spaltelig.
1048 ::: Allerede efter 2,5 dage kædereaktion i en atomreaktor ville der være opstået plutonium.
1049 ::: En uranmaskine, der kun er indrettet på at producere elektricitet, ville uundgåeligt samtidig danne bombematerialet plutonium.
1050 ::: Edwin McMillan og kollegaen Glenn Seaborg, der opdagede plutonium, fik en artikel i tidsskriftet Physical Review.
1051 ::: Dette arbejde kunne dermed også læses i Tyskland.
1052 ::: Man besluttede at udstede et fremtidigt publikationsforbud for uranforskning.
1053 ::: Denne artikel blev derfor den sidste af sin art under Anden Verdenskrig.
1054 ::: I Tyskland konkluderede Carl von Weizsäcker, at plutonium ville være lettere at spalte end uran-235, samt lettere at isolere fra uran.
1055 ::: Han meddelte dette til Kurt Diebner.
1056 ::: Også Otto Hahn gjorde Hærens Våbentekniske Kontor i Tyskland opmærksom på, at spaltelige transuraner ville kunne bruges i kernevåben
1057 ::: Efter Anden Verdenskrig blev Otto Hahn en ivrig modstander af kernevåben, og protesterede f.eks. imod, at der skulle opstilles kernevåben i Vesttyskland.
1058 ::: Nogle overvejede ligefrem om han burde indstilles til Nobels Fredspris.
1059 :::
1060 Otto Hahn (ikke erkendt kernespaltning 19. december 1938) :::
1061 :::
1062 ::: Otto Hahn var født i Frankfurt am Mail som yngste søn af en velhavende glasfabrikant.
1063 ::: Han læste kemi i Marburg og München, og da hans far foreslog ham at rejse til udlandet, begyndte Otto Hahn i 1904 på William Ramseys institut på University College London.
1064 ::: Her bad han om at få en opgave, og William Ramsey (forskeren der opdagede ædelgasserne argon, krypton og xenon) bad ham studere radioaktivitet.
1065 ::: Han fik udleveret noget thorianit, et højradioaktivt thoriumholdigt mineral.
1066 ::: Ud fra dette udskilte han dets indhold af radium, men opdagede, at resterne stadig var radioaktive.
1067 ::: Han mente, at det måtte være et nyt stof, og kaldte det radiothor [det var en thorium-isotop].
1068 ::: Denne tolkning blev offentliggjort 16. marts 1905 under et møde i Royal Society.
1069 ::: Senere arbejdede han hos Ernest Rutherford i Montreal, Canada.
1070 ::: Her fandt han to nye grundstoffer.
1071 ::: I 1906 vendte han fra Canada tilbage til universitetet i Berlin, Kemisk institut, der ledtes af Emil Fischer.
1072 ::: I marts 1907 lykkedes det ham at isolere noget, som han kaldte modersubstansen til radiothor [det var en thorium-isotop], og noget som han kaldte mesothor [det var en radium-isotop].
1073 ::: I Kejser Wilhelm Instituttet for Kemi, der blev indviet i oktober 1912, blev Otto Hahn leder af afdelingen for radioaktivitet, hvor han arbejdede sammen med Lise Meitner.
1074 ::: Da Lise Meitner måtte flygte til Stockholm på grund af de tyske jødeforfølgelser arrangerede Otto Hahn en vej ud af Tyskland via Holland, og gav hende en diamantring, som han havde arvet fra sin mor, så hun havde noget at give som bestikkelse til grænsevagterne, hvis dette skulle blive aktuelt.
1075 ::: Den 10. november 1938 var Otto Hahn i København, hvor han diskuterede med Niels Bohr, Lise Meitner og Otto Robert Frisch, hvilket førte til et vigtigt forsøg d. 16-17. december 1938 (den berømte "radium-barium-mesothorium-fraktionering").
1076 ::: De tre isotoper opførte sig ikke som radium, men som barium. [Mesothorium er betegnelse for et radioaktivt nedbrydningsprodukt af thorium, hovedsageligt radium eller actinium, f.eks. er mesothorium I isotopen radium-228, og mesothorium II er isotopen actinium-228]
1077 ::: Otto Hahn informerede ikke fysikerne på hans eget institut, men beskrev resultaterne i et brev til Lise Meitner den 19. december 1938. På dette tidspunkt havde man den holdning, at selv om det var muligt at skubbe en alfapartikel ud af en atomkerne, var det umuligt at skubbe to alfapartikler [to heliumkerner] ud af en atomkerne, og derfor syntes det helt utænkeligt at skubbe 100 nukleoner ud.
1078 ::: I brevet til Lise Meitner skrev han: "Vi finder, at vores "radium" ikke ligner radium, men barium, men vi forstår, at uran ikke kan blive til barium, men måske har du en eller anden fantastisk forklaring?".
1079 ::: Otto Hahn havde i samarbejde med Fritz Strassmann gennemført en bestråling af rent uran med langsomme neutroner fra en neutronkilde.
1080 ::: De troede at have isoleret radium fra uranprøven efter 12 timers bestråling, men stoffet opførte sig som barium, og var faktisk barium.
1081 ::: Dette kunne kun forklares, hvis man antog, at urankernen var blevet sprængt, og barium var opstået derved.
1082 ::: Uran har en kerneladning på 92. Barium har en kerneladning på 56. Da Lise Meitner i Stockholm fik brevet, var det med i juleposten.
1083 ::: Det var juleaften 1938, og Lise Meitner ville holde juleaften med en veninde (Eva von Bahr-Bergius) sammen med Lise Meitners nevø, kernefysikeren Otto Robert Frisch, der også var inviteret.
1084 ::: Han havde i de seneste fire år arbejdet på Bohrs institut i København.
1085 ::: Hun viste ham brevet fra Otto Hahn, og under en vandretur i snelandskabet diskuterede de Niels Bohrs atommodel som en slags ”væskedråbe”, hvor overfladespændingen holder ”dråben” sammen og forhindrer, at den går i stykker - og om hvorvidt denne tanke kunne overføres på atomkernen, idet den "stærke kernekraft", der holder kernen sammen, kunne tænkes at svare til overfladespændingens funktion.
1086 ::: Uran, som havde den højest forekommende kerneladning, der forekommer naturligt, måtte rumme enorme indre afstødningskræfter.
1087 ::: Urankernens ladning måtte være stor nok til næsten helt at overvinde "overfladespændingen" – nåede de frem til, ved hjælp af papir og blyant, siddende på en væltet træstamme.
1088 ::: Urankernen måtte kunne sammenlignes med en bævrende, ustabil dråbe, som ved mindste provokation ville kunne sprænges, hvis den blev ramt af en enkelt neutron.
1089 ::: Lise Meitner og Otto Robert Frisch var de første, som anvendte den i årevis kendte dråbemodel på en kernespaltningsproces, som hidtil af de fleste var blevet afvist som utænkelig.
1090 ::: De antog, at kernespaltningen ville medføre, at urankernen blev trukket længere, og derved ville antage en håndvægt-form, og at de to minidråber - på grund af den gensidige frastødning – ville fare bort fra hinanden med 30.000 km i sekundet, og med en accelerationsenergi på 200 millioner elektronvolt.
1091 ::: Lise Meitner kom i tanker om formlen for beregning af kernemasser og fastslog, at de to kerner måtte være lettere tilsammen end den oprindelige urankerne, med en forskel på ca. 1/5 protonmasse.
1092 ::: Hvis der forsvandt masse, måtte der opstå energi ifølge Einsteins formel E=mc(2).
1093 ::: 1/5 protonmasse svarede til 200 millioner elektronvolt, så det er her, energien kom fra.
1094 ::: Otto Hahns urankerne på 92 protoner kunne være blevet sprængt til barium med 56 protoner og krypton med 36 protoner.
1095 ::: Under spaltningen af et enkelt uranatom frigives der nok energi til at katapultere et sandkorn af synlig størrelse et lille stykke op i luften, og der er 2.500.000.000.000.000.000.000 atomer i et gram uran.
1096 ::: Dette betyder måske, at Enrico Fermi i Rom, ægteparret Joliot i Paris og Berlinforskerne i virkeligheden havde sprængt urankerner allerede siden 1934, men uden at vide det.
1097 ::: Lise Meitner og hendes nevø overså imidlertid den kædereaktion, der kunne tænkes at ledsage kernespaltningen.
1098 ::: Tilbage i København fortalte Lise Meitners nevø om deres tanker til Niels Bohr, som straks var med på ideen.
1099 ::: Den 13. januar 1939 bekræftede Frisch dette eksperimentelt, og i manuskriptet til artiklen i Nature fandt Frisch på at kalde dette for en ”nuclear fission" (kernespaltning), som refererer til celledelinger hos planter og dyr.
1100 ::: Otto Hahn skrev en artikel i Die Naturwissenschaften, der blev publiceret d. 6. januar 1939, men uden at nævne ideen om kernespaltning.
1101 ::: Men i den næste artikel, pubIiceret i Die Naturwissenschaften, der blev publiceret d. 10. februar 1939, anvendte Otto Hahn og Fritz Strassmann for første gang betegnelsen "Uranspaltung", og forudsagde, at der ved processen frigjortes neutroner.
1102 ::: [Den 15. november 1945, altså efter at Anden Verdenskrig var slut, meddelte Nobelpriskommiteen i Stockholm, at Otto Hahn (som befandt sig på et ukendt sted, nemlig interneret sammen med andre tyske forskere på "Farm Hall" et sted i England) havde fået Nobelprisen i kemi året før, i 1944, "for hans opdagelse af fission af tunge atomkerner".
1103 ::: Otto Hahn læste om det i en artikel i avisen Daily Telegraph.
1104 ::: Han meddelte, at han tog imod prisen, men ikke kunne komme til ceremonien d. 10. december 1945. Men han kom året efter.
1105 ::: Nogle historikere mener, at prisen skulle have været delt med Lise Meitner, men Nobelkomiteen havde også skelet til, at Otto Hahn havde været nomineret kandidat 22 gange til Nobelprisen i kemi fra 1914 til 1945, og i øvrigt 16 gange for Nobelprisen i fysik].
1106 ::: Niels Bohr nåede at få Otto Robert Frisch’s Nature-manuskript med, da han d. 7. januar 1939 rejste via Göteborg med skib til Princeton i USA.
1107 ::: Bohr skulle åbne den femte kongres for teoretisk fysik og skulle selv holde foredrag nr. 2 næste dag.
1108 :::
1109 ::: Den 26. januar 1939 fremlagde Bohr nu officielt fænomenet kernespaltning (fission) for sine kolleger, der var kommet tilrejsende fra hele USA.
1110 ::: Han gjorde opmærksom på, at Lise Meitner og Otto Robert Frisch var først med denne fortolkning.
1111 ::: Den 29. januar 1939 bragte The New York Times nyheden om kernespaltningen, der sammenlignedes med en atomeksplosion.
1112 ::: De skrev, at der frisættes 200 millioner ”volt” [men det drejer sig dog kun om elektronvolt, og ”eksplosionerne” foregik kun i ultramikroskopisk målestok].
1113 ::: Telegrambureauet Science Service beskrev kredsen af atomknusere - og nedtonede farerne ved kernespaltning; et atomvåben var helt utænkeligt.
1114 :::
1115 ::: På mødet i Princeton argumenterede Bohr for, at det måtte være uran-235 isotopen, som var ansvarlig for fissionen, og den amerikanske fysiker John Ray Dunning indså, at hvis dette var tilfældet, ville det være muligt at bygge en atombombe. I 1940 undersøgte han, om gas-diffusion kunne bruges til at berige uran, og konkluderede, at det måtte være den bedste måde at berige uran på, når det skulle ske i industriel skala. Han kom derved til at bidrage på afgørende måde til udviklingen af atombomben
1116 ::: Senere i livet var John Ray Dunning en ivrig foredragsholder om atomenergi, og hjalp med et skrive tegneserien Blondie and Dagwood, som forklarede kerneenergi på simpel måde.
1117 ::: I et foredrag drak han bestrålet saltvand, og brugte en Geigertæller til at demonstrere for sit publikum, hvordan hans fingre blev radioaktive, fordi natrium-24, som har en halveringstid på 15 timer, cirkulerede i hans blodbane.
1118 ::: (Han døde af hjerteanfald i 1975 som næsten 69-årig).
1119 :::
1120 ::: Fysikeren Sigfried Flügge, der havde studeret hos bl.a. Werner Heisenberg og som havde været ansat på Otto Hahns institut (uden at være inddraget i dennes forskning) skrev i en artikel i juni 1939 i Die Naturwissenschaften, at han havde regnet sig frem til, at 4 ton uranoxidpulver i et volumen på 1 kubikmeter ville frisætte energi nok til at slynge alt vandet i Wannsee, der vejer en milliard ton, 27 km op i stratosfæren.
1121 ::: Han skrev også, at samme uranmængde ville kunne levere 11 års produktion af alle Tysklands brunkul-baserede elværker.
1122 ::: Sigfried Flügge's artikel vakte en del opsigt, og artiklen blev genoptrykt i folkelige udgaver i flere andre tyske blade.
1123 ::: Fysikeren Nikolaus Riehl lod sig begejstre af artiklen og henvendte sig til Hærens Våbentekniske Kontor i Tyskland.
1124 ::: Han ledte forskningsafdelingen i Auer Gesellschaft i Berlin, der er kendt fra varemærket Osram for glødelamper.
1125 ::: Firmaet fremstillede radioaktiv tandpasta og selvlysende farver - og tilbød nu samarbejde om den tekniske udvikling af kernespaltning (uranfission)
1126 :::
1127 Ideen til neutron-kædereaktion (1939) :::
1128 :::
1129 ::: Den 3. marts 1939 kunne Leó Szilárd ved selvsyn konstatere, at der faktisk frisættes ekstra neutroner ved en uranspaltningsproces.
1130 ::: Forsøget udførte han på Institut for fysik på Columbia universitet i New York, idet han nu var kommet til USA.
1131 ::: Han ringede straks til Edward Teller og sagde blot én sætning på ungarsk: ”Jeg tror, at jeg har fundet neutronerne”, hvorefter han lagde røret på.
1132 ::: Han følte sig overbevist om, at verden ville opleve en katastrofe, hvis han ikke holdt det hemmeligt udadtil.
1133 ::: Imidlertid opnåede Frederic Joliot-Curie og hans medarbejdere frem til et tilsvarende forsøgsresultat blot fem dage senere - og publicerede det d. 22. april 1939 i Nature.
1134 ::: I artiklen undlod de at nævne ordet atombombe som en mulig konsekvens, men de betegnede kernespaltningen som en nuklear eksplosion.
1135 ::: Statistisk set blev der frisat 3,5 neutroner pr. kernespaltning, skrev de.
1136 ::: I april 1939 var der ingen kernefysikere, som kunne være i tvivl om, at der nu var banet vej for både et atomkraftværk og en atombombe.
1137 :::
1138 Urankredsen i Tyskland (etableret 29. april 1939) :::
1139 :::
1140 ::: I Nazi-Tyskland gjorde tyske videnskabsmænd myndighederne opmærksom på atomenergiens enorme militære potentiale.
1141 ::: Måske henvendte nogle sig motiveret af patriotiske følelser, og andre gjorde det måske på grund af personlige ambitioner.
1142 ::: Blandt disse var fysikerne Georg Joos og Wilhelm Hanle fra Göttingen.
1143 ::: De skrev til det tyske Rigsministerium for videnskab, og henviste til Frederic Joliot-Curie’s arbejde i Paris.
1144 ::: Brevet nåede frem til Abraham Esau, der var afdelingsleder for fysik i Tysklands statslige forskningsråd - og overbevist nazist.
1145 ::: Han organiserede straks en hemmelig konference, der afholdtes blot fem dage senere d. 29. april 1939 i Berlin.
1146 ::: Dette blev det stiftende møde for ”Urankredsen”, en hemmelig tysk organisation.
1147 ::: De indbudte professorer var Georg Joos, Wilhelm Hanle, Hans Geiger, Josef Mattauch, Walther Bothe og Gerhard Hoffmann.
1148 ::: Otto Hahn var på foredragsturné i Skandinavien og kunne derfor ikke deltage.
1149 ::: Der blev udstedt et eksportforbud for uran, og urankredsen fik adgang til samtlige uranforråd i Tyskland.
1150 ::: Bjergværkerne i det sudetertyske Joachimstal fik besked på at levere radium.
1151 ::: Desuden satte Paul Harteck, der var leder af Institut for Fysisk Kemi i Hamborg, og hans assistent Wilhelm Groth sig i forbindelse med Hærens Våbentekniske Kontor (Heereswaffenamt) i et brev af 24. april 1939, hvor de gjorde opmærksom på urans evne til at udløse en nuklear kædereaktion.
1152 ::: Det land i verden, der først gjorde brug af et sådant våben, ville have skaffet sig en militær overlegenhed, som andre lande aldrig ville kunne indhente, skrev de.
1153 ::: Abraham Esau var selv kun radiotekniker, og da krigsudbruddet kom, sørgede sprængstofeksperten på Hærens Våbentekniske Kontor, Kurt Diebner, for at uranprojektet blev taget fra det statslige forskningsråd.
1154 ::: Kurt Diebner var selv kernefysiker, og han havde en medarbejder, Erich Bagge, der var specialist i atomkernehenfald.
1155 ::: Denne Erich Bagge foreslog, at teoretikeren Werner Heisenberg skulle med på banen, og Werner Heisenberg undgik dermed at blive sendt som soldat til østfronten.
1156 ::: I stedet skulle han nu udarbejde det teoretiske grundlag for en uranmaskine, der kunne producere energi og bombemateriale.
1157 :::
1158 ::: Hitler havde allerede d. 5. september 1939 truffet forberedelser til indledning af en gaskrig, og Otto Hahn var med sine praktiske erfaringer med giftgas under Første Verdenskrig selvskreven til at deltage i krigsvigtig forskning.
1159 ::: Han tog da også på eget initiativ kontakt til bjergværksselskabet i Joachimstal for at få radium.
1160 ::: Herfra kunne han også skaffe tonsvis af uran.
1161 ::: To uger efter krigsudbruddet deltog Otto Hahn i det første ekspertmøde i Urankredsen under ledelse af Kurt Diebner, hvor emnet var atombomben.
1162 ::: Hans Geiger (der gjorde radioaktivitet hørbar ved hjælp af Geiger-tælleren) og Walther Bothe (der havde lavet en opstilling med beryllium, der førte til neutronens opdagelse - sammen med James Chadwick) var enige i, at de måtte lave en atombombe.
1163 ::: Werner Heisenberg deltog for første gang i Urankredsen d. 26. september 1939 i Berlin.
1164 ::: Hurtigt efter havde Otto Hahn skaffet sig to ton uransalt, som han ville lave bestrålingsforsøg med for at maksimere neutroneksplosionskraften.
1165 ::: Kurt Diebner overtog Kejser Wilhelm Instituttet for Fysik i Dahlem, og gjorde det til kontrolrummet for det hemmelige uranprojekt.
1166 ::: Den hidtidige leder på dette sted var hollænder, og han valgte eksil i USA.
1167 ::: Carl von Weizsäcker og Max von Laue blev derimod på instituttet.
1168 :::
1169 Werner Heisenberg igangsatte det tyske atombombeprojekt (6. december 1939) :::
1170 :::
1171 ::: I 1939 var Werner Heisenberg på en måned-lang foredragsrejse i USA.
1172 ::: Her præsenterede han sin nye teori om den kosmiske stråling, der i 20 km højde rammer Jordens atmosfære og danner en byge af sekundærpartikler i denne højde.
1173 ::: På rejsen var der flere, der advarede ham om de forfærdelige konsekvenser, som kernespaltningsforskningen ville kunne få i et land som Tyskland, der styrede direkte mod en ny krig.
1174 ::: Han opfordredes til at blive i USA, men havde hjemve.
1175 ::: Den 1. august 1939 rejste han hjem - med et skib, der var ret så mennesketomt, når det sejlede den vej
1176 :::
1177 ::: Werner Heisenberg blev videnskabelig rådgiver for Kurt Diebner, blot to måneder efter, at han under rejsen til USA havde diskuteret med Enrico Fermi og de andre atomknusere.
1178 ::: Dengang, mens han var i USA for to måneder siden, mente han, at udviklingen af atomenergi og kernevåben ville tage så lang tid, at krigen ville være overstået forinden.
1179 ::: Nu blev han imidlertid grebet af den intellektuelle udfordring og kunne blot 2½ måneder senere, d. 6. december 1939, give Kurt Diebner den første del af et studie om forudsætningerne for en uranmaskine og uranbombe, forudsat at man kunne adskille det ønskede uran-235 fra det uønskede uran-238. Dermed var det tyske ”Uranprojekt” skudt i gang – og sammenlignelig med det senere amerikanske ”Manhattan projekt”.
1180 ::: Werner Heisenberg var utålmodig og bad om et ton af højraffineret uranoxid.
1181 ::: Otto Hahn betonede, at højraffineret uranoxid er meget giftigt af kemiske årsager, og farligere end den radioaktive stråling, så til at udføre dette farlige arbejde udkommanderedes 2000 kvindelige fanger fra koncentrationslejren i Sachsenhausen.
1182 ::: I Hamborg sad Paul Harteck, født i Wien, og nu en fysisk-kemiker, der specielt havde studeret langsomme neutroner.
1183 ::: Werner Heisenberg vidste godt, at neutronerne skulle gøres langsomme, og han havde tænkt at bruge kulstof (i grafit) til at gøre neutronerne langsomme.
1184 ::: Men Paul Harteck fandt på, at kulsyre i fast form (tøris) nok ville være velegnet, fordi man så undgik de urenheder af cadmium og bor, som var i grafit.
1185 ::: Det lykkedes Paul Harteck at skaffe 15 ton tøris fra en kulsyrefabrik.
1186 ::: Desuden skulle han bruge noget uran.
1187 ::: Begblendes sammensætning skrives ofte U3O8, fordi en del af indholdet af uran er oxideret fra U4+ til U6+.
1188 ::: Paul Harteck fik noget uranoxid U3O8, men han fik kun 2/3 af den mængde, som han ønskede til forsøget.
1189 ::: Tyskland skaffede sig ret kort tid efter afrikansk uran fra det besatte Belgien, men det kom for sent til Paul Harteck's forsøg, idet tørisen nåede at smelte i sommervarmen.
1190 ::: Paul Harteck havde dermed fået sin chance, mente Kurt Diebner.
1191 ::: Men hvis Paul Harteck her i maj 1940 havde haft blot måske 100 kilo uranoxid mere, ville hans måleresultater formentlig have været så gode, at det kunne have givet ham en lovende position i kapløbet om at bygge den første selvkørende uranbrænder, og før dette skete i USA.
1192 ::: Dermed kunne Nazi-Tyskland meget vel have fået atombomben først
1193 :::
1194 ::: Leó Szilárd i USA tænkte også, at man ville kunne bruge grafit til at bremse neutronerne.
1195 ::: Enrico Fermi foretrak derimod tungt vand til at bremse neutronerne.
1196 ::: Men grafit var lettere at skaffe end tungt vand.
1197 ::: (Tungt vand er vand med deuterium, der er en neutron tungere end almindelig hydrogen, som har nul neutroner, dvs. brintkernen = en proton; deuterium-kernen = 1 proton + 1 neutron).
1198 ::: Leó Szilárd foreslog, at der skulle bruges 50 ton grafit og 5 ton uran.
1199 :::
1200 ::: Ægteparret Joliot-Curie fik Nobelprisen d. 12. december 1935 for at have bevist, at kemiske grundstoffer kan omdannes til kunstige, radioaktive grundstoffer gennem bestråling.
1201 ::: Ved talen i forbindelse med modtagelsen advarede Frederick Joliot-Curie om risikoen ved atomare kædereaktioner
1202 ::: Leó Szilárd var skuffet over, at Frederic Joliot-Curie ikke havde holdt opdagelsen hemmelig.
1203 ::: Men Enrico Fermi delte heller ikke Leó Szilárd's bange anelser.
1204 ::: Fermi anslog, at der var 10 % chance for en kædereaktion i uran, medens Leó Szilárd tænkte, at chancen måske var fifty-fifty.
1205 ::: Leó Szilárd fik via instituttets chef foranlediget, at Enrico Fermi fik et møde med den amerikanske flåde i Washington d. 18. marts 1939. Leó Szilárd selv var ikke med til mødet, og på mødet virkede Fermi forsigtig og ikke overbevisende, men admiral Bowen bevilgede dog 1500 dollars (!) til forskning i udvikling af et alternativt drivmiddel til ubåde med atomkraft.
1206 ::: Tre dage før var Hitlers tropper gået ind i Tjekkoslovakiet
1207 Stalin og Hitler delte Østeuropa imellem sig (23. august 1939) :::
1208 :::
1209 ::: Det lykkedes tyskerne at bilde Stalin ind, at der var et kup på vej mod ham, og Stalin lod derefter Mikhail Tukhatjevskij, der efter bolsjevikkernes revolution i 1917 var blevet sat i spidsen for Den Røde Hær, henrette sammen med sin stab.
1210 ::: Stalin indgik d. 23. august 1939 en aftale med Hitler (kaldet Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, eller Hitler-Stalin pagten eller Molotov-Ribbentrop-pagten). Parterne indgik en hemmelig tillægsprotokol, der opdelte Østeuropa i en sovjetisk interessesfære (Finland, Estland, Letland, det østlige Polen og Bessarabien, dvs. et område ved Sortehavet, der i dag især tilhører Moldova, som ligger øst for Rumænien) og en tysk interessesfære (resten af Østeuropa). Den gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen, hvilket skete få dage efter, d. 1. september 1939. Senere fik tyskerne (gennem en lettisk agent) Stalin til at afvise alle forlydender om et forestående tysk angreb, og Sovjetunionen var derfor uforberedt, da tyskerne angreb d. 22. juni 1941.
1211 ::: Resultatet blev enorme russiske tab. (Erling Bjøl, professor emer., dr.scient.pol. Det handler om at give Europa ny styrke. Politiken 29. maj 2016 II s.5).
1212 :::
1213 Anden Verdenskrig begyndte (1939) :::
1214 :::
1215 :::
1216 ::: Nazi-Tyskland ødelagde den polske hovedstad Warszawa ved invasionen af Polen d. 1. september 1939.
1217 ::: Det blev dermed den dag, Anden Verdenskrig begyndte.
1218 ::: USA’s præsident Franklin D. Roosevelt fordømte de inhumane, barbariske luftangreb på Polens hovedstad, men appellen havde ingen virkning.
1219 ::: Krigen udviklede sig til at blive ekstremt brutal.
1220 ::: Tyskerne begyndte at bombe London.
1221 ::: Storbritannien gjorde gengæld ved at bombe Berlin.
1222 ::: Englænderne bombede i begyndelsen med såkaldt taktiske bombardementer af fjendens militæranlæg, men foretog senere også såkaldt strategiske bombardementer af transportsystemer, fabrikker og økonomisk vigtige bygninger, som ofte lå i centrum af byer.
1223 ::: Da nazityskerne bombede den britiske domkirkeby Coventry, gik englænderne over til at bombe i forsøg på at nedbryde den tyske befolknings moral - ved under natlige bombetogter at udrydde boligkvarterer i Hamborg og Dresden med tabstal på henholdsvis 40.000 og måske 20.000 døde
1224 ::: Historikeren Jörg Friedrich har beskrevet englændernes forsøg på at ødelægge Tyskland med ild.
1225 :::
1226 :::
1227 Tyskland besatte Danmark (9. april 1940) :::
1228 :::
1229 ::: Danmark blev besat af Nazi-Tyskland d. 9. april 1940. I samme operation blev også Norge angrebet.
1230 ::: Det tyske angreb startede d. 3. april 1940, da tyskerne sendte forsyningsskibe i forvejen for at kunne støtte hovedstyrken.
1231 ::: Norske kanonstillinger sænkede flagskibet Blücher, hvilket gav den norske regering og Kong Haakon 7. tid til at flygte fra Oslo.
1232 ::: Flere norske byer blev stort set totalt ødelagt af tyske bombeangreb, således Narvik, Molde, Kristianssund, Bodø, Namsos, Steinkjer og Elverum.
1233 ::: Elverum var den første by i verden, der blev fuldstændig udslettet ved et luftangreb, hvilket skyldtes dens træhuse.
1234 ::: Den 31. maj 1940 meddelte de Allieredes (britiske og franske) styrker, at de ville trække sig ud af Norge, og d. 10. juni 1940 kapitulerede de norske styrker i det nordlige Norge.
1235 ::: Tyskland var afhængig af den svenske jernmalm, der blev udskibet fra den norske havneby Narvik.
1236 ::: Dette var den primære grund til at besætte Norge.
1237 ::: Malmen skulle bruges til den tyske krigsproduktion.
1238 ::: For at komme en eventuel tysk invasion i forkøbet besatte britiske tropper d. 12. april 1940 Færøerne, og d. 10. maj 1940 Island.
1239 :::
1240 ::: Staffan Thorsell, der er tidligere chefredaktør på den svenske avis Expressen, har skrevet om Sveriges stilling under Anden Verdenskrig.
1241 :::
1242 ::: Bogen viser, at den svenske overklasse, kongehuset, medierne, militæret og kirken alle havde tætte bånd til Tyskland helt frem til Tysklands fald i 1945 og prøvede at begrænse ytringsfriheden for dem, der ville fortælle sandheden.
1243 ::: Tysk og svensk overklasse var fra gammel tid indgiftet i hinandens familier.
1244 ::: Den nuværende kong Carl Gustafs far havde giftet sig med en datter af hertugparret Sachsen-Koburg, som var jødefjendsk og "fik hagekorsbevægelsen til at blomstre i 1933".
1245 ::: Allerede i 1933 kunne svenskere få adgang til information om Hitlers jødeforfølgelser.
1246 ::: Da chefredaktøren på Göteborgs Handel- og Sjöfartstidning skrev en leder med titlen "Herr Hitler er en forulempelse" skrev Hermann Göring, der forstod svensk, fordi han havde en svensk kone, et truende brev til avisen og udviste avisens korrespondent i Berlin.
1247 ::: Da chefredaktør Torgny Segerstedt fortsatte med kritik blev han kaldt op til kong Gustav V, der fortalte ham, at hvis der blev krig, ville det være hans skyld.
1248 ::: Neutrale lande som Sverige og Schweiz gjorde alt for ikke at blive en torn i øjet på Hitler.
1249 ::: Sverige sendte flygtede tyske jøder tilbage til Tyskland.
1250 ::: Den svenske elite tilpassede sig ideen om et fremtidigt tysk rige i Europa, selv om de ikke var tilhængere af nationalsocialismen, fortæller Staffan Thorsell.
1251 ::: Under et besøg i Berlin i 1942 fik den svenske ærkebiskop Erlin Eidem detaljerede oplysninger om grusomhederne i de tyske kz-lejre af Berlins biskop i det håb, at hemmelighederne derved kunne komme ud i verden, men han forblev tavs hjemme i Sverige.
1252 ::: Også i 1944 blev man ved med at eksporte jernmalm og kuglelejer til tyske våbenfabrikker.
1253 :::
1254 Opdagelsen af tung brint (1931) og opdagelsen af plutonium (1940/1941) :::
1255 :::
1256 ::: Deuterium kaldes også ”tung brint”.
1257 ::: Kernen af deuterium kaldes en ”deuteron”, og består af en proton og en neutron.
1258 ::: (En atomkerne, der kun består af en proton, kaldes en "protium" (eller H-1), og en sådan atomkerne er bare den almindelige hydrogenisotop).
1259 ::: Men for hver gang der er 6420 hydrogen-atomer i verdenshavene, er der et deuterium-atom (der stammer fra Big Bang).
1260 ::: Deuterium blev opdaget i 1931 af den amerikanske fysisk-kemiker Harold Urey.
1261 ::: Han navngav de tre hydrogen-isotoper med nul, en og to neutroner: protium/deuterium/tritium.
1262 ::: Harold Urey forskede på Columbia universitet, og brugte spektroskopi til at påvise deuterium, hvis dobbelte tyngde af brint var et mysterium.
1263 ::: Neutronen blev opdaget året efter i 1932, og dermed var opbygningen af deuterium pludselig selvindlysende, og Urey fik allerede Nobelprisen i 1934 (til stor fortrydelse for G.N.Lewis, for Urey var bare hans studerende, da han opdagede deuterium).
1264 ::: [Grundstoffer, som har mere end 20 protoner i sin atomkerne, har brug for overskud af neutroner i forhold til antallet af protoner for at atomkernen kan forblive stabil].
1265 :::
1266 ::: I 1940 brugte den amerikanske fysiker Edwin McMillan deuterium til bombardement af uran.
1267 ::: Formålet var at bekræfte den kernefission, som Otto Hahn og Fritz Strassmann havde fundet i 1939. Edwin McMillan arbejdede på Berkeley universitet i San Francisco.
1268 ::: Han bekræftede forsøget og fandt neptunium (grundstof 93), men ikke plutonium (grundstof 94) som han havde forventet – hvorefter han pludselig afbrød denne forskning i november 1940 for at rejse til Los Alamos i atombombeprojektet.
1269 ::: Glenn Seaborg fik lov at overtage projektet, og fandt det forventede plutonium-238. Glenn Seaborg’s forskergruppe bombarderede uran-238 med deuteroner (proton/neutron-par) i en 152 cm cyclotron, hvorved der dannedes neptunium-238. Denne isotop har en halveringstid på 2,1 dage, og afgiver betastråler, hvorunder der dannes plutonium-238; dvs. et nyt, tungere grundstof med atomnummer 94 og en atomvægt på 238, og en halveringstid på 87,7 år.
1270 ::: Plutonium-238 udsender alfapartikler (til stor forvirring for forskerne, fordi det umiddelbart så ud, som om det var neptunium, der afgav alfastrålerne).
1271 ::: Plutonium-238 er på grund af alfapartiklerne blevet anvendt som energikilde i visse rumfartøjer (radioisotop-termoelektrisk-generator).
1272 ::: Da stof nr.92 hed uran efter planeten Uranus, og nr.93 hed neptunium efter planeten Neptun måtte stof nr 94 hedde plutonium efter ”planeten” Pluto (som selv er opkaldt efter en klassisk gud i underverdenen, Pluto).
1273 ::: Det var Edwin McMillan, der valgte disse navne.
1274 ::: Plutonium blev første gang produceret og isoleret d. 14. december 1940 og kemisk identificeret d. 23. februar 1941, og den 3. maj 1941 beviste Glenn T. Seaborg og Emilio Segrè, at plutonium-239 er mere spalteligt end uran-235.
1275 :::
1276 ::: Emilio Segrè var en italiensk fysiker og tidligere medarbejder hos Enrico Fermi i Rom.
1277 ::: Han måtte opgive Italien på grund af de antisemitiske love, som også var blevet indført i Italien, men blev inviteret til Berkeley Universitet i San Francisco, hvor han sammen med Carlo Perrier opdagede det første kunstigt dannede grundstof, som ikke findes i naturen, og som de af denne grund kaldte ”technetium” i 1937. Senere isolerede Emilio Segrè i samarbejde med Glenn Seaborg den metastabile isotop ”technetium-99m”, som har vist sig ideelt til nukleær medicin, og som nu er i udbredt anvendelse i medicinsk diagnoseudstyr.
1278 :::
1279 ::: Emilio Segrè satte han sig for at bekræfte Bohr/Wheeler-hypotesen om, at plutonium ville være spalteligt og dermed egnet som bombemateriale.
1280 ::: Ved hjælp af en cyklotron, som var bygget af Ernest Lawrence, lykkedes det Emilio Segrè at producere neptunium i så stor mængde, at han efterfølgende (ved hjælp af en metode udviklet af Glenn Seaborg og Arthur Wahl) kunne isolere plutonium fra dette neptunium.
1281 ::: Forsøget i december 1940 bekræftede, at plutonium-239 kan spaltes, og at det er tilstrækkelig stabilt til at blive brugt i en bombe.
1282 ::: Plutonium-239 blev fundet i meget små mængder, men det kunne altså vises, at plutonium-239 er spaltelig ved bombardement med langsomme neutroner, og det var derfor det nyeste stof, som en atombombe ville kunne laves ud fra.
1283 ::: Indtil dette tidspunkt havde man nemlig kun kendt til, at uran-235 kunne bruges til atombomber.
1284 ::: (De andre to fissile isotoper, som kan anvendes til produktion af kernevåben, er uran-235 og uran-233).
1285 ::: Meddelelsen viderebragtes til Urankomiteen i USA
1286 :::
1287 ::: I juni 1943 flyttede Emilio Segrè til Los Alamos for at deltage i Manhattan-projektet under sit nye dæknavn, Earl Seaman.
1288 ::: Han blev leder af en gruppe, som skulle måle radioaktiviteten og isotoperne af fissionsprodukterne ved forskellige prøver af beriget uran.
1289 ::: Også Glenn Seaborg kom med i Manhattan-projektet, nemlig i et projekt om at producere tilstrækkelig meget plutonium-239 til en bombe, hvilket blev til Nagasaki-bomben.
1290 ::: Ud over plutonium-239 er også plutonium-241 fissilt, dvs. at disse to plutonium-isotoper er i stand til at opretholde en kædereaktion, og de kan derfor bruges i kernevåben og atomreaktorer.
1291 ::: Der var krig i verden, så opdagelsen blev holdt hemmelig indtil 1948. Plutonium-240 er ikke egnet i kernevåben eller atomreaktorer, da det relativt hurtigt undergår spontan fission under udsendelse af neutroner.
1292 ::: Den mest stabile isotop af plutonium er plutonium-244. Den har en halveringstid på 80 millioner år, hvilket er netop længe nok til at det kan findes i spormængder i naturen.
1293 ::: De andre plutonium-isotoper findes ikke naturligt, men efter 1945 er plutonium blevet meget mere almindelig som resultat af neutron-indfangning og betastråle-nedbrydning, idet nogle af de neutroner, som frigives ved fissionsprocesser, omdanner uran-238 atomkerner til plutonium-239. Den amerikanske kemiker Glenn Seaborg (1912–1999) delte i 1951 Nobelprisen i kemi med Edwin McMillan.
1294 ::: [Senere skrev Glenn Seaborg om historien bag udviklingen af atombomben, hvilket ikke mange kemikere gjorde. Sammen med Benjamin Loeb skrev han bl.a. til Kennedy og Khrusjtjov og anbefalede at atomprøvesprængninger blev forbudt.
1295 :::
1296 :::
1297 Tysk arbejde på atombomben (1941) :::
1298 :::
1299 ::: I Tyskland blev det på et tidspunkt besluttet ikke at samle uranforskerne på ét sted i Tyskland, og dette medførte, at kommunikationen blev usikker.
1300 ::: Walter Bothe, der arbejdede i Heidelberg, undersøgte grafit som moderator-materiale til en uranmaskine.
1301 ::: Han nedsænkede en kugle af grafit på 1,1 m i diameter i en vandbeholder.
1302 ::: Midt i kuglen var der anbragt en neutronkilde og detektorer.
1303 ::: Grafitten bremsede ikke kun neutronerne, men absorberede dem ligefrem.
1304 ::: Den 20. januar 1941 meddelte Walter Bothe til Kurt Diebner, at grafit ikke kunne skaffes rent nok.
1305 ::: (I USA var Enrico Fermi efter pres fra Leó Szilárd holdt op med at offentliggøre sine resultatet af grafitforsøg, så dem havde Walter Bothe ikke adgang til).
1306 :::
1307 ::: I Göttingen arbejdede Georg Joos og Wilhelm Hanle på problemet, selv om de ikke var medlemmer af Urankredsen.
1308 ::: De forbrændte sukker og kartoffelmel, og udvandt derved kulstof, som ikke indeholdt bor og cadmium, som i grafit er grunden til, at dette materiale absorberer neutronerne.
1309 ::: De opnåede bedre resultater og anså metoden for ideel til uranmaskinen ("38-maskinen", som den blev kaldt med henvisning til uranoxid-formlen U3O8).
1310 :::
1311 ::: Imidlertid havde Kurt Diebner indført begrænsninger i kommunikationen mellem fysikergrupperne, og da han fik rapporten fra det vellykkede Joos/Hanle-forsøg, var han ikke enig i deres konklusion om at bruge sukker og kartoffelmel.
1312 ::: Han mente ikke, at han kunne tillade sine fysikere at omdanne kartoffelmel og sukker til rent kul, når den tyske befolkning måtte spise brød spædet op med pulveriseret savsmuld for at få det til at strække længere.
1313 ::: Han fandt det desuden ikke nødvendigt at underrette Walter Bothe om deres eksperimenter.
1314 :::
1315 ::: Paul Harteck i Hamborg, der udførte tørisforsøget med kulsyresne, fik heller ikke noget at vide - det ville ellers kunne have givet ham fornyet tiltro til tøris-metoden, specielt fordi der nu var rigeligt med afrikansk uran fra Belgien.
1316 :::
1317 ::: Kurt Diebner troede nu heller ikke på grafit, og konkluderede på egen hånd, at kulstof skulle opgives som neutron-bremsende middel.
1318 ::: I stedet skulle man i Tyskland udelukkende satse på tungt vand.
1319 ::: Walter Heisenberg havde peget på tungt vand, fordi det ville kræve mindre behov for uranoxid, og derfor kunne give en bedre geometri for uranmaskinen.
1320 :::
1321 ::: I slutningen af 1941 bad Kurt Diebner om en statusrapport fra Werner Heisenberg om, hvornår atombomben ville være klar.
1322 ::: Tyskland havde nemlig fået problemer i den russiske vinter.
1323 ::: Heisenberg svarede, at det lod sig gøre, men han kunne ikke sige hvornår.
1324 ::: Troen på en atombombe i Tyskland vaklede imidlertid.
1325 ::: Chefen for Hærens Våbentekniske Kontor, general Emil Leeb, troede ikke på Urankredsens formåen.
1326 ::: Paul Harteck og Carl Friedrich von Weizsäcker blev indkaldt til militærtjeneste, hvilket Werner Heisenberg kun lige nåede at få annulleret via kontakter til højtstående militærfolk.
1327 ::: Man havde ikke en uranmaskine i Tyskland, og ingen i Tyskland havde endnu haft adgang til plutonium.
1328 ::: Kurt Diebner opgav tanken om en atombombe, og tænkte at atomdrivkraft til fly, skibe og ubåde var mere oplagte mål.
1329 ::: Han planlagde en konference om det tyske atomprograms fremtid, og konferencen afholdtes 26. februar 1942 - ikke af Hærens Våbentekniske Kontor, men af det statslige forskningsråd, som nu havde overtaget ansvaret for Urankredsen.
1330 ::: Werner Heisenberg talte på mødet om uranmaskiner på størrelse med et hus, og at man måske ville kunne forsyne tyske bombefly med brændstof, så de fik rækkevidde til at nå New York.
1331 ::: Både hærens, flådens og luftvåbenets ledelse blev nu interesseret i atomfysik.
1332 ::: Urankredsen og dens 22 institutter fik lov at fortsætte.
1333 ::: Den 4. juli 1942 afholdtes endnu en tysk konference, denne gang med organisationsgeniet og arkitekten Albert Speer, der d. 8. februar 1942 var blevet ny rustningsminister og ansvarlig for at øge den tyske krigsproduktion ved hjælp af tvangsarbejdere.
1334 ::: Den tyske patriot Werner Heisenberg omtalte våbenkapløbet mellem Urankredsen og de amerikanske forskere, og sagde, at hvis krigen mod USA kom til at strække sig over flere år, ville atomenergien afgøre krigen
1335 ::: Ved denne tid, nemlig d. 19. januar 1942, gav Roosevelt sit OK til, at der blev sat turbo på udviklingen af en atombombe
1336 ::: Dagen efter, d. 20. januar 1942, afholdtes den såkaldte Wannsee-konference i en forstad til Berlin, som igangsatte det tyske udryddelsesprogram for jøder, "die Endlösung der Judenfrage".
1337 ::: Dette var starten på holocaust.
1338 :::
1339 ::: I New York havde Enrico Fermi og Leó Szilárd samme problem med grafit, som Walter Bothe oplevede i Heidelberg.
1340 ::: De byggede en uranmile af 27 tons sammenpresset grafittegl og 7 tons uranoxid indsvejset i kubeformede blikbeholdere, der målte 20 cm på hver led.
1341 ::: Målingerne viste 13% mindre neutronaktivitet, end hvad der er nødvendig for at opnå en kædereaktion
1342 :::
1343 Tyskland angreb Sovjetunionen (1941) :::
1344 :::
1345 ::: Den 22. juni 1941 foretog Tyskland en overraskende invasion i Sovjetunionen.
1346 ::: Blitzkrigen lykkedes, og nazisterne drømte nu allerede om fremstød i Iran og Indien.
1347 ::: I de første dage af september tilintetgjorde det tyske Luftwaffe systematisk Leningrads (nu: Sankt Petersborg) fødevarelagre.
1348 ::: 3000 tons mel og 2500 tons sukker gik op i røg.
1349 ::: Hitlers ordre var, at byen og dens befolkning skulle fjernes fra jordens overflade, idet den var tidligere hovedstad og arnestedet for Oktoberrevolutionen, hjemsted for våbenfabrikker og base for den sovjetiske Østersø-flåde.
1350 ::: Den blev omringet, bombet og befolkningen forsøgt sultet ihjel.
1351 ::: Belejringen var den længste (872 dage) og blodigste (1,5 mill. døde) af en større by i nyere tid og varede fra 9. september 1941 til 18. januar 1941, og først helt afsluttet 27. januar 1944. En isvej over Ladoga-søen blev etableret d. 20. november 1941 og kaldt Livets vej, men blev også kaldt Dødens vej.
1352 ::: Den var i funktion i tre vintre.
1353 ::: De kolde vintre på dette tidspunkt havde stor betydning for krigen i øst.
1354 :::
1355 ::: Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen, på trods af en ikke-angrebspagt, førte til en regulær udryddelseskrig på sovjetisk territorium, hvor over 20 millioner sovjetborgere mistede livet i 1941-45. Sovjetunionens svar var omfattende omstrukturering af industriproduktionen og alliance med Storbritannien og USA.
1356 ::: Sovjetunionen spillede en helt afgørende rolle for Tysklands nederlag under Anden Verdenskrig, og stod efter krigen tilbage som en af verdens to supermagter.
1357 ::: Indsættelse af sovjettro og kommunistiske regeringer i de sovjetisk kontrollerede områder af Østeuropa førte hurtigt til spændinger mellem det kapitalistiske Vesten ledet af USA og det kommunistiske Østeuropa, der var under sovjetisk kontrol.
1358 ::: De to blokke blev repræsenteret af NATO og Warszawapagten.
1359 ::: Den kolde krig kom til at præge Sovjetunionen i resten af dens levetid
1360 :::
1361 Fritz Heutermans artikel om nukleare kædereaktioner (august 1941) :::
1362 :::
1363 ::: Fritz Heuterman voksede op i Wien, og nåede at blive bortvist fra gymnasiet, fordi han gik rundt med Det Kommunistiske Manifest i hånden.
1364 ::: I 1937 rejste han frivilligt til Sovjetunionen, men blev offer for Stalins udrensninger som mistænkelig udlænding.
1365 ::: Efter et længere fængselsophold blev han efter Hitler-Stalin Pagten i 1939 sendt til Tyskland, hvor han som mistænkelig kommunist blev sat i fængsel af Gestapo i Berlin.
1366 ::: Nobelpristageren Max von der Laue fik ham befriet, og fra 1940 arbejdede Fritz Heuterman hos Manfred von Ardenne, der uafhængigt af Urankredsen forskede i kernespaltning for det tyske post- og telegrafministerium i Berlin-Lichterfelde, og Fritz Heuterman fik her til opgave at undersøge betingelserne for udløsning af en nuklear kædereaktion.
1367 ::: Det resulterede i en artikel om nukleare kædereaktioner, som Manfred von Ardenne i august 1941 rundsendte kopier af til 40 forskellige tyske fysikere, idet Manfred von Ardenne ikke var underlagt de samme kommunikationsrestriktioner som Kurt Diebner's havde pålagt Urankredsens forskere.
1368 ::: Fritz Heuterman bekræftede i artiklen, at plutonium kunne bruges som bombemateriale.
1369 ::: Han nævnte det ikke direkte i artiklen, men for fysikerne var det klart det, som artiklen bekræftede.
1370 ::: Angiveligt sendte Fritz Heuterman via emigrerede venner en advarsel til de amerikanske videnskabsfolk om, at tyskerne nu vidste besked med plutoniums sprængfarlige egenskaber, og at amerikanerne burde øge indsatset i kapløbet om bomben
1371 ::: På Kejser Wilhelm Instituttet for Fysik i Dahlem blev Werner Heisenberg og især Carl Friedrich von Weizsäcker inspireret af Fritz Heuterman's artikel, og Weizsäcker indsendte nu hele fem patentansøgninger for energiudvinding af plutonium.
1372 ::: Han forestillede sig, at uranmaskinerne nu kunne gøres mindre og måske mobile.
1373 ::: Desuden indsendte han en sjette patentansøgning om en plutoniumbombe.
1374 :::
1375 :::
1376 ::: Patentansøgningen angav ikke konstruktion eller udløsningsmekanisme.
1377 ::: Men det stod klart, at hvis man byggede en funktionsdygtig reaktor, ville man også have mulighed for at konstruere et atomvåben.
1378 :::
1379 Werner Heisenberg i København (1941) :::
1380 :::
1381 ::: I midten af september 1941 rejste Werner Heisenberg til København for at holde foredrag i det Tyske Videnskabelige Institut.
1382 ::: Carl Friedrich von Weizsäcker var med på rejsen.
1383 ::: Han havde faktisk som 14-årig boet i København (idet faderen var diplomat på den tyske ambassade i København), og her mødte han allerede som ung dreng Werner Heisenberg
1384 ::: Tyskerne havde på dette tidspunkt i september 1941 holdt Danmark besat i 1½ år, og det var fysikeren Carl Friedrich von Weizsäcker's far, der som departementschef i udenrigsministeriet havde arrangerer besøget som kulturpropaganda for Tyskland.
1385 ::: Danske videnskabsfolk boykottede alle arrangementer på det tyske institut, der kunne tænkes at ville stemme den danske befolkning mere positivt over for nationalsocialismen.
1386 ::: Werner Heisenberg ville drøfte med Niels Bohr, om det rent faktisk var tilrådeligt at bygge en atombombe, og Bohr modtog Werner Heisenberg, men som en ven, og ikke som repræsentant for besættelsesmagten.
1387 ::: Werner Heisenberg bad om at få en samtale med Bohr uden risiko for Gestapo-overvågning, og de tog på en spadseretur.
1388 ::: Det spørgsmål, som han egentlig gerne havde villet stille, nemlig om den moralske berettigelse af fysikernes medvirken i udviklingen af et atomvåben, uanset om dette så foregik i et demokrati eller i et diktatur (og når han nu i situationen var borger i et land, som han elskede, men som altså var et diktatur), nåede han aldrig at stille, fordi Bohr blev stærkt ophidset og afbrød samtalen.
1389 ::: Bohr opdagede nemlig, at hans tidligere elev og nære ven var blevet chefteoretiker på et tysk atomvåbenprojekt - og Bohr vidste, at tingene ofte lykkedes for Werner Heisenberg.
1390 ::: Carl Friedrich von Weizsäcker havde et halvt år før, i marts 1941, været i København for at holde foredrag, men især for at indsamle naturvidenskabelige information i efterretningsøjemed, og det lykkedes ham ved den lejlighed at få fat på særtryk og manuskripter om kernespaltningsforskning på Niels Bohrs institut, og fotokopier af artikler fra Physical Review.
1391 ::: Bohr havde fortalt Carl Friedrich von Weizsäcker om energiudvikling gennem urankernespaltning, og havde afsløret at han ikke vidste, at man i Tyskland arbejdede med disse spørgsmål, og Carl Friedrich von Weizsäcker sørgede for at bestyrke ham i denne opfattelse.
1392 ::: Nu i september 1941, et halvt år senere, fik Bohr så af Werner Heisenberg at vide, at tyskerne lige siden krigsudbruddet havde arbejdet på en uranmaskine, som kunne levere sprængstof til en atombombe! Hvis krigen varede længe nok, ville krigen muligvis blive afgjort med atomvåben.
1393 ::: Det skal Heisenberg faktisk have sagt direkte til Bohr – og uden på nogen måde at have givet indtryk af, at han havde tænkt sig at gøre noget for at forhindre en sådan udvikling.
1394 ::: Heisenberg og især Carl Friedrich von Weizsäcker udstrålede tværtimod stor sejrsikkerhed, formentlig var deres nationalstolthed blevet antændt af de tyske sejre i Rusland.
1395 ::: Carl Friedrich von Weizsäcker betonede, at Hitlers endelige sejr var sikker, og af denne årsag ville det være tåbeligt af Niels Bohr at undslå sig fra at samarbejde med tyskerne, sagde han.
1396 ::: Måske var dette en besked fra faderen, Ernst von Weizsäcker, der var departementschef i udenrigsministeriet.
1397 ::: Carl Friedrich von Weizsäcker var en politisk taktiker, ligesom sin far og sin bror, og kan meget vel have manipuleret med den politisk naive Heisenberg for at forsøge at overtale Bohr til at samarbejde med tyskerne eller i hvert fald udfritte Bohr om, hvorvidt et eventuelt amerikansk atomprojekt var på vej
1398 :::
1399 Japansk angreb på Pearl Harbor flådebasen på Hawaii (7/8. december 1941) :::
1400 :::
1401 ::: Japan havde på dette tidspunkt den politisk-strategiske målsætning at etablere "den storøstasiatiske velstandssfære" (Dai-to-a-Kyoeiken), dvs. Japan som kolonimagt og storebror for "sine asiatiske småbrødre", hvilket skulle sikre Japan råstoffer og billig arbejdskraft.
1402 ::: Efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940 kunne Japan efter samtykke med den nye Vichy-regering i Frankrig indtage Fransk Indokina.
1403 ::: Det hollandske Ostindien havde råstofferne, ikke mindst olien.
1404 ::: For at sikre sig et passende forsvars-yderområde i tilfælde af, at krigen skulle blive langvarig, havde det japanske militær besluttet at erobre Burma, Malacca, Singapore, Indonesien, Filippinerne og adskillige andre øer i Stilllehavet.
1405 :::
1406 ::: USA krævede, at Japan trak sig ud af Kina og Indokina.
1407 ::: De japanske ledere fandt dette utænkeligt, da Japan netop havde ambitioner om at kunne kontrollere hele Asien, og på dette tidspunkt var målet godt på vej til at blive nået.
1408 :::
1409 ::: Japan var imidlertid sårbar over for en total amerikansk olieembargo, fordi 80% af den olie, som landet brugte, kom fra USA.
1410 ::: Under ledelse af USA var Japan blevet presset af en international boykot i protest mod Japans aggressive politik i Asien.
1411 ::: Det afskar Japan fra petroleum, flybenzin og metaller, og Japan havde brug for olie og andre råstoffer.
1412 ::: I juli 1941 lukkede USA for eksporten af olie til Japan.
1413 :::
1414 ::: I oktober 1941, da den strenge general Hideki Tojo var blevet japansk statsminister, indledte japanerne diplomatiske forhandlinger med USA, hvilket d. 26. november 1941 kulminerede i en note fra den amerikanske udenrigsminister Cordell Hull, som Hideki Tojo opfattede som et ultimatum om enten at afslutte den militær ekspansion i Kina eller gå i krig mod USA og dets allierede.
1415 ::: Besat af tanken om at miste sin internationale prestige valgte Japan krig.
1416 :::
1417 :::
1418 ::: Den 8. december 1941 japansk tid (7. december 1941 kl. 7:55 Hawaii-tid angreb Japan den amerikanske Stillehavsflådebase i Pearl Harbor på Hawaii.
1419 :::
1420 ::: USA var uforberedt.
1421 ::: Landet var ikke blevet angrebet af et andet land på amerikansk jord siden 1812. Angrebet er bl.a. filmatiseret i filmene ”Tora! Tora! Tora!” fra 1970 og ”Pearl Harbor” fra 2001.
1422 :::
1423 ::: Når Japan valgte at angribe USA, var det fordi USA's militære magt på langt sigt ville være en alvorlig trussel mod en japansk sejr over dets råstofholdige nabolande.
1424 ::: Japan havde verdens største flåde af hangarskibe, og valgte at forebygge et amerikansk militært svar ved at angribe først.
1425 :::
1426 ::: Japan spekulerede i, at USA måske ikke ville betragte det som umagen værd at forhindre Japan i at tage kontrollen over Sydøstasien.
1427 ::: USA havde ført en isolationistisk politik, og de japanske ledere troede ikke, at USA havde den nødvendige beslutsomhed.
1428 ::: I USA var der en stærk modvilje mod at blive indblandet i krigen i Europa.
1429 ::: Amerikanerne havde betalt en høj pris under Første Verdenskrig på trods af, at de var kommet sent med i krigen.
1430 ::: Et stort flertal i den amerikanske befolkning følte, at problemerne i Europa ikke kom dem ved, og mange lukkede øjnene for nazisternes overgreb.
1431 :::
1432 :::
1433 ::: Men netop på denne baggrund fremstår angrebet på Pearl Harbor alligevel som mærkeligt.
1434 ::: Da det var et overraskelsesangreb uden forudgående krigserklæring, og da det blev gennemført på en måde, som kunne opfattes som lumpen, risikerede man netop, at USA ville få den vilje til at føre krig mod Japan, som japanerne troede, at USA manglede.
1435 :::
1436 ::: I Japan havde man en blind tro på immaterielle faktorers betydning, såsom ånd og kampvilje.
1437 ::: Desuden var der i Japan en udbredt kriger- og dødsæstetik (overgivelse betragtedes som landsforræderi og utænkeligt).
1438 ::: Endelig kan man i Japan have troet på de japanske hangarskibes slagkraft.
1439 ::: Japan havde imidlertid ikke USA's store industrikapacitet.
1440 ::: Den efterfølgende krig førte til ødelæggelse af næsten hver eneste japanske storby
1441 :::
1442 Tyskland og Italien erklærede krig mod USA :::
1443 :::
1444 ::: Tyskland og Italien havde dannet en alliance.
1445 ::: Italiens Mussolini var stærkt mistroisk over for de tyske planer, men Hitlers støtte til, at Italien kunne invadere Etiopien i 1935 forbedrede forholdet mellem Hitler-Tyskland og Mussolini-Italien.
1446 ::: Japan havde planer om ekspansion, ligesom Hitler, og Japan-Tyskland-Italien dannede en alliance, Aksemagterne.
1447 ::: Da Japan angreb Pearl Harbor 7/8. december 1941 og dermed USA, erklærede Hitler også krig mod USA, og det samme gjorde Italien.
1448 ::: Derved blev USA inddraget i den Anden Verdenskrig, og endog på samme tid i både Asien og Europa.
1449 ::: [Italien overgav sig d. 8. september 1943 til de allierede styrker, hvorimod Tyskland og Japan fortsatte krigen].
1450 :::
1451 Tysk atomreaktor i funktion (1942) :::
1452 :::
1453 ::: I foråret 1942 udførte fysikeren Robert Döpel i samarbejde med Werner Heisenberg nogle forsøg på at udvikle en uranmaskine i Leipzig.
1454 ::: Det blev den første fungerende atomreaktor.
1455 ::: Ved fjerde forsøg i Leipzig lykkedes det nemlig for første gang at danne flere neutroner, end der blev absorberet.
1456 ::: Dette beviste kædereaktionsprincippet - også selv om det ikke var en egentlig kædereaktion.
1457 ::: Uranmaskinen var en aluminiumskugle med over 300 kg uranmetal i lagdeling med tungt vand og nedhængende i et vandbassin.
1458 ::: Robert Döpel opdagede, at der steg luftbobler op af vandbassinet.
1459 ::: Da en luftventil åbnedes, opstod en stikflamme.
1460 ::: Ilden slukkedes, men reaktoren blev stadig varmere.
1461 ::: Da Werner Heisenberg kom til, nåede han lige at se kuglen svulme op under vandet, før alle flygtede ud.
1462 ::: Denne 23. juni 1942 opstod en næsten uslukkelig atombrand, der fortsatte som små uranbrande i to dage.
1463 ::: Dette skete nær Leipzig centrum på Institut für Theoretische Physik i Linnéstrasse.
1464 ::: Det var verdens første atomulykke.
1465 ::: (Forløbet er beskrevet i en 30 minutters radiodokumentarudsendelse ”Preparation 38” af Steffen Jindra fra 2012).
1466 ::: Baggrunden var, at da uranmaskinen skulle inspiceres for et muligt læk af de 140 kg tungt vand, sivede luft ind og antændte indholdet af uranpulveret.
1467 ::: Det brændende uran fik vandet til at koge, og frembragte et damptryk, der var kraftig nok til at sprænge uranmaskinen.
1468 ::: I metalform er uran langt mere energirig end som en oxidforbindelse.
1469 ::: Blot en lille gnidning mellem uranmetal og indersiden af påfyldningsrørene kan antænde pulveret.
1470 ::: Rørene med uran var anbragt i en aluminiumskugle på 70 cm i diameter.
1471 ::: Brændende, metallisk uranpulver blev spredt rundt omkring i laboratoriet og medførte en større brand
1472 :::
1473 ::: Forsøget blev beskrevet i Kernphysikalische Forschungsberichte (et hemmeligt, internt kommunikationstidsskrift om det tyske atomprojekt).
1474 ::: Werner Heisenberg regnede ud, at der til en kritisk atomreaktion ville kræves 10 ton metallisk uran og 5 ton tungt vand.
1475 ::: Men efter branden i Leipzig besluttede Heisenberg kun at arbejde med plader af uranmetal, der var støbt af Auer-koncernen.
1476 ::: Kurt Diebner, der havde måttet opgive sin forretningsførerstilling på Kejser Wilhelm Institutet for Fysik, var blevet leder af en forsøgsstation i Gottow syd for Berlin.
1477 ::: Han benyttede sig af, at uranoxidpulveret var ledigt, til at bygge en kæmpekube af 25 tons uran og 4,5 tons paraffin.
1478 ::: På trods af, at han hverken brugte tungt vand eller grafit, gav kube-designet ideer til nye forsøg.
1479 ::: Næste forsøg udførtes med tungt vand, der blev frosset til tung is.
1480 ::: Under et nyt kubeeksperiment kom KurtDiebner-gruppen et ny skridt videre.
1481 ::: Aluminiumskarret fra det første forsøg var blevet beklædt med paraffin indvendigt og fyldt med tungt vand.
1482 ::: 240 kuber af uranmetal var nedsænket i karret, idet de var ophængt i kabler, og det lykkedes nu at skabe en neutronformering.
1483 ::: Modellen var kun på 2,5 meter, og Kurt Diebner manglede tonsvis af tungt vand.
1484 ::: I februar 1943 havde de Allierede bombet det norske produktionsanlæg Vemork, hvor der produceredes tungt vand.
1485 ::: Det bombedes igen i november 1943. Tyskerne demonterede så fabrikken, dvs. det der ikke var ødelagt, og transporterede det til Tyskland, men havde i den stadig mere desperate krig ikke ressourcer til at etablere en produktion af tungt vand.
1486 ::: I februar 1944 fik norske modstandskæmpere ram på en passagerfærge med 600 liter tungt vand i 49 tønder om bord, som var på vej til Tyskland.
1487 ::: Skibet sprængtes, og de 49 tønder gik tabt, men 14 civile, der tilfældigvis var på skibet, omkom i den forbindelse.
1488 ::: I foråret 1943 var centrum for den tyske kerneforskning reduceret til et bræddeskur på en hede i Mark Brandenburg.
1489 ::: Derimod var der i USA opstået en by til 13.000 arbejdere ved Oak Ridge nær Tennessee Rev, hvor der uden for en lille by Clinton skulle laves et uranberigelsesanlæg.
1490 :::
1491 ::: I december 1943 noterede Robert Döpel i et brev, at luftangreb havde ødelagt 75% af Leipzig, bl.a. hans institut.
1492 :::
1493 :::
1494 Tilløb til amerikansk atomprojekt (2. august 1939 - 12. maj 1942) :::
1495 :::
1496 ::: I juli 1939 arrangerede Leó Szilárd et møde med Edward Teller og Eugene Wigner.
1497 ::: De var alle fra Budapest i Ungarn, men mødet foregik nu i New York.
1498 ::: De havde det tilfælles, at de alle var nervøse for det krigsberedte Tysklands mulighed for militær udnyttelse af kernespaltningen.
1499 ::: De havde alle studeret og arbejdet i Tyskland.
1500 ::: Wigner havde måttet opgive sit professorat i Berlin på grund af sin jødiske afstamning.
1501 ::: Edward Teller var blevet afskåret fra at samarbejde med Max Born i Göttingen af samme grund som følge af de racistiske arier-paragraffer, og han var via København og London kommet til den amerikanske hovedstad Washington D.C.
1502 :::
1503 ::: Bjergværkerne i Belgisk Congo rummede verdens righoldigste kendte forekomster af uran, og Tyskland kunne tænkes at ville besætte Belgien.
1504 ::: De blev enige om, at den belgiske regering burde advares.
1505 ::: De tre ungarere i USA besluttede også, at den amerikanske regering måtte inddrages i bestræbelserne på at lave forsøg med uran-kædereaktion.
1506 ::: Leó Szilárd havde engang samarbejdet med Albert Einstein om at lave en pumpe til køleskabe, og Albert Einstein var penneven med den belgiske konge - og Einstein boede nu i USA.
1507 ::: Ifølge Albert Einsteins formel (E = masse ganget med lysets hastighed i 2. potens; E=m x c² ) sker der det, når urankernen spaltes i to dele, at en del af kernemassen går tabt, men i stedet bliver det tabte frisat som bevægelsesenergi.
1508 ::: Han dikterede et brev til den belgiske ambassadør i Washington.
1509 :::
1510 ::: De ungarske fysikere i USA nåede imidlertid ikke at forhindre Tyskland i at få fat på uranen fra Belgisk Congo.
1511 ::: Tyskerne marcherede ind i Belgien under en blitzaktion og beslaglagde lagerbygningerne hos firmaet Union Minière du Haut Katanga, hvor 3500 tons højraffinerede uranforbindelser fra Belgisk Congo lå opmagasineret.
1512 ::: De første 60 tons uran blev straks sendt til Auer-værkerne i Berlin.
1513 :::
1514 ::: De ungarske fysikere nåede derimod at advare USA.
1515 ::: De fik overtalt den verdensberømte Albert Einstein til at lægge navn til advarslen.
1516 ::: De troede nemlig ikke, at præsident Franklin D. Roosevelt ville lytte til dem selv.
1517 ::: Dette med atombombervar faktisk ikke noget, som Albert Einstein selv havde forstand på.
1518 ::: Einstein havde aldrig beskæftiget sig med kernespaltninger og kædereaktioner, men han forstod straks problematikken - og han kendte den tyske grundighed og krigsinspirerede kreativitet.
1519 ::: Fysikerne skrev til den amerikanske udenrigsminister, og Albert Einstein underskrev brevet den 2. august 1939. I brevet til præsident Franklin D. Roosevelt advaredes han om vigtigheden af forskning i kædereaktioner og om muligheden for, at kernespaltning ville kunne bruges til fremstilling af en bombe af ufattelig styrke, og at tyskerne måske allerede var i gang.
1520 :::
1521 ::: Brevet var næsten 10 uger om at blive leveret til præsident Roosevelt, hvilket skete personligt d. 11. oktober 1939 via en præsidentrådgiver, økonomen Alexander Sachs
1522 ::: Alexander Sachs ville ikke risikere, at præsident Roosevelt blot lagde brevet, der var underskrevet af Albert Einstein (men forfattet af Leó Szilárd), i stakken af andre papirer, så han læste det op, og supplerede med egne betragtninger - og kommentarer fra et følgebrev af Leó Szilárd.
1523 ::: Roosevelt havde tålmodigt måttet høre på Alexander Sachs’ lange talestrøm, og konkluderede derefter, at det alt sammen var meget interessant, men ikke var noget for regeringen at tage sig af på dette trin.
1524 ::: Alexander Sachs kunne ikke komme videre, men sørgede for at få en invitation til at spise morgenmad med præsidenten dagen efter.
1525 ::: Alexander Sachs skulle overnatte på Carlton Hotel to blokke fra Det hvide Hus, men kunne ikke sove.
1526 ::: I løbet af natten gik han 3-4 gange ned i en lille park, indtil han pludselig fik en inspiration, tog et bad og ringede til Roosevelt om, at han ville komme til morgenmad.
1527 ::: Da han ankom, sagde præsidenten: ”Hvilken lys idé har du nu fået – og hvor lang tid skal du bruge på at forklare den?”.
1528 ::: Alexander Sachs sagde, at det ikke ville tage lang tid, og begyndte så på en fortælling: Under Napoleon-krigene kom en ung amerikansk opfinder til den franske kejser for at tilbyde at bygge en flåde af dampskibe, hvormed Napoleon på trods af usikkert vejr ville kunne gå i land i England.
1529 ::: Skibe uden sejl syntes kejseren lød så umuligt, at opfinderen (Robert Fulton) blev sendt væk.
1530 ::: Den britiske historiker Lord Acton mener, at dette reddede England.
1531 ::: Hvis Napoleon havde udvist mere fantasi og mindre skråsikkerhed, ville historiens gang i 1800-tallet have taget en helt anden retning.
1532 ::: Da Alexander Sachs var færdig med sin fortælling, var Roosevelt tavs i flere minutter.
1533 ::: Præsidenten fik tjeneren til at hente en flaske gammel fransk brandy fra Napoleons tid, de skålede, og Roosevelt bemærkede: ”Alex, hvad du er ude efter er, at nazisterne ikke sprænger os i luften?”.
1534 ::: ”Præcis”, svarede Alexander Sachs.
1535 ::: Roosevelt kaldte så på sin attaché, general Edwin ”Pa” Watson, og sagde: ”Pa, this requires action!”.
1536 ::: ["Dette kræver handling"]
1537 :::
1538 ::: Franklin D. Roosevelt nedsatte et rådgivende uranudvalg med både fysikere og officerer, som skulle undersøge sagen nærmere, men havde ikke fået noget selvstændigt budget.
1539 ::: Som formand udpegedes Lyman J. Briggs, som var direktør for National Bureau of Standards.
1540 :::
1541 Uran-235 :::
1542 :::
1543 ::: I naturligt forekommende uran er der syv spaltbare uran-235 atomer for hver tusind uran-238 atomer.
1544 ::: Ernest Lawrence fra Berkeley universitetet ved San Francisco havde fundet på at sortere disse uran-isotoper ved hjælp af en elektromagnetisk procedure, hvor elektrisk ladede atomer sendtes gennem et magnetfelt, som accelererede dem op i hastighed og slyngede dem ud i en bane, der havde form som et C. Uran-235 isotoperne er lettere end Uran-238 isotoperne, og de lettere uran-235 isotoper vil derfor følge en lidt mere krum kurve og kunne opsamles i en beholder nogle få centimeter ved siden af de tungere uran-238 atomer, som vil følge en mindre krum bane.
1545 ::: Oppenheimer ønskede 30 kg til bomben.
1546 ::: Med en dagsproduktion på 100 gram uran-235, ville det tage 300 dage at producere disse 30 kg.
1547 ::: For at nå dette mål byggede Ernest Lawrence 2000 af de C-formede tanke, hver med en diameter på 1,2 meter.
1548 ::: Mellem dem stod magneterne, der vejede flere tusinde tons.
1549 ::: 20.000 arbejdere opførte 268 bygninger på et areal svarende til 20 fodboldbaner for at producere disse få daglige gram uran-235
1550 :::
1551 Ernest Lawrence :::
1552 :::
1553 ::: Ernest Lawrence var en eksperimentalfysiker af norsk afstamning.
1554 ::: Han opfandt cyklotronen, hvormed han kunne accelerere lette atomkerner i et stærkt elektromagnetisk felt.
1555 ::: Derved opnåedes et højt energiniveau af protoner i et vakuumkammer, som ved hjælp af en elektromagnet tvingedes ind i en spiralformet bane med stadig højere energiniveau for hvert gennemløb, som protonerne foretog.
1556 ::: Dermed ville man efter et vist antal gennemløb kunne knuse atomkerner med disse højenergi-protoner
1557 :::
1558 Manhattan :::
1559 :::
1560 ::: I Manhattan-projektet byggedes en (dengang) verdens største bygning i løbet af to år for at udvinde uran-235 fra naturligt uran.
1561 ::: Desuden fik Manhattan-projektet plutonium fra 3 atomreaktorer i Hanford, i staten Washington.
1562 ::: Et af de tekniske problemer var at bringe atomerne tæt sammen inden for få nanosekunder, så kædereaktionen startede samtidig i hele bomben.
1563 ::: Det var en ung kemiker, George B. Kistiakowsky, som ledede det forskerhold, der løste dette spørgsmål.
1564 ::: Han var født i Ukraine, og hans akademiske familie havde kæmpet mod bolsjevikkerne under den russiske borgerkrig
1565 :::
1566 ::: Projektet, hvor man byggede en atombombe første gang, kaldes Manhattan-projektet.
1567 ::: Det foregik i hemmelighed i USA, og man byggede en (dengang) verdens største bygning i løbet af to år for at udvinde uran-235 fra naturligt uran.
1568 ::: Desuden fik Manhattan-projektet plutonium fra 3 atomreaktorer i Hanford, i staten Washington.
1569 ::: Et af de tekniske problemer var at bringe atomerne tæt sammen inden for få nanosekunder, så kædereaktionen startede samtidig i hele bomben.
1570 ::: Det var en ung kemiker, George B. Kistiakowsky, som ledede det forskerhold, der løste dette spørgsmål.
1571 ::: Han var født i Ukraine, og hans akademiske familie havde kæmpet mod bolsjevikkerne under den russiske borgerkrig
1572 :::
1573 ::: Storbritannien var blevet inviteret med til at udvikle atombomben i Manhattan-projektet.
1574 ::: Senere etableredes i Storbritannien atombombe-samlefabrikker i Sculthorpe og Lakenhealth.
1575 ::: Kernevåben af typen Mark-3 ville kunne flyves halvt samlede til disse to steder i Storbritannien, hvor de så ville blive samlet.
1576 ::: I USA mente man, at de ville være for farlige at samle på amerikansk jord
1577 :::
1578 ::: USA havde inviteret Canada og Storbritannien til at deltage i udviklingen af atombomben.
1579 ::: Sovjet var end ikke blevet informeret om projektet.
1580 ::: Da den amerikanske krigsminister Henry Stimson forlod sit embede, meddelte han præsident Harry S. Truman, at udelukkelse af Sovjet kunne starte et ret desperat våbenkapløb med Sovjet.
1581 ::: I stedet burde man vise Sovjet tillid.
1582 ::: Chefen for den amerikanske flåde, James Forrestal, var lodret uenig i denne betragtning.
1583 ::: Han henviste til, at man havde forsøgt at vise tillid til Hitler i begyndelsen.
1584 ::: En amerikansk ekspert i sovjetiske forhold, George F. Kennan, skrev, at Sovjets nutidige og fremtidige ledere efter hans mening ikke ville afholde sig fra at bruge atomvåben, hvis det ville kunne øge deres styrke i verden
1585 ::: Præsident Harry S. Truman nåede også til konklusionen, at det ville være farligt at give Sovjet oplysninger om, hvordan man laver en atombombe.
1586 ::: Sovjet havde givet adskillige grunde til denne mistro.
1587 ::: Sovjets antiangrebspagt i 1939 med Hitlers Tyskland var blevet efterfulgt af Nazi-Tysklands angreb på Polen, Belgien og Frankrig, og Sovjets neutralitetspagt med Japan var blevet efterfulgt af Japans angreb på USA (Pearl Harbor i Hawaii).
1588 ::: Desuden angreb Sovjet Finland og de baltiske lande samt Polen under krigen og Sovjet henrettede derefter titusinder af disse landes indbyggere.
1589 ::: Inden for et år efter at have invaderet Polen i september 1939 fængslede og henrettede Sovjets røde hær således 14.500 polske officerer, politibetjente og civile og benægtede sidenhen dette i over 50 år.
1590 :::
1591 ::: De blev holdt fanget i tre lejre, og henrettedes på tre forskellige steder i foråret 1940, nemlig Katyn, Kharkov og Tver, hvoraf Katyn-skoven er den mest kendte.
1592 ::: Andre 7300 fanger blev af Sovjet holdt fanget i Ukraine og Hviderusland og blev også henrettet på dette tidspunkt.
1593 :::
1594 ::: Omvendt havde Sovjet grunde til at mistro USA.
1595 ::: Amerikanske tropper havde bekæmpet den røde armé indtil 1920, og USA havde først godkendt Sovjetunionen som stat i 1933. USA havde desuden en lang tradition for at modgå enhver form for socialisme eller kommunisme.
1596 :::
1597 Design af verdens første atomkraftværk - Hanford-reaktoren :::
1598 :::
1599 ::: Eugene Wigner var leder af teorigruppen på syv fysikere på Met Lab.
1600 ::: De skulle designe milen til ”Site W”.
1601 ::: Kun fem uger efter Fermis triumf i squashhallen med verdens første demonstrerede kædereaktion, kunne Eugene Wigner fremlægge et færdigt koncept for en 250 MW reaktor for firmaet Dupont, der skulle bygge den.
1602 ::: Det ville være verdens første atomkraftværk.
1603 ::: Ordet plutonium brugtes aldrig i USA, i stedet anvendtes kodeordet "49", som en fordrejet henvisning til stof nr. 94 i Det periodiske System over grundstoffer.
1604 :::
1605 ::: Eugene-Wigner-gruppens reaktor, der skulle bygges i Hanford, var en cylinder af 1100 tons grafit med en diameter på 8,5 meter og en længde på 11 meter.
1606 ::: Cylinderen indeholdt over 1000 aluminiumsrør, som indeholdt beholdere med 200 tons uran i stavform.
1607 ::: De 250 MW energi, som brændstoffet ville frembringe, var Columbia-flodens 280.000 liter kølevand pr. minut i stand til at nedkøle og fjerne.
1608 ::: Efter tre måneder ville et af hvert 4000 uran-atomer være blevet forvandlet til plutonium.
1609 ::: Uranstavene skulle så trækkes ud, holdes afkølet i vandbeholdere i 2 måneder og derefter transporteres 16 km væk til et sted, som skulle lave den kemiske separation af dette "stof 49", altså plutonium
1610 :::
1611 Plutoniumfabrikken (Hanford-B reaktor) i USA (fra 1943) :::
1612 :::
1613 ::: Den 6. juni 1944 indledte de Allieredes styrker invasionen i Normandiet.
1614 ::: På dette tidspunkt arbejdede omkring 45.000 personer på Hanford øst for Seattle (i det nordvestlige hjørne af USA) som en del af Manhattan-projektet.
1615 ::: Her havde man siden august 1943 bygget ”The B Reactor”. Den første kædereaktion etableredes d. 26. september 1944. Imidlertid stoppede kædereaktionen overraskende op allerede efter en time og gik helt i stå efter en dag.
1616 ::: John Archibald Wheeler, der var til stede i Hanford, stillede diagnosen "xenon-135 forgiftning".
1617 ::: Xenon-135 er et slutprodukt, som kan absorbere neutroner og dermed stoppe kædereaktionen ved at fjerne de neutroner, som skulle have fortsat kædereaktionen.
1618 ::: Løsningen var at tilføje mere uran
1619 :::
1620 ::: Hanfords B-reaktor var den første fuldskala-reaktor til plutoniumproduktion i verden.
1621 ::: Ved Hanford byggedes også en "D-reaktor" og en "F-reaktor" - omkring 10 km fra hinanden.
1622 ::: Reaktorerne producerede plutonium-239 ved at bestråle uran-238 med neutroner.
1623 ::: Det bestrålede, plutonium-berigede brændsel blev via jernbane transporteret 16 km til tre store kemiske separationsanlæg, kaldet "canyons".
1624 ::: Den første batch af raffineret plutonium blev leveret til Los Alamos Laboratory i New Mexico d. 5. februar 1945. Dette plutonium blev brugt i den første atombombe, som blev sprængt på The Trinity Site d. 16. juli 1945, samt i ”Fat Man” atombomben, der blev kastet over Nagasaki d. 9. august 1945.
1625 :::
1626 ::: Hanfords B-reaktor anvendtes fra marts 1949 til at producere tritium til brug i brintbomber.
1627 ::: Dette tritium anvendtes i den første test-detonation af en brintbombe ved Bikini-atollen d. 1. november 1952. [Den historiske B-reaktor blev lukket d. 29. januar 1968, og man overvejer nu at lave den til et museum
1628 :::
1629 ::: Under Den kolde Krig brugte USA 9 atomreaktorer og 5 plutonium-bearbejdningskomplekser til i løbet af 40 år at producere ca. 57 ton plutonium, og hvorfra der leveredes plutonium til de fleste af de over 60.000 kernevåben, som blev fremstillet i USA i perioden
1630 ::: Archived from the original on 5. juni 2012]["Science Watch: Growing Nuclear Arsenal" The New York Times 28. april 1987]))).
1631 ::: Reaktorerne blev lukket ned efter en produktionstid på i gennemsnit 22 år, og den sidste af disse reaktorer blev lukket ned i 1987.
1632 :::
1633 Thin Man bomben blev opgivet (17. juli 1944) :::
1634 :::
1635 ::: Thin Man var kodenavnet for en foreslået plutonium-guntype atombombe.
1636 ::: Den skulle indeholde plutonium-239, men projektet blev opgivet, da man opdagede, at der havde for høj spontan fissionshyppighed, hvilket skyldtes en for høj koncentration af plutonium-240. Dermed kunne man risikere en sprængning lidt før, at den kritiske masse blev nået, og i så fald ville bomben blot sprænges i alle retninger uden en kerneeksplosion.
1637 ::: Guntype-designet ville indebære, at en "kugle" skulle skydes ind i et "mål".
1638 ::: Både "kugle" og "mål" skulle være en subkritisk masse af plutonium, men tilsammen skulle de (efter at være blevet skudt sammen med mindst 910 meter pr. sekund) opnå en kritisk masse.
1639 ::: I begyndelsen af 1943 var Thin Man bomben det foretrukne design for Oppenheimer.
1640 ::: Der blev nedkastet 24 Thin Man attrap-bomber i marts 1944. Richard Tolman havde foreslået implosionstypen, og dette forslag havde man i starten ikke overvejet nærmere, men i 1943 dannede Oppenheimer en "E-5 gruppe" med Seth Neddermeyer som leder for at undersøge implosion-designet.
1641 ::: Man fandt, at implosionsmetoden (Fat Man typen) ville være mere effektiv, fordi sammenpresset fissilt materiale reagerer hurtigere og mere fuldstændigt.
1642 ::: I april 1944 påviste Emilio Segrè, at Thin Man bomben ikke ville virke på grund af tilstedeværelse af plutonium-240, for på dette tidspunkt havde hans gruppe nemlig fået den første prøve af plutonium, som var produceret i ”X-10 grafitreaktoren” i Oak Ridge (Tennessee).
1643 ::: Prøven viste fem gange højere spontan fission-spaltning end hos det plutonium, som blev fremstillet i cyclotroner.
1644 ::: Det skyldtes forurening med plutonium-240, og dermed syntes investeringen i en kommende plutonium-produktion ved Hanford at være spildt; i hvert fald kunne reaktor-fremstillet plutonium ikke bruges til at lave en Thin Man bombe.
1645 ::: Dette design blev opgivet d. 17. juli 1944.
1646 :::
1647 Implosion – pres fra alle sider :::
1648 :::
1649 ::: Ved en implosion-bombe bringes en kugleformet kerne af plutonium-239 til sprængning ved hjælp af en række samtidige eksplosioner, som presser kuglen sammen fra alle sider, ligesom når man presser en citron.
1650 ::: I stedet for at skabe en kritisk masse, etableres en kritisk tæthed.
1651 ::: Dette princip virker, selv om plutoniummet er forurenet med plutonium-240. Teoretisk er det et simpelt design, men i praksis var det yderst vanskeligt at lave.
1652 ::: En plutoniumkerne på størrelse med en appelsin skulle anbringes i centrum af en kugle, og uden om den skulle der anbringes en stort antal konventionelle sprængladninger.
1653 ::: De skulle have hver sin detonator, og de skulle alle gå af i samme milliontedel af et sekund.
1654 ::: Desuden skulle trykbølgen i samtlige sprængladninger udvikle sig fuldstændig jævnt og ensartet, så plutoniumkernen blev udsat for nøjagtigt samme kolossale tryk fra alle sider.
1655 :::
1656 ::: Oppenheimer gjorde George Kistiakowsky til leder af afdelingen for implosionsteknik.
1657 ::: Han var Harvard-kemiker, men født i Ukraine.
1658 ::: I årene efter 1917 kæmpede han som frivillig i den Den Hvide Armé mod bolsjevikkerne under Den Russiske Revolution.
1659 ::: Den Røde Hær tog ham til fange, men efter et år i fængsler lykkedes det ham at flygte til Tyskland.
1660 ::: Han uddannede sig i Berlin, og blev i 1938 professor i kemi på Harvard i USA.
1661 ::: George Kistiakowsky fandt på at bruge sprængstoffer til at styre den svært styrbare implosion
1662 :::
1663 ::: I Manhattan-projektet besluttede man at bruge polonium.
1664 ::: En hasselnød-størrelse af polonium indsattes i midten af plutoniumkernen som neutronkilde til igangsættelse af kædereaktionen i ”Fat Man” bomben
1665 ::: Det var Marie Curie, der fandt stoffet polonium ved at ekstrahere 1 milligram polonium ud fra et ton begblende fra Ertsbjergene.
1666 ::: Polonium udsender 5000 gange så stærk alfastråling (dvs. heliumkerner) som radium.
1667 :::
1668 Danskeren Charles Christian Lauritsen, der blev amerikaneren Charlie Lauritsen :::
1669 :::
1670 ::: Charles Christian Lauritsen (“Charlie”) var født i Holstebro og stak i 1916 under Første Verdenskrig af til USA, fordi han ville undgå militærtjeneste i Danmark.
1671 ::: I USA blev han fysikprofessor på rekordtid i 1935, ven med Niels Bohr og endte med at dele kontor med Oppenheimer under Manhattan-projektet.
1672 ::: Charlie og hans kone Sigrid talte fra starten i Florida kun engelsk til hinanden, og han så hurtigt USA som sit nye fædreland og fik statsborgerskab.
1673 ::: Bortset fra enkelte arbejdsture blev det aldrig til noget større gensyn med Danmark.
1674 ::: Han var både praktisk og intellektuelt begavet, og opfandt bl.a. en metode til at reducere interferens i radioer.
1675 ::: Han arbejdede sig uden en formel uddannelse op til et job som chefingeniør på en radiofabrik i St. Louis.
1676 ::: Efter at have solgt sin opfindelse havnede han ad omveje i Los Angeles, hvor han på rekordtid fik en kandidatuddannelse i fysik på California Institute of Technology “Caltech”.
1677 ::: Han blev underviser og forsker på Caltech og byggede bl.a. en stribe røntgenapparater.
1678 ::: Han konstruerede verdens største røntgenrør (på 1 million Volt), der kunne bruges mod kræft, og som kunne ændre Drosophila-bananfluers arveegenskaber, hvilket hjalp kromosom-forskningen, som gav bl.a. Thomas Hunt Morgan en Nobelpris i medicin og fysiologi.
1679 :::
1680 ::: I 1935 fik han godkendt et patent på elektroskopet.
1681 ::: Charlie Lauritsen opfandt også "Lauritsen-elektroskopet", som kunne måle røntgendoser.
1682 ::: Han lavede endog en transportabel udgave, der lignede en fyldepen, og hvormed læger kunne måle røntgen-doser på sig selv eller deres patienter.
1683 ::: I 1935 fik han patent på Lauritsen-elektroskopet, som blev et vigtigt redskab inden for både kernefysik og kræftbehandling.
1684 :::
1685 ::: Charlie Lauritsen fik afgørende betydning for de allieredes kamp mod Tyskland og Japan under Anden Verdenskrig.
1686 ::: Blandt andet konstruerede han et radiobrandrør, så man kunne sprænge granaterne i nærheden af tyske bombefly uden at skulle ramme selve flyet.
1687 ::: Da en af Hitlers V-2 raketter d. 13. juni 1944 faldt ned i Småland i Sverige, blev han hemmelig agent, og hentede raketten til England.
1688 ::: Den tyske raketforsker Wernher von Braun havde i flere år arbejdet på udvikling af en superraket, og det var en sådan V-2 raket, som var eksploderet over Bäckebo kommune (vest for Kalmar og Öland).
1689 ::: Raketten var blevet affyret fra testcentret i Peenemünde (øst for Stralsund og Rügen).
1690 ::: Svenskerne havde ikke et ord for den, og kaldte den en ”luft-torpedo”.
1691 ::: Den kunne nå op i 85 km højde, dvs. uden for Jordens atmosfære, før motoren stoppede og den fortsatte mod sit mål på jorden.
1692 ::: (Den lagde senere grunden for rumflyvning og den kolde krigs missil-kapløb).
1693 ::: To tons af rester fra raketten blev samlet sammen, og to briter samt Charlie Lauritsen rejste på tophemmelig mission til Sverige for at se raketten.
1694 ::: Charlie Lauritsen ankom til Stockholm 23. juli 1944. Charlie Lauritsen havde beregnet, at bomberne højst kunne medbringe 1000 kg sprængstof.
1695 ::: Briterne var derfor i nogen grad forberedt, da V-2 raketterne begyndte at falde den 8. september 1944.
1696 :::
1697 ::: I øvrigt fortsatte Charlie Lauritsen til Frankrig og Belgien, hvor han undersøgte tyske raketter, efterhånden som tyskerne blev slået tilbage.
1698 ::: Han havde sin egen lille enhed af folk.
1699 :::
1700 ::: Han stod næsten egenhændigt for at opbygge et omfattende raketprogram i USA, der på det punkt var langt bagefter både briterne og tyskerne, og Charlies raketter gav USA et effektivt våben mod tyske ubåde og under landgangsoperationer.
1701 ::: Raketterne fik mundrette navne som Mouse Trap, Holy Moses og Old Faithful, og blev anvendt i hundredetusindevis under Anden Verdenskrig, hvilket reddede mange allieredes liv.
1702 ::: Den 22. august 1943 faldt en flyvende V-1 bombe ved et uheld ned på Bornholm.
1703 ::: Den danske officer Hasager Christiansen nåede at fotografere den, før tyskerne ankom.
1704 ::: Billederne blev smuglet til England, og amerikanerne fik senere billederne at se, og kunne med dem i hånden bygge en model af en V-1 bombe, og bringe den til et øvelsesområde i Albuquerque.
1705 ::: Her blev modellen hængt op mellem to master og beskudt med radiobrandrør, som blev tilpasset til formålet.
1706 ::: Derfor var både briterne og amerikanerne forberedte, da den første V-1 bombe ramte britisk jord d. 15. juni 1944. Tyskerne bombarderede Sydengland med V-1 raketterne i 80 dage, og radiobrandrøret var et ret effektivt våben mod disse nye flyvende bomber.
1707 ::: Til sidst blev næsten alle V-1 bomberne skudt ned.
1708 ::: Radiobrandrøret reddede Antwerpen i Belgien, som tyskerne affyrede 2448 V-1 raketbomber mod i løbet af 154 dage.
1709 ::: Før krigen sluttede, var der blevet produceret 22 millioner radiobrandrør, fordelt på 30 typer til kanoner i forskellige størrelser, og på trods af dette forblev de alligevel en af krigens bedst bevarede hemmeligheder.
1710 :::
1711 ::: I november 1944 i krigens sidste år rejste Charlie Lauritsen til "Site Y" i Los Alamos, som var hovedkvarter for atomprojektet, og hvor han hurtigt blev en af Oppenheimers få fortrolige.
1712 ::: Her reddede han et fastkørt atomprogram, idet fysikeren Louis W. Alvarez havde fået problemer med en speciel detonator til atombomben, som han havde opfundet, men som han ikke kunne få produceret i en brugbar kvalitet.
1713 ::: Det ordnede Charlie Lauritsen, idet han satte Louis W. Alvarez i kontakt med producenter, som han kendte fra sit raketprogram.
1714 ::: Charlie Lauritsen og hans folk på Caltech var med til at udvikle og producere detonatorer til både uranbomben Little Boy og plutonium-implosionsbomben Fat Man.
1715 ::: Da dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen kom til Los Alamos, var detonatorerne upræcise, og hans afdeling i Caltech blev i resten af atomprogrammet koblet på hele den ikke-nukleare del af ”Fat Man” projektet.
1716 ::: (Deres kodeord for arbejdet var "Project Camel", med start omkring 1. februar 1945).
1717 ::: Charlie Lauritsens afdeling på Caltech var et godt sammentømret hold og de havde mange kontakter til værksteder og leverandører.
1718 ::: Den 1. januar 1945 påtog Charlie Lauritsen sig at bygge en ny sprængstoffabrik, der kunne producere de konventionelle sprængladninger til atombomben.
1719 ::: Den nye fabrik fik navnet Salt Wells Pilot Plant, opkaldt efter lokalitetens navn.
1720 :::
1721 ::: Charlie Lauritsen fik også bygget nogle øvelsesbomber, kaldte pumpkins [græskar], med nøjagtig samme facon og vægt (4,5 ton) som den rigtige atombombe Fat Man.
1722 ::: Disse øvelsesbomber var bygget til at passe i bomberummet af en Silverplate B-29 (kodenavnet for en ombygget B-29 Superfortress, som kunne rumme en atombombe).
1723 :::
1724 ::: Som en af ganske få personer var Charlie med til at fastlåse designet af plutoniumbomben.
1725 ::: Den 28. februar 1945 besluttede man på et møde, hvor Oppenheimer, Charlie Lauritsen og Groves var til stede, at satse entydigt på implosionsmodellen af atombomben.
1726 ::: Op til denne dag havde man arbejdet parallelt på forskellige design af atombomben.
1727 ::: Dog besluttede man, at Charlie Lauritsen skulle arbejde videre på et alternativt design, hvis det skulle vise sig, at hoveddesignet ikke virkede
1728 :::
1729 ::: Charlie Lauritsen havde tidligere været fredet, fordi hans arbejde med raketter var vigtigt, men nu indgik alle de værksteder og personel, som han havde brugt til raketudvikling, i stedet i opgaver med tilknytning til atombombeprojektet.
1730 ::: Han fik kontorplads på samme kontor som J. Robert Oppenheimer, idet hans første videnskabelige artikel (i 1928) havde bragt ham i forbindelse med Oppenheimer, der senere blev kendt som "atombombens fader", og de udviklede et livslangt venskab.
1731 ::: Charles ("Charlie") Lauritsen var en stærkt medvirkende årsag til, at den unge Oppenheimer afslog tilbud fra ti amerikanske universiteter inklusive Harvard, og i stedet underviste på et af årets tre semestre på Caltech og de to andre semestre på Berkeley universitet ved San Francisco (Berkeley ligger nord for San Francisco bugten, medens Stanford ligger en times kørsel derfra, syd for bugten).
1732 :::
1733 ::: I 1939 blev Charlie Lauritsen indvalgt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab på Niels Bohrs anbefaling
1734 :::
1735 ::: Efter krigen kæmpede han sammen med Niels Bohr for kontrol med atomenergi.
1736 ::: Han opnåede den ære at blive valgt som formand for de amerikanske fysikere.
1737 ::: Charlie Lauritsen var modstander af brintbomben, men tilhænger af et stærkt amerikansk forsvar.
1738 ::: I mange år var han rådgiver for den amerikanske præsident.
1739 ::: I USA er nogle biblioteker og laboratorier opkaldt efter ham, og et krater på månen hedder ”Lauritsen” til hans ære.
1740 ::: I Danmark er han glemt.
1741 :::
1742 ::: En af Charlie Lauritsen's vigtigste opdagelser var, at kulstof kan indfange protoner under udsendelse af gammastråler.
1743 ::: Niels Bohr fandt på forklaringen - nemlig at den overskydende energi bliver til stråling
1744 :::
1745 ::: Niels Bohr havde en søn, Christian, der som 16-årig blev ven med Charlie Lauritsen's søn Tommy, som på det tidspunkt var sytten år.
1746 ::: Christian nåede aldrig at besøge Tommy i USA, idet Christian omkom ved en drukneulykke, da han faldt over bord fra en sejlbåd.
1747 :::
1748 Niels Bohr :::
1749 :::
1750 ::: Allerede den 6. sep. 1939 forsøgte Charlie Lauritsen at få Niels Bohr til at rejse, idet hans mor var jøde, og han var derfor selv i farezonen.
1751 ::: Charlie Lauritsen's søn Tommy prøvede ved flere lejligheder at overtale Niels Bohr til at rejse, men Bohr ville ikke rejse, så længe han kunne gøre gavn ved at blive.
1752 ::: Men i september 1943 kom der efterretninger om, at han ville blive arresteret og bragt til Tyskland.
1753 ::: Derfor flygtede han til Sverige og kom via England til USA
1754 ::: Modstandsbladet De frie Danske skrev, at han nok var rejst til Moskva.
1755 :::
1756 ::: På rejsen fra Stockholm til England lå Niels Bohr i bomberummet på en ubevæbnet britisk de Havilland Mosquito, der kunne flyve højere og hurtigere end de tyske jagere.
1757 ::: På grund af flyvehøjden blev passagererne udstyret med en flyverhjelm, iltmaske og en varmdragt.
1758 ::: Flyverhjelmen havde indbyggede hovedtelefoner, men Niels Bohr fik en hjelm, der var for lille, og han kunne ikke få den på.
1759 ::: Derfor hørte han ikke pilotens ordre om at åbne for iltforsyningen.
1760 ::: Bohr besvimede, og hvis passagerens tavshed ikke havde vakt pilotens mistanke og fået ham til at dykke ned til højde 0, kunne det være gået helt galt.
1761 ::: I den lave højde kom Bohr hurtigt til sig selv og mente, at han bare havde taget sig en lille lur
1762 :::
1763 ::: Nicholas Baker dukkede op i Los Alamos for at deltage i Manhattan-projektet om at bygge en atombombe.
1764 ::: Nicholas Baker var dæknavn for Niels Bohr.
1765 :::
1766 ::: Det første spørgsmål, han stillede til projektets leder, J. Robert Oppenheimer, var: ”Er den virkelig stor nok?”.
1767 ::: Niels Bohr bekymrede sig om den var så kraftfuld og ødelæggende, at den ville være afskrækkende nok til at forhindre ”alle kommende krige” (s.46 i bogen Manden der reddede verden af Øjvind Kyrø, People's Press 2013).
1768 :::
1769 ::: Niels Bohr havde udviklet en filosofisk ide om at bruge atomvåbnenes enorme ødelæggelseskraft som et afskrækningsmiddel til at sikre varig fred i verden.
1770 ::: Det syntes at være løsningen på den samvittighedskonflikt, som plagede nogle af de unge videnskabsfolk.
1771 ::: Han kontaktede Roosevelt, som måske syntes indforstået med en form for international kontrol med atomvåben, hvorimod Churchill i England slet ikke havde til sinds frivilligt at opgive den britisk-amerikanske førerstilling på atomvåbenforskningen nu eller efter krigen.
1772 :::
1773 :::
1774 ::: De to tyske nobelpristagere Max von Laue og James Franck havde deponeret deres Nobelmedaljer hos Niels Bohr i København for at sikre dem mod beslaglæggelse under krigen.
1775 ::: Medaljerne var af guld.
1776 ::: Den ungarske kemiker Georgy de Hevesy, der arbejdede på instituttet, foreslog at grave medaljerne ned i haven.
1777 ::: Det turde Bohr ikke, idet han var bange for, at de kunne blive fundet.
1778 ::: I stedet tilbød Georgy de Hevesy at opløse medaljerne i kongevand (blanding af saltsyre og salpetersyre), der kan opløse guld.
1779 ::: Under krigen stod en gul væske uden etiket på en hylde, og efter krigen blev guldet i opløsningen udvundet igen, og sendt til Stockholm, hvor Nobelkomiteen forsynede medaljerne med modtagernes navnetræk som hos Nobelmedalje-originalerne
1780 :::
1781 ::: Niels Bohr var en udmærket målmand i Akademisk Boldklub.
1782 ::: Han kom glimrende ud af det med newzealænderen Ernest Rutherford, der var ivrig rugbyspiller i New Zealand.
1783 ::: Begge altså med erfaring fra holdidræt, hvor man går hårdt til modstanderen.
1784 ::: På dette tidspunkt, i 1912, var mange fysikere optaget af det problem, at to stoffer med forskellig atomvægt alligevel kunne have samme kemiske egenskaber.
1785 ::: De burde derfor være placeret på samme plads i det periodiske system, men det stred imod, at de altså havde forskellig atomvægt.
1786 ::: Der er med andre ord flere radioaktive stoffer, end der er ledige pladser i det periodiske system.
1787 ::: (Det periodiske system er en fortegnelse over grundstofferne).
1788 ::: Niels Bohr tog udgangspunkt i Ernest Rutherfords antagelse, at næsten hele atomets masse er koncentreret i kernen, og at elektronerne næsten ikke har nogen vægt.
1789 ::: Han tolkede dette sådan, at så havde atomkernen nok ikke nogen indflydelse på grundstoffets kemiske egenskaber.
1790 ::: Det måtte derfor være elektronernes antal og position, der gav stoffets dets kemiske egenskaber.
1791 ::: Det er derfor i så fald kun det radioaktive henfald, som er en fysisk proces - og den finder sted i atomkernen.
1792 ::: Kernen har ingen kemiske processer, og giver ikke stoffet dets kemiske egenskaber.
1793 ::: Denne atommodel samlede altså de kemiske og de fysiske egenskaber ved atomet.
1794 ::: Man måtte ud fra elektronernes antal kunne fastslå, hvilket atom man havde med at gøre.
1795 ::: Når en elektron springer fra en fast bane og ned på en tilgrænsende bane med et lavere energiniveau, udstråler den en energimængde, som giver sig udslag i de spektrallinier, der er typiske for det pågældende grundstof, f.eks. grøn, blå og gul for barium.
1796 ::: Den springende elektron udstråler skarpt afgrænsede energimængder, som er Max Plancks kvanter.
1797 ::: Det betyder at atommodellen måtte være underlagt kvanteteoriens love.
1798 :::
1799 ::: Niels Bohr var skarp til at se logiske sammenhænge, og havde stor glæde ved at meddele sig til andre.
1800 ::: I foråret 1912 var han kommet til Manchester for at arbejde i Rutherfords laboratorium.
1801 ::: Dette var kort efter at Rutherford havde gjort sin store opdagelse af atomkernen.
1802 ::: Niels Bohr uddrog straks de almengyldige slutninger, som man deraf kunne drage om atomets struktur, hvilket var vidtgående slutninger, som gjorde det muligt at skelne mellem de kemiske processer (som var betinget af de ydre elektroner) og de radioaktive processer (som var processer i atomkernerne i atomets centrum og ikke i de ydre elektroner).
1803 ::: Dette åbnede for de love for de radioaktive omdannelser, som er blevet kendt som "forskydningslovene".
1804 ::: Niels Bohr fandt det helt indlysende, men Rutherford talte til den unge Bohr, som man plejede at tale til ungdommen om nødvendigheden af flere eksperimenter, faren ved teoretiske spekulationer osv. osv. Bohr blev skuffet, men gav ikke op.
1805 ::: Et år senere sendte han sit manuskript til Rutherford.
1806 ::: I svarbrevet skrev Rutherford pænt om det, - og at det kunne forkortes.
1807 ::: Hvorefter Bohr straks ilede til Manchester og ikke forlod valpladsen, før han efter timelange diskussioner havde fået Rutherford overtalt til at lade hvert eneste ord i manuskriptet stå.
1808 :::
1809 :::
1810 ::: Da man havde opdaget, at uran kunne spaltes, gjorde Bohr opmærksom på, at uran bestod af to forskellige atomvarianter, og at der for hver tusind uran 238-atomer kun er syv uran-235 atomer.
1811 ::: Bohr mente, at det kun er den sjældne uran-235, der kunne spaltes.
1812 ::: Der frisættes i gennemsnit 3,5 nye neutroner, men hvis de opfanges af uran-238, opstår ingen kædereaktion.
1813 ::: Bohr konsoliderede i samarbejde med John Wheeler sin opfattelse af, at det kun er uran-235, der bliver spaltet, i en artikel i Physical Review 1. september 1939 "The Mechanism of Nuclear Fission"
1814 :::
1815 Oppenheimer :::
1816 :::
1817 ::: Som leder af Manhattan-projektet havde man valgt J. Robert Oppenheimer (Julius Robert Oppenheimer - men han hadede fornavnet Julius).
1818 ::: Han blev derfor kendt som atombombens fader.
1819 ::: Han var en rig, jødisk dreng fra Bronx, der blev uddannet på Harvard og på de bedste universiteter i Europa.
1820 ::: Han blev forlovet med en 22-årig smuk, intelligent kvinde, som læste psykologi.
1821 ::: Hun var medlem af det kommunistiske parti og skrev artikler i Western Worker.
1822 ::: Hendes venner blev hans venner, og ad den vej hørte han tidligt om uhyrlighederne i koncentrationslejren Dachau.
1823 ::: Han hjalp sin jødiske tante og hendes sønner med at komme ud af Tyskland og emigrere til USA, og finansierede en hjælpefond for arier-paragraffernes ofre i Tyskland
1824 :::
1825 Opdagelsen af "kritisk masse" :::
1826 England tager de første skridt mod bygning af atombomben :::
1827 :::
1828 ::: I England havde fysikeren Otto Robert Frisch fundet tilflugt på universitetet i Birmingham i England.
1829 ::: Han havde arbejdet hos Bohr i København, og her i England mødte han en anden flygtet fysiker, Rudolf Peierls.
1830 ::: På baggrund af Niels Bohrs arbejde påviste de i februar 1940, at man kunne starte en kædereaktion ved hjælp af rent uran-235. De opdagede fænomenet "kritisk masse".
1831 ::: Så længe mængden af uran-235 er under en bestemt grænse, er den absolut sikker, - men ved en vis masse - som Rudolf Peierls vurderede (for lavt) til at være ½ kg - ville det medføre en atomeksplosion.
1832 :::
1833 ::: I marts 1940 påviste den amerikanske fysiker John Ray Dunning og hans kollegaer, at fission er lettere frembringe i den sjældne uran-235 isotop, men er sværere at frembringe i den meget mere almindelige uran-238 isotop.
1834 ::: Uran-235 udgør 0,7% af naturligt uran, hvorimod uran-238 udgør 97,3% af naturligt uran.
1835 ::: John Ray Dunning, der havde ekspertise inden for gasdiffusion og isotop-separation, fulgte Ernest Lawrence’s arbejde med cyklotronen.
1836 ::: Da han ønskede sig en stærkere neutronkilde, byggede han selv en cyklotron, delvis af forhåndenværende overskydende komponenter - for at spare penge, da man manglede økonomiske midler fra regeringen.
1837 :::
1838 ::: Han opdagede, at man ved en særlig proces ("luftformig diffusion") kan udskille den lettere spaltelige uran-235 fra det naturlige urans hovedkomponent, uran-238.
1839 :::
1840 ::: Dermed vidste man, at forudsætningerne for at lave en atombombe måtte være til stede.
1841 :::
1842 Otto Robert Frisch :::
1843 :::
1844 ::: Otto Robert Frisch rejste i september 1939 fra København til Birmingham i England.
1845 ::: Efter krigsudbruddet blev han i England.
1846 ::: Sammen med den tysk-jødiske fysiker Rudolf Peierls regnede de sig frem til, at det kunne lade sig gøre at bygge en atombombe uden behov for så meget uran, som hidtil antaget.
1847 ::: Der kræves ikke tonsvis af uran-235, men kun et kilo for at opnå en kritisk masse.
1848 ::: Desuden ville man med rør, der opvarmes til forskellige temperaturer, så de tungere atomer samler sig i de koldere områder af røret, kunne få tilstrækkeligt med rent uran-235 i løbet af nogle uger.
1849 ::: Kædereaktionen ville ske på fire milliontedele af et sekund.
1850 ::: På denne tid ville der opstå 80 neutron-frembringelser.
1851 ::: Der ville blive dannet temperaturer, der ville være højere end i solens indre, og jern ville blive flydende.
1852 ::: De blev af deres chef, Mark Oliphant på fysikinstituttet presset til at skrive en rapport til en rådgiver for den krigsførende engelske regering.
1853 ::: I rapporten konkluderede de, at en sådan atombombe ville kunne destruere en storby og gøre byen radioaktiv i lang tid, samt at det eneste forsvar ville være truslen om gengældelse med en tilsvarende bombe.
1854 ::: Rapporten gjorde indtryk på en højtstående britisk rådgiver, kemikeren Sir Henry Tizard.
1855 ::: Han havde samlet en gruppe videnskabsmænd, bl.a. James Chadwick (neutronens opdager) om sig, og Otto Robert Frisch fik uranhexafluorid til sine forsøg.
1856 ::: Dette stof er den eneste uranforbindelse, der er gasformig, og som man ville kunne bruge i de skitserede adskillelsesrør.
1857 ::: I Tyskland havde Paul Harteck i Hamborg fået en lignende idé.
1858 ::: Han forsøgte sig også med uranhexafluorid, men opdagede, at det ætser indersiden af adskillelsesrørene.
1859 ::: Tyskerne prøvede så med nikkelrør, men også det blev angrebet af det aggressive "hex" (uranhexafluorid ).
1860 ::: Også Otto Robert Frisch i England måtte se i øjnene, at udvinding af uran-235 i opvarmede rør ikke lod sig gøre i praksis.
1861 :::
1862 ::: Otto Robert Frisch og Rudolf Peierls udfærdigede en fysik-teoretisk rapport i marts 1940, som argumenterede imod, hvad der dengang var en almindelig antagelse, at der skulle bruges så mange ton uran-235 for at lave en bombe, at det ville kræve leveringer af uran med skibe.
1863 ::: Deres beregninger tydede på, at der faktisk kun skulle bruges få kilo uran-235. Men de to fysikere havde problemer at få kontakt til magtens mænd i England, hvilket var samme problem, som de to ungarske fysikere Leó Szilárd og Eugene Wigner havde i USA.
1864 ::: Otto Robert Frisch og Rudolf Peierls fik imidlertid hjælp fra en australsk-britisk fysiker, Mark Oliphant, der var professor i Birmingham - og en førende radarekspert.
1865 ::: Han bad dem skrive en redegørelse, som han gav til sir Henry Tizard (som var formand for Committee on the Scientific Survey of Air Defence), og denne nedsatte på denne foranledning en komité, kaldet ”Maud-komiteen", bestående af seks fysikere, hvoraf de tre havde fået Nobelprisen.
1866 ::: Det mærkelige navn "Maud-komiteen" skulle stå for ”Military Application of Uranium Detonation”, men navnet skyldtes egentlig, at Otto Robert Frisch i Birmingham havde fået et telegram fra sin tante Lise Meitner, der var flygtet til Stockholm.
1867 ::: Telegrammet havde ordlyden: "MET NIELS AND MARGRETHE RECENTLY. BOTH WELL BUT UNHAPPY ABOUT EVENTS. PLEASE INFORM COCKCROFT AND MAUD RAY KENT" - altså "Mødte Niels og Margrethe for nylig; begge raske, men ulykkelige over begivenhederne; giv besked til Cockcroft og Maud Ray Kent".
1868 :::
1869 :::
1870 ::: Da "ray" betyder "stråle" på engelsk, antog man det for en krypteret meddelelse fra Niels Bohr.
1871 ::: Det var det ikke - for da Bohr meget senere, i 1943, kom til England, spurgte han, om de havde fået hans besked og givet besked til børnenes gamle guvernante, Maud Ray i Kent, og fortalt, at familien var i sikkerhed.
1872 ::: Guvernantens adresse var ikke kommet med i telegrammet af pladshensyn.
1873 :::
1874 ::: MAUD-komiteen i England holdt deres første møde d. 10. april 1940. Opgaven var af undersøge, om de teoretiske beregninger, som Otto Robert Frisch og Rudolf Peierls havde lavet, kunne eftervises eksperimentelt.
1875 ::: Maud-komiteen konkluderede i en rapport d. 17. marts 1941, at det var muligt at lave en atombombe, nemlig med to portioner uran-235, der hver for sig havde en masse, der var under den farlige, kritiske grænse, men som opnåede den kritiske masse, når de blev skudt ind i hinanden.
1876 ::: Komiteen mente, at atombomben ville kunne være klar i løbet af 2 år, og at den ville kunne transporteres i et fly.
1877 ::: De mente, at tyskerne måske allerede var i gang, og at bomben ville kunne få afgørende betydning for krigen, samt at udviklingen af atombomben derfor skulle gives allerhøjeste prioritet.
1878 :::
1879 ::: Da briterne ikke selv havde kapacitet til at udvikle en atombombe hurtigt, skulle man presse amerikanerne til et samarbejde.
1880 :::
1881 ::: Hele vinteren 1940 og foråret 1941 forsøgte briterne forgæves at råbe amerikanerne op.
1882 ::: Harvard-fysikeren Kenneth Bainbridge, der havde deltaget i et møde i Maud-komitéen i London, gav sig god tid til at skrive en rapport, og hans rapport fik ingen virkning.
1883 ::: Lyman Briggs, der var formand for den amerikanske urankomité, låste briternes rapport inde i sit pengeskab, og viste den ikke til resten af udvalget.
1884 :::
1885 ::: Den 2. juli 1941 konkluderede den britiske ”MAUD Rapport” i et udkast til denne afsluttende rapport, at en atombombe er mulig at lave, og at ”26 pounds” uran-235 ville give en bombe med en sprængkraft svarende til 1800 ton TNT.
1886 ::: Almindelige eksplosiver såsom TNT detonerer via en kemisk reaktion, hvor atomer omorganiseres.
1887 ::: De almindelige eksplosiver er nemlig ustabile kemiske stoffer, som hurtigt kan omdannes til gasser, der har meget større volumen.
1888 ::: Helt anderledes er energiudviklingen ved spaltningen af et atom.
1889 ::: Kernen i et atom indeholder protoner og neutroner, der er tæt bundet sammen, og denne bindingsenergi er meget større end den energi, som holder et atom sammen med et andet atom.
1890 ::: Når atomet spaltes (ved en fissions-proces) frigives noget af bindingsenergien.
1891 :::
1892 ::: Ifølge MAUD-komiteen kunne en atombombe allerede være færdig til brug i 1943. Da Maud-komiteen samledes i Burlington House i London for at diskutere dette, inviterede Ralph Fowler danskamerikaneren Charlie Lauritsen, der var blevet fysikprofessor i USA, til at deltage i dette tophemmelige møde.
1893 ::: Der var nu 24 fysikere inddraget i komiteens arbejde, og Charlie Lauritsen talte bagefter individuelt med otte af dem.
1894 ::: Han stillede de rigtige spørgsmål og forstod situationens alvor.
1895 ::: En uge senere fløj han til USA med flytypen "Dixie Clipper", og landede 9. juli 1941 i New York.
1896 :::
1897 Forberedende skridt i USA mod bygning af atombomben :::
1898 :::
1899 ::: Den amerikanske LymanBriggs -komite ("Briggs Advisory Committee on Uranion") mødtes første gang d. 21. oktober 1939. Det var umiddelbart klart, at der i hvert fald var fire problemfelter: Hvordan skaffede man uran fra steder, som andre lande ikke kunne blokere for? Hvordan ekstraherede man uran-235 eller producerede plutonium? Hvordan fik man lavet bomber med en kædereaktion af fissioner? Hvordan kunne fission styres til produktion af energi (hvis atomkraften skulle bruges til energiproduktion)? LymanBriggs-komiteen kom med nogle vage rapporter, hvor atombomben blev nedtonet.
1900 ::: Man antydede, at atomdrevne ubåde måske kunne bygges.
1901 ::: Leó Szilárd sagde senere, at myndighedernes manglende forståelse forsinkede projektet mindst et år.
1902 ::: Set med amerikanske øjne var krigen langt væk.
1903 ::: Men Storbritannien var i krig.
1904 :::
1905 ::: Den 1. november 1939 anbefalede Urankomiteen dog, at staten indkøbte grafit og uranoxid til fission-forskning, og efterkom det specifikke ønske om 50 tons grafit og 4 tons uranoxid, som Leó Szilárd havde nævnt i brevet
1906 :::
1907 ::: En mand ved navn Vannevar Bush fik stor betydning for projektet i USA.
1908 ::: Vannevar Bush kendte til de problemer, som kunne opstå, når videnskabsmænd og myndighedspersoner skulle samarbejde.
1909 ::: Under den første verdenskrig havde Vannevar Bush opfundet et udstyr, som kunne afsløre neddykkede ubåde ved at måle ændringer i jordens magnetisme.
1910 ::: Hans opfindelse kom dog aldrig til at virke, fordi det kun ville kunne fungere ombord på træskibe, og marinen ville have hans det anbragt på destroyere.
1911 ::: Vannevar Bush havde altså dårlige erfaringer, og ville nu som medlem af National Research Council i USA undgå tilsvarende mangel på samarbejde.
1912 ::: Han ville sikre videnskabsmændene større indflydelse.
1913 ::: Det lykkedes ham at overtale præsident Roosevelt til at oprette en organisation, National Defense Research Committee (NDRC), der stiftedes 27. juni 1940. Denne organisation kom til at stå bag hundredevis af projekter, der fik afgørende betydning for Anden Verdenskrig, bl.a. udviklingen af radar og atombomben.
1914 ::: Urankomiteen blev f.eks. til "S1-projektet" under National Defense Research Committee.
1915 ::: Vannevar Bush var selv formand for denne organisation på et tidspunkt.
1916 ::: Richard Tolman var næstformand, og han var en god ven af dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen, og overtalte ham til at flytte til Washington som næstformand for "Division A" med ansvar for forskning i panserværn og ammunition
1917 :::
1918 ::: Vannevar Bush havde en vision om at gøre USA til atommagt hurtigst muligt.
1919 ::: Imidlertid mente hans egen næstkommanderende, James B. Conant (der var blevet chef for National Defense Research Committee), at det måtte være en sag for den næste krig.
1920 :::
1921 ::: Vannevar Bush fik ansvaret for al fissionsforskning i USA.
1922 ::: Han overtalte nemlig præsident Franklin D. Roosevelt til d. 28. juni 1941 at oprette en magtfuld organisation for videnskabelig forskning og udvikling [Office for Scientific Research and Development], hvor Vannevar Bush selv blev chef.
1923 ::: James B. Conant blev leder af forskningsudvalget for nationalt forsvar, dvs. et rådgivende organ for Vannevar Bush's organisation.
1924 :::
1925 ::: Vannevar Bush var elektroingeniør og havde ikke forstand på kernefysik, men han reagerede omgående, da han d. 15. april 1941 modtog notatet fra Harvard-fysikeren Kenneth Bainbridge, hvoraf det fremgik, at "briterne mener, at der er mulighed for, at en atombombe kan udvikles i løbet af to år".
1926 :::
1927 ::: Vannevar Bush bad samme dag præsidenten for National Academy of Sciences, Frank Jewett, nedsætte en gruppe fysikere, og d. 17. maj 1941 kom disse med en skriftlig rapport, der opfordrede til udvidelse af det amerikanske atomprogram - samt at udskifte den ineffektive Lyman Briggs med en handlekraftig formand, men denne fysikergruppen troede ikke som briterne, at bomben ville kunne nå at blive lavet, inden krigen var slut.
1928 :::
1929 ::: Den 11. juli 1941 kom National Academy of Sciences med deres anden rapport.
1930 ::: De ville igen ikke anbefale, at man brugte tid og penge på udvikling af en atombombe nu, hvor der stadig manglede væsentlige oplysninger.
1931 :::
1932 ::: Netop på dette tidspunkt kom Charlie Lauritsen og afleverede personligt en nedskrevet rapport til Vannevar Bush om sit møde i London med Maud-komiteen.
1933 ::: Maud-komiteen anbefaler enstemmigt, at bombeprojektet gennemføres så hurtigt som overhovedet muligt, skrev han.
1934 ::: Alle de fysikere, han havde talt med, opfordrede amerikanerne til at bygge en fabrik til fremstilling af beriget uran.
1935 ::: Samtidig skrev Ernest Lawrence fra Berkeley universitet, at der var mulighed for, at man ville kunne lave en atombombe af plutonium.
1936 ::: Brevene fra Charlie Lauritsen og Ernest Lawrence fik overbevist James B. Conant fra National Defense Research Committee.
1937 :::
1938 ::: Den 14. juli 1941 modtog Vannevar Bush og James B. Conant den britiske ”MAUD rapport”.
1939 ::: Den australske fysiker Mark Oliphant var deltager i MAUD-komiteen, og i august 1941 kom Marcus Oliphant til USA.
1940 ::: Her opdagede han grunden til, at USA havde ignoreret den britiske MAUD-komité.
1941 ::: Formanden for urankomiteen, Lyman Briggs, havde ikke delt oplysningerne med den rådgivende komite.
1942 ::: Marcus Oliphant mødtes med urankomiteen og kollegerne Enrico Fermi, Ernest Lawrence og James Conant.
1943 ::: Under disse møder talte Marcus Oliphant om bomben som noget sikkert, og forklarede, at Storbritannien ikke havde ressourcerne til at lave den, så det ville være op til USA.
1944 :::
1945 ::: Rapporten fra Otto Robert Frisch og Rudolf Peierls nåede d. 27. oktober 1941 frem til præsident Franklin D. Roosevelt.
1946 ::: Han fik den nemlig personligt overbragt af Vannevar Bush, der i sin tid havde konstrueret den første analogregner til løsning af differentialligninger, og som nu var blevet præsidentens videnskabelige rådgiver.
1947 ::: Da Robert Oppenheimer kom ind i atomkomiteen og begyndte at holde møder med Edward Teller og Hans Bethe (en fysiker af tysk afstamning) fandt de ud af, at den påkrævede energifrisættelse ved eksplosionen af en atombombe krævede storindustriel produktion.
1948 :::
1949 ::: Edward Teller regnede videre, og forestillede sig, at man kunne bruge en atombombe som tændsats for 26 pund flydende brint.
1950 ::: Eksplosionen ville have en sprængkraft på en million tons TNT.
1951 ::: Han stillede sig selv spørgsmålet, om man ville kunne komme til at antænde kvælstoffet i luften og hydrogenet i verdenshavene.
1952 ::: Hans Bethe regnede efter og kunne berolige om, at det ikke ville ske
1953 :::
1954 ::: Den 9. november 1941 var National Academy of Sciences (i sin 3. rapport) enig med ”MAUD rapporten” i, at en atombombe ville være mulig at bygge.
1955 ::: Den 6. december 1941 holdt Vannevar Bush et møde for at organisere et hurtigtarbejdende uran-235 forskningsprojekt ledet af Arthur Compton, og hvori Harol Urey skulle forske i gasdiffusion til uranberigning og Ernest Lawrence skulle forske i elektromagnetiske berigningsmetoder.
1956 ::: Dagen efter, d. 7. december 1941, angreb Japan i Pearl Harbor, og USA trådte ind i krigen.
1957 :::
1958 ::: På et møde den 18. december 1941 besluttede man, at det såkaldte "S-2 projekt" skulle målrettes til udvikling af en uranbombe.
1959 ::: Storbritannien havde med udgangspunkt i MAUD-rapporten startet et britisk uranbombeprojekt med kodeordet ”Tube Alloys”.
1960 ::: Det fik Churchill til at tro, at Storbritannien var langt foran USA, eftersom USA ikke var kommet rigtig i gang.
1961 ::: Churchill troede fejlagtigt, at der ikke var meget brug for amerikansk hjælp.
1962 ::: Men USA indhentede meget hurtigt det lille britiske forspring.
1963 :::
1964 ::: Den 19. januar 1942 godkendte Roosevelt produktion af atombomben.
1965 ::: Vannevar Bush kunne nu handle, og i de følgende måneder forberedte han det amerikanske atombombeprogram.
1966 :::
1967 :::
1968 ::: På dette tidspunkt havde sovjetiske spioner i den britiske regering kommunikeret konklusionerne i den britiske MAUD-rapport til det sovjetiske KGB.
1969 ::: Senere - i 1943 - modtog det sovjetiske NKVD (det senere KGB) en kopi af slutrapporten fra MAUD-komiteen, hvilket fik Stalin til at beordre start på et sovjetisk atombombeprogram, men med meget begrænsede ressourcer
1970 :::
1971 :::
1972 :::
1973 Etablering af Met Lab i Chicago (24. januar 1942) :::
1974 Ekstraktion af plutonium (juli 1942) :::
1975 :::
1976 ::: Den 24. januar 1942 besluttede Nobelpristager i fysik, Arthur Compton, der var medlem af den amerikanske atomkomite, at bringe uranforskerne til Chicago under sin ledelse.
1977 ::: Atomforskerne havde ellers tænkt på et sted ikke så langt fra New York, men måtte modvilligt flytte til nordpå til Chicago.
1978 ::: Arbejdet foregik på det metallurgiske laboratorium, "Met Lab", på universitetet i Chicago.
1979 :::
1980 ::: I juli 1942 blev de første kasser med bestrålet uran, som i St.Louis var blevet udsat for cyklotronens separationsformåen, kørt nordpå til Chicago.
1981 ::: Ud af cirka 130 kg uran, lykkedes det Glenn Seaborg ved hjælp af en helt nyudviklet ultramikrokemisk metode, at ekstrahere 2,7 milliontedele gram plutonium
1982 ::: Senere, i august 1942, opnåede Glenn Seaborg, ved at lade uran bestråle i månedsvis, et kvart gram ren plutonium - ud af 100 kg bestrålet materiale.
1983 ::: Separationen fra de talrige andre spaltningsprodukter måtte foretages bag en metertyk betonmur.
1984 :::
1985 ::: Den 23. maj 1942 anbefalede S-1 eksekutivkomitéen i USA, at projektet flyttedes fra pilotanlæg-stadiet til produktionsstadiet.
1986 ::: Dels til produktion af plutonium i en atomreaktor, dels til produktion af uran-235 i elektromagnetiske centrifuger og gasdiffusionsanlæg.
1987 :::
1988 Manhattan-projektet (11. august 1942) :::
1989 ::: Manhattan Engineer District (MED) var tilsyneladende blot en ny lokalafdeling af New Yorks ingeniørstab - med kontorer på 18. etage i en skyskraber på Manhattan, på hjørnet af Broadway og Chambers Street.
1990 ::: Denne bygning var hovedkvarteret for Hærens Ingeniørkorps.
1991 ::: Den nye lokalafdeling etableredes 11. august 1942. Tilsvarende ingeniørdistrikter fandtes i andre byer.
1992 ::: Dette sted var imidlertid dæknavn for det amerikanske atombombeprojekt.
1993 ::: Ikke langt fra kontoret arbejdede flere arbejdsgrupper fra Columbia University med at isolere uran-235 i hemmelige laboratorier på 11., 12. og 14. etage i et højhus ved siden af Woolworth-bygningen på Broadway.
1994 ::: Umiddelbart inden tyskernes indmarch i Belgien var det lykkedes at sende 1200 tons uranforbindelser fra Belgisk Congo med skib til New York og få uranet opmagasineret på Staten Island syd for Manhattan.
1995 :::
1996 ::: Fra september 1942 indvilligede Storbritannien i, at atomprojektet skulle ledes af USA, og det blev en general fra hæren, Leslie Groves, som skulle lede det.
1997 ::: Han overtog ledelsen af Manhattan Engineer District d. 17. september 1942 og foranstaltede køb af et kæmpestort landområde i Tennessee.
1998 ::: Her anlagdes en fabrik til udvinding af uran-235. Den inkarnerede antikommunist Leó Szilárd blev genstand for generalens mistænksomhed, og blev forhørt, - og generalen foreslog endog krigsminister Henry Stimson, at Leó Szilárd, der havde været primus motor for det amerikanske atombombeprojekt, burde interneres til krigen var slut.
1999 ::: Det skete dog ikke.
2000 ::: Derimod lod general Leslie Groves sig imponere af Robert Oppenheimer, til trods for at denne havde kommunistiske venner, hvilket Forsvarsministeriet var betænkelig ved
2001 ::: Oppenheimer blev den videnskabelige chef for atombombeprojektet, Manhattan Project, da dette etableredes d. 13. august 1942.
2002 :::
2003 ::: Der etableredes to hemmelige steder: ”Site X” ved Oak Ridge i Tennessee til uran-235 separation, og ”Site Y” ved Los Alamos i det nordlige New Mexico til udvikling af atombombedesign.
2004 ::: (Efterhånden blev S-1 Executive Committee mindre vigtig, og funktionerne overgik til Military Policy Committee).
2005 :::
2006 :::
2007 Første kædereaktion i Manhattan-projektet (2. december 1942) :::
2008 ::: Den 2. december 1942 opstod en kontrolleret kædereaktion i den uranreaktor, som Enrico Fermi havde udregnet.
2009 ::: Denne første selvbærende nukleare kædereaktion blev kaldt ”Chicago Pile-1”.
2010 ::: Da den nåede en kritisk masse var det en demonstration af den første kunstigt frembragte selv-vedligeholdende nukleare kædereaktion.
2011 ::: Et aflangt, kugleformet legeme, 8 meter langt og 6 meter højt, var blevet fyldt med 40.000 tilslebne, opstablede grafit-teglsten, hvori der var boret 19.000 huller med indlejring af 22.000 kugler og cylindre af i alt 35 tons uranoxid og 5 tons metallisk uran.
2012 ::: Det hele var placeret i en gummiballon.
2013 ::: Hvis grafitten ikke var ren nok, således at nogle af neutronerne blev absorberet af neutron-absorberende forureninger i grafitten, kunne luften pumpes ud af ballonen, og når luften således fjernedes, ville man opnå mindre absorption af neutronerne - idet også luftblærerne bidrog til absorptionen af neutronerne.
2014 ::: Grafitstrukturen havde kanaler til kontrolstave af cadmium, som absorberer neutroner.
2015 ::: Disse cadmium-kontrolstave kunne derfor bruges til at styre kædereaktionen.
2016 ::: Det hele var opstillet i en squashhal på et forladt fodboldstadion i Chicago på Ellis Avenue.
2017 ::: Uranmilen var konstrueret til at producere ½ Watt energi, dvs. lige netop nok til at få en glødepære til at lyse op.
2018 ::: Da den afgørende cadmiumstav blev trukket 30 cm længere ud, gik neutrontællerne i gang, og neutron-intensiteten fordobledes hvert andet minut.
2019 ::: Der var opnået en kritisk masse, og en kædereaktion var i gang for første gang i verdenshistorien.
2020 ::: Dette var 2. december 1942.
2021 :::
2022 Manhattan-projektets pris :::
2023 :::
2024 ::: Manhattan-projektet beskæftigede på et tidspunkt over 130.000 mennesker og kostede to milliarder dollars, hvilket var lige så meget som den samlede amerikanske bilindustri på det tidspunkt
2025 :::
2026 :::
2027 Franklin D. Roosevelt døde (12. april 1945) :::
2028 Truman skulle som ny præsident tage stilling til atombombens anvendelse :::
2029 ::: Den 12. april 1945 døde den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt uventet af en hjerneblødning
2030 ::: Vicepræsident Harry S. Truman overtog dermed et projekt, som dels havde været flere år undervejs og dels havde været meget kostbart.
2031 ::: Franklin D. Roosevelt havde aldrig fortalt sin vicepræsident Harry S. Truman om Manhattan-projektet (dvs. bygningen af den første atombombe).
2032 ::: Harry S. Truman anede intet om udviklingen af atombomben indtil to uger efter, at han overtog præsidentembedet.
2033 ::: Den 25. april 1945 orienterede krigsminister Henry L. Stimson og Leslie Groves ham om, at den første bombe ville være rede til at blive brugt mod Japan i august 1945. Der var ingen efterfølgende diskussion, om man skulle bruge bomben, eller om man skulle forbyde dens brug mod civile japanere.
2034 ::: Ledende embedsmænd i USA diskuterede kort et forslag om at sende en officiel advarsel til Japan eller affyre en demonstrationsbombe over et ubeboet område - men droppede hurtigt forslaget.
2035 ::: Der blev lagt planer om at bruge bomben, så snart den var parat
2036 :::
2037 ::: Harry S. Truman have været soldat under Første Verdenskrig i en deling, hvor halvdelen af soldaterne døde.
2038 ::: Han havde altså personlige bitre erfaringer fra krig.
2039 ::: Han fik nu at vide, at den foranstående amerikanske landkrig i Japan ville kræve 1,8 million soldater og at den ville koste mellem en halv og en hel million amerikanske soldater livet.
2040 ::: I slaget om Okinawa 18. marts - 23. juni 1945 alene var en tredjedel af de amerikanske soldater, som deltog, blevet dræbt eller såret.
2041 ::: Øen Okinawa er en femtedel mindre end øen Oahu på Hawaii, hvor Honolulu ligger, og det var den sidste store forhindring for de amerikanske styrker inden en invasion af de fire japanske hovedøer kunne begynde.
2042 ::: Japanerne var på dette tidspunkt i realiteten besejrede, da USA havde overlegenhed i luften og på havet, men der var ingen tegn på, at Japan ville kapitulere.
2043 ::: USA invaderede øen med ca. 150.000 soldater, og af dem blev 12.500 dræbt og 40.000 såret, foruden at tusinder senere døde af skader og sygdomme.
2044 ::: På den japanske side blev mindst 100.000 soldater dræbt og formentlig endnu flere civile.
2045 ::: På grund af den japanske propaganda begik mange selvmord, og dette slag var første gang, at japanske soldater overgav sig i et større omfang, nemlig ca. 8-10.000. Da atombomben blev kastet over Hiroshima og eksploderede i 580 meters højde d. 6. august 1945, dræbte den umiddelbart 80.000 mennesker, fordi 0,7 gram uran-235 blev omdannet til ren energi.
2046 :::
2047 ::: Professor i samtidshistorie på KU, Poul Villaume, mener, at det er langt fra sikkert, at de to atombomber sparede menneskeliv.
2048 ::: Mange historikere mener, at en flådeblokade af Japan samtidig med Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan ville have fået Tokyo til at kapitulere i løbet af få uger eller måneder.
2049 ::: Men disse historikere mener, at USA's præsident Truman var under hårdt pres for at bruge atombomben, især for at spare amerikanske soldaters liv, men også fordi det ville forhindre Sovjetunionens indflydelse i Østasien.
2050 ::: Hvis det havde været Sovjetunionen, som havde indtaget Japan og de japanske besiddelser, ville Sovjetunionen havde fået stor indflydelse i Østasien.
2051 :::
2052 :::
2053 Trinity-testen - Atombomben afprøvedes første gang (16. juli 1945) :::
2054 ::: Datoen d. 16. juli 1945 for atomtesten markerer begyndelsen på den nukleare tidsalder.
2055 ::: USA gennemførte denne dag verdens første atomprøvesprængning nogensinde.
2056 ::: Testsprængningen skete den 16. juli 1945 kl. 5:29 i et øde område af Alamogordo-ørkenen i New Mexico, på et testområde kaldet Jornada del Muerto, den døde mands vej, opkaldt efter en 160 km lang vej gennem ørkenen, som tidligere havde kostet mange nybyggere livet, udførtes den første atombombe-prøvesprængning.
2057 :::
2058 ::: Oppenheimer havde døbt testen Trinity [treenigheden].
2059 ::: (Han blev senere spurgt om baggrunden for dette navn, og henviste til en engelsk barokdigter og præst, John Donne, der havde skrevet en række hellige sonetter om død og opstandelse).
2060 ::: Atombomben opvarmede iagttagernes ansigter 15 km væk.
2061 ::: For at holde testen hemmelig og berolige lokale beboere, udsendte man en historie om, at eksplosionen var "et harmløst uheld på en fjern losseplads for ammunition"
2062 :::
2063 ::: Dette var den første afprøvning af en atombombe i praksis, og der var usikkerhed, om testen ville lykkes.
2064 ::: Noget kunne gå galt.
2065 ::: En uge før den planlagte testdag, havde der været et tordenvejr, som havde antændt "tændsatsen" på grund af statisk elektricitet
2066 :::
2067 ::: Trinity-bomben var en uran/plutonium-fissionsbombe.
2068 ::: Grunden til at man ikke først testede en uranbombe var, at man faktisk følte sig sikker på, at uranbomben ville virke.
2069 ::: Man havde tidligere udført kontrollerede forsøg med spaltninger af U-235, og princippet bag teknikken var så simpelt, at man ikke fandt en test nødvendig.
2070 ::: En anden grund var, at man kun havde begrænsede mængder af U-235, og at militæret var utålmodig.
2071 ::: En test ville have udskudt angrebet på Hiroshima, indtil man havde fået produceret nok af nyt uran-235
2072 ::: Sprængningen blev overværet af Oppenheimer selv og andre i et kommandocenter små ti kilometer væk.
2073 ::: VIP-gæsterne var blevet kørt til Compañia Hill, 30 km væk.
2074 ::: Alle fik udleveret mørke svejseglas og besked på at lægge sig ned på jorden, fordi der ville komme et kolossalt luftpres fra trykbølgen.
2075 ::: Demonstrationsbomben Trinity var på 18.600 tons TNT.
2076 ::: Almindelige eksplosiver, såsom TNT, detonerer via en kemisk reaktion, hvor atomer omorganiseres.
2077 ::: De almindelige eksplosiver er nemlig ustabile stoffer, som hurtigt kan omdannes til gasser, der har meget større volumen end udgangsmaterialet.
2078 ::: Bomben var betydelig kraftigere end de fleste fysikere havde regnet med
2079 ::: (Ifølge nogle kilder havde den en styrke på 20 kiloton TNT
2080 ::: På få minutter nåede paddehatteskyen 12 km op i atmosfæren.
2081 ::: Dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen blev senere spurgt om, hvad han tænkte.
2082 ::: Han svarede, at han tænkte, at nu ville krigen slutte, og at han bekymrede sig om, hvorvidt verden ville forstå, hvad atomkraften er for et frygteligt våben, og om mennesket er klog nok til at standse ved dette.
2083 ::: Senere sagde han, at han havde været meget splittet.
2084 ::: En del af ham havde håbet, at atombomben ikke ville virke, mens en anden del havde følt det nødvendigt at gøre noget for at stoppe krigen.
2085 ::: På vejen tilbage til Albuquerque sad Charlie Lauritsen ved siden af fysikeren Maurice M. Shapiro, der efter krigen gav sig til at arbejde for en fredelig udnyttelse af atomenergien.
2086 ::: De diskuterede, hvor mange "tingester" der skulle til for at besejre japanerne.
2087 ::: Charlie Lauritsen holdt på, at der som minimum skulle kastes ti atombomber, mens Shapiro mente, at færre kunne gøre det.
2088 :::
2089 ::: Under Trinity-testen sad præsident Truman i konference med Churchill og Stalin i Potsdam uden for Berlin.
2090 ::: Da han fik meddelelse om, at Trinity-testen var lykkedes, mødtes han med sine nærmeste rådgivere, og de ville alle bruge bomben, sådan som Interim Committee havde foreslået.
2091 ::: Derefter gav Truman endelig ordre om at bruge bomben.
2092 :::
2093 Spørgsmålet om atombomben skulle demonstreres før brug (juni 1945) :::
2094 ::: Destruktionen af de japanske byer, som USA udførte med bl.a. napalm-angreb mod de japanske storbyer, fik forskeren Leó Szilárd til at tvivle om det rigtige i at bruge atombomber mod den japanske civilbefolkning.
2095 ::: I juni 1945 foreslog han sammen med en gruppe forskere fra Chicago universitet over for lederne af Manhattan-projektet, at en atombombes ødelæggelseskraft burde demonstreres i et ubeboet område, og ikke over en storby.
2096 ::: De argumenterede med, at brugen af en atombombe ville skade USA's anseelse og ville starte et våbenkapløb.
2097 ::: Sammen med over 65 andre videnskabsmænd skrev han d. 17. juli 1945, dagen efter Trinity-testen, et brev til præsident Harry S. Truman, hvor de forklarede, at de havde arbejdet på atombomben, fordi de frygtede, at tyskerne gjorde det samme.
2098 ::: Med den tyske kapitulation var denne frygt forsvundet, og nu opfordrede de præsidenten til at vise tilbageholdenhed.
2099 ::: De opfordrede ham til ikke at bruge atombomben mod Japan, før japanerne havde fået en reel chance for at overgive sig.
2100 ::: Andre videnskabsmænd foreslog en spektakulær demonstration, såsom at kaste en bombe over en ubeboet ø.
2101 :::
2102 ::: De argumenterede for, at USA burde undlade at bruge A-bomben, fordi det ville åbne døren for, at også amerikanske byer kunne blive destrueret i fremtiden.
2103 ::: Anmodningen nåede aldrig frem til præsidenten, men brevet ville næppe have haft nogen virkning.
2104 ::: Efter anbefaling fra lederne i Manhattan-projektet havde krigsminister Henry L. Stimson i maj 1945 nedsat en hemmelig gruppe, der blev kendt som Interim Committee, og som skulle rådgive om brugen af atomkraft og anvendelse af atombomben.
2105 ::: Henry L. Stimson var selv formand.
2106 ::: På et møde d. 1. juni 1945 havde man besluttet at anbefale, at bomben anvendtes mod Japan så hurtigt som muligt.
2107 ::: I anbefalingen hed det, at bomben burde bruges mod en by med virksomheder i krigsindustrien omgivet af arbejderboliger, og uden advarsel.
2108 ::: Sådan blev det.
2109 :::
2110 ::: Den amerikanske præsidents rådgivere var enige om, at det ville være for risikabelt med en demonstrationsbombning, fordi man kunne risikere, at demonstrationen ville mislykkes - foruden at den psykologiske effekt ville være større, hvis japanerne var uforberedte.
2111 ::: Alternativet til at bruge bomben var, mente de, en invasion af Japan, som i øvrigt var planlagt til at skulle ske i begyndelsen af oktober 1945. General MacArthurs stab vurderede, at de første 2 måneder ville koste 14.000 døde og 41.000 sårede amerikanske soldater
2112 :::
2113 Japans atombombe (Genzai bakudan) :::
2114 ::: Det var ikke kun Tyskland og USA, der kappedes om at udvikle en atombombe under den Anden Verdenskrig.
2115 ::: Også Japan var i gang, og udførte en atomprøvesprængning få dage efter, at Hiroshima-bomben var blevet kastet over Japan! Da USA var startet på masseproduktion af plutonium til en uran/plutonium-bombe, var Japan kun lidt bagud, og var nået til de sidste testtrin af en lille uran-atombombe ved det japansk besatte Hungnam i Nordkorea.
2116 ::: Den første atombombe, som USA testede, var en plutoniumbombe.
2117 ::: Uranbomben (Hiroshima-bomben) var USA så sikker på ville virke, at man ikke behøvede at teste den før brug.
2118 ::: Japan kunne skaffe uran, men næppe til ret mange bomber.
2119 ::: Under Anden Verdenskrig var der begrænsninger på tilgængelig våben-uran, og ingen lande ville kunne masseproducere uranbomber, hvorimod plutonium kunne produceres ud fra meget mindre uran i atomreaktorer.
2120 ::: [Det er spekulativt muligt, at japanske atomfysikere kunne indse, at Nagasaki-bomben var en plutonium-bombe, idet de ville kunne måle dette på xenon-129 forureningen i Nagasaki, og dermed ville de vide, at USA kunne masseproducere talrige plutonium-bomber og bruge dem mod Japan, og dette var måske medvirkende til, at Japan indså, at krigen var tabt? Hvis Japan havde nået at lave atombomber kunne krigen kunne have udviklet sig til en tosidet atomkrig.
2121 :::
2122 :::
2123 :::
2124 ::: I 1946 skrev en amerikansk journalist og efterretningsofficer David Snell en artikel under overskriften “Japan Developed Atom Bomb; Russia Grabbed Scientists”.
2125 ::: Artiklen blev bragt i The Atlanta Constitution, og blev siden glemt, indtil nogen for nylig fandt den.
2126 ::: I artiklen beskrev David Snell, hvordan Japan ikke bare havde et ambitiøst atomvåbenprogram, der reelt var et teknologisk kapløb med USA om at udvikle bomben først, men også at de japanske fysikere i de allersidste dage af krigen bragte en atombombe til sprængning i august 1945. Dette skete i Konan (som nu hedder Hungnam), i det nuværende Nordkorea, og lige før Sovjetunionen angreb de japanske besiddelser.
2127 ::: Oplysningen rejser spørgsmålet, hvorfor Sovjetunionen skyndte sig til Hungnam, et af Japans vigtigste atombombeudviklings-steder, da de gik ind i krigen.
2128 ::: De indtog stedet, før japanerne kunne nå at ødelægge det.
2129 ::: De sovjetiske tropper foretog en hurtig, lige lynfremrykning til stedet, efter at Sovjetunionen havde angrebet de japanske tropper i Kina - og måske annekterede de udstyret eller flyttede udstyret, og altså måske inklusive de japanske atomforskere.
2130 ::: De forbød Vesten adgang til Nordkorea, og stedet var besat af Sovjetunionen i flere år.
2131 ::: Sovjetunionen havde allerede via spionage skaffet sig dokumentation for, hvordan de kunne bygge atomvåben, men de var langt bagud i udvikling af udstyr til produktion af atomvåben, og til dette formål kunne de bruge de anlæg, som Japan allerede havde udviklet.
2132 ::: USA havde brugt to milliarder dollar på at bygge atomvåben, hvorimod Sovjetunionen var blevet fattig af krigen, og de ville ikke have mulighed for at gøre en så stor investering.
2133 ::: [Det er spekulativt muligt, at de japanske anlæg er baggrunden for, at Nordkorea, Kina og Sovjetunionen fik kernevåben ved at bruge de gamle japanske atombombe-produktionsanlæg?].
2134 ::: Under Koreakrigen blev "Chosin Reservoir" et kendt sted - det havde været den primære energikilde for det japanske industrikompleks til atombombe-udvikling.
2135 ::: I starten af 1950’erne blev nordkoreanerne skubbet ud af Hungnam af amerikanske marinesoldater.
2136 ::: Stedet var et hemmeligt nordkoreansk missilkompleks under Koreakrigen.
2137 ::: Blot to dage efter, at U.S.Marines havde indtaget disse gamle japanske atombombeanlæg gik Kina ind i Koreakrigen, og kineserne trængte U.S.Marines ud af Hungnam, før stedet kunne ødelægges.
2138 ::: Dette var måske en af årsagerne til, at Kina gik ind i Koreakrigen, fordi de derved kunne få adgang til disse gamle japanske/sovjetiske atombombe-produktionsanlæg ved Hungnam? Ifølge en artikel i Los Angeles Times fra d. 26. oktober 1950 havde Sovjetunionen (og ikke Nordkorea) et uran-oparbejdningsanlæg i Hungnam, som omkring dette tidspunkt var blevet indtaget af de allierede styrker en kort overgang.
2139 ::: Det forklarer måske, hvorfor Kina først efter to år underskrev våbenhvileaftalen efter Koreakrigen, d. 27. Juli 1953. De to år gav måske Kina tilstrækkelig tid til at skaffe sig den viden, de skulle bruge til at udvikle deres egen atombomber sidenhen - og de første kinesiske atombomber og brintbomber var netop uranbaserede bomber, og ikke plutoniumbomber.
2140 ::: Disse gamle japanske atombombe-anlæg er det sted, hvor Nordkorea bygger deres uranbaserede atombomber og senere plutonium-baserede bomber.
2141 ::: Japan havde flyttet deres nukleare arbejde til dette sted i Nordkorea for at skjule det og beskytte det.
2142 ::: En af dem, der er overbevist om, at Snell beskrev sandheden, er den amerikanske forfatter og journalist Robert Wilcox.
2143 ::: Hans bog 'Japan's Secret War' udkom i 1985 og i en nyere udgave fra 1995 medtog han ny information om, at Japan investerede meget mere i at udvikle en atombombe under Anden Verdenskrig end tidligere antaget.
2144 ::: Fundne dokumenter viser, at Japan havde omfattende udgifter til indkøb af fissionsmaterialer under krigen, og at de lavede forsøg med at bygge uran-separatorer og havde planer for den japanske hær og flåde om at bruge atomvåben, hvis blot videnskabsmændene kunne nå at gøre den parat til tiden.
2145 ::: Admiral Yamamoto gav høj prioritet til en yderst hemmelig, kæmpestor ubåd, der kunne medbringe tre fly.
2146 ::: Denne ubåd kaldes “Sen Toku I-400 class Imperial Japanese Navy submarine”.
2147 ::: Den kunne kun medbringe tre fly, hvilket ikke ville batte meget, bortset fra hvis disse kunne medbringe atombomber, for så ville de have været meget afgørende våben.
2148 ::: (YouTube har en video om ubåden).
2149 ::: Japan har aldrig indrømmet hverken deres krigsforbrydelser eller deres forsøg på at bygge atomvåben.
2150 ::: Forfatteren til bogen ‘Japan’s Secret War’, Robert Wilcox, er overbevist om, at japanerne sprængte en eksperimentel atombombe i de sidste dage af Anden Verdenskrig.
2151 ::: »Japan arbejdede meget hårdt på at udvikle en atombombe.
2152 ::: Meget hårdere end verdens almindelige befolkning er klar over,« siger Robert Wilcox.
2153 ::: Han har haft adgang til stribevis af dokumenter og interviews med implicerede folk.
2154 ::: Ikke alle deler Wilcox og Snells syn på Japans atomprogram.
2155 ::: De fleste eksperter er enige i, at Japan havde den tekniske knowhow, men hælder til, at japanerne manglede ressourcer og reelt engagement fra militæret, der i de første år havde krigslykken på sin side.
2156 ::: Og da tingene først begyndte at gå mod Japan, var det for sent.
2157 ::: Det var den japanske hær, som først begyndte at interessere sig for atomteknologien, der var under udvikling i Europa i 1930'erne.
2158 ::: I 1934 udgav professor Hikosaka Tasayoshi fra Tokyo universitet en “atomfysik-teori”, hvor han understregede, at atomenergi kan bruges til både energiproduktion og atombomber.
2159 ::: Både militæret og japanske eksperter med den internationalt anerkendte fysiker Yoshio Nishina i spidsen ville studere mulighederne ved den nye teknologi.
2160 ::: Ved slutningen af Anden Verdenskrig protesterede denne Yoshio Nishina, da den amerikanske flåde ødelagde fem cyclotroner i Tokyo ved at kaste dem i havet.
2161 ::: Ingen ved, hvem der beordrede, at de skulle ødelægges.
2162 ::: Yoshio Nishina havde forinden, den 16. oktober 1945 ansøgt om tilladelse fra den amerikanske besættelsesmagt til at anvende to af cyklotronerne ved RIKEN-instituttet til biologisk og medicinsk forskning, hvilket blev godkendt, men d. 10. november 1945 kom der instruktioner fra Krigsministeriet i Washington om, at cyklotronerne ved RIKEN, Kyoto universitetet og Osaka universitetet skulle destrueres, og d. 24. november 1945 blev de skilt ad og kastet i Tokyobugten.
2163 ::: Yoshio Nishina er blevet interviewet i det fremragende 1-times video-program “Military History”, som stort set er et destillat af Robert Wilcox’s bog.
2164 ::: Tyskland spillede en rolle for det japanske atomprojekt, hvilket Wilcox beskriver i sin bog.
2165 ::: Tyskland sendte også prøver på nye tyske våben, tekniske tegninger og dokumentation til Japan.
2166 ::: Den “Tripartite Agreement”, som Tyskland, Italien og Japan indgik i 1930’erne, udgjorde den formelle basis for denne videndeling.
2167 ::: I april 1945 sendtes den tyske ubåd U-234 med 560 kg ikke-beriget uranoxid mod Japan, men ubåden overgav sig til de amerikanske styrker i Atlanterhavet efter den tyske kapitulation.
2168 ::: Japan havde en lang historie for forskning i fysik.
2169 ::: Både Einstein og Niels Bohr besøgte Japan i 1920’erne.
2170 ::: Trods meget begrænsede ressourcer, og de besværligheder som krigen medførte, samt de kun få videnskabsmænd og den begrænsede industrielle kapacitet er det overraskende, hvor langt man nåede med den japanske atombombe.
2171 ::: USA var efter krigen utrolig ineffektiv og inkompetent i deres forsøg på at opdage, hvor langt Japan var kommet med deres atombombeforskning.
2172 ::: Både Japan og USA har formentlig forsøgt at skjule den japanske atombombeforskning, og dette lykkedes i 50 år, men de nærmere omstændigheder om begrundelserne for, hvorfor det skulle holdes hemmeligt, er stadig ukendte.
2173 ::: Det kunne f.eks. tænkes, at USA ikke ønskede at lade det sive ud, at USA ikke var så meget foran på atombombeområdet, som omverdenen ville tro, hvis de ikke kendte til den japanske atombombe.
2174 ::: Japan havde de samme intentioner som USA om at bruge atombomber, men USA kom bare først, og der er slet ingen tvivl om, at Japan ville have brugt atombomben, hvis de havde den til rådighed (“Japan’s Imperial Conspiracy” af Bergamini).
2175 ::: En datter af en japansk atom-videnskabsmand udbrød ophidset over for forfatteren Robert Wilcox, da hun erfarede, at han arbejdede på en bog om den japanske atombombeforskning: “Hvorfor vil du gøre det? Er det for at USA kan blive berettiget i deres beslutning (om at kaste atombomberne)”, hvortil Robert Wilcox forbavset svarede: “Der findes informationer derude, og jeg ønsker at vide om det”.
2176 ::: Den japanske atomforskning ved krigsafslutningen fremgår bl.a. af et dokument, som blev gemt af Kazuo Kuroda, og senere kom til USA.
2177 ::: Forskellige forsøg frem mod 1940 viste, at uranisotopen U-235 kunne undergå fission ved indfangning af neutroner og derved samtidig udløse enorme mængder energi.
2178 ::: Da krigen begyndte, var Yoshio Nishina klar over, at USA forskede intensivt i den nye teknologi.
2179 ::: Det samme gjorde tyskerne, og på Yoshio Nishinas anbefaling startede den japanske hær et atomprogram allerede i 1941. Frem til 1943 diskuterede de japanske forskere det realistiske i at bygge sådan et supervåben.
2180 ::: Mange råmaterialer var forbeholdt militæret og krigen, og ikke alle elementer af fysikken var på det højeste niveau i Japan.
2181 ::: Forskere som Bunsabe Arakatsu og Masa Takeuchi mente, at det ville tage mange år at konstruere sådan et våben, selv for USA, og så ville krigen være slut.
2182 ::: Det var også den indstilling som en “Komite om forskning i anvendelse af atomfysik” (som Yoshio Nishina var formand for, og som mødtes 10 gange mellem juli 1942 og marts 1943) kom frem til, og i øvrigt samme indstilling som Heisenberg havde indtaget i Tyskland - altså at det ville tage så mange år at konstruere atomvåben, at krigen ville være slut.
2183 ::: Den japanske flåde mistede så interessen for atomvåben, og fokuserede på forskning af radar i stedet.
2184 ::: Men det japanske militær holdt fast.
2185 ::: Potentialet i våbnet var enormt, og hæren mente, at man skulle jagte muligheden omgående.
2186 ::: Ved RIKEN etableredes Ni-Go projektet, hvis formål var at adskille uran-235 ved thermal diffusion (idet man ignorerede andre metoder såsom elektromagnetisk separation, gasdiffusion og centrifugal-separation).
2187 ::: Yoshio Nishinas projekt i Tokyo skred fremad, men det skete alt for langsomt til, at det kunne få betydning.
2188 ::: I februar 1945 var det lykkedes at få en lille mængde separeret materiale, som dog efterfølgende viste sig ikke at være uran-235. To måneder efter ramtes laboratoriet af de amerikanske bomber.
2189 ::: Japanerne kunne ikke tilnærmelsesvis mønstre den samme mængde teknikere og ingeniører, som amerikanerne kunne i Manhattan-projektet, der også inddrog forskere fra mange lande.
2190 ::: Dette forsinkede det japanske atombombeprojekt voldsomt, også selv om de faktisk var på rette vej rent teknologisk.
2191 ::: Yoshio Nishina kunne ikke engang skaffe stål nok til at fremstille en større cyklotron, og han havde kun en lille bitte cyklotron på sit institut (oplyst af professor Yoichi Nagashima, der er ekspert i dansk-japanske relationer ved Københavns Universitet).
2192 ::: Da Japan de første år stadig havde krigslykken på sin side, var det reelle engagement fra militærets side tvivlsomt.
2193 ::: Eksempelvis peger Magdi Ragheb, der er lektor i nuklear teknologi ved universitetet i Illinois, i en analyse fra januar 2012 på, at Masa Takeuchi i Kyodo brugte 1½ år på at bygge et apparat til termisk diffusion.
2194 ::: Denne opgave tog det kun få uger at gøre for amerikanerne.
2195 ::: Ifølge en artikel fra magasinet Science i 1978 var mange af de japanske forskere modvillige og handlede kun på direkte ordre fra militæret.
2196 ::: Yoshio Nishina var angiveligt mindre modvillig og fastholdt hærens interesse i projektet, der foregik på RIKEN-instituttet i Tokyo (dvs. “Instituttet for fysisk og kemisk forskning”, grundlagt 1917).
2197 ::: Yoshio Nishina byggede en 66 cm cyklotron i 1936 og en 1½ meter cyclotron (der vejede 220 ton) i 1937. I 1938 købte Japan en cyklotron fra Berkeley universitet i Californien (det universitet, som få år senere bidrog mest med udviklingen af atomvåben).
2198 ::: I 1939 blev Yoshio Nishina bekymret for, at USA arbejdede på en atombombe, som ville kunne bruges mod Japan.
2199 ::: Det var faktisk i 1939, at præsident Roosevelt igangsatte de første undersøgelser af fissionsvåben i USA, og som senere udviklede sig til Manhattan-projektet.
2200 ::: I forsommeren 1940 mødtes Yoshio Nishina med generalløjtnant Takeo Yasuda på et tog, og fortalte ham om mulighederne for at bygge en atombombe.
2201 ::: Takeo Yasuda var leder af det japanske luftvåbens tekniske forskningsinstitut.
2202 ::: Der skete dog længe ikke noget, før i april 1941, hvor Takeo Yasuda fik ordre fra hærminister Hideki Tojo om at undersøge mulighederne for at lave atombomber.
2203 ::: Takeo Yasuda lod ordren gå videre til lederen af RIKEN-instituttet, Masatoshi Okochi, som lod beskeden gå videre til Yoshio Nishina, som i 1941 havde over 100 ansatte i sit atomforskningslaboratorium
2204 ::: Efter store forsinkelser var både cyklotron og et apparat til termisk diffusion klar til at blive brugt til forsøg hos Yoshio Nishina i april 1945, men under et amerikansk bombeangreb blev store dele af laboratoriet ødelagt - herunder de bygninger, der husede selve atomprojektet.
2205 ::: Yoshio Nishinas atombombeprojekt var ikke nået ud over babystadiet, da de amerikanske bomber ramte Riken-instituttet, mener Yoichi Nagashima.
2206 ::: Men også flåden var interesseret i atombomben.
2207 ::: Og her havde man et sideløbende projekt, der var betydeligt mere ambitiøst.
2208 ::: Den japanske flåde var i 1943 begyndt på sit eget projekt med udgangspunkt i Kyodo universitet.
2209 ::: Det blev ledet af fysikeren Bunsabe Arakatsu.
2210 ::: Også her konstruerede fysikerne en cyklotron til separation af uran-235 isotoper.
2211 ::: Tidligt i 1945 blev projektet flyttet til det nordlige Korea, der dengang var et stort industrielt kompleks, og som tilmed var så godt som ukendt for de allierede.
2212 ::: Tanken var, at våbnet kunne stoppe den amerikanske invasion eller monteres i kamikaze-ubåde og sendes ind i amerikanske kystbyer.
2213 ::: David Snell citerer i sin 1946-artikel fra en japansk efterretningsofficer, som han interviewede i september 1945, mens han arbejdede i Seoul i det sydlige Korea.
2214 ::: Officeren, der havde været “in charge of counter-intelligence” (leder af kontraspionagen) ved Hungnam, beskrev i detaljer, hvordan den japanske flåde gennem krigens sidste måneder havde knoklet i et mystisk, industrielt kompleks i en bjerggrotte i det, der i dag er Nordkorea.
2215 ::: Den 12. august 1945 - seks dage efter atombomben over Hiroshima, og tre dage efter plutonium-bomben over Nagasaki, og tre dage før Japan endelig overgav sig - bragte de en atombombe kaldet 'Genzai bakudan' til sprængning ved nogle øer ud for kysten ved det, der i dag er Hungnam.
2216 ::: Ildkuglen havde en diameter på omkring 900 meter.
2217 ::: En mangefarvet sky af damp strakte sig op mod himmelen og dannede en paddehattesky.
2218 ::: Både, der lå for anker umiddelbart under sprængningsstedet, brændte voldsomt.
2219 ::: I takt med at luften klarede op igen, kunne observatørerne se, at flere fartøjer var forsvundet', skriver Snell i artiklen.
2220 ::: Ifølge Snell gav den japanske officer detaljerede oplysninger, data og navne om projektet, der involverede 40.000 mennesker, herunder tusinder af ingeniører og forskere.
2221 ::: De arbejdede under voldsomt tidspres, fordi russiske styrker nærmede sig fra nord gennem den kinesiske provins Manchuriet.
2222 ::: Russerne lukkede effektivt ned for området efter krigen og gik endda så langt, at fire kampfly skød et amerikansk B-29-bombefly ned tæt ved Konan.
2223 ::: Det skete 29. august, mens flyet var på vej til en allieret krigsfangelejr med nødforsyninger.
2224 ::: Ifølge Robert Wilcox arbejdede flåden intensivt på at udvikle en bombe, især efter at Yoshio Nishinas projekt i Tokyo var blevet ødelagt af amerikanernes bombing af Tokyo.
2225 ::: Flåden havde i høj grad brug for dette våben, fordi mange af deres skibe var blevet ødelagt i Stillehavskrigen.
2226 ::: Flåden tog, hvad Yoshio Nishina havde lært, og overførte det til deres eget projekt med base i Konan (Hungnam), hvor de til sidst bragte en eller anden form for nuklear bombe til sprængning, skriver Robert Wilcox.
2227 ::: Der er enighed om, at Japan havde i hvert fald to projekter i gang under krigen, og at begge søgte at udvikle en atombombe, som skulle bruges mod USA.
2228 ::: Hvor langt de kom i projekterne er noget usikkert.
2229 ::: Spørgsmålet er nemlig, om Japan virkelig havde den teknologiske kunnen og ressourcerne til at udvikle en atombombe og bringe den til sprængning.
2230 ::: En af tvivlerne er historikeren Casper Sylvest fra Syddansk Universitet, der har forsket i atomvåbenets historie.
2231 ::: Ifølge ham foregik der helt klart aktiviteter på den koreanske halvø, der var relateret til den japanske forskning i udviklingen af atomvåben.
2232 ::: Men de historiske omstændigheder og de ressourcer, der var til rådighed for de japanske programmer, taget i betragtning, vurderer han det som meget usandsynligt, at der skulle være tale om en egentlig bombe, idet de japanske forskningsprogrammer var plaget af en lang række problemer i forhold til teknisk formåen, koordination og adgang til de nødvendige ressourcer.
2233 ::: En af de ting, det japanske hjemland havde mangel på, var elektricitet.
2234 ::: En japansk industrialist, Jun Noguchi, havde bygget et industriel kompleks på den koreanske halvø nær Konan.
2235 ::: Hans fabrikker fremstillede ammunition, dynamit, nitroglycerin og magnesium.
2236 ::: Han havde lavet dæmninger ved floderne Fusen og Chosin, der er bifloder til Yalu-floden, og havde bygget hydroelektriske elektricitetsværker.
2237 ::: Nu tilbød han at hjælpe med atombombeprojektets mangel på elektricitet.
2238 ::: Jun Noguchi havde en uddannelse i elektroingeniørfaget fra Tokyo universitet, og kunne også tilbyde tungt vand, som kan bruges som moderator i atomreaktorer, og der fandtes rige uranforekomster på den koreanske halvø.
2239 ::: Jun Noguchi lavede tungt vand til lederen af japanske atomprojekt, atomfysikeren Bunsaku Arakatsu, som arbejdede på Imperie-universitetet i Kyoto, og som havde studeret på Ernest Rutherfords Cavendish-laboratorium i Cambridge og også studeret sammen med Albert Einstein på Berlin universitet.
2240 ::: (I hans team i Kyoto var bl.a. fysikeren Hideki Yukawa, som blev den første japanske fysiker, der fik Nobelprisen, i 1949).
2241 ::: Kort før krigsafslutningen var det lykkedes Bunsaku Arakatsu at designe en ultracentrifuge (60.000 runder pr. minut) med henblik på separation af uran-235 i forbindelse med F-Go projektet, som var flådens projekt fra 1943. Amerikanske investigatorer havde fundet 360 kubikcentimeter tungt vand i hans cyklotron-laboratorium.
2242 ::: En tidligere ansat (hos Jun Noguchi), Saburo Tashia, var leder af en af Jun Noguchi’s laboratorier, - og en anden ansat, Masao Kubota, - var allerede i 1942 i stand til at producere 8 liter af 1,2% tungt vand pr. måned med et glas-elektrolytudstyr, og i 1944 blev det muligt at producere 50 kubikcentimeter af 90% tungt vand pr. måned i et flertrins-elektrolyseudstyr.
2243 ::: Robert Wilcox skriver i sin bog, at disse oplysninger fremgår af “indgang 224” af “box 2” i “SCAP-records” (“World War II Army intelligence files and records of occupation”).
2244 ::: Disse oplysninger angår forsøgene på det japanske hovedland.
2245 ::: Det kunne tænkes, at Jun Noguchi’s anlæg på den koreanske halvø, som ikke blev bombet, har produceret mere tungt vand, end man gjorde i laboratorierne på det japanske hovedland, som blev ramt af bomberne? Hærmajor Joseph O’Hearn var en af de officerer, der så destruktionen af de japanske cyklotroner.
2246 ::: I en rapport fra 27. november 1945 skriver han, at der er fundet laboratorieudstyr forskellige steder i Japan, som har været brugt i atomforskning, og at de har fundet et skjult lager af uran, “men jeg tror, at det er uranoxid, hvorfra uran let kan separeres”.
2247 ::: Robert Wilcox holder dog fast i sin teori, der også blev forfulgt i et tv-program på History Channel i 2005. Ifølge ham overtog russerne resterne af den japanske flådes projekt samt en række af de forskere, der var involveret.
2248 ::: Det hjalp i høj grad russerne til at kunne producere deres egen bombe i 1948. Robert Wilcox har udtalt, at han ikke præcis ved, hvad japanerne bragte til sprængning ved de øer, men på grundlag af de interviews og informationer fra arkiver, som han som den første har gravet frem, føler Robert Wilcox sig helt sikker på, at japanerne sprængte noget nukleært - men altså for sent til, at det fik indflydelse på krigens udfald.
2249 ::: Japan kom længere end Tyskland mod at udvikle en atombombe.
2250 ::: Japan var ikke kun ofre for atombomben, idet de selv ville have brugt den, og så ville det have været USA, som ville have været ofre for atombomben.
2251 :::
2252 Krigen afsluttedes i Europa (7. maj 1945) - men fortsatte i Asien :::
2253 ::: Den 7. maj 1945 overgav de tyske væbnede styrker i Europa sig til de allierede.
2254 ::: Den tyske hær i Italien overgav sig med virkning fra d. 2. maj 1945. Krigen var slut i Europa, men fortsatte i Japan.
2255 ::: I starten havde USA forsøgt sig med bombninger af industrianlæg i Japan, men d. 9. marts 1945 angreb USA Tokyo med napalm og dræbte hundredetusinde og gjorde en million mennesker hjemløse i løbet af få timer.
2256 ::: Tilsvarende brandbomber sendtes ned over andre byer, og ødelagde bl.a. en fjerdedel af Osaka og halvdelen af Kobe.
2257 ::: En havneby med kemisk industri, Toyama, med 125.000 indbyggere, blev 99,5% ødelagt på en nat.
2258 ::: Den 23. maj 1945 brandbombede man igen Tokyo.
2259 ::: Denne gang resulterede det i 83.000 dødsfald.
2260 :::
2261 ::: Både Japan og USA brugte i høj grad racistisk sprogbrug om fjenden.
2262 ::: Begge parter frakendte den anden part enhver menneskelighed.
2263 ::: Medens USA afholdt sig fra terrorbombninger i Europa, blev japanerne karikeret som abelignende undermennesker, og omvendt betragtede japanerne sig selv som overmennesker, og brugte propaganda mod USA og briterne, som fysisk svage djævle og moralsk dekadente.
2264 ::: Krigen skildredes som kontinuerlig og blev ikke forklaret.
2265 ::: Amerikansk propaganda var en meddelelse om universelt, åbent demokrati (i teorien) til alle, og appellerede derfor bredt, hvorimod japansk propaganda om pan-asianisme ikke virkede troværdigt, fordi der var et så stort element af japansk nationalisme, og den japanske propaganda var derfor mindre tillokkende for ikke-japanere, end amerikanske propaganda var for ikke-amerikanere
2266 ::: Japan brugte især film til at propagandere for japanske koloniprojekter.
2267 ::: Den amerikanske regering internerede ca. 120.000 japansk-amerikanske borgere, fordi de kunne tænkes at være eller blive spioner for Japan.
2268 ::: I Nagasaki internerede japanerne 20-30 munke, nonner og præster af samme grund.
2269 ::: De japanske soldater skulle råbe i kor: "Vi vil aldrig holde op med at skyde, før vores fjender er udslettet!” og soldaterne blev optrænet til at tro, at det japanske imperies skæbne afhang af hvert enkelt slag.
2270 ::: Soldaterne fik ordre om aldrig at lade sig tage til fange - i stedet skulle de i så fald begå selvmord, og de fik fortalt, at en selvmordshandling ville rense dem for enhver skam og gøre deres familie og nationen ære, hvorimod overgivelse var det samme som landsforræderi.
2271 ::: Ved Pearl Harbor angrebet var en enkelt japaner blevet taget til fange, og han blev i hjemlandet udråbt til at være forræder, fordi han lod sig tage til fange.
2272 ::: Efter angrebet på Pearl Harbor blev grundskolerne i Japan betegnet nationalskoler og skulle producere "kejserens børn", som var villige til at ofre sig for nationen.
2273 ::: Halvdelen af skoledagen blev brugt på indoktrinering af loyalitet for kejseren, lydighed mv. Undervisning i naturfag og naturvidenskab udelukkede undervisning i evolution, for i stedet at fortælle om en guddommelig skabelse.
2274 ::: Tegninger og lignende var baseret på militære temaer.
2275 ::: Børnene blev vist karikaturer af amerikanere og briter.
2276 :::
2277 Beslutning om anvendelse af atombomben :::
2278 ::: Den 31. maj - 1. juni 1945 mødtes Interim-udvalget i USA for at komme med anbefalinger til krigsbrug af atomvåben, international regulering af viden om atombomber, og lovgivning om indenlandsk kontrol over nukleare forhold (dette blev grundlag for Johnson-lovforslaget).
2279 ::: I juni 1945 anbefalede forskere ved Det Metallurgiske Laboratorium ("Met Lab" ved Chicago universitet) i "Franck-rapporten" at der etableredes international kontrol af atomar forskning og forskerne foreslog en demonstration af atombomben, før den blev anvendt i krigen.
2280 ::: Den 21. juni 1945 afviste Interim-udvalget Franck-rapportens henstilling om, at bomben skulle demonstreres før brug.
2281 :::
2282 ::: Den 6. juni 1945 blev præsident Truman af krigsminister Henry L. Stimson oplyst om, at Interim-udvalget anbefalede at holde atombomben hemmelig, og bruge den så hurtigt som muligt uden forudgående advarsel, og den 14. juni 1945 sendte Leslie Groves gruppens anbefaling om mål for atombomben til general George C. Marshall.
2283 :::
2284 ::: Den 2-3. juli 1945 skitseres fredsbetingelserne for Japan, og den 17. juli-2. august 1945 mødtes Truman, Churchill og Stalin i Potsdam.
2285 :::
2286 ::: Den 21 juli 1945 sendte Leslie Groves en rapport til krigsminister Henry L. Stimson om Trinity testens vellykkede resultat, og den 24. juli 1945 gav Truman oplysninger til Stalin om, at USA havde testet et magtfuldt nyt våben.
2287 :::
2288 ::: Den 25. juli 1945 beordredes den "509’ende Composite Group" til at angribe Japan med en atombombe.
2289 :::
2290 Ultimatum til Japan (26. juli 1945) :::
2291 ::: Den amerikanske præsident Harry S. Truman var under den første atombombetest i Potsdam lidt sydvest for Berlin, hvor han skulle mødes med Winston Churchill fra Storbritannien og Joseph Stalin fra Sovjetunionen, idet Tyskland havde overgivet sig.
2292 ::: Japan havde imidlertid ikke overgivet sig, og Harry S. Truman ønskede at have atombomben som et argument for, at japanerne skulle overgive sig betingelsesløst.
2293 :::
2294 ::: Den 26. juli 1945 udstedte Truman, den kinesiske præsident Chiang Kai-Shek, og nye britiske premierminister Clement Attlee den såkaldte Potsdam-deklaration, der opfordrede Japan til at overgive sig.
2295 ::: Det var ti dage efter at atomtesten "Trinity" var blevet vellykket gennemført.
2296 ::: Potsdam-deklarationen var et ultimatum til Japan, som krævede Japans betingelsesløse overgivelse, øjeblikkelige afvæbning, besættelse af landet efter krigen, retsforfølgelse af krigsforbrydere og afslutning på Japans kejserstyre.
2297 ::: Potsdam-erklæringen nævnte dog intet specifikt om kejseren.
2298 ::: Nogle af Trumans rådgivere anbefalede at indføje en sætning, som garanterede, at Japan kunne beholde sin kejser.
2299 ::: Dette blev afvist i den endelige udformning af teksten.
2300 ::: Man skrev, at alternativet for Japan ville være "en snarlig og total ødelæggelse".
2301 ::: Dette var måske et hint om atombomben, men atombomben blev ikke nævnt.
2302 ::: Den japanske regering kunne ikke nå til enighed.
2303 ::: De erklærede, at deres position var ”mokusatsu”.
2304 ::: Det kunne både betyde "tavs foragt" og "ventede med at kommentere".
2305 ::: Den 29. juli 1945 afviste Japanerne Potsdam-deklarationen.
2306 :::
2307 ::: Allerede dagen inden erklæringen havde Truman givet ordre om et bombetogt i begyndelsen af august 1945, så snart vejret tillod det.
2308 ::: Den 6. august 1945 kl. 8:15 om morgenen kastedes en uran-fissionsbombe "Little Boy" over Hiroshima
2309 :::
2310 :::
2311 Målene for atombomberne udpegedes (10. maj 1945) :::
2312 ::: Den 10. maj 1945 mødtes en komite, der skulle udpege byerne.
2313 ::: Det var amerikanske militærfolk og videnskabsmænd, der på denne måde skulle fastsætte kriterierne for, hvor atombomberne over Japan skulle kastes.
2314 ::: Byerne blev udvalgt efter bestemte kriterier.
2315 ::: De amerikanske B-29 bombefly, der skulle kaste atombomber, havde en maksimal rækkevidde på knap 2500 km fra de amerikanske flybaser i det sydlige Stillehav.
2316 ::: Det satte en vis begrænsning.
2317 ::: Et andet kriterie var, at målene skulle udgøre vigtige byer, med et byområde på mindst fem kilometer i diameter, hvor der kunne opnås omfattende skader.
2318 ::: Der skulle helst være krigsrelaterede fabrikker omkranset af arbejderboliger, men komiteen prioriterede ikke mellem den militære aktivitet i de byer, som var mulige mål.
2319 ::: Især var det nemlig vigtigt for komiteen, at man ville opnå den størst mulige psykologiske effekt.
2320 ::: Angrebet skulle være "tilstrækkeligt iøjnefaldende".
2321 ::: Byerne skulle blive effektivt ødelagt af en enkelt bombes eksplosion.
2322 ::: Det betød, at byer, der allerede var ødelagt af brandbomber, ikke var egnede som mål for en atombombe, fordi man ikke ville kunne vurdere atombombens effekt ordentligt.
2323 ::: Man tilstræbte, at ”våbnet skulle blive internationalt anerkendt, når oplysningerne om dets virkning blev kendt".
2324 ::: Endnu et kriterie var, at det skulle det være klart vejr.
2325 ::: Målet skulle kunne ses med det blotte øje og ikke blot med radar.
2326 :::
2327 ::: Dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen var med til at udpege de japanske byer, der skulle blive mål for verdens første atombomber, idet han var medlem af Target Committee, og han deltog på et møde, hvor der var tretten deltagere, hvor målbyerne besluttedes.
2328 ::: Mødet foregik faktisk på Oppenheimers og Charlie Lauritsens fælles kontor i Los Alamos.
2329 :::
2330 ::: Mødets deltagere vidste, at temperaturen umiddelbart efter eksplosionen ville stige til et niveau, der ville være mere end 10.000 gange så varmt som på solens overflade.
2331 ::: Det var en temperatur, som ville få mennesker og andre levende væsener til at fordampe, som om de aldrig havde eksisteret.
2332 ::: Længere væk ville mennesker brænde ihjel og nogle ville forkulle til ukendelighed.
2333 ::: Endnu længere væk ville folk overleve med svære og smertefulde forbrændinger.
2334 ::: Nogle ville dø hurtigt af strålingssyge, andre ville imidlertid først dø flere år efter, og nogle ville få strålesygdomme flere årtier senere.
2335 ::: Medlemmerne kendte til disse uhyggelige konsekvenser, men USA var i krig, og de skubbede rædslerne fra sig.
2336 ::: Man besluttede også på mødet, i hvilken højde bomberne skulle eksplodere for at gøre mest muligt skade.
2337 ::: 40% reduktion i den optimale højde ville mindske det ødelagte område med 25%.
2338 :::
2339 ::: Der blev udarbejdet en liste over 17 byer.
2340 ::: Man nåede frem til fem byer, der i prioriteret rækkefølge var: Kyoto, Hiroshima, Yokohama, Kokura, Niigata.
2341 ::: Senere blev der foretaget ændringer på listen.
2342 :::
2343 Fravalg af kejserens palads i Tokyo på listen :::
2344 ::: Undervejs på mødet drøftede man, som en sjette mulighed, om man skulle bombe kejserens palads i Tokyo.
2345 ::: Kejserens palads kom dog ikke med på den endelige liste.
2346 ::: Mødedeltagerne mente, at det ville være en politisk beslutning, om paladset skulle bombes, og derfor ville en sådan beslutning skulle træffes af politikerne selv.
2347 ::: Faktisk forsøgte en amerikansk B-29 pilot egenhændigt at bombe paladset den 20. juli 1945 med en stor pumpkin-bombe, selv om det var strengt forbudt.
2348 ::: På grund af vejrforholdene havde piloten ikke kunnet finde sit rigtige mål og valgte derfor at forsøge at bombe paladset, men ramte forbi.
2349 ::: Senere, da Japan overgav sig, blev de allierede enige om, at det skulle være kejseren som skulle informere om kapitulationen (via en radiotale), i stedet for blot at nedkaste flyveblade - for at undgå et oprør mod besættelsesmagten.
2350 :::
2351 Den gamle kejserby Kyoto fjernedes fra listen over mål :::
2352 ::: Kyoto blev på mødet udvalgt som et foretrukket mål.
2353 ::: Kyoto var og er Japans ældgamle kejser- og tempelby og af næsten religiøs betydning for Japan.
2354 ::: Den havde en million indbyggere.
2355 ::: I takt med at andre byer blev ødelagt, flyttede nye indbyggere og ny industri til byen.
2356 ::: Kyoto blev af komiteen betragtet som et psykologisk godt mål, fordi byen var Japans intellektuelle centrum, og mange indbyggere ville være i stand til at forstå betydningen af en atombombe, hvis den ødelagde Kyoto.
2357 ::: Kyoto blev klassificeret som et AA-mål.
2358 ::: Krigsminister Henry L. Stimson ville have listen over mål-byerne til gennemsyn, og han nægtede at godkende bombningen af Kyoto, selvom general Leslie Groves kæmpede hårdt for, at netop Kyoto skulle atombombes.
2359 ::: Det var faktisk hans yndlingsmål, og han forsøgte flere gange at overbevise krigsministeren om at vælge Kyoto.
2360 ::: Krigsminister Henry L. Stimson var imidlertid ubøjelig.
2361 ::: Han havde besøgt Kyoto tre gange i 1920'erne, og havde en af gangene haft sin kone med.
2362 ::: De havde brugt fem dage på at se og opleve byens mange kulturelle skatte, og de måtte ikke ødelægges.
2363 ::: Senere gav også Truman et veto mod at atombombe Kyoto.
2364 ::: Efter krigen vendte general Leslie Groves det hele på hovedet og tog æren for at have reddet den uvurderlige by, idet han sagde: "Hvis vi ikke havde anbefalet den som et atommål, ville den selvfølgelig ikke have undgået de almindelige luftangreb, og så ville den sandsynligvis være blevet alvorligt skadet eller ødelagt".
2365 ::: Hvis Kyoto var forblevet på listen skulle Niigata muligvis være det sekundære mål.
2366 ::: Det var nemlig nødvendigt at udpege sekundære mål.
2367 ::: Hvis man ikke kunne se et mål gennem skyerne, skulle flyet flyve kunne flyve videre til et sekundært mål, og derfor måtte målene ikke ligge for langt fra hinanden.
2368 ::: Niigata var en havneby i det nordvestlige Honshu, der havde fået stigende betydning efterhånden som andre havnebyer var blevet bombet.
2369 ::: Niigata blev klassificeret som et B-mål, men blev senere fjernet fra listen, fordi byen lå for langt fra andre mål - efter at Kyoto var fjernet fra listen.
2370 ::: Som erstatning blev Nagasaki optaget på listen over sekundære mål.
2371 ::: Denne by var ikke ideel, fordi den var blevet bombet fem gange inden for de seneste 12 måneder, således at ødelæggelserne fra atombomben ville være vanskeligere at vurdere
2372 :::
2373 ::: Man endte med at vælge Hiroshima, Kokura og Nagasaki, i denne prioritetsrækkefølge, men Kokura var heldig at undgå bomben.
2374 ::: Hiroshima blev (ligesom oprindelig Kyoto) klassificeret som et foretrukkent mål, et AA-mål, bl.a. fordi Hiroshima var et vigtigt militært mål, og det lå i et fladt område, der ville give en stor ødelæggelseseffekt.
2375 ::: Yokohama var et vigtigt industrielt mål, men det lå isoleret fra de andre mål og blev kraftigt forsvaret af antiluftskyts.
2376 ::: Det blev klassificeret som et A-mål.
2377 ::: Kokura var også et vigtigt militært mål og blev klassificeret som et A-mål.
2378 ::: Nagasaki havde en krigsfangelejr tæt ved byens centrum, men dette betød ikke, at man fjernede denne by fra listen
2379 :::
2380 ::: Målet for en tredje bombe blev ikke fuldt planlagt, men ville højst sandsynligt have været Kokura.
2381 ::: Men f.eks. general Carl Spaatz argumenterede for at bruge den tredje bombe for Tokyo.
2382 ::: Men dels var byen bombet så meget, at atombomben ikke ville virke imponerende, og dels ville det gøre Japans kapitulation meget kompliceret, fordi det ville have medført en krise for den politisk efterfølgende ledelse, hvis kejseren døde, skriver videnskabshistorikeren Alex Wellerstein (Stevens Institute of Technology) på sin blog om nukleare hemmeligheder - før og nu
2383 :::
2384 Hiroshima-bomben sprængtes (6. august 1945) :::
2385 ::: Den 6. august 1945 kastede USA atombomben over den japanske by Hiroshima, og dræbte over 140.000 mennesker i løbet af nogle måneder.
2386 ::: Mange flere døde senere af stråling-relaterede sygdomme.
2387 ::: Der gik 41 sekunder fra den amerikanske pilot Paul Tibbets kastede bomben fra B-29 flyet Enola Gay klokken kl. 8:16:02 om morgenen d. 6. august 1945 til den eksploderede i ca. 580 meters højde over Shima-hospitalet i byen.
2388 :::
2389 ::: Den forvandlede sig til en ildkugle på 400 meter med en overfladetemperatur på 6000 grader, der satte alt i brand.
2390 ::: Selv jernbaneskinner brændte.
2391 ::: Vinduer blev blæst ind i over 35 km afstand.
2392 ::: Efter en halv time begyndte en sort, radioaktiv røg at falde ned over himlen, men brandene fortsatte i tre døgn.
2393 :::
2394 ::: Hiroshima-bomben var en uran-fissionsbombe af pistol-typen.
2395 ::: Amerikanerne kaldte den "Little Boy".
2396 ::: Den var 3 meter lang og 71 cm i diameter, og vejede 4 ton.
2397 :::
2398 ::: Hiroshima var blevet sparet for.
2399 ::: Byen rummede på dette tidspunkt mellem 280.000 og 290.000 civile samt 43.000 soldater.
2400 ::: Mellem 60.000 og 80.000 mennesker døde med det samme.
2401 ::: De var de heldige.
2402 ::: Et tilsvarende antal blev såret.
2403 ::: I de kommende måneder fortsatte folk med at dø af forbrændinger og strålingssyge.
2404 ::: Ved udgangen af 1945 var dødstallet steget til omkring 135.000, og fem år efter var det steget til 200.000. Mange gravide mistede deres børn, eller fødte børn med svære misdannelser
2405 ::: Byen havde 76.000 huse, og alle på nær måske 6000 huse blev beskadiget, heraf blev 48.000 huse totalt ødelagt
2406 :::
2407 ::: Hiroshima-uranbomben havde en sprængkraft på 12-18.000 tons TNT
2408 ::: 15 kilotons TNT ville svare til 6,3 × 10(13) Joule = 63 TJ (tera-Joule).
2409 ::: Den fire ton tunge bombe indeholdt kun 64 kg uran (U-235).
2410 ::: Af disse 64 kg uran fissionerede (spaltedes) kun 0,7 kg, dvs. ca. 700 g.
2411 :::
2412 ::: Albert Einsteins ligning for at omdanne et legemes masse til den tilsvarende mængde energi kan hjælpe til at forstå, hvorfor en så lille masse kan frembringe en så kolossal eksplosion.
2413 ::: Energien, som kan frigives fra massen, fandt Einstein er lig med massen af legemet ganget med lysets hastighed i anden potens.
2414 ::: Eftersom lysets hastighed er 300.000 km per sekund, kan ligningen hurtigt nå frem til enorme tal for energien.
2415 ::: Man er nået frem til, at der må have været ca. 0,7 gram uran-235 i bomben Little Boy, hvis bombens sprængkraft var ca. 15 kiloton.
2416 ::: Altså en mængde uran-235 på størrelse med et peberkorn eller et hagl til et haglgevær.
2417 ::: Dette peberkorn uran indeholdt energi nok til at ødelægge mindst 70% af husene i Hiroshima.
2418 :::
2419 ::: Den 32-årige Yoshitu Matsushige boede under 3 km fra det punkt, hvor Hiroshima-bomben slog ned.
2420 ::: Han fik selv kun overfladiske skrammer, og da hans kamera også var uskadet, gik han rundt og tog billeder.
2421 ::: Han havde film nok til at kunne tage 24 billeder, men kunne kun tage sig sammen til at tage 7 billeder i løbet af de 10 timer, han gik rundt i byen.
2422 ::: Et sted stod han i 20 minutter og tøvede, før han fik modet til at tage et enkelt billede, hvor skolepiger har samlet sig ved en bro, og står forbrænde, døende og med huden i laser.
2423 ::: Fem billeder, som blev fremkaldt i god stand, blev offentliggjort i LIFE Magazine i 1952.
2424 :::
2425 Måling af radioaktiviteten fra atombomberne :::
2426 ::: På dagen, hvor Hiroshima blev ramt af atombomben, hørte japanske embedsmænd, at Hiroshima var blevet ramt af en ny type bombe.
2427 ::: Samme aften rapporterede nyhedsbureauet Domei om Trumans erklæring om atombomben, der var benyttet mod Hiroshima.
2428 ::: Men det tog to dage for et hold på 30 japanske videnskabsmænd og militære eksperter at nå frem til Hiroshima, og det tog derefter flere dage, før de videnskabeligt kunne bekræfte, at det virkelig var en atombombe.
2429 ::: Deres officielle rapport nåede først frem til Tokyo d. 11. august 1945.
2430 :::
2431 ::: De japanske videnskabsmænd målte strålingsniveauerne ved hjælp af Lauritsen-elektroskopet.
2432 ::: Dette apparat var udviklet af dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen, der ironisk nok selv havde været med til at udvikle atombomben og også været med til at udpege Hiroshima som mål.
2433 :::
2434 ::: Nyheden om Hiroshima-bomben nåede Nagasaki d. 8. august 1945, hvor en avisforside lød: "Fjenden kaster ny type bombe over Hiroshima - betydelig skade sket".
2435 ::: De fleste japanere forstod, at aviserne underdrev konsekvenser af fjendens krigshandlinger voldsomt, så det måtte være meget slemt, når man ligefrem skrev om betydelig skade
2436 :::
2437 Politiske virkninger af Hiroshima-bomben :::
2438 :::
2439 ::: Det er ikke så let at knække folks moral.
2440 ::: Selv i Hiroshima blev folk forhåbningsfulde, da de hørte falske rygter om, at japanske atombomber havde ødelagt San Fransisco, San Diego og Los Angeles
2441 :::
2442 ::: Den japanske regering ville ikke overgive sig på trods af atombombningen af Hiroshima, især ville de ikke opgive kravet om, at kejseren skulle forblive på tronen.
2443 :::
2444 Japans kejser under Anden Verdenskrig :::
2445 ::: Som 25-årig blev Hirohito Michinomiya i 1926 kronet som kejser af Japan.
2446 ::: Dette var midt mellem de to verdenskrige.
2447 ::: Hirohitos styre blev døbt Showa-æraen.
2448 ::: Dette betyder "Den Oplyste Freds æra", men den blev langtfra fredelig, og langtfra oplyst.
2449 ::: Under hans regime tilkæmpede militæret sig en enestående, og nærmest autokratisk lederrolle, hvorved det blev i stand til fuldstændig at kontrollere den nationale politik.
2450 ::: Lederne var ultranationalistiske og indførte kokutai-konceptet, en slags familiestat med den japanske befolkning anbragt som børn, og en gudkommelig kejseren som far, og tilsvarende med Japan øverst og alle andre i verden længere nede i et kosmisk hierarki.
2451 ::: Det blev fortalt, at Japan på grund af dets guddommelige kejsers godgørende lederskab var i en enestående position til at udnytte sin overlegne moral og magt til at lede hele Asien og for så vidt hele verden.
2452 ::: Almindelig patriotisme – altså fædrelandskærlighed - blev omdefineret til at være en betingelsesløs loyalitet mod både kejseren og staten.
2453 ::: Ytringsfriheden var begrænset, og det samme var de individuelle rettigheder.
2454 ::: At stille spørgsmål ved den nationale politik kunne give 10 års fængsel.
2455 ::: Enhver form for protest - f.eks. mod Japans angreb på Pearl Harbor i USA - ville blive straffet meget hårdt, så alle holdt deres bekymringer og tanker for sig selv.
2456 ::: Alle politiske partier blev opløst.
2457 ::: Hvert nabolag i landet blev opdelt i grupper på blot 5-10 husholdninger, som på månedlige møder skulle skabe enhed om idealer og modtage kommunikationer fra Tokyo.
2458 ::: Børn skulle råbe i kor "Hundrede millioner mennesker - en holdning!” og "Undertryk alle ønsker, indtil sejren er hjemme!".
2459 ::: Der havde faktisk tidligere været demokratiske principper i Japan, og for at undertrykke dette indførtes intens militær indoktrinering, begrænsning i forsamlingsfriheden og meget strenge krav til folks opførsel.
2460 ::: Alle husholdninger skulle hænge et billede af kejseren og kejserinden op i stuen.
2461 ::: I skolen skulle børnene lære at hylde landets militære sejre i Kina, og de skulle skrive opmuntrende breve til soldaterne.
2462 ::: Hæren invaderede Manchuriet og gjorde det til en koloni.
2463 ::: Da Folkeforbundet (en forløber for FN, og dannet efter Første Verdenskrig) protesterede, meldte Japan sig bare ud af Folkeforbundet i 1933. Fire år efter invaderede de japanske styrker Kina, og dræbte, lemlæstede og torturerede millioner af kinesiske soldater og civile.
2464 ::: I 1940 invaderede Japan det franske Indokina.
2465 ::: Japan indgik en pagt med Tyskland og Italien, kendt som tremagtsmagten, "Tripartite Pact" eller "Berlin Pact" d. 27. september 1940. Det var en militær forsvarspagt, som også andre lande tilsluttede sig (Ungarn 20. november 1940), Rumænien (23. november 1940), Bulgarien (1. marts 1941) og Slovakiet (24. november 1940).
2466 ::: Da Jugoslavien tilsluttede sig d. 25. marts 1941 udløste det et statskup, hvorefter de fem europæiske medlemmer af pagten invaderede landet og opdelte landet, hvilket resulterede i, at Kroatien tilsluttede sig pagten d. 15. juni 1941. Pagten var udadtil ellers især rettet mod USA.
2467 ::: Ifølge teksten af pagten var formålet "opnåelse af fred i verden" (!), som skulle opnås ved at "Japan anerkender lederskabet af Tyskland og Italien i at etablere en ny orden i Europa" (dvs. den fascistiske æra), og tilsvarende at "Tyskland og Italien anerkender lederskabet af Japan i at etablere en ny orden i Store Østasien".
2468 :::
2469 Japans ”gestapo” (hemmelige politi) :::
2470 ::: Japan havde på dette tidspunkt udviklet et frygtet hemmeligt politi, Kempeitai.
2471 ::: Kempeitai var ”Japans gestapo”, bar armbind med ordene ”ken” = lov, ”hei” = soldat.
2472 ::: Faktisk var Kempeitai allerede blevet oprettet i 1881, og var oprindelig blot en styrke på 349 mand, der udelukkede skulle sørge for, at japanske bønder mødte op til militærtjeneste, når de blev indkaldt.
2473 ::: Hvis det ikke skete, tog en soldat ud til bonden og førte ham til den nærmeste kaserne.
2474 ::: Men da Japan i 1910 annekterede Korea, blev det Kempeitai’s opgave at holde oprør i de erobrede områder nede.
2475 ::: Det udviklede sig til et modstykke til Hitlers Gestapo.
2476 ::: Både Gestapo og Kempeitai havde stort set uindskrænket magt til at forhøre og arrestere alle og enhver.
2477 ::: I 1930 fik de også til opgave at sikre fædrelandets ubetingede støtte til Japans ekspansionspolitik.
2478 ::: I 1935 opførte Japan et stort forsøgsanlæg i det besatte Manchuriet i det nordvestlige Kina.
2479 ::: Her eksperimenterede læger med kemisk og biologisk krigsførelse, bl.a. tyfus, kolera og byldepest, på fanger, som skaffedes af "enhed 731" af Kempeitai.
2480 ::: Da japanerne erobrede Shanghai i 1937 beskrev den britiske journalist Ralph Shaw (der befandt sig i Shanghai, da Japan erobrede byen) de søvnløse nætter med frygt for Kempeitai.
2481 ::: Fra 1933 til 1936 arresterede de 60.000 mennesker for at have ”farlige tanker”, som de afslørede ved telefonaflytninger og talrige informanter, der ofte var folk, som blev truet til at samarbejde.
2482 ::: Forhørscentrene var uhyggeligt effektive torturcentre.
2483 ::: Kempeitai havde også til opgave at skaffe penge, bl.a. ved at kræve beskyttelsespenge fra virksomheder, beslaglægge banker og drive bordelvirksomhed.
2484 ::: De formodes at have organiseret over 200.000 kvinder til at være sexslaver for 20-60 soldater pr. dag.
2485 ::: Soldaterne betalte pr. besøg, og pengene sendtes til krigsministeriet.
2486 ::: Kempeitai producerede radioudsendelser, der fremstillede Japan som den store befrier, der var kommet for at give de besatte områders befolkninger et bedre liv.
2487 ::: De lavede propaganda, som fik befolkningen i hjemlandet til at tro, at sejren var nær, helt frem til Japans kapitulation.
2488 ::: Det skønnes, at Kempeitai ved krigens slutning var på 70.000 kempeier, heraf 24.000 officerer.
2489 ::: Det lykkedes dem at destruere de fleste dokumenter om deres ugerninger og at flygte.
2490 ::: Deres uniform var som andre soldaters, bortset fra et armbind, som let kunne fjernes.
2491 ::: Næsten ingen blev retsforfulgt.
2492 :::
2493 :::
2494 Forberedelse til den anden atombombning (8. august 1945) :::
2495 ::: Den 2. atombombe, som var udvalgt til at blive kastet over Japan, var en plutoniumbombe.
2496 ::: Oprindeligt skulle bombe nr. to være konstrueret efter samme princip som Hiroshimabomben Little Boy med to portioner plutonium, der blev skudt mod hinanden, men dette krævede rent plutonium-239, og det havde man ikke.
2497 ::: Det plutonium-239, der i sommeren 1944 ankom til Los Alamos, var nemlig stærkt forurenet med plutonium-240. Dette betød, at bomben ville være ustabil og ville kunne risikere at ende som en fuser
2498 :::
2499 ::: Denne atombombe nr. 2 blev kaldt ”Fat Man” (senere også kendt som Nagasaki-bomben).
2500 ::: Den var 3,3 meter lang og 1,5 m i diameter.
2501 ::: Den vejede 4700 kg
2502 ::: I bombens kerne var der en lille smule subkritisk og beriget plutonium-239, som var indpakket i 64 tidsindstillede sprængstoffer.
2503 ::: Når de detonerede samtidig, blev bombens plutonium presset sammen til en kritisk masse.
2504 ::: Dette medførte en fission, dvs. atomspaltning, og en efterfølgende kædereaktion.
2505 ::: Det var verdens første plutoniumbombe.
2506 :::
2507 ::: Fat-Man bomben blev opbevaret i en betonarmeret hul i jorden ved landingsbanen på Tinian, en lille ø i den ø-kæde, der kaldes De Nordlige Marianere.
2508 ::: Tinian-øen var 16 km lang og 5 km bred, og den ligger lige nord for Guam og sydvest for Saipan i det vestlige Stillehav og øst for Filippinerne.
2509 ::: Bomben blev ved brug af lufttryk løftet op på et ombygget B-29 bombefly ved navn Bockscar.
2510 ::: Den blev håndteret af mandskab fra den ”509. enhed”, som i over et år havde modtaget træning i at håndtere atombomber.
2511 ::: To fly skulle ekskortere bombeflyet for at fotografere bombardementet og indsamle data om sprængningen.
2512 ::: Det primære mål var Kokura.
2513 ::: Det sekundære mål var Nagasaki.
2514 ::: Den ledende pilot i flyet var major Charles Sweeney.
2515 ::: Flyet havde 13 besætningsmedlemmer, var tanket med 26.500 liter brændstof og vejede i alt 77 ton.
2516 :::
2517 :::
2518 Rusland gik i krig mod Japan (8/9. august 1945) :::
2519 ::: Ved midnat mellem den 8. og 9. august 1945 erklærede Sovjetunionen krig mod Japan.
2520 ::: Erklæringen kom overraskende for Japan, fordi Sovjetunionen havde fået japanske diplomater til at tro, at de tværtimod ville hjælpe i fredsprocessen med USA.
2521 ::: I stedet angreb de i krigens sidste dage det japansk okkuperede Manchuriet, idet 1½ million sovjetiske soldater trængte ind på tre fronter i det japansk-besatte Manchuriet og dræbte måske trehundrede tusinde japanske soldater og civile.
2522 ::: Det skete på natten til atombombningen af Nagasaki den 9. august 1945 næste morgen.
2523 :::
2524 Byen Nagasaki :::
2525 ::: Nagasaki ligger på den sydligste større japanske ø, Kyushu, under 300 km fra Sydkorea og på højde med Shanghai i Kina, der ligger 800 km mod vest.
2526 ::: Der er ca. 300 km til Hiroshima og ca. 900 km til Tokyo.
2527 ::: Afstanden fra Fukushima til Tokyo i dag er nogenlunde den samme, som fra Hiroshima til Kyoto og Osaka, dvs. ca. 300 km.
2528 ::: Frem til 1500-tallet var Nagasaki en isoleret landsby beboet af landmænd og fiskere.
2529 ::: Men i 1571 sejlede portugisiske skibe på opdagelsesrejse ind i havnen, som havde en fin placering tæt ved flere asiatiske lande, og efterhånden kom europæiske og kinesiske handelsskibe med varer, som tekstiler, ure, tobak, krydderier og skydevåben.
2530 ::: Katolske missionærer ankom også, og Nagasaki blev den mest blandede by i regionen med portugisiske, spanske, britiske, hollandske, kinesiske og japanske borgere.
2531 ::: Men i slutningen af 1500-tallet begyndte en magtfuld feudalherre, Toyotomi Hideyoshi, som var ved at overtage kontrollen med hele det sydlige og vestlige Japan (og senere forenede hele landet under sig) at frygte, at indflydelsen fra kristen ideologi ville føre til oprør.
2532 ::: Han tog derfor initiativ til en brutal antikristen kampagne, hvor kristne missionærer og konvertitter blev henrettet.
2533 ::: Fra 1635 indførtes en lang periode med national isolation.
2534 ::: Japanske borgere havde forbud mod at forlade landet, og udlændinge havde forbud mod at komme til landet.
2535 ::: Men Nagasaki var en undtagelse, for man ønskede at bevare de økonomiske fordele ved den udenlandske handel fra denne by med Kina og Holland.
2536 ::: Dette varede indtil 1853, hvor en amerikansk admiral, Matthew Perry, gennemtvang, at landet blev åbnet for international handel.
2537 ::: De næste 60 år blev Japan industrialiseret.
2538 ::: Kejseren blev overhoved for landet.
2539 ::: Der indførtes et nationalt uddannelsessystem, religionsfrihed, kvinderettigheder og valgret for alle.
2540 ::: Men gradvis blev shinto indført som statsreligion, og gamle myter og traditioner blev politiseret for at fremme ideen om japanernes racemæssige overlegenhed og for at fremtvinge obligatorisk lydighed over for kejseren.
2541 ::: Japan begyndte at efterligne de vestlige magters kolonipolitik over for landene i Østasien, og udkæmpede korte krige med Rusland og Kina.
2542 ::: Japan fik på den måde adgang til kul, jern, gummi og andre ressourcer, som ikke findes i det bjergrige Japan.
2543 ::: I begyndelsen af 1900-tallet havde Japan gjort Formosa (Taiwan) til en koloni, og vundet landområder i Manchuriet og Ruslands nordlige øer.
2544 ::: Japan havde også besat hele den koreanske halvø.
2545 ::: Koreansk sprog og kultur blev undertrykt.
2546 :::
2547 ::: I Nagasaki var der 1855 blevet etableret et flådeakademi, og et medicinsk universitet, som uddannede læger i vestlig medicin.
2548 ::: Fra 1889 til 1903 tredobledes Nagasakis befolkning fra 55.000 til 150.000. Derved var byen blevet den syvende-største by i Japan.
2549 ::: Det blev tilladt at dyrke religion åbent, og man byggede Urakami-kirken som den største katolske kirke i Fjernøsten.
2550 ::: Mitsubishis store skibsværft og maskinfabrik blev bygget, hvorved Nagasaki blev verdens trediestørste skibsværftsby
2551 :::
2552 Bombninger af Nagasaki før atombomben :::
2553 ::: Nagasaki blev bombet første gang i slutningen af 1944, hvor 13 personer mistede livet og 26 blev såret.
2554 ::: Byen blev bombet anden gang i april 1945, hvor der var 129 dødsofre.
2555 ::: Men i foråret 1945 fløj de amerikanske bombefly videre over byen i retning mod andre mål.
2556 ::: Der gik rygter om, at Nagasaki blev skånet på grund dets udlandshandel, historiske rolle, dets skønhed, byens kristne befolkning eller de allierede krigsfanger, der blev holdt fanget i byen.
2557 ::: Nagasaki blev dog bombet yderligere tre gange i juli og begyndelsen af august 1945 med 200 ton konventionelle bomber.
2558 ::: 200 mennesker blev dræbt
2559 :::
2560 Plutoniumbomben kastedes over Nagasaki (9. august 1945) :::
2561 ::: Atombombe nr. 2 skulle efter planen kastes d. 11. august 1945 over byen Kokura, men på grund af vejrudsigten fremskyndedes tidspunktet to dage.
2562 :::
2563 ::: Der blev benyttet seks fly, alle B-29 bombefly, to sendtes i forvejen for at vurdere vejrsituationen ved Kokura og Nagasaki.
2564 ::: Flyet, der sendtes til Kokura (i øvrigt samme fly som havde kastet Hiroshimabomben, men med ny besætning), rapporterede, at skydækket var 3/10 lave skyer og uden skyer herover, og at vejrsituationen så ud til at forbedres.
2565 ::: Flyrejsen var 2400 km.
2566 ::: De tre fly havde under flyvningen mod Japan slukket for deres indbyrdes kontakt for ikke at blive opdaget undervejs.
2567 ::: Flyet med bomben startede om morgenen kl. 3:47 fra Tinian-øen og ankom 9:15 til Yokushima-øen , hvor det mødte instrumentflyet, som var hjælpefly.
2568 :::
2569 :::
2570 ::: Det fly, der skulle filme bombningen, kunne på grund af en navigationsfejl, ikke finde det aftalte mødested, og da fotoflyet ikke var dukket op kl. 9:50, fortsatte pilot Charles Sweeney på flyet "Bockscar" med bomben ombord videre til Kokura, efter at have ventet 30 minutter længere end planlagt.
2571 :::
2572 ::: Flyene ankom til Kokura kl. 10:44, men der var tyk tåge ved jordoverfladen og røg.
2573 :::
2574 ::: Skydækket var desuden 7/10. Dette var meget anderledes end meldingen fra observationsflyet 1½ time tidligere, men vejrsituationen kan ændre sig hurtigt i august i Japan.
2575 ::: Vinden i regionen havde ændret retning, hvilket medførte tæt skydække, og desuden fik vinden tung røg til at blæse ind fra et område 9 km vest for Kokura, som var i brand efter et amerikansk brandbombeangreb, hvor 224 bombefly af B-29 typen havde angrebet 24 timer før, fordi der var stålværker og våbenfabrikker i området.
2576 ::: Stålarbejderne her havde to dage før hørt, at Hiroshima var blevet udslettet af en "ny bombe" fra kolleger, som var kommet tilbage til stedet via Hiroshima, og de tænkte, at deres by kunne være det næste mål.
2577 ::: (De to byer er i dag smeltet sammen til en større by, Kitakyushu).
2578 ::: Det er blevet nævnt, at japanerne i Kokura, når de så B29-flyene, ledte damp fra deres kraftværk til en flod, hvorved der opstod kraftige kondensationsskyer i byen, men det kan næppe være hele forklaringen på den dårlige sigtbarhed i Kokura.
2579 ::: Da man ikke stolede på radarudstyret var det et krav, at målet kunne ses med det blotte øje.
2580 ::: De amerikanske fly fløj tre gange over Kokura, men da målet ikke kunne ses, fortsattes 240 km videre mod sydvest til det sekundære mål, Nagasaki, hvortil man ankom 11:50 om formiddagen.
2581 ::: Her var der også skyer og røg.
2582 :::
2583 ::: Målet var den gamle by øst for Nagasaki havn.
2584 ::: Der var på grund af ventetiden på det tredje fly nu ikke brændstof nok til flere indflyvningsforsøg over Nagasaki.
2585 ::: Hvis de ikke brugte bomben her, ville de være nødt til at kaste bomben i havet for at undgå en atomeksplosion ved landingen på flybasen.
2586 :::
2587 ::: I modstrid med ordren, tog piloten en hurtig beslutning om at kaste bomben ved hjælp af radar, selv om dette var i modstrid med instrukserne
2588 :::
2589 ::: Man valgte derfor at bruge radar til at nærme sig målet, men netop på det sidst mulige tidspunkt var der hul i skyerne, så målet kunne ses, og bomben blev kastet.
2590 :::
2591 :::
2592 ::: Nagasaki-bomben kastedes således 3 dage efter Hiroshima-bomben
2593 ::: Nagasaki-bomben havde en sprængkraft på ca. 21.000 ton TNT, svarende til 88 tera-Joule
2594 ::: Hiroshima-bomben var på ca. 15.000 ton.
2595 ::: Men selv om Hiroshimabombens sprængkraft var mindst, var skaderne og antallet af omkomne størst i Hiroshima.
2596 ::: Hiroshima ligger på et fladt terræn, hvorimod nogle højdedrag beskyttede en del af Nagasaki.
2597 ::: Nagasaki-bomben ramte desuden ca. 1200 meter fra sit hypocenter-mål (hypocenteret er det punkt på jorden, der ligger lige under eksplosionen oppe i luften over stedet).
2598 ::: Bomben detonerede i 550 meters højde.
2599 ::: Omkring 1½ km fra hypocentret vurderedes dødstallet senere til at have været ca. 50%
2600 ::: Næsten ingen af byens lægelige beredskab overlevede
2601 ::: Knapt 30% af de 52.000 huse i byen blev helt ødelagt.
2602 ::: Man vurderer, at omkring 40.000 mennesker blev dræbt af selve eksplosionen i Nagasaki, og at 25.000 - 80.000 såredes.
2603 ::: Mange tusinder døde senere af deres kvæstelser eller af strålingsrelaterede sygdomme
2604 ::: Der kunne ikke gøres meget for at lette lidelserne for de, der overlevede eksplosionen.
2605 ::: Måske skyldes en femtedel af dødsfaldene i Hiroshima og Nagasaki senere opstået strålingssyge
2606 :::
2607 ::: I 1945 havde Nagasaki 240.000 indbyggere.
2608 ::: Bygningerne var sjældent højere end tre etager.
2609 ::: Gaderne var endnu ikke asfalterede.
2610 ::: Der var sporvogne i byen.
2611 ::: Dødsfaldene og evakueringerne efter bomben reducerede Nagasakis befolkningstal til 140.000, dvs. knapt det halve af indbyggertallet før bomben.
2612 ::: Ved udgangen af 1945 var dødstallet i Nagasaki 70.000, og fem år efter var det steget til 140.000
2613 ::: Det tog Nagasaki by fem år at afslutte den næsten umulige opgave med at optælle antallet af døde og sårede efter atombomben.
2614 ::: Embedsmændene manglede præcise befolkningstal fra tiden før bomben, fordi små børn og ældre var blevet evakueret, soldater var blevet indkaldt, og der var ingen papirer på de tusinder af koreanere, kinesere og andre asiater, som var tvangsarbejdere i byen.
2615 ::: Tusinder havde desuden forladt byen efter angrebet, medens andre omvendt var kommet tilbage til byen igen, efter at krigen var slut
2616 :::
2617 Hibakusha – dvs. de overlevende atombombeofre :::
2618 ::: Da man i 2014 afholdt den anden internationale konference om humanitære konsekvenser af kernevåben i Nayarit (Mexico), hørte man vidneudsagn fra overlevende efter atombomberne i Hiroshima og Nagasaki.
2619 ::: Disse atombombe-overlevere kaldes Japan Hibakusha.
2620 ::: Sætningen ”jeg oplevede bomben” hedder på japansk ”hibaku shimashita”.
2621 ::: En af talerne ved konferencen i 2014 (69 år efter Hiroshima og Nagasaki bomberne) var en ung studerende, der led af tredje generation-konsekvenser efter sin hibakusha-bedstemor.
2622 :::
2623 ::: Hibakusha er altså den japanske betegnelse for "atombombe-påvirkede mennesker".
2624 ::: Hibakusha udtales "hee-bakh-sha".
2625 ::: Betegnelsen omfatter alle, som døde umiddelbart ved sprængningen eller ildebrandene eller senere af deres kvæstelser og strålingssyge samt også alle, der overlevede deres kvæstelser og strålingssyge, samt dem, som ankom til byerne i ugerne efter bomberne
2626 ::: I dag (2015) skønner man, at der stadig lever 192.000 overlevende hibakusha-atombombeofre.
2627 ::: De yngste hibakusha blev allerede udsat for stråling, før de blev født, nemlig i deres mors mave.
2628 ::: Disse personer fyldte 70 år i august 2015.
2629 :::
2630 ::: Historierne om de brutale fysiske, følelsesmæssige og sociale virkninger, som angrebene fik på længere sigt for dem, der overlevede atombomberne, er sjældent blevet fortalt.
2631 ::: Taniguchi var en 16-årig dreng, der arbejdede som postbud og var 1½ km fra bomben, da dens varme satte hans ryg i brand.
2632 ::: Da han efterfølgende kikkede sig omkring, så han, at de børn, der havde leget i nærheden af ham, var døde.
2633 ::: Som 57-årig i 1986 var Sumiteru Taniguchi på foredragsturne i USA for at appellere til, at der ikke kommer flere Nagasaki'er.
2634 ::: En amerikansk kvinde, Susan Southard, der som 16-årig havde været udvekslingsstudent syd for Tokyo, og som havde været på skoleudflugt til Nagasaki, tolkede for ham under hans rejse i USA.
2635 ::: Senere skrev hun bogen ”Life after nuclear war”, der i 2016 udkom på dansk med titlen: ”Nagasaki: Livet efter atombomben”.
2636 ::: I bogen fortæller hun om 5 overlevendes liv.
2637 ::: Ud over Taniguchi er deres navne Dooh, Nagano, Wada og Yoshida
2638 :::
2639 Fortielse :::
2640 ::: Det store flertal af overlevende atombombeofre i Japan taler aldrig om deres oplevelser i forbindelse med atombomben.
2641 ::: Heller ikke med deres egne familier.
2642 ::: Det skyldes dels, at deres minder er ubærlige, men også at man i den traditionelle japanske kultur ikke taler åbent om sine personlige, familiemæssige eller samfundsmæssige kampe.
2643 ::: Dette gælder i særlig højt grad for dem, der er født i begyndelsen af 1900-tallet.
2644 ::: En tredje årsag er, at der selv i dag stadig er risiko for diskrimination over for overlevende atombombeofre i Japan.
2645 ::: Mange holder det derfor hemmeligt, at de er overlevende atombombeofre for at undgå at blive opfattet som anderledes eller af hensyn til deres børn eller børnebørn, som risikerer som voksne at gå glip af et job eller et ægteskab på grund af, at deres forældre eller bedsteforældre var overlevende atombombeofre.
2646 ::: Kun ganske få overlevende atombombeofre har følt sig forpligtet til at tale åbent om deres oplevelser, selv om dette har tvunget dem til at gennemleve forfærdelige ting fra deres barndom og ungdom.
2647 :::
2648 Symptomer hos de overlevende i Nagasaki :::
2649 ::: De overlevende efter atombomben i Nagasaki begyndte inden for den første uge at få forskellige kombinationer af symptomer, såsom høj feber, svimmelhed, mangel på appetit, kvalme, hovedpine, diarré, blod i afføringen, næseblod, kraftesløshed i hele kroppen og træthed, betændelse i sår, betændt og opsvulmet tandkød, lilla pletter på kroppen som tegn på blødninger under huden, betændelser i spiserøret / luftrøret / lungerne / livmoderen / tyktarmen.
2650 ::: Nogle mistede bevidstheden eller talte i vildelse.
2651 ::: Nogle døde en smertefuld død.
2652 ::: Senere oplevede mange en så stor træthed, at dette gjorde dem ude af stand til at præstere noget som helst.
2653 ::: Grå stær, som er den tilstand, hvor en sky lægger sig over øjets linse, blev så almindelig, at man kaldte det atombombe-stær.
2654 ::: (Ved udtalt grå stær kan andre se gennem pupillen, at linsen er grå).
2655 ::: Bestrålingen havde ødelagt celler på øjenlinsernes bagside.
2656 ::: Hyppigheden og alvoren af de overlevendes grå stær havde nøje sammenhæng med personens alder og omfanget af den bestråling, personen havde været udsat for.
2657 ::: Der var et øget antal leukæmitilfælde blandt både børn og voksne.
2658 ::: Den højeste risiko for leukæmi sås hos børn, som var under 10 år, da bomben faldt, og som havde befundet sig inden for 1½ km fra bombestedet.
2659 ::: Senere blev en række kræftformer hyppigere end i den øvrige befolkning, bl.a. kræft i maven, spiserøret, strubehovedet, tyktarmen, lungerne, brystet, skjoldbruskkirtlen, livmoderen, æggestokkene, blæren og spytkirtlerne.
2660 ::: Hibakusha-atombombeofre, som var inden for ½ km fra bombestedet, havde 40-50% større sandsynlighed for at udvikle kræft end mennesker, der ikke havde været udsat for strålingen.
2661 ::: Også mange af dem, der ikke direkte havde fået ydre sår som følge af bomben, fik strålingssygdom og døde.
2662 ::: Nogle nødhjælpsarbejdere og familiemedlemmer til ofrene, som først var kommet ind i bombeområdet efter bomben, fik også disse sygdomme.
2663 ::: Hvis håret faldt af i store klumper, var det tegn på, at man sandsynligvis ville dø inden for kort tid.
2664 ::: Mange blev grebet af frygt, og nogle afviste slægtninge i den tro, at sygdommene var smitsomme.
2665 ::: En læge ved navn Akizuki tænkte, at folk måske havde fået dysenteri, kolera eller en leversygdom.
2666 ::: Nogle troede, at det var giftgas.
2667 ::: Men da japanske videnskabsmænd d. 15. aug. 1945 havde bekræftet, at det havde været en atombombe, der var blevet kastet over Nagasaki, konkluderede lægerne, at sygdommene skyldtes radioaktivitet.
2668 :::
2669 ::: Det gjorde dog ikke frygten og usikkerheden mindre.
2670 ::: Folk døde den ene efter den anden.
2671 ::: En ny bølge af strålingssyge og dødsfald kom i slutningen af august og begyndelsen af september 1945. Lægen Akizuki blev selv ramt af kvalme, diarré og træthed.
2672 ::: Endnu en ny bølge af sygdomme og dødsfald fortsatte til begyndelsen af oktober 1945. Den eneste moderne medicinske institution, der var tilbage i Nagasaki-regionen, var Omura Flådehospital, der lå 35 km kørselsvej nord for Nagasaki.
2673 ::: Her foretog en ung hospitalslæge, Masao Shiotsuki, nogle af de første obduktioner af atombombeofre for at prøve at forstå årsagen til deres død.
2674 ::: Patienterne havde 90% færre hvide blodlegemer end normalt, og antallet af røde blodlegemer var under halvdelen af det normale.
2675 ::: Han konstaterede, at de havde indre blødninger i organerne, herunder hjerneblødninger.
2676 ::: Hans hyppige kontakt med de stråleramte gav ham selv 50% færre hvide blodlegemer end normalt.
2677 :::
2678 ::: Selv om de amerikanske forskere ikke vidste alt om strålingsfaren, vidste de dog noget.
2679 ::: J.Robert Oppenheimer skrev i et memorandum fra maj 1945, altså før atombomberne blev kastet over Japan, at "under udløsningen af atombomber udsendes stråling, som - medmindre kroppen er beskyttet - forventes at skade folk inden for en radius af 1½ km, og at være dræbende inden for 1 km".
2680 ::: Man vidste imidlertid ikke, at der ville vedblive med at være stråling fra bestrålede jordklumper og murbrokker, selv om bomben blev udløst i ½ km højde, og selv om atomskyen i høj grad var opadgående.
2681 ::: Manhattan-projektets direktør, general Leslie Groves, havde erklæret, at de amerikanske besættelsesstyrker ville kunne rykke ind i atombombede byer allerede en halv time efter atomeksplosionen.
2682 ::: Den manglende viden, samt ønsket om at værne om USA's ry, medførte, at alle japanske, kritiske påstande om strålingens konsekvenser for de ramte byers befolkninger blev ihærdigt afvist.
2683 ::: Japanerne havde faktisk under krigen udført en ihærdig krigspropaganda mod USA, så det var for så vidt ikke urimeligt, at amerikanerne kunne være skeptiske overfor, hvad japanerne kunne finde på at sige.
2684 ::: Men general Leslie Groves ændrede ikke indstilling, selv om fysikeren Harry Daghlian ved et uheld d. 21. aug.
2685 ::: 1945 under plutoniumforskning i Los Alamos blev udsat for en høj strålingsdosis - og efterfølgende fik alvorlige, smertefulde strålingssymptomer, som lignende dem, som de overlevende i Hiroshima og Nagasaki fik, og som endte med, at fysikeren døde 25 dage efter ulykken i Los Alamos.
2686 :::
2687 ::: Mange af ofrene i Japan, som overlevede atombomben, udviklede strålerelaterede sygdomme i løbet af det første årti efter krigen.
2688 ::: Det kunne bl.a. være indre blødninger, feber, diarré, kvalme, lavt blodtryk, overfølsomhed over for kulde, mangel på blodceller, vægttab (fordi de ofte ikke kunne holde maden i sig), tænder faldt ud (fordi de levende celler i munden var ødelagt), uforudsigelige svimmelhedsanfald og dramatiske besvimelser.
2689 ::: Nogle udviklede tykke, gummiagtige arvæv, kaldet keloider, der kløede skrækkeligt, og som kunne hæmme bevægelsen af leddene.
2690 ::: Mange af de overlevende efter atombomberne led af kroniske smerter, følte sig isolerede, skammede sig over deres vansirede udseende og over ikke at være i stand til at brødføde familien eller skaffe ordentligt husly og blev tynget af en belastende økonomisk byrde.
2691 ::: De levede i konstant frygt for, hvad den usynlige stråling ville forårsage i deres krop.
2692 ::: Dertil kom skyldfølelse over at have overlevet, og f.eks. over at de ikke havde kunne hjælpe deres slægtninge.
2693 ::: Nogle blev ved med at søge efter de forsvundne.
2694 ::: Selvmord var ikke sjældent.
2695 :::
2696 ::: Oberstløjtnant Victor Delnore stod i spidsen for den civile amerikanske administration efter krigen, og gjorde en god indsats for at få befolkningen til at vågne op til den kendsgerning, at livet ikke var forbi.
2697 ::: Det kunne f.eks. være en hjælp i form af at lære japanske gymnastiklærere, hvordan man danser reel i Virginia og andre folkedanse, både amerikanske og japanske.
2698 ::: Selv ti år efter bomberne vendte sygdommene ofte tilbage, herunder blod-, hjerte/kar-, lever- og hormonsygdomme, lave blodcelletal, alvorlig blodmangel, problemer med skjoldbruskkirtlen, ødelagte indre organer, grå stær, for tidlig alderdomssvækkelse.
2699 ::: Mange overlevende havde flere af disse sygdomme på samme tid.
2700 ::: Mange fik en generel sygdom, som fik øgenavnet bura-bura (der direkte oversat betyder "formålsløs"), hvor symptomerne var, at man generelt havde det skidt og var konstant træt og uden mental energi til at udføre et arbejde.
2701 ::: Antallet af børn, der fik leukæmi, toppede mellem 1950 og 1953, men siden steg antallet af voksne personer med leukæmi til et unormalt højt niveau.
2702 ::: I 1955, ti år efter bomberne, begyndte andre kræftformer at vise sig oftere end hos ikke-strålingsramte.
2703 ::: Skjoldbruskkirtelkræft steg i 1960'erne.
2704 ::: De følgende fem år steg også tilfældene af mavekræft og lungekræft.
2705 ::: Kvinder, som havde været udsat for bestråling inden for en kilometer fra bomben, havde 3,3 gange større sandsynlighed for at udvikle brystkræft end andre.
2706 ::: De fleste af de sygdomme, som de overlevende efter atombomberne fik, var ikke dækket af Japans nationale sygekasse.
2707 ::: En bestemmelse i San Francisco-traktaten for krigsafslutningen med Japan forhindrede Japan i at rejse erstatningssager mod USA.
2708 :::
2709 Vedtagelse af japansk lov om lægehjælp til atombombeofre (1957) :::
2710 ::: I 1957 gennemførte den japanske regering en lov om lægehjælp til atombombeofrene.
2711 ::: I den forbindelse blev hibakusha defineret som alle, der havde været inden for bygrænsen på tidspunktet for bomben, samt alle der havde opholdt sig i områder, hvor den sorte regn var faldet – foruden børn der var blevet bestrålet inde i livmoderen under deres fosterudvikling, og endvidere også redningsarbejdere, der ankom inden for de første to uger.
2712 ::: Kun nogle få strålingsrelaterede sygdomme, bl.a. leukæmi, blev nævnt i loven som tilskudsberettigende.
2713 ::: Det var imidlertid svært at få hjælp, idet der skulle udfyldes en skriftlig ansøgning, og man skulle fremvise en skriftlig bekræftelse fra en offentligt ansat embedsmand eller et foto, som viste personens præcise opholdssted på tidspunktet for bomben.
2714 ::: Desuden skulle man vedhæfte to underskrevne erklæringer fra to forskellige personer, som ikke måtte være slægtninge af blodets bånd i indtil tredje led, og disse vidner skulle sværge på, at oplysningen om ansøgerens opholdssted på tidspunktet for bomben var rigtig.
2715 ::: Personen kunne ganske vist under ed udfærdige en skriftlig erklæring, men skulle stadig finde nogen, som ville bevidne det, og som erklærede at have været sammen med personen umiddelbart efter atombombesprængningen.
2716 ::: På trods af disse krav fik 200.984 personer udstedt et pas, som berettigede dem til at få andel i de fordele, som loven nævnte.
2717 ::: En undersøgelse fra 1965 viste, at atombomberamte personer døjede langt mere med sygdomme og handicap end ofre for traditionelle bomber gjorde.
2718 ::: Familier med et medlem, som led af en atombomberelateret fysisk sygdom, havde typisk 3½ gange større lægeregninger end det nationale gennemsnit
2719 :::
2720 Psykiske gener efter atombombningerne :::
2721 ::: Mange atombomberamte forlod Nagasaki og fandt fjerne familier ude på landet eller på fjerne øer, hvor de kunne slå sig ned.
2722 ::: Nogle fandt det imidlertid ubærligt at bo sammen med fjerne slægtninge, som havde deres hverdagsliv i behold.
2723 ::: Derfor besluttede mange at vende tilbage til Nagasaki, hvor de kunne være sammen med mennesker, som havde gennemlevet de samme lidelser som dem selv.
2724 ::: Børn med synlige skader og manglende hår blev hånet af deres uskadte klassekammerater, som kaldte dem for "enøjede djævle", "kyllingeben", "skaldepander", "uhyrer", "atombomber" og ”tempura” (som er betegnelse af en japansk ret, hvor rejer og grøntsager frituresteges).
2725 ::: Der gik falske rygter om, at man kunne få atombombesygdomme, hvis man rørte ved en overlevende.
2726 ::: Arbejdsgivere nægtede at ansætte hibakusha-atombombeofre.
2727 ::: De blev også rutinemæssigt afvist som mulige ægtefæller, fordi den anden part var bange for, at de enten selv ville udvikle strålingsrelaterede sygdomme, eller at der skulle vise sig arvelige virkninger hos børnene.
2728 ::: Derfor holdt tusinder det hemmeligt, at de havde været i nærheden af atombomben, og nogen fortalte det aldrig til deres senere ægtefælle.
2729 ::: Begrebet "post-traumatisk stress-syndrom" (PTSD) kom først til Japan i 1990'erne efter det store Kobe-jordskælv i 1995. Rådgivning for den slags opfattes dog stadig i Japan som kulturfremmed
2730 :::
2731 Dødsfødsler efter atombomben :::
2732 :::
2733 ::: 43% af de graviditeter, hvor fosteret blev bestrålet inden for 1½ km fra bombestedet i Nagasaki, endte med en spontan abort eller dødfødsel eller ved, at barnet døde som spæd.
2734 ::: De børn, der blev født, var ofte undervægtige, eller mødrene dannede ikke brystmælk nok, og senere kunne der komme andre komplikationer med barnets fysiske og mentale helbred
2735 :::
2736 Japanske anvisninger til den japanske befolkning mod atombomben :::
2737 ::: Det japanske indenrigsministerium skrev i avisen Asahi Shimbun (ca. 11. august 1945), at man skulle beskytte sig mod "den nye type bombe" ved at søge hen til et beskyttelsesrum med tag - eller hvis dette ikke var muligt, at man pakkede sig ind i et tæppe eller andet klædningsstykke.
2738 ::: Lægen Akizuki, der behandlede de ramte, fortalte senere, at han, da han læste denne artikel med disse virkelighedsfjerne råd, fik svært ved at styre sit raseri
2739 :::
2740 ::: Japans overgivelse og afslutningen på Anden Verdenskrig.
2741 ::: Efterhånden som de allierede styrker nærmede sig Japans hovedøer, diskuterede de to fløje i det japanske kabinet rasende Japans betingelser for overgivelse.
2742 ::: Ifølge Japans forfatning skulle de nå til enighed, og det kunne de ikke.
2743 ::: Derfor kunne man kun forberede sig på invasionen.
2744 ::: De japanske styrker i Kina og Manchuriet blev flyttet til de japanske hovedøer.
2745 ::: Mitsubishi-skibsværftet konstruerede enmandsmotorbåde af krydsfiner med en bombe i skroget.
2746 ::: Meningen var, at de skulle dukke frem fra skjulte huler langs kystlinjen og ramme fjendens skibe.
2747 ::: Man udviklede også selvmords-torpedoer, bemandet med en enkelt mand.
2748 ::: Hver husholdning havde et bambusspyd placeret tæt ved indgangsdøren.
2749 ::: Det skulle bruges til at angribe fjendens soldater, uanset at man ville blive skudt, før man var kommet tæt nok på fjenden til at bruge dette våben.
2750 ::: Men det var jo altså også, fordi det var en vanære over for kejseren, hvis man overgav sig.
2751 :::
2752 ::: USA havde kendskab til, at kejser Hirohito og udenrigsminister Shigenori Togo i juni og juli 1945 diskret havde taget kontakt til Sovjetunionen, for at anmode om hjælp ved en forhandling om overgivelse.
2753 ::: Men da der ville være behov for enighed i regeringen, og man samtidig forberedte sig på en invasion, var de amerikanske analytikere uenige om, hvor tæt de japanske ledere faktisk var på at overgive sig.
2754 ::: Japan søgte garanti for, at Sovjetunionen fortsat ville holde sig neutral - men man vidste ikke i Japan, at den sovjetiske indtræden i krigen faktisk allerede var planlagt til at finde sted i begyndelsen af august 1945.
2755 :::
2756 ::: På dagen, hvor USA kastede en atombombe over Nagasaki, d. 9. august 1945, var der i Tokyo indkaldt til ekstraordinært møde for "de seks store" i Japans øverste krigsråd.
2757 ::: Det var premierminister Kantaro Suzuki, udenrigsminister Shigenori Togo, flådeminister Mitsumasa Yonai, hærminister Korechika Anami og hærens øverstbefalende Yoshijiro Umezu samt flådens øverstbefalende Soemu Toyoda.
2758 ::: De skulle dels diskutere Sovjetunionens overraskende angreb på det japansk okkuperede Manchuriet, og dels diskutere (igen) vilkårene for en japansk overgivelse.
2759 ::: Premierminister Kantaro Suzuki havde om morgenen før mødet haft et møde med kejser Hirohito, og havde fået hans opbakning til at argumentere for, at man accepterede Potsdam-vilkårene.
2760 ::: Under mødet blev Nagasaki-bombningen, som skete samme dag, ikke nævnt
2761 ::: Premierministeren, udenrigsministeren og flådeministeren udgjorde fredsfraktionen, som argumenterede for kejserdømmets bevarelse som eneste betingelse.
2762 :::
2763 ::: Hærministeren, hærens øverstbefalende samt flådens øverstbefalende argumenterede for yderligere tre betingelser: Selv-afvæbning, japansk kontrol med krigsforbryderdomstolen og ingen amerikansk besættelse af selve Japan.
2764 :::
2765 ::: Efter et stykke tid sluttede resten af regeringen sig til mødet, og diskussionerne fortsatte til langt ud på natten, uden at man blev enige.
2766 ::: Klokken 23 om aftenen blev "de seks store" tilkaldt til kejseren, som indfandt sig 10 minutter før midnat.
2767 ::: De diskuterede i 3 timer, hvorunder kejseren foreslog, at den eneste betingelse skulle være bevaring af kejserdømmet, hvilket alle så endte med at tilslutte sig.
2768 ::: Kommunikationen var dog meget langsom dengang, så der gik næsten 15 timer, før USA modtog det japanske tilbud om overgivelse.
2769 :::
2770 ::: Så snart USA havde modtaget Japans officielle tilbud om overgivelse, anbefalede flådeminister James Forrestal og krigsminister Henry L. Stimson at standse alle luftvåben- og flådeaktioner mod Japan.
2771 ::: Truman afviste dog dette, idet han ikke følte sig sikker på, at Japan og de allierede ville kunne nå til enighed med Japan om en overgivelsesaftale.
2772 ::: I endnu fem dage fortsatte kampene i Stillehavet og B-29 bombeflyenes bombetogter mod de japanske byer.
2773 ::: Dog gik Truman med til at udskyde nedkastningen af en tredje atombombe, indtil det stod klart, om overgivelsesforhandlingerne med Japan var mislykkedes eller ej.
2774 ::: I en tale nævnte Truman bombningen af Hiroshima, som han kaldte en militærbase, der var udvalgt "fordi vi i det første angreb så vidt muligt ønskede at undgå, at civile blev dræbt".
2775 ::: Nagasaki blev ikke nævnt, selv om talen blev holdt 24 timer efter atombombningen af Nagasaki.
2776 :::
2777 ::: Udadtil talte Truman altså om, at atombomberne var rettet mod militære mål, men handelsminister Henry Wallace noterede, at Truman havde sagt, at han ikke brød sig om at udslette endnu 100.000 mennesker og "alle de børn".
2778 :::
2779 ::: Faktisk blussede uenighederne i den japanske regering igen op, da man mødtes 12. august 1945 for at diskutere USA's respons på Japans tilbud om overgivelse.
2780 ::: For at komme Japans vigtigste bekymring i møde, formulerede USA's udenrigsminister James Byrnes sig med vilje tvetydigt om kejserens rolle i fremtiden, samtidig med at han omhyggeligt holdt fast i den opfattelse, at USA fortsat stod fast på sit krav om en betingelsesløs overgivelse.
2781 ::: Nogle yngre officerer i det japanske militær mente, at kejseren var blevet manipuleret til at acceptere overgivelse, og forberedte et kup, som skulle vælte den japanske regering.
2782 ::: Det mislykkedes og de begik selvmord.
2783 :::
2784 ::: I regeringen fortsatte diskussionerne hele den 12. og 13. august 1945. Den 14. august 1945 skar kejseren igennem og krævede, at hvert enkelt regeringsmedlem bøjede sig for hans ønske om at stoppe krigen.
2785 ::: Om morgenen den 15. august 1945 (d. 14. august i Washington-tid) meddelte Truman, at krigen var slut.
2786 :::
2787 ::: Overgivelsesceremonien fandt sted ombord på det amerikanske slagskib USS Missouri d. 2. september 1945.
2788 ::: Dermed sluttede Anden Verdenskrig.
2789 :::
2790 :::
2791 Antallet af ofre for Anden Verdenskrig :::
2792 ::: Anden Verdenskrig varede i næsten 4 år og krævede 50-70 millioner menneskeliv over store dele af kloden.
2793 ::: Den var ikke kun brutal i Europa, men også i Asien.
2794 ::: Japan havde angrebet USA uden varsel, behandlet krigsfanger brutalt, tvunget tusindvis af koreanske kvinder til at være prostituerede, og dræbt millioner i Kina og andre asiatiske lande, bl.a. med kemiske og biologiske våben.
2795 ::: Antallet af mennesker, som blev dræbt af japanerne forskellige steder i Asien, vil aldrig blive kendt.
2796 ::: Forskellige vurderinger af civile dødsfald i Kina alene har ligget mellem 10 og 35 millioner mennesker.
2797 ::: Selv om disse vurderinger er lavet af den kinesiske regering, anslår disse tal den mulige størrelsesorden.
2798 ::: Japan bombede og invaderede f.eks. den kinesiske by Nanking, hvor mange tusinder blev dræbt, og japanerne angreb den kinesiske civilbefolkning med bl.a. sennepsgas, miltbrand-bakterier, pest, tyfus, kolera og bakterie-dysenteri.
2799 :::
2800 ::: Hvor mange mennesker Hitler og Stalin dræbte forbliver et diskussionsemne, men de var begge ansvarlige for millioners død.
2801 ::: Den paranoide og megalomane Joseph Stalin dræbte næsten lige så mange millioner russere som Nazi-Tyskland gjorde
2802 ::: Dmitri Volkogonov, som fik adgang til sovjetiske arkiver, hævder, at Stalin dræbte omkring 12 millioner russere, idet der i dette tal ikke indgik de mennesker, der døde under den Anden Verdenskrig.
2803 ::: Ifølge historikeren Timothy Snyder dræbte nazisterne omkring 12 millioner civile, medens sovjetterne dræbte omkring 9 millioner i den periode, hvor Stalin var ved magten.
2804 ::: Historikeren Anne Applebaum har argumenteret for, at Timothy Snyders vurdering for Stalin synes at være for lav.
2805 :::
2806 ::: NKVD var Sovjetunionens Folkekommissariat for Interne Anliggender, dvs. den kombinerede sikkerhedstjeneste fra juli 1934 (indtil 1946, hvor det skiftede navn til KGB).
2807 ::: NKVD forestod massearrestationer, massehenrettelser, forsvindinger, deportationer, massemord, tortur, terror og lignende metoder mod såvel landets egen befolkning og mod udenlandske medborgere.
2808 ::: For at kunne holde en slags kontrol over Stalins mordmaskineri, udførtes også mord på morderne.
2809 ::: Den 7. december 1939 samarbejdede Sovjetunionens NKVD og Tysklands Gestapo om at udrydde en polsk modstandsbevægelse.
2810 ::: Lederen af NKVD's store udrensninger i 1936-1938 hed Genrich Jagoda.
2811 ::: Han blev myrdet personligt med et pistolskud i hovedet af sin efterfølger, Nikolaj Jezjov.
2812 ::: Denne var den mest berygtede chef for NKVD, og han blev senere selv myrdet på samme måde af efterfølgeren Berija.
2813 :::
2814 Den japanske kejsers radiotale (14. august 1945) :::
2815 :::
2816 ::: Kejser Hirohito holdt en radiotale for sit folk. Tidspunktet for talen var blevet annonceret i forvejen.
2817 ::: I sin lange tale forsvarede han angrebet på Pearl Harbor, omtalte "en ny og meget grusom bombe" og fremstillede Japans beslutning om overgivelse som heroisk og nødvendig for at undgå "den totale udslettelse af den menneskelige civilisation".
2818 ::: Højtstående embedsmænd fik travlt med at destruere dokumenter, som ville kunne bruges i en krigsforbryderdomstol.
2819 ::: Krigsminister Anami havde beordret mange folk arresteret, hvis de begyndte at tale om fred.
2820 ::: Han fandt overgivelse utænkeligt.
2821 ::: Atombomberne og Sovjetunionens krigserklæring ændrede ikke på nogen måde hans indstilling.
2822 ::: Det eneste, der kunne ændre hans indstilling, var at han som soldat følte sig forpligtet til at adlyde sin kejser, som i japansk sammenhæng blev betragtet som en gud.
2823 ::: Krigsminister Anami og 350 andre militærpersoner begik seppuku, dvs. rituelt selvmord ved at sprætte maven op (i vestlige lande kendt som harakiri)
2824 :::
2825 ::: Man kan spørge, hvorfor Japan ikke kapitulerede tidligere.
2826 ::: Nogle medlemmer af Japans regering havde allerede i foråret 1944 indset, hvor alvorlige de japanske tilbageslag på slagmarken var, og at et nederlag var uundgåeligt.
2827 ::: Men regeringsmedlemmerne på højrefløjen, der gik ind for militæret, syntes rede til at ofre deres borgere for, hvad de anså som nationens ultimative slag.
2828 Dokumentering af Nagasaki-bombens virkninger :::
2829 ::: Efter en rejse på 11 timer ankom tre mænd, der var udsendt af regeringens militære propagandaapparat, til Nagasaki for at dokumentere ødelæggelserne med henblik på at bruge det i anti-amerikansk krigspropaganda.
2830 ::: De ankom midt om natten d. 10. aug. 1945. Det var en krigsfotograf, en tegnere og en forfatter (Jun Higashi).
2831 :::
2832 ::: Krigsfotografen nåede at tage 119 fotos, inden de ti timer senere rejste med tog tilbage til Hakata.
2833 ::: Da alt var kaotisk, fik han ikke afleveret sine billeder, og beholdt dem til krigens afslutning.
2834 ::: Disse billeder blev derfor aldrig brugt til et sidste misforstået forsøg på at opildne til folkelig støtte om at fortsætte krigen, udtalte han senere
2835 :::
2836 Censur og fornægtelse :::
2837 ::: Konsekvenserne af at blive udsat for radioaktiv stråling på hele kroppen, blev i lang tid kategorisk benægtet af højtstående amerikanske embedsmænd.
2838 ::: I årevis efter angrebene på Hiroshima og Nagasaki blev nyhedshistorier, fotografier, videnskabelig forskning og personlige vidnedsbyrd fra overlevende atombombeofre censureret i Japan af den amerikanske besættelsesmagt.
2839 ::: Den amerikanske regering satte også grænser for, hvad man kunne fortælle i selve USA
2840 :::
2841 ::: General Douglas MacArthur blev øverstkommanderende for de allierede styrker, og den øverste leder af de amerikanske besættelsesstyrker i Japan.
2842 ::: Japanerne fik at vide, at han var en stærk fortaler for fri presse, men så snart han ankom til Japan, indførte han strenge regler for, hvad journalisterne måtte skrive om strålingens virkninger.
2843 ::: Journalisterne fik også forbud mod at fortælle, at de var underlagt denne censur.
2844 ::: En reporter fra Chicago Tribune, George Weller, undslap sin officielle ledsager og rejste med tog til Nagasaki.
2845 ::: Her udgav han sig for at være amerikansk oberst, og den amerikanske general på stedet troede på hans historie.
2846 ::: George Weller opholdt sig i byen i tre uger og blev førstehåndsvidne til sygdommene i befolkningen.
2847 ::: Hver aften skrev han sine historier, og afleverede dem om morgenen i en pakke til to militærofficerer, som den lokale general havde udpeget for ham, og som bragte pakkerne til Tokyo - idet han uden på pakkerne skrev "Til den ledende censor ved det amerikanske hovedkvarter i Tokyo".
2848 ::: Censorerne kasserede alle disse rapporter.
2849 ::: George Weller forlod Nagasaki med et hospitalsskib, medbringende kopier af alle sine rapporter, men efterfølgende lod han dem ligge ubrugt i 60 år i sin kælder hjemme.
2850 ::: I øvrigt slap også en australsk journalist, Wilfred Burchett, uden om den amerikanske censur.
2851 ::: Han nåede frem til Hiroshima og var den første udenlandske journalist i byen efter bomben.
2852 ::: Hans artikel om stråleskaderne kom på forsiden af den britiske avis Daily Express.
2853 ::: Fra amerikansk side blev journalisten betegnet som offer for japansk propaganda.
2854 ::: Det amerikanske militærpoliti konfiskerede filmene fra et filmhold fra det japanske filmselskab Nippon Eiga-sha, som dokumenterede Nagasakis ødelæggelser og strålingens virkninger, men senere fik de lov til fortsat at filme, men skulle aflevere filmene, og disse film blev ikke offentliggjort.
2855 ::: Det amerikanske krigsministerium udsendte 15. sep. 1945 et memorandum til alle amerikanske medier om, at enhver rapportering om bombernes strålevirkninger, eller artikler om videnskabelige detaljer og tekniske oplysninger skulle godkendes af krigsministeriet, før de kunne offentliggøres.
2856 :::
2857 ::: Næsten samtlige amerikanske medier indordnede sig, og trykte herefter kun regeringens pressemeddelelser uden ret mange spørgsmål, idet de accepterede, at der var militære hemmeligheder omkring bomben.
2858 ::: General Leslie Groves udtalte som vidne i det amerikanske Senat, at død som følge af høj radioaktiv stråling "var en behagelig måde at dø på".
2859 ::: En ung amerikansk flådefotograf, sergent Joe O'Donnell, var i Nagasaki og andre steder i Japan for at dokumentere virkningerne af de amerikanske bombardementer.
2860 ::: Alle filmrullerne blev sendt til Washington, men han medbragte et ekstra kamera, hvormed han tog billeder til sig selv, og disse billeder fremkaldte han i et improviseret mørkekammer om natten.
2861 ::: Han tog 300 private billeder fra Nagasaki, bl.a. et billede af den meget alvorligt forbrændte ryk af japaneren Sumiteru Taniguchi.
2862 ::: I januar 1946 ankom 11 amerikanske filmfolk og fotografer til Nagasaki.
2863 ::: De var udsendt af U.S. Strategic Bombing Survey.
2864 ::: De skulle vurdere, hvor effektive USA's angreb med såvel konventionelle bomber som atombomber havde været med henblik på "den fremtidige udvikling af USA's væbnede styrker".
2865 ::: Forud havde tusinder af amerikanske militære og civile eksperter rejst rundt i Japan for at gennemlæse japanske arkiver og dokumentere ødelæggelserne.
2866 ::: Filmholdet skulle supplere disse dataindsamlinger.
2867 ::: Bl.a. fotograferede de patienterne på nødhjælpscentrene.
2868 ::: Tre kilometer filmspoler blev sendt til USA og hemmeligstemplet i over 25 år
2869 :::
2870 Amerikanske besættelsesstyrker til Nagasaki :::
2871 ::: De amerikanske besættelsesstyrker ankom til Nagasaki d. 23. sep. 1945. De mødte ingen modstand.
2872 :::
2873 ::: De blev overvældet over virkningen af blot en enkelt atombombe i Nagasaki.
2874 ::: Ligbål brændte stadig alle vegne, 1½ måned efter bomben, og knogler var stablet op på jorden.
2875 ::: Folk havde tomme udtryk i ansigtet, fordi de var udmattede af sygdom og død i familien
2876 :::
2877 Bombernes virkninger :::
2878 ::: United States Strategic Bombing Survey (USSBS) var en gruppe på omkring 1000 personer, hvoraf 2/3 var militærfolk og 1/3 var civile, som havde til opgave at vurdere virkningerne af de allieredes bombninger under Anden Verdenskrig, herunder atombombningerne i Hiroshima og Nagasaki.
2879 :::
2880 ::: United States Strategic Bombing Survey antog, at tabstallene for Hiroshima var 60-70.000 dræbte og ca. 50.000 sårede.
2881 ::: Hiroshima havde 245.000 indbyggere (byen havde haft 340.000 indbyggere før evakueringerne blev foretaget).
2882 ::: De skønnede, at 65.000 ud af i alt 90.000 bygninger blev ødelagt.
2883 :::
2884 ::: De tilsvarende tal for Nagasaki vurderedes at være 40.000 dræbte og ca. 40.000 sårede.
2885 ::: Dette var ud af 230.000 (indbyggertallet i Nagasaki var 285.000 før evakueringerne blev foretaget).
2886 ::: Tabstallene i Nagasaki ville have været mindre, hvis der havde været en luftalarm, som blev fulgt, fordi byen havde mange tunneler til bombeskjul.
2887 ::: (engelsk Wikipedia https://en.m.wikipedia.org/wiki/United_States_Strategic_Bombing_Survey).
2888 ::: I en anden vurdering for Nagasaki nåede man frem til, at der ved årets slutning, d. 31. dec. 1945, var 73.884 dræbte og 74.909 sårede i Nagasaki.
2889 :::
2890 ::: Dertil kom 120.820 personer, som var indirekte ramt ved, at familiemedlemmer var døde eller sårede, eller ved at have mistet deres arbejde eller bolig
2891 :::
2892 Dræbte i Hiroshima og Nagasaki :::
2893 ::: Det er også nævnt, at over 200.000 mænd, kvinder og børn blev slået ihjel ved angrebene på Hiroshima og Nagasaki - enten på tidspunkterne for selve bomberne eller i løbet af de næste fem måneder på grund af deres sår eller den akutte stråling, de havde været udsat for.
2894 ::: Men i de følgende år kom yderligere titusinder til at lide af skader og strålingsrelaterede sygdomme.
2895 :::
2896 Afmilitarisering af Japan :::
2897 ::: Under general MacArthur’s ledelse var det i slutningen af 1945 lykkedes at afvæbne det japanske militær og fjerne de promilitaristiske ultranationalister fra alle deres poster i det japanske regeringsapparat.
2898 ::: Det var også lykkedes at afskaffe shinto som statsreligion og som kanal for nationalistisk propaganda.
2899 ::: USA havde etableret en massiv amerikansk overvågning, som holdt øje med alle dele af den japanske regerings virke.
2900 ::: Syv japanske krigsforbrydere af "klasse A" blev i 1948 henrettet.
2901 ::: 920 krigsforbrydere på lavere niveauer blev også henrettet.
2902 ::: Over 3000 fik fængselsstraffe.
2903 ::: MacArthur beholdt kejser Hirohito som statsoverhoved, hvilket egentlig var i modstrid med de allieredes oprindelige krav om en "betingelsesløs overgivelse", og det var også på trods af, at mange amerikanske og allierede ledere ønskede, at kejseren burde retsforfølges som krigsforbryder.
2904 ::: MacArthur mente imidlertid, at man kunne risikere at udløse et oprør, hvis man fjernede kejseren som symbol på Japans kultur og historie.
2905 ::: Kejseren blev frikendt for ethvert ansvar for krigen.
2906 ::: Men kejseren måtte acceptere, at besættelsesmagten ændrede hans relation til det japanske folk.
2907 ::: Han var ikke mere en ophøjet guddom, men kun et menneske, omend han blev præsenteret som en fredens frontfigur og symbol på "statens og folkets enhed".
2908 ::: Kejserens portræt forsvandt fra skolernes klasselokaler og fra de offentlige bygninger.
2909 ::: Skolelærerne, der tidligere skulle lære børnene at ofre sig for kejseren og nationen, skulle nu få eleverne til at tænke dybt over, hvorfor det japanske folk ikke havde formået at dæmme op for den militaristiske bevægelse, som førte Japan ud i krig og nederlag.
2910 ::: Vestlige begreber som individualitet, rationel tænkning og social lighed, blev indført som en revolution fra oven.
2911 ::: Fæstebønder fik ret til at få egen jord.
2912 ::: Japanske arbejdere blev medlemmer af fagforeninger.
2913 ::: Besættelsesmagtens censurafdeling (CCD) fjernede omtale af atombomberne i litteratur, film, radio og lærebøger.
2914 ::: Sætninger som "Mange uskyldige mennesker blev dræbt i Hiroshima og Nagasaki" blev forbudt.
2915 ::: Mindedage for bomben måtte kaldes "en kulturfestival", for at få lov at blive afholdt.
2916 ::: En bog af den 14-årige Masako Ishida ("Masako taorezu", dvs. "Masako gav ikke op") blev forbudt, fordi den (indirekte) kom til at virke som en anklage om, at, Nagasaki-bomben havde været en forbrydelse mod menneskeheden.
2917 ::: Censurpolitiken begrænsede lægers beskrivelse af de strålingsrelaterede sygdomme.
2918 ::: Tilladelser til offentliggørelse blev sjældent givet.
2919 ::: USA ville sikre den offentlige ro i Japan, og sikre USA's eksklusive viden om bomberne.
2920 ::: I de japanske lægetidsskrifter var der kun 3 artikler om atombomber i årene 1948 og 1949. Besættelsesmagtens censurafdeling (CCD) blev lukket ned i 1949, men forskningsrapporter om atombombe-relaterede emner var udelukket fra diskussioner ved japanske lægekonferencer frem til 1951. I den amerikanske offentlighed blev paddehatteskyen symbolet på atombomben - og ikke billederne af døde og lidende overlevere.
2921 ::: I august 1946 var der artikler i den amerikanske presse, som kritiserede USA’s atomvåbenprogram og stillede skarpt på etiske dilemmaer.
2922 ::: Tidsskriftet The New Yorker brugte 68 sider på at trykke John Herseys værk "Hiroshima", der handlede om seks overlevende fra Hiroshima.
2923 ::: Han havde tilbragt 3 uger som krigskorrespondent i Hiroshima i foråret 1946. Hele 50 amerikanske aviser genoptrykte artiklerne som en artikelserie over flere dage.
2924 ::: Albert Einstein bestilte 1000 eksemplarer.
2925 ::: Bogklubben Book of the Month distribuerede hundredtusinder af eksemplarer gratis til sine abonnenter.
2926 ::: ABC Radio udsendte gennem fire uger hele teksten til "Hiroshima" i form af oplæsninger på en halv time.
2927 ::: I oktober udgav forlaget Alfred A. Knohf "Hiroshima" som bog.
2928 ::: Inden der var gået ½ år, var bogen solgt i en million eksemplarer over hele verden.
2929 ::: I Japan varede forbuddet mod at publicere bogen dog i endnu tre år.
2930 ::: Man var bange for, at beskrivelserne ville få folk til at mene, at bomberne "var urimeligt grusomme"
2931 :::
2932 Katolsk forklaring på Nagasaki-bomben :::
2933 ::: En læge, som også var åndelig leder for den katolske menighed i Nagasaki - hans navn var Takashi Nagai - skrev en bog "Nagasakis klokker", som gav de overlevende katolikker en overordnet mening med deres lidelser.
2934 ::: Han tolkede nemlig Nagasaki-atombomben som en form for dåb, hvorigennem Japan og verden kunne bøde for sine synder og begynde forfra.
2935 ::: Folk burde takke for, at de var blevet udvalgt til at ofre sig, fordi dette tjente et højere formål.
2936 ::: F.eks. troede han på, at Nagasaki blev ofret for at opnå den fred, der kom til verden, da Japan overgav sig.
2937 ::: Der havde også været 400 års forudgående historie om kristne martyrer i byen, som han kunne nævne i bogen.
2938 ::: De katolske hibakusha-atombombeofre var Guds trofaste martyrer.
2939 ::: Men desuden rettede han en anklage mod Japans militære aggression.
2940 ::: Han så atombomben som en "vaccination mod krig".
2941 ::: Nagasaki-bomben skulle blive den sidste krigshandling i menneskehedens historie.
2942 ::: I 1950 blev "Nagasakis klokker" lavet til en spillefilm - efter at embedsmænd fra den amerikanske besættelsesmagt havde stillet krav om at fjerne alle visuelle billeder af atombomben undtagen et fjernt billede af atomskyen og en scene, hvor Nagai finder sin kones rosenkrans i ruinerne af deres hjem.
2943 ::: I Japan fik bogen og filmen til resultat, at Nagasaki's reaktion blev opfattet som from og passiv, hvorimod de overlevende i Hiroshima blev opfattet som aktivister, som ønskede at udtrykke deres vrede offentligt.
2944 ::: Lægen Akizuki, som tidligere havde studeret hos lægen og katolikken Nagai, vendte sig kraftigt imod Nagai’s synspunkter, idet han mente, at budskabet om, at folk i Nagasaki havde tjent som Guds offerlam, bagatelliserede de overlevendes lidelser, og i øvrigt på den måde gav eksistensen af atomvåben en berettigelse.
2945 ::: Lægen Akizuki blev ved med både at bebrejde den japanske regering, som med vilje havde forlænget den vanvittige krig, og amerikanerne for at have kastet bomben.
2946 ::: Senere konverterede han faktisk selv til katolicismen og blev en fremstående fortaler for, at så mange hibakusha-atombomberamte som muligt formulerede deres erfaringer med atombomben skriftligt eller mundtligt, og hans indsats gav på den måde de overlevende en måde at komme ud af deres psykologiske traumer på, og øgede samtidig omverdenens forståelse for virkningerne af atomvåben – også ude i verden
2947 :::
2948 Langsom helbredelse hos atombombeofrene :::
2949 ::: De atombombeofre, som overlevede bomberne i Hiroshima og Nagasaki, var ofte længe om at blive helbredt.
2950 ::: Det skyldes, at strålingen havde ødelagt deres stamceller (gendannelsesceller), og skadet kroppens naturlige forsvarsmekanismer.
2951 ::: Ofte ville sårene, selv fra deres operationer, ikke heles, eller der udviklede sig betændelse i dem.
2952 :::
2953 Oprettelse af ABCC, Atomic Bomb Casualty Commission (1946) :::
2954 ::: I 1946 oprettede præsident Truman en kommission, Atomic Bomb Casualty Commission (ABCC), som fik til opgave at undersøge de overlevende efter atombomben for at finde ud af, hvordan den radioaktive bestråling havde påvirket deres helbred.
2955 ::: Disse studier skulle give USA militære, videnskabelige og politiske forspring.
2956 ::: Oplysningerne ville støtte det amerikanske civilforsvars planer i forbindelse med mulige fremtidige atomangreb på amerikanske byer.
2957 ::: Det ville kunne give data, som kunne bruges til at udarbejde internationale grænser for, hvor stor en bestråling læger, videnskabsmænd og arbejdere i atomindustrien samt patienter måtte udsættes for.
2958 ::: Amerikanerne var bekymrede for, at japanerne ville overdrive strålingens virkninger for at opnå politiske fordele.
2959 ::: Omvendt var japanerne bekymrede for, at amerikanerne ville underdrive strålingens virkninger - ligeledes for at opnå politiske fordele.
2960 ::: Begge lande havde stor mistillid til hinanden, og havde i mange år drevet en meget ondskabsfuld propaganda mod hinanden.
2961 ::: USA opfattede alle forskningsresultaterne og alle prøverne som amerikansk ejendom - delvis for at forhindre andre nationer i at få fingre i teknisk information om bomberne og deres virkninger, som ville kunne fremme andre landes egne atomvåbenprogrammer.
2962 ::: Læger, som behandlede patienterne, havde derfor ingen adgang til resultater, som måske ville kunne hjælpe til diagnose og pleje af patienterne.
2963 ::: Patienterne troede, at de ville få behandling af de ansatte fra ABCC, men det fik de ikke.
2964 ::: Faktisk havde de ansatte på ABCC udtrykkeligt fået pålæg om kun at registrere stråleskaderne, men ikke behandle dem.
2965 ::: I 1951 var 70% af de ansatte læger hos ABCC faktisk japanske læger, som ikke havde nogen sprogbarriere til patienterne og i øvrigt godt ville kunne have givet lægehjælp.
2966 ::: Så sent som i 1961 fastholdt de amerikanske myndigheder, som overvågede ABCC, det synspunkt, at hvis USA havde givet lægehjælp til de overlevende efter atombomben, ville det forpligte USA til at gøre det samme over for alle japanere, som var såret under krigen.
2967 ::: Og at det omvendt ville stille krav til Japan om at give behandling til amerikanere, som var blevet såret ved angrebet på Pearl Harbor.
2968 ::: Bag ved disse og andre argumentationer lå frygten for, at hvis USA gav lægehjælp til de atombomberamte, kunne dette tolkes som et udtryk for, at USA havde noget at sone efter at have kastet atombomben.
2969 ::: I Europa gav USA lægehjælp til tidligere fjender under allieret besættelse uden at nogen af den grund antydede, at de dermed skulle have et ansvar for deres kvæstelser.
2970 ::: Men med atombomben var emnet for følsomt.
2971 ::: ABCC ville heller ikke give hibakusha-atombomberamte forret til ansættelse i kommissionen - igen fordi man ikke ville give det indtryk, at man sonede for at have kastet atombomberne ved at give forskelsbehandling på nogen måde.
2972 ::: Det vagte harme blandt japanerne, at ABCC’s virke ikke på nogen synlig måde kom atombombeofrene til gavn - f.eks. når man udførte obduktioner af afdøde personer (men også fordi obduktioner var et ukendt fænomen i Japan).
2973 ::: Frem til slutningen af 1950'erne blev der udført cirka 500 obduktioner om året i Hiroshima og Nagasaki.
2974 ::: Væv og billedmateriale fra obduktionerne blev sendt til USA og klassificeret som statshemmeligheder.
2975 :::
2976 James Yamazaki blev leder af ABCC-kommissionen (1949) :::
2977 ::: I slutningen af 1949 blev James Yamazaki den tredje direktør for Atomic Bomb Casualty Commission (ABCC) i Nagasaki.
2978 ::: Han var amerikaner og børnelæge, men japansk af udseende, fordi han var anden generation efter japanske indvandrere til USA.
2979 ::: Han søgte at oprette tillid til ABCC ved at etablere et tæt samarbejde med lægen Raisuke Shirabe, som var direktør for Nagasakis universitetshospital.
2980 ::: Studerende ved universitetshospitalet fik f.eks. lejlighed til at deltage i ABCC's forskning, og James Yamazaki gav hver uge forelæsning om den nyeste praksis inden for den amerikanske lægeverden.
2981 ::: James Yamazaki stod i spidsen for 250 ansatte, der udførte studier vedrørende kræft, tab af energi, synsbesvær, unormale udslæt, hårtab, epidemiologiske forandringer, sterilitet og tidlig død.
2982 ::: Som børnelæge var han særlig interesseret i børnenes sygdomme.
2983 ::: Mødrene havde typisk fået at vide af deres familielæger, at deres børns fysiske og mentale udfordringer sandsynligvis skyldtes fejlernæring, traumer eller stress på grund af bomben, og de vidste meget lidt om strålingens mulige virkninger på deres børn.
2984 ::: Efterhånden som børnene blev ældre, blev ABCC i stand til at konkludere, at radioaktiv bestråling var årsag til de fleste af børnenes helbredsproblemer.
2985 ::: Fosterets alder på bestrålingstidspunktet havde betydning for, hvor sårbar barnet senere blev.
2986 ::: Børn, der var bestrålet mellem 8 og 15 uger efter undfangelsen, havde betydeligt større risiko for at få udviklingshandicap, eftersom fosterets hjerneceller er meget modtagelige over for strålingsskader i dette stadie af graviditeten.
2987 ::: Omkring 15% af de ufødte børn, som var udsat for bestråling inde i moderens livmoder, og som befandt sig inden for 1½ km fra bombestedet, fik mikrocefali, dvs. fødtes med mindre hovedstørrelse end normalt i forhold til kroppens størrelse.
2988 ::: I et delstudie, der blev offentliggjort i 1972, fik 89% af børn, som var blevet bestrålet inden graviditetens 18. uge, diagnosen mikrocefali - sammenlignet med 22%, der var udsat for samme mængde radioaktivitet, men senere i svangerskabet.
2989 ::: Disse mikrocefali-børn blev fulgt til de var nitten år eller mere, og det viste sig, at de klarede sig dårligt ved disse senere intelligensprøver
2990 :::
2991 Atombombens skader på kommende generationer :::
2992 ::: En af de ting, Atomic Bomb Casualty Commission (ABCC) skulle undersøge, var virkningen på kommende generationer.
2993 ::: Efter krigen havde Japan et rationeringsystem for fødevarer, og de japanske gravide kvinder kunne i slutningen af deres graviditet hente ekstra rationer af fødevarer.
2994 ::: Når disse kvinder henvendte sig på rådhuset for at tilmelde sig rationeringsprogrammet, blev de også vist hen til en skranke, hvor deres graviditet blev registreret hos ABCC.
2995 ::: Over 90% af de kvinder, der var mindst fem måneder henne, blev skrevet op til ABCC-projektet.
2996 ::: Mødrene ville dermed komme til at kende deres babys fysiske tilstand, og ville samtidig give et væsentligt bidrag til lægevidenskaben, fik de at vide.
2997 ::: Fra 1948 til 1954 kom den første fase af dette genetiske forskningsprojekt til at omfatte næsten 77.000 spædbørn, der var undfanget efter bomberne over Hiroshima og Nagasaki.
2998 ::: Man undersøgte mellem 500 og 800 børn om måneden i Nagasaki.
2999 ::: I 1958 etablerede ABCC et "Life Span Study" for at følge, om der var øget risiko for senere kræftsygdomme
3000 :::
3001 Ændring af ABCC-kommissionen (1973) :::
3002 :::
3003 ::: 28 år efter atombombningerne blev der i 1973 indført ændringer af ABCC (Atomic Bomb Casualty Commission), så denne organisation blev en privat nonprofit-organisation under japansk lov.
3004 ::: I denne forbindelse ændredes navnet til Radiation Effects Research Foundation (RERF).
3005 ::: Den nye organisations regler tillod, at direktøren kunne være en japaner, og japanske forskere fik tilladelse til at være med til at formulere og udfærdige organisationens forskning.
3006 ::: Samtlige projekter, som var igangsat af ABCC, blev fortsat af RERF.
3007 ::: De afdøde atombombeofres væv og kropsdele, som stadig var under opbevaring i USA, blev returneret til Japan
3008 :::
3009 Forhold for koreanere, der var i Hiroshima og Nagasaki :::
3010 ::: Det skønnes, at der var mellem 10.000 og 12.000 overlevende koreanere i Nagasaki efter bomben.
3011 ::: De koreanske hibakusha-atombomberamte organiserede sig i 1967 for at kæmpe for anerkendelse og lægehjælp.
3012 ::: Efter 11 år med krav og retssager ændrede Japan sin lægehjælpslov for hibakusha-atombomberamte, således at udenlandsk fødte overlevende, som boede i Japan, kunne søge om samme støtte til lægehjælp, som overlevende japanere.
3013 ::: Men loven krævede, at der var to vidner, hvoraf den ene skulle være en japaner.
3014 ::: De fleste koreanere i 1945 boede og arbejdede i enheder, der var adskilt fra japanerne
3015 :::
3016 Den amerikanske censur i Japan :::
3017 ::: Året 1949 blev vendepunkt for genopbygningen af byen Nagasaki.
3018 ::: Det meste af besættelsesmagtens censur var afsluttet på dette tidspunkt.
3019 ::: Det blev gradvis muligt at udgive også medicinsk faglitteratur om atombombernes virkning.
3020 ::: Den unge Masako Ishidas’s bog og Takashi Nagais’s bog (Nagasakis klokker) blev udgivet
3021 :::
3022 Dokumentation af atombombningerne :::
3023 ::: En filmprofessor ved Columbia University, Erik Barnouw, hørte om sort/hvide optagelser af mennesker fra de japanske atombombninger, og lavede en seksten minutter lang dokumentarfilm med engelsk tekst ud af stumfilm fra USA's rigsarkiv.
3024 ::: Filmen "Hiroshima-Nagasaki, august 1945" blev vist i begyndelsen af 1970 ved Museum of Modern Art i New York City.
3025 :::
3026 ::: Filmen blev vist på japansk nationalt TV og skabte stor opstandelse i befolkningen, selv om filmen manglede lydsiden.
3027 :::
3028 ::: En tidligere løjtnant, Herbert Sussan, havde lavet filmoptagelser i 1946 som medlem af et udsendingshold for United States Strategic Bombing Survey (USSBS).
3029 ::: Han opdagede et billede på en udstilling nær FN's hovedkvarter, som han selv havde taget.
3030 ::: Da han fortalte om det, kom han uforvarende til at røbe eksistensen af de samlede USSBS-farveoptagelser fra 1946, og dette førte siden til, at man fandt 27,5 kilometer filmstrimler med farveoptagelser fra Hiroshima og Nagasaki efter bomben
3031 :::
3032 ::: I 1981 udgav 34 japanske videnskabsmænd og akademikere en 504 siders rapport med figurer, fotografier og tabeller.
3033 ::: Rapporten har titlen: "Hiroshima and Nagasaki: The Physical, Medical and Social Effects of the Atomic Bombings"
3034 :::
3035 Afslutning på USA's besættelse af Japan (april 1952) :::
3036 ::: I september 1951 underskrev USA og andre allierede lande en fredsaftale med Japan i San Francisco.
3037 ::: Da fredsaftalen trådte i kraft i april 1952, afsluttedes USA's besættelse af Japan.
3038 ::: Japans nye forfatning forbød landet at have et militær til andet end selvforsvar.
3039 ::: USA blev Japans militære vagtpost ifølge en aftale.
3040 ::: Japanerne fik nu adgang til de internationale nyheder.
3041 ::: Alle censurregler blev ophævet.
3042 ::: Folk kunne rejse ind og ud af landet.
3043 ::: I 1951 offentliggjorde man en sammenfatning af ABCC-forskningen, og i 1953 udsendtes en 1600 siders rapport.
3044 ::: Dette var for sent for at hjælpe hibakusha-atombombeofrene, men det gav den japanske offentlighed viden om skaderne.
3045 ::: I begyndelsen af 1950'erne udgav atomenergikommissionen (AEC) i USA en rapport i seks bind: "Medical Effects of Atomic Bombs".
3046 ::: Yosuke Yamahata udgav bogen "Det atomiserede Nagasaki" med et udvalg af foto, taget få dage efter bomben.
3047 ::: Magasinet Life offentliggjorde nogle af disse billeder i september 1952. Offentliggørelsen af disse billeder i USA var historisk
3048 :::
3049 Senere forsvar af atombombningerne :::
3050 ::: Da topfolk i den amerikanske regering og det amerikanske militær blev nervøse for, at mange menneskers negative syn på beslutningen om at benytte atombomben ville få folk til at opfatte atomangreb som umoralsk og ligefrem kriminelt, og dermed skade USA's relationer i efterkrigstiden, og true landets udvikling af atomvåben, blev de ivrige efter at forsvare deres oprigtige tro på, at bomberne havde været nødvendige.
3051 ::: Deres strategi gik ud på at argumentere kraftigt for bombernes nødvendighed.
3052 ::: Strategien blev lagt af højesteretsdommer Felix Frankfurter, der var en gammel ven af den tidligere krigsminister Henry L. Stimson.
3053 ::: To artikler af fremtrædende repræsentanter for regeringen skrev i slutningen af 1946 og begyndelsen af 1947 artikler med beskrivelser af overvejelserne bag beslutningen om at bruge bomberne, og dette kvalte effektivt kritikken i offentligheden ved at flytte fokus væk fra de menneskers beretninger, som havde oplevet bomberne.
3054 ::: Forfatteren til den første artikel var fysikeren Karl T. Compton, der var direktør for Massachusetts Institute of Technology (MIT), og som havde deltaget i udviklingen af atombomberne.
3055 ::: Artiklen blev bragt i december-nummeret af Atlantic Monthly.
3056 ::: Hovedargumenterne i artiklen var, at hundredetusinder og måske millioner af både amerikaneres og japaneres liv ville være gået tabt, hvis krigen var fortsat, og at kejserens beslutning om at stoppe krigen kort tid efter bomberne var blevet kastet var bevis på, at det var bomberne, der afsluttede krigen.
3057 ::: Truman støttede senere denne artikels udlægninger.
3058 ::: I februar 1947 fulgte tidligere krigsminister Henry L. Stimson op med en artikel i Harper's Magazine.
3059 ::: Hans hovedargument var igen, at USA's brug af bomben var for at slutte krigen hurtigt.
3060 ::: Han undlod dog i artiklen at nævne diskussionerne, om man skulle lempe kravet om en "betingelsesløs overgivelse".
3061 ::: Han nævnede heller ikke betydningen af Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan.
3062 ::: Desuden fastholdt han, at Hiroshima og Nagasaki var militære mål.
3063 ::: Han sluttede med at hævde, at USA med atomvåben i hånden ville kunne sikre fred i hele verden.
3064 ::: Den amerikanske regerings kampagne for at retfærdiggøre bomberne og dæmpe oppositionen lykkedes.
3065 ::: Det blev rodfæstet som sandhed, at bomberne afsluttede krigen og reddede en million amerikaneres liv
3066 ::: Disney skabte en atom-venlig film ”Donald Nuck’s atom bomb” i 1947. Senere i 1957 kom Disneyfilmen ”Our friend the atom”
3067 :::
3068 Stoppede atombomberne Anden Verdenskrig? :::
3069 ::: Det diskuteres, om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki sluttede krigen i Japan. Overgav Japan sig på grund af atombomberne?
3070 ::: De faktiske dødstal fra bomberne var mindre end de brandbombninger, som udførtes mod de japanske storbyer forinden, og som ikke fik de japanske ledere til at overgive sig.
3071 ::: For at underminere det japanske folks moral, begyndte USA nemlig i begyndelsen af marts 1945 en skånselsløs brandbombekampagne mod japanske byer.
3072 ::: I de næste fire måneder blev enorme industri- og boligområder i Tokyo, Osaka, Nogoya og næsten hver eneste større japanske by brændt ned til grunden.
3073 ::: I marts 1945 brandbombedes Tokyo, hvilket resulterede i 100.000 dødsfald.
3074 ::: Den japanske regering ville ikke overgive sig på trods af den første atombombe - den over Hiroshima. Selv efter bombningen af Nagasaki ville de japanske generaler stadig ikke overgive sig. Især ville de ikke opgive kravet om, at den japanske kejser skulle forblive på tronen.
3075 ::: Ward Wilson, som er leder af en tænketank om atomafvæbning ”Rethinking Nuclear Weapons” under British American Security Information Council (BASIC), har på den ene side hævdet, at Japans overgivelse ikke skete som følge af de amerikanske atombombninger af Hiroshima og Nagasaki, men snarere fordi Sovjetunionen erklærede krig mod Japan, eftersom dette betød, at Japan ville være nødt til at kæmpe en håbløs krig mod to stormagter på to fronter.
3076 ::: Men på den anden side mener Ward Wilson, at da det japanske militærkodex satte døden over vanære, kunne det være en fordel at sprede myten om, at det ikke var det svage japanske militær, men snarere fjendens teknologiske fordel af atombomben, der førte til Japans overgivelse.
3077 ::: Med denne argumentation kunne militæret redde ansigt (se bogen ”Five Myths About Nuclear Weapons” af Ward Wilson).
3078 ::: En rapport fra United States Strategic Bombing Survey (USSBS) konkluderede, at Japan med al sandsynlighed ville have overgivet sig i løbet af 4-5 måneder, selv om atombomberne ikke var blevet kastet (engelsk Wikipedia https://en.m.wikipedia.org/wiki/United_States_Strategic_Bombing_Survey).
3079 :::
3080 ::: Nogle historikere har foreslået, at Japan overgav sig til USA, fordi de hellere ville gøre det end blive besat af Sovjetunionen.
3081 ::: Det er formentlig ikke rigtig, at atombomberne ikke gjorde nogen forskel, men måske heller ikke rigtig, at det var atombomberne, som fik de japanske ledere til at overgive sig.
3082 ::: Sandheden ligger måske et sted her imellem.
3083 :::
3084 :::
3085 Viden om atombomben i USA :::
3086 ::: I USA er det ganske normalt, at folk er helt uvidende om atombombernes virkninger.
3087 ::: Faktisk fejrer man, at atombomberne blev benyttet.
3088 ::: I 1976 opførte man således i Texas et "Confederate Air Force" luftshow for 40.000 tilskuere, hvor Paul Tibbets, førstepiloten på Hiroshima-missionen, fløj et B29-bombefly hen over himlen og en lille eksplosion blev udløst neden under flyet for at skabe en paddehattesky, som hævede sig op over publikum.
3089 ::: Den amerikanske regering gav senere en formel undskyldning til Japan, og denne del af programmet blev aflyst i de senere luftshow andre steder i USA
3090 ::: En meningsmåling i 1995 viste i øvrigt, at en ud af fire amerikanere på det tidspunkt ikke vidste, at USA har kastet atombomber mod Japan
3091 :::
3092 Skolebørn mindes atombomben i Nagasaki :::
3093 ::: Hvert år holder 40 fra fredsbevægelsen NFPP [Nagasaki Foundation for the Promotion of Peace] næsten 1300 på Nagasakis 137 skoler om atombomben.
3094 ::: Man kalder dem ”kataribe-fortællere”, da kataribe er en gammel tradition om mundtlig overlevering i Japan.
3095 ::: Endnu flere skolebørn, som kommer på ekskursioner til byen, får foredrag af disse fortællere.
3096 ::: Alle skoleelever på byens over 50 grundskoler kommer på besøg på atombombemuseet i femte klasse.
3097 ::: På Shiroyama-skolen samles alle elever, lærere og administrativt personale den 9. i hver eneste måned (siden august 1951) i skolens gymnastiksal for at lytte til foredrag af hibakusha-atombombeoverlevere og for at deltage i diskussioner om forskning i krig og fred i sammenhæng med atombomben og Japans grusomme overgreb under krigen.
3098 ::: Ved mødets slutning står alle elever tæt sammen og bukker mod øst i retning af atombombens nedkastningssted for at vise respekt for dem, der døde, og for at holde fast i visionen om en verden uden krig og atomvåben.
3099 ::: Derefter går eleverne ud i skolegården og lægger blomster på forskellige monumenter og mindesmærker på skolens område.
3100 ::: På den måde kommer alle elever til at forholde sig til, sætte sig ind i og diskutere fred mindst ti gange om året i de første seks år af deres skolegang
3101 :::
3102 Uran-atombomben opgivet som våben :::
3103 ::: Uran-atombombetypen, som den, der blev brugt over Hiroshima, blev sidenhen kun brugt i eksperimenter og ikke til egentlige våben.
3104 ::: Det ville være for farligt.
3105 ::: Et simpelt styrt ville kunne skubbe urankernen ind i modtager-ringene, og derved resultere i enten et dødeligt strålingsudslip, eller ligefrem en egentlig atomdetonation.
3106 ::: Et styrt over havet ville være endnu farligere, eftersom vand i det elektriske kredsløb ville kunne resultere i en kortslutning, og derved føre til en detonation.
3107 ::: I stedet gik man over til implosions-typen, som blev anvendt i Nagasaki-bomben (Fat Man)
3108 :::
3109 :::
3110 Denazificering af Tyskland :::
3111 ::: En tysk anti-nazist reddede en næsten fuldstændig liste over medlemmerne af det nazistiske parti fra at blive destrueret i april 1945. De 1,5 million tyskere, som havde været medlem før Hitler kom til magten, blev betegnet som tilhørende den hårde kerne af nazister.
3112 ::: Omkring 8,5 millioner tyskere, eller 10% af befolkningen, havde været medlem af nazistpartiet.
3113 ::: Dertil kom nazi-relaterede organisationer med mange medlemmer, bl.a. den tyske arbejderfront (25 millioner), det nationalsocialistiske folkets velfærd organisation (17 millioner), ligaen af tyske kvinder, Hitler Jugend, Lægernes liga osv. Nazistaten virkede via disse organisationer, som tilsammen omfattede 45 millioner tyskere i alt.
3114 ::: Dertil kom støtte fra industrier, store landbesiddere osv. Efter krigen skulle disse enormt mange mennesker denazificeres.
3115 :::
3116 ::: Symboler såsom hagekors blev fjernet og 30.000 bogtitler med nazipropaganda blev forbudt og destrueret.
3117 ::: For ikke at det skulle ligne nazisternes bogbrændinger for meget, blev de konfiskerede bøger gjort til papirmasse.
3118 ::: Kunstværker af en art, som virkede forherligende af nazisternes tankegods, blev også konfiskeret.
3119 ::: I den sovjetiske zone var den kolde krig på vej, og østtysk propaganda hævdede, at den vesttyske regering var en fortsættelse af den gamle nazistiske regering.
3120 ::: Berlinmuren blev officielt kaldt den antifascistiske beskyttelsesmur.
3121 :::
3122 :::
3123 Krigsdomstole i Tyskland og Østrig (1945) :::
3124 ::: I starten havde man et ønske om at finde og straffe skyldige i nazistforbrydelser.
3125 ::: Men det ville være umuligt stort og omfattende arbejde, og især ville det umuliggøre en funktionsdygtig, økonomisk effektiv demokratisk statsdannelse.
3126 ::: Der var alt for mange talenter, som ville blive straffet og sat ud af spillet.
3127 ::: I 1945-1946 blev 42% af alle offentligt ansatte afskediget.
3128 ::: Desuden måtte man også forhindre væksten af kommunistiske tanker, hvis landet skulle holde sammen.
3129 :::
3130 ::: Med hensyn til topfolkene blandt nazisterne, dvs. folk som Göring, Hess, von Ribbentrop, Streicher og Speer, havde briterne i første omgang tænkt, at de bare skulle skydes.
3131 ::: Men nogen fandt på at etablere en krigsdomstol, så det tyske folk kunne lære om krigsforbrydelserne.
3132 ::: Det demonstrerede også, at straffene var retfærdige.
3133 ::: Briterne havde kun få folk, som kunne tysk, hvorimod USA kunne mobilisere en del tysktalende, men også ikke veluddannede til de opgaver, de blev sat til at løse.
3134 ::: I marts 1946 overdrog man ansvaret til tyskere.
3135 ::: 22.000 lægdommere skulle dømme 900.000 mistænke.
3136 ::: Man indførte nogle kriterier.
3137 ::: Alle, der var født efter 1919 blev defineret som "hjernevaskede" og gik fri.
3138 ::: De 90%, der ikke hørte til den mest belastede kategori, gik også fri eller fik en lynbehandling.
3139 ::: Udtalelser fra andre kunne rense folk, hvilket blev kaldt Persilscheine (efter Persil, en vaskemiddel).
3140 ::: Denazificeringscertifikater kunne købes på det sorte marked.
3141 :::
3142 Tyske raketforskere arresteredes og sendtes til USA (1945) :::
3143 ::: Med hensyn til de tyske forskere og andre tekniske eksperter konkurrerede USA og Sovjetunionen om at få dem.”Alsos” var en amerikansk specialenhed, som ved slutningen af Anden Verdenskrig skulle fange de tyske uranforskere.
3144 ::: Gruppens navn var fra græsk Alsos = ”en lund”, eller på engelsk ”a grove”, hvilket henviste til general Leslie Groves.
3145 ::: I Haigenloch syd for Stuttgart arresterede Obert Pash og Prof. Samuel Goudsmit (der ikke selv kendte til Manhattan-projektet) en række tyske uranforskere: Max von der Laue, Carl Friedrich von Weizsäcker, Erich Bagge og Karl Wirtz.
3146 ::: To dage senere arresteredes Otto Hahn i Tailfingen også syd for Stuttgart.
3147 ::: Modstræbende og ikke helt frivilligt røbede de arresterede, hvor de havde begravet urankuberne og forsøgsprotokollerne.
3148 ::: Den 7. maj 1945 blev de tyske uranforskere fløjet til Paris
3149 :::
3150 ::: Under Anden Verdenskrig brugte Nazi-Tyskland V2-raketter til at terrorisere Londons befolkning.
3151 ::: Disse raketter var meget upræcise og kunne ikke ramme et udpeget mål.
3152 ::: Efter krigen overvejede USA om denne teknologi kunne anvendes af dem, men at anvende denne V2-raketteknologi til interkontinentale raketter ville være meget upræcist.
3153 ::: Tre tyske ledere af V2-programmet blev i hemmelighed bragt til USA og beskyttet mod anklager efter krigen.
3154 ::: Det var Wernher von Braun, Arthur Rudolph og Walter Dornberger.
3155 ::: Wernher von Braun var en hensynsløs nazist, og hans V-2 raketter blev bygget i kz-lejren Dora Mittelbau, der var en underlejr under den berygtede Buchenwald.
3156 ::: Ud af 60.000 fanger døde en tredjedel - så bygningen af V-2 raketterne kostede flere menneskeliv, end raketterne selv medførte ved deres nedslag
3157 ::: Wernher von Braun overgav sig til amerikanerne og kom til at opbygge det amerikanske raketforsvar.
3158 ::: Da Tyskland overgav sig, blev de hemmelige artikler om den tyske atomforskning fundet og sendt til atomenergikommissionen i USA. Desuden sendte USA 785 forskere og ingeniører fra Tyskland til USA, og nogle af dem blev vigtige for det amerikanske rumprogram.
3159 ::: Den tyske raketviden blev dog ikke umiddelbart brugt, men i efteråret 1957 var seks forskellige interkontinentale raketter i produktion i USA.
3160 ::: Wernher von Braun blev leder af et team, igangsat af hæren, som skulle lave en raket, kaldet Jupiter (lavet af firmaet Chrysler), der kunne ramme Sovjetunionen fra europæiske baser efter 2400 km flyvning.
3161 ::: Luftvåbenet havde missilprojekterne Thor (lavet af firmaet Douglas Aircraft), Minuteman (firmaet Boeing), Atlas (General Dynamics Co.) og Titan (firmaet Martin Co.).
3162 ::: Flåden arbejdede med missilprojektet Polaris (firmaet Lockheed).
3163 :::
3164 Baruch-planen i FN (14. juni 1946) :::
3165 ::: Den 14. juni 1946 præsenterede Bernard Baruch den amerikanske plan for international kontrol af atomar forskning.
3166 ::: Bernard Baruch var en amerikansk finansmand, blev i 1946 af præsident Harry S. Truman efter Anden Verdenskrig bedt om at foreslå en international plan for kontrol af kernevåben under FN.
3167 ::: Han blev USA's repræsentant for FN's atomenergikommission (UNAEC).
3168 ::: Hvis der kunne gives en tilstrækkelig garanti for, at andre lande ikke ville begynde at bygge kernevåben, ville USA destruerede sine kernevåben, sagde Bernard Baruch i FN.
3169 ::: Han blev dog også kritiseret for at være for mistænkelig over for Sovjet.
3170 ::: Den 14. juni 1946 præsenterede han til UNAEC en plan, kaldet "Baruch-planen", som var en modificeret version af en "Dean Acheson - David Lilienthal plan, som præsident Truman havde fået lavet, da der var tanker i USA, Canada og Storbritannien om en international kontrol med atomenergi.
3171 ::: Baruch-planen foreslog fri udveksling af basal videnskabelig information til fredelig brug, kontrol med atomenergi for at sikre, at det kun blev brugt til fredelige formål, destruktion af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben, indførsel af kontrol og inspektioner for at sikre, at stater ikke opbygger sådanne masseødelæggelsesvåben.
3172 ::: Ifølge Baruch ville USA indvilge i at eliminere sine atomvåben, hvis alle andre lande ville love ikke at producere dem, og hvis der blev indført et tilstrækkeligt inspektionssystem.
3173 ::: I december 1946 - januar 1947 gik Sovjetunionen imod Baruch-planen, hvilket gjorde den ubrugelig.
3174 ::: Sovjetunionen afviste planen som unfair, idet USA allerede havde atomvåben - og foreslog, at USA destruerede sine atomvåben, før et kontrol- og inspektionssystem blev indført.
3175 ::: Sovjetunionen blev mere interesseret i et stop for kernevåben til andre lande, da landet selv fik atomvåben i 1949, og især efter Stalins død i 1953, men havde svært ved at forlige sig med tanken om, at landet skulle underkaste sig internationale inspektioner.
3176 ::: Baruch-planen foreslog, at ingen af FN's permanente medlemmer skulle kunne nedlægge veto mod at straffe stater, som forbrød sig mod aftalen om ikke-spredning af atomvåben.
3177 ::: Baruch-planen døde i 1947, selv om man fortsatte med at diskutere den igennem 1948. I stedet blev USA og Sovjetunionen viklet ind i et enormt våbenkapløb på kernevåbenområdet under Den kolde Krig
3178 :::
3179 Sovjetisk afslag på kernevåben-destruktion (1946) :::
3180 ::: Andrei Gromyko, der var udenrigsminister i Sovjet, krævede, at USA skulle starte med at destruere alle sine kernevåben, og at der derefter skulle forhandles om, hvordan andre stater forhindredes i at skaffe sig kernevåben.
3181 ::: Disse erklæringer skete i juni 1946. Det nogenlunde gode klima mellem USA og Sovjet varede dog kort, og afløstes af "den kolde krig".
3182 ::: Sovjet havde invaderet Manchuriet og trak tiden ud med hensyn til at tilbagekalde tropper fra Iran, og Sovjet krævede tyrkisk territorium langs Middelhavskysten samt modsatte sig frie valg i Polen - for derved at opbygge en bufferzone under sovjetisk indflydelse.
3183 ::: Winston Churchill talte om jerntæppet gennem Europa, og inden et år var gået efter krigens afslutning, var forholdet mellem USA og Sovjet - de tidligere allierede mod Nazi-Tyskland - blevet koldt.
3184 ::: USA tilbød hjælp til de lande, som nu var kommet under sovjetisk indflydelse, for derved at modvirke undertrykkelsen af frihed - og Sovjet forhindrede på sin side disse lande i netop at modtage denne amerikanske Marshall-hjælp.
3185 ::: Året efter, i 1948, fjernede kommunisterne de frit valgte politikere i Tjekkoslovakiet fra magten.
3186 ::: Situationen mindede om nazityskernes tilsvarende overgreb på Tjekkoslovakiet i 1938, kun ti år tidligere, hvilket førte til den Anden Verdenskrigs udbrud.
3187 ::: Risikoen for en 3. verdenskrig var derfor i sigte.
3188 ::: Sovjet kunne hurtigt angribe med 2-4 millioner soldater mod de ganske få hundredetusinde amerikanske og britiske soldater i Tyskland.
3189 ::: USA havde nemlig hurtigt demobiliseret og sendt de amerikanske soldater hjem.
3190 ::: Derfor kom USA hurtigt til at se atombomben som det nye våben mod Sovjet.
3191 :::
3192 FN om afskaffelse af atomvåben (1946) :::
3193 ::: I sin første resolution opfordrede FN’s generalforsamling d. 24. januar 1946 til fuldstændig afskaffelse af atomvåben og etablerede en kommission til at behandle de nye problemer, der var opstået ved opdagelse af atomspaltning.
3194 :::
3195 International kontrol med atomvåben :::
3196 ::: International kontrol med atomvåben og international informationsdeling var begge dele ren ønsketænkning.
3197 ::: Man havde fra begyndelsen ikke tillid til et FN, som havde det fjendtlige Sovjetunionen som medlem.
3198 ::: Forsvarsministeriet argumenterede med, at det ville være lig med nationalt selvmord at give FN kontrol med de atomvåben, som USA havde bygget.
3199 ::: Økonomisk var det også kun USA, som havde betalt for udviklingen af atomvåben, argumenterede forsvarsministeriet over for den amerikanske Kongres.
3200 ::: Nogle få måneder efter viste en amerikansk opinionsmåling, at 54% af amerikanerne ønskede, at FN fik styrke til at kontrollere militæret i alle lande, inklusive i USA
3201 :::
3202 Verdensregering :::
3203 ::: Efter Hiroshima og Nagasaki advarede general Henry H. ”Hap” Arnold, chef for den amerikanske hærs luftvåben, om, at kernevåben havde gjort atomkrig billig og nem.
3204 ::: Et luftangreb, der før krævede hundreder af bombefly, havde nu i princippet kun brug for ét fly.
3205 ::: Ligesom mange af hans kolleger argumenterede han for en slags verdensregering, der kunne stoppe atomvåbnenes spredning og brug.
3206 ::: Men en international styrke med magt til at afvæbne er ren fantasi (hvilket f.eks. verdens reaktion på det iranske nukleare program viser)
3207 :::
3208 One World or None (1946) :::
3209 ::: Kort efter at FN var blevet dannet efter Anden Verdenskrig foreslog Albert Einstein og andre i en fælleserklæring, at FN burde kunne forbyde masseødelæggelsesvåben og gives magt til at gennemtrumfe et sådant forbud.
3210 ::: En bog med titlen ”One World Or None” blev udgivet i marts 1946, syv måneder efter at Anden Verdenskrig sluttede med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
3211 ::: I bogen, der blev udgivet af Federation of American Scientists (og som er blevet genudgivet i 2007 [fas.org/oneworld]), forlangte en række forfattere international kontrol med kernevåben.
3212 ::: Bogen blev nummer et på New York Times bestsellerliste og solgtes i 100.000 eksemplarer.
3213 ::: Niels Bohr skrev forordet og Albert Einstein skrev slutkapitlet.
3214 ::: General Arnold skrev i bogen ”One World or None”, at kernevåben havde gjort ødelæggelse for billigt og nemt.
3215 ::: Kernevåben er forfærdelig billige i forhold til prisen for at genopbygge byer.
3216 ::: Filmen "One World or None” (Philip Ragan Productions 1946) var den første film om atomkrig-katastrofer, men blev lavet for at advare mod farerne ved atomvåben og for at tilskynde til etablering af en eller anden slags international kontrol med atomvåben.
3217 ::: Federation of American Scientists (FAS) havde leveret filmens informationer.
3218 ::: Denne organisation, FAS, blev dannet 30. november 1945 af forskellige atomforskere, som arbejdede på Manhattan-projektet, og som var rystet over resultatet af deres arbejde.
3219 ::: Federation of American Scientists (FAS) var medvirkende til MacMahon Act, som var en lov om, at produktion og forskning af atomvåben skulle under civil og ikke militær ledelse, via en ny organisation, Atomic Energy Commission (AEC) i USA.
3220 :::
3221 Diskussionen om kernevåben skal være under civil eller militær kommando :::
3222 ::: En centralt spørgsmål i USA efter Anden Verdenskrigs afslutning, var om atombomben skulle være under civil eller militær kommando og kontrol.
3223 :::
3224 ::: Det amerikanske krigsministerium støttede det såkaldte May-Johnson lovforslag [fremsat 3. oktober 1945], som ville give militæret en fremtrædende rolle i anvendelsen af atomvåben.
3225 ::: J.Robert Oppenheimer, som blev kaldt atombombens fader, gik (med visse forbehold) ind for dette lovforslag eller fandt det i hvert fald acceptabelt (sammen med Fermi og Lawrence).
3226 :::
3227 :::
3228 ::: Men de fleste yngre forskere, som havde arbejdet på bygningen af atombomben i Manhattan-projektet, var stærke modstandere af lovforslaget, og havde i øvrigt også længe været modstandere af hemmeligholdelsen af, hvordan atombomben tænktes anvendt.
3229 ::: Mange fortrød, at Hiroshima og Nagasaki var blevet ødelagt.
3230 ::: De frygtede, at May-Johnson lovforslaget ville gøre USA til en slags totalitær stat.
3231 ::: Nogle havde stadig en idealiseret opfattelse af Sovjet.
3232 ::: Modstanderne af lovforslaget mente, at det under krigen havde været til at tolerere, at atomforskningen var under militær kontrol, men at fri videnskabelig udveksling af viden skulle genindføres nu, efter at krigen var slut.
3233 ::: Især faldt det mange for brystet, at de foreslåede straffe for ikke at overholde de sikkerhedskrav, som lovforslaget stillede, var fængsel i ti år og bøder på 100.000 dollar.
3234 ::: Organiseret modstand fra videnskabsmændenes side hæmmede lovforslagets vedtagelse, og Arthur H. Vanderberg fra Michigan forsinkede det i Senatet ved en parlamentarisk manøvre.
3235 :::
3236 ::: I slutningen af 1945 smuldrede støtten til lovforslaget, og præsident Truman trak sin støtte til lovforslaget tilbage.
3237 ::: Senatet etablerede en "Special Committee on Atomic Energy" med Brien McMahon som formand, og der blev foretaget daglige høringer.
3238 ::: Den 20. december 1945 foreslog senator Brien McMahon et lovforsvar til erstatning for May-Johnson lovforslaget, som havde mistet støtte, herunder Trumans støtte.
3239 ::: Det nye McMahon-lovforslag indebar, at kernevåben skulle være under civil og ikke militær kontrol.
3240 ::: General Leslie R. Groves var stærkt imod, men det nye McMahon-lovforslag blev vedtaget d. 1. juni 1946 (i Senatet) og 20. juli 1946 (i Repræsentanternes hus).
3241 ::: [Kongressen i USA består af to kamre, dels Senatet (med to senatorer fra hver stat) og dels Repræsentanternes Hus (hvor de hver af de amerikanske staters indbyggertal bestemmer medlemsantallet fra den pågældende amerikanske stat)].
3242 :::
3243 ::: General Leslie Groves ville ikke fortælle den amerikanske kongres og end ikke krigsministeren, hvor mange kernevåben USA havde, eller hvordan de blev opbevaret.
3244 ::: Præsident Harry S. Truman mente også, at viden om kernevåbnene skulle holdes så hemmeligt som muligt.
3245 ::: Derimod støttede han tanken om, at brugen af kernevåben ikke skulle være underlagt militærets beslutninger.
3246 :::
3247 ::: Debatten for og imod militær kontrol over atomvåbnene var bitter, men endte altså med civil kontrol.
3248 ::: I praksis blev den civile kontrol dog mest blot på papiret.
3249 ::: Loven blev vedtaget 1. august 1946, og kaldes "Atomic Energy Act of 1946".
3250 ::: Den bestemte, at myndigheden over kernevåben skulle flyttes fra hæren (US Army) til US Atomic Energy Commission (AEC), som var en civil kommission med fem medlemmer på fuld tid, men med militærfolk som rådgivere, nemlig en "General Advisory Committee" og en "Military Liaison Committee".
3251 ::: Kongressen fik indsigt via en Joint Committee on Atomic Energy.
3252 :::
3253 ::: Den 1. august 1946 underskrev Præsident Truman loven ”Atomic Energy Act of 1946”, som var en let ændret udgave af McMahon-lovforslaget, og d. 1. januar 1947 blev alle atomare energiaktiviteter i USA i henhold til denne lov overført fra Manhattan Engineer District til den nyoprettede USA-atomenergikommission.
3254 ::: (”Policy Group” og ”Udvalget for Militær Politik” blev opløst).
3255 ::: Den 31. december 1947 ophævedes udvalget for The National Defense Research og Kontoret for videnskabelig forskning og udvikling.
3256 ::: Deres funktioner overførtes til det amerikanske forsvarsministerium.
3257 ::: Atomic Energy Commission (AEC) fik overdraget al kontrol over kernevåbenprogrammet, men militæret begyndte fra starten at underminere denne civile kontrol over kernevåbnene
3258 ::: AEC’s civile status var næsten kun på papiret, og AEC var ikke uafhængig.
3259 ::: De folk, som beklædte stillinger i AEC, var ofte "pensionerede" militærfolk.
3260 ::: Desuden var det militærfolk, som havde stor indflydelse på AEC’s afdeling for militært udstyr (Military Applications).
3261 ::: Lederen af Atomic Energy Commission, David E. Lilienthal, mærkede fra første dag et kæmpepres fra militærets afdelinger, som mente, at kernevåbnene burde opbevares sikkert af militærfolk indtil de en dag skulle bruges.
3262 ::: Under Berlin-krisen bad forsvarsminister James Forrester sin præsident, Harry S. Truman, flytte kernevåbnene fra Atomic Energy Commission (AEC) lagrene til flyvevåbenet.
3263 ::: En af præsidentens rådgivere, James Webb, fortalte David E. Lilienthal, at det ville være et meget farligt perspektiv, hvis et af de rivaliserende forsvarsenheder således fik magten over kernevåbnene.
3264 ::: Harry S. Truman var enig.
3265 ::: Det skulle ikke være en jaloux underofficer, som skulle bestemme, hvornår en atombombe skulle bruges.
3266 :::
3267 ::: Præsidenten i USA fik alene myndigheden til at bestemme, hvor mange kernevåben, USA skulle have, og hvornår de skulle tages i brug mod en fjende.
3268 :::
3269 ::: Ifølge Atomic Energy Commission (AEC)'s regler skulle proceduren for at give Strategic Air Command (SAC) ret til at bruge kernevåben være, at præsidenten underskrev en tilladelse, at forsvarsministeriet og lokale Atomic Energy Commission (AEC)-embedsmænd blev bekendtgjort med at det var sket, at de derefter tog kontakt til personalet på AEC-atomlagrene, at der udveksledes kodeord og at nøgler blev fundet frem, samt at lagrene blev åbnet og metalkasserne med atomkernerne blev båret ud og afleveret til Strategic Air Command (SAC)).
3270 ::: Det kunne alt sammen ske på 12 minutter, men ville kunne tage meget længere tid, f.eks. hvis folk var på ferie.
3271 :::
3272 ::: I 1956 opgav man reglen om, at civilt ansatte fra Atomic Energy Commission (AEC) skulle være nøglemænd ved de militære flådefartøjer og militærlufthavne med kernevåben.
3273 ::: I stedet fik kaptajnerne og lufthavnslederne på disse steder udleveret nøglerne til stedets kernevåben.
3274 ::: Atomsprængstofhovederne og resten af kernevåbnene blev på flådefartøjer opbevaret i forskellige rum.
3275 ::: Strategic Air Command (SAC)-atomlagrene bestod af bunkere langs hovedfærdselsårerne i USA, hvor bombernes atomsprængstofhoveder blev opbevaret i andre bunkere end resten af bomberne.
3276 :::
3277 ::: John F. Kennedy og Robert McNamara (USA's forsvarsminister 1961-68) kæmpede hårdt for, at beslutningen om atomkrig skulle være civil, dvs. at beslutningen skulle tages af præsidenten og ikke af militæret.
3278 ::: Robert McNamara mente også, at NATO's militære leder ikke burde have autoritet til at affyre kernevåben.
3279 :::
3280 ::: Men nogle få måneder efter Goldsboro-ulykken i North Carolina i 1961, hvor et B-52 bombefly forulykkede, og man var kommet meget tæt på, at der var sket en kernevåbendetonation, gav John F. Kennedy ansvaret for sikkerheden ved opbevaring af kernevåben til Forsvarsministeriet - idet Atomic Energy Commission kun blev givet en mindre rolle i denne forbindelse.
3281 ::: Dette styrkede militærets indflydelse og svækkede den civile kontrol.
3282 :::
3283 ::: I 1975 blev Atomic Energy Commission i USA opløst.
3284 ::: Det blev erstattet af Energy Research & Development Administration, som to år efter blev indlemmet i Energiministeriet (Department of Energy).
3285 ::: I 1977 opløstes også Joint Committée on Atomic Energy.
3286 ::: Det havde i tre årtier virket som civilt modvægt til militæret.
3287 ::: Pentagon fik stort set fuld kontrol over kernevåbnene, og dets atomforsvarstyrelse "Defense Nuclear Agency" .
3288 :::
3289 ”Europas forenede stater” (1946) :::
3290 ::: I efteråret 1946 foreslog Winston Churchill som den første, at Europas fremtid burde bygge på en forsoning mellem Tyskland og Frankrig som en vej til Europas forenede stater.
3291 ::: Han kom med denne opfordring i en tale i Zürich i Schweiz.
3292 ::: Netop i Schweiz havde man set, at tysktalende og fransktalende kunne leve sammen og føle sig som ét folk (efter den korte Sonderbundskrig i 1847).
3293 ::: Opfordringen til tysk-fransk forsoning blev igangsat af Jean Monnet, der er blevet kaldt "Europas fader".
3294 ::: Han var med til at genrejse Østrig og Frankrig efter krigsskaderne, og inspirerede bl.a. tyskeren Helmut Schmidt og en mand ved navn Robert Schuman, der var fra det fransk-tyske grænseland Lorraine/Lothringen, og som var den, der virkeliggjorde Churchills tanker ved flittigt arbejde, skriver Prof. Erling Bjøl
3295 ::: Robert Schuman var uddannet i kejsertidens Tyskland, men blev fransk udenrigsminister, og foreslog i maj 1950 oprettelsen af en Europæisk Kul- og Stålunion.
3296 ::: Forud var gået indførelsen af D-Mark som tysk valuta i 1948, hvilket af Stalin blev besvaret med Berlin-blokaden, som blev annulleret af den amerikanske luftbro til Berlin.
3297 ::: Den Europæisk Kul- og Stålunion skulle forhindre, at Ruhr-områdets industri endnu en gang blev grundlag for tysk oprustning.
3298 ::: Ifølge den førende franske tænketank IFRI er samarbejdet mellem to så kulturelt forskellige nationer som Frankrig og Tyskland i Den Europæiske Union noget historisk enestående.
3299 ::: Den franske tænketanks leder gennem 40 år hedder Thierry de Montbrial.
3300 ::: Både han, økonomen Thomas Piketty og Hubert Védrine (kaldt Frankrigs kyndigste udenrigspolitiske analytiker), er optaget af de aktuelle problemer med netop det europæiske samarbejde.
3301 ::: Hubert Védrine har lige skrevet en ny bog "Udfordringerne til verden", hvor han opregner, hvordan diplomatiets forsøg på konfliktløsning er gået i stå over hele verden.
3302 ::: (Erling Bjøl, professor emer., dr.scient.pol. Det handler om at give Europa ny styrke. Politiken 29. maj 2016 II s.5).
3303 :::
3304 Truman-doktrinen (1947) :::
3305 ::: Truman-doktrinen (fremsat af Truman i en tale d. 12. marts 1947) brød med den tidligere Monroe-doktrin ved at anlægge det synspunkt, at konflikter i alle dele af verden var at betragte som potentielle trusler mod USA’s sikkerhed og derfor kunne føre til amerikansk intervention, og Truman udtrykte også, at ”alle folk, der kæmper mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra” skulle kunne finde støtte hos USA.
3306 ::: (Monroedoktrinen blev udsendt 2. december 1823 af USA’s præsident James Monroe, og lovede at USA ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier, hvorimod man vendte sig skarpt mod fremtidige koloniseringer i Sydamerika og Alaska - af russiske, spanske og franske interesser; i 1904 påberåbte USA sig med ”Roosevelt-tilføjelsen” retten til at intervenere som ”politimagt”, hvis man skønnede, at lokale regeringer i Syd- og Mellemamerika ”ikke var i stand til at holde orden inden for egne grænser”, eller hvis de pågældende styrer ”ikke indfriede deres økonomiske forpligtelser”).
3307 :::
3308 ::: Da lederen af Atomic Energy Commission, David E. Lilienthal, besøgte Los Alamos, opdagede han, at USA's planer om atomkrig, og Truman-doktrinen om at inddæmme kommunismen med brug af kernevåben, var et ufrivilligt bluff.
3309 ::: USA havde nemlig på dette tidspunkt kun én atombombe, og den var ikke engang fuldt samlet til brug
3310 Atomvåbentest :::
3311 ::: Atomvåben er blevet testet i alle miljøer siden 1945: i atmosfæren, under jorden og under vandet, sprængt fra pramme, toppen af tårne, ophængt fra balloner, på jordoverfladen, over 600 meter under vandet og over 200 meter under jorden, nedkastet fra fly og affyret af raketter mange hundrede km op i atmosfæren. Det kan være ustyrede bomber, der nedkastes fra fly (såkaldt tyngdekraftbomber, "gravity bombs"), eller placeret på ballistiske missiler, dvs. en raket, som ved hjælp af styresystemer opnår en parabelbane.
3312 USA testede atombomber efter krigen (juli 1946) :::
3313 ::: I juli 1946 testede USA i fuld offentlighed de første atombomber, som var udviklet efter krigen.
3314 ::: Det var i et fjernt hjørne af det sydlige Stillehav.
3315 ::: Stedet skulle blive et af to faste atomprøvesprængningssteder for USA i de følgende årtier
3316 :::
3317 ::: Det var på Bikini-koraløerne i Marshall-øgruppen.
3318 ::: Sprængningerne afslørede nogle begrænsninger hos dette våben.
3319 ::: Man havde forsøgt at sænke ikke mindre end 88 tomme amerikanske og japanske krigsskibe med en bombe af Nagasaki-typen, men kun fem af skibene sank
3320 ::: Konklusionen var, at atombomben ikke duer til at ramme fjendens militær.
3321 ::: Kernevåben kan kun bruges til at terrorisere civile og knuse et lands industri og økonomi.
3322 ::: Atomvåben kan bruges til at ødelægge fjendens moral, især ved at ødelægge storbyer, som folk er særligt følelsesmæssigt knyttet til.
3323 :::
3324 Mark III atombombetypen :::
3325 ::: De amerikanske atombomber betegnedes "Mark-I", "Mark-II", "Mark-III" osv. Mark-III atombombetypen var den samme bombe, som også kaldtes Fat Man eller Nagasaki-bombetypen, idet det var den bombetype, som blev kastet over Nagasaki.
3326 ::: To yderligere Fat Man bomber blev detoneret under Operation Crossroads atomprøvetestene ved Bikini-koraløerne i 1946. Omkring 120 stk. Fat Man bomber blev produceret mellem 1947 og 1949. De blev afløst af Mark 4 atombomberne.
3327 ::: Fat Man bomberne ophørte med at blive produceret i 1950
3328 :::
3329 ::: Den 1. juli 1946 begyndte Operation Crossroads med en plutoniumbombe "Able", der blev nedkastet fra et B-29-bombefly på Bikini-atollen.
3330 ::: Den 15. juli 1946 fortsatte med sprængning af "Baker", en plutoniumbombe, der detoneredes under vandet på Bikini-atollen.
3331 :::
3332 Tanker om atombombning af Sovjetunionen (1948) :::
3333 ::: Atombomben blev udviklet i USA.
3334 ::: Man fik den tanke, at et land med få kernevåben, kunne vinde en krig ved at bruge sit atomvåben først - og flere højtstående amerikanske officerer argumenterede netop på denne baggrund for, at USA burde skynde sig at bombe Sovjet med kernevåben, før de selv fik atomvåben
3335 ::: General Orvil A. Anderson var (som mange amerikanere) frustreret over de begrænsninger, der blev lagt på den amerikanske krigsførelse i Koreakrigen (25. juni 1950 - 27. juli 1953), som skyldtes, at Truman-administrationen ikke ønskede, at krigen skulle udvikle sig til en verdenskrig.
3336 :::
3337 ::: Det var ingen hemmelighed, at Sovjetunionen aktivt støttede Nordkorea i krigen.
3338 ::: I september 1950 sagde general Orvil A. Anderson i et avisinterview: "Give me the order to do it and I can break up Russia's 5 Atomic bomb nests in a week.
3339 ::: And when I went up to Christ, I think I could explain to him why I wanted to do it - now - before it is too late.
3340 ::: I think I could explain to him that had saved civilization".
3341 ::: Han mente altså at kunne forklare Jesus Kristus, at han derved reddede civilisationen.
3342 ::: Præsidenten valgte at afskedige ham for denne bemærkning.
3343 ::: Den britiske filosof og pacifist Bertrand Russell, der var blevet fængslet for sin opposition mod den Første Verdenskrig, argumenterede også for, at Sovjet burde bombes med kernevåben, før de selv fik bomben - fordi det ville være bedre end at skulle underkaste sig, når de fik bomben.
3344 :::
3345 ::: Forhistorien var denne: Winston Churchill havde foreslået, at man gav Sovjet et ultimatum: Træk tropperne ud af Tyskland eller se de russiske storbyer blive udbombet.
3346 ::: Hamilton Holt - en fredselsker, der havde argumenteret for en verdensregering – foreslog, at alle lande, som nægtede FN kontrol over kernevåben, burde fjernes fra jordens overflade med kernevåben
3347 ::: I foråret 1948 lå en plan klar for det tilfælde, at Sovjet ville starte en krig i Europa.
3348 ::: Man forventede, at den røde hær hurtigt ville få overtaget i nogle indledende krigshandlinger, og at USA - så snart de amerikanske tropper var blevet evakueret - ville sende 50 kernevåben over de sovjetiske byer, måske 14 dage efter de første krigshandlinger.
3349 ::: Senere ændrede man planen til at omfatte 133 kernevåben over 70 sovjetiske byer.
3350 ::: Moskva skulle rammes med otte kernevåben og Leningrad med syv.
3351 ::: Den sovjetiske nation skulle dø ifølge denne plan, som blev kaldt HALFMOON.
3352 ::: Da præsident Harry S. Truman blev præsenteret for planen i maj 1948, syntes han ikke om den, HALFMOON-planen - at Sovjetunionen skulle dø atombombedøden.
3353 ::: Han bad om en plan for at forsvare Vesteuropa uden brug af kernevåben, og planlæggerne gik så i gang med en sådan plan under navnet ERASER.
3354 :::
3355 ERASER-planen om forsvar af Europa uden brug af kernevåben (1948) :::
3356 ::: ERASER-planen var en plan for at forsvare Vesteuropa uden brug af atomvåben.
3357 ::: Planen blev udarbejdet på grundlag af præsident Harry S. Trumans modstand mod en plan fra maj 1948 om at forsvare Vesteuropa med brug af atomvåben.
3358 :::
3359 Berlinkrisen i 1948 og luftbroen :::
3360 ::: Ved slutningen af Anden Verdenskrig enedes sejrherrerne om at opdele Tyskland i besættelseszoner.
3361 ::: Sovjetunionen besatte den østlige del, som blev til Østtyskland (DDR).
3362 ::: Resten blev til Vesttyskland.
3363 ::: Berlin kom til at ligge i sovjetisk-kontrolleret område, men blev alligevel opdelt i en østlig og vestlig kontrolleret del.
3364 ::: Sovjetunionen så med vrede på, at Vesttyskland blev demokratisk, og især at der indførtes D-mark som ny møntfod d. 20. juni 1948 i Vestberlin som i Vesttyskland.
3365 :::
3366 ::: Den 24. juni 1948 gik lyset ud i hele Vestberlin.
3367 ::: Et kraftværk, som lå i det sovjetisk-kontrollerede område, var på sovjetisk ordre blevet lukket ned.
3368 ::: Tilkørselsvejene til Berlin blev lukket.
3369 ::: Gennem en måned blokerede Sovjetunionen alle veje til Vestberlin.
3370 ::: At de allierede skulle opgive Berlin blot et år efter Truman-doktrinen syntes utænkeligt.
3371 ::: Men truslen kunne have potentiale til at udvikle sig til en 3. verdenskrig.
3372 ::: Den engelske militærguvernør var mest tilbøjelig til at opgive byen, men general Lucius d. Clay, der var USA's lokale militære leder af Vesttyskland, fandt på at lave en luftbro til Vesttyskland.
3373 ::: Luftbroen startede 2 dage efter blokadens start, og de første fly landede d. 26. juni 1948 i Berlin med fødevarer.
3374 ::: Et nyt fly landede hvert tredje minut.
3375 ::: Flyene leverede op til 2000 tons fødevarer dagligt.
3376 ::: Blokaden af Berlin sluttede d. 11. maj 1949, men blokaden blev starten på Den kolde krig med opdeling af verden i sovjet-venlige og USA-venlige områder.
3377 :::
3378 ::: Arbejdet med ERASER-planen (et forsvar af Europa uden brug af kernevåben) gik i stå, og Harry S. Truman udstedte i stedet nogle ordrer om, hvordan kernevåben i givet fald skulle bruges.
3379 ::: En atomkrig var nu det mest sandsynlige svar på en sovjetisk invasion af Vesteuropa.
3380 :::
3381 ::: Andre atomplaner afløste HALFMOON.
3382 ::: De fik navnene FLEETWOOD, DOUBLESTAR, TROJAN og OFFTACKLE.
3383 ::: Men tankegangen bag blev kritiseret af den amerikanske flåde.
3384 ::: USA var beskyttet af en kæmpe voldgrav, nemlig Stillehavet og Atlanterhavet, og flåden havde i et århundrede været vant til at være betragtet som eliten blandt forsvaret af landet.
3385 ::: Kernevåben var stadig for tunge til at kunne løftes af fly fra skibe.
3386 ::: Så pludselig fik det uafhængige amerikanske luftvåben de fleste penge og den meste opmærksomhed.
3387 ::: På denne baggrund indtog flåden den holdning, at terrorbombninger af sovjetiske storbyer var etisk forkert, og at de langsomme bombefly ville blive skudt ned.
3388 ::: (Da flåden senere fik atomvåben, indtog de den modsatte holdning).
3389 TROJAN-krigsplanen i USA (Forrestal-rapporten i 1949) :::
3390 ::: Forsvarsminister James Forrestal lod general Hubert R. Harmon udarbejde en rapport om, hvad resultatet af et atomangreb på Sovjet ville medføre.
3391 :::
3392 ::: Inden rapporten var færdig havde forsvarsminister James Forrestal på et tidspunkt fået et nervesammenbrud og døde ved at springe ud af et hospitalsvindue.
3393 ::: Den nye forsvarsminister stoppede en plan om, at flåden skulle bygge et enormt hangarskib til atombombe-fly.
3394 ::: Som gengæld spredte flådens folk rygter om, at luftvåbenets fly var usikre.
3395 ::: Det endte i en hed debat, hvor hemmelige atomplaner lækkedes.
3396 :::
3397 ::: Forrestal-rapporten kom i maj 1949. Den konkluderede, at den nyeste krigsplan, TROJAN, ville reducere Sovjets industriproduktion med 30-40% samt måske dræbe 2,7 millioner civile og såre 4 millioner.
3398 ::: Men det ville ikke forhindre den røde hær i at erobre Vesteuropa og Mellemøsten, og det ville ikke medføre Sovjets sammenbrud - men blot øge befolkningens kampvilje og bekræfte Sovjets propaganda mod USA.
3399 ::: Rapporten fandt dog ikke, at der var et alternativ til brugen af kernevåben.
3400 ::: Tre måneder efter, d. 29. august 1949, affyrede Sovjetunionen dets første atombombe! Den amerikanske præsident havde ellers lige nået at erklære over for den amerikanske befolkning, at Sovjet ville være mindst 20 år om at lave en atombombe.
3401 ::: Den sovjetiske bombe, der sprængtes i Kasakhstan, var en fuldstændig kopi af Nagasaki-bomben.
3402 ::: Kommunistiske spioner have infiltreret Manhattan-projektets laboratorier.
3403 ::: Lederne i Kreml vidste langt mere om USA's kernevåben end den amerikanske befolkning gjorde.
3404 ::: John Walker spionringen fra slutningen af 1960'erne til 1985 overdrog omkring en million dokumenter om Pentagons krigsplaner, koder og ubåds-teknologi til Sovjetunionen
3405 ::: En af de vigtigste hemmeligheder under den kolde krig blev anset for at være så hemmeligt, at ikke engang præsidenten fik noget at vide, nemlig informationen om, at den amerikanske hærs kodeeksperter havde brudt de sovjetiske koder og afkodet talrige meddelelser, som afslørede sovjetiske spioner i USA.
3406 ::: Lederen af Joint Chiefs of Staff, general Omar Bradley, tog beslutningen om ikke at fortælle præsident Harry S. Truman om dette.
3407 ::: Senator Daniel Patrick Moynihan skrev senere kritisk herom: “Departments and agencies hoard information, and the government becomes a kind of market”.
3408 ::: De, der kender til hemmelighederne, har stor indflydelse på dette marked
3409 ::: Ikke desto mindre opdagede Sovjetunionen selv denne hemmelighed, nemlig da den britiske dobbeltspion Kim Philby fik en rundtur i hovedkvarteret for den amerikanske hærs signal-efterretningstjeneste.
3410 ::: [Kodeeksperterne blev kaldt ”Venona decryptions”, og hjalp med at opdage navnene eller kodenavnene på ca. 200 amerikanere, som spionerede for Sovjetunionen.
3411 :::
3412 Kim Philby (spion gennem 30 år, afsløret i 1962) :::
3413 ::: Kim Philby er den nok mest berømte spion i Storbritanniens historie.
3414 ::: Han var spion for Sovjetunionen i 30 år - indtil han stak af til Sovjetunionen i 1963. I Stasi's arkiv i Berlin har BBC fundet en timelang video fra 1981, hvor denne legendariske britiske dobbeltagent holder en forelæsning for østtyske spioner.
3415 ::: I foredraget fortæller Kim Philby, hvor let det var at give Vestens vigtigste hemmeligheder til Sovjet.
3416 ::: Det har aldrig været meningen, at denne video skulle offentliggøres.
3417 ::: Den er grynet, og lyden er ikke altid synkron med billedet.
3418 ::: Kim Philby blev på mødet i Stasi (den berygtede østtyske efterretningstjeneste) introduceret af den østtyske spionchef Markus Wolf, der selv er en legende - og som i Vesten gennem mange år var kendt som ”manden uden ansigt”.
3419 ::: Videoen viser Kim Philby på talerstolen.
3420 ::: Han er på dette tidspunkt i 1981 knapt 70 år.
3421 ::: Han starter med at joke om, at han ikke er vant til at holde offentlige taler, da han har brugt det meste af sin karriere til ikke at vække opsigt.
3422 ::: Han taler uhyre frit fra leveren.
3423 ::: Han blev født ind i den regerende britiske klasse, men hans tro på kommunismen blev vakt, medens han - mens han læste på Cambridge - var på en arbejdslejr sammen med aktivister på en rejse til Østrig.
3424 ::: Russerne rekrutterede ham i midten af 1930'erne.
3425 ::: På det tidspunkt havde han knapt nok et job, og slet ingen adgang til statshemmeligheder.
3426 ::: Men russerne satsede på, at de unge mænd, som de rekrutterede på Cambridge, ville få vigtige positioner i det britiske samfund.
3427 ::: De foreslog ham direkte at forsøge at blive ansat i den britiske efterretningstjeneste! Kim Philby startede dog som journalist ved The Times og dækkede bl.a. den spanske borgerkrig, men han brugte hurtigt sine kontakter til faktisk at komme ind i den britiske efterretningstjeneste.
3428 ::: Han havde en evne til at charmere stort set alle, uanset stand, køn og alder.
3429 ::: Vicedirektøren for den britiske efterretningstjeneste hed Valentine Vivian og havde arbejdet sammen med Kim Philbys far i Indien, og garanterede personligt for Kim Philbys integritet.
3430 ::: Meget mere krævede den britiske efterretningstjeneste ikke.
3431 ::: I Storbritannien holdt eliten nemlig sammen og hjalp hinanden op gennem rækkerne.
3432 ::: Derfor blev Kim Philby allerede i 1940, midt under Anden Verdenskrig, ansat i Secret Intelligence Service (SIS) , som senere blev kendt i offentligheden som M16, Storbritanniens CIA.
3433 ::: I talen til Stasi praler Kim Philby med, hvor let det var at blive dobbeltagent i M16. Han sørgede for at blive venner med en person, der arbejdede i efterretningstjenestens arkiv - ved at gå på pub med ham 2-3 gange om ugen - og fik derved adgang til snesevis af sagsakter og rapporter, som intet havde med hans eget arbejde at gøre! Der var ingen rigtig disciplin i håndteringen af papirerne i efterretningstjenesten.
3434 ::: Hver aften forlod han kontoret med en stor mappe fyldt med sagsmapper og dokumenter fra arkivet samt noget, han selv havde skrevet.
3435 ::: Han gav dokumenterne til en sovjetisk kontakt om aftenen og fik papirerne tilbage tidligt næste morgen, efter at russerne havde fotograferet dem af, og ankom så tidligt på arbejde, at han kunne nå at lægge papirerne på plads igen før andre kom.
3436 ::: Dette gjorde han regelmæssigt i årevis.
3437 ::: Men han fik også orkestreret en bureaukratisk intrige mod sin chef - for derved selv at blive leder af afdelingen for kontraspionage mod Sovjet! At være leder af afdelingen for kontraspionage mod Sovjet var en uhyre praktisk position for en sovjetisk spion! Det var en meget beskidt historie, fortæller Kim Philby i det videooptagede foredrag.
3438 ::: Faktisk syntes han godt om den mand, han væltede af pinden, Felix Cowgill, men det var en ordre fra russerne.
3439 ::: ”Vores arbejde kræver fra tid til anden, at vi får smuds på hænderne”, siger han i videoen.
3440 ::: Russerne havde foreslået, at han skulle bruge bureaukratisk list, og at undgå at Felix Cowgill blev udsat for et attentat.
3441 ::: I august 1945 tilbød den russiske agent Konstantin Volkov Storbritannien at give navnene på tre sovjetiske agenter i England, herunder formentlig Kim Philby.
3442 ::: Men Konstantin Volkov ville have penge og asyl for oplysningerne, og Kim Philby nåede at advare Moskva, der straks kidnappede Konstantin Volkov og sendte ham til Moskva, hvor han blev tortureret til at tilstå og siden henrettet sammen med sin kone.
3443 ::: Kim Philby fortsatte derefter sin officielle karriere i M16 og sin hemmelige karriere for KGB.
3444 ::: I 1949 blev han tilmed udpeget som M16's repræsentant i Washington D.C., dvs. M16's kontakt til CIA og FBI.
3445 ::: Han praler i videoen af, at han dermed var på vej til at blive leder af hele den britiske spiontjeneste! I USA blev han i hvert fald en succes.
3446 ::: Han blev tætte venner med James Angelton, som var en stjerne i CIA, og som dengang var leder af en afdeling for specialoperationer og som senere blev den amerikanske efterretningstjenestes leder af kontraspionagen.
3447 ::: Under sit arbejde i USA afslørede han for russerne, at amerikanerne sendte tusindvis af albanere til deres hjemland i et forsøg på at vælte det kommunistiske regime i Albanien.
3448 ::: Afsløringen medførte, at mange blev dræbt.
3449 ::: Han argumenterer i videoen med, at hvis han ikke havde afsløret det for russerne, og hvis operationen var lykkedes for CIA, ville CIA senere have forsøgt det samme i Bulgarien, og at det i så fald ville have inddraget Sovjetunionen og kunne have medført en tredje verdenskrig.
3450 ::: To af de andre spioner, som Sovjet havde rekrutteret på Cambridge i 1930'erne, Guy Burgess og Donald Maclean, flygtede til Moskva.
3451 ::: Kim Philby havde netop været sammen med dem for at advare dem om mistanken mod dem.
3452 ::: Derfor kastede deres afhopning mistanken videre på Kim Philby.
3453 ::: Da han i 1951 vendte tilbage fra USA til England, indledte de britiske myndigheder en formel undersøgelse af ham.
3454 ::: Under hårdt pres sagde han op fra M16 senere på året 1951, men benægtede hårdnakket alt.
3455 ::: Denne metode anbefalede han varmt til sine spionkolleger i Stasi under talen i 1981. ”Mit råd er at sige til alle jeres agenter, at de aldrig skal tilstå”, siger han i videoen.
3456 ::: Hvis en spion bliver præsenteret for et dokument med sin egen underskrift, så skal han sige, at det er et falsum - altså bare benægte alting og undgå at gå i panik.
3457 ::: Det virkede i hvert fald for ham.
3458 ::: Han vidste også, at han ikke ville blive slået under forhørene, for som medlem af den britiske upperclass ville det i så fald være blevet en stor skandale, hvis det skulle vise sig, at han ikke var spion eller hvis det ikke kunne bevises, at han var spion.
3459 ::: Efter fire års undersøgelser blev han i 1955 formelt renset af den daværende udenrigsminister Harold MacMillan - som i parlamentet erklærede, at Kim Philby ikke var den såkaldte tredJe mand sammen med Burgess og Maclean.
3460 ::: Der var faktisk fire Cambridge-spioner.
3461 ::: Den sidste, Anthony Blunt, blev først afsløret i 1979. Han var endt som kunsthistoriker med tætte bånd til dronningen.
3462 ::: Kim Philby forklarede i videoen, at det britiske klassesystem gjorde det næsten umuligt for hans kolleger i M16 at tro, at han kunne være skyldig.
3463 ::: Desuden havde mange af dem meget at miste karrieremæssigt, hvis han rent faktisk var agent, fordi de havde stolet på ham.
3464 ::: Efter at være blevet renset, blev Kim Philby undercover-agent i Beirut - officielt var han journalist i Beirut.
3465 ::: Han blev afsløret i 1962. Det skete ret tilfældigt.
3466 ::: Han blev nemlig afsløret af en kvinde, som han havde forsøgt at rekruttere som spion i 1930'erne, og hun blev så vred over de anti-israelske artikler, som Kim Philby skrev fra Beirut, at hun sladrede til myndighederne.
3467 ::: En gammel ven af Kim Philby, Nicholas Elliott fra M16, rejste til Beirut for at konfrontere ham med disse nye anklager.
3468 ::: Det lykkedes Kim Philby at slippe af sted, fordi han i første omgang igen bluffede og erklærede sig uskyldig, og efterfølgende tog den M16-mand, der skulle passe på ham, på skiferie i Libanon-bjergene nord for Beirut - fortæller Kim Philby i videoen.
3469 ::: Men andre beretninger peger dog på, at briterne bevidst lod ham slippe.
3470 ::: Under alle omstændigheder tog han fra St. George Hotel i Beirut til havnen, og gik om bord på det russiske fragtskib ”Dolmatova”, og endte i Moskva, hvor han boede indtil sin død i 1988, hvilket i øvrigt skete lige før Sovjetunionen kollapsede.
3471 ::: Ifølge talen på videoen i 1981 fortrød han ikke noget.
3472 :::
3473 ::: Sovjet havde som nævnt rekrutteret fire personer på Cambridge i 1930'erne, Guy Burgess, Donald Maclean, Anthony Blunt og Kim Philby.
3474 ::: Guy Burgess og Anthony Blunt var homoseksuelle, Donald MacLean var bisexuel.
3475 ::: (Kim Philby var ingen af delene, men heteroseksuel skørtejæger).
3476 ::: Homoseksualitet var forbudt i Storbritannien indtil 1967. Noget tilsvarende gjaldt i USA.
3477 ::: I 1953 underskrev præsident Eisenhower loven ”Executive Order 10450”, som satte lighedstegn mellem homoseksualitet og risiko for landsforræderi.
3478 ::: Dette fokus på homoseksualitet kan have gjort homoseksuelle til bedre spioner, da de var vant til at holde på hemmeligheder og vant til at stikke en troværdig løgn.
3479 ::: Risikoen for blackmail forsvandt efterhånden som den britiske lov fra 1967, der ophævede det britiske forbud mod homoseksualitet, sivede ned i befolkningens opfattelse af homoseksualitet
3480 :::
3481 ::: Berlin-muren faldt i 1989 - på dette tidspunkt var Stasi i Østtyskland vokset til at have over 91.000 “officerer”, et netværk af 200.000 aktive informanter, samt et arkiv med noter om 10 millioner borgere, indsamlet gennem 40 år for at kunne slå hurtigt ned på begyndende protestbevægelser.
3482 ::: Østtyskland brugte moderne teknologi og altså utrolig mange mennesker til at udvide regeringens spion-øjne på befolkningen i hidtil uset omfang.
3483 :::
3484 ::: Det kan i sit formål ikke umiddelbart sammenlignes, men USA indledte også en omfattende overvågning ved indsamling af al telegraf-information ind og ud af landet som led i Project Shamrock.
3485 ::: USA etablerede inden for Project Minaret en "watch list" om amerikanske borgere, som mistænktes for undergravende ("subversive") aktiviteter.
3486 ::: En nydannet organisation, National Security Agency (NSA), overtog dette arbejde - i samarbejde med FBI og CIA.
3487 ::: Disse programmer blev lukket efter en undersøgelse af den amerikanske Kongres i 1975. Men 38 år senere blev Project Shamrock genetableret af National Security Agency (NSA), og denne gang ved anvendelse af informationsalderens nye teknologi.
3488 ::: I juni 2013 afslørede Edward Snowden dokumenter, som viste, at NSA havde etableret backdoor-adgang til servere af 9 internetfirmaer, bl.a. Facebook, Google, Microsoft og Yahoo, i forbindelse med et overvågningsprogram ”Prism”
3489 ::: NSA havde en britisk parallel i ”UK's eavesdropping station” GCHQ, der aflæser 200 optisk-fiber-kabler, og som delte/deler informationerne med USA.
3490 :::
3491 Sovjetunionens atomprøvesprængninger (fra 1949) :::
3492 ::: Tre år efter 1946-Berlinkrisen affyrede Sovjetunionen selv en atombombe i d. 29. august 1949. Det var Sovjetunionens første prøvesprængning.
3493 ::: Sovjet havde også transportfly til atombomben.
3494 ::: I 1944 var tre amerikanske B-29 bombefly nødlandet i Sibirien efter at have angrebet japanske styrker i Manchuriet.
3495 ::: De 105.000 dele i et af flyene blev kopieret, så Sovjet to år senere havde lavet en fuld kopi af et langtrækkende fly, der kunne medbringe en atombombe.
3496 ::: USA døbte bomben "Joe 1" efter den daværende sovjetleder Josef Stalin.
3497 ::: Dens sovjetiske kodenavn var (i engelsk oversættelse) "First Lightning".
3498 ::: Testen foregik i Semipalatinsk, Kasakhstan.
3499 ::: Dermed blev Sovjetunionen den anden nation med kernevåben.
3500 :::
3501 ::: Kort efter afslutningen af den Anden Verdenskrig blev stepperne i Kasakhstan skueplads for sovjetiske atomprøvesprængninger.
3502 ::: Mellem 1949 og 1989 sprængtes 456 kernevåben på Semipalatinsk
3503 ::: Prøvesprængningerne skete både ved jordoverfladen og i atmosfæren.
3504 ::: Fem atomprøvesprængninger mislykkedes, og plutonium spredtes i miljøet.
3505 ::: Ved den første test d. 29 August 1949 forurenedes landsbyer nordøst for Semipalatinsk.
3506 :::
3507 ::: Senere blev Sovjetunionens atomprøvesprængninger flyttet til afsidesliggende steder, såsom den bjergrige russiske øgruppe Novaja Zemlja og Uralbjergene.
3508 :::
3509 ::: Den samlede styrke af alle de testsprængninger, der udførtes frem til 1963, da Sovjetunionen undertegnede en traktat om et delvis forbud mod atomprøvesprængninger (PTBT), var 6,4 megaton eksplosionskraft.
3510 :::
3511 Sovjetunionen i 1953 :::
3512 :::
3513 ::: I juni 1953 knuste Sovjet et populært oprør i Østtyskland.
3514 ::: To måneder senere udførte Sovjet endnu en atomprøvesprængning, med kodebetegnelsen RDS-6.
3515 ::: Efter 1961 udførtes over 300 prøvesprængninger under jorden, som ikke var blevet forbudt.
3516 ::: Ved Semipalatinsk findes i Degelen-bjergene verdens største underjordiske atomprøvesprængningssted med 181 separate tunneler.
3517 ::: Mellem oktober 1961 og oktober 1989 udførtes her 224 atomprøvesprængninger, det sidste d. 12. februar 1989. Netop denne test resulterede i udsivning af store mængder af de radioaktive ædelgasser xenon og krypton-0
3518 :::
3519 ::: Området ved Semipalatinsk er ikke ubeboet.
3520 ::: Inden for 160 km lever en befolkning på en million mennesker.
3521 ::: Historiske optegnelser viser, at skolebørnene før 1962 vidste, at skolens vinduer kunne blive blæst ud af eksplosionerne.
3522 ::: Folk i byen Semipalatinsk samledes for at se paddehatteskyen blive dannet på den vestlige himmel
3523 ::: Der blev fra 1949 til 1989 udført 456 nukleare sprængninger her.
3524 ::: Stedet var blevet udvalgt i 1947 af Lavrentiy Beria, som var politisk chef for Sovjetunionens atombombeprojekt, og som fejlinformerede om, at den 18000 km2 steppe var ubeboet, ligesom han nægtede at lave de nærliggende småbyer evakuere, da den første atomprøvesprængning gennemførtes i 1949.
3525 :::
3526 ::: Den første atomprøvesprængning i Semipalatinsk sprængningsstedet skete den 29. august 1949 og var en plutoniumbombe, der havde 22 kiloton eksplosiv kraft.
3527 ::: Det var en kopi af den amerikanske Fat Man, indsamlet af spionerne Klaus Fuchs, Theodore Hall, og David Greenglass
3528 ::: Det fik præsident Harry S. Truman til d. 31. januar 1950 at annoncere, at USA ville bygge en brintbombe (fusionbombe).
3529 ::: I juli 2000 gennemførte et internationalt team af forskere en kontrolleret detonation på 100 tons sprængstof i den sidste tilbageværende tunnel i ”Polygonen” (som Semipalatinsk-teststedet på størrelse med Wales også kaldes), hvilket effektivt stoppede Kasakhstans status som en nation, der var i stand til at teste og lancere atomvåben.
3530 ::: Efter at Sovjetunionen kollapsede i 1991 blev stedet negligeret, og ubevogtet fissilt materiale blev efterladt i bjergtunneler og borehuller, åbent for potentielle terrorister, slyngelslager og skrammelindsamlere.
3531 ::: En af de første større anti-kernevåben bevægelser i det tidligere Sovjetunionen etableredes i 1989 i Kasakhstan under ledelse af en forfatter, Olzhas Suleimenov, som samlede tusinder af mennesker i kampagner, som førte til stedets lukning i 1991. Området er blevet foreslået som et UNESCO-verdensarv sted
3532 ::: 15 år efter, d. 8. september 2006 valgte man dette sted til en ceremoni, hvor den centralasiatiske kernevåbenfrie zone blev underskrevet af de fem ”–stan lande”.
3533 ::: Kasakhstan blev selvstændigt d. 16. december 1991. Gennem en periode på 15 år samarbejdede Kasakhstan, Rusland og USA om at sikre stedet, som er større end staten New Jersey.
3534 ::: Efter at kernevåbentestene var ophørt og området forladt var der stadig betydelige mængder af plutonium tilbage, som udgjorde den største nukleare trussel som følge af Sovjetunionens kollaps.
3535 ::: Man hældte speciel beton i borehullerne, som ville binde sig til dette plutonium.
3536 ::: I oktober 2012 færdiggjordes en hemmelig 17-årig og 150 million dollar kostbar operation for at sikre dette plutonium i bjergtunnelerne.
3537 :::
3538 ::: Officielt var de eneste i umiddelbar nærhed beboerne i den nærliggende by Kurchatov, hvis formål var at servicere stedet, og i to små bygder langs den nordlige kant af teststedet.
3539 ::: Men lokale embedsmænd fastholder, at hundredtusinder af mennesker levede inden for en 80 km radius af teststedet.
3540 :::
3541 ::: I et nummer af National Review fra september 2002 beskrev Robert Elegant, hvordan beboerne i landsbyen Sarjal blev evakueret, før man sprængte en bombe med ekstremt kraftfuld eksplosionstryk, men beboerne blev returneret efter ti dage.
3542 ::: De blev typisk bedt om at afstå fra at tænde deres jernkomfurer, eftersom testene kunne få ilden i komfuret til at blusse tilbage ind i huset.
3543 ::: Folk blev også advaret om, at eksplosioner kunne vælte deres hus.
3544 ::: En række genetiske defekter og sygdomme i regionen, lige fra kræft, fosterskader og deformiteter, er blevet tilskrevet atomprøvesprængninger.
3545 ::: Der er endda et museum for mutationer på det regionale medicinske institut i Semey, som er den største by nær atomprøvesprængningsstedet.
3546 ::: Museet viser beholdere med misdannede fostre og organer, og døde dyr, der næsten ikke er genkendelige.
3547 :::
3548 ::: Der har også været en epidemi af babyer, der blev født med alvorlige neurologiske defekter og store knogledeformationer eller uden lemmer.
3549 ::: Der har endvidere været mange tilfælde af leukæmi og andre blodsygdomme.
3550 ::: Direktøren for kræfthospitalet i Semipalatinsk vurderede, at mindst 60.000 mennesker i regionen var døde af stråling-induceret kræft.
3551 ::: Men officielt har området den laveste kræftforekomst i Kasakhstan.
3552 :::
3553 ::: Læger har advaret om kromosomafvigelser i tredje generation efter eksponeringen.
3554 ::: Nogle børn fik hudkræft, hvilket er meget sjældent hos børn.
3555 ::: Den øgede risiko for leukæmi er detaljeret beskrevet blandt en gruppe personer, der var blevet udsat for ioniserende stråling fra atomprøvesprængningerne i Kasakhstan (1949-1963).
3556 ::: Undersøgelsen (Forfatterne er: Abylkassimova et al.) var den første epidemiologiske undersøgelse, der udførtes i regionen.
3557 ::: 10.000 eksponerede personer følges stadig.
3558 :::
3559 ::: Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) afholdt en undersøgelse af den radiologiske situation i regionen mellem 1993 og 1994. Selvom missionen fandt, at det meste af området havde lidt eller ingen resterende radioaktivitet fra atomprøvesprængningerne i Kasakhstan, konkluderede de, at et par områder havde forhøjet rest-radioaktivitet.
3560 ::: Rapporten anbefalede derfor at begrænse adgangen til testområdet.
3561 :::
3562 ::: Ifølge forskning udført af Susanne Bauer m.fl. offentliggjort i 2005 i volumen 164 i Strålingsforskning) fandt man en signifikant sammenhæng mellem fast tumor og stråledosis i en historisk kohorte fra Semipalatinsk.
3563 :::
3564 ::: I december 1997 rejste repræsentanter for FN og Kasakhstans regering til Semipalatinsk til at undersøge de økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af de sovjetiske atomprøvesprængninger på STS-stedet.
3565 ::: Delegationen fandt, at de psykosociale konsekvenser af testene havde været meget omfattende.
3566 :::
3567 ::: Befolkningen følte sig som offer og bedraget af regeringen.
3568 ::: Den lokale økonomi var blevet påvirket af det negative billede af regionen, som afskrækkede indenlandske og internationale investorer.
3569 ::: Landbrugsjord var blevet forurenet under årene, og lokale vandkredsløb var blevet påvirket.
3570 ::: Missionen konkluderede, at: Det er vigtigt at huske på, at en række tidligere, nuværende og fremtidige virkninger af atomprøvesprængninger fortsat er usikre.
3571 ::: Det gælder for eksempel de sundhedsmæssige virkninger af de såkaldte lav-dosis af stråling og risici for forurening af miljøet ved det ekstremt skadelige plutonium, hvis det kommer ind i kroppen.
3572 ::: På et atomprøvested ”Totsk” i det sydlige Ural udførtes en sprængning d.14 september 1954, der fortsat gav sundhedsmæssige og miljømæssige virkninger årtier senere.
3573 :::
3574 Novaja Zemlja :::
3575 ::: På øgruppen, der tilsammen kaldes Novaja Zemlja (Novaja Semlja), der betyder "nyt land" på russisk, blev den indfødte befolkning forflyttet.
3576 ::: Stedets to hovedøer ligger ca. 450 km fra polarcirklen, men var beboet, og omkring 500 mennesker blev flyttet på grund af testprogrammet.
3577 ::: Testene på Novaja Zemlja er den største enkelte kilde til kunstig radioaktivitet i Arktis.
3578 ::: I alt 130 atomprøvesprængninger blev udført i dette område mellem 1954 og 1990. 15 brintbomber detoneredes i atmosfæren over Novaja Zemlja.
3579 ::: De første underjordiske test fandt sted fra 15. september 1964. Under en underjordisk test den 14. oktober 1969 var eksplosionen på 540 kiloton, og en gasfane blæste omkring en time efter testen ud af en af tunnelerne.
3580 ::: Flere hundrede personer var i nærheden og blev først evakueret ca. en time senere.
3581 ::: Over 80 personer modtog doser på 40 til 80 rad.
3582 :::
3583 ::: 42 underjordiske kernevåben-eksplosioner blev udført her frem til 24. oktober 1990. Selv om Novaja Zemlja tegner sig for kun 25 procent af alle sovjetiske test, er den samlede eksplosionskraft af testene på Novaja Zemlja anslået til 273 Megaton, hvilke er ca. 94 procent af det samlede eksplosionskraft for alle sovjetiske atomprøvesprængninger.
3584 :::
3585 ::: Norge ligger kun 900 km fra øerne, og har modtaget betydelig radioaktivt nedfald og blev meget bekymret for Barentshavet, som er en af norske fiskeres vigtigste fiskeområder.
3586 ::: Nedfald fra tidligere atmosfæriske testsprængninger er stadig en væsentlig kilde til plutonium-forurening i de arktiske farvande.
3587 :::
3588 Verdens største brintbombe-sprængning :::
3589 ::: To dage efter at Berlin-krisen afsluttedes med, at kampvognene fra USA og Sovjetunionen vendte tilbage til deres baser, lod Sovjetunionen historiens største brintbombe sprænge d. 30. oktober 1961. Det var en 58-megaton atmosfærisk brintbombe, med kodenavnet "Tsar Bomba".
3590 ::: Tsar Bomba var som sagt den mest kraftfulde kernevåben-eksplosion nogensinde.
3591 ::: Dens styrke var på omkring 1500 gange Hiroshima- og Nagasaki-bomberne tilsammen.
3592 ::: Den blev sprængt over Novaja Zemlja ud for det nordlige Rusland - en ø i det arktiske ocean.
3593 ::: Novaja Zemlja betyder ”nyt land” på russisk.
3594 ::: Området er dobbelt så stort som Danmark.
3595 ::: Det består af to større øer med et smalt stræde imellem, samt en del mindre øer. I 1870 blev en lille befolkningsgruppe (Nenets) flyttet til stedet for at holde norsk indflydelse væk, og i 1957 blev denne befolkningsgruppe på 298 personer flyttet til hovedlandet som optakt til de begyndende atomprøvesprængninger.
3596 ::: Det var det kraftigste kernevåben, der nogensinde var blevet bygget.
3597 ::: Der er heller ikke siden ved nogen prøvesprængning blevet bragt en så stor bombe til sprængning.
3598 ::: Lysglimtet var så stærkt, at det var synligt i en afstand på 1.000 km, på trods af overskyet himmel (som hvis en eksplosion ved Paris kunne ses i København).
3599 ::: Trykbølgen vandrede tre gange rundt om Jorden.
3600 ::: Den knuste ruder i Finland, ville have givet tredjegradsforbrændinger på 100 km afstand, dannende en sky 7 gange højere end Mount Everest, en ildkugle på 8 km i diameter og en kraft, der kunne påvises i New Zealand på den sydlige halvkugle.
3601 ::: Det var en tretrins brintbombe.
3602 ::: En fissionsbombe pressede en fusionsbombe til at udløse en tredJe fusionsanordning.
3603 ::: Bomben havde faktisk flere tretrinsserier, og det oprindelige design ville yde 100 megaton, men af hensyn til den mængde radioaktivt nedfald, som en så enorm eksplosion ville skabe, og som ville ramme den sovjetiske civilbefolkning, valgte man at nedskalere bomben til ca. 50 megaton sprængkraft, dvs. 10 gange end alt sprængstof anvendt under hele Anden Verdenskrig.
3604 ::: Det gjorde man ved at bytte de uran-238-fusionstændsatser ud, som det oprindelige design havde, med bly.
3605 ::: Det resulterede i, at ca. 97% af den samlede energi kom fra fusion alene.
3606 :::
3607 ::: Den 12. september 1973 sprængte Sovjetunionen fire brintbomber underjordisk på Novaja Zemlja.
3608 ::: Sprængningskraften var 4,2 megaton i alt, hvilket førte til naturlige jordskælv, der nåede 6,97 på Richterskalaen og som startede laviner på 80 millioner ton sne og is og sten, der blokerede to gletscherfloder og skabte en 2 km lang sø.
3609 :::
3610 ::: I alt udførte Sovjetunionen 224 kernevåbensprængninger på Novaja Zemlja med en samlet sprængkraft på 265 megaton TNT.
3611 ::: Til sammenligning udgjorde al sprængkraft, som blev benyttet under Anden Verdenskrig inklusiv de to atombomber kun ca. 2 megaton.
3612 :::
3613 ::: De nukleare eksplosioner på Novaja Zemlja i 1987 frigav fissionsprodukter over hele Sverige, og producerede de højeste niveauer, der er set i det nordlige Sverige i 15 år bortset fra Tjernobyl ulykken.
3614 ::: Den sidste atomprøvesprængning på Novaja Zemlja var i 1990, hvilket også var den sidste i Sovjetunionen og Rusland.
3615 ::: Men siden 1998 har det russiske atomenergiministerium foretaget årlige undervands-atomforsøg med op til 100 gram våben-plutonium, men under kritisk masse.
3616 ::: Disse forsøg foretages nær Matochkin Shar ved strædet mellem de to øer af Novaja Zemlja.
3617 :::
3618 :::
3619 ::: Store mængder af radioaktivt materiale er blevet dumpet i Barentshavet og Kara havet.
3620 ::: Novaja Zemlja er også blevet brugt som en kirkegård for forskellige kernevåben, ubåde, og reaktorer, der er blevet sænket i havet, heraf mange fartøjer stadig med deres radioaktive materialer om bord.
3621 ::: Når containerne nedbrydes og ubåde korroderer, vil materialerne forurene det marine liv og sprede radioaktivitet i økosystemet.
3622 ::: Stærke strømme kan bære forureninger til fiskepladser og ind i fourageringsområder for havpattedyr og fugle.
3623 :::
3624 ::: En satellitundersøgelse foretaget af forskere ved det norske Institut for Internationale anliggender har påvist geologiske problemer på Novaja Zemlja, hvor der er dannet kratere i jordens overflade og destruktion af permafrost-lag, så radioaktive restprodukter har mulighed for at lække fra huler, der er forårsaget af prøvesprængninger, til grundvandet og dermed havet.
3625 :::
3626 ::: Det russiske Academy of Medical Sciences har bemærket, at kræftdødeligheden i Tjukotka sprang fra 10 procent af befolkningen i 1970 til 27 procent i 1988. Repræsentanter for Sovjetunionens 26 oprindelige folk hævder, at den indfødte inuit-befolkning er ved at blive syge af radioaktiv forurening i miljøet.
3627 :::
3628 ::: Et udvalg for veteraner med særlig risiko har 6.000 medlemmer, der var involveret i produktion af atomvåben eller overvågning af atomprøvesprængninger ved testområderne i Semipalatinsk og Novaja Zemlja, samt på andre mindre kendte steder.
3629 ::: Halvfems procent af udvalgets medlemmer er invalider og mange tusinde veteraner er allerede døde.
3630 ::: De har modtaget lægehjælp til sygdomme forårsaget af atomprøvesprængninger, men ingen økonomisk kompensation.
3631 :::
3632 Atomvåben som afskrækkelse (1950) :::
3633 ::: Fra slutningen af 1950’erne anså vestlige landes forsvarsanalytikere det for usandsynligt, at Sovjetunionen bevidst ville starte en atomkrig i Europa.
3634 ::: Men de samme forsvarsanalytikere fortsatte med at frygte, at Sovjetunionen ville lade sig drage på et krigseventyr ud fra en opfattelse i Moskva om, at Vesten i virkeligheden ikke ville være villig til at forsvare sig selv ved hjælp af atomvåben.
3635 ::: For at knuse denne mulige opfattelse hos lederne i Sovjetunionen, ønskede man, at Nato skulle lægge stor vægt på kernevåben, - ud fra det argument, at truslen om at være afhængig af kernevåben, selv i en situation hvor Sovjetunionen foretager et konventionelt angreb, er det, der behøves for at opnå en sikkerhedsgaranti for Nato-alliancens medlemmer.
3636 ::: Storbritannien, Frankrig og Vesttyskland – samt også Italien – begyndte i den sidste halvdel af 1950’erne og frem at bekymre sig om, hvorvidt USA’s tilsagn om at ville bruge kernevåben var pålideligt og troværdigt, set i lyset af USA’s adfærd under Suez-krisen (USA var bange for at den arabiske verden ville gå politisk tabt til Sovjetunionen).
3637 ::: Storbritannien, Frankrig og Vesttyskland drog forskellig konklusion i forhold til USA: Storbritannien bandt USA tættere til Europa ved at indgå i et tæt samarbejde med USA om udvikling og afprøvning af kernevåben, samtidig med at landet selv fik kernevåben og baser for amerikanske kernevåben-bærende fly.
3638 ::: Frankrig besluttede (efter nogle forgæves forsøg på at etablere en europæisk kernevåben-styrke), at landet kun kunne stole på sig selv - udviklede derefter egne kernevåben.
3639 ::: Vesttyskland gjorde (på trods af tyske oppositionsgrupper mod kernevåben) alt for at knytte USA til Europa, ligesom Storbritannien, men udviklede ikke selv kernevåben.
3640 ::: Storbritannien har samme størrelse som Italien, befolkningsmæssigt og rigdom, men dobbelt så stort militærbudget - idet briterne (uanset om de støtter atomvåben eller ej) ser deres land som en stormagt, der er bestemt til at spille krigerens beskyttende rolle i forsvar for, hvad der er det rigtige.
3641 ::: Storbritanniens kernevåben er overdraget til Nato.
3642 ::: Under Anden Verdenskrig havde briterne troet, at deres bombefly ville afholde Nazi-Tyskland fra at udføre strategiske bombetogter over Storbritannien.
3643 ::: Det gjorde Nazi-Tyskland alligevel, så trussel var ikke nok, men ikke desto mindre fortsatte britiske strateger efter krigen med at tro på afskrækningsmidlet, og var de første til at fokuserede på muligheden for, at atomvåbnet kunne være et effektivt afskrækningsmiddel.
3644 ::: Briterne følte stærkt, at Storbritannien behøvede dette våben som afskrækningsmiddel.
3645 ::: Dette fortsatte med at være den grundlæggende opfattelse – også i perioder, hvor der var særlig store gnidninger med Sovjetunionen, som fik mange briter til at tænkte, at det måske ikke var så klogt at have atombaser i landet, fordi Sovjetunionen kunne tænkes at udslette dem i et provokeret forebyggende angreb.
3646 ::: Der var stor status i at have atomvåben, men efter den kolde krig er status flyttet mod konventionelle styrker, og de britiske kernevåben-styrker er skåret ned.
3647 ::: USA forsøgte ved indgåelse af samarbejdsaftaler at undgå, at andre allierede lande fik deres egne atomvåben.
3648 ::: Man kunne f.eks. tænke sig, at Storbritannien ikke selv havde atomvåben, men ville have adgang til dem fra USA i tilfælde af krig.
3649 ::: I Frankrig var siden midten af 1950’erne en instinktiv følelse blandt lederne om, at Frankrig skulle have atomvåben – ligesom det skulle have højhastighedstog og overlydspassagerfly som tegn på en moderne stormagt.
3650 ::: Som en jaloux lillesøster ville Frankrig have alt, som storesøster USA havde.
3651 ::: Frankrig er det eneste land, der udviklede næsten hele rækken af kernevåbentyper, af både taktisk og strategisk art, som USA og Sovjetunionen udviklede.
3652 ::: I Frankrig – som i USA – bliver magten over kernevåbnene givet videre fra præsident til præsident.
3653 ::: Det giver den franske præsident en position, som er hævet over de (ret ustabile) politiske partier – og som i øvrigt også er hævet over et uhåndterligt militær med værnepligtige, som aldrig igen ønsker at lide i skyttegravene fra Første Verdenskrig, og som måske kunne mistænkes for hellere at ville overgive sig og undgå at dø.
3654 ::: Situationen i Italien er helt anderledes end i Frankrig.
3655 ::: De kulturelle loyaliteter er lokale og regionale, ikke på statniveau, og en italiensk præsident ville ikke opnå den mystik og alfaderstatus, som ses i Frankrig, hvis han havde kontrol over atomvåben, sådan som den franske præsident har.
3656 ::: Fra 1947 til 1952, da Storbritannien sprængte deres første atombombe, var det britiske kernevåbenudviklingsprogram hemmeligt.
3657 ::: I Tyskland havde krigen gjort befolkningen allergisk over for militærvæsen, og et tilsvarende hemmeligt kernevåbenudviklingsprogram i Tyskland ville ikke have været muligt.
3658 ::: En lille majoritet af vesttyskere accepterede modstræbende, at Nato havde behov for atomvåben.
3659 ::: At amerikanske tropper skulle være udstationeret i Frankrig ville være overtrædelse af et tabu, hvorimod Vesttyskland bød tværtimod bød de amerikanske tropper velkommen, fordi amerikanske tropper på tysk jord blev betragtet som den bedste garanti for landet.
3660 ::: Sverige havde forskning i atomteknologi, men valgte i starten af 1960’erne ikke at satse på atomvåben.
3661 ::: Sverige og Frankrig har indtaget totalt modsatte standpunkter.
3662 ::: Dog har Sverige lavet hemmelige aftaler med USA om, at Sverige, hvis en trussel skulle opstå, vil kunne skaffe amerikansk militær støtte, herunder kernevåben, nærmest med øjeblikkelig varsel.
3663 ::: Dette viser, at det er muligt at hemmeligholde sådanne ting for en hel befolkning.
3664 ::: Derimod ville åbne aftaler herom være at overskride et tabu, eftersom Sverige i lang historisk tid har valgt neutralitetspolitik, (efter i en tidligere, ligeledes lang periode, at have haft en aggressiv ekspansionistisk udenrigspolitik).
3665 ::: Japan er afhængig af det amerikanske kernevåben-skjold, på trods af at befolkningen ser sig selv som offer for de amerikanske atombomber, og har udviklet en stærk allergi mod atomvåben.
3666 ::: Israel har en fortælling om ikke igen at blive det passive offer for mordere.
3667 ::: I det første århundrede af vor tidsregning valgte indbyggende i Masada at begå kollektivt selvmord i stedet for at overgive sig til romerne.
3668 ::: Dette kan tages som symbol for Israels kernevåben, nemlig at landet hellere vil fremkalde en nuklear dommedag for deres fjender end overgive sig.
3669 ::: Pakistan er et eksempel på en blanding af kulturer med forskellige synsvinkler, såsom et nationalistisk synspunkt (måske iblandt hævnmotiv efter tidligere kolonidømme) eller et religiøst synspunkt (om at menneskelig lidelse kompenseres af et bedre liv efter døden).
3670 ::: Storbritanniens og Frankrigs hemmelige udviklinger af kernevåben viser, at demokratiske samfund kan udvikle kernevåben (men vil gøre det ved at omgå de demokratiske processer).
3671 ::: Historikere har vist, at der både hos personalet i det tyske Luftwaffe, det britiske Royal Air Force og i det amerikanske luftvåben både fandtes tilhængere og modstandere af tæppebombninger, som kan kaldes masseødelæggelsesmetoder, og derfor både har etiske og legale aspekter.
3672 ::: I atomalderen har man tilsvarende set, at der blandt de militære ledere både er tilhængere og modstandere af at bruge kernevåben.
3673 ::: Denne uenighed/fløjdannelse gælder også et emne såsom nukleært forebyggende angreb, altså overraskelsesangreb.
3674 ::: Et eksempel er den amerikanske general Curtis E. LeMay, hvis entusiasme for at angribe Sovjetunionen med kernevåben, før sovjet blev stærkt nok til at gøre gengæld, måtte forhindres af den amerikanske præsident.
3675 ::: Uautoriseret og altså ikke-godkendt brug af kernevåben må have været en reel mulighed, især medens kernevåben stadig var noget relativt nyt.
3676 ::: Jo længere krigen varede, jo mere blev moralske begrænsninger opgivet.
3677 ::: Nazitysklands luftvåben bombede Polens hovedstad Warszawa i et uprovokeret overraskelsesangreb for at opnå en terror-effekt.
3678 ::: Senere fremkaldte krigen både britiske og amerikanske tæppebombninger.
3679 ::: Man kan ikke ud fra de principper og antagelser om brug af kernevåben, som er udviklet før en krig, forudsige, hvordan kernevåben vil blive brugt i en faktisk krig.
3680 ::: Hvis Nazi-Tyskland ikke have nået at overgive sig, inden USA havde gjort atombomben færdig til brug, var en eller flere byer i Tyskland blevet bombe med atombomber.
3681 :::
3682 ::: I 1950'erne organiserede man i USA civilforsvarsøvelser, som fortalte borgerne, at de kunne overleve et atomangreb, hvis de lærte at gå i dækning.
3683 ::: Præsident Dwight D. Eisenhower så øvelserne og konkluderede privat, at en atomkrig aldrig kunne vindes, fordi ”der er ikke nok bulldozere til at skrabe ligene væk fra gaderne”
3684 :::
3685 Udstationering af kernevåben (1950) :::
3686 ::: I august 1950 godkendte præsident Harry S. Truman flytningen af 15 kernevåben uden atomkerne til et amerikansk hangarskib i Middelhavet.
3687 ::: Dermed kom bomberne under flådens kommando, hvilket luftvåbenet protesterede imod.
3688 ::: Det følgende år var amerikanske tropper i krig med kinesiske tropper i Korea.
3689 ::: Dansk-amerikanerne Charlie Lauritsen tog på rejse til Koreas kamppladser, ledsaget af general James M. Gavin som var en kendt fortaler for at bruge taktiske kernevåben mod nordkoreanske tropper.
3690 ::: Da Charlie Lauritsen kom tilbage til USA var hans opfordring, at USA forbedrede dets taktiske flystøtte til landtropperne.
3691 :::
3692 ::: Under Anden Verdenskrig havde Charlie Lauritsen hjulpet med at overtale militæret til at bruge raketteknologi og ”proximity fuses”.
3693 ::: Han hjalp også med at få etableret Naval Ordnance Test Stationen ved ”China Lake” i Californien.
3694 ::: Luftvåbenet overtog kontrollen over både kernevåbnene og deres atomkerner.
3695 ::: General Hoyt Vanderberg, der var chef for luftvåbenet, påtog sig personligt at være ansvarlig for 9 kernevåben i en militærlufthavn i Guam, parat til brug mod kineserne
3696 ::: ; Da amerikanske kernevåben f.eks. blev flyttet til Fransk Marokko, fik den franske regering i øvrigt ikke noget at vide om det.
3697 ::: ; Efterhånden fordeltes også tusinder af Nike missiler med atomhoveder til de vigtigste amerikanske byer med forseglede bomber, som var klare til at eksplodere.
3698 :::
3699 Droner med atombomber (1950) :::
3700 ::: Problemet med, at de store bombefly var for langsomme til at undslippe efter at have kastet deres atombombe, ville man på et tidspunkt løse ved at bruge lettere B-47 jetfly som skulle ombygges til førerløse droner med indbygget atombombe, og frembragt af et moderfly.
3701 ::: Man kaldte det "Project Brass Ring".
3702 ::: Ifølge projektet, som blev startet i slutningen af 1949, tænkte man, at en førerløs version af B-47 Stratojet bombeflyet skulle guides af et B-36 moderfly og kunne bringe brintbomber frem til målet.
3703 ::: Det førerløse fly ville blive ødelagt ved eksplosionen eller destruere sig selv efter at have kastet bomben.
3704 ::: Baggrunden for projektet var, at man ikke anede, hvor kraftig en brintbombe ville være, og man troede derfor ikke, at almindelige bombefly ville kunne nå væk.
3705 ::: Da man ikke troede, at man ville kunne nå at udvikle missiler hurtigt nok, ville det nok være hurtigere at gøre det allerede eksisterende B--47 bombefly i stand til at flyve førerløst, tænkte man.
3706 ::: Det kunne så være en løsning, indtil atommissilerne var udviklet.
3707 ::: Designerne overvejede tre metoder: 1) En mulighed kunne være at styre det førerløse B-47 fly hele vejen fra luftbasen på jorden.
3708 ::: 2) En anden mulighed kunne være, at piloterne fløj med, og så efter at have sat den videre kurs lod sig skyde ud med faldskærm over et venligsindet land.
3709 ::: 3) En tredJe mulighed kunne være, at et andet fly styrede det førerløse fly det meste af vejen.
3710 ::: Men opgav dog dette komplekse projekt i starten af 1953. Bl.a.
3711 ::: mistede man let forbindelsen mellem det fly, der skulle være det førerløse brintbombefly, og moderflyet.
3712 ::: (I øvrigt havde det amerikanske flyvevåben under Anden Verdenskrig forsøgt at udvikle førerløse fly.
3713 ::: Det var tanken at fylde B-17 og B-24 fly med eksplosiver og radioudstyr, og guide dem fra et moderfly nærved, idet man tænkte sig, at piloten sprang ud i faldskærm og overlod styringen til moderflyet.
3714 ::: Denne "Operation Aphrodite" blev opgivet, efter at et sådant fly eksploderede - og i øvrigt dræbte en bror til den senere præsident John F. Kennedy, og som faktisk var Kennedyfamiliens førstevalg til præsidentposten).
3715 ::: Der er faktisk nu igen rygter om, at det amerikanske luftvåben overvejer en slags mellemløsning, nemlig et fly, som ved hjælp af en kontakt kan gøres til et robotfly.
3716 ::: (kilde).
3717 ::: Løsningen i 1953 blev i stedet at udstyre kernevåben med faldskærme, så flyet fik bedre tid til at komme væk efter at have kastet bomben fra stor højde - idet man konkluderede, at fjenden ikke ville kunne nå at reagere, selv om de skulle opdage en neddalende atombombe under en faldskærm
3718 :::
3719 Ubegrænset materiale til kernevåben :::
3720 :::
3721 ::: Testforsøgene i Marshall-øerne viste, at en blanding af uran og plutonium kunne bruges til kernevåben.
3722 ::: Dermed var der ikke mangel på sprængmaterialet til kernevåben.
3723 :::
3724 ::: USA gennemførte 1032 atomprøvesprængninger mellem 1945 og 1992 forskellige steder: På Nevada Test Site, på steder i Stillehavet, på Amchitka øen i Alaska-halvøen, Colorado, Mississippi og New Mexico
3725 :::
3726 Nevada Test Site :::
3727 ::: Mellem 1951 og 1958 blev omkring 100 atomprøvesprængninger udført i atmosfæren på Nevada Test site (NTS), som ligger 100 km nordvest for Las Vegas og er større end mange små lande, og er på 3.500 kvadratkilometer.
3728 :::
3729 ::: Den gennemsnitlige eksplosionskraft for de atmosfæriske forsøg var 8,6 kiloton (kt).
3730 ::: Nedfald fra prøverne indeholdt radionuklider og gasser, som blev transporteret tusindvis af kilometer væk af vinden.
3731 ::: I november/december 1997-udgaven af Bulletin for the Atomic Scientists skrev Pat Ortmeyer og Arjun Makhijani, at den amerikanske regering havde undladt at dele resultaterne af forskning, der var foretaget i 1950, og som indikerede, at mælken ville blive forurenet af nedfald.
3732 :::
3733 :::
3734 Produktion af atombomber (1949) :::
3735 ::: Kernen i kernevåben blev lavet i Los Alamos.
3736 ::: Resten af bomben blev lavet i Sandia National Laboratories (som tidligere havde haft navnet "Z Division".
3737 ::: Det fik nyt navn, da det blev flyttet fra Los Alamos og (1½ times kørsel) ud til en gammel militærlufthavn nær Albuquerque.
3738 ::: I 1949 blev en produktion af Mark-4 kernevåben sat i gang - opbygget med en blanding af uran og plutonium.
3739 :::
3740 William L. Stevens (1953) :::
3741 ::: William L. Stevens blev leder af afdelingen for kernevåben-sikkerhed (Nuclear Safety Department) ved Sandia National Laboratories).
3742 ::: Medens han havde været soldat i hæren, var han blevet trænet i at samle atomsprængladninger i taktiske våbensystemer.
3743 ::: I maj 1953 deltog han sammen med resten af sin gruppe i en test i Nevada-ørkenen 150 km fra Las Vegas.
3744 ::: Det var en test af en atom-kanon, der kunne skyde 30 km og forårsage eksplosion som en Hiroshima-bombe.
3745 ::: William L. Stevens skulle ligge i en grøft kun 5 km fra nedslagsstedet.
3746 ::: Soldaterne indgik i et studie af de psykologiske virkninger af kernevåben.
3747 ::: Soldaterne havde fået ordre om, at de efter atombombeeksplosionen skulle kravle op af grøften og marchere imod paddehatteskyen.
3748 ::: Hærens Army Field Forces Human Research Unit håbede at finde ud af, hvor godt soldaterne fulgte denne ordre, f.eks. om de adlød, og om gruppen kunne holde sammen.
3749 ::: De havde fået ordre om at komme op af grøften så tidligt efter eksplosionen, at de kom til at føle trykbølgen.
3750 ::: Da soldaterne rejste sig, blev de mødt af en ”precursor wave” - en shock-bølge, som ikke var forventet.
3751 ::: En meget sammenpresset luftbølge var kommet ned mod jorden fra eksplosionscentret og havde, da trykbølgen ramte jorden, fortsat ud til siderne, så den nåede frem før selve eksplosionsbølgens tryk.
3752 ::: Soldaterne mødtes af en tæt sky af støv, så de ikke kunne læse deres dosimetre for radioaktivitet.
3753 ::: Dette fik dem til at gå tættere på eksplosionsstedet end planlagt.
3754 ::: William L. Stevens gemte noget af støvet i en dåse, da han kom tilbage til basen.
3755 ::: Da han to år senere fik støvet testet i Sandia, var det stadig radioaktivt.
3756 :::
3757 :::
3758 :::
3759 :::
3760 ::: Mellem 1946 og 1958 gennemførte USA 67 atomprøvesprængninger på Bikini- og Enewetak-atollerne på Marshalløerne (som en del af ”Pacific Proving Grounds”).
3761 ::: Øerne omfatter 30 atoller og fire separate "reef islands", der ligger spredt over et to millioner kvadratkilometer stort område i det sydlige Stillehav med 1200 små øer med et samlet areal på kun 181 kvadratkilometer.
3762 ::: Der er 25 populationsgrupper på Marshall-øgruppen.
3763 ::: Trods disse øers afsides beliggenhed blev de inddraget i stormagtspolitik.
3764 ::: Japan besatte øerne i 1914, og her udkæmpedes mange slag under Anden Verdenskrig.
3765 ::: I 1986 blev ”Republic of the Marshall Islands” en selvstændig nation.
3766 :::
3767 ::: I juli 1945 gennemførtes atomprøvesprængninger på Bikini af bomber i Hiroshima-størrelse, og med mål brugtes tomme skibe fra Anden Verdenskrig i Bikini-lagunen.
3768 ::: I juli 1947 blev Marshall-øerne og resten af Mikronesien et FN -område, der skulle administreres af USA, som forpligtede sig til at beskytte indbyggerne mod tab af deres jord og ressourcer.
3769 ::: I december 1947 valgtes Enewetak til endnu en serie sprængninger, og indbyggerne flyttedes til Ugelang.
3770 ::: I marts 1948 var Bikini-befolkningen på Rongerik på randen af sult og flyttedes til Kwajalein, hvor de opholdt sig i seks måneder, mens et nyt hjem er fundet til dem.
3771 ::: I april 1948 begyndte en ny testserie på Enewetak.
3772 ::: Bikini-samfundet flyttedes til det sydlige Kill, en enkelt ø uden beskyttede lagune eller ankerplads.
3773 :::
3774 :::
3775 :::
3776 Brintbomben (31. januar 1950) :::
3777 ::: Den 31. januar 1950 fik præsident Harry S. Truman at vide, at det ville være muligt at lave en brintbombe, og at også Sovjetunionen ville kunne gøre det.
3778 ::: Han besluttede så, at USA ikke havde andet valg til at bygge en sådan brintbombe.
3779 ::: Sovjet havde allerede siden 1948 arbejdet på at udvikle en brintbombe.
3780 ::: Stalin var også blevet informeret om, at det ville være muligt at lave en brintbombe, og han var fast besluttet på at have en brintbombe, uanset hvad USA gjorde.
3781 :::
3782 ::: Da præsident Harry S. Truman meddelte, at USA ville udvikle en brintbombe, kaldet ”The Super”.
3783 :::
3784 Første store brintbombe: Operation Ivy – med testen ”Mike” (1. november 1952) :::
3785 ::: Den 1. november 1952 testede USA sin første brintbombe - og satte således scenen for den første test af en stor termonuklear enhed med kodenavnet Mike, verdens første succesfulde brintbombe-sprængning.
3786 ::: Eksplosionen havde en eksplosionskraft på 10,4 Megaton. Til beregning af Mike-bomben anvendtes en af verdens første elektroniske, digitale computere, der var blevet bygget i Los Alamos for at udføre de nødvendige beregninger til bombens design.
3787 ::: Computeren blev kaldt MANIAC (Matematical Analyzer, Numerical Integrator, Computer).
3788 :::
3789 ::: Denne ”Ivy Mike”-bombe fik øen Elugelab til at fordampe, og efterlod et 1900 meter bredt og 50 meter dybt krater. Øen Elugelab var en af øerne i Enewetak-atollen, der er en stor cirkel, 80 km i omkreds, bestående af 40 koraløer i den nordvestlige ende af Marshall-øerne.
3790 :::
3791 USA’s første brintbombe med fast brændsel og USA’s kraftigste brintbombe: Bravo-bomben (1. marts 1954) :::
3792 ::: Den 1. marts 1954 sprængte USA sin største brintbombe nogensinde.
3793 ::: Den havde kodenavnet ”Bravo”.
3794 ::: Forberedelserne til Operation Castle ("slot") var begyndt i januar 1954 for at teste en række megaton-bomber ved Bikini-atollen, og befolkningerne på Bikini- og Enewetak-atollerne blev flyttet til andre atoller.
3795 :::
3796 ::: Selv om vinden blæste i retning af beboede øer, blev Bravo-brintbombe bragt til sprængning.
3797 :::
3798 ::: Det var tanken, at testen skulle være hemmelig, men det lod sig ikke gøre, da radioaktivt støv inden for få timer dalede ned som hvidlig aske over øboere på Rongelap og Ailinginae atollerne.
3799 ::: Et par timer senere udsattes amerikanske meteorologer for nedfald på Rongerik, og endnu senere var der nedfald på Utrik og andre øer mod øst og sydøst for Bikini.
3800 ::: Et areal på over 11.000 kvadratkilometer forurenedes, og radioaktivt materiale kunne spores i Australien, Indien, Japan, USA og dele af Europa.
3801 :::
3802 ::: De eksponerede fik kvalme, opkastning og kløende hud og øjne.
3803 ::: 48 timer efter, d. 3 marts 1954, evakueredes folk på Rongelap og folk på Utrik evakueredes 72 timer efter Bravo-testen.
3804 ::: Begge grupper blev ført til Kwajalein til observation.
3805 ::: Hudforbrændinger på de meget udsatte mennesker begyndte at udvikle sig, og senere faldt deres hår af.
3806 :::
3807 ::: Bravo-testen er den værste radioaktive forurening, som USA har afstedkommet, men den amerikanske Atomenergikommission udsendte en presseerklæring, hvor de kaldte Bravo-testen for en rutinemæssig nuklear test, og at nogle amerikanere og Marshall-beboere uventet var blevet udsat for noget radioaktivitet, men at ingen havde fået forbrændinger og at alle havde det godt.
3808 :::
3809 ::: Rongelap-atollen lå 170 km borte i vindretningen.
3810 ::: Personberetninger hos Rongelap-befolkningen kan ses i dokumentarfilmen ”Children of Armageddon”.
3811 :::
3812 ::: Det var verdens første brintbombetest med fast brændsel (lithium-deuterid), og USA betragtede det som en stor hemmelighed, at de havde fundet på at bruge lithium-deuterid.
3813 ::: I dag indeholder termonukleare våben stadig typisk lithium-deuterid (LiD), dvs. isotopen lithium-6. Når lithium-6 bombarderes med hurtige neutroner fra en atombombe produceres hydrogen-3 (dvs. tritium) og derefter sker der en hurtig termonuklear fusion mellem deuterium og tritium, som frigør helium-4 samt yderligere frie neutroner foruden en mængde energi.
3814 ::: [Det meget lignende lithiumhydrid er en uorganisk forbindelse med formlen LiH, der dannes ved behandling af lithiummetallet med hydrogengas].
3815 ::: Anvendelsen af lithium-6 deuterid, dvs. (6 løftet op)Li(2 løftet op)H eller (6 løftet op)LiD som fusionsbrændslet i termonukleare våben kaldes "Teller-Ulam designet", hvor en fissioneksplosion medfører sammenpresning, opvarmning og bombardement af LiD med neutroner, hvorved der dannes tritium i en exotherm reaktion.
3816 ::: Derefter fusionerer som sagt deuterium og tritium (der begge er isotoper af hydrogen), hvorved der dannes helium-4, en neutron og 17,59 Megaelektron-Volt energi.
3817 ::: Lithium-7 danner også tritium, om end ved en endotherm reaktion.
3818 ::: Lithium-7 er en mere almindelig isotop end lithium-6.
3819 :::
3820 ::: Man havde skønnet, at bomben ville være på 4-8 megaton.
3821 ::: Det var en fejlberegning, for eksplosionen blev 2-3 gange så stor som forventet.
3822 ::: Sprængkraften var på 15 Megaton TNT (15.000 kiloton) (63 PJ), dvs. ca. 1.000 gange styrken af Hiroshima bomben.
3823 ::: USA har aldrig siden bragt en større bombe til eksplosion.
3824 ::: Af den samlede kraft kom 10 Megaton (42 PJ) fra spaltningen af det naturlige uranindhold.
3825 :::
3826 ::: Disse spaltningsreaktioner var ”snavsede” og producerede en stor mængde af radioaktivt nedfald.
3827 ::: En tilsvarende 15-megaton bombe over Washington ville kunne give alle i Washington, Baltimore og Philadelphia en dødelig dosis af radioaktivitet og indbyggerne i New York ville blive udsat for 500 røntgen, dvs. nok til at dræbe hver anden af byens indbyggere.
3828 ::: Selv folk i Boston og ved den canadiske grænse kunne blive forgiftet af radioaktivitet.
3829 ::: Kombinationen af uventet højt radioaktivt nedfald og et uventet vindskifte medførte forurening af beboede atoller.
3830 ::: Det regnede med koralsten, jord og støv, der var suget op i ildkuglen og gjort intensivt radioaktiv ved kernereaktionen.
3831 :::
3832 ::: Bravo-bomben forurenede en japansk fiskerbåd. Da den japanske fiskerbåd kom i kontakt med det radioaktive nedfald, blev mange af besætningsmedlemmerne syge, og der var ét dødsfald af en tilstødende infektion.
3833 ::: Mange lå på sygehus i otte måneder.
3834 ::: Båden havde være 130 km fra eksplosionen.
3835 ::: Mandskabet havde på morgenen for brintbombetesten fisket efter tun med trawl ca. 150 km øst for Bikini-øgruppen - uden for den fastlagte afspærringszone.
3836 ::: Det meste af skibets mandskab på 23 mand befandt sig på dækket og så lysglimtet.
3837 ::: De hev hurtigt deres net ind for at flygte fra området.
3838 ::: Men inden der var gået tre timer, begyndte et hvidt radioaktivt pulver at falde ned fra himlen, og i løbet af nogle timer var der kommet så meget på dækket, at man kunne sætte fodaftryk i det.
3839 ::: Den uheldige fiskerbåd, som hed Daigo Fukuryu Maru ("Den heldige drage nr.
3840 ::: Både tun-fangsten og båden selv var radioaktiv.
3841 ::: Dette fik minderne om Hiroshima og Nagasaki til at vælde op i den japanske befolkning og medførte mange protester og demonstrationer.
3842 ::: Testen resulterede i et internationalt ramaskrig og skabte japanske bekymringer om strålingen, især med hensyn til den mulige forurening af fisk.
3843 ::: Atomprøvesprængningen skulle have været hemmelig, men det var helt umulig nu.
3844 ::: Imidlertid ville USA's atomenergikommission AEC ikke oplyse detaljer om våbenet eller sammensætningen af det radioaktive stof.
3845 ::: Den amerikanske regering nægtede også at give de japanske læger informationer om det radioaktive nedfald, idet dette ville kunne afsløre amerikanernes brug af lithium-deuterid som våbenbrændstof.
3846 :::
3847 ::: USA tilbød lægehjælp, men dette blev afvist af Japan, som ikke ønskede, at fiskerne skulle blive genstand for endnu et militært, amerikansk forskningsprojekt om en atombombes virkninger på mennesker.
3848 ::: I løbet af de følgende måneder fik flere af mændene leversygdomme med gulsot-symptomer.
3849 ::: Lasten af tun blev destrueret, men i hele landet bredte der sig alligevel en frygt for radioaktiv forurening.
3850 ::: Dette var første gang, at japanere uden for Nagasaki og Hiroshima oplevede en konkret frygt for at blive udsat for radioaktiv forgiftning.
3851 ::: Andre fisk fra det sydlige Stillehav blev opfattet som forurenede og alt for risikable at spise.
3852 :::
3853 ::: De følgende to måneder foretog USA fem andre brintbombetest ved Marshall-øerne.
3854 ::: I september døde radiotelegrafisten på Den Heldige Drage, Aikichi Kuboyama.
3855 ::: Han døde dog af smitsom leverbetændelse, som man formodede var forårsaget af infektion i de blodtransfusioner, som han fik som en del af behandlingen, men en medvirkende årsag kunne være nedsat immunforsvar på grund af strålingen.
3856 ::: De øvrige besætningsmedlemmer blev udskrevet fra hospitaler i Tokyo i 1955. Der var nu opstået en landdækkede bevægelse i Japan, og over 75% af den japanske befolkning var modstandere af alle atomvåbentest, viste meningsmålinger, og der blev indsamlet 32 millioner (!) underskrifter på en protest mod brintbomber, hvilket var omkring en tredjedel af hele den japanske befolkning på det tidspunkt.
3857 ::: Sovjetunionen udnyttede hændelsen til propaganda ved i FN at kræve stop for atomprøvesprængninger og destruktion af alle kernevåben - formentlig velvidende om, at det ville USA aldrig gå med til, hvilket Sovjetunionen formentlig heller ikke selv ville.
3858 :::
3859 ::: Byen Hiroshima arrangerede i 1955 den første verdenskonference mod atom- og brintbomber.
3860 ::: Dette faldt sammen med tiåret for bomben.
3861 ::: 30.000 mennesker samledes i byens fredspark, og 3000 personer deltog i konferencen.
3862 ::: Nogle hibakusha-atombomberamte var fortørnede over, at der skulle gå ti år - og ske en bestråling af en enkelt fiskerbåd 4000 km væk - før deres land rettede sin opmærksomhed mod de forhold, som de atombombe-overlevende mennesker i Hiroshima og Nagasaki levede under.
3863 ::: Men nogle få benyttede lejligheden til at fortælle om deres personlige historie og til at appellere om afskaffelse af alle atomvåben.
3864 :::
3865 ::: I 1956 afholdtes den anden konference, denne gang i Nagasaki.
3866 ::: En antiatombombe-aktivist fra Japan var helt chokeret, da det gik op for ham, hvor mange besværligheder ofrene havde måttet sloges med i over ti år uden støtte fra regeringen.
3867 ::: En amerikansk præst, der deltog, havde ikke troet, at der overhovedet var overlevende
3868 :::
3869 ::: USA havde gjort sig afhængig af kernevåben som forsvar, men hændelsen viste, at radioaktivt nedfald langt fra bombestedet kunne være mere farligt, end man hidtil havde tænkt på.
3870 :::
3871 ::: Efter Bravo-testen ventede chefen for den amerikanske Atomic Energy Commission, Lewis Strauss, næsten et år med at indrømme, at der ved testen var spredt radioaktivitet over et stort areal.
3872 ::: Omvendt sagde chefen for det amerikanske civilforsvar, Federal Civil Defense Administration (FCDA), at alle amerikanere straks burde bygge underjordiske beskyttelsesrum.
3873 ::: FCDA havde længe i pjecer og film for børn argumenteret for, at man kunne overleve en atomkrig ved at gemme sig under et bord, lukke vinduer og tage godt med tøj på (!).
3874 :::
3875 ::: Under indtryk af brintbombens virkninger ændrede man disse ting, og anbefalede nu at gemme sig i 4-5 dage i betonrør, som man forestillede sig skulle anlægges langs hovedlandevejene i USA.
3876 :::
3877 Rongelab :::
3878 ::: Foruden den japanske fiskerbåd, forurenede Bravo-bomben også beboere på Bikini-øgruppen, der er en smal halvmåneformet række af småøer på i ca. 7 kvadratkilometer rundt om en stor lagune, og en del af hele Marshall-øgruppen.
3879 ::: Radioaktivt nedfald blev spredt mod øst til de beboede atoller Rongelap og Rongerik.
3880 ::: I løbet af få sekunder hævede en ildkugle sig 12 km over havet, og inden der var gået 10 minutter, havde der dannet sig en paddehattesky med en diameter på 100 km.
3881 ::: Beboerne på Bikini-øgruppen var flere år tidligere blevet evakueret i forbindelse med en anden amerikansk atombombetest i 1946. Ved 1954-sprængningen af Bravo havde de amerikanske styrker ryddet en farezone på 155.000 kvadratkilometer omkring atomprøvesprængningsstedet, men radioaktivt nedfald faldt over et område, der strakte sig godt 18.000 kvadratkilometer ud over farezonen.
3882 ::: 239 beboere på fire øer, der var beliggende 120-250 km øst for Bikini, blev udsat for radioaktivt nedfald.
3883 ::: Mange af dem fik symptomer på strålingssyge.
3884 ::: 28 amerikanske meteorologer blev også bestrålet på deres observationspost på en ø 250 km øst for sprængningen.
3885 :::
3886 ::: Indbyggerne på Rongelab havde set lyset fra atombomben, men vidste ikke at askenedfaldet var farligt.
3887 ::: De gik barfodede i det radioaktive askenedfald i timevis, og det radioaktive støv faldt på deres hud.
3888 ::: Omkring 80 af indbyggerne fik strålingssyge.
3889 ::: Andre fik hudlæsioner og pigmentforandringer af beta-strålingen.
3890 ::: De måtte evakueres og blev holdt væk fra øen i tre år.
3891 :::
3892 ::: 64 personer blev evakueret fra Rongelap efter Bravo-testen, 18 personer fra Rongelap blev evakueret fra Ailinginae efter Bravo-testen, 157 personer fra Utrik blev evakueret efter Bravo-testen.
3893 ::: Beboere på Enewetak og Bikini var blevet flyttet til henholdsvis Ujelang og Kili før Bravo-testen.
3894 ::: Tidlige strålingseffekter sås hos mange af de 64 indbyggere på Rongelap og hos 18 på en nærliggende ø, Sifo.
3895 ::: I løbet af de næste 2-3 årtier efter ulykken udviklede de fleste børn og mange voksne på Rongelap knuder på skjoldbruskkirtlen, hvoraf nogle viste sig at være ondartede.
3896 :::
3897 ::: Antropologen Holly Barker beskrev en epidemi af fosterskader, kræft, mental retardering og selvmord i tillæg til skjoldbruskkirtel-lidelser blandt den lokale befolkning.
3898 ::: Høje tal for aborter og dødfødsler blev bemærket hos nogle af kvinderne.
3899 :::
3900 ::: Folk fra Los Alamos Scientific Laboratory målte to uger efter eksponeringen fra Bravo-bomben niveauet af radioaktivt jod i urinen hos voksne fra Rongelap og den tilgrænsende atol ”Ailinginae”.
3901 ::: Urintest af 131-iod i ugerne efter Bravo-testen var en vigtig indikator for rekonstruktionen af den indre forurening i kroppen.
3902 ::: Skjoldbruskkirtlen opkoncentrerer iod, og derfor også det radioaktive iod, og langt mere ender i skjoldbruskkirtlen end i andre organer.
3903 ::: Bestråling af de bloddannende celler i den røde knoglemarv skyldes især gammastråling fra radionuklider, som sidder uden på kroppen, men dog også fra radioaktiv strontium inde i kroppen.
3904 ::: Dette øger risikoen for leukæmi.
3905 ::: Væggen af maven og tyktarmen er meget udsat for radionukliderne, fordi mange radionuklider er meget uopløselige i mave-tarm-kanalen og derfor bliver i fordøjelseskanalen.
3906 ::: Men i forhold til hele marv/tarm-kanalen er der længere ophold i fordøjelseskanalens begyndelse (maven) og slutning (tyktarmen), så derfor er maven og tyktarmen mest udsat.
3907 ::: Huden er også et væv, som er særlig udsat for radioaktivt nedfald.
3908 ::: På Rongelap blev hud-“forbrændinger” dokumenteret.
3909 ::: Især kan partikler med beta-stråling påvirke huden.
3910 ::: Dette kan tænkes at medføre hudkræft.
3911 ::: Der blev givet 72 kompensationer (i form af udbetalte beløb) for hudforbrænding, men kun 1 for hudkræft.
3912 ::: Kronisk indtagelse af radionuklider skyldes indtagelse af føde (seafood eller dyrkede afgrøder).
3913 ::: Indre bestråling af denne karakter skyldes næsten udelukkende jern-55 (55Fe), kobolt-60 (60Co), zink-65 (65Zn), strontium-90 (90Sr) og cæsium-137 (137Cs).
3914 ::: Den akutte dosis havde størst betydning på Rongelap, og derfor var cæsium-137 den vigtigste af disse fem radionuklider på Rongelap, medens zink-65 var vigtigst på alle andre øer, idet det på alle andre øer var dosis for kronisk indtagelse, der var vigtigst.
3915 ::: Rongelap/Ailinginae/Rongerik fik 6-8 gange mere radioaktivitet end Utrik (ifølge tallene for voksne).
3916 ::: Unge børn på Rongelap under Bravo-testen 1. marts 1954 fik 3 gange højere dosis end voksne.
3917 ::: Blandt alle kræfttilfælde, som skyldtes radioaktivitet, udgjorde skjoldbruskkirtelkræft 20% og leukæmi 5%, hvorimod andre kræftformer hver bidrog med 1% eller mindre.
3918 ::: Akut radioaktiv eksponering kan bidrage væsentlig til kræftrisikoen.
3919 ::: På afstand af nogle få hundrede kilometer er risikoen derimod typisk meget formindsket på grund af fortynding i atmosfæren, men fortyndingen afhænger af vejrforholdene.
3920 ::: Hvis en persons livsstil er afhængig af indsamling af føde i området, er der øget risiko for indtagelse af radionuklider efter radioaktiv forurening.
3921 :::
3922 ::: I juli 1957 blev Rongelap erklæret for sikker, og Rongelap-folk, der midlertidigt havde boet på Eji-øen Majuro, rejste tilbage til Rongelap.
3923 ::: Men selv om den radioaktive forurening af Rongelap betragtedes som sikker for menneskelig beboelse, var niveauet af radioaktivitet højere end på andre beboede steder i verden.
3924 :::
3925 USA’s atomprøvetest på Bikini og Enewetak atollerne (1946-1958; 1954) :::
3926 ::: I maj 1956 udførtes operation Drift Redwing atomprøvesprængninger ved Enewetak og Bikini.
3927 ::: I alt 17 bomber, heriblandt flere brintbomber, detoneredes.
3928 ::: I maj 1956 afprøvede man for første gang proceduren med at kaste en brintbombe fra et fly - over Bikini atollen.
3929 ::: Et B52-bombefly skulle sende 3,8 megaton bomben ned over øen Namu, som indgår i Bikini-øgruppen.
3930 ::: Piloten kom imidlertid til at styre efter en anden ø, og bomben ramte 6 km forkert.
3931 :::
3932 ::: Igennem 1950'erne oplevede folk fra både Bikini og Enewetak fødevaremangel og gentagne situationer med næsten sult, fordi deres midlertidige øer var ugæstfrie. I maj 1958 begyndte operation Drift Hardtack ved Enewetak og Bikini med 32 atomprøvesprængninger, bl.a. flere brintbomber.
3933 ::: Den sidste nukleare detonation på Marshalløerne fandt sted den 18. august 1958. I alt udførtes 66 atomprøvesprængninger på Bikini og Enewetak.
3934 :::
3935 ::: USA gennemførte 67 atomprøvesprængninger i perioden 1946 - 1958 på Bikini- og Enewetak-atollerne på Marshalløerne.
3936 ::: 20 af de sprængningerne resulterede i målbart radioaktivt nedfald på beboede øer af Marshall-øerne.
3937 ::: Disse 20 forurenende test var "Yoke" i 1948; "Dog" og "Item" i 1951; "Mike" og "King" i 1952; "Bravo", "Romeo", "Koon", "Union", "Yankee" og "Nectar" i 1954; "Zuni", "Flathead" og "Tewa" i 1956; "Cactus", "Fir", "Koa", "Maple", "Redwood" og "Cedar" i 1958. Samlet var eksplosionsstyrken i de 66 test på omkring 100 million tons trinitrotoluen (TNT).
3938 ::: Det er 100 gange mere end alle Nevada-testene tilsammen.
3939 :::
3940 ::: De sydlige øers befolkninger udsattes for 5 - 12 mGy, de lidt nordligere øer 22 - 59 mGy og de nordligste øer hundreder mGy til over 1000 mGy (ydre doser).
3941 ::: De indre doser varierede afhængig af alder, sted og organ.
3942 ::: Den indre dosis har stor betydning for skjoldbruskkirtlen, hvorimod den ydre dosis er hovedfaktoren for den røde knoglemarv og mavevæggen.
3943 ::: Indbyggerne på Utrik og Rongelap (dvs. de nordlige øer) modtog indre doser på 20 mGy til over 500 mGy til den røde knoglemarv og mavevæggen.
3944 ::: De indre doser til tyktarmvæggen var 4-10 gange større end til den røde knoglemarv, og de indre doser til skjoldbruskkirtlen var 20-30 gange større end til den røde knoglemarv.
3945 ::: Folk på Utrik og Rongelap fik henholdsvis 760 mGy og 7600 mGy i skjoldbruskkirtlen.
3946 ::: Man vurderer, at der opstod 170 ekstra kræfttilfælde blandt 25.000 Marshall-øboere.
3947 ::: Det skal sammenlignes med 10.600 kræfttilfælde, som ikke skyldes radioaktiv forurening i samme befolkningsgruppe.
3948 :::
3949 ::: I 1963 sås de første skjoldbruskkirteltumorer blandt folk, som på Rongelap havde været udsat for radioaktivitet fra Bravo-testen i 1954. Der sås også en højere end normalt forekomst af væksthæmning blandt de unge.
3950 ::: I januar 1966 godkendte den amerikanske kongres en betaling på omkring 11.000 dollar per indbygger til de udsatte Rongelap-folk for skader som følge af deres eksponering i 1954.
3951 :::
3952 ::: I oktober 1969 erklæredes Bikini-atollen for sikker.
3953 ::: Der var ingen mærkbar radioaktivitet i hverken planter eller dyreliv, sagde Atomic Energy Commission (AEC).
3954 ::: Bikini-folket var imidlertid skeptiske og besluttede, at de ikke ville vende tilbage til Bikini som et fællesskab, men at de på den anden side ikke ville forhindre folk i at vende tilbage.
3955 ::: Flere Bikini-familier flyttede tilbage til Bikini i nybyggede boliger.
3956 ::: Omkring dette tidspunkt døde John Anjains søn, Lekoj, der var et år gammel, da han udsattes for nedfald på Rongelap i 1954. Han døde af leukæmi på National Cancer Institute i Bethesda, Maryland.
3957 :::
3958 Øboerne evakueredes igen :::
3959 ::: I 1972 flyttede over 100 mennesker tilbage til Bikini-atollen, efter at USA havde erklæret øen for at være radiologisk sikker.
3960 ::: Laboratorieundersøgelser i 1978 viste dog, at de tilbagevendende optog uacceptabelt høje doser af cæsium-137 og strontium-90, og de blev igen evakueret fra øen.
3961 :::
3962 ::: I 1973 lavede Atomic Energy Commission (AEC) et udkast til en betænkning, der ikke blev offentliggjort.
3963 ::: Den konkluderede, at Bravo-nedfaldet havde forurenet 18 atoller og øer, heriblandt Kwajalein og Majuro.
3964 ::: I juni 1975 viste radiologisk overvågning af Bikini højere niveauer af radioaktivitet end forventet, og i august 1975 foreslog Atomic Energy Commission (AEC) at nogle brønde var for radioaktive, og at forbruget af Pandanus-frugter, brødfrugt og kokos-krabber skulle forbydes.
3965 :::
3966 ::: Forurenede områder af Enewetak er blevet behandlet med kalium.
3967 ::: (Kalium konkurrerer med cæsium i kroppen, og cæsium virker f.eks. blokerende på kalium-kanaler i kroppen).
3968 ::: Det antages, at det meste af Enewetak vil være beboeligt i 2027. (engelsk wikipedia ”Enewetak Atoll”).
3969 :::
3970 En IAEA-rapport bekræftede de tidligere registrerede værdier :::
3971 ::: Som svar på en anmodning fra regeringen på Marshall-øerne blev der foretaget en uafhængig gennemgang af de radiologiske forhold på Bikini-atollen, idet Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) sendte et miljøovervågningshold i maj 1997. Holdet udførte en begrænset prøveudtagning for de mest radiologisk signifikante radionuklider i jord og fødevarer.
3972 ::: Målingerne bekræftede generelt de data, der var blevet indsamlet tidligere.
3973 ::: IAEA anbefalede, at Bikini-atollen ikke skulle være permanent bolig under de nuværende radiologiske forhold.
3974 ::: Denne anbefaling var baseret på den antagelse, at personer, der genbosættes på øen, ville spise en kost af helt lokalt producerede fødevarer.
3975 ::: De radiologiske data understøttede, at hvis en kost af denne type blev tilladt, ville det føre til en årlig effektiv dosis på omkring 15 mSv.
3976 ::: Dette niveau blev anset for at kræve indgriben i form af strålingsbeskyttelse.
3977 :::
3978 USA-kompensationer: Indledende kompensation for Bikini-indbyggere :::
3979 ::: I 1986 oprettede USA en støttefond til Marshall-øboere på de atoller, der var mest berørt af atomprøvesprængningerne - Bikini, Enewetak, Rongelap og Utrik – bl.a. til sundhedsovervågning.
3980 ::: Øboerne har rejst adskillige retssager, også indtil for få år siden.
3981 ::: Ifølge nogle skøn har USA siden 1954 givet over en halv milliard dollar til Marshalløerne i erstatning, bl.a. til miljømæssig oprydning, restaurering og genbosættelsesprogrammer.
3982 ::: I september 2012 skrev FN 's særlige rapportør Calin Georgescu en rapport om atomprøvesprængningerne på Marshalløerne ud fra et menneskerettighedssynspunkt, såsom retten til sundhed, til land osv. I marts 1946 evakueredes 167 beboere fra Bikini-øerne til Rongerik-atollen 200 km mod øst, og også øboerne fra Enewetak, Rongelap og Wotho blev flyttet.
3983 :::
3984 :::
3985 :::
3986 :::
3987 ::: I april 1951 udførtes ved Enewetak endnu fire sprængninger, og 25 år senere, i juli 1976, godkendte den amerikanske kongres en bevilling på 20 millioner dollars til oprydning af Enewetak.
3988 ::: I maj 1977 begyndte man på den nukleare oprydning af Enewetak-koralatollen.
3989 ::: Omkring 700 amerikanske soldater skrabede og indsamlede 100.000 kubikmeter radioaktivt jord og koraller, og 125.000 kubikmeter uforurenede vragrester og dumpede det i et bombe krater på Runit-øen, og forseglede det med cement.
3990 ::: De anslåede omkostninger til oprydning var 218 millioner dollars.
3991 ::: Enewetak-beboere begyndte at vende hjem til de sydlige øer i koralatollen.
3992 ::: Omkring 100 beboere bor på Bikini-atollen.
3993 :::
3994 ::: Kræftformer tilskrives radioaktivt nedfald, men den tid, der kan gå mellem bestråling og udvikling kræft, kan være alt mellem 10 og 40 år.
3995 :::
3996 ::: En rapport om kræftformer hos Marshall-øernes befolkning efter bestråling blev offentliggjort i september 2004
3997 ::: En rapport viste, at 20 ud af 29 (dvs. 69%) af Rongelap-børnene, der var under 10 år gammel i 1954, havde udviklet skjoldbruskkirteltumorer.
3998 :::
3999 ::: Ifølge den amerikanske "Centers for Disease Control" var forureningen på Marshalløerne 6,3 milliarder Curie af jod-131 alene, hvilket er 42 gange over det, der blev frigivet ved de atmosfæriske atomprøvesprængninger i Nevada.
4000 :::
4001 ::: Efter Bravo-testen indeholdt jord og vand på Bikini-atollen radioaktive isotoper af cæsium, kobolt, strontium, americium og plutonium.
4002 :::
4003 ::: Ruth Levy Guyer har beskrevet, hvordan radioaktiviteten i lagunen og havet til sidst forsvandt som følge af langsom og støt fortynding til havet.
4004 ::: Radioaktiviteten forblev dog på øerne.
4005 ::: Kokosnødderne på Bikini er stadig radioaktive, fordi kokospalmer absorberer cæsium-137 og andre radioaktive stoffer fra jorden.
4006 ::: Disse stoffer koncentreres i frugten.
4007 :::
4008 Sedan-testen ved Operation Plovskær (1957) :::
4009 ::: En række underjordiske forsøg udført fra september 1957, og efter 1962 skete alle test under jorden.
4010 ::: Sedan-testen var en atombombe, som blev placeret under jorden på et fjernliggende sted i Nevada-ørkenen.
4011 ::: Måske i håb om at ingen ville opdage den.
4012 ::: Men ved sprængningen fremkaldte den et jordskælv og sendte 5 mill. kubikmeter radioaktiv jord op i atmosfæren og dannede et 400 m bredt krater.
4013 :::
4014 ::: Storax Sedan var en del af ”Operation Plovskær” programmet - som var den amerikanske regerings samlende kodenavn for fredelig brug af atomvåben – hvilket f.eks. inkluderede et forslag om at udgrave en ny Panama-kanal med 26 atomvåben på linje.
4015 ::: Andre ideer var at bruge atombomber til minedrift.
4016 ::: I 1958 blev anvendelsen af en atombombe til at indsamle oliesand i Alberta godkendt af Albertas regering, men den canadiske Prime Minister John Diefenbaker nedlagde veto.
4017 ::: I virkeligheden var planen blot et forsøg på at omgå den kommende Nuclear Test Ban Treaty, som blev vedtaget i 1963, som gjorde det ulovligt at sprænge atombomber i luften og havet
4018 ::: Betegnelsen ”plovskær” henviste til Det Gamle Testamente, hvor fjender får ordre på at omdanne sine våben til landbrugsredskaber og dyrke jorden sammen i stedet for at bekriges.
4019 :::
4020 ::: Det medførte mere radioaktivt nedfald end nogen anden atomeksplosion, som USA havde gennemført.
4021 ::: Ved sprængningen den 6. juli 1962 frigav Sedan-bomben omkring 880.000 Curie af jod 131 i atmosfæren.
4022 ::: Radioaktiviteten var især høj i dele af Iowa, Nebraska, South Dakota og Illinois, og udsatte millioner af mennesker for radioaktivt nedfald.
4023 ::: Det skabte også det største menneskeskabte krater i USA, og fortrængte over 12 millioner tons jord.
4024 :::
4025 ::: En betydelig mængde stråling blev også frigivet ved omkring 30 andre underjordiske sprængninger.
4026 :::
4027 Miljøforurening ved nukleare anlæg :::
4028 ::: Der er eksempler på stigende antal leukæmitilfælde i mennesker, der bor i vindretningen fra forskellige nukleare anlæg ifølge 1982-publikation ”Killing Our Own: The Disaster of America’s Experience with Atomic Radiation” af Harvey Wasserman og Norman Solomon.
4029 ::: Bogen fortæller om mennesker og dyr, der lever nær de amerikanske atomvåben-produktionssteder, uranminer, uranoparbejdningsanlæg, atomreaktorer og atomaffaldspladser.
4030 ::: Der skal også være konstateret sygdomme hos husdyr fra landejendomme, som bor nær Rocky Flats plutoniumfabrikken i Colorado og nær West Valley Reprocessing Plant i staten New York.
4031 ::: West Valley Reprocessing Plant er et genindvindingsanlæg for brugt atombrændsel, og anlægget blev lukket i 1980, men der foregår stadig oprydningsarbejde på stedet, trods over 30 års oprensning, der har kostet milliarder af dollar.
4032 ::: Harvey Wasserman er seniorrådgiver i Greenpeace og har været organisator af antiatombevægelsen i over 30 år, og redaktør af Columbus Free Press.
4033 ::: Han var med til at skabe udtrykket “No Nukes” i 1974.
4034 :::
4035 Klaus Fuchs - spion for Sovjetunionen :::
4036 ::: Klaus Fuchs var søn af en professor i teologi, blev tysk fysiker og sovjetisk spion.
4037 ::: Han var i 1932 aktiv i Tysklands kommunistiske parti (og før det i Tysklands socialdemokratiske parti).
4038 ::: Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 læste han om Rigsdagsbranden under en togrejse og forstod, at nazisterne ville anklage kommunisterne for det, hvorefter han fjernede sin hammer-og-segl nål i tøjet, gemte sig i en vens lejlighed i 5 måneder og flygtede til England d. 24. september 1933, hvor han efter uddannelse en stilling ved Edinburgh universitet.
4039 ::: Han blev som tysk statsborger interneret på Isle of Man, da krigen brød ud, og senere interneret i Canada.
4040 ::: Fysikeren Max Born, som selv var tysk flygtning, og som Klaus Fuchs havde været assistent for på Edinburgh universitet, formidlede, at interneringen blev ophævet i 1941, og Klaus Fuchs vendte tilbage til Edinburgh, hvor han deltog i arbejdet med at udvikle en britisk atombombe (“Tube Alloys”-forsøgene) i samarbejde med Rudolf Peierls, og de udførte sammen grundlæggende arbejde inden for isotop-separation.
4041 ::: I august 1941 eller måske før etablerede den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU kontakt med Klaus Fuchs.
4042 ::: Umiddelbart efter at den tyske invasion på Østfronten indledtes, begyndte han at udlevere militære hemmeligheder til Sovjetunionen.
4043 ::: I efteråret 1943 knyttedes Klaus Fuchs og Rudolf Peierls til Manhattanprojektet, og han kom til Hans Bethe’s afdeling i Los Alamos i august 1944. Hans Bethe anså ham for at være en af de bedste teoretiske fysikere, de havde.
4044 ::: Han arbejdede med teoretiske beregninger om implosion-konstruktion af en plutoniumbombe, gasdiffusion til uranberigning, eksplosionsbølgers udvikling, energiberegning af fission samt tidlige modeller af brintbomben - f.eks. udførte han beregninger, som Edward Teller nægtede at gøre, “fordi det ikke interesserede ham”; men dette var dog før det succesrige Teller-Ulam design for en brintbombe blev opfundet i 1951. Imidlertid kan oplysningerne fra spionen Klaus Fuchs have ledt sovjetiske videnskabsmænd i den rigtige retning for at bygge brintbomben.
4045 ::: I 1945 blev han leder af afdelingen for teoretisk fysik ved Atomic Energy Research Establishment i Harwell.
4046 ::: I årene 1947-49 udleverede Klaus Fuchs teoretiske grundberegninger for konstruktionen af brintbomber til Sovjetunionen sammen med resultaterne af de amerikanske prøvesprængninger af uran- og plutoniumbomber ved Eniwetok og nøgleinformation om produktion af uran-235. Han udleverede også oplysninger om den amerikanske uranfremstilling, hvilket førte til, at Sovjetunionen kunne beregne antallet af amerikanske atombomber med stor præcision.
4047 ::: Ifølge den amerikanske McMahon-lov var det forbudt at udlevere information om atomforskning til andre lande, inklusiv Storbritannien, uden eksplicit officiel tilladelse, - hvilket Klaus Fuchs fik, og hvorved han kunne medbringe yderst hemmelige amerikanske informationer til atomforskere i Storbritannien og til sine sovjetiske kontakter.
4048 ::: Klaus Fuchs indrømmede frivilligt at være spion i 1950 og idømtes 14 års fængsel, hvilket var maximumsstraf for overdragelse af militære hemmeligheden til en allieret stat, - ganske vist en potentiel fjende, men han slap billigere fordi Sovjetunionen var en allieret, da han spionerede for dem.
4049 ::: Sovjetunionen benægtede officielt, at han arbejdede for dem.
4050 ::: Han blev løsladt i 1959 efter fængsel i 9 år og 4 måneder og flyttede til Østtyskland. (Han blev sparet for ? af straffen på grund af god opførsel i henhold til britisk lov).
4051 ::: Thomas Reed og Daniel Stillman, der er forfattere til “The Nuclear Express: A Political History of the Bomb and its Proliferation” (2009) hævder, at Klaus Fuchs trænede kinesiske atomfysikere (bl.a. Qian Sanqiang), og at dette hjalp dem til at udvikle den første kinesiske atombombe, kaldet “596” (= “Chic-1” i USA), som blev testsprængt 5 år senere d. 16. oktober 1964 ved Lop Nur atomprøvesprængningsstedet.
4052 ::: Andre historikere har kritiseret denne udlægning.
4053 ::: Nikita Khrusjtjov besluttede at stoppe med at hjælpe Kina med dets nukleare program d. 20. Juni 1959, og kort efter påbegyndte Kina forberedelserne til 596-uranbomben.
4054 ::: USA havde i 1950 planer om at give Storbritannien de amerikansk-producerede atombomber, men Klaus Fuchs spionage fik USA til at aflyse den aftale
4055 Sovjetunionens udvikling af brintbomben (Sakharov 1948, test 1955, Tsar Bomba 1961) :::
4056 ::: Joseph Stalin var blevet informeret om muligheden af at lave en brintbombe, og han var fast besluttet på at have en brintbombe, uanset hvad USA gjorde.
4057 ::: Den russiske kernefysiker Andrej Sakharov anses for at være brintbombens fader, eller i hvert fald den sovjetiske brintbombes fader.
4058 ::: Andrej Sakharov skrev i sine erindringer, at det ville være blevet opfattet som en svaghed, hvis USA havde udsat produktionen af brintbomben.
4059 ::: Sovjet startede allerede med at arbejde på en brintbombe i 1948. Sovjetunionen fik brintbomben, fordi den britiske fysiker Klaus Fuchs havde arbejdet i Los Alamos med implosionsbombens design.
4060 ::: I 1948 deltog Andrej Sakharov i Sovjetunionens atombombeprojekt, og fik senere en idé om en lagdelt fission/fusion/fission-bombe.
4061 ::: Det var dog først, da han hørte om den overraskende store prøvesprængning, som USA udførte ved Bikini-øerne, og som medførte offentlig disput med Japan, at Sakharov blev klar over, at hans idé var god nok, men skulle udvikles.
4062 ::: I det amerikanske Teller-Ulam design bliver røntgenstråler, der er dannet ved fissionsbomben, fokuseret på en cylinder af lithiumdeuterid, så dette sammenpresses symmetrisk i en såkaldt implosion - foruden endnu en fission-anordning inden i fusions-cylinderen, som bidrager med sammenpresning af fusion-brændstoffet, og som udsender neutroner, der omdanner noget af lithium-atomerne til tritium (brint med 2 neutroner).
4063 ::: Designet er ikke blevet offentliggjort, men blev testet første gang i 1955 og senere i en større version i form af Tsar Bomba brintbomben i oktober 1961. I 1960'erne blev han politisk aktiv og menneskerettighedsforkæmper og fortaler for nedrustning, tolerance mellem folkeslag, frihed for ideologiske dogmatikker, modstander af national egoisme og fortaler for opbygning af gensidig tillid.
4064 ::: Han var fortaler for stop for prøvesprængninger i atmosfæren og var med, da "Partial Test Ban Treaty" blev underskrevet i 1963 i Moskva.
4065 ::: Det fik politiske konsekvenser for Sakharov, da Sovjetunionen's videnskabsakademi i 1964 ville optage Nikolai Nuzhdin som medlem.
4066 ::: Han var en "follower" af Lysenko, som startede den Stalin-støttede Lysenkoisme-kampagne mod genetik (altså forskning i arvelighed).
4067 ::: Meget imod sædvane ved sådanne medlemsoptagelser protesterede Sakharov offentligt, og holdt Nuzhdin ansvarlig for arrestation, afskedigelse og endog død af mange genetik-forskere i Sovjetunionen.
4068 ::: Nuzhdin blev ikke valgt ind, men episoden fik Nikita Khrusjtjov til at beordre KGB til at finde belastende materiale om Sakharov.
4069 ::: I et hemmeligt brev, som Sakharov d. 21. juli 1967 sendte til de sovjetiske ledere, foreslog han, at Sovjetunionen accepterede det amerikanske udspil om en bilateral traktat om at undgå opbygning af et anti-ballistisk missilforsvar, som ville medføre et nyt våbenkapløb og øge risikoen for atomkrig.
4070 ::: Han bad samtidig om lov til at offentliggøre et manuskript om sine tanker herom.
4071 ::: Dette blev nægtet ham, og hans forslag blev i øvrigt ignoreret.
4072 ::: I maj 1968 lod han alligevel en artikel om sine tanker om fredelig sameksistens og intellektuel frihed samt risikoen for et nyt missilforsvar-våbenkapløb cirkulere.
4073 ::: Han blev stadig mere opfattet som en statsfjende, og det gjorde det ikke bedre, da han i 1975 fik tildelt Nobels fredspris.
4074 ::: I 1980 blev han arresteret og sendt i eksil i Gorky, hvilket varede i 6 år.
4075 ::: (I 1950 foreslog Andrej Sakharov en fusionsreaktor efter et princip, som kaldes Tokamak-fusionsreaktorprincippet).
4076 :::
4077 ::: Den 25. september 1951 testede Sovjetunionen sin anden atombombe.
4078 :::
4079 Tanker om brintbomben :::
4080 ::: Kernevåben kan bruges som betegnelse for alle nukleare våben. Betegnelsen "atombomber" bruges enten om alle nukleare bomber, eller specifikt om fissionsbomber. Brintbomber er nukleare bomber, der er fusionsbomber, og hvor sprængningen sker ved en termonuklear fusion.
4081 ::: Albert Einstein betegnede forestillingen om, at brintbomben ville gøre USA mere sikker, som en illusion, og kritiserede militariseringen af USA og intimideringen af kritikerne.
4082 ::: Fysikeren Edward Teller mente, at hvis Sovjet fik fusionsbomben før USA, ville det være ude med USA, og han var frustreret over, at så mange forskere i Los Alamos havde været imod bygningen af en brintbombe.
4083 ::: Han arbejdede derfor på at få oprettet et helt nyt produktionssted for denne første brintbombe.
4084 :::
4085 ::: Edward Teller fik sin brintbombe-gruppe, og særlig vigtig blev her matematikeren Stanislav Ulam.
4086 ::: Han foreslog en metode til at få en brintbombe til at eksplodere - og han ansøgte sammen med Edward Teller om patent på bygningen af en brintbombe ud fra Teller-Ulam designet, hvor brint sammenpresses fra begge sider af to fissionsbomber inden for få milliontedele af et sekund.
4087 :::
4088 ::: Stanislav Ulam var født af polsk-jødiske forældre i Lemberg, Galiciaen, der var en del af det Østrig-Ungarske kejserdømme.
4089 :::
4090 ::: Betegnelsen "atombombe" bruges også generelt om kernevåben (nukleare bomber).
4091 ::: Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var egentlige atomvåben, idet energien stammede fra spaltning af atomer (fission).
4092 ::: Brintbomber er anderledes, idet de får det meste af energien fra fusion, dvs. når simple atomer samler sig til større atomer (termonuklear fusion).
4093 ::: Det er fusion, som får solen til at lyse.
4094 ::: Den samme energi, som får solen til at lyse, og livet til at eksistere på Jorden, kan altså bruges til at destruere storbyer.
4095 :::
4096 ::: Neutroner frigøres ved både fission og fusion, og i begge tilfælde igangsættes derved en kædereaktion, men ved fusion udsendes langt flere neutroner.
4097 ::: En anden forskel er, at den mulige sprængkraft af en fissionsbombe i praksis er begrænset, nemlig af mængden af fissionsmateriale.
4098 ::: Derimod er den mulige sprængkraft af en fusionsbombe i princippet ubegrænset, idet der blot skal mere brint til som brændstof for processen.
4099 :::
4100 ::: En brintbombe kan boostes ved at bruge deuterium eller tritium i stedet for brint.
4101 ::: Når disse gasser indsprøjtes lige før fissionsbombens eksplosion, vil fusionsbombens kraft blive meget større.
4102 ::: Sådanne bomber kunne gøres så små, at et B52-fly kunne have fire bomber om bord.
4103 :::
4104 ::: Brintbombernes atomladning skal ikke lagres separat fra bomben, men er forseglet inde i bomben.
4105 ::: Det virker mindre sikkert, end når atomsprængladningen og resten af bomben kan opbevares hver for sig.
4106 ::: I et hele taget er spørgsmålet om sikkerhed pludselig mere relevant, når alle ting i bomben integreret og forseglet inde i bomben, så selve atomladningen ikke kan lagres på et separat sted fra resten af bomben, men nu indgår i selve bombens konstruktion.
4107 :::
4108 ::: Når man nu anvender termobatterier, skal batterierne ikke udskiftes.
4109 ::: Disse batterier skal blot tændes med en elektrisk impuls.
4110 ::: De færdigsamlede bomber er dermed en slags hyldevarer.
4111 ::: De kaldes ”wooded bombs”, fordi de kan opbevares, som om de var træ på et trælager.
4112 ::: Men samtidig stærkt udsat for at eksplodere, hvis noget får dem til det.
4113 ::: Atomsprængningsdelen er nu omgivet af højeksplosivt materiale.
4114 :::
4115 ::: Termobatterier (thermal batteries) indeholder et fast stof, som først aktiveres, når det opvarmes.
4116 ::: Derfor kaldes sådanne bomber for "termonukleare bomber".
4117 ::: Det betyder, at batteriet stadig vil virke efter f.eks. 50 års henstand.
4118 ::: Desuden har termobatteriet høj energitæthed (power-kapacitet), hvilket skyldes den meget høje ion-ledningsevne hos det smeltede salt.
4119 ::: Termobatterier fylder ikke meget, og sådanne batterier bruges næsten udelukkende til militære anvendelser – nemlig i våben, hvor batteriet kun skal virke én gang, såsom ved antænding af jord-til-luft missiler.
4120 :::
4121 ::: Varme fra en brand kan tænkes at starte et termobatteri og derved etablere højspænding, som kan tænkes at starte bomben.
4122 ::: Som en løsning begyndte man at indsætte varmefølsomme sikringer, som ved at smelte som følge af en varmepåvirkning ville afbryde det elektriske kredsløb.
4123 ::: Men det ville måske ikke forhindre alle farlige situationer.
4124 ::: I cockpittet i et SAC-bombefly var det let at armere en bombe.
4125 ::: Først skulle en kontakt sættes til ”ON”.
4126 ::: Derved ville flyet bliver i stand til at sende strøm til bomben.
4127 ::: Derefter skulle en kontakt drejes fra positionen ”SAFE” til enten ”GROUND” (sprængning ved jordniveau) eller ”AIR” (sprængning oppe i luften over målet).
4128 ::: Det var alt.
4129 ::: Hvis nogen skulle glemme at sætte kontakten på ”SAFE”, ville bomben forblive armeret, selv om strømkontakten var sat til ”OFF”.
4130 :::
4131 Uheld i året 1950 :::
4132 :::
4133 Uheld med udløsning af bombens detonatorer under batteriudskiftning (1950'erne) :::
4134 ::: Kernevåbnenes batterier var klodset store og skulle udskiftes hver måned.
4135 ::: Det indebar, at bomben skulle skilles ad, og det elektriske system skulle bagefter tjekkes efter, at bomben var samlet igen.
4136 ::: I 1950'erne skete det mindst tre gange, at en bombes detonatorer udløstes ved en fejl under disse tjek.
4137 ::: Da disse uheld skete under træningsforløb kom ingen til skade, men det viser risikoen for, at en atombombe kunne blive udløst ved en fejl under håndteringen, f.eks. under et nervøst tidspres.
4138 :::
4139 Bombefly knustes mod bjerg, atombombe smidt i havet (13. februar 1950) :::
4140 ::: Uheld med kernevåben kan skyldes et mekanisk problem, som det skete for et B36-bombefly d. 13. februar 1950. Flyet skulle på en simuleret kampmission fra Alaska til Texas med start fra Eilson-basen syd for Fairbanks i Alaska.
4141 ::: Træningsturen var planlagt til at vare 20 timer.
4142 ::: Flyet medbragte et kernevåben, der indeholdt et dummy-sprænghoved, som indeholdt uran i stedet for plutonium.
4143 ::: Efter seks timers flyvning fik flyet mekaniske problemer.
4144 ::: Det var koldt og snevejr, og der dannedes is i motorerne, hvilket tilstoppede karburatoren og frembragte ild i 3 af flyets 6 motorer.
4145 ::: Man blev tvunget til at slukke for tre af de seks motorer i en højde af 3700 meter.
4146 ::: Af frygt for, at hårdt vejr og is ville umuliggøre sikker nødlanding, gav kaptajnen ordre til, at Mark-4 atombomben (der altså var uden atomsprængningskerne) skulle smides ud, fordi flyet mistede højde.
4147 ::: Døren sad imidlertid fast og kunne først åbnes i det andet forsøg.
4148 ::: Bomben blev frigjort over Stillehavet fra en højde på 2400 meter, og det højeksplosive sprængstof detonerede ved nedslaget i havet med et synligt lysglimt.
4149 ::: Alle seksten besætningsmedlemmer og en passager var i stand til springe ud med faldskærm fra flyet, og tolv besætningsmedlemmer blev efterfølgende reddet fra Princess Royal Island, men 5 døde.
4150 ::: Flyet knustes mod Mount Kologet på Vancouver Island i British Columbia, Canada.
4151 ::: Pentagons rapport nævner ikke, om våbnet senere er fundet.
4152 :::
4153 Bombefly med atombombe ramte bjerg (11. april 1950) :::
4154 ::: Den 11. april 1950 ramte et B-29 bombefly et bjerg med en Mark 4 kernevåbenbombe ombord.
4155 ::: Det styrtede kun tre minutter efter start fra Kirtland luftbase, Albuquerque i New Mexico, da det ramte et bjerg nær Manzano Base.
4156 ::: Højeksplosivt materiale brændte.
4157 ::: Avisen New York Times rapporterede at branden var synlig 24 km væk.
4158 ::: Bombens kabine blev fuldstændig ødelagt.
4159 ::: Sprængstofferne antændtes ved kontakt med flyets brændende brændstof.
4160 ::: Ifølge det amerikanske forsvarsministerium blev de fire ekstra detonatorer og alle nukleare komponenter senere fundet.
4161 ::: En nuklear detonation ikke var mulig, fordi der af sikkerhedsmæssige årsager ikke var en våbenkerne i bomben.
4162 ::: Alle tretten besætningsmedlemmer døde.
4163 :::
4164 Bombefly med atombombe faldt ned (13. juli 1950) :::
4165 ::: Den 13. juli 1950 faldt et bombefly af typen B-50 ned i nærheden af Lebanon, Ohio, på en træningsmission fra Biggs luftbase i Texas.
4166 ::: Flyet drejede ned mod jorden på en klar dag, og besætningen på 16 personer blev dræbt.
4167 ::: Flyet medbragte Mark 4 kernevåbenbomber, men uden "nuclear capsule".
4168 ::: Der skete en højeksplosiv eksplosion uden kernevåbendetonation.
4169 :::
4170 Bombefly med atombombe forulykkede under nødlanding (5. august 1950) :::
4171 ::: Den 5. august 1950 fløj et B-29 bombefly mod Guam på anmodning af general Douglas MacArthur.
4172 ::: Det faldt ned og brændte i forbindelse med start ved Fairfield/Suisun luftbasen i Californien.
4173 ::: Der var problemer med bl.a. landingsstel og løbske propeller, og nødlanding mislykkedes.
4174 ::: Flyet medbragte en Mark 4 kernevåbenbombe, men ingen "nuclear capsule".
4175 ::: Der opstod brand, og en kvarter efter en højeksplosiv eksplosion uden kernevåbendetonation.
4176 ::: 19 redningspersonale og besætningsmedlemmer, bl.a. generel Travis, blev dræbt.
4177 ::: Basen hedder nu Travis luftbase.
4178 :::
4179 Bombefly kastede atombombe i flod (10. november 1950) :::
4180 ::: Den 10. november 1950 returnerede en af flere amerikanske bombefly med Mark 4 kernevåben ombord.
4181 ::: Flyene havde været hemmeligt udstationeret i Canada.
4182 ::: Et B-50 fly fik motorproblemer og kastede sin Mark 4 kernevåbenbombe, der var uden "nuclear capsule" (dvs. at plutonium-kernen (”pit”) ikke var indsat i bomben på dette tidspunkt).
4183 ::: Bomben blev kastet fra 3200 meters højde over St.
4184 ::: Lawrence floden i Canada.
4185 ::: Besætningen satte bomben til selvdestruktion ved 760 meters højde.
4186 ::: Der skete en højeksplosiv eksplosion uden kernevåbendetonation, som rystede områdets beboere og spredte omkring 45 kg uran (U-238).
4187 :::
4188 USA’s politik over for Sovjetunionen fra 1950 :::
4189 ::: Præsident Truman godkendte i april 1950 et såkaldt NSC-68 dokument fra National Security Council (NSC).
4190 ::: Det tophemmelige NSC-68 dokument der forudsagde, at årene 1950-1953 ville være en periode med særlig stor overhængende fare, var blevet udarbejdet d. 7. april 1950. Dette memorandum på 58 sider er blandt de dokumenter, som har haft størst indflydelse på USA’s udenrigspolitik under den kolde krig.
4191 ::: Sovjetunionen blev beskrevet som et ”fjendtligt design”, og man forventede, at opbygning af store lagre af sovjetiske kernevåben ville udgøre den største trussel mod USA i den nærmere fremtid.
4192 ::: Den bedste modreaktion ville være en massiv opbygning af USA’s våbenlager og militær.
4193 ::: I dokumentet noteredes, at Sovjetunionen og USA nu var blevet de to dominerende magter i verden, efter at de europæiske magter og Japan var blevet svækket efter Anden Verdenskrig.
4194 ::: Sovjetunionen oplevede ifølge rapporten ”en ny fanatisk tro” som modsætning til USA og ”et ønske om at opnå absolut kontrol over resten af verden”.
4195 ::: Dokumentet nævnte en række mulige modreaktioner: 1) Tilbagevenden til den tidligere amerikanske isolationspolitik.
4196 ::: 2) Forebyggende krig med Sovjetunionen.
4197 ::: 3) Fortsatte diplomatiske forsøg på at forhandle med Sovjetunionen.
4198 ::: 4) Hurtig opbygning af politisk, økonomisk og militær styrke i den frie verden med tilstrækkelig styrke til at afskrække Sovjetunionen fra aggressive handlinger.
4199 ::: Forfatterne afviste (1) om tilbagevenden til den isolationisme, som USA tidligere havde fulgt, da dette ville føre til sovjetisk dominans i Asien og dele af Europa, og dermed afskære USA fra ressourcer, som man ville få brug for, når man skulle imødegå Sovjetunionens voksende indflydelse i verden.
4200 ::: Dokumentet afviste også (2) da en krig mod Sovjetunionen ikke kunne forventes at knuse det sovjetiske militær og ville medføre gengældelse, som ville ødelægge Vesteuropa.
4201 ::: Desuden mente man ikke, at den offentlige mening i USA ville acceptere et sådant forebyggende angreb på Sovjetunionen.
4202 ::: Dokumentet afviste ikke (3), dvs. diplomatiske tiltag, men mente ikke, at noget sådant ville kunne lykkes, hvis Sovjetunionen havde frit spil til at løse konflikter ad militær vej.
4203 ::: Konklusionen var, at den eneste farbare vej var massiv opbygning af både konventionelle og nukleare våben.
4204 ::: For at det kunne lade sig gøre, skulle USA forøge skatterne og begrænse andre udgifter end de militære.
4205 ::: Tidligere ambassadører i Sovjetunionen, George Kennan og Charles Bohlen, var uenige i, at Sovjetunionen skulle ønske at opnå dominans af militær vej, og mente at USA ville kunne inddæmme sovjetisk indflydelse via politiske og økonomiske midler, og ikke blot militært.
4206 ::: Men med invasionen i Sydkorea i juni 1950, der var støttet og Sovjetunionen og Kina, faldt sådanne modargumenter til jorden.
4207 ::: Truman-administrationen fulgte anbefalingen og næsten tredoblede udgifterne til militæret fra 5% af ”gross domestic product” i 1950 til 14,2% i 1953
4208 :::
4209 Tanker om atomdrevne bombefly (1951) :::
4210 ::: USA ønskede at kunne bombe ethvert sted på Jorden i løbet af kort tid med en atombombe, dvs. I løbet af nogle få timer.
4211 ::: Til dette formål anså man atomdrevne ubåde og atomdrevne bombefly, der konstant kunne holdes cirkulerende i luften i månedsvis, for at ville være velegnede.
4212 ::: En række forsøg tydede på, at atomdrevne jetmaskiner ville være praktiske.
4213 ::: I 1951 etableredes derfor projektet The Aircraft Nuclear Propulsion (ANP) som et samarbejde mellem det amerikanske luftvåben og Atomic Energy Commission (AEC)
4214 ::: Et bombefly, der var udstyret med en atomkraft-reaktor, blev fløjet 43 gange mellem Texas og Californien, men dette kostbare projekt blev stoppet i 1961, før noget atomdrevet bombefly var blevet sat i tjeneste.
4215 ::: Det skyldtes, at de interkontinentale ballistiske missiler var billigere.
4216 ::: Udviklingen af disse var sket parallelt med forsøgene med de atomdrevne bombefly.
4217 ::: Det skulle vise sig, at det at nøgne atomreaktorer fløj rundt kontant i luften ville være blevet noget, som ville bekymre befolkningen.
4218 ::: Atomreaktorer kan lettere beskyttes med tykke mure på land og i vand, end i luften.
4219 ::: I luften kan man ikke bruge tunge materialer, såsom beton, stål og bly.
4220 ::: Et fly må være let nok til, at det kan flyve.
4221 ::: Der opstod bekymring for, at et nedfaldet fly ville forurene nedfaldsstedet permanent, og måske ville besætningen på flyet ikke kunne tåle strålingen.
4222 :::
4223 ::: Man fortsatte dog projektet som Orion Project, - startet af Ted Taylor ved General Atomics i San Diego, Californien - ved anvendelse af en pulserende atombombe, designet på papiret af den polske matematiker Stanislav Ulam (1909-1984).
4224 ::: I 1959 afprøvede man princippet vellykket med konventionelle eksplosiver, under kodenavnet Putt-Putt.
4225 ::: Imidlertid ville raketten afgive radioaktive stoffer i atmosfæren.
4226 ::: Fra juli 1959 til 1964 udførtes test med en atomreaktor-raketmotor under kodenavnet KIWI.
4227 ::: Senere udførtes i februar 1967-juni 1968 tilsvarende eksperimenter med en større atomreaktor-raketmotor, under kodenavnet Phoebus.
4228 ::: Disse forsøg videreførtes med NERVA-atomreaktor-raketmotorer, som man faktisk tænkte kunne bruges til månerejser.
4229 ::: I modsætning til kemiske raketmotorer, som kun kunne startes 2 gange, ville NERVA-motoren kunne genstartes 28 gange, og en rejse til Mars blev planlagt til 1978, men Marsprojektet blev skrinlagt af Richard Nixon.
4230 ::: I 1980'erne overvejede man at lade NERVA-projektet starte op igen - som et hemmeligt projekt kaldet Project Timberwind, men denne gang tænkt som et rumbaseret antiballistisk missilvåben, udviklet for Strategic Defense Initiative.
4231 ::: Project Longshot (planlagt til at være en envejsrejse til Alpha Centauri, et system af tre stjerner, som ses på sydhimlen og er vores nærmeste nabo i universet, 4,37 lysår væk eller 41,4 mill. mill. km.
4232 ::: Med en hastighed på 13411 km/sekund ville det tage 100 år at nå frem.
4233 ::: Fremdrivningsmidlet skulle være helium og helium-3, tænkte man, da NASA studerede dette i 1987-89 (i en fusionsproces frembragt af hypotetisk kraftige lasere).
4234 ::: I 1963 stoppede Orion Project på grund af aftalen om forbud mod atomsprængninger i atmosfæren.
4235 ::: Den engelske matematiker Freeman John Dyson, der arbejdede for det amerikanske luftvåben på Orion Project, mente optimistisk, at en Orion-raket ville sende folk til Mars allerede i 1965 og i omkreds om Saturn i 1970, og blev dybt skuffet, da projektet blev lukket ned.
4236 ::: Man arbejdede også på et tophemmeligt atomdrevet atommissil.
4237 :::
4238 Strategi for brug af kernevåben (1951, Vista-gruppen) :::
4239 ::: I sommeren 1951 og frem til februar 1952 deltog over hundrede videnskabsmænd og akademikere, men også f.eks. en filmproducent, i en hemmelig workshop på California Institute of Technology (”Caltech”).
4240 ::: De kaldte projektet for ”Vista”, og det var tophemmeligt.
4241 ::: Robert Oppenheimer var blandt lederne.
4242 ::: Dansk-amerikaneren Charlie Lauritsen var deltager i 1951-1952. Formålet for Project Vista var at finde ud af, hvordan eksisterende teknologier så vel som dem, man kunne ane i fremtiden, navnlig taktiske kernevåben, kunne erstatte Nato’s svage konventionelle styrke og afvise en massiv sovjetisk invasion i Europa, som betragtedes som sandsynlig eller måske snart forestående.
4243 ::: Det var ikke tanken med dette ”sommerkursus” at lave nye våben, men at diskutere, hvordan de allerede eksisterende våben skulle bruges.
4244 ::: Konklusionen var, at den planlagte reaktion på et sovjetisk angreb på Vesteuropa, hvor de få amerikanske tropper, der var udstationerede i nogle vesteuropæiske lande, hurtigt ville blive overvundet, og hvor Strategic Air Command i USA derefter ville svare igen med omfattende atomangreb på sovjetiske byer, der ville blive ødelagt, var en forkert reaktion på provokationen.
4245 ::: Det ville let medføre sovjetiske udbombninger af europæiske og amerikanske byer.
4246 ::: I stedet burde mere præcise, mindre atomvåben bruges mod de fremrykkende militære mål, mente man i Vista-gruppen.
4247 ::: Kampen skulle tilbage til kamppladsen.
4248 ::: USA skulle styrke sit taktiske luftvåben.
4249 ::: Måske ville man derved undgå byernes udslettelse, var argumentet.
4250 ::: General Curtis LeMay [der fra 19. oktober 1948 var chef for Strategic Air Command og i 1961-1965 blev stabschef i det amerikanske luftvåben], var stærkt uenig.
4251 ::: Ideen om at udslette de sovjetiske byer var nu ikke mere det primære mål, og tanken om at angribe med krig for at forebygge krig, havde man også forladt.
4252 ::: Det primære mål måtte nu være at ramme sovjetiske atomvåben, før de kunne bruges, mente General Curtis LeMay - men som offensivt angreb og ikke blot defensivt.
4253 ::: Forskerne havde med Vista-projektet trådt ind på et område, som generalerne og administrationen mente, at forskerne ikke burde have nogen mening om, eller i hvert fald ikke skulle blande sig i.
4254 ::: Vista-rapporten blev hemmeligholdt af luftvåbenet i ca. 30 år.
4255 ::: Charlie Lauritsen tænkte, at forskernes råd om forsvarsemner næppe ville være velkomne efter kontroversen om Vista, og især efter Oppenheimer-høringerne, hvor Oppenheimer, der havde været leder af Manhattan-projektet, nærmest blev beskyldt for at være kommunist og en fjende af USA.
4256 ::: William Fowler, der efterfulgte Charlie Lauritsen som leder af Kellogg Radiation Laboratory ved Caltech, foreslog at der oprettedes et ”war collage” på Caltech, men det blev aldrig til noget.
4257 :::
4258 Koreakrigen (fra 1952) :::
4259 ::: Korea var fra 1910 og under Anden Verdenskrig besat af Japan.
4260 ::: (Tidligere havde landet været under kinesisk indflydelse).
4261 ::: I 1937 forsøgte Japan at japanisere de 23,5 millioner koreanere ved at forbyde koreansk sprog, litteratur, navne og kultur.
4262 ::: Da Japan overgav sig efter Anden Verdenskrig, besatte Sovjetunionen Koreahalvøen ned til 38. breddegrad, og USA besatte området syd herfor.
4263 ::: Der etableredes to regeringer, som begge gjorde krav på hele Korea.
4264 :::
4265 ::: Lederen af det nordlige område, Nordkoreas koreansk-kommunistiske parti Kim Il-Sung, søgte Stalins støtte til en krig mod Sydkorea.
4266 ::: Men Stalin mente ikke, at tidspunktet var det rigtige for en krig i Korea, fordi USA endnu var i Sydkorea på dette tidspunkt kort efter Anden Verdenskrig.
4267 ::: Stalin ønskede ikke en krig med USA.
4268 ::: I 1949-1950 fortsatte Sovjetunionen derfor blot med at bevæbne og give militær træning til Nordkorea.
4269 ::: Men i foråret 1950 mente Stalin, at den strategiske situation var ændret.
4270 ::: Den 5. juni 1950 foretog Nordkorea en invasion af Sydkorea - med opbakning fra Mao Tse-Tung i Kina og Joseph Stalin i Sovjetunionen.
4271 ::: Under denne krig døde 2 millioner civile.
4272 :::
4273 ::: Eftersom USA ikke havde søgt at forhindre kommunisternes sejr i Kina, tænkte Stalin, at USA ville være endnu mindre villig til at gå i krig i Korea.
4274 ::: Sovjetunionen havde desuden knækket den kode, som USA brugte til at kommunikere med den amerikanske ambassade i Moskva med, og disse skrivelser tydede ikke på, at USA ville ønske en konfrontation (engelsk Wikipedia "Korean war").
4275 :::
4276 ::: Truman-administrationen i USA var uforberedt på angrebet af Sydkorea, og havde været mere fokuseret på sikkerheden i Europa.
4277 ::: På den anden side var der bekymring for, at en krig i Korea hurtigt ville kunne udvikle sig til endnu en verdenskrig, hvis Sovjetunionen og Kina lod sig involvere aktivt.
4278 ::: Især var det afgørende for USA's beslutning om at gå ind i krigen, at Korea ligger meget tæt på Japan, som USA betragtede som en vigtig modvægt til Sovjetunionen og Kina i regionen.
4279 ::: Desuden anså Truman-administrationen det for muligt, at tab af Sydkorea ville starte en kædereaktion, f.eks. et sovjetisk angreb på Jugoslavien (der under lederen Tito havde trukket sig fra Sovjetunionen, og som ligger tæt på Italien og Grækenland).
4280 ::: Endelig ville FN's autoritet blive svækket, hvis angrebet ikke blev imødegået.
4281 ::: Desuden blev Nordkoreas invasion sammenlignet med Hitler-Tysklands aggressioner i 1930'erne, hvor appeasement-forsøgene på at opretholde freden viste sig at have været en fejl, som mundede ud i Anden Verdenskrig.
4282 ::: Men især mente Truman, at Koreakrigen var nødvendig for at inddæmme kommunismen.
4283 ::: Truman fandt til sin overraskelse ud af, at USA (på grund af satsningen på at lave en atombombe) havde skåret ned på udgifterne til flåden, og derfor ikke kunne lave en flådeblokade af Nordkorea.
4284 :::
4285 ::: I 1950 godkendte præsident Harry S. Truman flytningen af 15 kernevåben uden atomkerner til et amerikansk hangarskib i Middelhavet.
4286 ::: Dermed kom bomberne under flådens kommando, hvilket luftvåbenet protesterede imod.
4287 ::: Et uheld skete i øvrigt i den forbindelse.
4288 ::: Et B-29 bombefly skulle flyve (med en Mark-4 atombombe uden atomsprængningsladning ombord) fra Californien til Guam-øen.
4289 ::: Atomsprængningskernerne skulle transporteres på andre fly.
4290 ::: Straks efter B-29 bombeflyets start svigtede en motor og derefter endnu en motor.
4291 ::: Flyet faldt til jorden og efter nogen tid eksploderede bomben med et brag, der kunne høres 50 km væk.
4292 :::
4293 ::: Korea-krigen var særlig brutal for civile.
4294 ::: Ifølge Dong-Choon Kim (Standing Commissioner of the Truth and Reconciliation Commission of South Korea), [sandhedskommissionen] var procentdelen af civile dødsfald højere end i nogen anden krig i 1900-tallet.
4295 ::: Se: Dong-Choon Kim, The War Against the 'Enemy Within': The Hidden Massacres in the Early Stages of the Korean War, in Gi-Wook Shin, Soon-Won Park, og Daqing Yang, eds., Rethinking Historical Injustice og Reconciliation in Northeast Asia: The Korean Experience (New York: Routledge, 2007), p. 75.
4296 :::
4297 ::: Krigen var en luftkrig (air-to-air-combat), hvor sovjetiske piloter deltog forklædt som nordkoreanske piloter.
4298 ::: I 1951 kom de amerikanske tropper i krig med kinesiske tropper i Korea.
4299 ::: Nordkorea erobrede hovedstaden Seoul to gange under krigen, og ved den anden erobring, d. 4. januar 1951, flygtede de amerikansk ledede FN-soldater i panik.
4300 ::: Her overvejede general MacArthur at bruge kernevåben mod Kina og Nordkorea ud fra ideen om, at de radioaktive nedfaldsområder ville afbryde de kinesiske forsyningslinjer (engelsk wikipedia "Korean war").
4301 :::
4302 ::: General MacArthur var Supreme Commander i Korea, var aldrig i Korea, men ledte i stedet krigen fra Tokyo.
4303 ::: Han blev 11. april 1951 afskediget af præsident Truman.
4304 ::: Der var flere grunde, bl.a. havde MacArthur truet med at ødelægge Kina, hvis landet ikke overgav sig.
4305 ::: Desuden mente general MacArthur, at det var hans egen beslutning, om der skulle bruges atomvåben.
4306 ::: Han mente ikke, at anvendelsen af atomvåben skulle være præsident Trumans beslutning (engelsk wikipedia "Korean war").
4307 ::: General Ridgway overtog posten efter general MacArthur, og ved ankomsten af den karismatiske general Ridgway blev kampmoralen genoprettet.
4308 ::: Krigen varede i 3 år og 1 måned, og endte med, at en kinesisk/nordkoreansk/sovjetisk invasion af Sydkorea blev slået tilbage.
4309 :::
4310 ::: General Kenneth Nichols fra Atomic Energy Commission (AEC) havde argumenteret hårdt for, at kernevåben skulle kastes over kinesiske tropper under Korea-krigen.
4311 ::: I et notat fra 1952 til The Secretary of the Army argumenterede Kenneth Nichols således under Koreakrigen for, at USA skulle bruge atomvåben.
4312 ::: Han anbefalede, at “utilize atomic weapons in the present war in Korea the first time a reasonable opportunity to do so permits”, hvilket ville “precipitate a major war at a time when we have the greatest potential for winning it with minimum damage to the USA”.
4313 ::: Se Kenneth D. Nichols, The Road to Trinity: A Personal Account of How America's Nuclear Policies Were Made (New York: William Morrow, 1987), s. 291- 92.
4314 :::
4315 ::: I starten af Korea-krigen var man bekymret over, at Japan og Taiwan kunne blive angrebet.
4316 ::: På den baggrund beordrede præsident Harry S. Truman, at 9 kernevåben skulle udstationeres på øen Guam.
4317 ::: Det Amerikanske Luftvåben overtog kontrollen over både kernevåben og deres atomkerner.
4318 ::: General Hoyt Vanderberg, der var chef for luftvåbenet, påtog sig personligt at være ansvarlig for 9 kernevåben i en militærlufthavn i Guam, parat til brug mod kineserne.
4319 :::
4320 ::: I det første år af sin præsidentperiode truede Eisenhower med at bruge kernevåben for at slutte Koreakrigen.
4321 ::: (engelsk Wikipedia "Dwight D. Eisenhower) - selv om Sovjetunionen havde detoneret sin første atombombe i september 1949.
4322 :::
4323 ::: To uger efter at Nordkorea angreb Sydkorea, godkendte præsident Harry S. Truman flytningen af 89 kernevåben uden atomsprænghoveder til amerikanske militærlufthavne i Storbritannien, idet man frygtede, at Nordkorea-krigen kunne være en forløber for en sovjetisk invasion af Vesteuropa.
4324 ::: De manglende atomsprænghoveder kunne hurtigt flyves til Storbritannien.
4325 ::: Krigen sluttede 27. juli 1953, men uden fredskontrakt.
4326 ::: Teknisk er Nordkorea og Sydkorea derfor stadig i krig, og de har lejlighedsvis mindre skudvekslinger.
4327 :::
4328 Storbritanniens atombombe :::
4329 ::: Den australske fysiker Mark Oliphant slog til lyd for, at Storbritannien behøvede deres egen atombombe for ikke at blive en mindre nation ("a lesser power") i forhold til USA.
4330 ::: I 1950 accepterede Mark Oliphant et tilbud om at vende tilbage til Australien som leder af et forskningsinstitut.
4331 ::: Han håbede, at Storbritannien ville hjælpe Australien med at få atombomben, og Australien kunne handle med det uran, som landet havde rigeligt af - foruden områder, der kunne bruges til atomprøvetestning - og for at holde et tæt politisk forhold mellem Australien og Storbritannien, i stedet for med USA.
4332 ::: USA var indstillet på at dele hemmeligheder med Storbritannien, men ikke længere ud.
4333 ::: I 1951 ansøgte Mark Oliphant om visum for at deltage i en atomfysik-konference i Chicago.
4334 ::: Det blev ikke nægtet, men han fik heller ikke sit visum.
4335 ::: Dette var på højden af det, der er kaldt "The Red Scare" (1947-57, "McCarthyism", opkaldt efter senator Joseph McCarthy, og som endog fik et baseball team "Cincinnati Reds" til at skifte navn til "Cincinnati Redlegs", fordi "rød" blev associeret med "kommunist". [I dag er republikanernes farve rød og demokraternes farve blå]
4336 ::: Den 3. oktober 1952 testede Storbritannien atomvåben i Australien.
4337 ::: Det var den første britiske atomprøvesprængning, og det skete på Montebello Islands ud for kysten i det vestlige Australien.
4338 ::: Storbritannien gennemførte senere en række test på Maralinga og Emu Fields i Sydaustralien.
4339 :::
4340 ::: Mellem 1952 og 1958 udførte Storbritannien 21 nukleare eksplosioner i atmosfæren i det sydlige Stillehav.
4341 ::: Og mellem 1952 og 1962 udførte Storbritannien og USA sammen over 40 nukleare eksplosioner i atmosfæren i Australien og Stillehavet.
4342 ::: For mange soldater blev atomprøvesprængninger hverdag i løbet af 1950'erne og 1960'erne.
4343 :::
4344 ::: I 1956 var der atomprøvesprængninger i Maralinga i den sydaustralske ørken.
4345 ::: Mellem 1957 og 1962 udførte amerikansk og britisk militær 31 atomprøvesprængninger over Juleøen og Malden Island (Linie-øerne, der nu kaldes Kiribati) - såvel som andre steder.
4346 ::: I 1958 var den kolde krig på sit højeste.
4347 :::
4348 Storbritanniens atomprøvesprængninger (fra 1952) :::
4349 ::: I Storbritannien var tanken bag atomprøvesprængningerne, at en åben krig med Sovjetunionen kunne undgås, hvis Storbritannien udviklede en nuklear afskrækkelse.
4350 ::: Men i planlægningen af disse atomprøvesprængninger opstod ideen om at lære om de detaljerede virkninger af forskellige typer af eksplosioner på såvel udstyr som mænd, med og UDEN forskellige former for beskyttelse.
4351 :::
4352 ::: Og den britiske regering var tilsyneladende udmærket klar over de potentielt livstruende resultater: ”En skam, men vi kan ikke gøre for det”, står der i et fortroligt notat fra Sir Anthony Eden, som var premierminister i 1955.
4353 :::
4354 ::: Storbritannien gennemførte 12 atmosfæriske undersøgelser mellem 1952 og 1957 på australske territorier på Maralinga, Emu Field og Monte Bello øen.
4355 ::: Den 3. oktober 1952 udførte Storbritannien her dets første atomprøvesprængning under kodenavnet ”Hurricane” ved Monte Bello øerne ud for det nordvestlige Australien.
4356 :::
4357 Britiske atomprøvesprængninger på det australske hovedland :::
4358 ::: Den 15. oktober 1953 udførte Storbritannien den første atomprøvesprængning på det australske hovedland (Totem-testene), ved Emu Field i Great Victoria ørkenen, men senere anvendtes det noget nærliggende Maralinga-testområde, hvor lokalbefolkningen flyttedes til et ny bebyggelse ved Yalata.
4359 ::: Man søgte (ofte uden held) at forhindre, at de lokale opsøgte Maralinga, som havde stor spirituel betydning for dem.
4360 ::: En forfatter har foreslået, at dette har været medvirkende til social uro og misbrug blandt unge aboriginere, med benzinsniffing, kriminalitet, alkoholisme mv.
4361 :::
4362 ::: Den større atomprøvesprængning, der blev detoneret på Emu Field i det sydlige australske ørken den 15. oktober 1953, sendte en radioaktiv sky (kendt som Black Mist) ud over 250 km2. Den australske avis The Guardian skrev d. 4. oktober 2006, at bl.a. medlemmer af Kupa Piti Kunga Tjuta, et råd af ledende aborigin-kvinder fra South Australia, der har kæmpet mod regeringens planer om at dumpe radioaktivt affald på deres jord, og deres udvidede familier.
4363 ::: Den Kongelige Kommission fandt, at testen var blevet detoneret under vindforhold, der producerede uacceptable niveauer af nedfald, og at kriterierne for hvornår sprængningerne skulle ske ikke tog hensyn til eksistensen af mennesker i vindretningen måleplads.
4364 :::
4365 ::: I 1950’er resulterede målinger af radioaktiv forurening, som Hedley Marston udførte ved Maralinga, til en bitter konflikt med den australske Atomic Weapons Tests Safety Committee.
4366 ::: De fire Buffalo-test ved Maralinga blev kritiseret af en kommission i 1985 som udført under dårlige forhold, og denne McClelland-kommission gav Hedley Marston oprejsning, efter hans død.
4367 ::: Et (kontroversielt) studie, hvor aske fra afdøde børn blev målt for strontium-90, viste, at koncentrationen af strontium-90 var øget dramatiskF.
4368 :::
4369 ::: McClelland-kommissionen konkluderede (i 1984), at: Tilstedeværelsen af aboriginere på fastlandet i nærheden af Monte Bello-øerne og deres ekstra sårbarhed over for effekten af nedfald ikke blev anerkendt.
4370 ::: Det var en stor forglemmelse, at spørgsmålet om acceptable dosisniveauer for aboriginere blev anerkendt som et problem på Maralinga.
4371 ::: Myndigheder var ikke opmærksomme på sårbarheden hos de oprindelige folk, når de over for radiologiske virkninger af sprængningerne.
4372 ::: Hertil kommer, at oprindelige folk mangler rindende vand, permanente og støvtætte boliger, badeværelse og kloakering osv., som ville have givet dem mere beskyttelse fra nedfald.
4373 :::
4374 ::: Den afsides beliggenhed af testene i forhold til store befolkningscentre kom til at betyde, at den offentlige modstand og bevidsthed om disse risici var meget langsomme om at udvikle sig, ifølge den australske Institute of Criminology.
4375 :::
4376 ::: I 1967 forsøgtes en oprensning (ved at pløje jorden og ved at begrave plutonium-forurenede fragmenter under beton), men der var behov for en ny oprensning, og en ny oprensning i år 1996-2000 kostede 108 mill. dollar.
4377 ::: Fra de mest forurenede områder fjernedes 350.000 kubikmeter jord, som blev begravet i render, og 11 affaldsbjerge indkapsledes i glas.
4378 ::: Et område på 120 kvadratkilometer anses nu for sikkert for adgang, men ikke for beboelse.
4379 ::: Australske servicemen fik ordrer om gentagne gange at flyve gennem paddehatteskyer uden beskyttelse og nogle skulle marchere til ground zero straks efter kernevåben-eksplosionen.
4380 :::
4381 ::: I 1994 betalte den australske regering 13,5 mill. dollar til det lokale Maralinga Tjarutja aborigin-folk.
4382 ::: Maralinga-testene startede d. 27. september 1956. I 2001 opdagede Sue Rabbit Roff, en forsker fra Dundee Universitet, at soldater var blevet beordret at løbe, gå og kravle gennem områder, som var forurenet ved Buffalo-testene i dagene umiddelbart efter atomprøvesprængningerne (engelsk wikipedia ”Maralinga”).
4383 ::: Den britiske regering måtte senere indrømme at dette var sket, idet forskeren havde fundet dokumenter, som beviste dette.
4384 ::: Den britiske regering havde tidligere udsendt løgne om, at man ikke havde brugt mennesker som forsøgsdyr under kernevåben-eksperimenter, skrev forskeren.
4385 :::
4386 ::: I maj 2010 afsatte den australske regering ca. 116 mill. kr (24-200.000 AU $ over en 5-årsperiode som kompensation for australiere, der havde deltaget i Storbritanniens atomtestprogrammer, og yderligere ca. 25 mill. kr. (55 millioner AU-dollar til sundhedspleje og rådgivning mv.
4387 :::
4388 ::: De syv større Maralinga-sprængninger havde en eksplosionskraft fra 1 til 27 kiloton eksplosionskraft, og holdtes meget hemmeligt.
4389 ::: I 1978 skrev journalist Brian Toohey om det, og journalist Ian Anderson fra New Scientist tog emnet op.
4390 ::: ; Mange af Maralinga Tjarutja indfødte befolkning fortsatte med at bevæge sig ind i hele regionen, mens testene udførtes.
4391 ::: Det blev senere opdaget, at en traditionel aboriginer-rute krydsede gennem Maralinga-testområdet.
4392 ::: ; Man regner med at de mange især mindre forsøg ved Maralinga medførte forurening med cirka 8.000 kg uran, 24 kg plutonium, og 100 kg beryllium, ifølge Jim Green rapport om radioaktiv racisme i Australien.
4393 :::
4394 ::: Faktorer som utilstrækkelig tøj, indtagelse af mad der er forurenet med radioaktivt materiale, sprogbarrierer (mange oprindelige folk ikke kan læse skiltene med advarsler på engelsk, og deres generelle sundhedstilstand gjorde dem modtagelige for virkningerne af atomprøvesprængningerne.
4395 :::
4396 Britiske atomprøvesprængninger på Malden Island :::
4397 ::: I 1957/58 udførte den britiske regering flere atomprøvesprængninger midt i Stillehavet nær Malden Island og Juleøen (som ikke er lig med Juleøen, der ligger nær til Australien).
4398 ::: Kodenavnet for disse atomprøvesprængninger var Operation Grapple [dansk: gribe fat i].
4399 :::
4400 ::: Fra 1957 til 1958 fulgte ni atmosfæriske test over Christmas [øen hedder kun ”Christmas”; den kaldes dog ofte Christmas Island, men er ikke den ”Christmas Island”, der er australsk og ligger i Det Indiske Ocean] = Kiritimati (”ti” udtales ”s” på Kiribati-sprog, så ordet udtages ”k’rismas”).
4401 ::: Øen er nu en del af republikken Kiribati (udtales ”Kiribas”), der består af 33 atoller og reef-øer, og kaldes også Linje-øerne (Line Islands).
4402 ::: Øen er 48 km land, og verdens største atol.
4403 ::: Øens beboere blev ikke evakueret under atomprøvetestene.
4404 :::
4405 ::: Testene kaldes Operation Grapple, dvs. ”gribe”).
4406 ::: De første tre Grapple-test skete tæt på Malden Island, en af Kiribati’s Linje-øer i det centrale Stillehav.
4407 ::: Men for at spare tid gik man over til at bruge hovedøen ”Christmas”.
4408 :::
4409 ::: Fra 1957 udførtes tre Operation Antler test af brintbomber, der undertiden undervurderedes.
4410 ::: Desuden udførtes frem til april 1963 op til 700 mindre test på både Emu Field og Maralinga.
4411 ::: Disse talrige mindre test udførtes i dyb hemmelighed og medførte stor radioaktiv forurening med bl.a. plutonium.
4412 :::
4413 ::: Den 5. november 1957 kastedes en atom+brintbombe/totrinsbombe over Juleøens sydlige del, men større eksplosionskraft (1,8 Megaton) end forventet.
4414 ::: Det var tæt på at være en egentlig brintbombe, men den indeholdt relativt meget af det (dyre) højberigede uran.
4415 :::
4416 ::: Den 28. april 1958 nedkastedes en 3 Megaton bombe (”Grapple Y”) fra et fly.
4417 ::: Det var den største bombe, Storbritannien nogensinde har testet.
4418 ::: Det var denne gang en sand brintbombe, da meget af eksplosionsstyrken kom fra den termonukleare reaktion i stedet for fra fission af uran-238
4419 ::: Soldaterne, der var udstationeret på Juleøen i Stillehavet, blev af britiske officerer beordret at stå på stranden og overvære eksplosion af en 3-megaton atombombe, ”en rødglødende, gul-orange masse, ligesom fødslen af en anden sol, efterfulgt af to chokbølger, hvor bolden voksede og voksede, sende en enorm søjle op, hvis top formede sig til en gigantisk paddehattesky, som kom hen imod os”.
4420 ::: ”Derefter regnede ned over os, og de fleste af os blev gennemblødt”.
4421 :::
4422 ::: I testperioden blev omkring 16.000 australske civile og soldater, der er involveret i forsøgene og 22.000 britiske soldater udsat for radioaktivt nedfald www.bionyt.dk/kilde/10967.asp) .
4423 ::: Flere flådefartøjer fra Storbritannien og to fra New Zealand var involveret.
4424 ::: Briterne ønskede at vide, hvor tæt de kunne placere deres soldater til atombombens centrum.
4425 :::
4426 ::: Et tophemmeligt dokument erklærede, at formålet var at teste den psykologiske effekt af bomberne på mennesker
4427 ::: De ønskede også, at soldaterne skulle vænne sig til tanken om at bruge atomvåben i krig.
4428 :::
4429 ::: Briterne ønskede skibe, der skulle placeres i nærheden af testområdet.
4430 ::: 22.000 britiske soldater og civile blev udsat for de britiske atomprøvesprængninger her og i ørkenen i Australien.
4431 ::: Men i nogle tilfælde ønskede man ikke at bruge britiske soldater.
4432 ::: I stedet brugte man to fregatter fra New Zealand (skibenes navne var: HMNZS Pukaki - et Maury-ord for foråret en flod - og et mindre skib HMNZS Rotoiti - et Maury-ord for en lille sø) med i alt 551 medarbejdere ombord.
4433 ::: De to skibe blev placeret i forskellige afstande, mellem 40 - 280 km (20 - 150 sømil) fra ground zero, og fik besked på at sejle gennem ground zero zonen i timerne efter eksplosionerne.
4434 ::: I varmt vejr havde personalet ikke engang en skjorte på, og de radioaktive nukleotider faldt på deres nøgne hud og blev indåndet.
4435 :::
4436 ::: Nogle veteraner var angiveligt for tæt på epicentret for sprængningen og vidner beskrev deres oplevelser af en hedebølge af ekstraordinær intensitet, hvilket i nogle tilfælde førte til midlertidig blindhed eller en fornemmelse af at deres blod kogte i deres kroppe.
4437 ::: Andre udviklede hududslæt og influenzalignende symptomer umiddelbart efter sprængninger.
4438 ::: Soldaterne kunne frit bevæge sig rundt på øen, drikke lokalt vand, spise lokale frugter, bade i laguner og indånde støv.
4439 ::: Indtagne radioaktive partikler kan forblive i kroppen og fortsætte med at forårsage skade i mange år.
4440 :::
4441 ::: De resterende 24 britiske atomprøvesprængninger blev udført i fællesskab med USA på Nevada Test stedet.
4442 :::
4443 ::: Omkring 22.000 britiske soldater, motorsejlere og piloter blev udsat for disse eksplosioner, hvoraf mange var klædt i ikke andet end khaki-ørkenuniform.
4444 ::: Også mange stillehavsøboere og australiere var vidne til disse britiske atomprøvesprængninger.
4445 :::
4446 Personlige vidner til atomprøvesprængningerne :::
4447 ::: Roy Sefton er formand for de newzealandske atomprøvesprængnings-veteraners sammenslutning (NZNTVA).
4448 ::: Han bor nu i Palmerston North, New Zealand.
4449 ::: I en alder af kun 17-18 år var han udsat for 5 af de 9 eksplosioner nær Juleøen og Malden Øen.
4450 ::: De første sprængninger var 250 km væk, fortæller han.
4451 ::: Men for hver test, blev hans skib, ”Pukaki”, placeret tættere og tættere på sprængningsstedet.
4452 ::: Op til kun 30 km fra eksplosionen.
4453 ::: I de næste 2-3 timer sejlede skibet lige gennem nedfaldszonen, fortæller han.
4454 ::: Vejrforholdene varierede.
4455 ::: Regn betød køling og hilstes velkommen.
4456 ::: Eksplosionen selv medførte ændringer i vindmønsteret.
4457 ::: Roy Sefton husker et tilfælde, hvor et højradioaktive krebsdyr blev spist af en sømand og det radioaktive måltid kunne følges ned i halsen på person ved hjælp af en Geigertæller.
4458 :::
4459 ::: De fik at vide, at deres opgave var at indsamle vejrdata.
4460 ::: Men det var et skalkeskjul, for en højttaler befalede dem til at vende rundt og stille sig mod bomben, uden deres masker.
4461 ::: Han husker, at han på et tidspunkt var på dækket kun iført shorts og sandaler.
4462 :::
4463 ::: John Hall blev i 1958 udstationeret på Juleøen til at bistå med britiske atomprøvesprængninger.
4464 ::: Han var en 19-årig britisk soldat, der arbejdede som en RAF groundcrewsman.
4465 ::: Hans job var at rense flyene efter at de var fløjet gennem paddehatteskyen for at indsamle prøver.
4466 ::: John Hall havde ikke fået nogen beskyttelsesdragt.
4467 ::: I stedet blev han og hans soldaterkolleger beordret til at vende sig væk fra den paddehattesky og lægge deres hænder foran deres ansigter.
4468 ::: Han sagde senere, at da han gjorde det, kunne han se sine hænder lyse som på en røntgenfilm, idet han så sine knogler skitseret gennem kødet.
4469 :::
4470 ::: De nukleare veteraner havde ingen idé om, at de senere ville lide af dårligt helbred og for tidlig død.
4471 ::: De havde heller ingen anelse om, at deres børn risikerede at blive født med medfødte misdannelser og ukendte sygdomme.
4472 ::: John Hall døde i en alder af 53 efter en lang kamp mod hårcelleleukæmi, som er en sjælden form for kræft, som kun påvirker 200 mennesker om året i Storbritannien.
4473 :::
4474 ::: Colin Hall, den ældste søn af britiske John Hall som nævnt før, har deformerede hænder og hans yngre bror fødtes uden lægmuskler
4475 ::: Britiske atomprøvesprængninger.
4476 :::
4477 :::
4478 ::: Nigel Heaps er formand for British Nuclear Test Veterans 'Association (BNTVA).
4479 ::: Nigel Heaps er søn af Derek Frank Heaps, der var i ingeniørtropperne.
4480 ::: Hans far var meget stolt over, at Storbritannien udviklede en nuklear afskrækkelse, der sikrede fred, men følte sig alvorligt svigtet.
4481 ::: Som søn af en nuklear veteran, spørger han sig selv, hvad der vil ske med ham og med hans børn.
4482 :::
4483 ::: En privat forskningsaktiv organisation for amerikanske veteraner, ”Amvet”, baseret i Portland, Maine (USA), har rapporteret, at den gennemsnitlige levetid for omkring 500 britiske veteraner i et af deres studier kun var 53,8 år, og at næsten tre fjerdedele af dødsfaldene var kræft-relaterede
4484 :::
4485 ::: En undersøgelse fra Dundee University af 455 dødsattester rapporterede fatale sygdomstilfælde hos 68,3% - over det dobbelte af den normale antal kræftdødsfald i [enhver] mandlig erhvervsmæssig tilsvarende kohorte i efterkrigstidsperioden, ifølge forskeren Sue Rabbitt Roff (bionyt.dk /kilde/10953.asp))).
4486 :::
4487 Mutationer :::
4488 ::: Ifølge nogle skøn kan genetiske mutationer vare ved i 20 generationer.
4489 :::
4490 ::: En undersøgelse foretaget af Sue Rabbitt Roff, en samfundsforsker ved University of Dundee, i 1999, fandt, at ud af 2.261 børn født af veteraner, blev 39 procent født med alvorlige medicinske tilstande.
4491 ::: I Storbritannien burde tallet kun være omkring 2,5 procent
4492 :::
4493 ::: Andre børn af nukleare veteraner har kroniske muskel- og skeletlidelser; deformiteter af hænder, fødder, blære og kønsorganer; hjerte-misdannelser; rygmarvsbrok, og et væld af andre sygdomme.
4494 ::: Mange har besluttet ikke at få børn af frygt for genetiske abnormiteter.
4495 :::
4496 ::: Mange veteraner siger, at de i dagene umiddelbart efter eksplosionerne gik til militære læger, fordi de fik udslæt, mave-tarm-lidelser, hårtab, brændende øjne - dvs. alle de klassiske, kendte tegn på udsættelse for stråling - og som også var kendt dengang.
4497 :::
4498 ::: Tidligere fly el-installatør Ken Sutton var vidne til en test d. 28. april 1958. ”Det var som om nogen sætte en blæselampe på tværs af min ryg”, husker han.
4499 ::: Ken Sutton overværede, at Royal Air Force fløj gennem paddehatteskyen 10 sekunder efter eksplosionen.
4500 ::: Flyet blev senere sat i karantæne.
4501 :::
4502 ::: Nogle rapporter om disse atomprøvesprængninger er frigivet - fra dagbøger til øjenvidneberetninger.
4503 :::
4504 ::: Royal Air Force løjtnant Eric S. Denson absorberede en gammastråling på 13.000 millirems - svarende til 6500 bryst-røntgenbilleder, oplyses det.
4505 ::: Eric S. Denson udviklede dermatitis, kroniske luftvejssygdomme og psykiske problemer og begik selvmord i en alder af 44.
4506 :::
4507 ::: Royal Engineer Roy Prescott overvågede atomprøvesprængninger på Juleøen i 1962. Han er blevet behandlet for tumorer i arme, hoved og hals, og to af hans børn blev født med alvorlige fejl.
4508 ::: Af fem venner, der var på Juleøen sammen med Roy Prescott, fik en kræft i skjoldbruskkirtlen, en blev diabetiker, en døde af en hjernesvulst, en døde af kræft.
4509 :::
4510 ::: Undersøgelse af langtidsvirkninger i form af kromosom-translokationer.
4511 ::: En newzealandsk undersøgelse viste øget forekomst af genetiske mutationer og alvorlige psykiske traumer.
4512 ::: Denne undersøgelse fra 2005-2006 (publiceret i 2007) blev foretaget af Al Rowland fra Massey University i Palmerston North, New Zealand.
4513 ::: Al Rowland var blevet professor, da han gik på pension.
4514 ::: Undersøgelsen involverede 50 newzealandske veteraner, der havde deltaget i Operation Grapple.
4515 ::: De havde en fire gange højere forekomst af depression end en alder-matchede kontrolgruppe af tidligere militær- og politifolk, og havde måttet udholde års usikkerhed på grund af vanskeligheden ved at bevise, at deres sygdomme var forårsaget af eksponering for stråling, hvilket i mange tilfælde havde ført til kronisk stress.
4516 :::
4517 ::: De genetiske undersøgelser viste tre gange flere kromosom-omflytninger (translokationer) end normalt.
4518 ::: Næsten en fjerdedel havde lidt af kræft, sammenlignet med kun én i kontrolgruppen, mens 40 procent havde kroniske hudsygdomme - tre gange højere end blandt kontrolgruppen.
4519 ::: De havde dobbelt så mange luftvejssygdomme, mave/tarm-sår og tarmsygdomme samt infektioner.
4520 :::
4521 ::: Forbud mod atomprøvesprængninger i luften og under vand.
4522 ::: Den samlede eksplosionskraft af alle atomprøvesprængninger, der blev gennemført mellem 1945 og 1980, vurderes at være 510 megatons (MT).
4523 ::: De atmosfæriske atomprøvesprængninger alene tegnede sig for 428 megaton, svarende til over 29.000 Hiroshima-bomber.
4524 :::
4525 ::: Det vigtigste menneskeskabte bidrag til eksponering af verdens befolkning for stråling er kommet fra afprøvning af atomvåben i atmosfæren 1945-1980. De første atomprøvesprængninger blev udført af USA i juli 1945, Sovjetunionen i 1949, Storbritannien i 1952, Frankrig i 1960, og Kina i 1964. Før 1950 blev der kun taget begrænset hensyn til de sundhedsmæssige virkninger af verdensomspændende spredning af radioaktivitet fra atomprøvesprængninger.
4526 :::
4527 ::: Offentlige protester i 1950'erne og bekymring for radionuklidet strontium-90 og dens effekt på modermælk og spædbørns tænder var medvirkende til indgåelsen af det delvise forbud mod atomprøvesprængninger (PTBT) i 1963, som forbød atomprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet, men ikke under jorden, og blev underskrevet af USA, Sovjetunionen og Storbritannien.
4528 :::
4529 ::: Frankrig og Kina ville ikke underskrive og udfatte atmosfæriske test med start i henholdsvis i 1974 og 1980. Selv om underjordiske test afbøder problemet med strålingsdoser fra kortlivede radionuklider, såsom jod-131, bliver store mængder af plutonium, jod-129 og cæsium-135 frigivet under jorden.
4530 ::: Desuden forekom eksponering over testområdet, hvis radioaktive gasser lækkede ud.
4531 ::: Man erkendte tidligt, at eksponering for en vis strålingsdosis kunne forårsage skader på indre organer, huden og øjnene.
4532 ::: Stråling kunne beskadige levende celler, dræbe dem eller ændre dem.
4533 ::: Ødelæggelse af et tilstrækkeligt antal celler giver skader på organer, og kan resultere i dødsfald.
4534 ::: Hvis de ændrede celler ikke repareres, kan ændringen videregives til datterceller, og i sidste ende kunne føre til kræft.
4535 ::: Udsættelse for stråling er blevet forbundet med de fleste former for leukæmi, samt kræft i skjoldbruskkirtlen, lungerne og brystet.
4536 ::: Den tid, der kan gå mellem bestråling og udviklingen af kræft kan være alt mellem 10 og 40 år.
4537 ::: Den eksponering, der i 1950'erne blev anset for tolerabel, er nu internationalt anerkendt som usikker.
4538 ::: Det er vanskeligt at vurdere antallet af dødsfald, som kan tilskrives eksponering for stråling fra atomprøvesprængninger.
4539 :::
4540 ::: Arjun Makhijani var hovedredaktør af den første globale analyse af de sundhedsmæssige og miljømæssige virkninger af produktionen af kernevåben (”Nuclear Wastelands”, 1995 and 2000), som blev nomineret til en Pulitzer Prize af MIT Press
4541 :::
4542 Sundhedsmæssige virkninger af radioaktiv forurening fra atomvåben :::
4543 ::: Det anslås, at de sundhedsmæssige virkninger af atomvåben er i størrelsesordenen hundreder af tusinder mennesker.
4544 ::: En undersøgelse fra 1991 af ”De Internationale Læger For Forebyggelse Af Nuklear Krig” (IPPNW) anslog, at radioaktiv forurening fra de atmosfæriske test indtil år 2000 ville medføre 430.000 kræftdødsfald, og at 2,4 millioner mennesker i sidste ende kunne dø af kræft som følge af disse test.
4545 :::
4546 ::: Eksempler på radionuklider er Xenon (Xe) med halveringstid på 6,7 timer, der ved indånding i høje koncentrationer kan medføre svimmelhed, kvalme, opkastning, tab af bevidsthed og død.
4547 ::: Ved lave iltkoncentrationer bevidstløshed og død på få sekunder uden advarsel.
4548 :::
4549 ::: Jod-131 (131I) har halveringstid på 8 dage, og når det findes i høje koncentrationer i miljøet fra radioaktivt nedfald kan jod-131 blive absorberet gennem forurenet mad.
4550 ::: Det akkumuleres i skjoldbruskkirtlen, hvor det kan ødelægge hele eller en del af skjoldbruskkirtlen, som henfalder eller der kan opstå kræft i skjoldbruskkirtlen.
4551 :::
4552 ::: Krypton-85 (85Kr) har en halveringstid på 10,76 år, og ved indånding i høje koncentrationer kan det medføre svimmelhed, kvalme, opkastning, tab af bevidsthed og død.
4553 :::
4554 ::: Tritium (3H) har en halveringstid på 12 år og indtages nemt, f.eks. ved at det inhaleres fra luften eller optages gennem huden og når frem til blødt væv og organer.
4555 ::: Beta-strålingen fra tritium kan forårsage lungekræft.
4556 :::
4557 ::: Strontium-90 (90Sr) har en halveringstid på ca. 28 år.
4558 ::: Efter indtagelse indlejres en vis mængde strontium 90 i knogler og knoglemarv, og lidt i blod og bløde væv.
4559 ::: Det kan bl.a. fremkalde knoglekræft og leukæmi.
4560 :::
4561 ::: Cæsium-137 (137Cs) har en halveringstid på ca. 30 år og efter optagelse fordeles cæsium jævnt gennem kroppen med højere koncentrationer i muskelvæv og lavere koncentration i knoglerne.
4562 ::: Det kan medføre bestråling af kønsorganernes celler og genetiske skader.
4563 :::
4564 ::: Americium-241 (241Am) med halveringstid 432 år bevæger sig hurtigt gennem kroppen efter indtagelse, men kan koncentreres i knogler i en lang periode.
4565 ::: I løbet af denne tid vil americium langsomt henfalde og frigive radioaktive partikler og stråler, som kan ændre genetiske molekyler og give knoglekræft.
4566 ::: (De fleste røgalarmer indeholder i øvrigt en lille smule af alfa-kilden americium-241]
4567 :::
4568 ::: Plutonium-239 (239Pu) har en halveringstid på ca. 24.400 år.
4569 ::: Det frigives, når et plutonium-våben bringes til sprængning.
4570 ::: Indtagelse af selv en minimal mængde udgør en alvorlig sundhedsrisiko og kan forårsage lunge-, knogle- og leverkræft.
4571 ::: De højeste doser ses i lungerne, knoglemarven, knogleoverflader og leveren.
4572 :::
4573 Måling af stråling :::
4574 ::: Forskere bruger forskellige udtryk ved måling af stråling, afhængig af, hvad der spørges om: Hvor stor er strålingen fra en radioaktiv kilde? Hvor stor er den stråledosis, som en person absorberer? Hvor stor er risikoen for, at en person kommer til at få sygdomme efter eksponering for strålingen? Man bruger forskellige enheder for hver af disse spørgsmåltyper:.
4575 :::
4576 ::: ABSORPTIONSDOSIS: Mængden af strålingsenergi, der deponeres pr vægtenhed i humant væv, kaldes ”den absorberede dosis”, og måles med enheden ”rad” eller SI-enheden ”Gy” (Gray, opkaldt efter en fysiker, som i 1940 studerede neutroners skade på menneskevæv).
4577 ::: Enheden ”rad” indførtes i 1953 og kan siges at stå for ”radiostråle-absorberet-dosis” (idet 1 rad = 100 erg/g).
4578 ::: Siden 1985 er ”rad” - undtagen i USA - stort set blevet erstattet af Gray (Gy), som blev foreslået i 1974. En Gy er Joule/kg, men 1 Gy er lig med 100 rad.
4579 ::: Radioaktivitet kan måles i stråling pr. time.
4580 ::: F.eks. er 1000 rad pr. time dødeligt, medens 10 rad pr. time blot kræver at man holder sig indendørs.
4581 ::: Anbefalinger for forskellige strålingsdoser kan læses her: http://www.fas.org/irp/agency/dhs/fema/ncr.pdf.
4582 ::: I øvrigt er enheden rad blevet afløst af enheden 'Gray', der defineres som absorptionen af én Joule af energi i form af ioniserende stråling pr. kilogram strålingspåvirket stof.
4583 :::
4584 ::: EKSPONERING: I 1928 indførtes ”Röntgen” (R) som enhed for eksponering for stråling (altså ikke den absorberede dosis), men Røntgen-enheden er dårligt defineret i forhold til den absorberede dosis, f.eks. vil 1 Røntgen i tør luft afsætte 0,877 rad, men vil i blødt væv afsætte 0,96 rad, og i knogler afhængig af strålens energi afsætte mellem 1 rad og over 4 rad).
4585 :::
4586 ::: AKTIVITET: Den enhed, som kaldes ”Curie” (Ci er et symbol for Curie) er en enhed af radioaktivitet.
4587 ::: Denne Curie-enhed, der indførtes i 1953, er stort set (siden 1974) blevet erstattet af enheden ”Becquerel” (Bq), som en enhed for radioaktivitet.
4588 ::: En Becquerel er defineret som antallet af atomer, som henfalder per sekund i en prøve (hvorimod 1 Curie var 3,7 gange 10 i 10’ende henfald pr. sekund).
4589 :::
4590 ::: DOSISÆKVIVALENT: En persons biologiske risici (dvs. risikoen for, at en person vil komme til at lide af sundhedsmæssige effekter fra en eksponering for stråling) måles ved hjælp af den konventionelle enhed ”rem” eller SI-enheden ”Sv” (Sievert).
4591 ::: Dog gælder at 1 REM er lig med 0,01 Sievert.
4592 ::: Det er det samme som at sige, at 1 REM er lig 10 milliSievert (idet 10/1000 Sv = 1/100 Sv).
4593 ::: ”REM” er en forkortelse for ”Röntgen Equivalent Man” og er defineret som produktet af den absorberede dosis målt i Røntgen og strålingens biologiske effektivitet.
4594 ::: Rem og Sievert er dermed en måleenhed for ioniserende strålingsdosis, hvorimod ”rad” kun er et mål for den absorberede dosis uden hensyn til den biologiske virkning.
4595 ::: Omregning fra ”rad” til ”REM” afhænger af den ”relative biologiske effektivitet” (RBE).
4596 ::: Tidligere brugtes også enheden ”Røntgen”, men 1 Røntgen afsætter kun 0,96 REM i blødt biologisk væv.
4597 ::: Ældre betegnelser for ” REM” (eller rem) var på grund af andre definitioner op til 17% mindre end den moderne ” REM”-enhed.
4598 ::: (engelsk wikipedia ”Rontgen_equivalent_man”).
4599 ::: (REM måles i 100 erg/g og Sievert måles i Joule/kg; dvs. det samme som rad og Gray).
4600 :::
4601 :::
4602 Strålingssyge :::
4603 ::: Effekten af forskellige niveauer af stråling kan altså angives i strålingsdosis med enheden rem: 5-20 REM er ensbetydende med en mulig kromosomskade, 20-100 REM giver midlertidig reduktion i antallet af hvide blodlegemer, mild kvalme og opkastning, tab af appetit, træthed, som kan vare op til fire uger, større modtagelighed for infektion, og på lang sigt en større risiko for leukæmi og lymfom.
4604 ::: 100-200 REM medfører mild strålingssygdom inden for et par timer, opkastning, diarré, træthed, nedsat modstandskraft over for infektioner, hårtab, midlertidig mandlig sterilitet, og det radioaktive jod-131 kan, hvis det forekommer over et vist niveau, destruere hele eller en del af skjoldbruskkirtlen, hvilket fører til thyreoidea-abnormaliteter eller kræft.
4605 ::: 200-300 REM medfører alvorlige virkninger af strålingssyge som i 100-200 rem, men desuden kan de af kroppens celler, der deler sig hurtigt, også blive ødelagt – nemlig celletyper såsom blodlegemer, mave-tarmkanal, kønsceller og hårceller, og desuden kan DNA af overlevende celler også beskadiges.
4606 ::: 300-400 REM medfører alvorlig strålingssyge, ødelæggelse af knoglemarv og tarm samt blødninger i munden.
4607 ::: 400-1000 REM medfører akut sygdom, eventuelt hjertesvigt, næsten fuldstændig ødelæggelse af knoglemarven og sandsynlighed for permanent kvindelig sterilitet.
4608 ::: 1000-5000 REM medfører akut sygdom, ødelæggelse af nerveceller og små blodkar, og dødsfald kan ske i løbet af nogle dage.
4609 ::: En dosis på 700 Røntgen er dødeligt for mennesker, også selv om denne dosis skete over en vis tid.
4610 ::: Når først virkningerne af stråleskade føles, er behandling ikke mere mulig.
4611 :::
4612 ::: Kan det tænkes, at radioaktiv stråling kan nedsætte kræft? Spørgsmålet kan nok ikke stilles på den måde, for det kan tænkes at virkningen afhænger af, hvilke kræftformer, der tænkes på, og talrige andre parametre.
4613 ::: Radioaktivt stålaffald fra en atomreaktor blev engang genanvendt til konstruktion af boligblokke i Taiwan fra 1982 til 1984. Man mener, at 10.000 mennesker er blevet udsat for langvarig lavniveau-bestråling.
4614 ::: En arbejder tog i 1992 en Geigertæller med hjem i sin lejlighed og opdagede, at lejligheden var forurenet.
4615 ::: Trods kendskab til problemet fortsatte ejerne af nogle af bygningerne med at leje lejlighederne ud til lejere (delvis fordi salg af bygningerne var gjort ulovligt).
4616 ::: Nogle undersøgelser har vist, at strålingen har haft en ”gavnlig” virkning på sundheden hos lejerne, baseret på dødeligheden fra kræft
4617 ::: Men en anden undersøgelse, der så på forekomsten af kræft, konstaterede, at selv om den samlede risiko for kræft var kraftigt reduceret, var forekomsten af visse leukæmier hos mænd og forekomsten af kræft i skjoldbruskkirtlen hos kvinder blevet mere almindelige
4618 :::
4619 Radioaktivt nedfald :::
4620 ::: En atombombe danner straks gammastråling, kendt fra strålesygen i Hiroshima og Nagasaki.
4621 ::: Fissionsprodukter og energirige neutroner reagerer med alt, men nogle stoffer blive dødelige, andre forbliver harmløse.
4622 ::: Når oxygen bombarderes med højenergi-neutroner bliver oxygenatomet til en nitrogen-isotop med en halveringstid på blot 7 sekunder.
4623 ::: Oxygen findes i luften, og atombombe-sprængning i luften danner derfor relativt lidt radioaktivt materiale.
4624 ::: Men hvis mangan rammes af højenergi-neutroner, dannes mangan-56, som udsender gammastråler, og mangan-56 har en halveringstid på 2½ time.
4625 ::: Mangan findes i jord, og atombombe-sprængninger på jordniveau danner derfor relativt meget mere radioaktivt materiale end atombombe-sprængninger i luften.
4626 ::: Nedfaldet af de radioaktive materialer, der er dannet af støv og jord, som er suget op i atomskyen, medfører radioaktivitet i månedsvis eller årevis på stedet.
4627 :::
4628 Strontium og cæsium :::
4629 ::: Radioaktive stoffer kan med vinden transporteres langt væk, og strontium-90 (et metal, der er blødt som bly) har en halveringstid på 29,1 år.
4630 ::: Når strontium-90 falder på jorden, optages det af planter og videreføres til de dyr, der æder planterne.
4631 ::: I kroppen opfattes strontium-90 som calcium og oplagres i knoglerne, hvor dets fortsatte radioaktive stråling medfører leukæmi og knoglekræft.
4632 ::: Risikoen er større for børn og unge, hvor knoglerne stadig vokser.
4633 ::: Et andet radioaktivt stof, cæsium-137, har en halveringstid på 30 år, og kan ligesom strontium-90 forurene landbrugsjord for kommende generationer.
4634 :::
4635 ::: Den farligste radioaktive forurening efter kernevåben-eksplosioner er formentlig strontium-90. Mælketænder indsamlet fra børn i 1950’erne og starten af 1960’erne indeholder en stor øgning af strontium-90. Mælketænder i børn fra St.Louis (Missouri) født i 1963 havde 50 gange mere strontium-90 end hos børn født i 1950. Da præsident John F. Kennedy blev gjort bekendt med denne undersøgelse var det med til at overbevise ham om at underskrive Partial Nuclear Test Ban Treaty med Storbritannien og Sovjetunionen, der stoppede atomprøvesprængningerne i atmosfæren (engelsk Wikipedia ”strontium-90”).
4636 ::: Naturligt strontium er ikke-radioaktivt og ikke-giftigt i almindeligt forekommende koncentrationer.
4637 ::: Men strontium-90 indebærer en strålingsrisiko.
4638 ::: Denne strontium-isotop (90Sr) nedbrydes med en halveringstid på 28,79 år.
4639 ::: Fra 1950 til 1978 vil der være halvt så meget, som i udgangspunktet, og i 2007 ca. kvart så meget.
4640 ::: Det har en nedbrydningsenergi på 0,546 MeV, fordelt til en elektron (hvilket kaldet beta-minus nedbrydning, eller betastråler), og en antineutrino og ender så som en yttrium-isotop (yttrium-90, 90Y), der selv er radioaktiv med en halveringstid på 64 timer, og nedbrydningsenergi på 2,28 MeV, fordelt til en elektron (igen altså beta-minus nedbrydning, eller betastråler) og en anti-neutrino (og en ubetydelighed gamma-foton) og med slutproduktet zirconium.90 (90Zr), som ikke er radioaktiv og altså stabil.
4641 ::: Strontium-90 har en ”specifik aktivitet” på 5,21 TBq pr. gram.
4642 ::: Hvis man adderer de nævnte 2,28 MeV og 0,546 MeV, får man 2,826 MeV, hvilket er det samme som 2826 keV.
4643 ::: Ved spaltning af uran-233 udgør strontium-90 ca. 6,6% af fissionsprodukterne, og fra uran-235 dannes 5,7% strontium-90. Ved spaltning af plutonium-239 vil 2% af spaltningsprodukterne være strontium-90. Strontium ligner kemisk set calcium, og strontium-90 er derfor et knoglesøgende grundstof.
4644 ::: Typisk optages strontium-90 ved indtagelse af radioaktivt forurenet føde eller vand.
4645 ::: Omkring 70-80% udskilles, men 20-30% optages altså i kroppen, og af dette ender næsten alt i knogler og knoglemarv.
4646 ::: 1% bliver i blodet og bløde væv.
4647 ::: Tilstedeværelsen i knoglerne kan medføre knoglekræft og leukæmi.
4648 ::: Forurening med strontium-90 kan måles i urinen.
4649 ::: I kroppen er den biologiske halveringstid mellem 14 dage og 600 dage, 1000 dage, 18 år eller 30 år eller 49 år.
4650 ::: De forskellige tal skyldes strontiums komplekse metabolisme i kroppen.
4651 ::: Man vurderer den overordnede biologiske halveringstid for strontium-90 er ca. 18 år.
4652 ::: Men udskillelseshastigheden af strontium af meget afhængig af alder og køn, fordi der er forskel på knogle-metabolismen.
4653 :::
4654 ::: Radioaktive stoffer kan med vinden transporteres langt væk, og strontium-90 (et metal, der er blødt som bly) har en halveringstid på 29,1 år.
4655 ::: Når strontium-90 falder på jorden, optages det af planter og videreføres til de dyr, der æder planterne.
4656 ::: I kroppen opfattes strontium-90 som calcium og oplagres i knoglerne, hvor dets fortsatte radioaktive stråling medfører leukæmi og knoglekræft.
4657 ::: Risikoen er større for børn og unge, hvor knoglerne stadig vokser.
4658 ::: Et andet radioaktivt stof, cæsium-137, har en halveringstid på 30 år, og kan ligesom strontium-90 forurene landbrugsjord for kommende generationer.
4659 :::
4660 ::: Nedfaldet af de radioaktive materialer, der er dannet af støv og jord, som er suget op i atomskyen, medfører radioaktivitet i månedsvis eller årevis på stedet.
4661 ::: Det skyldes bl.a. at jord indeholder mangan, og hvis mangan rammes af højenergi-neutroner, dannes mangan-56, som udsender gammastråler, og mangan-56 har en halveringstid på 2½ time.
4662 ::: Atombombe-sprængninger på jordniveau danner derfor relativt meget mere radioaktivt materiale end atombombe-sprængninger i luften.
4663 ::: (Atombombe-sprængning i luften danner relativ lidt radioaktivt materiale.
4664 ::: Det skyldes, at oxygen findes i luften.
4665 ::: Når oxygen bombarderes med højenergi-neutroner bliver oxygenatomet til en nitrogen-isotop med en halveringstid på blot 7 sekunder.
4666 ::: Fissionsprodukter og energirige neutroner reagerer med alt, men nogle stoffer blive dødelige, andre forbliver harmløse).[NYT AFSNIT].
4667 :::
4668 ::: Efter ti halveringstider er aktiviteten blevet 1024 gange mindre.
4669 ::: Det oprindelige nuklid anses så almindeligvis for at mistet sin radioaktivitet.
4670 ::: Et nuklid med en halveringstid på 8 dage vil have mistet sin radioaktivitet efter 80 dage.
4671 ::: I teorien vil der dog altid være en meget lille rest af det oprindelige nuklid tilbage.
4672 ::: I en atomreaktor er der 23 hoved-fissionsprodukter (den hyppigste er cæsium-133, som udgør 6,8% af fissionsprodukterne).
4673 ::: Det meste af radioaktiviteten er væk efter 40 minutter, men det kan tage 100.000 år, inden radioaktiviteten er nået ned på baggrundsradioaktiviteten (s.135 i bogen The Future of Nuclear Power (serien: Nuclear Power) James A. Mahaffey, 2012, Facts on File inc. NewYork (Kbh.Hovedbib. 62.013))).
4674 :::
4675 Kromosom-translokationer :::
4676 ::: Fig. 1. Figuren viser mFISH-malede kromosomer fra en normal celle.
4677 :::
4678 ::: Det er fra en normal C-metafase, der viser kromosom-spredning med en normal karyotype (normal antal kromosomer) - en delende blodlymfocyt menneske fra armen.
4679 :::
4680 ::: Fig.2 kromosomer fra delende blodlymfocyt med flere omflytninger i kromosom 1.
4681 :::
4682 ::: Fig.3. kromosomer i en delende blodlymfocyt med flere translokationer.
4683 :::
4684 ::: Nogle kromosomer har endda flere centromerer.
4685 ::: Selv om det signifikant, opgav man at medtælle sådanne celler.
4686 :::
4687 ::: Fig.4. kromosomer i delende blod-lymfocyt fra en person.
4688 :::
4689 ::: Kromosom nummer 2 har mistet sin lange arm, der er blevet flyttet til kromosom nummer 8.
4690 :::
4691 ::: Fig.8. kromosomer i en delende blodlymfocyt, der viser såkaldt Robertsonian translokation i kromosom nummer 22 (translokation fra kromosom nummer 21).
4692 :::
4693 ::: Også en deletion i kromosom nummer 4 ses.
4694 :::
4695 ::: OPLYSNINGER SOM HENVISER TIL FIGURER: SE SIDE 14.
4696 :::
4697 ::: Fig.4. viser overførslen af den lange arm af kromosom 12 til kromosom 1. (Hvad der ligner en indsættelse i kromosom 10 er et kromosom-overlap).
4698 :::
4699 :::
4700 ::: Fig.2. (a) Karyotype af en delende blodlymfocyt, der viser en gensidig udveksling mellem kromosom 1 og 3.
4701 :::
4702 :::
4703 ::: Fig.2. (b, c) Kromosom-profiler af kromosom 1 og 3.
4704 :::
4705 :::
4706 ::: Fig.4. Karyotype af en delende blodlymfocyt, der viser flere kromosomfejl-udvekslinger efter celledyrkning i 72 timer.
4707 :::
4708 :::
4709 ::: Fig.5. Profil af en multitranslokeret kromosom omfatter materiale fra kromosom 5, 6, 7 og 9.
4710 :::
4711 :::
4712 ::: Fig.6. Kromosomal spredning af en delende blodlymfocyt viser flere komplekse udvekslinger.
4713 :::
4714 :::
4715 ::: Figur 1 er en normal C-metafasespredning.
4716 :::
4717 ::: Figur 2: Figur 2a viser en komplet translokation.
4718 ::: I figur 2b og 2c ses en udveksling mellem kromosom 1 og 3.
4719 :::
4720 ::: Figur 3 er et eksempel på en ufuldstændig translokation, hvor den lange arm af kromosom 12 er blevet overført til kromosom 1.
4721 :::
4722 ::: Figur 4 er et eksempel på en ustabil celle, der har flere translokationer og et dicentrisk kromosom, der involverer kromosomer 4 og 8. (MÅSKE SKAL DET VÆRE 2 i STEDET FOR 4 ).
4723 :::
4724 ::: Figur 5 viser profilen af et enkelt kromosom med flere translokationer i en kompleks celle.
4725 :::
4726 ::: Figur 6 er en meget kompleks celle.
4727 :::
4728 ::: Figur 8. Humant karyotype fra en delende lymfocyt fra blod – her ses kromosom 1, 3 og 4 malet til analysen.
4729 :::
4730 ::: En genetiker fra New Zealand, Al Rowland, fandt i et studie, at kromosomafvigelser af en meget alvorlig type, som kaldes kromosom-translokationer, var mindst tre gange hyppigere hos militærpersonnel, som 50 år tidligere var blevet sendt gennem et testområde for atomprøvesprængninger, end hos en matchende kontrolgruppe.
4731 :::
4732 ::: Har er blevet interviewet af australske, japanske og britiske TV-selskaber.
4733 ::: F.eks. til udsendelsen “Bomb Damage” (2007) fra West Eye View
4734 :::
4735 ::: Men tilsvarende undersøgelser er aldrig gentaget, fordi landene ikke har noget som helst interesse i at ribbe op i de gamle sager, med risiko for at blive mødt med krav om kompensationer for at have udsat folk for radioaktiv forurening.
4736 :::
4737 ::: For at konstatere hyppigheden af stabile aberrationer så mange år efter udsættelsen for radioaktiv stråling, blev deltagernes hvide blodlegemer dyrket i 72 timer.
4738 ::: Normalt kan celledelings-problemer allerede ses efter 46-50 timers vækst, men 72 timers vækstperiode (svarende til 2-3 cellecykler) giver bedre mulighed for at lave en række forskellige analyser.
4739 :::
4740 ::: >De gammeldags epidemiologiske undersøgelser ville have svært ved at sortere resultaterne af genetiske skader i det store hav af alle andre data.
4741 ::: Men ved hjælp af ny teknik blev det muligt at se på de faktiske individuelle mænd og deres kroppe og dermed fastslå, om en individuel person havde et særligt problem i sine kromosomer.
4742 :::
4743 ::: I den oprindelige gruppe fra New Zealand var der 551 personer, Dette er en "lille" gruppe til epidemiologiske undersøgelser, og eventuelle stråling-inducerede kræfttilfælde vil ikke nemt kunne påvises blandt så få personer - på baggrund af forekomsten af de forskellige kræftformer, der kan opstå spontant.
4744 :::
4745 ::: Da undersøgelsen blev foretaget var i øvrigt omkring halvdelen af disse 551 "atomprøvesprængnings-veteraner" døde.
4746 ::: Blandt de 250 personer, der stadig levede, udvalgte man 50 personer til undersøgelsen.
4747 ::: En af disse 50 veteraners lymfocytter lod sig ikke dyrke, så studiet kom til at omfatte 49 veteraner og 50 kontroller.
4748 :::
4749 ::: Tidligere undersøgelser havde påvist moderate stigninger i forekomsten af blodkræftformer i de newzealandske veteraner, bl.a. leukæmi
4750 :::
4751 ::: Disse 49 atomprøvesprængnings-veteraner var nu i gennemsnit 65,9 år.
4752 ::: (De 50 matchende kontroller var i gennemsnit 66,5 år).
4753 ::: Udvælgelsen af veteraner og kontroller blev "geografisk stratificeret" på tværs af Nordøen i New Zealand.
4754 ::: Hvis en veteran f.eks. boede i en meget nordlig del af New Zealand chartrede man et fly for at flyve derop for at vælge en person til kontrol, der boede i den samme by (Rapporten s.37).
4755 ::: Ligeledes gjorde man meget for at sikre, at kontrolgruppen blev matchet efter alder, rygevaner, livsstil, medicinsk historie, eksponering for giftige stoffer mv. Veteraner havde tidligere været mere tilbøjelige til at ryge end kontrollerne, men rygning viser faktisk ikke nogen forskel lige præcis med hensyn til kromosom-translokationer, som dette studie undersøger (dette er konklusionen i en undersøgelse fra Whitehouse et al., 2005).
4756 :::
4757 ::: Personer i kontrolgruppen havde også været i militæret eller i politiuddannelse, da de var yngre.
4758 ::: Imidlertid blev de udelukket som kontrolpersoner, hvis de havde været i flåden, da man kunne risikere at de involverede fregatter ikke var helt rene efter at være vendt tilbage til New Zealand, og om de efterfølgende var blevet bemandet med andre besætninger, der teoretisk set ligeledes kunne være blevet udsat for radioaktiv forurening.
4759 ::: Også personer, som havde været i flyvevåbenet, blev udelukket på grund af mulig tidligere udsættelse for kosmisk stråling.
4760 ::: Endvidere blev Vietnam-veteraner udelukket, fordi disse mennesker kunne have været påvirket negativt ved udsættelse for afløvningsmidler, som også kunne tænkes at give kromosomskader.
4761 ::: Også hvis folk havde været beskæftiget med røntgenarbejde, udsat for radioaktive emner, eller fået strålebehandling eller kemiterapi. Eller hvis de havde været udsat for giftige stoffer som f.eks. asbest, benzindampe, mikrobølgestråling, kemikalier osv. blev udelukket som deltagere i studiet.
4762 :::
4763 ::: Al Rowland brugte en metode, som kaldes kromosom-maleri.
4764 ::: Man studerede de hvide blodlegemers kromosomer, og alle kromosomerne.
4765 ::: Metoden er en såkaldt spektral karyotyping for at vurdere kromosomafvigelser.
4766 ::: Hvert kromosom blev malet i en enkelt farve.
4767 ::: Denne levende farvning af 23 forskellige kromosompar tillod at studere strukturelle ændringer i hele genomet – og i hver enkelt metafase af delende blodlegemer i cellekulturen.
4768 :::
4769 ::: Metoden kaldes mFISH metoden.
4770 ::: Det kan vises et udvidet spektrum af aberrationer.
4771 ::: Ved at de forskellige kromosomer gives forskellige farver afsløres komplekse kromosomale omlejringer.
4772 :::
4773 ::: En lille blodprøve (ca. 2 teskefulde) fra armen blev udtaget af hver person, og kodet med en stregkode.
4774 :::
4775 ::: Den del af undersøgelsen, der bruger mFISH-metoden, blev offentliggjort i et peer reviewed tidsskrift.
4776 ::: Først blev verdens førende videnskabelige tidsskrift, Nature, bedt om at offentliggøre dette meget væsentlige og meget nye og vigtige arbejde.
4777 ::: Men Nature afviste det.
4778 :::
4779 ::: Al Rowland, en ekspert i genetiske celleanalyser, bad en kollega i Skotland finde ud af, hvorfor Nature havde afvist at publicere studiet.
4780 ::: Han modtog det foruroligende, men egentlig ikke overraskende svar fra denne kollega i Skotland, at redaktørerne af Nature havde fået at vide fra politisk side, at de skulle afvise artiklen! Så ifølge denne information er verdens førende videnskabelige tidsskrift Nature under politisk pres for ikke at offentliggøre artikler, hvis resultaterne kan anvendes i erstatningssøgsmål af atomprøvesprængnings-veteraner.
4781 :::
4782 ::: Artiklen blev i stedet offentliggjort i 2008 i et andet tidsskrift, Cytogenetic and Genome Research, som er det førende tidsskrift for studier i cytogenetik.
4783 ::: Titlen på artiklen er i oversættelse: ”Forhøjede kromosom-translokation-frekvenser i newzealandske atomprøvesprængnings-veteraner”
4784 :::
4785 ::: Som den ledende forsker er angivet R. E. Rowland (Roland Elliston Rowland), men han er bedre kendt som Al Rowland fra Institut for Molekylær Bioscience, Massey University's afdeling i Palmerston North på nordøen nær Wellington i New Zealand.
4786 ::: (Palmerston North er en by på størrelse med Århus).
4787 ::: Undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med Institut de Cancérologie Gustave-Roussy, Villejuif (Frankrig).
4788 ::: Professor Jean Bourhis gav vigtige råd om matchningen af de to grupper, og Dr.
4789 ::: Ilse Chudoba udførte hybridiseringerne.
4790 :::
4791 ::: Bortset fra problemet med Nature var et andet problem at få mFISH-testen udført i et førende mFISH laboratorium på dette tidspunkt.
4792 ::: Dette laboratorium var tilfældigvis i Skotland.
4793 ::: Af en eller anden grund ville den britiske etiske komité imidlertid ikke give sin accept af undersøgelsen.
4794 ::: Muligvis kan dette også have været på grund af et politisk pres.
4795 :::
4796 ::: I stedet sendte newzealænderne så en tekniker til at arbejde på laboratoriet i Skotland i to måneder for at lære denne nye mFISH teknik.
4797 ::: (Denne teknologi ikke var til rådighed i verden før i slutningen af 1990'erne).
4798 ::: Så da denne tekniker vendte tilbage til New Zealand, blev denne teknik derved introduceret for første gang i New Zealand, for at blive brugt i denne undersøgelse.
4799 :::
4800 ::: Når metoden kaldes mFISH teknik er det fordi, det er en Multicolour-FISH-test.
4801 ::: Det er en cytomolekulær teknik, der går ud på at se på cellerne i molekylære detaljer ved hjælp af mange farver (multicolour).
4802 :::
4803 ::: Det fulde navn på denne teknik er multicolour fluorescerende in situ-hybridisering (mFISH).
4804 ::: Med denne teknik bliver hver eneste type af menneskets kromosomer farvet forskelligt.
4805 ::: (Mennesket har 22 forskellige kromosompar plus to kønskromosomer).
4806 ::: Et kromosom kan f.eks. farves med rød fluorescerende farve, et anden kromosom farves med en blå farve, eller med to eller tre forskellige farver på samme tid, hvilket ville være nok til, at sensorapparatet kan genkende hver og en af kromosomerne.
4807 :::
4808 ::: Ofte når mFISH anvendes i en undersøgelse farves kun tre kromosomer (typisk er det kun kromosom nummer 1, 3 og 4, der repræsenterer 20,4% af kromosomernes samlede masse, fordi det er de største kromosomer.
4809 ::: Farverne var ikke billige men Newzealænderne havde penge nok til at købe de dyre farvestoffer til alle de forskellige kromosomer.
4810 :::
4811 ::: Dette gav meget præcise resultater.
4812 ::: Cellerne blev dyrket i 72 timer med et stof, phytohaemagglutinin (PHA), som igangsætter celledelingen af de hvide blodlegemer (som normalt ikke deler sig eller kun sjældent deler sig).
4813 ::: En time før høst af cellerne blev 0,05% colchicin tilsat i 1 time, hvilket stoppede alle delende celler i metafasen.
4814 ::: Metafasen er den fase i cellecyklussen af delende celler, hvor kromosomerne lettest ses i mikroskop.
4815 :::
4816 ::: Opvarmning af cellerne medførte, at de to strenge af DNA-molekylerne mistede grebet til hinanden.
4817 ::: Det farvede DNA blev derefter tilsat, og det hybridiserede til de nu ensomme DNA-strenge, hvis det farvede DNA var fra samme kromosomtype.
4818 ::: På denne måde kunne man se alle kromosomerne, og finde alle tilstedeværende translokationer.
4819 ::: Translokationer = er udvekslede (swopped) områder mellem forskellige kromosomer.
4820 ::: Hvis et stykke fra kromosom nr. 2 ved en fejl er hoppet over på kromosom 1, vil det f.eks. kunne ses ved, at et måske rødfarvet kromosom 1 har et stykke med blåt, hvis kromosom 2 er farvet blåt.
4821 ::: Nogle af cellerne i veteranernes hvide blodlegemer havde kromosomer med flere translokationer, altså ikke kun én udveksling, men flere.
4822 :::
4823 ::: Tilstedeværelsen af translokationer øger risikoen for kræft.
4824 ::: Dette skyldes, at et proto-oncogen (dvs. et normalt gen, som aktiveres, hvis man får et sår eller anden skade og har brug for, at få såret til at hele) kan omplantes til et nyt sted på kromosomerne, og derved komme under indflydelse af en fremmed promotor (som normalt ville aktivere et andet gen-).
4825 ::: Derved kan proto-oncogenet nemlig blive til et oncogen, dvs. at det er blevet til et kræft-gen.
4826 :::
4827 ::: Hvis også tumor-repressor-genet i cellen er blevet inaktiveret (af nogle mutationer på grund af den radioaktive stråling) er kræft mere tilbøjelig til at udvikle sig.
4828 :::
4829 ::: Mange andre fejl end kræft kan være et resultat af stråling.
4830 ::: Under interviewene af veteranerne oplyste folk nogle gange, at deres kone havde haft 5-7 aborter.
4831 ::: Dette kan tænkes at skyldes fejl i mandens sædceller som følge af den radioaktive stråling.
4832 :::
4833 ::: Dette mFISH-studie viste, at der faktisk ser ud til at være en sammenhæng mellem kromosomfejl og tidligere udsættelse for radioaktiv stråling i atomprøvesprængnings-veteraner, som deltog i Operation Grapple.
4834 ::: Dette til trods for at det er så længe siden.
4835 :::
4836 ::: Forskerne konkluderede, at de væsentligt højere translokationshyppigheder hos gruppen af veteraner, sammenlignet med kontrollerne tyder på, at dette kan være en konsekvens af deres deltagelse i Operation Grapple (atomprøvesprængningerne i årene 1957-1958).
4837 ::: Undersøgelsen blev lavet i 2005-2006, dvs. ca. 50 år efter.
4838 :::
4839 ::: Eftersom statistisk sammenhæng ikke nødvendigvis er et bevis for en årsagssammenhæng, må man se efter mulige fejltolkninger (”konfoundere”).
4840 ::: Dog skriver forskerne at eftersom der har været tæt matchning for alder og livsstil i undersøgelsens design, anses disse faktorer ikke for at være forstyrrende variable i undersøgelsen, og næsten alle deltagerne i øjeblikket var ikke-rygere, og i øvrigt er rygning ikke en faktor, der påvirker translokation-frekvens.
4841 :::
4842 ::: Der kan i princippet have været en confounding faktor for specifikt at arbejde på flådefartøjer, men f.eks. frisk maling eller lignende ting, som man kunne forestille sig på et sådant skib, ville ikke medføre meget betydelig og 50-år-varig stigning i translokationsfrekvenserne.
4843 :::
4844 ::: Der blev lavet et skøn over radioaktiv dosis: Det varierede fra 0 til 0,431 Gy hos veteranerne (middelværdi = 0.170 Gy) og fra 0 til 0,22 Gy i kontrollerne (middelværdi = 0,037 Gy).
4845 ::: Forskellen mellem middeldoserne var stærkt signifikant.
4846 :::
4847 ::: I blodcellerne fra veteranerne blev der set en høj frekvens af dicentriske kromosomer og acentriske fragmenter, mange af disse sås i meget komplekse celler, der dog ikke er talt og medtaget i studiet.
4848 ::: Dette tyder på, at veteranerne kan være blevet forurenet i deres organer med radionuklider med lang halveringstid og med høj-”LET energi”.
4849 ::: [LET, ”lineær energioverførsel”, er et mål for den konservative kraft, der virker på en ladet, ioniserende partikel, der rejser igennem et stof, - generelt målt ved hjælp af partikler med en energi over en bestemt grænse.
4850 ::: (Da energitabet er en del af definitionen, er LET et positivt tal).
4851 ::: LET afhænger af arten af strålingen, samt af materialet, strålingen skal rejse igennem.
4852 ::: En høj LET-værdi ville betyde, at strålingen hurtigere gøres svag, dvs. at afskærmningen er mere effektiv og indtrængningen er mindre dyb.
4853 ::: På den anden side kan den højere koncentration af afsat energi, i denne situation, forårsage mere alvorlig skade på eventuelle mikroskopiske strukturer nær partiklens rejsespor.
4854 ::: LET-tallet hjælper med at forklare, hvorfor der undertiden er et misforhold mellem stråleskaden og den absorberede dosis.
4855 ::: I biologiske celler (og mikroelektronik) ses undertiden, at selv en mikroskopisk påvirkning kan give relativ stor skade).
4856 ::: Dosimetri forsøger at vurdere denne effekt med vægtningsfaktorer for strålingen.
4857 :::
4858 ::: Det er velkendt, at stabile translokationer kan ske over tid, men ikke over så lang tid som 50 år.
4859 ::: Det blev engang lavet en undersøgelse fra 2002 som opfølgning på en radiologisk ulykke (med gammastråling fra 137-Cæsium) i Estland i 1994 (otte år før dette studie).
4860 ::: Dette studie fra Estland konkluderede, at translokationer bliver mere SJÆLDNE med tiden, med en halveringstid på seks år for translokationer; hvorimod to-vejs-translokationer er mere vedholdende - med en halveringstid på 8 år
4861 ::: Også celler med komplekse translokationer forsvinder ret hurtigt med tiden.
4862 ::: (Præparater fra 48-timers metafase-dyrkningskulturer blev malet ved hjælp af FISH-teknik i fire laboratorier, og prøverne fra hver emne blev analyseret af to forskellige laboratorier i dette studie fra Estland).
4863 :::
4864 ::: Så enhver translokation, der er dannet i cellerne fra en veteran for hele 50 år siden, ville sandsynligvis være forsvundet.
4865 ::: Derfor er de faktiske translokationer, som Al Rowland så hos veteranerne i New Zealand, mest sandsynligt resultatet af enten andre permanente signaturer i genomet - eller af en aktuel bestråling fra stadig forekommende radionuklider i kroppen.
4866 ::: Al Rowland er mest tilbøjelig til at mene, at der sandsynligvis stadig er nogle lave koncentrationer af langtlevende radioaktive stoffer i veteranerne 50 år efter udsættelsen for atomprøvesprængningerne.
4867 :::
4868 ::: Virkning af eksponering efter 50 år (studie fra 2007).
4869 :::
4870 ::: Der er en forsinkelse på 50 år mellem eksponering og studiet, og kun få studier af en sådan tidsforsinkelse er nogensinde blevet lavet.
4871 ::: Andre forskere har dog rapporteret, at tidligere stråling kan efterlade en permanent signatur i genomet adskillige år efter begivenheden, Det er set hos plutonium-arbejdstagere, der blev eksponeret i 1949 (Hande et al., 2003: Hos disse plutonium-arbejdere så man at i gennemsnit 50% af deres knoglemarv-plutoniumdosis stadig var til stede i deres væv i 1983, og at 25% stadig var deponeret i deres knoglemarv i 1993 og at 8% stadig var til stede i 1998 (Rapporten s.6).
4872 ::: Andre eksempler er patienter, der er (i et misforstået behandlingsforløb i 1935-1957) behandledes med røntgenbestråling mod Bechterews sygdom (ankyloserende spondylitis), der bl.a. er betændelsesagtige forandringer i senebåndenes tilhæftningssteder til knoglerne som følge af en autoimmun reaktion igangsat af tarmbakterier hos mennesker med en bestemt arvelig vævsfaktor (Buckton, 1983).
4873 ::: Røntgenbehandling mod Bechterews sygdom blev indført i 1930, og brugtes ivrigt frem til slutningen af 1950’erne.
4874 ::: Der var på intet tidspunkt enighed om hvor høj denne røntgendosis burde være.
4875 ::: I 1951 fik en 24-årig mand med ondt i ryggen på grund af Bechterews sygdom røntgenterapi, og igen i 1956. I 1978 opdagede man så at han havde fået sukkersyge, og og ved samme lejlighed opdagede man også basalcelle-hudkræft.
4876 ::: I 1955 blev der publiceret en artikel om, at patienterne risikerede leukæmi af behandlingen, nemlig 10 gange hyppigere end normalt, hvorefter man efterhånden ophørte med ”røntgenterapi” mod Bechterews sygdom
4877 ::: Senvirkninger efter radioaktiv bestråling kendes også fra Hiroshima-bombens overlevende (Kodama et al, 2001. Nakano et al, 2001.) og fraTjernobyl-oprydningsarbejderne (Lazutka 1996; Slozina m.fl., 1997).
4878 ::: De hvide blodlegemer dannes af stamceller.
4879 ::: Disse stamceller har måske ikke delt sig ret mange gange, og hvide blodlegemer kan ikke dele sig efter at de er dannet.
4880 ::: Alligevel så man i den newzealandske undersøgelse at et stort antal celler fremviste overordentlig komplekse kromosomale-omflytninger (translokationer).
4881 ::: En statistisk test (Kolmogorov-Smirnoff testen) viste, at fordelingerne af translokationer var væsentligt anderledes i veteran-gruppen sammenlignet med kontrolgruppen.
4882 ::: Desuden havde atomprøvesprængnings-veteranerne over 10-20 gange flere ustabile celler, dvs. med deletioner, manglende centromer-fusion eller multi-centromerer i kromosomerne.
4883 ::: Ifølge en teori kan dette fremkaldes af virus med endonukleaser (dvs. enzymer der spalter f.eks. DNA inde i DNA-molekylet og ikke kun fra enderne af DNA-molekylet).
4884 ::: I ofre fra Hiroshima-bomben så man i enkelte tilfælde sådanne celler samt JC-virus (et polyoma-virus opkaldt efter det oprindelige virus-isolat fra en patient med initialerne JC).
4885 ::: Så måske har radioaktivitet aktiveret virus med evne til DNA-dobbeltbrud.
4886 ::: (Rapporten s.42).
4887 ::: Sådanne kromosomalt ustabile celler blev kaldt 'roque'-celler af forskerne Awa og Neel (1986).
4888 ::: Lazutka (1996) rapporterede om fund af roque-celler hos Tjernobyl-oprydningsarbejdere med virusinfektion.
4889 ::: Det er kendt, at immunsystemet kan være kompromitteret ved udsættelse for selv lave niveauer af ioniserende stråling
4890 ::: Veteranerne viste signifikant højere (p <0,0001) frekvenser af kromosomafvigelser.
4891 ::: Genetikerne fandt 275 translokationer (94 komplette translokationer, 136 ufuldstændige translokationer og 45 Robertsonian-translokationer.
4892 ::: [Robertsonian-translokationer er en sammensmeltning af to små kromosomer, der hver har en meget kort arm (uden gener), således at den meget korte arm på hvert kromosom er gået tabt, og at centromererne er smeltet sammen].
4893 ::: Man fandt også 12 dicentromerer [kromosomer med to centromerer] iblandt 9360-celler.
4894 ::: I kontrollerne blev der kun fundet 96 translokationer og 1 dicentrisk iblandt 9548 celler.
4895 :::
4896 ::: Der blev også fundet en væsentlig overskridelse af CCRs (komplekse kromosomale omlejringer) i veteranernes celler.
4897 ::: Imidlertid blev disse ikke talt.
4898 ::: Årsagen hertil er, at komplekse omflytninger vil kunne fortolkes forskelligt, og vil derfor være mere åben for kritik.
4899 ::: Så man talte kun de ændringer, som er tydelige at se, og altså ikke de komplekse translokationer.
4900 ::: Derfor er det meget sandsynligt, at undersøgelsen var konservativ – dvs. forsigtig, ved ikke at tælle alle de kromosom-abnormiteter, der sås i mikroskopet.
4901 :::
4902 ::: En tilfældig stikprøve på ti veteraner viste i alt 37 CCR-celler, mens antallet af CCR-celler observeret i hele kontrolgruppe blandt de tusindvis af celler observeret, udgjorde mindre end ti.
4903 :::
4904 ::: Veteranerne havde 29 translokationer pr 1000 celler (Rapporten s.44).
4905 ::: Kontrollerne havde i gennemsnit 10,05 translokationer per 1000 celler (Rapporten s.38).
4906 ::: Forskerne foreslår lignende undersøgelser af deltagere i Operation Grapple fra Storbritannien og Fiji-øerne, men sådanne undersøgelser bliver ikke lavet.
4907 :::
4908 ::: Denne forskning blev i stor udstrækning finansieret af en bevilling på ca. 800 mill. kroner fra den newzealandske regering til Den newzealandske atomprøvesprængning-veteran sammenslutning (NZNTVA).
4909 ::: Den britiske regering anså denne finansiering som en ikke-venlig gestus fra New Zealands side.
4910 :::
4911 Diskussion om kompensation :::
4912 :::
4913 ::: I 1988 accepterede Storbritannien en vis kompensation for nogle af disse britere, og derefter indførte den australske regering en kompensation for to specifikke lidelser, leukæmi (undtagen lymfatisk leukæmi) og multipel myelom (en sjælden blodsygdom).
4914 :::
4915 ::: De berørte veteraner er forargede over de feje benægtelser, som de har mødt, og den senere passivitet hos de ansvarlige regeringer.
4916 :::
4917 ::: Det britiske "National Radiological Protection Board" satte i 1993 spørgsmålstegn ved veteranernes oplysninger, idet NRPB i en udtalelse skrev, at selv om testdeltagere syntes at have en højere risiko for lever- og blærecancer og for leukæmi, havde veteranerne ingen overskydende forekomst af sygdom.
4918 :::
4919 ::: Statistikere rapporterede også, at forekomsten af kræft faktisk syntes at falde, når de registrerede doser af gammastråling steg.
4920 :::
4921 ::: BNTVA-veteranerne satte spørgsmålstegn ved denne udtalelse om, at veteranerne ikke mere sygdom end andre (trods højere risiko for lever- og blærecancer og leukæmi).
4922 ::: BNTVA-veteranerne mener ikke dette stemmer overens med andre undersøgelser, at forekomsten af kræft faktisk syntes at falde, når de registrerede doser af gammastråling steg.
4923 :::
4924 ::: Vanskeligheden, som sagsøgerne hele tiden har haft, er mangel på hårde beviser.
4925 ::: Det britiske forsvarsministerium har sagt, at optegnelserne om strålingsbelastninger i mange tilfælde er knyttet til andre hemmeligholdte oplysninger, og National Radiological Protection Board, der er en statsstøttet styrelse, rapporterede, at man aldrig havde haft optegnelser for omkring 16.000 deltagere.
4926 :::
4927 ::: I januar 1997 erklærede EU-kommissærerne, at den britiske regering havde gjort sig skyldig i at behandle veteraner på en ulovlig og uærlig måde, og havde tilbageholdt eller forsinket udgivelsen af deres journaler.
4928 ::: I Kommissionens rapport nævnes for eksempel et notat fra 1953 med titlen ”atomvåbenforsøg” og mærket tophemmelig - og som angiver, at formålet med testene var at opdage de detaljerede virkninger af forskellige typer af atomeksplosioner på udstyr og mennesker med og uden forskellige typer af beskyttelse.
4929 :::
4930 ::: Efter at have konstateret, at veteranerne havde hold i deres påstande sendte Kommissionen sagen videre til Den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR) i Strasbourg i 1998.
4931 :::
4932 ::: Ved den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR) i Strasbourg i 1998 havde de newzealandske veteraner brugt New York-sagfører Ian Anderson til at føre deres sag.
4933 ::: Retten havde ni internationale dommere, hvoraf den ene blev syg og blev erstattet af en dommer fra Storbritannien.
4934 ::: På grund af mulig bias fra en engelsk dommer ankede sagfører Ian Anderson straks inddragelsen af den britiske dommer, men hans appel blev afvist.
4935 :::
4936 ::: Advokat James Eadie, der repræsenterede Storbritannien i Den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR) hævdede i retten i Strasbourg i 1998, at veteranerne fandt på konspirationsteorier og ikke havde været udsat for skadelige mængder af stråling.
4937 :::
4938 ::: Sagen tabtes med dommerstemmerne 5 mod 4. Den engelske dommer stemte imod veteranerne.
4939 :::
4940 ::: British Nuclear Test Veterans Association fandt i 1999, at 30% af de involverede veteraner var døde, de fleste i deres 50’ere, og de fleste af cancer.
4941 :::
4942 ::: Retssager mod Storbritannien for at opnå kompensationer.
4943 :::
4944 ::: I en High Court sag 22. januar 2009 i London hævdede advokater, at Storbritannien bevidst vildledte Australien om virkningerne af strålingsnedfald fra atomprøvesprængningerne i Australien og det sydlige Stillehav mellem 1952 og 1958.
4945 :::
4946 ::: London High Court of Royal Court of Justice blev kaldt det største gruppesøgsmål af sin slags.
4947 ::: Medierne regnede med, at den britiske kompensation ville beløbe sig til 2 milliarder kroner.
4948 ::: (bionyt.dk/ Kilde / 10957.asp))).
4949 :::
4950 ::: Dommeren i London High Court dømte på en måde, som tillod sagsøgerne at gå videre.
4951 ::: Før denne retssag var der gået 5 år juridisk tovtrækkeri.
4952 ::: Hovedadvokatfirmaet, som kørte sagen for veteranerne, var Rosenblatt.
4953 ::: Sagen havde 190 000 dokumenter og 28 advokater.
4954 :::
4955 ::: Det britiske forsvarsministerium (MoD) hævder, at veteranerne ikke har ret til at sagsøge over 50 år efter.
4956 ::: Men halvtreds år efter atomprøvesprængningerne fortsatte kampen for erstatning, da en gruppe på godt 1.000 veteraner d. 21. januar 2009 indbragte en sag mod det britiske forsvarsministerium.
4957 ::: Veteranerne søgte erstatning for sygdomme, herunder kræft og fertilitetsproblemer, som de hævdede var et resultat af udsættelse for stråling.
4958 ::: Den britiske regering insisterede på videnskabelige beviser og MoD-advokaterne argumenterede for, at det var for længe siden.
4959 ::: I 2009 var kun omkring 3000 af 22.000 atomtest-veteraner stadig i live.
4960 ::: Mange af disse var uhelbredeligt syge med kræft, leddegigt, knoglenedbrydning og blodsygdomme.
4961 :::
4962 ::: Ifølge retssagen havde de spist forurenet fisk og frugt, og var blevet beordret til at svømme i radioaktiv vand.
4963 ::: Ved domsafsigelsen var 70 veteraner og deres familier stuvet sammen i retslokalet.
4964 ::: Domsudskriftet var på 217 sider skrevet med enkelafstand af dommer David Foskett.
4965 ::: 1000 mennesker havde indbragt gruppesøgsmålet - og de vandt retten til at sagsøge det britiske forsvarsministerium! Den britiske High Court havde dermed banet vejen for at atomtest-veteraner fra Storbritannien, Australien, New Zealand og Fiji kunne sagsøge det britiske forsvarsministerium
4966 :::
4967 ::: Ifølge dommeren var vendepunktet i sagen den newzealandske undersøgelse, under ledelse af Al Rowland, udført mellem 2002 og 2006 og offentliggjort i 2007. Den treårige frist for at klage var irrelevant i denne sag, sagde dommer David Foskott, da det ville tage over 20 år før symptomerne kom til udtryk, og da den videnskabelige teknik, der var præcis nok til at lave dokumentationen, ikke blev opfundet før i 1990'erne, og det første videnskabelige undersøgelse ikke blev gjort før Al Rowlands studie blev offentliggjort i 2007.
4968 :::
4969 ::: Men det britiske forsvarsministerium appellerede sagen, og Britiske Court of Appeal blokerede i 2010 for videre retssag ved at dommerne dømte, at sagerne var '' forældede ', og at det havde været alt for længe siden de sundhedsmæssige problemer var opstået, til at man kunne kræve erstatning.
4970 :::
4971 ::: Det britiske forsvarsministerium vandt i appelretten med den betydning, at 3-års-frist-begrænsningen stadig ville kunne bruges i atomtest-veteran-retssager.
4972 :::
4973 ::: Den 28. juli 2011 opnåede veteranerne en betydelig sejr for kampagnen for erstatning ved at vinde tilladelse til overhovedet at rejse en retssag
4974 :::
4975 ::: BNTVA-veteranerne har kæmpet om emnet i årtier.
4976 ::: De opfordrede i første omgang regeringen til at undersøge, om der var en sammenhæng mellem eksponering for stråling i halvtredserne og dårligt helbred senere i livet.
4977 ::: I 2011 førte dette til en forbedring i National Health Service (NHS) holdning til veteraner, der kan have været udsat for stråling.
4978 :::
4979 ::: Efter næsten to års kampe i High Court og Court of Appeal tog veteranerne i november 2011 deres sag til Højesteret (Supreme Court) - den højeste domstol i Storbritannien.
4980 :::
4981 ::: Den samme britiske dommer, der dømte veteranerne på IVHR-sagen i 1998, var nu blevet udnævnt til dommer i den britiske Højesteret.
4982 ::: Dommeren, der tidligere som dommer i 1998 havde stemt imod veteranernes sag, stemte nu imod en gang til.
4983 ::: Her tabte de britiske atomtest-veteraner sagen d. 14 marts 2012. Af de 7 højesteretsdommere var der et flertal på fire-mod-tre.
4984 :::
4985 ::: Veteranerne tabte sagen i den britiske højesteret.
4986 ::: Ifølge et rygte var dommerne håndplukket på grund af deres pro-nukleare holdning.
4987 ::: En dommer havde endda stemt imod veteranerne under en anden jurisdiktion (nemlig den internationale domstol).
4988 ::: Det var let at afvise kompensation med den begrundelse, at sygdommene var meget almindelige hos folk i deres nuværende alder.
4989 :::
4990 ::: Hvis man mener, at der er kommet nye informationer frem, kunne sagen måske tages tilbage til Den Internationale Domstol for Menneskerettigheder.
4991 :::
4992 ::: Men de hidtil førte juridiske sager angår kun spørgsmålet om forældelsesloven skal gælde i disse sager.
4993 ::: De faktiske tilfælde af skader på grund af ioniserende stråling ved atomprøvesprængninger og spørgsmålet om, hvorvidt der skal gives erstatning er endnu aldrig blevet vurderet i en retssal.
4994 :::
4995 ::: I løbet af de senere år frem til 2014 er ligsynsmænd begyndt at være mere ligefremme i at angive stråling som en dødsårsag hos tidligere soldater.
4996 ::: I 2012 erklærede en retsmediciner fra Derby og South Derbyshire, at Derek Frank Heaps’ død, en tidligere Royal Engineer, var forårsaget af høje niveauer af ioniserende stråling.
4997 ::: Derek Frank Heaps (1933-2012) var på Malden Island dagen efter en atombombe var blevet sprængt og var vidne til en atombombesprængning fra et fly.
4998 :::
4999 ::: Den britiske regering har konsekvent nægtet at give de 3.000 nukleare veteraner og deres familier hverken kompensation eller særlig anerkendelse.
5000 ::: Faktisk har det britiske forsvarsministerium brugt over 4 mio britiske pund på at blokere for retskrav, der er anlagt af hundredvis af nukleare veteraner og deres familier.
5001 ::: Og i begyndelsen af 2014 gjorde premierminister David Cameron det klart, at regeringens holdning ikke havde ændret sig.
5002 ::: ”Regeringen og jeg fortsætter med at anerkende og være taknemmelige over for alle soldater, der deltog i det britiske program for atomprøvesprængninger, men det ville være splittende at tilbyde veteraner for atomprøvesprængninger særlig anerkendelse for at være involveret i projektet, når de, der påtog sig andre specialiserede opgaver ikke ville modtage det samme.
5003 ::: Jeg kan derfor kun gentage, at jeg ikke vil komme med en mundtlig redegørelse om dette emne i Parlamentet”.
5004 ::: Brevet var stilet til et medlem af det britiske parlament John Baron, der er protektor for British Nuclear Test Veterans Association (BNTVA)
5005 :::
5006 ::: I 2014 bad BNTVA (British Nuclear Test Veterans Association) den britiske regering om at give 25.000.000 engelske pund til en godgørende fond, til at betale for lægebehandlinger for veteranerne og deres familier.
5007 ::: Vi bad ikke om erstatning, hvilket ville indebære, at regeringen skulle indrømme et ansvar, siger John Baron (bionyt.
5008 :::
5009 ::: dk / Kilde / 10959.asp Huld article: bionyt.dk/kilde/10954.asp))).
5010 :::
5011 ::: Forsvarsministeriet i Storbritannien har b